Jerusalem – Trumps trumf og zionisternes triumf

Trump har sat trumf på, og med zionistiske kristnes triumferende opbakning, anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad og lovet at flytte USA’s ambassade til byen. Denne beslutning, der har fyldt medierne de seneste dag, har igen rejst spørgsmålet om Jerusalems – og landets Israels – betydning for kristne, eller mere præcist for kristen teologi.

Der er mange kristne, der som mig, har besøgt Jerusalem og ”det hellige land” og fundet det betydningsfuldt at besøge de steder, der er omtalt i Det Gamle og Det Nye Testamente og det område, hvor Jesus for 2000 år siden blev født, underviste og udførte sine undergerninger, blev korsfæstet, døde, og hvor Jesus blev begravet og opstod fra de døde og for til himmels. På denne måde har byen Jerusalem og landet Israel en historisk betydning for mig og andre kristne, men efter min mening har byen og landet ikke nogen teologisk betydning for kristne.

Det er tankevækkende, at selvom landet betød så meget for jøderne på Jesu tid, så taler Jesus aldrig specifikt om landet. Lige som profeterne i Det gamle Testamente forudsagde Jesus Jerusalems ødelæggelse som en dom over det jødiske folk, men modsat profeterne før ham forudsagde han ikke, at jøderne ville vende tilbage til deres land. I stedet forudsagde han Guds Riges komme.

Anderledes forholdt det sig med Jesu apostle. Som det fremgår bl.a. af beretningen om vandringen til Emmaus, så havde de ”håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel” Og i ApG 1 stiller de spørgsmålet ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” Men Jesu svar viser, at han har fokus ikke på Israels Rige, men på Guds Rige, der skal udbredes til hele verden. Og efter pinse begynder apostlene at bruge den gamle pagts ord om landet på helt nye måder, der ikke refererer til området i Mellemøsten omkring Jerusalem. Og Hebræerbrevets forfatter slår fast, at ” her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme” (13,14). Der er intet, der tyder på, at apostlene troede på, at landet eller byen ville spille en afgørende rolle i Guds frelsesplan. Fokus er på Guds Rige og på Det Himmelske Jerusalem.

At landet ikke havde nogen teologisk betydning efter Kristus betød ikke, at Israels folk heller ikke havde nogen teologisk betydning. Paulus var overbevist om, at selvom det jødiske folk havde forhærdet sig over for Messias, så havde Gud ikke slået hånden af folket. Men det er bemærkelsesværdigt, at når Paulus i Rom 9,4-5 beskriver, alt hvad Gud har givet dette folk ­ –  ”De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske” – så nævner han ikke landet. Paulus holder hele tiden fast i håbet om Israels omvendelse til Kristus.

Når byen Jerusalem og landet Israel i visse kristne kredse i dag tillægges en teologisk betydning, ja, i nogle tilfælde en helt afgørende teologisk betydning, er det for mig at se, at tegn på, at man ikke tolker det gamle testamente i lyset af åbenbaringen i Kristus. I Brevene i Ny Testamente skelnes der mellem den gamle pagts skygger, og den realitet i Kristus, som den gamle pagt kun indeholder skygger af. Se fx Kol 2,17, hvor der står, at ”Det er kun skygger af det, der skal komme, men det, der kaster skyggerne tilhører Kristus (Den Nye Aftale).og Hebr 1,10, hvor der siges, at ” ..loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse”. Således er templet i Jerusalem som stedet for Guds nærvær kun en skygge af Guds nærvær i Kristus, og Israel som det hellige land peger frem mod Guds Rige, der i Kristus bryder igennem med fred og glæde.

Der er bestemt god grund til for kristne at engagere sig i, hvad der sker med Jerusalem, både Øst- og Vestjerusalem, og det hellige land , både Israel og Palæstina. Men ikke fordi Israel og Palæstina spiller nogen teologisk rolle i kristendommen, men fordi hver enkelt menneske – uanset om vedkommende er israelit eller palæstinenser, jøde, kristen, muslim eller ateist – er af uvurderlig betydning, og at vi derfor – uanset Trumps trumf og zionisternes triumf – må håbe på og bede for fred og retfærdighed for alle mennesker i den del af verden.

 

Christiansfeld, mandag, den 11. december 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer

5 kommentarer

På vej med DF mod et flygtningefrit Danmark?

For øjeblikket forhandler Dansk Folkeparti med regeringen om en finanslov og en skattereform. Dansk Folkeparti har stillet i udsigt, at de vil støtte en finanslove og topskattelettelser mv., hvis regeringen til gengæld vil imødekomme DFs krav om ændringer i flygtningepolitikken, fx at bestemte grupper af flygtninge med midlertidigt ophold skal samles i særlige flygtningelejre uden mulighed for arbejde eller folkeskoleundervisning af børn, indtil de kan sendes ud af landet.

Uanset hvad man måtte mene om DFs konkrete forslag, så må man lade partiet, at det fører en meget konsekvent og målrettet politik, og de aktuelle krav flugter perfekt med denne politik.

Når det gælder afviste asylansøgere, gav DFs udlændinge og integrationsordfører Martin Henriksen i Berlingske 10 februar 2017 udtryk for, at man skulle gå så langt som til i givet fald at tvangsudsende dem til krigshærgede lande som Somalia og Syrien, selv om de hjemsendte i yderste fald ender med at blive slået ihjel.

Når det gælder de asylansøgere, som er blevet anerkendt som flygtninge, og dermed har fået midlertidigt ophold, så skrev samme Martin Henriksen i kronikken ”Flygtninge skal ikke integreres” i 2016, at ”DF mener, at flygtninge ikke skal være en del af arbejdsmarkedet og ikke skal ud og bo i kommunerne. De skal bo i statsdrevne asylcentre, hvor de blandt andet kan få undervisning, indtil de skal sendes hjem. Flygtninge skal ikke gøres til indvandrere.” Det vil sige, at DF går ind for oprettelse af flygtningelejre i Danmark med titusinder af flygtninge inkl. børn, der sandsynligvis kommer til at tilbringe mange år – ja i nogle tilfælde måske hele deres liv – i sådan lejre. For Dansk Folkeparti handler det altså hverken om integration eller assimilation, men om segregation og i sidste ende udvisning.

Når det gælder de flygtninge, som kommer til Danmark for at søge asyl, har DF talrige gange erklæret, at Danmarks grænser bør lukkes for asylansøgere. Det endegyldige mål for DF er et asylstop, dvs. at Danmark kan afvise alle asylansøgere ved grænsen. Det er – som selv Dansk Folkeparti ved – i modstrid med FNs flygtningekonvention, som Danmark tilsluttede sig i 1952, og som definerer en flygtning som en person, der, ”som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse.” Denne konvention foreslår DF, at Danmark trækker sig ud af, så Danmark i princippet ikke er forpligtet på at modtage en eneste flygtning.

Mogens Glistrup, som stiftede Fremskridtspartiet, som Dansk Folkeparti udsprang af, havde som erklæret mål et ”muhammedanerfrit Danmark”. Dette mål er mange i DF nok ikke grundlæggende uenige i, men DFs erklærede mål i dag er – når man analyserer deres politiske udtalelser – et flygtningefrit Danmark. Og meget tyder på, at DF er parat til at betale næsten; hvad det skal være; for at Danmark tager det næste skridt ned ad den vej. Som fx topskattelettelser, som partiet er principielt imod.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor langt Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance er parate til at følges med Dansk Folkeparti ned ad denne vej, for at få gennemført de ønskede topskattelettelser? Men det helt store spørgsmål er naturligvis, hvor langt politikerne i folketinget i det hele taget er parat til at gå arm i arm med Dansk Folkeparti på vejen væk fra traditionelle danske værdier, når det gælder behandlingen af flygtninge og spørgsmålet om konventioner og menneskerettigheder og samarbejdet i EU og FN på disse områder. At socialdemokratiet sammen med regeringspartierne for nylig stemte for i praksis at ophøre med at modtage 500 FN-kvoteflygtninge om året, tyder på, at det for disse partier er vigtigt at slå følgeskab med Dansk Folkeparti også selv om det betyder, at vi som land går enegang i forhold til de lande, som vi sædvanligvis sammenligner os med og samarbejder med.

Der er for mig ingen tvivl om, at DF arbejder målbevidst på at bane vej for et flygtningefrit Danmark, men jeg håber, at de andre partier vender om, inden de lader sig lokke længere ud på denne DF-vej og i stedet udstikker en anden kurs i retning af et  humant, solidarisk og gæstfrit Danmark.

Christiansfeld, tirsdag, den 5. december 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Økumenisk reformationsfejring og udsigten til kristen enhed

Kardinal

I 2017 har der været afholdt talrige reformationsjubilæumsarrangementer i Danmark. Når det gælder hele folkekirken, så blev reformationsfejringen for alvor skudt i gang med en festgudstjeneste i Haderslev Domkirke pinsedag, bl.a. med deltagelse af dronningen og statsministeren. I denne weekend afholdtes så i København det sidste officielle reformationsarrangement Det særlige ved dette arrangement at det var økumenisk. Der blev afholdt økumeniske seminarer på Universitetet og i Skt. Andreas Kirke og lidt senere i dag afholdes der en økumenisk gudstjeneste i Domkirken – med deltagelse af kronprinseparret.. I modsætning til mange af de andre arrangementer, der har fejret reformationens historiske betydning og indflydelse på det samfund vi har nu, har fokus i denne weekend været på fremtiden for forholdet mellem krkerne.

Som Prof. Gerd Theissen sagde: Paulus ville reformere jødedommen, men han blev kristendommens arkitekt. Luther ville reformere den katolske kirke, men blev protestantismens grundlægger. Efter at have lyttet til debatten mellem teologer og kirkeledere fra forskellige kirkesamfund melder spørgsmålet sig: Hvordan er udsigten så til en heling af det brud, som reformationen førte til?

Kardinal Gerhard Müller, der indtil for nylig var leder af Den Katolske Kirkes meget vigtige troskongreation, der tager sig af forholdet til andre kristne trossamfund, understregede i sit foredrag – trods det smertelige i den manglende enhed – at ”Det fælles, som forbinder os, er ikke et par værdier fra det kristelige vesterland eller vesten, men de centrale mysterier i den frelseshistoriske åbenbaring, Guds Treenighed, inkarnationen af den guddommelige logos, udgydelse ved tidernes ende af Helligånden, troen på Kristus-nådens virkelighed og virksomhed, syndernes tilgivelse, de døbte som Guds børn, håbet på kødets opstandelse, kærlighed til Gud og til næsten som opfyldelse af alle bud, den hellige skrift og den apostolske tradition i den udelte kristenhed og dåben, gennem hvilken vi bliver Guds børn og venner og som lede i Kristi legeme, som er kirken”.

Det er jo meget opmuntrende ord, og sandheden i dem er jo også blevet understreget på dansk grund derved, at repræsentanter for folkekirken sammen med repræsentanter for den katolske kirke – og næsten alle andre kirkesamfund i Danmark – i fællesskab har kunnet udarbejde en tekst til det danske folk om alt det, som vi som kristne i fællesskab kan sige om kristendommen, nemlig hæftet, ”Noget om den kristne tro”.

Men kardinalen fejede ikke problemerne mellem katolikker og protestanter ind under gulvtæppet, da han fortsætte med at sige, at ”Derfra kan al anstrengelse udgå, forskellene i forståelse af de andres sakramenter, eukaristien, biskopsembedet og den romerske Petrus-tjeneste i det mindst så vidt at overvinde, at de ikke længere er adskillende i trosbekendelsen og kirkefællesskabet.” Det, der skiller katolikker og protestanter er stadig, set fra protestantisk side er bl.a. og især, at den katolske kirke ikke tillader nadverfællesskab med ikke-katolikker, og at protestantiske kirker ikke betragtes som ”kirker i egentlig forstand, men kirkelige fællesskaber” (jf. Dominus Iuesus).

I sin respons til kardinalen gav biskop Marianne Christiansen udtryk for, at kirkens enhed godt kan komme til udtryk i ”forskellige ydre ordninger og ledelsesformer, der alle står til tjeneste for Kristi kirke, som består af de troende”. Dette syn på grundlaget for et økumenisk fællesskab udbyggede hun med henvisning til, Boenhoeffers forståelse af kirken, som kardinalen også havde refereret til i sit oplæg. Kirken kan kun være Kristi kirke, når den er kirke for de andre. ”Det er måske den erkendelse, som igen kan føre blikket væk fra de stivnede positioner og lærestridigheder. Sådan er det i hvert fald i nogen grad sket internt i den danske folkekirke (….), at de teologiske positioner nu står knap så skarpt over for hinanden i en tid, hvor det helt grundlæggende drejer sig om at få fortalt om Jesus og overhovedet give sprog og rum til et gudsforhold, før vi evt. begynder på vore stridigheder. Sådan må det også være mellem konfessionerne. Verden har brug for evangeliet og for tro virksom i kærlighed. Og det er en fælles opgave for alle kirkesamfund. Den økumeniske bevægelse er ikke kun at vende ansigterne mod hinanden i samtale, men nok så meget sammen at vende ansigtet mod verdens nød, fattigdom, krig og og overgreb, fremmedhad, klimaødelæggelse, meningsløshed og tomhed og tage fat på tjenesten sammen. Et Bonhoeffer-citat: ”Nur wer für die Juden schreit, darf gregorianisch singen”. Kirkerne må involvere sig i verden.”

Noget tyder på at de teologiske samtaler mellem protestanter og katolikker ikke i umiddelbar fremtid kommer videre, men måske skulle vi i stedet bruge flere kræfter på sammen at vende os mod verden og de udfordringer, som den stiller os alle overfor, uanset om vi er ortodokse katolikker, lutheranere, reformerte, baptister eller pinsevenner. Protestanter og katolikker kan desværre (endnu) ikke fejre nadver sammen og opleve en teologisk og kirkelig enhed,, men vi kan måske i al vor forskellighed sammen vende os mod verden og dens udfordringer og opleve en enhed i tjenesten vor vore medmennesker.

 

København, første søndag i advent, den 3. december 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Muhammedtegninger – uden tegningekrise!

MuhammedEr der én ting, som mange danskere mener at vide om islam, så er det – efter Muhammedkrisen i 2006 – at det er forbudt i islam at tegne mennesker og strengt forbudt at tegne profeten Muhammed. Men virkeligheden er ofte mere nuanceret end vi undertiden  går rundt og tror. For nylig blev jeg færdig med at læse en bog på 500 sider af den verdensberømte tyrkiske forfatter Orhan Pamuk. Bogen, der hedder ”Mit navn er rød” og er fra 1998, er en slags kriminalroman, der er foregår i det osmanniske rige, i Istanbul, i slutningen af det 1590erne. Hovedpersonerne er miniaturemalere, der bl.a. malede billeder af personer til sultanen, og i det arbejde trak på en århundrede lang tradition i den muslimske verden. Det var ikke dog helt uproblematisk at være miniaturemaler og male billeder af mennesker og dyr, da der var ekstreme muslimske grupperinger, som var af den opfattelse, at det var i modstrid med islams lære.

I fredags åbnede der i Davids Samling en meget spændende særudstilling om ”Menneskefiguren i islamisk kunst – folk fyrster og hellige mænd”. Her er billeder af mennesker og dyr, af mænd og kvinder, sultaner og krigere. Der er billeder fra kærlighedens verden, inkl. fuldbyrdelsen af et ægteskab, og fra hverdagslivet. Der er billeder fra den religiøse verden, af persongalleriet i Koranen (og det gamle testamente) som fx Noah og Salomon. Og så er der sidst men ikke mindst en række billeder af profeten Muhammed. Vi kommer ansigt til ansigt med Muhammed, der deltager i slaget mod mekkanerne i Uhud, et slag som Muhammed og hans hær faktisk tabte. Vi møder Muhammed på dyret Buraq under hans mystiske fart rejse til Jerusalem og til både himmel og helvede. Og endelig er der et billede af Muhammed ridende på en kamel og Jesus ridende på et æsel, det motiv, som biskop Niels Henrik Arendt brugte som forsidebillede på sin bog ”Gud er stor”. Når vi kommer op tiden fremstilles Muhammed dog med et slør for ansigtet, så vi ikke kan se hans ansigtstræk.

Uhud

De første figurative billeder i den muslimske verden finder vi allerede i ummayade-kalifatets tid dvs. fra år 660 og fremefter, nemlig på mønter, og der har op igennem islams historie været eksempler på, at man har accepteret og påskønnet figurative billeder. Men det sted, hvor den figurative kunst især fik mulighed for at udfolde sig, var i miniaturemalerier i manuskripter. Hvordan kan det være, at der i mange århundreder har været en tradition for at afbilde mennesker, ja, sågar profeten Muhammed.

Baggrunden for eksistensen af den figurative kunst i islam er, at der i Koranen faktisk ikke er noget billedforbud, men der er en negativ holdning til billeder og skulpturer, når de optræder i forbindelse med tidligere tiders afgudsdyrkelse. Det er først i traditionerne om Muhammed, hadith, der blev samlet og redigeret 2 – 300 år efter Muhammed, at der optræder et decideret kritisk syn på figurative fremstillinger. Kritikken i hadith af figurative billeder hænger sammen med at de forbindes med afgudsdyrkelse, at de distraherer de troende i deres hengivelse til Gud, og at de kan opfattes som en konkurrence i forhold til Guds skaberkraft. Der er imidlertid ikke nogen entydig fordømmelse af figurative billeder i hadith. Ikke desto mindre har mange muslimske grupper gennem tiderne været meget kritiske eller ligefrem fordømmende i forhold til afbildning af mennesker og dyr.

Som Jakob Skovgaard-Petersen gør opmærksom på i sin artikel, ”Menneskefigurer i den moderne muslimske verden” i bogen Menneskefiguren i islamisk kunst, der er udgivet i anledning af udstillingen, så respekteres islams ’billedforbud’, hvis man overhovedet kan tale om noget sådant, ikke i den moderne muslimske verden. Men når det gælder religiøse emner, har der helt op til i dag været stor tilbageholdenhed med billedbrugen, og især mht. fremstillingen af Muhammed. I 2015 gik man imidlertid så vidt i Iran, at man producerede en film om Muhammed, hvor man så Muhammeds krop, men ikke hans (og heller ikke hans fætter Alis) ansigt.

Skovgaard-Petersens konklusion er værd at lytte til, når det gælder billedforbud og Muhammedkrisen. ”Teologisk og juridisk var de muslimske reaktioner ikke knyttet til forbuddet mod billeder, der aldrig har været komplet efterlevet, og i hvert fald for længst var faldet. De var heller ikke knyttet til forbuddet mod afbildninger af profeter, som jo altså også var stærkt på retur. En lokal arabisk avis trykte faktisk tegningerne op som dokumentation for, hvad den opfattede som europæisk had til islam, og det blev den ikke kritiseret for. Vreden var rettet mod nedgørelsen af profeten Muhammad og debatten i muslimske medier var ikke om ’afbildningen’, men om ’forhånelsen’.”

 

København, onsdag, den 29. november 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er Gud en mand? – Kommentar til debatten om Gud i den svenske kirke.

Hvis jeg, der er en mand, hævder, at Gud er en mand, så er der alvorlig fare for, at jeg har skabt mig en Gud i mit billede – og bruger mit billede af Gud som mand til at legitimere en patriarkalsk tænkning. Gud er ikke skabt i mandens billede, men både mand og kvinde er skabt i Guds billede og bærer den sammen gudbilledlighed og værdighed.

Hvis vi hævder, at Gud er en mand, så er der alvorlig fare for, at vi gør Gud til et menneske. For Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, den forskel hører skaberværket til, men Gud er hævet over sit skaberværk, og overskrider derfor de grænser, som vi kender mellem mandligt og kvindeligt. Og derfor giver det ingen mening, at sige, at Gud har et bestemt køn.
Men når Gud i Jesus fra Nazareth bliver menneske, så træder han ind i den skabte verden med dens kønsforskelle, og der har Gud valgt at lade sig føde som en mand.

Når Bibelen taler om Gud som en far, er det altså ikke fordi Gud er en mand. Men Bibelen bruger billeder fra menneskelivets verden til at udtrykke, hvem Gud er for os. De fleste af billederne er hentet fra mandens verden, men der er også en række billeder hentet fra kvindens verden. Skal vi tale ret om Gud, så må vi bruge biller hentet fra både mandens og kvindens verden.

Selvom Gud hverken er mand eller kvinde, men overskrider disse grænser, er Gud ikke et det, men et du, som vi henvender os til. Og derfor har vi brug for at bruge personlige billeder, når vi lytter til Gud og taler til Gud. Og derfor giver det mening, når Jesus lærer os at bede til Gud, så bruger han billedet af faderen, der elsker sine børn: ”Vor far, du som er i himlen ….”. Men når vi både bruger billeder af Gud som en far og som en mor, så understreger vi dermed, at Gud på den ene side ligner os, men at han også er forskellig fra os, fordi han overskrider de grænser, der hører vores skabte verden til.

 

Christiansfeld, mandag, den 27. november 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvorfor kan vi i Danmark ikke bare vende ryggen til verden?

Hvorfor skal vi i Danmark modtage 500 kvoteflygtninge om året, når vi i forvejen har store udgifter til og problemer med integrationen af de flygtninge, som vi i forvejen har?

Hvorfor skal vi i Danmark respektere FNs flygtningekonvention, når det betyder, at vi så ikke kan holde flygtninge ude fra Danmark? Hvorfor kan vi ikke bare opsige denne konvention?

Hvorfor skal vi i Danmark bruge milliarder af kroner i U-landshjælp på mennesker i Afrika og Asien, når der er mange områder, hvor vi kunne forbedre velfærden for danskerne?

Hvorfor skal vi i Danmark ikke bare melde os ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, når den begrænser det danske folketings frihed til at vedtage de love, som det måtte ønske?

Hvorfor skal vi i Danmark bekymre sig om den globale opvarmning, den voksende globale ulighed, fattigdom i den tredje verden osv., når vi har så mange lokale og nationale udfordringer at forholde os til?

Hvorfor kan vi i Danmark ikke bare lade verden gå ad Helvede til og så bare tage os af vore egne problemer her i Danmark?

Det svar, som burde være selvindlysende for enhver dansker, er, at det kan vi ikke, fordi vi er en uadskillelig del af den globaliserede verden. Selv om vi vender ryggen til problemerne ude i verden for bare at pille i vor egen navle, så vil verdens problemer ikke længere lade os i fred. Hvis verden går ad helvede til, så går Danmark også ad helvede til. De udfordringer, vi står over for i Danmark i dag, og dem vi vil komme til at stå overfor i morgen og i overmorgen, er globale udfordringer, som ikke kan løses nationalt, men kræver globalt samarbejde.

Derfor er der god grund til for politikere og for alle os andre i Danmark at læse det offentlige brev til politikerne, som en række internationalt orienterede hjæleorganisationer som fx Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors sammen med en række kendte personligheder har udsendt, for at få politikerne til at besinde sig inden de vedtager en lovændring, der i praksis lukke for kvoteflygtninge. For som der står i brevet: ”Vi er bekymrede for, at Danmark er i færd med at vende ryggen til nogle af verdens mest sårbare mennesker, FN´s kvoteflygtninge. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil Danmark være det første land blandt vores nabolande, der aktivt lukker for kvoteflygtninge og dermed kraftigt signalerer, at vi ikke vil være en del af det internationale samarbejde om at modtage flygtninge. Det vil være et slag mod hele det internationale flygtningesamarbejde midt i en historisk flygtningekrise, hvor 65,6 millioner mennesker er på flugt – mindst halvdelen af dem er børn. For hvis et af verdens rigeste og mest stabile lande ikke skal tage sit ansvar – hvorfor skal andre lande så gøre det?”

Ja, hvorfor skal vi overhovedet tage os af de andre, om det så er de undertrykte og sultende i Afrika eller de fattige og hjemløse i Danmark, når vi har nok i os selv? Måske kunne vi få et svar ved at gå i kirke i morgen, hvor søndagens prædikentekst netop er Jesu domslignelse i Mattæusevangeliet kap. 25, hvor han bl.a. siger ”For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?  Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”

Hvert enkelt menneske er skabt i Guds billede og derfor af uendelig værdi. Eller, som der står – måske som et ekko af evangeliet – i art. 1 i FNs menneskerettighedserklæring: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets bånd”. Det handler om vor næste, det handler om vore medmennesker.

Det gælder kvoteflygtningen i FNs flygtningelejr i Jordan, som drømmer om fremtid og håb.

Det gælder det menneske, der er flygtet fra forfølgelse i Afghanistan, og nu banker på vor dør.

Det gælder den fattige bonde i Uganda, som får hjælp til at få et bedre liv gennem vor u-landshjælp.

Det gælder. Det gælder det menneske, hvis rettigheder trædes under fode i Rusland og som kan få sin sag taget op ved den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Det gælder de mennesker, hvis liv trues af global opvarmning, økonomisk ulighed osv. i Afrika.

Vort ansvar rækker naturligvis ikke længere end vore ressourcer, muligheder og vor indflydelse, men vore ressourcer, muligheder og vor indflydelse rækker længere end til hækken ind til min nabo og længere end til Kruså.

 

Christiansfeld, lørdag, den 25. november 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Religionsfrihed og åndsfrihed – på Christiansborg

Høring.jpgVed høringen om religionsfrihed på Christiansborg i dag, blev vi bl.a. mindet om, hvilken tradition vi står i, når det gælder forståelsen af religionsfrihed og åndsfrihed. Prof. Heiner Bielefeldt, der som FNs særlige rapportøre for religions- og trosfrihed sidste år aflagde rapport om situationen i Danmark, mindede os om, hvordan Luther, Kierkegaard og Grundtvig har været med til at præge en folkekirkelig religiøsitetsform, der åbenbart gør det vanskelig for os at acceptere islam pga. muslimernes anderlededes religiøsitetsform. Biskop Marianne Christiansen brød ud i sang og illustrerede ud fra sange i Højskolesangbogen, hvordan det fællesmenneskelige og det religiøse betinger hinanden. Daniel Toft Jakobsen, medlem af folketinget for Socialdemokratiet mindede om Hal Kochs skelnen mellem magtkamp og åndskamp. Med sværdet kan vi finde ud af, hvem der er den stærkest, men ikke hvem der har ret. Udemokratiske holdninger skal ikke mødes med magtkamp, men med åndskamp.

Mest udfordrende var for mig Ove Korsgaards overvejelser om frihed og tvang. Ove Korsgaard, der er professor emeritus i pædagogik, tog udgangspunkt i en analyse af reformationsfejringen. For ham at se er der i omløb to reformationsfortællinger, en frihedsfortælling, repræsenteret ved folk som Kathrine Lilleør og Sørine Gotredsen, og en tvangsfortælling, repræsenteret ved folk som Jens-André Herbener og Frederik Stjernfelt. If frihedsfortællingen var Luther en frihedens mand, der lagde grunden til religionsfrihed, demokrati mv. If. tvangsfortællingen var Luther tværtimod den, den der repræsenterede et autoritært styre og gik ind for tvang i religion. Hvem har ret? If. Korsgaard har der været noget uforløst i fortællingerne om reformationen og vi har brug for en fortælling der forener de to.

Det er Luthers syn på forholdet mellem frihed og tvang, der gør Luther moderne. If. Luther er troen den kristnes mulighed for frihed, åndelig frihed, hvilket forudsætter forestillingen om individuel autonomi. Over sjælene kan Gud ikke lade andre regere end ham selv, og statens magt stopper derfor ved sjælen, ved menneskets samvittighed. Derfor kan åndsfriheden føres tilbage til Luther. Der er ingen myndighed, der må tvinge nogen til at tro, men den verdslige myndighed må godt bruge tvang for at sikre, at alle bliver undervist i forudsætningen for tro, og det ville for Luthers vedkommende sige Den Lille Katekismus, som alle i samfundet – både børn og voksne – skulle have undervisning i. Det betød fx, at hvis en person modsatte sig at blive undervist i katekismen, så kunne han eller hun i værste fald blive landsforvist.

Tvangen hører imidlertid kun hjemme i det verdslige regimente, mens friheden hører hjemme i det åndelige regimente. Men for Luther er de to regimenter ikke adskilte rum, men forbundne kar. Tvang er nødvendig, men kun den tvang, der bidrager til udviklingen af troens forudsætning, den tro der kun kan antages i frihed. Overført til aktuelle problemstillinger i Danmark i dag ville denne forståelse af åndsfrihed betyde, at man fx ikke må tvinge nogen til demokrati, men at man godt må tvinge dem til undervisning i demokrati, fx i folkeskoler og friskoler. Der er naturligvis ikke nogen garanti for, at folk bliver demokratiske af undervisning i demokrati, lige så lidt som der er garanti for at folk bliver troende af undervisning i den lille katekismus. Men man kan kun håbe, at undervisningen gør folk til demokrater. Længere kan man ikke gå, for alle mennesker har, som Løgstrup har udtrykt det en urørlighedszone, som vi må respektere – og det er egentlig et andet ord for åndsfrihed.

Der var heldigvis enkelte folketingsmedlemmer til stede under høringen, men – for at blive i Luthers forståelse af frihed og tvang, så kunne jeg virkelig have ønsket mig, at alle folketingets medlemmer blev ”tvunget” til at lade sig undervise emnet religionsfrihed og åndsfrihed, i det håb, at de frit ville have tilegnet sig en dyb overbevisning om betydningen af åndsfrihed og religionsfrihed, som ville præge deres lovgivningsarbejde.

 

København. Fredag, den 24. november 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar