”Synger og danser og klapper i eders småhænder” – Blandt keruber og serafer i London 3

Efter at have deltage i tre gudstjenester i tre forskellige Cherubim & Seraphim-kirker i London må jeg endnu en gang konstatere, at Guds globale kirke er meget mangfoldig. Så vidt jeg husker, har jeg aldrig været til gudstjeneste i en kirke, hvor det krævedes at alle satte skoene udenfor, og hvor kvinderne skulle tage hovedtørklæde eller lignende på. Jeg er vant til, at præster ifører sig meget specielle klædedragter, sorte præstekjoler eller hvide albaer, men det er kun her hos Cherubim og Seraphim at jeg har oplevet, at alle gudstjenestedeltagerne – lige bortset fra vi fire gæster – var iklædt hvide bededragter fra top til tå, der fik dem til at ligne engle.

Aldrig har jeg været med i så mange højlydte halleluja’er, hosianna’er, amen’er osv. Aldrig har jeg knælet så mange gange og så længe til en gudstjeneste, og slet ikke i den danske folkekirke. Aldrig har jeg været til en gudstjeneste i Danmark, hvor alle deltagerne var så aktive – og højlydt aktive. Det er længe siden, at jeg har klappet så meget, om nogensinde, til en gudstjeneste – det skulle da lige have været i Nigeria. Jeg er vant til, at vi beder fadervor højt i kor, men aldrig før har jeg været med til en fællesbøn, hvor alle bad højlydt samtidigt om samme emne. Mens folkekirkegudstjenester som oftest er præget af ro og orden, af forudsigelighed, og med vægt på æstetik, var disse gudstjenester meget højrystede, enhver fugl sang og talte med sit næb; de var præget af en sprudlende energi, medleven og glæde – og med plads til spontanitet. Det var således også nyt for mig, at blive bedt om med fem minutters at stå frem og bede for en række emner, der var oplistet.

Jeg kom til at tænke på en linje fra Grundtvigs julesalme, ”Kimer, I klokker”, som jeg har sunget talrige gange, og som handler om vor respons på det glædelige budskab om Jesu fødsel: ”Synger og danser og klapper i eders småhænder”. Her blev der virkelig sunget, danset og klappet – og jeg vil tilføje bedt – igennem.

Guds kirke er virkelig meget farverig og meget mangfoldig, men på intet tidspunkt kom jeg i tvivl, om det var en kristen gudstjeneste jeg deltog i. Alle de gudstjenestelige grundelementer, som også gudstjenester i folkekirken indeholder, kunne tydeligt identificeres her. Der var læsninger fra bibelen og evangeliet blev forkyndt i en prædiken. Der var lovsang – inkl. afsyngelse af salmer, som vi kendte. Der blev bedt bønner – mange bønner – både fadervor, bønner fra salmernes bog og frie bønner. Velsignelsen var der også, både den aronitiske og den apostolske. Vi oplevede hverken dåb eller nadver, men det praktiseredes også.

Da vi spurgte Cherubim & Seraphim-apostlene, om deres kirke var protestantisk, blev de lidt fjerne i blikket, for reformationshistorien var jo af gode grunde ikke en del af deres historie. De talte om, at der var katolikker, ortodokse og protestanter, og så var der afrikanske kristne, altså de afrikansk initierede kirker, som fx Cherubim og Seraphim, som Gud havde kaldt frem i Afrika. Man kan med god ret sige, at der er tale om en meget markant kontekstualisering eller inkulturering af kristendommen i en traditionel yoruba-kultur. Kritikere har talt om en overkontekstualisering og om synkretisme, og det er der måske noget om, men hvis man anvender de samme kriterier, så kunne det samme måske også siges om den vestlige kristendom inkl. dansk follkekirkekristendom

Cherubim & Seraphims apostle værdsatte i høj grad Luthers lære om ”sola scriptura”, for de var som de selv sagde ”Bible bashing Christians”. Men Cherubim &Seraphim-kirkens grundlæggere kom ud af en anglikansk tradition, og det var bestemt ikke til at overse, at deres gudstjenester havde anglikanske rødder, både når man lyttede til deres sange, og når man oplevede liturgien.

FullSizeRender
Den tredje og sidste gudstjeneste, som vi deltog i, foregik i den anglikanske St. George the Mary-kirke, som en Cherubim & Seraphim-menighed gennem mange år havde haft et godt samarbejde med, og hvor alle deres gudstjenester blev afholdt. Under den lange gudstjeneste havde jeg god tid til at studere den godt hundrede år gamle kirke, og det slog mig, at udsmykningen af kirkes loft bestod af talrige engle, og under nogle af englene stod der ligefrem Cherubim & Seraphim. Keruberne og seraferne hører virkelig hjemme hos disse anglikanere.

London City Airport, søndag, den 22. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Apostle, profeter, evangelister og hyrder – Blandt keruber og serafer i London 2

Vi sidder i et mødelokale – eller måske er det ovensalen – i den ældste Cherubim og Seraphim-kirke i London, en kirke, som en flok unge nigerianske studerende grundlagde i 1965, og som har sit udspring i Yoruba-land i det sydvestlige Nigeria. Vi – det er ledere fra et nyetableret ”Unification Council” for Cherubim og Seraphim-kirkerne i Europa og fra kirkens ”All Nations Bible School” – og så vi fire gæster fra en arbejdsgruppe om migrantkirker under ”Communion of Protestant Churches in Europa”.

Vi gæster er vant til at omgås præster, provster og biskopper, men her er vi blandt apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, for kirken følger Efeserbrevet kap. 4, hvor Paulus siger, at Kristus gav os dem ”for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op”. De er alle mænd, som er ordineret til deres embede. De har alle gennem årene fået forskellige ordinationer, men er nu alle ordineret til apostle. Formanden og næstformanden er “special apostles”, og de øvrige “most senior apostles”.

Kirken ordinerer også kvinder, og for kvinder er der fem embeder, der nogenledes er parallelle til mændenes embeder: kvindeleder, profetinde osv. Men målet er, at alle kirkens medlemmer skal bidrage, hver med den nådegave, som han eller hun har, og som menigheden skal hjælpe dem med at udvikle og bruge.

En af vore værter fortæller om, at i hans menighed med 300 medlemmer er ca. 50 af dem ordineret til disse embeder, både mænd og kvinder. Alle de ordinerede – med ganske få undtagelser – er ulønnede medarbejdere, der har et fuldtidsarbejde ved siden af. En af dem, vi samtaler med er efterretningsofficer i politiet, en anden er ingeniør, en tredje har sit eget konsulentfirma.

De er alle sammen født i Nigeria, men forskellige omstændigheder, som fx studier og arbejde, har bragt dem til England. Formanden, John Adegoke kom til London midt i 60’erne og var med til at opbygge den første kirke, som vi nu besøger. I 1971 flyttede ham med sin familie til Birmingham for at grundlægge en kirke der. Da jeg i 1982 i forbindelse med min missionæruddannelse på Selly Oak Colleges i Birmingham besøgte kirken, må jeg faktisk have mødt ham og hans kone der!

Da John Odegoke kom til London opsøgte han den anglikanske kirke, som han hørte til i Nigeria. Men her havde han den samme oplevelse, som mange andre fortæller om: han fandt sig ikke hjemme der, men var skuffet over dens manglende spiritualitet. Derfor tilsluttede han sig den nigerianske Cherubim og Seraphim-menighed, der netop var blevet dannet. Han følte, at den kirke, der havde bragt dem evangeliet i Nigeria, var faldet i søvn, og hans så sit arbejde som en slags ”reversed mission”. ”Vi tilbeder Gud, men vi vil også gerne opleve Guds kraft. Vi er ikke kun frelst af nåde, men vi vil også gerne optimere det, som vi kan få ud af vor religion. Gud er lige her hos os, og han kan gribe ind i vort liv. Vi tror på bønnens kraft til udfrielse, helbredelse og gennembrud. Gud kan gribe ind i og ændre svære situationer.”

Cherubim & Seraphim-kirkerne har etableret ”Unification Councils” flere steder i Nigeria og nu også i Europa. Baggrunden er den, at Cherubim & Seraphim-menigheder har været fuldstændig autonome med de muligheder OG problemer, som det indebærer. Nu ser de behovet for at arbejde for enhed blandt de mange – og ofte meget forskellige – menigheder. Og i de senere år er de blevet mere og mere optaget af økumeniske relationer. Således er kirken medlem af det engelske kirkeråd ”Churches Together” og også medlem af ”Churches Committee for Migration in Europe” under Konferencen af Europæiske Kirker. Og nu har de sagt ja til at indgå i en dialog med os. Som John Odegoke udtrykker det: ”Vi har brug for at lære fra andre kirker, og vi vil gerne have, at andre kirker skal se, hvad de kan lære af os.”

Og det må vi så gøre. Om lidt skal vi deltage i den første af de tre gudstjenester, som vi er inviteret til i tre meget forskellige menigheder i London.

London, fredag, den 20. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Missionærer på knæ i afrikansk kirke – Blandt keruber og serafer i London 1

Lige nu sidder jeg i et SAS Boeing 737 fly og nyder synet af det smukke skylandskab og solen der skinner solen og varmer så meget, så jeg næsten glemmer, at det er efterår. Jeg er på vej til London, hvor jeg sammen med andre repræsentanter for protestantiske kirker i Europa skal møde ledere fra ”Cherubim & Seraphim Church”.

Mine tanker går tilbage til efteråret 1981, da min familie og jeg var på Selly Oak Colleges i Birmingham for at forberede os på at rejse til Nigeria som missionærer. Her benyttede jeg sammen med et par danske kolleger lejligheden til at besøge noget så eksotisk afrikansk som ”The Cherubim and Seraphim Church”, Vi kom i god tid til gudstjenesten, hvor vi blev meget gæstfrit modtaget, og observerede hvordan mænd og i lange hvide gevandter sang og spillede og dansede. På et tidspunkt blev vi tre gæster inviteret frem til alteret, hvor knælede ned, mens flere af kirkens ældste bad intensivt og højlydt for os. At dømme efter ømheden i vore knæ bagefter, stod bønnen på i meget meget lang tid.

Den første Cherubim og Seraphim kirke i England blev grundlagt i London i 1965, og den kirke, som vi besøgte i Birmingham var blevet grundlagt i 1971. Det var nigerianske indvandrere – faktisk i første omgang nigerianske studerende – der grundlagde disse kirker i England, hvis medlemmer også hovedsageligt kom til at bestå af nigerianere.

Nogle måneder senere ankom vi til Nigeria og dér så og hørte vi mange gange – men kun på afstand – disse hvidklædte kristne på vej til eller i gang med en gudstjeneste. Der var stort set ingen kontakt mellem den lutherske kirke, som vi arbejdede i (og heller ikke de andre ’mainline’ kirker), og vi fik heller aldrig nogen personlig kontakt med nogen fra kirken. Men det var jo netop her i Nigeria – i den sydvestlige del af Nigeria, i yoruba-land –at Cherubim og Seraphim-kirken var blevet grundlagt i 1925. Det var ikke en kirke, som var forankret i en luthersk, reformert, anglikansk, baptistisk, pentekostal eller katolsk kirke, som missionærer fra Vesten havde bragt til Afrika. Det var derimod ”African Initiated Churches”, dvs. kirker grundlagt ikke af vesterlændinge, men af afrikanere.

Grundlæggeren var en mand af kongelig slægt, Orimolade, der blev født i 1879 i det sydvestlige Nigeria og døbt i den anglikansk kirke. I 1919 begyndte han at rejse rundt som prædikant, hvor han især prædikede imod afgudsdyrkelse og bad for mennesker i nød. I 1925 bad han for en ung pige, Christina, som efter at have overværet det årlige katolske karneval, var faldet i en meget lang trance, som ingen kunne vække hende fra. Men ved Orimolades bøn kom Christin til bevidsthed igen og fortalte efterfølgende om sine oplevelser af engle i himlen. Sammen begyndte de at bede for mennesker og samle dem i en tværkirkelig kreds, som blev til kirken ”Cherubim & Seraphim”.

Cherubim og Seraphim-kirken hører til den gruppe afrikanske kirker, som man kalder aladura-kirker. Aladura er yoruba og betyder noget i retning af det bedende folk. Og vi tre unge og uerfarne missionærer havde helt bestemt brug for at komme ned på knæ og blive bedt for af afrikanske kristne både højlydt og læne, inden vi blev sluppet løs som missionærer i Afrika.

Men det ligger som sagt flere årtier tilbage. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der i dag – hvor vi mange steder i Europa, og bestemt også i Danmark, møder lignende afrikanske migrantmenigheder – kan komme ud af et sådant møde, og om der er noget, som vi satte lutheranere og reformerte kan lære af disse kristne migranter. Jeg kunne godt have brug for at lære at knæle i længere tid – men måske er mine knæ blevet for gamle og trætte?

 

I luftrummet over Nordsøen, fredag, den 20. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Lad de små børn …

Den 20. november 1989 vedtog FN Børnekonventionen. Siden har alle FNs medlemslande – ekskl. USA, men inklusive Danmark i 1991 – tiltrådt konventionen, som Danmark dermed også har pligt til at efterleve, selvom det ikke er en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Konventionen gælder i ethvert land, også Danmark, ”ethvert barn inden for deres jurisdiktion”.

I artikel 2 står der, at ”Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at “barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro” Og i artikel 3 slås det fast, at ”I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.”

Lad de små børn …. vokse op og leve deres liv på asylcentre?
Konventionen gælder altså ethvert barn inden for danske myndighederes jurisdiktion, dvs. også børn af asylansøgere og flygtninge, at der er børn af afviste asylansøgere, som af forskellige grunde ikke har kunnet udvises til deres hjemlande, som har levet mange år eller hele deres liv har levet på forskellige asylcentre og udsendelsescentre. If . Udlændingestyrelsen er der over 100 børn, der har befundet sig i det danske asylsystem i mellem 4 og 12 år.

Et eksempel er Malak, der er født i Danmark fx knap 12 år siden af en marokkansk kvinde, Nabil, der som 16 årig og gravid netop var kommet til Danmark til sin far, der havde lovligt ophold i Danmark. Hun fik afslag på sin asylansøgning, men har ikke kunnet udsendes med sit barn til Marokko, bl.a. fordi de marokkanske myndigheder hævder, at barnet, Malak, er dansk.

Det spørgsmål, der igen og igen må stilles til de danske myndigheder, som er forpligtet på at følge børnekonventionen, er, om det virkelig er at lade ”barnets tarv tomme i første række” at fastholde Malak i et liv på et asylcenter – og er det virkelig myndighedernes mening, at hun skal tilbringe ikke bare sin barndom, men også sin ungdom, ja hele sit liv på asylcenter?

Børn fortjener ikke at blive ofret i det politiske spil, og jeg er overbevist om, at vi som et samfund med en stolt tradition for at tage os godt at de mest sårbare kunne gøre meget bedre.

Lad de små børn … betale for udgifterne til bandepakken?
Børn af asylansøgere og flygtninge har virkelig politikernes særlige opmærksomhed i denne tid. I næste uge skal der i folketinget førstebehandles et lovforslag, som regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet står bag, et forslag, som går ud på, at en stor del af udgiften til bandepakken skal finansieres af en reduktion i børnechecken, som hovedsageligt vil ramme børn af flygtninge og asylansøgere. Politiken skriver således, at ”I dag optjener en familie retten til fuld børnecheck efter to års bopæl eller beskæftigelse inden for de seneste ti år i Danmark. Men med virkning fra 1. januar 2018 skal forældre have boet eller arbejdet i Danmark i seks ud af de seneste ti år for at opnå den fulde ret til ydelserne.” Når stramningen er fuldt implementeret vil den ramme omkring 19.000 børn.

Er det et udtryk for ”passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling”, eller er det ikke tværtimod en forskelsbehandling af børn? Hvorfor er det, at børn af indvandrere skal straffes for, at samfundet har et alvorligt problem med bander? Eller er det et udtryk for kollektiv afstraffelse, fordi nogle af bandemedlemmerne er unge indvandrere?

Børn fortjener ikke at blive ofret i det politiske spil, og jeg er overbevist om, at vi som et samfund med en stolt tradition for at tage os godt at de mest sårbare kunne gøre meget bedre.

Lad de små børn … vokse op i fattigdom?
Dette lovforslag er med til at fattiggøre familier med børn og unge. Og dermed føjer det sig ind i en lang række love, der hver på deres måde har bidraget til at fattiggøre især asylansøgere og flygtninge.

En af intentionerne har angiveligt været at motivere flere til at tage et arbejde, men det er egentlig underligt, at når de gælder samfundets rigeste, så skal de motiveres til at arbejde mere ved at give dem skattelettelser – og dermed gøre dem rigere, mens samfundets fattigste skal motiveres til at arbejde mere ved at fattiggøre dem. I de mange tilfælde, hvor de fx flygtninge ikke kommer i arbejde, er det naturligvis bl.a. børnene, der kommer til at betale prisen, bl.a. i form af færre muligheder for at deltage på lige fod med andre børn fx i fritidsaktiviteter med dertilhørende dårligere integration.

Det er også paradoksalt, at den fattiggørelse af familier med børn og unge, som skal betale for bandepakken, ifølge en række eksperter netop kan risikere at bidrage til at skubbe disse børn og unge ud på en kriminel løbebane.

Børn fortjener ikke at blive ofret i det politiske spil, og jeg er overbevist om, at vi som et samfund med en stolt tradition for at tage os godt at de mest sårbare kunne gøre meget bedre.

Lad de små børn … være børn!
Uanset hvad man måtte mene om asylansøgere, flygtninge, indvandrere, og uanset hvilken politik man måtte mene der skulle føres på dette område, så burde alle – inkl. politikerne – kunne være enige om, at børn er børn, og dermed sårbare væsner, der har krav på vor beskyttelse, uanset, hvilke forældre de har, og uanset hvad deres forældre måtte have foretaget sig. I et samfund, der roser sig af at være humant, burde alle være enige om, at ”ethvert barn inden for deres jurisdiktion” så vidt det står til os skal ”beskyttes mod alle former for forskelsbehandling”, og at vi må lægge alle de politiske skænderier om flygtninge og indvandrere til side til side et øjeblik for i stedet at lade ”barnets tarv komme i første række”.

Hvordan kan politikerne og vi andre gøre det? Hvis ikke en ny gennemlæsning af FNs børnekonvention er tilstrækkeligt, så kunne vi hver for sig forestille os, at det var vore egne børn, det handlede om. Hvordan ville vi have det, hvis vore børn skulle vokse op i hele deres barndom og måske ungdom på et asylcenter? Hvordan ville vi have det, hvis vore børn skulle vokse op i fattigdom? Det er som bekendt en gylden regel, at vi skal gøre mod andre, som vi gerne vil have, at de gør mod os.

Gardemoen Lufthavn, Oslo, fredag, den 20. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kristendom og kirke har været en forudsætning, men også en hindring for religionsfrihed – Kristendom, kirke og religionsfrihed 10

Som afslutning på denne serie af blogindlæg om ”Kristendom, kirke og religionsfrihed”, vil jeg forsøge ganske kort at konkludere på det oprindelige spørgsmål: Har kristendom og kirke været en forudsætning eller en hindring for religionsfrihed?

Der ligger naturligvis en årtusindlang filosofisk, politisk, kirkehistorisk og teologihistorisk udvikling bag den forståelse af religionsfrihed, som vi har i dag, og som er udtrykt bl.a. i FNs menneskerettighedserklæring. Umiddelbart kan man spore udviklingen tilbage til oplysningstidens tænkning om menneskerettigheder, men så vidt jeg kan vurdere, så er oplysningstidens forståelse af menneskerettigheder og dermed og også retten til religionsfrihed utænkelig uden kristendommens tale om menneskets gudgivne værdighed, forankret i at mennesket er skabt i Guds billede. Denne forståelse finder vi allerede hos kirkefædrene, bl.a. Tertullian og Laktantius og hos de kappadokiske fædre. Så derfor må min konklusion være, at kristendommen har været en forudsætning (men naturligvis ikke den eneste) for religionsfrihed.

Når det gælder praktiseringen af religionsfrihed, så ser kirkens historiske ”track record” ikke godt ud. For det første er det tankevækkende, at det i alt overvejende grad har været i minoritetssituationer, hvor kirken er blevet forfulgt eller i det mindste diskrimineret, at kirken har kæmpet for religionsfrihed. Når kirken kom til magten – i et nært samspil med statsmagten – ændredes holdningen sig ofte meget markant, og kirken var med til at forfølge kættere, skismatikere og tilhængere af andre religioner. I den katolske kirke skete det allerede i den tidlige middelalder og kulminerede med indførelsen af inkvisitionen. Det hører også med til historien, at denne forfølgelse af anderledestroende blev legitimeret med kirkens teologi. Reformationen indebar ikke indførelse af religionsfrihed, men forfølgelsen og diskriminationen af anderledestroende fortsatte med samme eller i visse tilfælde med større styrke i det protestantiske lande – med kirkernes fulde opbakning. Det var  – med enkelte undtagelser – først fra midten af det 19. Århundrede, at religionsfriheden vandt frem i protestantiske lande, og det var først i 1965, at den katolske kirke gik ind for religionsfrihed. Så derfor må min konklusion være, at kirken gennem sit engagement i eller i det mindste støtte til religionsforfølgelse desværre i lange perioder har været en hindring for religionsfriheden.

 

Christiansfeld, mandag, den 16. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

 

Hermed slutter serien om ”Kristendom, kirke og religionsfrihed”. Nogle af kilderne til indlæggene kan findes her:

Læs hele artikelserien samlet her: Kristendom, kirke og religionsfrihed.

1 kommentar

Den katolske kirker anerkendte religionsfriheden i 1965 – Kristendom, kirke og religionsfrihed 9

Den 7. december 1965, på det andet vatikanerkoncils sidste dag, vedtog koncilet med et meget stort flertal deklarationen om religiøs frihed, Dignitatis Humanæ, som på dansk er udgivet under titlen ”Menneskets værdighed”. Dermed ændredes den katolske kirkes officielle holdning til spørgsmålet om religionsfrihed radikalt. Walter Kasper, en af den katolske kirkes indflydelsesrige teologer, har givet udtryk for den opfattelse, at Dignitatis Humanæ må ”betragtes som et vandskel i den lange og kontroversielle historie om forholdet mellem kirken og udviklingen af begrebet om frihed i den moderne æra” og som ”en milepæl i den langvarige konflikt mellem kirken og ’den moderne ide om frihed’”.

Det skelsættende i deklarationen bliver tydeligt, når man betænker, at så sent som i Pave Pius den 12’s regeringstid (1939-58) blev det syn på religionsfrihed, som havde den katolske kirkes klassiske holdning lige siden den tidlige middelalder, fastholdt. ”Det, som ikke er i overensstemmelse med sandheden og moralitetens norm, har objektivt set ingen ret til hverken eksistens, propagering eller handling.” I stedet for en egentlig religionsfrihed gav paven plads til en i den konkrete situation nødtvungen tolerance. ”Ikke at forhindre det [altså religion, der ikke er i overensstemmelse med sandheden] ved hjælp af offentlige love og tvangsmetoder kan ikke desto mindre retfærdiggøres fordi det sker af hensyn til et højere og større gode”, hvilket kunne være fred i samfundet.

I Dignitatis Humanæ erklæres det udtrykkeligt, ”at den menneskelige person har ret til religionsfrihed. Denne frihed består deri, at alle mennesker bør være fri for tvang såvel fra enkelte menneskers som fra sociale gruppers og en hvilken som helst menneskelig magts side; fri, således at ingen, når det gælder religionen, tvinges til at handle mod sin samvittighed og heller ikke hindres i at handle i overensstemmelse med sin sam­vittighed, privat eller offentligt, alene eller sammen med andre, inden for tilbørlige grænser.” Og ”den frihed for tvang i religiøse anliggender, som tilkommer de enkelte personer, må også tilkendes dem, når de handler i fællesskab”. Når det gælder de rettigheder, som Dignitatis Humanæ tilkender enkeltpersoner og religiøse samfund, så er det min vurdering, at de faktisk lever op til de krav, som FNs menneskerettighedserklærings paragraf om religionsfrihed stiller.

Den teologiske begrundelse er interessant. For det første slås det fast, at ”Hvad dette Vatikankoncil erklærer om menneskets ret til religions­frihed, har sit grundlag i den menneskelige persons værdighed, hvis krav gen­nem århundreders erfaring er blevet stadigt klarere for den menneskelige fornuft.” For det andet: ”Denne lære om friheden har dog også sine rødder i den guddom­melige åbenbaring, hvorfor den så meget mere bør holdes i ære af de kristne.” Men så føjes der til at ”selvom åbenbaringen ikke ud­trykkeligt bekræfter retten til frihed fra ydre tvang i religiøse forhold, så kaster den dog lys over den menneskelige persons værdighed i hele dens omfang; den viser Kristi respekt for menneskets frihed, når det gælder at opfylde pligten til at tro på Guds ord, og den belærer os om den ånd, som en sådan Mesters disciple altid må bekende sig til og følge.”

Man får det indtryk, at denne religionsfrihedserklæring, som indebærer et brud med traditionen, er blevet til som en respons på et uimodståeligt stærkt pres udefra. Erklæringen indledes netop med denne henvisning: ”Bevidstheden om den menneskelige persons værdighed bliver stadigt større hos menneskene i vor tid. Et stigende antal kræver, at menne­skene, når de handler, skal nyde brugen af deres egen dømmekraft og ansvarsfulde frihed, så de ikke drives af tvang, men ledes af be­vidstheden om deres pligt. De forlanger ligeledes en juridisk ind­skrænkning af øvrighedens magt, så den retmæssige frihed både for enkelt­personer og for sammenslutninger ikke bliver for snævert afgrænset. Dette krav om frihed i det menneskelige samfund tager især sigte på menneskets åndeli­ge værdier, frem for alt den frie udøvelse af religionen i samfundet.”

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan denne nye lære om religionsfrihed harmonerer med kirkens lære gennem mange hundrede år. Derfor fortsætter erklæringens indledende afsnit da også med at pege på dette problem: ”Dette Vatikan­koncil vender ganske særligt sin opmærksomhed mod disse længs­ler, og med det forsæt at udtale sig om, hvorvidt de er i overens­stemmelse med sandheden og retfærdig­heden, vil det granske Kirkens hellige tradition og lære, hvoraf det til stadighed fremdrager nyt, som er i overensstemmelse med det gamle.” Derfor har flere teologer da også givet udtryk for, at Dignitatis Humanæ er et udtryk for ”an unfinished agenda”.

Religionsfrihedsdeklarationen har da også siden dens vedtagelse i 1965 skabt debat blandt katolske teologer, og en mindre gruppe meget konservative teologer har taget afstand fra den med den begrundelse, at den var i strid med den katolske kirkes tradition og et knæfald for moderniteten. Men Walter Kasper er af den opfattelse, at det andet vatikanerkoncil netop forankrer religionsfriheden i den oldkirkelige teologiske tradition om menneskets værdighed og rettigheder, og at religionsfrihedsdeklarationen derfor ikke skal ses i lyset af den moderne sekulære menneskerettighedstradition.

Christiansfeld, mandag, den 16. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Den første dansker, der appellerede for fuld religionsfrihed for alle, var en baptist – Kristendom, kirke og religionsfrihed 8

Reformationen førte heller ikke i Danmark til religionsfrihed, og kongeloven fra 1665 forpligtede den enevældige konge til at fastholde landets indbygger på den evangelisk-lutherske tro. I Danske lov af 1683 slås det fast, at ”I det danske kongedømme er alene den religion tilladt som stemmer overens med Den Hellige Bibel, Den Apostolske, Nikænske og Athanasianske Trosbekendelse og Den uforandrede Augsburgske Bekendelse, der blev overgivet i 1530 og Luthers Lille Katekismus.” Loven blev dog fortolket sådan, at indvandrere, som landet havde brug for af bl.a. økonomiske grunde, såsom reformeret, jøder og katolikker fik lov med en række begrænsninger at praktisere deres religion.

I de første årtier af 1800-tallet diskuteredes imidlertid – efter inspiration fra udlandet – spørgsmålet om religionsfrihed. Kirkelige forkæmpere for religionsfriheden var bl.a. N. F. S. Grundtvig og skolelæreren og lægprædikanten Rasmus Sørensen, mens Sjællands biskop J. P. Mynster mente, at samfundet ikke kunne tåle den splittelse som en øget frihed på det religiøse område ville medføre, og derfor også krævede, at baptisterne overholdt reskriptet af 1828, der pålagde alle forældre at sørge for at deres børn blev døbt. Det førte til, at ca. 30 børn af baptister i perioden 1839 – 47 blev tvangsdøbt i lutherske kirker!

Den 16. Juli 1840 indsendte Peter Chr. Mønster, der året forinden havde stiftet Danmarks første baptistmenighed, et ’Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark’ til Stænderforsamlingen i Roskilde. Mønster fremfører tre argumenter for indførelse af religionsfrihed. 1 Historien viser, at religionsfrihed er fremmende for freden i landet både politisk og religiøst. 2. Religionsfrihed fører til større velstand for landet. 3. Religionsfrihed er fremmende for evangeliets udbredelse.

Ordlyden i selve ansøgningen fortjener at blive citeret: ”Denne Gang vover jeg, at fremkomme med Andragende om fuld Religionsfrihed, efter at have viist, hvor gavnlig den har været i sine Følger for England og Nordamerika; med den ærbødige Begiæring, at den høie danske Stænderforsamling vil tage under Overveielse, hvorvidt en saadan Religionsfrihed kunne være gavnlig for vort kjære Fædreneland, ifølge hvilken, det tillades enhver at udtræde af Statskirkens Samfund og efter eget Godtbefindende indtræde i en Dissentmenighed, eller slet ingen kirkeligt Samfund tilhøre, naar han i øvrigt svarer til Statskirken og dens Geistlighed den Skat og Paalæg, der almindelig kræves af Alle, og godtgiør, at have erhvervet de Skolekundskaber for sig og sine Børn, som Statens Skolelov fordrer (med Undtagelse af Religionen), samt fremlægger sin religiøse Troesbekjendelse, der maa være en saadan, der i sit Prinsip er borgerlig uskadelig.”

Bent Hylleberg, der selv er præst i Baptistkirken og har forsket i Baptistkirkens historie, konkluderer helt med rette, at ”Mønster blev således den første dansker, der appellerede om fuld religionsfrihed for alle”!

Stænderforsamlingens Petitions-Comite, hvis sekretær var biskop Mynster, tog imidlertid ikke forslaget alvorligt, idet Mynster noterede at man ikke ønskede ’at vidtløftiggjøre Forhandlingerne over disse som oftest ubetydelige Sager’!” Det gjorde derimod flere andre, bl.a. Grundtvig, der to år senere udgav skriftet, ”Om Religions-Forfølgelse”, hvor han med afsæt den tilspidsede konflikt mellem baptisterne og myndighederne hævdede, at nu var der kun to muligheder at vælge imellem, enten religionsfrihed i en eller anden form eller også religionsforfølgelse. Peter Chr. Mønster kom selv til at betale en høj pris for sin kamp for religionsfrihed, da han i den følgende tid kom til at tilbringe flere år i fængslet.

Da den grundlovgivende forsamling i 1848 blev samlet, viste det sig, at der var et klart flertal for i grundloven at indføre religionsfrihed, omend biskop Mynster og hans tilhængere stadig var fodslæbende. Junigrundlovens paragraffer om religionsfrihed er de samme, som står i vor nugældende grundlov fra 1953, nemlig par. 67-70 (Vi kan så i parentes bemærket glæde os over, at religionsfriheden i Danmark i dag ikke kun er beskyttet af disse paragraffer, som ikke er særligt præcise, men også af de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig).

De tre trossamfund, som allerede havde haft en begrænset form for religionsfrihed, nemlig katolikkerne, jøderne og de reformerte fik hurtigt status af anerkendte trossamfund, mens der skulle gå længere tid inden baptisterne fuldt ud kunne nyde gavn af religionsfriheden.

Det er imidlertid tankevækkende, at der skulle gå 168 år fra vedtagelsen af grundloven og dens løfteparagraf om en lov for de fra folkekirken afvigende trossamfund til at løftet nu er på vej til at blive opfyldt. Men det er bekymrende, at netop dette lovforslag, sammen med en række andre love vedtaget for nylig, indebærer en – ganske vist mindre – indskrænkning i religionsfriheden i Danmark.

Christiansfeld, lørdag, den 14. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar