Dannebrog: danskernes flag – kongens flag – korsfarernes flag

I dag fejrer vi det danske flag. Det er det danske folks flag. Ikke et særligt partis flag, men hele folkets flag. Og sammenlignet med mange andre folk, så bruger vi vort flag rigtig meget, i alle mulige sammenhænge. På vort køleskab hænger der en liste over alle vore naboers fødselsdage – som en påmindelse om, at vi skal huske at hejse flaget for dem. Vi lufter flaget til landskampe og hænger det på vore juletræer. Men dannebrog har ikke altid været folkets flag. Ind til for godt 150 år siden var Dannebrog kongens flag, som almindelige mennesker ikke måtte flage med.

If legenden er det i dag 800 år siden, at Dannebrog i slaget ved Lyndanise faldt ned fra himlen og gav danskerne sejr. At Dannebrog er knyttet sammen med danske kongers deltagelse i korstogene, tænker vi måske ikke så tit på.

Danske konger og adelsmænd spillede ikke nogen stor rolle i korstogene i Det hellige Land, og en række fyrster i det tyske kejserrige gav i 1147 udtryk for, at de hellere ville føre korstog i deres nærområder end Det hellige Land, en holdning som den danske konge delte.. Efter råd fra Bernhard af Clairvaux, der var tidens fremmeste ideolog og fortaler for korstog, udsendte pave Eugen en bulle, Divini Dispensatione, der officielt proklamerede Venderkorstogene. Mens korstogene til Det hellige Land (og til Spanien) ikke havde haft til formål at omvende saracenerne (muslimerne), så havde dette korstog til formål – udover at fjerne hindringer for korsfarere på vejen til Jerusalem – at omvende disse hedenske folkeslag. Som en deltager i disse paveligt sanktionerede korstog var det, at Valdemar den Store i den 15. juni 1168 erobrede Arkona på Rügen og tilintetgjorde Svantevit.

Næste fase i den daske deltagelse i denne korstogsbevægelse i Østersøen var en række korstog rettet mod Finland i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. årh. Når de ikke har fæstnet sig i den danske historiske bevidsthed, skyldes det sikkert, at det var svenskerne, der i sidste ende erobrede og kristnede Finland.

Den tredje fase i den danske korstogsbevægelse var korstogene i de baltiske lande. I alle disse korstogskrige var der naturligvis også mange andre motiver end de religiøse, men vi fristes let til i en tid, hvor religion ikke tilkendes nogen afgørende samfundsmæssig betydning at overse betydningen af, at vitterligt var tale om korstog – med alt hvad det indebærer. I 1219 sejlede en stor flåde – årbøgerne taler om 1500 langskibe – under ledelse af Valdemar Sejr og med deltagelse af biskop Anders Sunesen og andre prælater – af sted mod Estland. Kampene ved Lyndanise gik godt, indtil esterne indledte et voldsomt overraskelsesangreb den 15. juni. På mirakuløs vis lykkedes det imidlertid at slå angrebet tilbage – og korsfarerne takkede Gud for sejren.

Historien om flaget, der faldt ned fra himlen og gav den danske konge sejr, er en legende, der sikkert har hentet sin inspiration fra historienom kejser Konstantin, der vandt sejr over sin modstander i slaget ved den milviske bro i 312 efter at have set et kors på himlen og hørt ordene om, at ”Ved dette tegn skal du sejre”. I bogen ”Danske korstog. Krig og mission i Østersøen”(2004) konkluderer en række historikere, at ”begivenheden [har] – om end i legendernes slør – været med til at skabe vores nationale identitet. Utvivlsomt er flaget, det hvide kors på den røde bund, Danneborg, med sine middelalderlige rødder kommet il os som et resultat af deltagelsen i korstogene i det baltiske område” (s. 211).

Dannebrog er et flag med en broget historie. Det er et symbol, der gennem historien har været tillagt forskellig betydning og værdi. I dag giver det ingen mening at knytte dannebrog til korstog og kamp mod hedninge. Det giver heller ingen mening at forbinde Dannebrog eksklusivt med kongehuset, uanset, hvor meget pris vi sætter på de kongelige. Det ville også være ødelæggende for den nationale sammenhængskraft at afholde os fra at bruge Dannebrog, blot fordi et enkelt parti igen og igen anvender det i deres annoncering. Dannebrog er heldigvis i dag hele det danske folks flag, uanset partifarve, etniske rødder, religion og social klasse. Det er et flag for alle, der regner sig som danske. Det er der virkelig grund til at fejre i dag.

Christiansfeld, Valdemarsdag, lørdag, den 15. juni 2019
Mogens S. Mogensen

Reklamer

1 kommentar

Har vi nu også i Danmark tradition for at holde religion og politik adskilt?

I forbindelse med debatten om imamers anbefaling til muslimer i ghettoer om at stemme på Det Radikale Venstre eller Enhedslisten ved det netop afholdte folketingsvalg, har kritikken mod imamerne været, at de med deres adfærd bryder med det danske princip om at holde religion og politik adskilt.

At imamerne i denne situation ikke holder religion (her islam) og politik adskilt, er helt åbenlyst, men spørgsmålet er, om vi i det danske samfund traditionelt holder religion (her: kristendom) og politik adskilt Lad os se på, hvordan forholdet mellem kristendomog politik traditionel har været i Danmark.

– Alle er enige om, at kristendommen historisk set har sat sit præg på det danske samfund – og dermed også på politik, som jo bl.a. handler om, hvilket samfund vi ønsker os. Mange vil sige, at det danske samfund – som det kommer til udtryk i vore love – langt hen ad vejen bygger på kristne værdier.

– Grundloven slår i par. 4 fast, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, der understøttes som sådan af staten. Vi har altså om ikke en statskirke (selvom det for mange udlændinge på afstand ser sådan ud), så dog en statsunderstøttet og statsstyret kirke.

– Folkekirken styres på nationalt plan af politikere, nemlig kirkeministeren og folketinget, der fungerer som folkekirkens synode. Det gælder ikke kun folkekirkens ydre anliggender, men også folkekirkens indre anliggender.

– Folkekirkens præster er ansat af staten og dermed statstjenestemænd/kvinder, og dermed i deres virke undergivet politikerens lovgivning.

– Folketinget afholder hvert år ved begyndelsen af det nye folketingsår en gudstjeneste i slotskirken. Her får en præst mulighed for at forkynde evangeliet for det store flertal af politikerne, som møder op, inden de går i gang med det nye folketingsårs lovgivning.

– De to seneste regeringer har sat ind i deres regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land. Når kristendommen indsættes i et regeringsgrundlag, markerer det naturligvis, at kristendommen skal spille en rolle i denne regerings lovgivning.

– Vi har i folketinget haft et politisk parti, der definerer sig i forhold til kristendommen, et parti der også ved seneste valg opstillede til folketinget. Desuden slår også andre partier sig op på deres forbindelse til kristendommen.

– Vi har folkekirkepræster, som er politikere, og som naturligvis anbefaler vælgerne også i deres sogn at stemme på dem og deres politiske parti. Det ville i visse andre kirker i andre lande være utænkeligt.

– Der afholdes undertiden politiske valgmøder i kirker – både folke- og frikirker. Det ville også i visse andre krker i andre lande være utænkeligt.

– Nogle politikere gør kristendom (evt. som kulturkristendom) til en del af den danske identitet, dvs. at være rigtig dansker. Det er naturligvis i strid med en ren sekulær betragtning, hvor religion gøres til en privatsag.

– Der er historisk set en række eksempler på, at biskopper, præster og andre kirkelige personer og grupper i Danmark har udtalt sig offentligt om politiske spørgsmål. Mest kendt er biskopperne hyrdebrev i1943 om arrestation af jøder. Brevet blev både sendt til fremlæggelse på departementschefmødet den 29. september med ønsket om, at det blev givet videre til de tyske myndigheder og også sendt til alle præster mhp. oplæsning for menighederne den førstkommende søndag. 69 år senere sendte alle folkekirkens biskopper igen en slags hyrdebrev, denne gang i form af en henvendelse til justitsministeren og formanden for flygtningenævnet, for beskytte konvertitter fra islam til kristendommen mod hjemsendelse til lande, hvor deres liv ville være i fare.

– I folkekirken inddrager mange præster politiske spørgsmål i deres prædikener, ikke for at støtte eller tage afstand fra særlige partipolitiske forslag, men for at bringe et kristent menneskesyn og kristen etik i spil.

Når men kigger ned over denne liste, der let kunne gøres meget længere, er det svært at fastholde troen på dogmet om, at vi her i Danmark traditionelt holder kristendom og politik adskilt. Spørgsmålet er – for mig at se – ikke, om religion og politik holdes adskilt, for det sker næsten aldrig i noget land, men om, hvordan forholdet mellem religion og politik ordnes i det enkelte land og i de forskellige trossamfund. Her er der helt åbenlys store forskelle mht. lovgivning og traditioner mellem forskellige lande, lige som der er store forskelle på, hvordan forskellige trossamfund (og forskelle inden for det enkelte trossamfund), hvordan man ser på forholdet mellem religion og politik.

København, torsdag, den 12. juni 2019
Mogens S. Mogensen

6 kommentarer

Sørine Gotfredsens og Søren Hviid Pedersens bekymringer om indvandreres deltagelse i folketingsvalget

I mange år har indvandrerkritiske debattører og mange andre klaget over, at indvandrere – især muslimer, og især muslimer i udsatte boligområder –ikke i så høj grad som andre borgere stemmer til folketingsvalg og andre demokratiske valg i det danske samfund. Deltagelse i den politiske proces er en del af integrationen, og den mangelfulde deltagelse blev betragtet som en indikator på et problem med integrationen.

Ved det netop afholdte folketingsvalg har en række foreninger og også imamer i sådanne udsatte boligområder åbenbart gjort, hvad de kunne for at mobilisere disse nydanske borgere op til valget. Fx nedsatte flere foreninger i Gellerup i fællesskab et særligt valgudvalg, som opfordrede bydelens beboere til at stemme, og man har opfordret til at satse på Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Mobiliseringen lykkedes åbenbart. I Gellerup gik de radikale frem fra 5,1% i 2015 til 34,2% af stemmerne ved dette valg. Og samme tendens kunne man spore i andre udsatte boligområder såsom Vollsmose og Tingbjerg samt på Nørrebro, hvor også Enhedslisten stod stærk (De radikale gik markant frem i udsatte boligområder. Jyske Vestkysten 7. Juni 2019)

Nu skulle man tro, at de samme indvandrerkritiske debattører ville klappe i deres små hænder og se det som et tegn på, at det – på dette område – går fremad med integrationen. Men nej, tværtimod, for – som overskriften i Jyllands-Posten i dag lyder – så giver de udtryk for ”Muslimsk mobilisering af vælgere vækker bekymring for øget polarisering”. Sørine Gotfredsen udtaler fx, at ”Når man begynder på den her mobilisering og ligefrem står med de autoriteter i spidsen og anbefaler et bestemt parti, så er paralleltilstanden gået fra at være indadvendt og lukket i fuldstændig døvhed over for samfundet til at ville gå ind og præge samfundet. Paralleltilstanden træder et skridt længere ind i kampen om, hvad Danmark er.”

Sørine Gottfredsen anker over, at imamer opfordrer til at stemme på et bestemt parti, men hvis det var et demokratisk problem, så måtte det da også være et problem, at præster i folkekirken opstiller til folketinget og opfordrer folk til at stemme på deres parti. Helt rundt på gulvet bliver Gottfredsen, der selv er sognepræst og en aktiv politisk debattør, når hun både ser det som et problem, at parallelsamfund (som hun kalder disse udsatte boligområder) er indadvendte og lukkede over for det omgivende samfund, og også at de åbner sig op for at gå ud og præge det omgivende samfund gennem deres deltagelse i den demokratiske proces. At foreninger og imamer i disse udsatte boligområder opfordrer til, at beboerne stemmer på de to partier, som har været mest kritiske over for den gennemførte indvandrer- og ghettolovgivning,  burde ikke undre nogen, der har blot den mindste indsigt i, hvad politik handler om. De stemmer altså på dem, som de skønner bedst varetager deres interesser.

Bedre bliver det ikke, når man i samme artikel læser Søren Hviid Pedersens reaktion på valgresultatet, der for mig at se er sort snak: ”Det bekymrer mig, for det vidner om, at der ikke er en adskillelse af de forskellige magter, men en sammenknytning, der ikke sker på politiske præmisser, men islams præmisser. Det kan gå ud over den helt grundlæggende ensartethed, vi har i det danske samfund.”

Er det, der bekymrer ham, at der evt. argumenteres religiøst (muslimsk) for at stemme på et bestemt parti? Så måtte det vel også bekymre ham, at der er kristne og kristne ledere, der med henvisning til kristendommen anbefaler vælgere at stemme på et kristendemokratisk parti. Jeg har svært ved at se, at der skulle være et demokratisk problem i, at folks medlemskab af en religion spiller ind på, hvor de sætter deres kryds. Så skulle det vel også være et problem, hvis en fagforening eller en arbejdsgiverforening opfordrer deres medlemmer til at stemme på et bestemt parti – eller yder økonomisk støtte til et bestemt parti?

Jeg kan udmærket forstå, at det må være en torn i øjet for Sørine Gotfredsen og Søren Hviid Petersen, at så mange beboere i udsatte boligområder – og mange af dem er jo muslimer – stemmer på Det radikale Venstre og Enhedslisten. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor Sørine Gotfredsen og Søren Hviid Petersen anser det for at være et demokratisk problem, at disse vælgere bruger deres stemme til at varetage deres interesser og fremme den politiske udvikling, som de ønsker for det danske samfund. Det er vel bl.a. det, som demokratiet handler om.

Christiansfeld, søndag, den 9. juni 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Politisk opstandelse på de himmelske dage på heden.

KD-forsideFolkekirkemødet på de himmelske dage i Herning var gået i gang i går. Teltet var helt fuld engagerede deltagere, som var spændte på at høre, hvilke de arbejdsgrupper, som biskopperne havde nedsat, ville foreslå mht. gudstjenesteliturgi og dåb og nadver. Det tydede dog ikke på, at der ville ske radikale forandringer, men mindre kunne måske også gøre det.

Bagest i teltet lå der store stakke af fredagens udgave af Kristeligt Dagblad. Af en eller anden grund lå de stadig i store bundter, bundet sammen af reb, som om de ikke var til uddeling endnu. Alligevel begyndte folk at hive aviser ud – og læse dem. På forsiden var der en artikel, hvor der stod ”Socialdemokratiet vil indføre et krav om, at alle prædikener skal oversættes til dansk”. Chokeret læste de videre. ”Partiet præsenterede for nylig en ny plan for en udlændingepolitik, hvor et af punkterne lyder, at der skal være større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener. Det skal ske ved, at alle godkendte trossamfund, hvor der bliver holdt prædikener på fremmedsprog, skal forpligtes til efterfølgende at offentliggøre en dansk oversættelse. Udgifterne til at oversætte prædikerne skal trossamfundene selv stå for.”

De første læseres forargelse og vrede var så stor, at de straks begyndte dele avisen ud til alle de andre deltagere i dette folkekirkelige topmøde. I hele teltet bredte der sig en mumlen, der efterhånden blev så voldsom, at drøftelsen af folkekirkens liturgier ikke kunne fortsætte. En menighedsrådsformand rejste sig, greb mikrofonen og sagde: ”Som den dominerende folkekirke, der er tæt forbundet med staten, er vi nødt til at protestere. Hvis socialdemokraterne vinder regeringsmagten og får gennemført dette afskyelige lovforslag, så vil det næsten ikke ramme os i folkekirken, men det vil ramme frikirkerne, den katolske kirke, migrantmenighederne -og de ikke-kristne trossamfund – meget hårdt. Hvis vi tier her, så gør vi os medskyldige i dette overgreb, i denne indskrænkning i religionsfriheden.” ”Hørt. Hørt Hørt”, blev der råbt rundt om i teltet. Drøftelsen af liturgien blev suspenderet og i mindre grupper blev der talt om, hvordan man på de himmelske dage kunne forholde sig til dette meget jordiske politiske problem.

En gruppe producerede plakater med tekster som ”Nej til krav om oversættelse af prædikener” og bevægede sig i samlet flok ud på gågaden. Flere og flere sluttede sig til og en tusindtallig skare endte på torvet, hvor, hvor de indtog scenen, og en række repræsentanter for folkekirken og andre kirkesamfund protesterede højlydt, at politikere endnu en gang ville begrænse religionsfriheden.

En anden gruppe besluttede at skrive og ringe til alle de folketingskandidater, de kunne komme i kontakt med, og protestere mod forslaget om at kræve at alle prædikener skulle oversættes. De argumenterede sagligt for, at forslaget ikke ville løse noget problem, men tværtimod ville skabe en lang række nye problemer. Både problemer for en lang række kirke- og trossamfund, men også problemer i forhold til religionsfriheden.

En tredje gruppe opsporede de politikere, som var til stede på de himmelske dage og konfronterede dem med kirkernes protest mod dette symbolpolitiske forslag. De inviterede dem til at overvære gudstjenester på andre sprog i katolske kirker, frikirker eller migrantmenigheder, så de med egne øjne kunne se, hvor absurd det ville være at kræve at alle prædikener skulle oversættes til dansk. I mange kirker prædikes der ikke ud fra et manuskript og ofte suppleres en tale af frie vidnesbyrd.

En fjerde gruppe skrev til Socialdemokratiet og opfordrede dem til at sende forslaget til ”Hyrdebrevet Søndag morgen” eller ”At tænke sig”, hvor det ville give langt mere mening end i folketingssalen. Det ville helt sikkert blive modtaget som et godt bidrag til den folkelige humor.

Opstandelsen på de himmelske dage blev så stor, at medierne mødte op for at dække den og der kom indslag i TV-aviserne. Heldigvis var der ingen udenlandske medier til stede, så dette pinlige forslag heldigvis ikke blev kendt uden for det danske sprogområde.

Sådan kunne det måske være gået, da deltagerne i folkekirkemødet blev opmærksom på, hvad der foregik i den politiske verden uden den himmelske dag på heden. Men det skete desværre ikke! Men måske kan det endnu nå at ske, for der er endnu et par himmelske dage tilbage.

 

Herning, lørdag, den 1. juni 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

En missional folkekirke – er det muligt? Oplæg på folkekirkemødet på de himmelske dage i Herning

For år tilbage ville det være problematisk at tale om folkekirke og mission. Men hvorfor taler vi i folkekirken om mission i dag? Det gør vi, tror jeg af to grunde. For det første har sekulariseringen ført til et traditionstabs og en fremmedgørelse fra kirke og kristendom i dele af befolkningen, samtidig med at folkekirkens medlemsprocent er konstant for nedadgående. For det andet har globaliseringen og den dertilhørende migration ændret vort ellers meget homogene samfund, så vi i dag oplever en voksende kulturel og religiøs mangfoldighed.

Men hvad er mission?
Det har det været og er der stadig meget delte meninger om. Men for 15 år siden konstaterede prof i mission, Viggo Morten, at der var ved at opstå en bred konsensus om, at mission var ”at præsentere og repræsentere kristendom for mennesker af anden tro eller ingen tro”. Altså en ret bred definition af mission. I teologiske kredse er der også en ret bred enighed om at forstå mission som kirkens deltagelse i Guds mission. Dvs. mission har ikke sin rod hverken i missionsselskaber eller kirken, men i Gud selv. Som tidl. Ærkebiskop Rowan Williams udtrykte det: ”Mission is finding out what God is doing, and joining in.”

Men hvad er så en missional kirke? Udtrykket går tilbage til en bog, der udkom i 1998, med titlen ”Missional Church”. En missional kirke er en kirke i mission, hvor mission ikke er en bestemt aktivitet, men er en del af kirkens grundlæggende væsen, noget der gennemsyrer, alt hvad kirken er og gør. I tolv teser, som jeg ikke vil slå op på kirkdøren, men præsentere her, vil jeg give et bud på, hvordan en missional folkekirke ser ud.

1.At være missional folkekirke indebærer, at vi har noget på hjerte og vil nogen noget.
Hvad er det vi har på hjerte, som vi ikke kan lade være med at dele med andre. Det er de gode nyheder, evangeliet, som er både kirkens og den enkelte kristnes livsgrundlag. Det er den formålsformulering, som folkekirken fik i 2006 i Betænkning 1477 ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, nemlig ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser”.

2.En missional folkekirke er en kirke for hele folket
Folkekirken er ikke en klub, der skal varetage sin medlemmers interesser. Som Dietrich Bonhoeffer udtrykte det, så er det at være kirke altid at være kirke for andre, uanset om de er medlemmer eller ej. Når folket ændrer sammensætning, som det sker i disse år, så må det naturligvis også påvirke folkekirkens måde at være kirke på. Fx når ca. 14% af befolkningen er første- eller anden generations indvandrere, hvoraf ca. halvdelen er kristne. Vi må være kirke på en sådan måde, så flest mulige vil føle sig hjemme i fællesskabet.

3.En missional folkekirke har fokus på sit centrum og ikke på sine grænser
Evangeliet har været forkyndt her i landet i over 1000 år, og alle er mere eller mindre påvirket af kristendommen, uanset hvad de kalder sig, og kun Gud kender menneskers hjerter. Det er ikke kirkens opgave at sætte grænser og dømme nogen inde og andre ude i forhold til kristendommen. En missional kirke må altid have fokus på at pege på det centrum som Kristus er i håbet om, at mennesker må blive draget mod ham.

4. I en missional folkekirke er gudstjeneste, undervisning og diakoni også altid mission.
En række folkekirkelige betænkninger o.l. beskriver folkekirkens opgaver som gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Men ud fra et missional kirke – perspektiv giver det ikke mening, at gøre mission til en særlig fjerde aktivitet adskilt fra gudstjeneste, undervisning og diakoni. I stedet mener jeg, at vi må sige, at mission, at det kirken gør ”ad intra” (indadtil) – nemlig gudstjeneste, undervisning og diakoni – det gør den også ”ad extra” (udadtil). Opgaven bliver at tilføje gudstjenesten en grænseoverskridende missional dimension, så den åbner sig for omverdenen. Og på samme måde med undervisningen, hvor det handler om at inddrage flere i samtalen om troen. Og ligeledes mht. diakonien.

5. I en missional folkekirke er gudstjenesten altid en missionsgudstjeneste
I gudstjenesten bliver vi kaldt sammen for at lytte til evangeliet, for at lovsynge Gud, for at bede, for at blive velsignet, for at dele nadveren – for derefter at blive udsendt med Guds kærlighed og velsignelse i ryggen for at tjene vore medmennesker. Der er derfor ikke kun en sproglig, men også indholdsmæssig forbindelse mellem messe og mission.

6. En missional folkekirke giver rum for samtale om tro og liv og for fordybelse, dannelse og undervisning i den kristne tro
Troen næres ikke kun ved forkyndelsen, som det sker i prædikenen, men også gennem samtalen om evangeliet, samtalen om tro og liv. Det gælder for gammeldanskere, der måske har brug for at genfinde deres religiøse sprog, og det gælder for nydanske konvertitter, der har brug for at forstå og kunne sætte ord på deres nye tro.

7. En missional kirke oversætter det kristne sprog og den kristen praksis ind i en sekulær begrebsverden
Evangeliet må altid inkarneres i kulturen, det må kontekstualiseres, det gælder også i dag, hvor vi møder en sekulær kultur (og på samme måde må evangeliet kontekstualiseres ind i andre kulturelle og religiøse kontekster). Evangeliet har altid skullet ”oversættes” til nye sprog og ind i nye kulturelle sammenhænge, for at det kunne give mening for tilhørerne. Det gælder også i dag.

8. En missional kirke er brobygger både til det sekulære samfund og til etniske og religiøse minoriteter
En missional folkekirke må være i dialog med alle dele af samfundet og må være med til at bygge bro i forhold til forskellige segmenter af befolkningen. I forhold til de meget sekulariserede dele af samfundet, hvor der kun er ringe forståelse for religion. I forhold til etniske minoriteter, der har brug for at kunne spejle sig i folkekirken. I forholdet mellem majoritetssamfundet af gammeldanskere og minoritetssamfundet af nydanskere.

9. Diakoni er en missional kirkes kropssprog
Visionen for en missional folkekirkes virke Guds rige, hvor der er retfærdighed, fred og glæde for alle. Diakoni handler om at bidrage til at hele det, der er brudt i verden, ved at tage sig af de fattige, de fremmede, de ensomme, de nødlidende, og være deres fortalere. Diakonien formål er ikke forkynde evangeliet, men ikke desto mindre er diakonien et stærkt vidnesbyrd om det evangelium, der driver os. Diakoni er en missional kirkes kropssprog. Det er da også tankevækkende, at undersøgelser viser, at netop diakonien prioriteres øverst, når befolkningen skal beskrive, hvad de forventer af folkekirken.

10. At være en missional folkekirke indebærer, at vi i samarbejde med alle gode kræfter tager medansvar for hele samfundet.
Gud mission gælder ikke kun enkeltpersoner, men hele skaberværket, så må en missional folkekirke også engagere sig i samfundet til fordel for det fælles bedste – og gøre det i samarbejde med alle gode kræfter. Vi må bidrage ved at bringe de værdier i spil, som vi finder i evangeliet og i hele den kristne tradition. Det er det, som vi kalder ”public theology”, eller på dansk ”offentlighedsteologi”

11. I en missional folkekirke er præstens rolle også at være missionær
For nogle år siden udarbejdede en arbejdsgruppe under Folkekirke og Religionsmøde en såkaldt dannelsesprofil for præster i lyset af fremtidens møde med religioner og spiritualiteter. Her blev der fokuseret på, hvordan præster burde uddannes og efteruddannes og i det hele taget dannes som præster i Kontekstuel dannelse – Erfaringsteologisk dannelse – Dialogisk dannelse -Missional dannelse – Liturgisk dannelse.

12. En missional folkekirke er præget af lægfolkets missionale praksisser
En kirke er ikke en bygning eller en præst, men – som den Augsburgske Bekendelse udtrykker det – kirken er ”de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig” –dvs. en forsamling af menneske, og derfor må fokus da også være på lægfolket, og de praksisser, som udtrykker kirkens missionalitet. I bogen ”Missionsmetaforer. En håndsrækning til at tale om mission i folkekirken”, har jeg med udgangspunkt i beretningen i Lukas 10 om Jesu udsendelse af de 72, har jeg beskrevet ni missionale praksisser.

Vi må øve os i det, som vi alle som kan gøre, nemlig:
– at se           – på andre mennesker med kærlighedens blik
– at bede      – til Gud for mennesker og hele verden
– at gæste     – at møde mennesker som deres gæster
– at lytte       – til mennesker og deres historier
– at dele        – alt det, vi har fået givet til deling
– at fortælle – vor egen liv- og troshistorie og den store historie
– at hele        – at være med til at hele alt det, der er brudt
– at invitere – til at ”gå med”, til fællesskab, følgeskab og fest
– at synge     – lovsange og klagesange til Gud

Er en missional folkekirke en mulighed?
Den situation, som vi står i i dag, kalder på en folkekirke, der ikke lukker sig om sig selv, men på en missional folkekirke, der frimodigt engagerer sig samfundet og bringer evangeliet i spil.

Heldigvis sker det da også. Det er ikke sikkert, at præster og andre kirkelige medarbejdere, menighedsråd og frivillige, vil kalde det mission, men meget af det, der allerede foregår rundt omkring i folkekirkens menigheder, er dybest set mission.

Folkekirken tilstedeværelse i hele landet, dens høje medlemstal, de gode samarbejdsrelationer til andre institutioner og befolkningens positive holdning til folkekirken giver da også folkekirken de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig yderligere som missional kirke.

Herning, fredag, den 31. maj 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er Sørine blandt klimatosserne?

Himlens sluser åbnede sig over Herning, da kirkedagene indledtes med en i øvrigt festlig åbningsgudstjeneste på torvet i Herning. Jeg må dog bekende, at jeg søgte ly for regnen i en café på torvet, inden gudstjenesten var forbi, for at få varmen og samle kræfter til et krævende program.

Lidt senere på dagen var der netop på torvet en kirkedagsudgave af ”Tidsånd”, denne gang styret ikke kun af Christoffer Emil Bruun, men også af Paula Laurain. Overskriften var ”Klima og næstekærlighed”, og blandt de medvirkende var biskop Peter Fischer Møller og sognepræst Sørine Gottfredsen. At biskoppen, der står i spidsen for Grøn Kirke, var bekymret over udviklingen, appellerede til kirken som institution til håndterer sin bygnnger og jorder på en mere klimavenlig måde, og i øvrigt talte om nødvendigheden af brugen af et kirkeligt teologisk sprog om klima, var ikke overraskende. Her er der brug for kirkens tale om tro, håb og kærlighed.

Det var heller ikke overraskende, at Sørine Gottfredsen advarede mod, at kirken som institution, kirken med stort K, udtalte sig om klima, da det ville politisere og polarisere folkekirken. At biskoppen på ingen måde ønskede at udtale sig på Kirkens vegne, er en anden sag. Men det var – i hvert fald for mig, og sikkert også for de fleste andre tilhørere – en overraskelse, at Sørine Gottfredsen efterhånden havde indset, at klimaproblemerne var alvorlige, og at der også var brug for at italesætte problemet med et kirkeligt teologisk sprog. Samtidig med at hun advarede mod en moralisering på dette område, var hun dog af den opfattelse, at der var grund til at skamme sig, hvis vi her i vesten bare forbrugte løs uden tanke på konsekvenserne.

Den tanke slog mig: Er Sørine blandt klimatosserne? Altså de klimatosser, som Pia Kjærsgaard talte om som en af årsagerne til, at hendes folkeparti ikke havde fået nogen stor opbakning ved valget til det europæiske parlament. Jeg ved ikke, om der blev glæde i himlen, da Sørine fortalte om sin klimatiske udvikling, men jeg tror, at der blev glæde blandt mange tilhører her på de himmelske dage.

Lind, fredag, den 31. maj 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hedenske eller himmelske dage i Herning?

Vi er på vej til Herning, til Kirkedage 2019 – fyldt med forventning. Men hvad skal vi forvente?

For tre år siden tog vi til kirkedage på Djævleøen, og det blev til ”Himmelske dage i København”. Når Djævleøen kunne overraske med en oplevelse himmelske dage på stenbroen, hvad mon så bibelbæltet vil overraske os med hedenske dage i Herning?

Bliver det hede dage i Herning? Lige nu regner det, og vejrudsigten lover kun lidt solskin og ingen hede dag, måske med undtagelse af søndag.

Bliver det heden-ske dage i Herning? Det er vi vist kommet for sent til, for som Blicher digtede for mange år siden ”Skynd dig kom, om føje år, heden som en kornmark står”. Og det fik han jo ret i.

Bliver det så hedenske dage i Herning? Evangeliet er if. Paulus for jøder og hedninge, og da vi ikke er jøder, må vi jo være hedninger. I den betydning – altså dage hvor hedninger samles her i Herning om evangeliet – så vil vi føle os hjemme.

Men når jeg på vej til Herning læser programmet med de over 300 meget varierede og spænende arrangementer – gudstjenester, gospelkoncerter, foredrag, debatter, pilgrimsvandringer, samtalesofaer osv. – så har jeg virkelige en forventning om, at det også bliver himmelske dage i Herning.

Så vi må “gå med” i forventning om nogle gode dage i Herning.

Lind, Kristi Himmelfarts dag, 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar