”Jeg anklager … kvinder” – Holder Ole Birk Olesen stadig fast i sit misogyne og sexistiske kvindesyn?

Liberal Alliance har på det seneste fået del i regeringsmagten, i form af seks ministre. En af ministrene er Ole Birk Olesen, der er uddannet som journalist og har været redaktør af netavisen 180 grader og forfatter til bogen ”Taberfabrikken”. I juni 2010 skrev Ole Birk Olesen artiklen “Jeg anklager … kvinder” på netsitet ”Damefrokosten”, der siden har ændret navn til ”Vox Liberalis”. Her præsenterede Olesen som han selv skriver ”syv grove generaliseringer om kvinders ”mørke” sider. De færreste af dem har jeg videnskabeligt belæg for, de er blot rodfæstede overbevisninger i mit sind, formet af 37,5 års jordeliv sammen med kvinder og sammen med andre mænd, der lever sammen med kvinder, og har fortalt mig om det.” Her skal jeg blot gengive overskrifterne – og lidt tekst – fra de første fire anklager:

  1. Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære.
  2. Jeg anklager kvinder for …. at være ude af stand til at opbygge og opretholde en levedygtig menneskelig civilisation.
  3. Jeg anklager kvinder for at være i deres følelsers vold og uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand … Kvinder har en ufatteligt dårligt udviklet kritisk sans, som gang på gang slår mig med forundring og får mig til at tvivle på, om vi i virkeligheden tilhører samme dyreart. Også af den grund bestyrkes jeg i min tro (anklage nummer 2) på, at kvinder ikke er egnede til at have magt på et niveau, der rækker ud over storfamilien, fordi deres irrationalitet i så fald risikerer at gå ud over alt for mange uskyldige mennesker, som ikke har mulighed for at sige fra.
  4. Jeg anklager kvinder for at være ude af stand til at bestyre magt med moderation. … Det ses også af, at statens magt i samfundet er blevet bestandigt udvidet i årene efter, at kvinder har fået stemmeret. Ved hvert eneste valg stemmer kvinder i langt højere grad end mænd på politikere, som vil udvide statens magt med flere forbud og opkrævning af højere skatter. Og da der er flere kvindelige vælgere end mandlige, synes enhver mandlig modstand blot at kunne sænke hastigheden med hvilken, vi bevæger os mod den totalitære stat – ikke at kunne stoppe bevægelsen.

I afslutningen skriver Olesen bl.a. ” Hvorfor er kvinder generelt sådan? Jeg tror, det er medfødt – en del af deres biologi – for ellers ville disse karaktertræk ikke være så udbredte hos kvinder, som de er”.

Jeg må indrømme, at jeg blev mildest talt chokeret, da jeg så genoptrykket af denne artikel af Olesen. Kunne det virkelig passe at en dansk politiker, som endda nu er blevet minister, kunne have sådanne holdninger. Derfor skrev til ham og spurgte ham, om han står stadig ved denne teksts holdninger, eller har han ændret holdninger siden? Jeg lagde spørgsmålet ud på hans aktive FB profil, men der kom ikke noget svar. Jeg sendte spørgsmålet som en messenger-besked på FB, men der kom ikke noget svar. Og jeg har også sendt spørgsmålet som en e-mail til den adresse, som folketinget angiver på ham, men indtil videre er der heller ikke der kommet noget svar. Derfor tillader jeg mig – også i lyset af hans egen indledning i artiklen – at forstå det sådan, at der er tale om en grundlæggende overbevisning hos ham, som han endnu ikke har taget afstand fra.

Her er der tale om et kvindesyn, som – hvis det var udtalt af en ekstrem muslim – ville have fremkaldt en voldsom protest og en advarsel om, at den muslimske indvandring vil blive en trussel mod kvindens stilling i samfundet. Det er naturligvis helt og fuldt lovligt for enhver borger – og det gælder også politikere – at have og promovere meget ekstreme synspunkter også når det gælder kvinder. Men samtidig må det være en vigtig opgave i et demokrati at modsige sådanne ekstreme synspunkter, og det må naturligvis gælde uanset om de fremsættes af gammel- eller nydanskere, af kristne eller muslimer, af politikere eller postbude.

Når der er særlig grund til at råbe vagt i gevær mht. Ole Birk Olesens misogyne og sexistiske udtalelser, så er det ikke kun fordi han er blevet minister og derfor har fået mere magt, men fordi USA, hvis kultur i årtier har påvirket dansk kultur mere end noget andet, har valgt en præsident, hvis udtalelser om kvinder om muligt råber endnu højere til himlen end Olesens (se artiklen i Huffington Post ”18 real things Donald Trump has actually said about women”). Hvis Trump og Olesen uimodsagt får lov til at fremsætte deres misogyne og sexistiske udtalelser, risikerer vi, at ligestillingen mellem kønnene bliver undermineret..

Ganske vist er Ole Birk Olesen ikke blevet præsident i Danmark, og (heldigvis) heller ikke minister for ligestilling, men transport- og bolig minister, hvor hans kvindesyn måske ikke kommer til at påvirke hans ministerielle ageren. Men Ole Birk Olesen er dog stadig vores minister – som jo betyder tjener – og derfor ville det være betryggende, om han stod åbent frem og meddelte, at han havde fået opdateret sit kvindesyn, så det kommer til at harmonere lidt mere med de danske værdier, som der er så stort et fokus på i denne tid.

Christiansfeld, torsdag, den 2. december 2016
Mogens S. Mogensen

 

NB: Så snart Ole Birk Olesen måtte stå frem og tage afstand fra det kvindesyn, han lagde for dagen i artiklen fra 2010 ”Jeg anklager – kvinder”, vil jeg naturligvis slette dette blogindlæg, og i stedet i et blogindlæg eksplicit rose ham for at have lagt sin misogyne og sexistiske fortid bag sig.

 

Skriv en kommentar

Det splittede Danmark

I disse uger DR sætter fokus på integrationen i flere programserier på DR1 – men også på radio, tv og web – og i aftes kunne vi så se den anden udsendelse med titlen “Det splittede Danmark”. Baggrunden er de seneste års indvandring, som har ført til, at 8,2% af befolkningen i dag er indvandrere eller førstegenerationsefterkommere efter indvandrere med ikke vestlig baggrund, dvs. knap 473.000 mennesker, og en opfattelse af, at integrationen har slået fejl og at befolkningen derfor er bekymret.

Integration handler derfor om, at indvandrere lærer dansk, så vi kan tale sammen. Integration handler bl.a. om sprog, arbejde, foreningsliv, demokrati, kultur, venskaber og relationer. Når vi diskuterer disse aspekter af indvandreres integration i det danske samfund, er der oftest kun fokus på, hvad indvandrerne skal gøre for at blive integreret, og det er bestemt også vigtigt.

Men måske skulle vi besinde os på, hvad integration egentlig betyder. If. Gyldendals store danske encyklopædi er ”integration, den proces, der forener adskilte enheder og skaber en større helhed”. For det første minder denne definition om, at integration fører til ”en større helhed”, og det i denne sammenhæng sige, at det danske samfund naturligvis hverken kan eller skal være det samme efter integrationen af indvandrere, som det var før. For det andet minder definitionen os om, at det er en ”proces, der forener adskilte enheder”, og det vil i denne sammenhæng sige, at begge parter skal bidrage til dannelsen af den ”større helhed”.

Derfor giver det ikke mening at sige, at det alene er indvandrernes opgave at lære vort sprog. Det er naturligvis ikke nok at tilbyde indvandrere undervisning på sprogskoler, for man lærer kun for alvor et nyt sprog ved at bruge det i hverdagen. Derfor har vi gammeldanskere også et ansvar for at tale med indvandrere, selvom deres sprog endnu ikke er perfekt.

Derfor giver det ikke mening at sige, at det alene er indvandrernes ansvar at skaffe sig et arbejde. Det er naturligvis ikke godt nok, at sige, at indvandrerne bare skan søge de jobs der er, hvis der er en tilbøjelighed til at sortere dem fra. Derfor har vi gammeldanske arbejdsgivere og medarbejdere et ansvar for at give plads til indvandrere.

Derfor giver det ikke mening blot at appellere til indvandrere om at tilegne sig dansk kultur. Kultur tilegner man sig ikke ved at læse en kultur-kanon, men ved at interagere med gammeldanskere, fx ved at blive inddraget i gammeldanskernes foreningsliv, nabofællesskab og ved at få gammeldanske venner. Derfor må vi gammeldanskere naturligvis invitere nydanskerne ind i vore foreninger i vort nabofællesskab og tilbyde dem venskab. Mange indvandrere lever i mange år i Danmark uden nogensinde at blive inviteret ind i et dansk hjem. Og så hjælper det heller ikke på tilegnelsen af en dansk identitet, hvis indvandrere gang på gang bliver mindet om, at de med den kulturelle og religiøse baggrund, de har, ikke er, og måske heller aldrig kan blive danskere!

Vi må naturligvis stille krav til indvandrerne mht. integration, men hvis integrations skal lykkes må vi naturligvis samtidig stille krav til os gammeldanskere om spille vor rolle i integrationen, for her gælder det, at der altid skal to til en tango. Det vil derfor sige, at når vi taler om integrationsproblemer i Danmark, så burde vi ikke kun tale om, at indvandreren har et problem, men også tale om, at vi gammeldanskere måske har et problem, der skal løses.

Et andet ord for integration er ”inklusion”. Og mens ordet integration måske får os til kun at tale om, at indvandrerne skal integrere sig, så minder ordet inklusion os om, at vi skal inkludere – og ikke ekskludere – indvandrerne, hvis vi vil gøre noget ved ”det splittede Danmark”.

København, tirsdag, den 29. november 2016
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Folkekirken i regeringsgrundlaget

Så blev det 27 kapitler og 86 sider lange regeringsgrundlag for den kommende VLAK regering offentliggjort, ”For et friere og rigere og mere trygt Danmark”. I det næstsidste kapitel med overskriften ”Folkekirken” slås det fast, at Danmark også efter regeringsskiftet er et kristent land. Og hvis man ikke skulle vide det, så indtager den evangelisk-lutherske også fremoveren særstatus som folkekirke. Og den særstatus vil regeringen bevare, hvilket lyder ganske fornuftigt, da det også ville kræve en grundlovsændring at ændre på det forhold. Og hvis man ikke lige for nylig har læst grundloven, så bliver borgerne her mindet om, at vi har religionsfrihed her i landet. For som de to liberale og det ene konservative parti skriver, så ” skal der selvfølgelig være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme.”

Som indledning til dette afsnit om folkekirkens særstatus og religionsfriheden slås det fast, at ”Vi skal værne om vores nationale identitet og egenart”. Den nationale identitet og egenart må have med danskhed at gøre, men som det er fremgået af de seneste måneders debat, så er der langtfra enighed om, hvad det vil sige at være dansker, så det står ikke helt klart, hvad det er, der skal værnes om. I det følgende lover regeringen også at stå vagt om vore danske værdier, som her beskrives som ”demokrati, ligeværd og muligheder for den enkelte”. Det giver især mening, fordi der derefter står, at vi skal ”forblive åbne for verden omkring os”, for netop disse tre ”danske” værdier deler vi vel med store dele af verden omkring os, i hvert fald den europæiske del af verden.

Hvad denne indledning om danskhed og danske værdier har med folkekirken at gøre, står imidlertid hen i det uvisse. Det er altid farligt at drage slutninger ”e silentio”, altså ud fra en kildes tavshed om et emne, men det kunne være, at folkekirken i regeringsgrundlagt betragtes som en del af den nationale identitet, dvs. at det at være medlem af folkekirken er et vigtigt element i talen om danskhed og danske værdier. Mod det taler, at der samtidig tales om retten til at tro, hvad man vil.

I sidste del af kapitlet om ”Folkekirken” bliver regeringsgrundlaget mere konkret og handlingsorienteret. Her lægges der op til, at der skal tages initiativer til at lette menighedsrådenes administrative arbejde og til at styrke menighedsrådenes demokratiske legitimitet. Og det er der bestemt grund til. Men da folketinget i den nu afgående regerings periode valgte kasserede alle de forslag til en større styringsmæssig selvstændighed i folkekirken, vil vi også fremover stå tilbage med folketinget som folkekirkens eneste, men meget magtfulde synode, altså som det organ, der træffer de vigtigste beslutninger.

Demokrati præsenteres i dette regeringsgrundlag – sammen med ligeværd og muligheder for den enkelte – som ”grundlæggende forudsætninger for vores fællesskab”. Og derfor giver det bestemt mening, at den nye regering vil styrke folkekirkens demokratiske legitimitet på lokalt plan, altså når det gælder menighedsrådene. Men det er paradoksalt, at man ikke vil arbejde på at styrke folkekirkens demokratiske legitimitet på national plan.

Regeringsgrundlaget taler om et friere, rigere og mere trygt Danmark. Har vi også brug for en friere, rigere og mere tryg folkekirke? Vi har bestemt ikke brug for en rigere folkekirke, for i sammenligning med de fleste andre store kirker i Vesten er folkekirken en meget god økonomi. Men vi har måske brug for en friere folkekirke, altså en kirke, der bliver mere fri for politisk styring på nationalt plan, ved at få sine egne demokratiske organer på nationalt plan. Måske ville det også øge trygheden i folkekirken, hvis folkekirken ikke risikerer at blive inddraget i den politiske kamp, og det er bestemt ikke nogen hypotetisk risiko i en tid, hvor værdipolitik spiller en stadig større rolle.

Risskov, søndag, den 27. november 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Black Friday og dansk kultur

Kultur har at gøre med vaner, traditioner og værdier, men hvad er så dansk kultur? Det er vi danskere så optaget af at diskutere, så det er måske i sige selv en central del af dansk kultur, at vi er så optaget af at diskutere og definere det. Og mange er nervøse for, om den danske kultur er truet af fremmede kulturer. Og måske er der noget om det.

I dag er det ”Black Friday” og stort set alle butikker med respekt for sig selv – eller respekt for bundlinjen – følger den amerikanske tradition for særlige slagtilbud netop på denne dag, og jeg har da også planer om at tage ind i et af Århus’s stormagasiner for at købe mig et par sorte handsker til favørpris.

I går var det ”Thanksgiving Day”, og i disse år er det ikke bare amerikanerne, der samler familien og spiser kalkun, men efterhånden er flere danske restauranter også begyndt at tilbyde ”Thanksgiving Dinner”. Og da der ikke er mange landmænd tilbage og derfor heller ikke mange, der forbinder høsten med noget særligt, så giver det måske også i Danmark god mening at samles i familierne for at sige tak for alt det gode, der er sket.

Og for snart fire uger siden, nemlig den 31. Oktober, kunne det ikke undgå nogens opmærksomhed, at det var Halloween. Amerikanerne har virkelig lært danskerne, hvordan man fejrer halloween med maner, og butikkerne tilbyder alt det udstyr, der skal til, for at gøre oplevelsen perfekt.

At der virkelig sker en amerikanisering af dansk kultur i disse år, ses også af alle de amerikanske madtempler – som fx Burger King og McDonald – der skyder oppe som paddehatte i alle byer og langs vore motorveje. Og selv små børn, der endnu ikke har haft deres første dansktime i skolen, tilegner sig gennem nettet store dele af det engelske/amerikanske sprog.

På samme måde sker der naturligvis også en islamisering af dansk kultur, om end i meget mindre omfang. Eller rettere en påvirkning af dansk kultur fra mellemøstlige kulturer, hvor islam er en vigtig faktor. Hvem kunne fx forestille sig, at der ikke længere var shawarma-barer eller tyrkiske restauranter? Og efterhånden bliver moskéer en del af de større byers arkitektur.

Men er det en trussel mod dansk kultur? Nej, egentlig ikke, for dansk kultur har altid modtaget påvirkninger udefra, i en sådan grad, at det er svært her i Danmark noget som helst at identificere noget som helst, der kulturelt set er unikt dansk – lige bortset fra det danske sprog, det danske landskab og den historie som knytter sig til dette område (og selv disse tre unikke danske kulturfænomener har modtaget stærke kulturpåvirkninger udefra). Tænk blot på mad og tøjkultur, arkitektur og kunst, politik og religion.

Dansk kultur har altid være i forandring. Mange af de vaner, traditioner og værdier, som prægede samfundet i min barndom i 50’erne, har forandret sig, er i dag forsvundet, eller er blevet erstattet af andre. Og i Danmark har der – trods en liden størrelse – altid været meget stor kulturel variation, fx er de danske vaner, traditioner og værdier i Nørre Lem i dag ikke nødvendigvis de samme som på Nørrebro. Og nogen gange kan kulturforskellene inden for det samme kulturområde se ud til at være større end kulturforskellene mellem forskellige lande.

Og sådan er det, fordi kultur – og det gælder også dansk kultur – ikke er nogen veldefineret essens, der kan uddestilleres og bevares. Kultur er levende menneskers levede liv, og det er som al andet liv påvirkeligt, foranderligt og i stadig udvikling, og når vi forsøger at fastfryse og fastlåse kulturen, så dør kulturen og ’lever’ kun eventuelt videre på et museum.

Derfor vil jeg ønske alle gode danske læsere af dette blog-indlæg (blog er jo, som bekendt, en forkortelse af det engelske ord weblog) en glædelig ”Black Friday”!

Risskov, Black Friday, den 25. November 2016
Mogens S. Mogensen
 

Skriv en kommentar

Har politikerne grund til at være stolte over flygtningesituationen?

På Venstres landsmøde forleden beskrev statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin tale regeringens bedrifter. En af dem handlede om håndteringen af flygtningesituationen. ”Vi har genvundet kontrol med flygtningesituationen … Vi har fået sat ind ved grænsen. Vi har fået tingene under kontrol. Man skal faktisk fem år tilbage i tiden for at finde en periode, hvor asyltallet var lige så lavt, som det er nu! Helt ærligt. Det kan vi godt tillade os at være stolte af!” Lars Løkke Rasmussen gør meget ud af Vestre-regeringens indsats, men jeg tror egentlig, at havde Mette Frederiksen været statsminister, så kunne hun sikkert have sagt noget tilsvarende.

For tilsyneladende er de fleste partier på Christiansborg rørende enige om, at vi har et flygtningeproblem, og at løsningen på flygtningeproblemet er sørge for, at færrest mulige flygtninge kommer til Danmark. Det har politikerne mange gode grunde til at mene, for flygtninge koster penge, og flygtningene kan med deres fremmede kultur og religion true sammenhængskraften i samfundet.

Løsningen af flygtningeproblemet er bl.a. sket ved at øge grænsekontrollen, ved at søge at skræmme flygtninge væk fra Danmark, ved at sige nej til årligt at modtage 500 kvoteflygtninge, ved at gøre det sværere at få familiesammenføring, ved at reducere de offentlige ydelser til flygtninge og ved at gøre tålt ophold så utåleligt som muligt.

Derfor er statsministeren meget stolt over, at ”Vi har fået tingene under kontrol”. Og set er bestemt korrekt, at regeringen ”har fået tingene under kontrol”, for i år har vi det lavest antal asylansøgere i Danmark i fem år. Men der er al mulig grund til stilfærdigt at gøre opmærksom på, at der ikke på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været flere flygtninge i verden, end der er i år, nemlig omkring 65 mio. Nogle af dem lever i flygtningelejre, der mangler økonomiske midler til at sikre dem et værdigt liv. Andre af dem hutler sig igennem tilværelsen på anden vis eller sætter livet på spil for at nå til Europa. 90% af verdens flygtninge opholder sig i ulande, og det er nærområderne, som har taget imod 86% af verdens flygtninge.

Det kan godt være, at den danske regering – lige andre europæiske regeringer – har fået løst deres lands flygtningeproblem, men de 65 mio. mennesker, der har måttet flygte fra hus og hjem, og hvis liv og velfærd daglig er truet, har ikke fået løst deres problem. Lige så lidt som Danmark kan modtage alverdens flygtninge, kan Danmark heller ikke løse alverdens flygtninges problemer. Men det ville have klædt statsministeren, hvis han i sin tale på Venstres landsmøde ikke kun havde talt om Danmarks flygtningeproblem, men også om flygtningenes flygtningeproblem, som jo er det virkelige flygtningeproblem, og om, hvad regeringen har gjort eller påtænker at gøre for (i samarbejde med andre europæiske lande) at få ”tingene under kontrol”.

Der er ingen grund til at være stolte over, at vi er blevet langt bedre til at holde verdens flygtninge ude og begrænse antallet af flygtninge i Danmark – eller Europa. Derimod er der grund til stolthed, hver gang vi hjælper en flygtning til et værdigt liv, helst i vedkommendes eget land eller i nærmeste omegn – eller om nødvendigt her hos os.

København, mandag, den 21. november 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er udlændingestramninger “skruen uden ende”?

Så lykkedes det (if. Politiken) regeringen at få samlet et flertal bag sin finanslov. Den måde, man fik familien Danmarks husholdningsbudget for 2017 til at hænge sammen på, var bl.a. ved at imødekomme alle Dansk Folkepartis syv krav til stramninger på udlændingeområdet. Men hov? Hvad har stramninger på udlændingeområdet med finansloven for 2017 at gøre? Ingen ting. Et andet parti kunne lige så godt have krævet ændringer i skolelovgivningen, eller i færdselsloven, for at stemme for finansloven.

Men udlændingeområdet har flere åbenlyse fordele frem for andre politiske områder, når der skal betales for et partis opbakning til finansloven. For det første udgør de mennesker, der bliver ramt af disse stramninger, ikke en stor og stærk pressionsgruppe, man skal tage hensyn til. For det andet er der så mange skruer, man kan dreje på, på dette område, der tilsyneladende alle har det tilfælles, at de er skruer uden ende.

Fx ændrer man nu på kravet om lovligt ophold i Danmark som forudsætning for at få permanent ophold fra 4 til 6 år. Ved næste forhandlingerne om næste finanslov, eller når man skal vedtage en 2025 plan, så kan man blot dreje lidt på tommelskruerne og sætte det op til 8 år. Og året efter igen kan man sætte det op til 10 år.

I dag mister en udlænding retten til at få permanent ophold, hvis han eller hun er blevet idømt en straf på mindst 1 års fængsel. Det er nu blevet sat ned til 6 måneder. Det kan naturligvis sættes længere ned. Ja, man kan også sige, at enhver betinget dom bevirker, at man mister retten til permanent ophold. Og hvorfor ikke gå videre og tale om, at bøder vil bevirke, at man ikke kan få permanent ophold.

I dag kan en udlænding kun få permanent ophold, hvis vedkommende ikke har været på offentlig forsørgelse i de seneste tre år, det sættes nu op fire år. Men også denne tommelskrue kan drejes mere og mere, ja, det er naturligvis skruen uden ende.

På udlændingeområdet kan man stramme næsten i det uendelige – især når man, som tilfældet åbenbart er, ikke ønsker at rette sig efter international kritik af stramningerne,  og i øvrigt er parat til at se “kritisk” på de internationale konventioner. Og der vil sandsynligvis også i fremtiden blive brug for at betale for Dansk Folkepartis støtte til finansloven og andre økonomiske planer med stramninger på udlændingeområdet. I dag har det især været spørgsmålet om permanent ophold, men ikke kun det. Nu skal det være muligt i krisesituationer at lukke grænsen helt, så asylansøgere bliver afvist ved grænsen.

Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, at det er skruen uden ende, for der er da en ende. Man kan fx. reducere ydelserne til udlændinge så meget, at de ikke længere får en krone fra det offentlige, men må forsørge sig selv hundrede procent. Og så kan der jo ikke drejes mere på den skrue.

Man kan også stramme for adgangen til, at udlændinge får permanent ophold så meget, at man gør det helt umuligt at nogen udlænding kan få permanent ophold. .Og så kan der jo ikke drejes mere på den skrue.

Endelig kunne man vælge at oprette et register over muslimske udlændinge, og så sende alle muslimske udlændinge uden permanent ophold ud af landet. Og derefter fortsætte med at sende alle de øvrige udlændinge uden permanent ophold ud af landet. Man kunne også vælge at fratage de udlændinge, der fået permanent ophold, deres opholdstilladelse og så sende dem ud af landet, og hvorfor ikke også fratage de udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab, deres statsborgerskab og så sende dem ud af landet. Og så kan der jo ikke strammes mere på den skrue.

Så er udlændingestramninger ‘skruen uden ende’? Der kan drejes meget på tommelskruerne endnu, og det vil der sandsynligvis blive gjort ved kommende finanslovsforhandlinger o.l. , men  – som beskrevet ovenfor – er det ikke ‘skruen uden ende’. Også udlændingestramningerne har naturligvis en ende!

Christiansfeld, fredag, den 18. November 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Motorcyklister og muslimer – det går ikke så dårligt med integrationen, som man skulle tro.

Med jævne mellemrum dukker der historier op i medierne om motorcyklister, der skaber alvorlige problemer i samfundet. De har en passion for motorcykler,  er kriminelle, handler med narkotika, foretager hvidvaskning af penge, går med våben, som med god grund skræmmer den øvrige befolkning, da de af og til bruger våbnene og skyder andre, og så virker de truende når de i flok kører gennem byen på deres Harley Davidson og laver larm. De udgør virkelig et alvorligt samfundsproblem, men det betyder naturligvis ikke at alle motorcyklister er en trussel mod samfundet. På trods af mediernes undertiden stærke fokus på disse motorcyklister, er det kun en meget lille procentdel af alle motorcyklisterne, der udgør et problem.

Med jævne mellemrum dukker der også historier op i medierne om muslimer, der skaber alvorlige problemer i samfundet. De har en passion for islam,  er dårligt integrerede, udemokratiske og går ikke ind for lighed mellem kønnene. De udøver voldsom social kontrol og etablerer parallelsamfund med egne hemmelige shari’a-domstole. De snyder de sociale myndigheder og overholder ikke regler for tilskud til lokaler. Og så virker de truende, når de færdes i flok. De udgør virkelig et alvorligt samfundsproblem, men det betyder naturligvis ikke, at alle muslimer er en trussel mod samfundet. På trods af TV2s fokusering på disse muslimer i serien ”Moskéerne bag sløret”, er det kun en meget lille procentdel af alle muslimerne, der udgør et problem.

Det bliver tydeligt, når man læser integrationsministeriets nyligt udgivne rapport ”Medborgerskab, ligebehandling og selvbestemmelse i Danmark 2016”. Nu er det imidlertid alle indvandrere og deres efterkommere, der undersøges i rapporten, og ikke kun muslimer, der dog udgør flertallet, nemlig 51,1%, af de adspurgte nydanskere.

Hvor galt står det så til med integrationen af nydanskere? Ja, rapporten præsentere et helt andet billede, end det, der tegnede sig på nethinden af de fleste danskere, da de så TV2s serie om ”Moskéerne bag sløret”, som i den grad fik politikerne op af sæderne og i gang med at indføre drastiske love.

Går nydanskerne ind for demokrati. Ja det gør langt de fleste altså. ”Blandt nydanskere bakker 82 pct. af indvandrere og 78 pct. af efterkommere op om et repræsentativt demokrati som styreform i Danmark sammenlignet med 92 pct. af etniske danskere.”
Det må Dansk Folekpartis integrationsordfører Martin Henriksen naturligvis glæde sig over, men som han siger »Det er da udmærket, at der er en opbakning til demokratiet, som næsten er på niveau med danskernes, og det skal vi da glæde os over. Men man bliver ikke dansker af at være demokrat. Der skal meget mere til.”

Men hvad mere skal der så til for at blive dansker? Jo, siger Martin Henriksen i Information i dag, ”Man skal – og det er det vigtigste – tage kulturen og traditionerne til sig, og det er stadig det, som mangler, hvilket illustreres ved, at så få føler sig som danskere. Det skyldes jo, at de ikke har taget det danske til sig.” Men hvor få af disse indvandrere og deres efterkommere er det så, der ikke føler sig som danskere? På spørgsmålet, ”Hvad føler du dig mest som?”, svarer hele 27% ”Dansker” og 56% ”Dansker med indvandrerbaggrund”, mens kun 16% svarer ”Indvandrer” og 1% ”Tilhørende en religiøs gruppe”. Der er altså hele 83% af alle disse første- og andengenerationsindvandrere, som føler sig mest som ”dansker”, med eller uden tilføjelsen ”med indvandrerbaggrund” –  og det på trods af at Martin Henriksen og ligesindede i årevis har stillet spørgsmålstegn ved mange af disse indvandreres danskhed. Og det er vel ikke et tegn på manglende integration, at en indvandrer eller en efterkommer efter en indvandrer vil opfatte sig selv om “dansker med indvandrerbaggrund”. Det samme gør vel mange danskere, der er udvandret til USA. Martin Henriksen burde virkelig klappe i sine små hænder!

En af vort samfunds vigtigste værdier – som vi blev mindet om i forbindelse med Muhammedkrisen i 2006 – er ytringsfriheden. 86% af de etniske danskere tilslutter sig ytrings- og forsamlingsfriheden, men hele 83% af efterkommere efter indvandrere gør det samme, og 73% af indvandrerne. Og så føjer rapporten til, at ”Der er ikke en betydelig stor forskel i nydanskeres tilslutning til ytrings- og forsamlingsfrihed, når de bliver inddelt efter deres religiøse overbevisninger.”

Det er ikke just religionsfrihed, der præger mange af de lande, som mange af vore indvandrere kommer fra, men sandelig om ikke er er en større andel af nydanskere, som tilslutter sig religionsfriheden end af etniske danskere. ”83 pct. og 77 pct. af henholdsvis efterkommere og indvandrere mener, at alle borgere skal have mulighed for frit at kunne udøve deres religiøse ritualer og bære religiøse symboler, mens 63 pct. af etniske danskere mener det samme.”

At blive integreret i det danske samfund indebærer også anerkendelse af ligheden mellem kønnene. I dag er der kun ”2 pct. af de adspurgte 18-29-årige nydanskere, som ikke tilslutter sig ligestilling mellem kønnene. Dette er en positiv udvikling sammenlignet med resultaterne fra 2012, hvor andelen var 2 pct.point højere.”

Det er et alvorligt samfundsproblem, at vi har et parallelsamfund af nogle motorcyklister, som ikke respekterer landets love og som er på kollisionskurs med god opførsel og dansk kultur. Det må myndighederne naturligvis gøre noget ved, men det skal naturligvis ikke gå ud over alle de fredelige og velintegrerede motorcyklister

Det er også et alvorligt samfundsproblem, at vi har parallelsamfund af nogle muslimer, som ikke respekterer landets love, og som er på kollisionskurs med god opførsel og dansk kultur. Det må myndighederne naturligvis gøre noget ved, men det skal naturligvis ikke gå ud over alle de fredelige og velintegrerede muslimser. Og Integrationsministeriets undersøgelse viser, at det på mange måder går meget bedre med integrationen af indvandrerne og deres efterkommere end man skulle tro, når man lytter til medierne og politikerne

Christiansfeld, onsdag, den 16. november 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar