Hvilke holdninger lå bag Brenton Tarrants terrorhandling i Christchurch i dag?

Skærmbillede 2019-03-15 kl. 14.11.33
Hvem er den 28 årige australske mand, Brenton Tarrant (BT), der stod bag den forfærdelige terrorhandling mod to moskeer midt under fredagsbønnen i Christchurch i New Zealand, en terrorhandling, som indtil videre har kostet 49 mennesker livet og såret mange andre? Og hvilke holdninger ligger der bag denne ugerning? Før Brenton Tarrant angreb moskéerne havde han lagt et 74 sider langt manifest ud på nettet, ”The Great Replacement”, hvor han præsenterer sig selv og sin begrundelse for angrebet.

I manifestets ”Introduction” (s. 1-2) skriver BT, at fødselsraten i vestlige lande falder, så den europæiske befolkning snart vil gå til grunde, men samtidig stiger befolkningstallet. Årsagen er en massiv indvandring. ”We are experiencing an invasion on a level never seen before in history … This crisis of mass immigration and sub-replacement fertility is an assault on the European people that, if not combated, will ultimately result in the complete racial and cultural replacement of the European people.”

Der er if. BT tale om en etnisk, kulturel og racemæssig udskiftning af befokningen i den vestlige verden. Ja, der er tale om ”a white genocide”, og derfor er hans konklusion, at ” We must crush immigration and deport those invaders already living on our soil. It is not just a matter of our prosperity, but the very survival of our people”.

I det næste hovedafsnit, ”Answering possible questions” (s. 3-20) begynder han med at præsentere sig selv som ” Just a ordinary White man,28 years old. Born in Australia to a workingclass, low income family. My parents are of Scottish,Irish and English stock.” Han har ingen uddannelse og har haft forskellige jobs. ”I am just a regular White man, from a regular family. Who decided to take a stand to ensure a future for my people”.

På det afgørende spørgsmål om, hvorfor han udførte (eller rettere: ville udføre) sin terrorhandling, svarer han bl.a., at han gjorde det

  • For at vise dem, der har invaderet vore hjemlande, at de aldrig vil få held til at erobre vore lande og udskifte vort folk.
  • For at tage hævn over de hundreder af tusinder, som i historiens løb var døde på grund af denne invasion, de millioner europæere, som var blevet bortført som slaver af muslimer, de tusinder europæere som var døde i terrorangreb, Ebba Åkerlund [en 11-årig pige som i 2017 blev dræbt i et terrorangreb i Stokholm].
  • For direkte at reducere immigrationsraterne til europæiske lande ved fysisk at intimidere dem, der invaderer vore lande.
  • For at skabe en atmosfære af frygt og forandring, hvor en drastisk, mægtig og revolutionær handling kan finde sted.
  • For at bidrage til destabiliseringen og polariseringen af det vestlige samfund for i sidste instans at ødelægge det aktuelle nihilistiske, hedonistiske, individualistiske vanvid, som i dag kontroller vestlig tænkning.

BT er ikke medlem af nogen organisation, men har dog doneret til og interageret med mange nationalistiske grupper. Der var imidlertid ikke nogen gruppe, som beordrede ham til at udføre angrebet, men han traf selv beslutningen. ”Though I did contact the reborn Knights Templar [Anders Breivik] for a blessing in support of the the attack, which was given.”

BT begyndte planlægningen af angrebet for to år siden. Oprindelig havde han tænkt på at angribe en anden moské, men efter at have besøgt moskeerne i Christchurch og Linwood, og set vanhelligelsen af en kirke i Asburn, som var blevet konverteret til en moské, ændrede han sine planer. Nu ville han angribe de prominente moskéer i Christchurch og Linwood, og om muligt også moskeen i Ashurton [denne moske nåede han dog ikke at angribe, inden han blev pågrebet].

Han indrømmer, at hans angreb per definition er et terrorangreb, men han betragter det som et partisanangreb mod en besættelsesmagt. Han føler imidletid ingen anger for angrebet, og ønsker kun at han kunne have dræbt endnu flere. Han hader ikke muslimer, der bor i deres hjemland, men kun dem, der har invaderet hans land. Og endnu mere hader han de konvertitter til islam, som har vendt deres arv, kultur og tradition ryggen og er blevet forrædere mod deres egen race.

BT lægger ikke skjul på, at det var på internettet, han fandt ’sandheden’: ”You will not find the truth anywhere else.” Hans ideologi, som han selv præsenterer den, kan sammenfattes sådan:

  • Han er etno-natioanalist og racist, men ikke nazist.
  • Han ved ikke, om han er kristen ”That is complicated. When I know, I will let you know”. Men han citerer pave Urban den Andens kald til korstog.
  • Han er ikke demokrat. ”Democracy is mob rule and the mob itself is ruled by our enemies. … Force is the only path to power and the only path to true victory.”
  • Han er fascist (og øko-fascist!), og grundlæggeren af det engelske fascistparti Oswal Mosley er den person i historien, hvis holdninger ligger tættest på hans. ”When I was young I was a communist, then an anarchist and finally a libertarian before coming to be an eco-fascist”.
  • Han er inspireret af folk som Luca Traini, Dylan Roof, Anton Lundin Pettersson, kendt fra Trollhättan skoleangrebet i 2015) Darren Osbourne (kendt fra Finsbury Park angrebet) – og Anders Breivik. ” I have read the writings of Dylan Roof and many others, but only really took true inspiration from Knight Justiciar Breivik … But I have only had brief contact with Knight Justiciar Breivik, receiving a blessing for my mission after contacting his brother knights.”

Derefter følger ”Section 1: Address to various groups” (s. 21-26). Her tager han afstand fra konservatismen -”Conservatism is dead. Thank God. Now let us bury it and move on to something of worth”. Hans eneste budskab til kristne er et optryk af pave Urban den andens appel om korstog ”Ask yourself what would pope Urban 2 do?”. Til ”Antifa/Marxits/Communists” er hans budskab: ”I want your neck under my boot. See you on the streets you anti-white scum”. Til tyrkerne siger han ”You can live in peace in your own lands, and may no harm come to you …. Flee to you own lands, while you still have the chance”.

I ”Section 2 General thoughts and potential strategies” (s. 27-69) optrykker BT tekster (med kmmentarer) fra en lang række forfattere og organisationer, som han sympatiserer med. Her skal jeg blot gengive et par citater til illustration:

  • ”The radicalization of young Western men is not just unavoidable, but inevitable.”
  • ”Expecting immigrants to assimilate to a dying, decadent culture is laughable.”
  • ”Kill high prophile enemies. … Kill Angela Merkel, Kill Erdogan, kill Sadiq Khan”
  • ”The unarmed invader is more dangerous than the armed”.
  • ”Europe for Europeans. The invaders must be removed from European soil, regardless from where they came or when they came.”
  • ”Minorities are never treated well, do not become one.”
  • ”Death is certain, you may die in service to some grand crusade or pass away in a hospice, either way you will die.”
  • ”NGOs are directly involved in the genocide of the European people.”
  • ”When anyone can be a German, a Brit, a Frenchmen,then being European has truly lost all meaning”.

(XX glemte åbenbart at skrive ”Section 3)

I ”Section 4 In conclusion” (70-74) skriver BT til slut, ”As for me, my time has come. I cannot guarantee my success. All I know is the certainty of my will and the necessity of my cause. Live or die,know I did it all for you; my friends, my family, my people, my culture,my race. Goodbye, God bless you all and I will see you in Valhalla. EUROPA RISES”.

Manifestets titel ”The Great Replacement” refererer til en velkendt og i visse ekstreme nationalkonservative kredse meget udbredt konspirationsteori, der går ud på, at den hvide kristne befolkning systematisk er ved at blive erstattet af ikke-europæiske folk – især folk fra Mellemøsten og Afrika – gennem masseindvandring og demografisk vækst. ”The Great Replacement” er titlen på en bog fra 2012 af den franske forfatter Renaud Camus. Konspirationsteorien udbredes bl.a. af bevægelser som Pegida og ”bloc identitaire”og af websitet Gates of Vienna. BTs manifest flugter helt med denne konspirationsteori.

Det er imidlertid tankevækkende, at BT udtrykkeligt peger på Anders Breivik som sin inspirationskilde og sin helt, og at han også angiveligt skulle have været i kontakt med ham forud for terrorhandlingen. Når man sammenligner Brentan Tarrants og Anders Breivik forsøg på at legitimere deres terrorhandlinger, er der da også et stort sammenfald. Anders Breivik er spærret inde på livstid, men desværre ikke hans holdninger.

Christiansfeld, fredag, den 15. marts 2019
Mogens S. Mogensen

 

For at læse mere om Anders Breiviks ideologi, læs her:

Hvilke holdninger lå bag Anders Breiviks terrorhandling? 1 – Nationalkonservatisme

Hvilke holdninger lå bag Anders Breiviks terrorhandling? – 2: Korstogsideologi

Er Breivik gal eller normal?

Breiviks verdensbillede og argumentation for terrorhandling

Anders Breiviks paranoide og grandiøse vrangforestillinger

Reklamer

1 kommentar

Er mission noget eksotisk?

Når ordet mission nævnes i folkekirken, er der en del, der tænker, hvad det har med folkekirken at gøre? Er mission ikke noget eksotisk, der hører hjemme i Afrika?

Jo, mission kender vi fra Afrika. I 1913 blev Niels Brønnum m.fl. sendt til den engelske koloni Nigeria. Han er et eksempel på, hvad mission er.

  • Han slog sig ned i en landsby, boede sammen med de lokale, spiste sammen med dem, lærte deres sprog, talte med og lærte deres kultur at kende og blev venner med dem – selvom der var forskelle mellem dem mht. etnicitet, kultur og tro.
  • Da han var uddannet som læge, tog han sig selvfølgelig af de lokale og deres sygdomme, og helbredte dem så godt han kunne.
  • I den ene hånd havde han lægetasken, i den anden hånd havde han bibelen. Han vidnede for dem om sin tro på Kristus, han forkyndte for dem, han underviste dem, han samtalede med dem om deres og hans tro.
  • Hver søndag holdt han og de andre missionærer gudstjeneste sammen, og han inviterede naturligvis de lokale, der viste interesse, med ind i gudstjenestefællesskabet.

Sådan begyndte missionen i Afrika, med udsendelsen af missionærer bl.a. fra Danmark. I dag er det så afrikanere, der fortsætter denne missionspraksis.

Der er, hvad mission handlede og handler om i Afrika. Og hvis vi har svært ved at forholde os til, hvad mission er i folkekirken i dag, så kunne vi måske tage ved lære af missionen i Afrika. Og hvad vil det så betyde for vor forståelse af mission.

  • Mission er, at præster, medarbejdere, menighedsråd, frivillige er til stede i lokalsamfundet, taler med folk, spiser sammen med dem, lærer folk at kende og bliver venner med dem, selvom der måtte være forskelle mellem os mht. etnicitet, kultur og tro.
  • Mission er, at præster, medarbejdere, menighedsråd, frivillige viser omsorg for vore medmennesker, omsorg for ensomme, fattige, syge og hjælper dem med deres problemer, så godt de kan.
  • Mission er, at de lytter til, hvad der giver livet mening for mennesker, og at de fortæller, hvad der giver deres liv mening, at de samtaler med dem om det, og også at de forkynder og underviser om kristentro.
  • Mission er, at de åbner deres gudstjeneste og deres fællesskaber for dem, der aldrig eller kun sjældent kommer, at de inviterer alle med til den fest, som kristendommen handler om, og at de sørger for, at folk bliver set og føler sig velkomne.

Er mission noget eksotisk, der hører hjemme i Afrika? Ja, mission er eksotisk og foregår i Afrika. Men mission er også noget meget dagligdags, som hører hjemme i ethvert sogn i folkekirken.

Christiansfeld, torsdag, den 14. marts 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Refleksioner over mødet med ”Presence and Engagement” i ”Church of England”

England har en ”established church” lige som Danmark, dvs. en kirke etableret ved lov. Den anglikanske kirke er i kirkefællesskab med folkekirken gennem Porvoo-aftalen mellem lutherske og anglikanske kirker i Europa. England er lige som Danmark et land, der har oplevet en stærk sekularisering. England er som Danmark blevet et multikulturelt og multireligiøst samfund, men kirken har mange flere års erfaring med at forholde sig til den udfordring end folkekirken. Der er flere indvandrere og efterkommere af indvandrere i England end i Danmark, men stort set det samme procenttal muslimer i begge lande. Derfor gav det mening, at vi var en lille gruppe fra Folkekirkens Migrantsamarbejde (Folkekirkens Mellemkirkelige Råd), som tog på studietur til England.

Vi landede i Manchester, besøgte Wakefield ved Leeds, Nottingham, Birmingham og Bradford, alle byer, hvor kirkerne har gjort sig spændende erfaringer og refleksioner mht. at være kirke i mødet med mennesker med andre kulturer og religioner, og hvor de kristne mange steder er kommet i mindretal.

I Wakefield Cathedral deltog vi i en gudstjeneste på engelsk og farsi, hvor Gulnar Francis-Dehqani, som er biskop i Loughborough, og som i 1980 flygtede fra Iran, da hendes bror blev dræbt, ledte gudstjenesten og den lokale biskop Paul Butler prædikede og der blev sunget på både farsi og engelsk. Nadvergudstjenesten, der havde omkring 550 deltagere, langt de fleste unge farsitalende konvertitter, blev holdt i anledning af autorisationen af en farsi-oversættelse af liturgien. En af deltagerne, Sara, præsenterede os efter gudstjenesten for den iranske biskop, der i 1989 – to måneder før ayatollah Khomenis død – havde døbte hende. Siden havde biskoppen tilbragt længere tid i fængslet, og hun var flygtet til England. Men, som hun sagde med et smil, det var sikkert pga hendes dåb, at ayatollaen var død.

I Nottingham deltog vi – i Sct. Pauls with Sct. Steven Church – i den ordinære gudstjeneste, som set fra en dansk folkekirkelig synsvinkel ikke var så ordinær endda, idet to tredjedele af deltagerne var indvandrere fra mange forskellige dele af verden, halvdelen af dem dog iranere. Det var en vigtig pointe for dem, at holde gudstjeneste sammen på tværs af etniciteter, kulturer og sprogbaggrund for dermed at understrege enheden i Kristus. Onsdag aften samledes så den iranske gruppe til bibelstudier, bøn og fællesskab på farsi, men med deltagelse af præsten. For som han sagde, det er ikke alle iranerne, der forstår så meget endnu, men alligevel kommer de til gudstjeneste på engelsk. Så kunne han vel også deltage i deres farsi-fællesskab, selvom han endnu ikke forstod så meget af det.

I Birmingham, hvor der bor 187 forskellige nationaliteter, og hvor næsten alle verdens religioner er repræsenteret, identificerer halvdelen af befolkningen sig som kristne. Præsten i Sct. Christopher Church, der har et meget stort socialt arbejde i sognet (støttet af kommunen), understregede betydningen af den betingelsesløse kærlighed, deres opgave var at tjenes befolkningen uden skjulte dagsordener – som fx at de derigennem skulle blive kristne, og det er der heller ikke meget, der tyder på, at de gør. Præsten var meget klar i mælet: Det er ikke op til os at omvende mennesker, det er Helligåndens opgave. Hvis muslimerne i denne bydel bliver kristne, så mister de hele det stærke fællesskab, som de er meget afhængige af. Han tænkte, at muslimer måske ikke ville begynde at blive kristne i større stil, før kirken ville være i stand til at tage sig godt af dem og give dem et dagligt fællesskab. Nogle enkelte muslimer og sikher var dog blevet kristne, og der var også enkelte skjulte kristne blandt muslimerne.

I Bradford besøgte vi Sct. Paul’s Church in Manningham, et sogn, hvor 80% af befolkningen var pakistanske muslimer. Også her havde kirken et stort socialt eller diakonalt arbejde, hvor man brugte kirkens lokaler. Når man kommer fra en dansk folkekirke, hvor næsten alle kirker er i perfekt stand og indrettet æstetisk, slog det mig at se disse engelske kirker, der virkede en del forsømte og nedslidte. Rammerne var ikke imponerende, men det var det liv og den tjeneste, der udfoldede sig der, hvor mennesker med meget forskellig kulturel, etnisk og religiøs baggrund kom og fik hjælp og fandt fællesskab på tværs af grænser.

Søndagsgudstjenesten var også meget broget med deltagelse ikke bare af englændere, men også iranere, kurdere, afghanere, afrikanere, slovener osv. Knyttet til kirken var der et missional fællesskab hovedsageligt bestående af iranere, der mødtes hver mandag aften

Sognepræsten understregede, at nøgleordet var relationer, ”it is a slow burner, it takes a long time”. Præsten ved nabokirken i samme sogn havde to interessante observationer. For det første, at den anglikanske kirke var fattig på penge, men rig på bygninger, fx præstegårde, som der ikke længere var brug for, men som kunne danne ramme om missionale fællesskaber. For det andet, at det var vigtigt at holde fast i liturgien af hensyn til dem, der endnu ikke kunne så meget engelsk, så der i hvert fald var noget, de hurtigt kunne lære at forstå.

Toby Howarth, der nu er biskop i Bradford, var for en 10-15 år siden med til at gennemtænke, hvordan Church of England kunne være kirke i en multireligiøs kontekst. Et af resultaterne blev ”Presence and Engagement”, der er kirkens ”national programme equipping Christians for mission and ministry in the wonderful diversity of our multi- faith society. The programme has developed a new language for this work, focusing on the importance of the Church both remaining present in multi-religious areas and engaging positively with communities of other faiths.”

If. biskoppen var der tre grunde til etableringen af dette program. For det første havde sognepræster, der arbejdede i multireligiøse kontekster i de store byer, svært ved at redegøre teologisk for, hvad de havde gang i. Derfor var der brug for et forum for teologisk tænkning. For det andet var der ved at være en tendens til at sige, at der ikke var brug for så mange præstelige (og andre) ressourcer i sogne, hvor en større og større andel af beboerne tilhørte andre religioner. Derfor var der brug for en strategi, der kunne fastholde kirkens tilstedeværelse og engagement i disse multireligiøse områder. I det hele taget hørte vi igen og igen en understregning af, at den anglikanske kirke så sig selv som en kirke med ansvar for hele sognet, for hele folket, og ikke kun for medlemmerne eller dem med en kristen baggrund. For det tredje var der brug for at se denne nye mangfoldighed ikke som en problem, men som en gave.

Opgaven for kirken if. Presence and Engagement er både evangelisering, dialog og arbejdet for det fælles gode (diakoni). Alle vi talte med anerkendte, at det var en udfordring at finde balancen og sammenhængen mellem disse tre dimensioner af kirkens virke. De mere evangelikale og karismatiske præster og menigheder ville principielt helst lægge vægten på evangelisering og omvendelse, mens de mere liberale principielt helst ville lægge vægten på dialog og socialt arbejde. Her var det opgave for konsulenterne i Presence and Engagement, dels at hjælpe menighederne med at realisere deres visioner, dels at minde dem om de dimensioner i kirkens arbejde, som de måske havde overset.

Presence and Engagement har en række centre rundt om i England, som støtter op om arbejdet. Et af dem er The Faithful Neighbourhoods Center i Birmingham, hvor vi bl.a. talte med Richard Sudworth, der er ærkebiskoppens sekretær vedr. interreligiøse spørgsmål. If. ham var dialog vigtig, men faren var, at dialogen blev intetsigende venligheder, at der ikke var noget på spil, og at dialogen derfor ikke flyttede noget hos nogen.

Da vi talte med ham om muligheden for, at menigheder i et multireligiøst sogn kunne være engageret i evangelisering, var hans hovedpointe, at det ikke er noget problem, at kristne er helt tydelige om deres tro, tværtimod, for det forventer muslimer og andre. Det er heller ikke et problem i forhold til muslimer (men nok i forhold til hinduer), at kristne ønsker, at de andre bliver kristne, for muslimer ønsker tilsvarende, at kristne bliver muslimer. Det afgørende er etikken i religionsmødet, at man spiller med åbne kort og ikke har skjulte dagsordener. Det diakonale arbejde må aldrig instrumentaliseres og gøres til et redskab for at gøre andre kristne. For som Andrew Smith, der er stiftets konsulent vedr. Presence & Engagement, sagde: Der må være transparens i alt, hvad vi gør. Når vi laver sommeraktiviteter for børnene, så må vi sige præcis, hvad vi gør, og lade forældrene komme når som helst og checke det. Og selv når vi beder for arbejdet, må vi bede på en sådan måde, at det kan ske, også selv om der er muslimske forældre tilstede.

Andrew Smith havde en anden vigtig pointe, som fortjener at blive nævnt, nemlig, at det efter hans erfaring ikke var muligt at pege på en strategi, der kunne bruges i alle sogne. Hvert sogn var så forskelligt mht. demografi, ressourcer, og muligheder, at det altid var nødvendigt så at sige at starte forfra med at besinde sig på, i hvilken kontekst kirken var kirke, hvilke mennesker der var der hvilke udfordringer, og muligheder der var der, og hvem der var parate til at engagere sig.

Det spørgsmål, som brænder mest på i en dansk folkekirkelig sammenhæng i dag, er nok forholdet til muslimerne. Her var det interessant at lytte til biskop Tobys overvejelser. Når det drejede sig om kirkens forhold til muslimer, så var beretningen om Jesu møde med den samaritanske vinder (Joh. 4) en nøgletekst for ham. Der er mange paralleller mellem jødernes forhold til samaritanerne på Jesus tid og kirkens forhold til muslimer i vor tid, paralleller, som det ville være meget lærerigt at reflektere over. If. biskoppen er der i Jesu samtale med den samaritanske kvinde bla. to vigtige pointer. For det første, at Jesus modsiger den samaritanske kvinde: ”Frelsen kommer fra jøderne”. Vi må spørge os selv, hvad er det i vor kristne tro, der er så vigtigt, at vi må have mod til at modsige muslimerne? Det er i den bibelske narrativ, at vi lærer Gud at kende som en nådig Gud. For det andet går Jesus ikke ind på kvindes diskussion, om hvilket bjerg eller tempel, der er det rigtige sted at tilbede Gud. Det handler om at tilbede Gud i ånd og sandhed.

Vi kan naturligvis ikke i folkekirken i Danmark kopiere den anglikanske kirkes program for ”Presence and Engagement”, men vi kunne med fordel lade os udfordre af den grundtanke, at kirken må være til stede overalt i det multireligiøse og multikulturelle samfund og engagere sig i mødet med mennesker med anden religiøs og kulturel baggrund ud fra evangeliet og dets kald til os om at elske mennesker betingelsesløst og at dele evangeliet med alle. Og måske var der også engelske erfaringer, som vi med fordel kunne lytte til, da man i Church of England trods alt har mange flere års erfaringer med at være kirke i en multireligiøs og multikulturel kontekst, end vi har i folkekirken.

København, tirsdag, den 5. marts 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Martin Henriksen og det tvangsadskilte syriske asylpar

I marts 2016 oplevede et syrisk par at blive tvangsadskilt på baggrund af en instruks fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, som havde åbenbart havde bedt sine embedsfolk om at adskille alle asylpar, hvor den ene part var under 18 år. Kvinden, der var højgravid, var 17 år og manden 26 år.

Parret har søgt om erstatning pga. ulovlig adskillelse, og i dag har Københavns Byret konkluderet “Flyttepåbuddet af 3. marts 2016 er ugyldigt” og idømt Udlændingestyrelsen at give parret en kompensation på 20.000 kr.(de havde bedt om 50.000 kr.) samt betale sagens omkostninger på 73.000 kr.

Martin Henriksen, der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, er rystet over, at dette syriske par har søgt om og fået erstatning for denne uretmæssige adskillelse. Efter at dommen blev kendt, udtalte han: ” Jeg kan næsten ikke være i mig selv, når jeg tænker på, hvor uforskammet det er over for Danmark, …Jeg formår simpelthen ikke at sætte mig ind i den tankegang, de har.”

Det er en ærlig sag, at Martin Henriksen ikke helt har styr på, at det faktisk er en retsstat, han bor i. Derfor dette lille grundkursus i, hvad en retsstat er – i denne sammenhæng. I en retsstat skal ministre og offentlige myndigheder administrere i overensstemmelse med gældende lov, uanset hvad ministeren personligt måtte mene. I en retsstat som den danske gælder grundloven, som Martin Henriksen engang har skrevet under på (og al øvrig generel lovgivning) ikke kun for danske statsborgere, men for alle der opholder sig i landet. I en retsstat har man efter gældende regler mulighed for at søge erstatning hos det offentlige hvis man har lidt overlast pga. at myndighederne ikke har overholdt loven.

Det er også en ærlig sag, at Martin Henriksen ikke forstår at sætte sig ind i den tankegang, som dette assyrisk ægtepar har, når de søger erstatning for den overlast, de havde lidt, da myndighederne uretmæssigt adskilte dem. Men forklaringen er vel den, at dette syriske ægtepar faktisk er godt på vej til at blive integreret i den danske retsstat, hvor man ikke tager sagen i sin egen hånd, og hvor man heller ikke opgiver at få sin ret, fordi man ikke tror på en retfærdig behandling i overensstemmelse med loven. I visse samfund er borgere styret af skam, eller den skam som andre forsøger at pådutte dem, for at lukke munden på dem, men i det danske retssamfund siger vi, at ret skal være ret, også for samfundets svageste.

Det er endelig en ærgerlig sag, at Martin Henriksen næsten ikke kan være i sig selv, når han tænker på denne sag. Når man ikke kan være i sig selv, så går man ud af sit gode skind. Det ville være en skam, hvis Martin Henriksen i denne sårbare situation kommer så langt ud at han går fra sans og samling, så vi må håbe, at han snarest muligt går i sig selv igen. Og vi må håbe, at han forsøger at sætte sig ind i den danske retsstats principper og prøver at forstå, hvordan asylansøgere, der er ved at blive integreret i den danske retsstat, tænker.

Christiansfeld, fredag, den 1. marts 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Vigtige spørgsmål i racisme-debatten

Debatten i Folketinget mellem Pia Kjærsgaard og Pelle Dragsted om racisme giver anledning til at overveje en række spørgsmål.

1.Er det et nyt fænomen, at ordet racisme bruges i anden betydning end den biologiske?
Det er måske det, der ligger bag Christians Langballes bidrag til debatten, da han udtalte, at “Jeg føler mig kaldet til at tage ordet på grund af det uværdige udtryk, hr. Pelle Dragsted har brugt ved at bringe racisme og raceideologi ind i en diskussion om islam og muslimer og parallelsamfund.”. Der ligger i Langballes udsagn et spørgsmål om, hvad racisme kan have med muslimer at gøre? Bag det ligger måske en forståelse af racisme som alene biologisk racisme.

Da racismeparagraffen blev indført i 1939 ,var formålet at beskytte jøderne: ”Den, der ved Udspredelse af falske Rygter eller Beskyldninger forfølger eller ophidser til Had mod en Gruppe af den danske Befolkning paa Grund af dens Tro, Afstamning eller Statsborgerforhold, straffes med Hæfte eller under formildende Omstændigheder med Bøde.” Her er det imidlertid ikke kun overgreb od en gruppe af den danske befolkning på baggrund af dens afstamning (biologi) men også tro, der tales om. Og sådan måtte det naturligvis være, da ”jøde” ikke kun har med afstamning (biologi) at gøre, men også med tro, idet det jo er muligt for enhver uanset afstamning at konvertere til jødedommen. I ændringen af loven i 1971 indførtes ordet race, og 1987 blev også seksuel orientering omfattet af loven.

Et er jura, noget andet er sprog. Det er rigtigt, at ordet racisme i mange år næsten udelukkende blev forbundet med ”race” (biologisk racisme) – og dog så ligger der som ovenfor nævnt også en religiøs dimension i racismeparagraffen fra 1939 – men i de senere årtier bruges ordet racisme også om etnisk, kulturel og religiøs racisme. Og det er da også den udvidede betydning af ordet racisme, der reflekteres i den nugældende racismeparagraf: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” Det vil sige, at det godt kan give mening at kalde en udtalelse for racistisk, selvom den ikke har noget som helt at gøre med menneskers biologiske ophav (race).

2. Er det ulovligt at fremsætte racistiske udtalelser?
Der fremsættes utallige udtalelser, hvor personer forhånes eller nedværdiges på baggrund af fx deres national eller etniske oprindelse eller tro, men – uanset hvor usmagelige man evt. måtte anser dem for at være – så er de ikke nødvendigvis ulovlige. For det første omfatter denne lov ikke forhånelse og nedværdigelse af enkeltpersoner, men kun hele grupper. Fx alle jøder, alle muslimer, alle somaliere o.l. For det andet er det kun ulovligt, hvis det sker ”offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds”.

Et eksempel på, at det forholder sig således er netop Pia Kjærsgaard. Hun er aldrig blevet dømt efter racismeparagraffen, men ikke desto mindre fik Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU i 2003 medhold i Højesteret i at måtte udtale offentligt, at Pia Kjærsgaard havde givet udtryk for racistiske synspunkter. Hvis myndighederne havde skønnet, at de dokumenterede racistiske udtalelser var omfattet af Racismeparagraffen, må man formode, at der var blevet rejst sigtelse mod Pia Kjærsgaard.

3. Var det et udtryk for ”dårlig tone”, at Pelle Dragsted beskyldte Kenneth Kristensen Berth for racistiske udtalelser?
Der kan altså sagtens være racistiske udtalelser, der er ikke strafbare. Det er for mig at se relevant for bedømmelse af Pia Kjærsgaards håndtering af sit formandshverv i folketinget, hvor hun sagde til Pelle Dragsted, der havde beskyldt Kenneth Kristensen Berth for at fremsætte racistiske synspunkter: ”Det dér vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Vi har en ordentlig tone.” Hvis Dragsteds udsagn eksplicit indebar en beskyldning om, at Berth havde overtrådt loven (Racismeparagraffen), så ville Kjærsgaard have en pointe. Men racistiske udtalelser er – som Kjærsgaard selv har erfaret – ikke nødvendigvis ulovlige. Så der burde i princippet ikke være at betragte som brud på gode tone at påstå, at et andet folketingsmedlem har racistiske holdninger. Lige som et folketingsmedlem kan have alle mulige andre holdninger, som man heller ikke er enige i eller bryder sig om.

Uanset at Berths udtalelser ikke nødvendigvis var strafbare, så kan formanden alligevel have en pointe i, at det Dragsteds ord orm racisme ikke var god tone, hvis Berths udtalelser på ingen måde kunne karakteriseres som racistiske: ”Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre? Kan hr. Pelle Dragsted pege på ét eneste vesteuropæisk land, som har formået at integrere de muslimer, der er kommet til deres lande? Bare ét?” Sådan som jeg forstår Berths udsagn, så er det hans opfattelse, at folk fra overvejende muslimske lande ikke kan integreres i noget som helst vesteuropæisk land”. Enhver der måtte høre eller læse det – især da indvandrere fra muslimske lande – må opfatte det som meget nedsættende, hvis ikke forhånende, at de i modsætning til folk fra andre lande ikke har det, der skal til for at blive integreret.

Nu er der jo ikke nogen almindeligt anerkendt definition af racisme, men Dansk Sprognævn beskrev i Nyt Fra Sprognævnet Marts 1991 at ordet racisme bruges på flere måder

”l) en betydning der relaterer sig til nazismens racelære og dens følger for jøderne 2) en betydning som går ud på en races overlegenhed over andre, dog især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide 3) en betydning hvor ordet betoner forskelsbehandling og undertrykkelse eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv.” Den tredje betydning er meget bred og vil også omfatte Berths udtalelse. Men hvis i stedet tager afsæt i racismeparagraffens meget snævrere definition, så lever Berths udsagn for mig at se faktisk op til to af de der opsatte kriterier, nemlig, at han udtaler sig nedsættende og forhånende om en befolkningsgruppe pga. af deres religiøse baggrund.

Nu har Dragsted ikke kaldt Berth for racist, men ’kun’ hævdet, at han havde fremsat ”racistiske udtalelser”. Alligevel kan Dansk Sprognævns overvejelser om brugen af ordet ”racist” som ”skældsord” eller ”en karakteriserende betegnelse” være relevant her.
I ovennævnte artikel skriver Dansk Sprognævn, ”Hvad der er sagt ovenfor om betydningen af racisme, gælder også for ordet racist, dog således at racist betegner personen der går ind for racisme. Ud fra de ovennævnte betydninger af racisme skulle der ikke være noget i vejen for at betegne personer der er tilhængere af holdninger som de tre betydninger udtrykker, med ordet racist. Men det er svært at afgøre hvad der er normalt i denne forbindelse. For langt de fleste mennesker er holdninger som disse negative, og ordet racist kan derfor også have karakter af skældsord … Om ordet bliver brugt som et skældsord eller som en karakteriserende betegnelse, kan Sprognævnet ikke afgøre i de enkelte tilfælde”. Når jeg læser debatten, som ganske vist efter sigende var ophedet, kan jeg dog ikke se, at Dragsted bruger ordet racistisk som et skældsord men snarere som en karakteriserende betegnelse baseret på indholdet i en konkret udtalelse.

I de sidste 10-15 år har vi igen og igen drøftet tonen i den danske indvandrerdebat. Men i denne indvandrerdebat (om racisme) i folketinget er rollerne tilsyneladende blevet byttet om, når det gælder holdningen til, hvad der er god tone.

Christiansfeld, tirsdag, den 26. februar 2019
Mogens S. Mogensen

4 kommentarer

Racisme hører ikke hjemme i folketinget

Racisme hører sig ikke til i civiliserede samfund og da slet ikke i folketinget, og derfor forstår jeg på en måde godt, at folketingets formand i torsdags tog afstand fra, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten kaldte en folketingskollegas synspunkter for racistiske. For det burde da være utænkeligt, at et folketingsmedlem var racist. Derfor burde racisme slet ikke komme på tale i folketingssalen. Formandens ord fortjener at blive gengivet her: ”Det dér vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Vi har en ordentlig tone.”

I andre sammenhænge har det ikke været god tone at tale om religion eller om sex – og i folketinget er det åbenbart ikke god tone at tale om racisme – men uanset om man taler om det eller ej, så findes både religion og sex, såvel som racisme, i den virkelig verden og forsvinder ikke, selvom man forbyder folk at tale om det i bestemte sammenhænge.

Men hvad var det da, at Pelle Dragsteds kollega havde sagt, som fik ham til at bruge det forbudte ord ”racisme” i det ophøjede ting? Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti havde efter en kommentar om dansk og svensk integrationspolitik stillet spørgsmålet: ”Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre?” Hertil havde Pelle Dragsted svaret: ”Altså… det kan godt være, at jeg skulle være blevet tykhudet efterhånden, men jeg bliver stadigvæk chokeret over den form for racistiske udtalelser, hvor man lægger en hel befolkningsgruppe for had.”

Men hvordan kunne Pelle Dragsted mene, at det havde noget med racisme at gøre? Kenneth Kristensen Berth havde jo bare talt om hele den gruppe af mennesker fra overvejende muslimske lande og ikke om om folks racemæssige baggrund. Derfor er det på en måde forståeligt, at Christian Langballe kom sin formand og sine partifæller til undsætning: ”Jeg føler mig kaldet til at tage ordet på grund af det uværdige udtryk, hr. Pelle Dragsted har brugt ved at bringe racisme og raceideologi ind i en diskussion om islam og muslimer og parallelsamfund” (Berlingske 23/2/19).

Vi har i Danmark en racismeparagraf, paragraf 266b i straffeloven, der siger, at ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”

Oprindelig havde racisme kun at gøre med henvisninger til folks biologiske baggrund (og racismeparagraffen, der blev indført i 1939 skulle beskytte jøder mod verbale overgreb). Men i dag referer ordet racisme, som Dansk Sprognævn har konstateret, ikke længere kun til spørgsmål om folks race, men også til folks etniske, kulturelle og religiøse baggrund. Og racismeparagraffen reflekterer denne udvikling af begrebet racisme, således at forhånende og nedsættende udtalelser om hele kulturelle og religiøse grupper, som fx muslimer, er dækket af paragraffen. Når man ser på den måde, som domstolene i de senere år har fortolket denne paragraf på, så kan der desværre ikke været tvivl om, at Kenneth Kristensen Berths udtalelse må karakteriseres som racistisk. Så, det var altså en racistisk udtalelse, som blev fremsat i folketinget.

Det virkeligt paradoksale er imidlertid, at det netop var Pia Kjærsgaard, der som formand for folketinget, irettesatte Pelle Dragsted for at formaste sig til at kalde Kenneth Kristensen Berths udtalelser for racistiske. For det første er flere DF’ere (inkl. Kenneth Kristensen Berth!) – altså folk fra Pia Kjærsgaards eget parti – blevet dømt for at have fremsat racistiske udtalelser (DR-Detektor 16/6/2016). For det andet fik Pia Kjærsgaard i 2003, der dengang var formand for partiet, højesterets ord (en enstemmig dom, for, at Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EF havde lov til straffrit at udtale offentligt, at Pia Kjærsgaard havde racistiske synspunkter (Information 18/6/2003)

Men ret skal være ret. Pia Kjærsgaard har helt ret i, at racisme ikke hører hjemme i folketinget.

Muskat, lørdag, den 23. februar 2019
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

Den binder os alle sammen – fra Danmark til Oman

Den er der overalt. I lufthavnen, i flyet, i bussen, i taxien, på gaden, i caféen. I Billund og, Amsterdam, i Dammam i Saudi Arabien og i Muskat og Salalah i Oman. Den er allestedsnærværende, samtidig med at den gør os fraværende. Den er i hånden, for øret eller øjet, eller også er den i lommen. Aldrig er den langt væk. Fem mænd i traditionelle muslimske klædedragter sidder på rad og række på en bænk på gaden i Salalah. De ser alle på det samme, men ser ikke hinanden. De taler alle sammen, men de taler ikke med hinanden.

Den travle forretningsmand i jakkesæt på restauranten i lufthavnen i Amsterdam, den niqab-klædte kvinde med et barn på skødet i bussen fra flyet til ankomsthallen i Muskat, og taxachaufføren i Salalah centrum, der sidder og venter på den næste kunde. De har den alle i hånden, næsten uanset hvad de foretager sig. Den er tegnet på, at de alle er en del af den samme moderne verden.

Der er mange forskelle mellem danskere og omanier. Der er også mange forskelle mellem muslimer og kristne. Der er forskelle mellem unge og gamle. Mænd og kvinder. Rige og fattige. Men de har alle det til fælles, at de har den på sig. De er på en måde bundet sammen af den. For den er grænseløs og på alle måder grænseoverskridende, den knytter mennesker i hele verden sammen i et net – og fanger os alle i det samme net – på en måde, som intet andet har formået.

At have den i lommen er trygt. At komme af sted uden den kan være angstprovokerende. At have den i hånden giver en følelse af magt over tilværelse. At miste den er et miste forbindelsen og besindelsen. At have den for øjet giver underholdning og adspredelse. Den binder os til sig som vor uadskillelige ven, der giver os alt det, den synes, vi behøver.

Nå, nu giver den lyd fra sig. Undskyld, men så må jeg afslutte her. Det kunne jo være noget vigtigt.

Salalah, lørdag, den 23. februar 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar