Giver det overhovedet mening at afvise samtalen med muslimer?

Giver det overhovedet mening at have biskopper?” spøger DF folketingsmedlem Alex Ahrendtsen i Kristeligt Dagblad i dag. Baggrunden for hans spørgsmål er biskop Marianne Christiansens kritik af sognepræst Mads Jakob Jakobsens måde at omtale evolutionsteorien på, et mellemværende, som jeg ikke vil blande mig i.

Men i denne forbindelse skriver Ahrendtsen, at ”Biskop Marianne Christiansens ageren får mig til at spørge mig selv, om det overhovedet giver mening at have biskopper længere, når de øjensynligt ikke længere er interesseret i at fastholde folkekirken på sporet, men i stedet ivrer for at lefle for modelune og politisk korrekthed” Og for at underbygge denne påstand skriver han, at ”Det har for eksempel længe været kendt, at en del af biskopperne – ikke dem alle heldigvis – men en del af dem har ført dialog og indsmigrende snak med muslimerne, selvom Den Augsburgske Bekendelse fortæller præsterne, at de skal bekæmpe ’muhamedanerne’”.

Ahrendtsen har ret i, at der i denne folkekirkelige bekendelse i afsnittet om troen på Gud som en treenig Gud, står, at menighederne ”fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige.” Og i andre artikler fordømmes på samme måde andre kættere, som fx gendøberne (dvs. baptisterne!).

Hertil er at sige, at denne tekst fra 1530 fremstiller ’muhamedanerne’, som vi i dag vil kalder ”muslimerne”, altså ”islam”, som et kristent kætteri. Det tror jeg ikke, at der i dag er ret mange teologer, religionsvidenskabsmænd eller lægfolk (og heller ikke politikere”), der vil gøre. Islam er at betragte som en helt anden religion end kristendommen. Og hvis vi i dag ikke længere betragter islam som et kristent kætteri, men som en helt anden religion, så giver det jo ikke megen mening at anvende Den Augsburgske Bekendelses udsagn om kættere på islam. Og denne bekendelse siger ikke noget om, at man skal fordømme – endsige bekæmpe – andre religioner, uanset hvor forskellige de måtte være fra kristendommen.

Men hvis man som Ahrendtsen ville forholde sig meget bogstavtro overfor Den Augsburgske Bekendelse, så skulle vi jo som Folkekirke også fordømme (og med Ahrendtsens ord: bekæmpe) baptisterne (se Art. 5). Men på trods af læreforskelle (bl.a. ang. dåbssynet), så er der vel ikke mange teologer eller lægfolk (eller politikere), der i dag vil fordømme og bekæmpe baptister, for i dag betragter vi hinanden som kristne brødre og søstre.

Men tilbage til islam, og folkekirkens forhold til muslimerne. Islam er altså ikke (længere at betragte som) et kristent kætteri, men som en helt anden religion. Hvordan skal vi så som folkekirke forholde os til muslimerne? For det første har vi siden indførelsen af junigrundloven i 1849 haft religionsfrihed (hvad man ikke havde på Luthers tid), og derfor må enhver demokratisk borger (inkl. Ahrendtsen) naturligvis kæmpe for muslimers frihed til at praktisere deres religion, lige som vi må kæmpe for ytringsfriheden og andre frihedsrettigheder for alle borgere. Og vi må naturligvis også samtale med muslimer om, den del af religionsfriheden, som handlerom retten til at skifte religion.

For det andet kaldes vi som kristne (og det gælder også Ahrendtsen) til at elske vor næste, og det vil her inkludere vore muslimske næste, og det indebærer både diakoni og vidnesbyrd.  Det indebærer en diakonal omsorg for vore muslimske medmennesker og for det fælles samfund, som vi skal leve i sammen – og her må vi også tale om de udfordringer, som hører med til at være et multireligiøst samfund, og om, hvordan både muslimer og kristne kan bidrage til det fælles gode.. Og det indbærer en forkyndelse af det evangelium om Jesus Kristus, som er for alle og derfor også for muslimer, og det betyder naturligvis også, at der sættes ord på både det, som kristne og muslimer er enige om, og det som vi ikke er enige om.

Hvordan møder vi så muslimer som vore medborgere og som vore næster? Det gør vi naturligvis først og fremmest i samtaler, og et andet ord for samtale er ’dialog’. Derfor giver det overhovedet ingen mening, når folketingsmanden klandrer (nogle af ) vore biskopper for at have ført dialog med muslimer: Tænk, at et folketingsmedlem i Grundtvigs fædreland kaster vrag på samtalen! Og endnu mindre mening giver det da, at folketingsmedlemmet uden noget belæg insinuerer, at disse biskoppers samtale med muslimer har været ”indsmigrende snak”.

Når Ahrendtsen lægger samtalen/dialogen for had, må man spørge: Hvad er alternativet? Hvis vi ikke længere vil tale sammen, så er de næste trin på konflikttrappen, som konfliktforskere minder os om, ’fjendebilleder’, ’åben fjendtlighed’, ’polarisering’. Er det den vej, som Ahrendtsen ønsker, at vi skal gå?

Christiansfeld, tirsdag, den 13. november 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

10 kommentarer

”O, den vej til Mandalay ….. Hvor de ti bud ikke gælder”

Jeg ved ikke, hvorfor jeg i dag kom til at tænke på Kiplings gamle sang, ”Mandalay”, og så ved jeg det måske alligevel godt. Jeg var simpelthen nødt til at finde et Youtube-klip på nettet med Mogens Wieth, der i 1942 sang denne uforglemmelige længselsfulde sang.

”Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
Husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
O, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Alt det ligger år til bage og er milelangt fra mig,
og fra Bank of England går der ingen bus til Mandalay.

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
Hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst”

Dér sad han, sangens hovedperson, som bankrådgiver i Bank of England i London, og længtes tilbage til Mandalay. I banken i London var han bundet af de ti bud, men længtes tilbage Mandalay, hvor de ti bud ikke gælder. Men der gik ingen bus fra banken til Mandalay. Men det gør der måske i dag, i globaliseringens tidsalder, og måske er Mandalay blevet en del af banken, af London, og af Danmark? De ti bud var if. Kipling en del af grundlaget for livet i London, også i Bank of England. Men spørgsmålet er, om de ti bud gælder hos os i dag?

Man kan i disse dag ikke lukke op for radioen eller fjernsynet eller læse avisen uden at høre alvorlige kommentatorer, politikere og eksperter tale om, at de kæmpestore svindel- og bedragerisager i milliardklassen, som velrenommerede advokatfirmaer og banker har været involveret i, er et udtryk for katastrofal mangel på etik og moral. Der er også en erkendelse af, at problemerne ikke kun kan løses gennem nye love, hårdere straffe og skrappere kontrol, men at der er brug for etik og moral, der kan dæmme op for den grænseløse grådighed.

Det er altid lettest at pege fingre ad andre, men spørgsmålet er om vi også som kirke har svigtet. Er vi af frygt for at ende i gerningsretfærdighed og moralisme – og af en række specifikt teologiske grunde – holdt op med at tale om, at kristen tro og etik hører sammen? Det er for mig at se vanskeligt at læse fx Paulus breve til de første kristne menigheder uden at få det indtryk, at for ham var der en uløselig forbindelse mellem liv og lære. Er vi kommet derhen i dag, hvor ”de ti bud ikke gælder”? Er det i orden at lyve og stjæle, hvis det bare ikke bliver opdaget, eller er der en etik, som har en transcendent forankring, en forankring i Gud, og derfor har en forpligtende karakter?

For mig at se handler det ikke om at udarbejde en række etiske spilleregler for enhver tænkelig situation, men om at minde hinanden om, at vi – med en omskrivning af Luthers forklaring til de ti bud – skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv, så vi ikke stjæler fra vor næste, så vi ikke lyver over for vor næste osv. Det kan vi – efter min mening – gøre på en ikke-ekskluderende måde ved at være åbne for, at den kristne etik også er tilgængelig og relevant for mennesker, som måske ikke ”elsker Gud”, men som ”elsker sine medmennesker”.

Som kristne er vi kaldet til at være lys og salt i vores samfund, og det handler naturligvis også om etik – en etik der forpligter os på at handle næstekærligt. Heldigvis er der også mange andre end kristne, der føler sig forpligtet en human etik. Spørgsmålet er, om et humant velfærdssamfund som det danske overhovedet kan overleve på langt sigt, hvis der ikke en kritisk masse af mennesker, som føler sig forpligtet af en sådan etik?

Hovedpersonen i Kiplings sang længtes tilbage til Mandalay, hvor de ti bud ikke gælder. Mandalay var for ham billedet på det gode liv. Jeg tror ikke, vi skal risikere om at komme derhen, hvor de 10 bud ikke gælder, for det fører på det lange sigt ikke til det gode liv eller det gode samfund.

Christiansfeld, fredag, den 2. november 2018
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Har muslimerne fået monopol på terror?

De sidste par dage er der blevet sendt pakker med rørbomber til en række politikere, inkl. en tidligere præsident, vicepræsident og udenrigsminister, til George Soros, til CNN og til flere andre. Fælles for dem er, at de politisk set hører til den demokratiske fløj i amerikansk politik, som for øjeblikket oplever en hidtil uset polarisering. Heldigvis er endnu ingen blevet dræbt eller såret, men rørbomberne har naturligvis fremkaldt en voldsom debat og stor frygt i befolkningen.

Det, der har underet mig, når jeg har læst amerikanske medier – og faktisk også danske medier – er, at jeg endnu ikke har stødt på overskrifter, hvor ordet ’terror’ indgår, og man skal også lede længe for at finde nogen, der antyder, at det er et terrorangreb. Der er dog i det mindste en undtagelse. New Yorks borgmester, Bill de Blasio kaldte den rørbombe-pakke, der blev sendt til CNN for ”an act of terror”.

Man kunne selvfølgelig argumentere for, man burde vente med at konkludere noget, indtil den eller de skyldige var fundet og deres motiver var afdækket. Problemet er bare, at en sådan tilbageholdenhed ikke er gængs, hverken hos politikere eller medier, når der er mistanke om terror begået af muslimer. Nu er der intet, der tyder på, at det er muslimer, der står bag disse terrorbomber, men hvis der havde været mistanke om noget sådant, er jeg ret sikker på, at både politikere og medier straks ville være begyndt at tale om terror.

If. amerikansk lov defineres terror som “premeditated, politically motivated violence perpetrated against noncombatant targets by subnational groups or clandestine agents.” Når man ser, hvem disse rørbomber har været sendt til med det formål – må man gå ud fra – at slå dem (eller deres medarbejdere) ihjel, så er det vanskeligt andet end at formode, at der må være tale om politisk motiveret vold rettet mod civile borgere, og derfor må man formode, at der er tale om et terrorangreb. At det er foregået midt i en meget ophedet, for ikke at sige ophidset, politisk debat mellem demokrater og republikanere, er med til at underbygge denne formodning.

Hvad er grunden til, at man i denne situation ikke taler om et formodet terrorangreb? Efter min opfattelse skal al terror fordømmes på det kraftigste og bekæmpes så godt, som myndighederne formår. Det gælder den terror, der i de senere år er begået af mennesker med en muslimsk baggrund og med en radikal islamistisk dagsorden. Men det gælder også al anden terror, som der desværre også er mange eksempler på i vor verden, terror, der også har et bestemt politisk (eller andet) formål.

Men spørgsmålet er, om vi er kommet dertil, at terror hos mange politikere og medier per automatreaktion alene forbindes med muslimer? Og når ikke-muslimer begår politisk motiveret vold mod civile, så er man tilbøjelig til at omtale det på en måde, hvor ordet ’terror’ ikke indgår. Har muslimerne fået monopol på terror? Jeg spørger bare.

Christiansfeld, torsdag, den 25. oktober 2018
Mogens S. Mogensen

6 kommentarer

Atlas skælvede – og Europa skælvede. ”Mændene der plyndrede Europa” – og Ayn Rands filosofi

I 1991 foretog Library of Congress en undersøgelse, hvor man spurgte 5000 amerikanere om, hvilken bog der havde betydet mest for deres liv. På en andenplads lige efter Bibelen kom Ayan Rands bog fra 1957, ”Atlas Shrugged”, der fx i 2009 blev solgt i en halv million eksemplarer. Bogen, der i 1957 blev oversat til dansk med titlen ”Og Atlas skælvede”, præsenterer i romanform over 1200 sider Ayan Rands filosofiske, etiske, økonomiske og politiske tanker.

Men hvorfor dog minde om denne over 60 år gamle bog? Jo, denne bog kan måske bidrage til vor forståelse af, hvordan det kunne gå til at hundreder højtuddannede, højt respekterede og i forvejen meget vellønnede bankfolk og jurister kunne begå verdenshistoriens største skattekup, der har kostet statskasserne i flere europæiske lande inkl. Danmark i alt over 400 mia. Kr. (eller sandsynligvis langt mere). Disse mange milliarder af kroner kunne have været brugt til at forbedre sundhedsvæsenet, til at yde bedre en socialhjælp, udvikle bedre universiteter, tilbyde bedre pensioner – eller bygge flere børnehaver, men nu er de endt i lommerne på disse banditter i habitter og deres selskaber.

I DRs dokumentarudsendelse i aftes ”Mændene der plyndrede Europa” fortæller en kilde fra et af disse juristers og bankfolks møder, at der blev sagt flg. ”Hvis du har et problem med, at der bliver bygget færre børnehaver, fordi vi laver det her, så er døren lige der. Bare gå.”

Sociologen Joris Luyendijk, der interviewede flere hundrede mennesker fra den finansielle verden for at forstå denne tankegang, konkluderede:

”Disse mennesker har den mentalitet, hvor de opfatter staten som ineffektiv. Alt hvad du kan tage væk fra staten, gavner samfundet. Staten burde ikke eksistere. Staten er et redskab, som middelmådige mennesker – og de ser ikke sig selv som middelmådige – bruger til at holde kloge mennesker tilbage. Og de er de kloge mennesker.”

Udsendelsen forklarede at denne tankegang i stor udstrækning kommer fra netop Ayn Rand, der bl.a. havde sagt.: ”Man har ikke brug for god vilje, kun egeninteresse. Jeg tror på private veje, private posthuse og private skoler.

For bankfolk og jurister i disse miljøer er Ayn Rand profeten. Det er tankevækkende, at det første Bob Diamond gjorde, da han tiltrådte som CEO i Barclays Bank, der var en af hovedaktørerne i skattekuppet, var, at vise sit eget eksemplar af ”Atlas Shrugged” frem, så alle medarbejdere begyndte at læse den.

If. Ayn Rands ideologi gør man samfundet en tjeneste ved kun at fokusere på egne interesser og ikke på, hvad der er godt for andre, for som en kommentator forklarede Rands tænkning:

”Skal samfundet og menneskeheden udvikle sig, må vi eliminere de svageste elementer. Det er som at forsvare kaninen mod at blive dræbt af løven. Løven skal dræbe den langsomste kanin, så også kaniner kan udvikle sig og blive hurtigere og hurtigere. Sådan ser de sig selv. Som en storm, der vælter de svageste træer. De er stormen. Folk hader stormen, men uden den, ville der være for mange svage træer.”

I udsendelsen følger vi den ”insider”, som har afsløret svindlernes hemmeligheder. Han sidder på øverste etage i et højhus i et stort advokatfirma og ser ned på menneskene på gaden.

”Det var netop sådan vi havde det deroppe. Den verden vi så nede på gaden, det var den normale verden. Den tilhørte vi ikke længere. For mig og de andre var staten fjenden.

Det er tankevækkende, ja, foruroligende, at Ayn Rands filosofi og etik på alle centrale områder modsiger kristendommen, den kristendom, som har været med til at lægge fundamentet til de europæiske samfund. Her oplister jeg blot nogle få markante citater.

  • I stedet for næstekærligheden sættes egeninteressen, ”the rational egoism”, som etisk grundprincip.
  • ”We’re not born,with inexplicable duties to serve God or society. We only have one life, and the good is to live it. Learn to pursue your own happiness by discovering the life-promoting values it requires. Think rationally and don’t bow to authority. Join with other people when you have real values in common and go your separate way when you don’t. Don’t try to be your brother’s keeper or to force him to be yours. Live independently.”
  • ”For every individual human, his or her individual life is an end in itself. It is the ultimate value”
  • ”Christ, in terms of the Christian philosophy, is the human ideal. He personifies that which men should strive to emulate. Yet, according to the Christian mythology, he died on the cross not for his own sins but for the sins of the nonideal people. In other words, a man of perfect virtue was sacrificed for men who are vicious and who are expected or supposed to accept that sacrifice. If I were a Christian, nothing could make me more indignant than that: the notion of sacrificing the ideal to the nonideal, or virtue to vice”
  • ”I am not primarily an advocate of capitalism, but of egoism; and I am not primarily an advocate of egoism, but of reason. If one recognizes the supremacy of reason and applies it consistently, all the rest follows”.

Det er meget muligt, at Ayn Rands filosofi og etik for nogle bankfolk, jurister og forretningsfolk kan være opskriften på økonomisk succes – hvis de da ikke bliver opdaget, når de af egeninteressen og grådigheden fristes til at overtræde de love, der er givet af staten, som de foragter og ønsker at bekæmpe. Men der kan efter min bedste overbevisning ikke bygges et humant samfund på det grundlag. Derfor er der al mulig grund til at tage et opgør med den tænkning, som ligger i Ayn Rands bog ”Atlas Shruggs”, som i alt fald i 1991 var næsten lige så populær som Bibelen, og som også for få år siden blev genoptrykt i 10.000 eksemplarer og uddelt til forretningsmænd og politikere mv. af en dansk bankmand.

Christiansfeld, tirsdag, den 23. oktober 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Korruption, bedrageri og grådighed – hvad er kirkens respons?

I 80’erne arbejdede jeg som missionær i Nigeria og stødte der både personligt og gennem fortællinger på korruption, og siden rejste jeg i arbejdsmæssig sammenhæng i en række andre afrikanske lande, hvor korruption også hørte med til dagens (u)orden. Den gang tænkte jeg – i min naivitet og fordomsfuldhed – at korruption især var et problem i Afrika og andre tredjeverdens lande, mens vi i Danmark og andre vestlige lande havde udviklet samfund, hvor korruptionen ikke længere var noget større problem.

Når jeg i de senere år er blevet præsenteret for det ene eksempel efter det andet på korruption i Vesten – og også i Danmark – så bliver jeg nødt til at revidere mit syn på korruption i verden. At den lokale politibetjent eller embedsmand i Nigeria kunne misbruge sin position til at presse penge ud af mig og andre beboere i Nigeria, er naturligvis et tegn på korruption. Og i Nigeria og mange andre lande findes der også korruption langt højere op i systemet, hvor der er langt flere penge på spil. Ingen tvivl om det.

Men nu viser det sig altså, at vi også har et korruptionsproblem her i Vesten inkl. Danmark. Det er ikke på det laveste og lokale niveau, hvor folk falder for fristelsen til at tjene en ekstra lille skilling, at korruptionen finder sted, men det er derimod i samfundets øvre lag. Der er tale om banditter i habitter. Der er tale om højt respekterede institutioner, samfundsbærende institutioner, som viser sig at være korrupte, og der er tale om nogle af verdens rigeste mennesker, der yderligere beriger sig på samfundets bekostning. Og så viser det sig, at de korrupte personer og institutioner er langt dygtigere til at udføre en sofistikeret form for korruption og bedrageri, end det er tilfældet i den tredje verden. Her kan man virkelig tale om forskellen på udviklede og underudviklede lande!

Det er i sig selv et problem, at samfundet er blevet snydt for de mange milliarder, som kunne have været brugt til at forbedre vilkårene for samfundets fattige, syge, børn og gamle osv. Men det er for mig at se et endnu større problem, at denne korruption er et symptom på en moralsk eller etisk krise i samfundet. Der er ikke tale om fattige mennesker, der fristes til gennem korruption at få hårdt tiltrængt ekstra indtægt, men der er tale om en grådighed, som vi ikke havde fantasi til at forestille os.

Responsen på denne enorme korruption har naturligvis været, at så må vi have mere og bedre kontrol, flere ressourcer til efterforskning og retsforfølgelse, bedre love osv. Det er alt sammen rigtigt, men et samfund kan ikke i længden overleve, hvis det eneste, der afholder folk fra korruption og bedrageri, er love og kontrol. Et samfund kan ikke i længden overleve, hvis der ikke er en sammenhængskraft bestående af en fælles moral og etik, som kan dæmme op for det enkelte menneskes egoisme og grådighed.

I Det gamle Testamente kan vi læse om, hvordan Gud oprejste profeter, der (med livet som indsats) gik i rette med de korrupte og hensynsløse magthavere med henvisning til Guds særlige omsorg for de fattige, enkerne, de faderløse og de fremmede. I dag er der naturligvis også brug for, at den kirke, som står i samme tradition, har modet til at videreføre denne profetiske fortalervirksomhed for de svage mod de stærke. Der er brug for, at repræsentanter for kirken ud fra dens teologiske tradition bidrager til den offentlige samtale om at fremme retfærdighed og det fælles gode i samfundet.

Når biskop Heinrich Bedford-Strohm, der er leder af den evangeliske kirke i Tyskland, EKD, skal vejlede kirker og kristne om at engagere sig i samfundets politik gennem ”offentlig teologi”, er hans første vejledning, at Public Involvement in Politics Must be Visible as an Expression of the Authenticity of the Church.

However, the church acts in politics, it must be visble as more than just one of  many polititical interest groups and its political activity must be recognizable as a
consequence of its sspiritual grounding in the Gospel, even without loud confessions of Christ. Political involvement of the church must radiate it source, which is Christ … We should never underestimate the antennae which a pluralistic society has for the honesty of the church’s advocacy for justice, peace and the integrity of creation. The authenticiy of the church is therefore the most important basis for its public involvement.

Derfor vil jeg tilføje, at kirkens og kristnes offentlige teologiske engagement i politik og andre offentlige sager kun giver mening, hvis det hele tiden ledsages af en stærk selvkritik. For som Charles J. Fensham udtrykker det:

We dare not act, engage, and speak in the publics of our world as Christians without relentless daily self-examination and a radical attitude of repentance in ’bold humility.’ … theology can nenver be public theology or missiology if it is not engaged in an ongoing process of self-examination, the ongoing reformation of the internal relationships of the community of faith towards reflecting God’s reign, before and while it addresses its context and its neighbours with profound repentance and humility. There can be no real public theology, and no real missional engagement, and no real contrast with the world, unless it arises out of a community in repentant integrity.

De seneste måneders afsløring af overgreb mod børn i en række katolske kirker og institutioner understreger denne sandhed.

Men endnu vigtigere end kirkens profetiske kritik, når det fx gælder spørgsmålet om den korruption og det bedrageri, der reflekterer en bundløs grådighed, er kirkens ansvar for at formidle evangeliet til vore medmennesker og dermed og den kristne etik og det kristne menneskesyn, som vort samfund i sidste instans bygger på.

Christiansfeld, lørdag, den 19. oktober 2018
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Smitsom schmittisme i det 21. århundrede

Da jeg i 1970 begyndte at læse på Århus Universitet, blev jeg straks konfronteret med en række forskellige marxistiske grupperinger. Marxistisk inspirerede partier optrådte på den nationale politiske scene og kommunistiske og socialistiske lande såsom Sovjetunionen, Kina og Cambodia byggede også på marxistisk tankegods. Derfor brugte jeg en hel del tid på at sætte mig ind i Karl Marx’s lære, for at kunne forstå, hvad der foregik i verden, og for at kunne forstå mine medstuderende – og imødegå deres synspunkter.

I dag har marxismen mistet det meste af sin tiltrækningskraft, og Karl Marx og ”Das Kapital” læses næsten ikke mere. Men hvad er det for nogle politiske bevægelser, vi oplever her i begyndelsen af det 21. Århundrede – tænk fx på udviklingen i USA og i flere europæiske lande – og hvor henter de deres ideologiske inspiration fra? I forsøget på at forstå disse politiske bevægelser stødte jeg på en politisk filosof, der er blevet kaldt for det 20.århundredes Machiavelli, nemlig den tyske katolik Carl Schmitt (1888-1985), som blandt talrige andre bøger skrev hovedværket Der Begriff des Politischen (1932).

Lige som Karl Marx tog et frontalt opgør med kapitalismen, er Carl Schmitts tænkning et udtryk for et radikalt opgør med liberalismen. Timothe C. Palmer opsummerer Schmitts holdning således: ”The most important part of Schmitt’s attack on classical liberalism was his insistence that liberals were wrong about social harmony, wrong that exchange was a moral alternative to conquest, wrong that debate could replace combat, wrong that toleration could replace animosity, and wrong that a peaceful world was even possible.”

Her vil jeg blot i punktform angive nogle hovedelementer i Schmitts politiske ideologi, som jeg vover at kalde ,schmittisme’.

  • Politik er i sit væsen en magtkamp, der handler om kampen mellem venner og fjender, en kamp der kan være på liv og død. Schmitts forståelse af politik fremgår bl.a. af flg. citat: ” die spezifisch politische Unterscheidung, auf welche sich die politischen Handlungen und Motive zurückführen lassen, ist die Unterscheidung von Freund und Feind. … Die Unterscheidung von Freund und Feind hat den Sinn, den äußersten Intensitätsgrad einer Verbindung oder Trennung, einer Assoziation oder Dissoziation zu bezeichnen”.
  • Politik går forud for ret, eller sagt på en anden måde: det er magten, der til enhver tid sætter den gældende ret. Suverænen har ret til at fjerne de skranker, som er sat med retten, når situationen kræver det, fx når en modstander for at sikre staten må erklæres som en eksistentiel fjende, der skal bekæmpes og om nødvendigt tilintetgøres.
  • Den politiske orden er ikke bundet op på værdier som frihed og retfærdighed, men handler udelukkende om magt, og der kan derfor ikke fældes normative domme om politikken. Politik handler om kampen mellem venner og fjender. Suverænen har autoritet til at erklære, hvem han vil, som en offentlig fjende.
  • Suverænen, der repræsenterer den statslige magt, er den, som i sidste instans – uden henvisning til nogen ret – træffer beslutninger.
  • Alle naturretlige tanker om universelle menneskerettigheder, som er gældende for enhver stat uafhængigt af de love, som staten har givet, afvises.
  • Suverænen skaber og garanterer den politiske ordning, da han har monopolet til at træffe de endelige afgørelse. „Souverän ist, wer über den Ausnahmezustand entscheidet“. Og de beslutninger, som suverænen i undtagelsestilstanden har truffet, kan ikke siden anfægtes, uanset beslutningernes rigtighed eller manglen på samme. „Die Ausnahme ist interessanter als der Normalfall. Das Normale beweist nichts, die Ausnahme beweist alles; sie bestätigt nicht nur die Regel, die Regel lebt überhaupt nur von der Ausnahme. In der Ausnahme durchbricht die Kraft des wirklichen Lebens die Kruste einer in der Wiederholung erstarrten Mechanik.“
  • Den moderne stat er demokratisk legitimeret, og demokrati betyder i denne sammenhæng „Identität von Herrscher und Beherrschten, Regierenden und Regierten, Befehlenden und Gehorchenden“. Samtidig tager Schmitt afstand fra den form for demokrati, som er det parlamentariske demokrati.
  • Til demokratiets væsen hører ”Gleichheit”, der dog især forstås som ”Gleichartigkeit” eller ”Homogenität” i form af et ”politisch geeintes Volk”.
  • Internationale konventioner som fx Genevekonventionen tager Schmitt afstand fra, fordi de begrænser suverænens suverænitet.
  • Det er kun muligt at etablere fred gennem krig, da der kun kan indføres en konkret ordning efter en ægte fredsslutning.

Carl Schmitt var katolik, og der var en nær forbindelse mellem hans tolkning af kristendommen og hans politiske filosofi. For Schmitt handlede politik dybest set om distinktionen mellem ven og fjende, og den eksistentielle politiske kamp mellem ven og fjende havde dybest set sin forankring i kampen mellem Kristus og Satan. Og Schmitt så konflikten mellem statens suverænitet og anarkiet (som liberalismen ville føre til) på baggrund af den apokalyptiske ide om det endelig slag mellem Gud og Satan ved Armageddon, og derfor var verden så at sige allerede engageret i en permanent borgerkrig. Magten til at forsinke verdens ende ved at lægge bånd på ondskaben lå i statens suveræne magt.

At schmittismen virkelig er smitsom kan man forvisse sig om ved at sammenholde Carl Schmitts politiske filosofi, som jeg i det ovenstående afsnut kun har antydet en skitse af, med de politiske udtalelser og initiativer, som en række vestlige politikere i disse år står bag. Tydeligst ses det måske i USA, hvor en af ideologerne bag Alt Right bevægelsen og Trumps regime, Steve Bannon, åbent har erklæret sin inspiration fra Carl Schmitt. Det er imidlertid tankevækkende, at også en af Vladimir Putins vigtigste idelogiske støtter, Alexander Dugin (se fx ”Carl Schmitts five lessons for Russia”), er inspireret af Carl Schmitt. At der også på venstrefløjen i de senere år er opstået en interesse for Carl Schmitt, viser blot, hvor potent hans tænkning er også i dag. At Søren Hviid Pedersen, der er lektor i statskundskab med speciale i politisk teori, og aktiv nationalkonservativ debattør, i 2011 udgav en bog om ”Carl Schmitt”, og at der også i dansk politik kan spores refleksioner fra hans tænkning, understreger schmittismens smittefarlighed.

Ligesom det for mig var vigtigt at studere den marxisme, som kom til at spille en så stor rolle især i den anden halvdel af det 19. århundrede, er det vigtigt, at vi i dag sætter os ind i den schmittisme, som smitter flere og flere politikere i USA og Europa her i det 21. århundrede – for at kunne tage det opgør med schmittismen, som efter min mening er helt afgørende.

Christiansfeld, lørdag, den 19. oktober 2018
Mogens S. Mogensen

NB: For ikke straks at blive beskyldt for at trække nazi-kortet har jeg valgt i gennemgangen af Carl Schmitts politiske filosofi ikke at nævne, at han i 1933 bakkede op om Hitlers magtovertagelse og efterfølgende diktatur, og at han i flere år fungerede som Hitlers kron-jurist.

Skriv en kommentar

Europas religiøse klimakrise truer vor civilisation

I denne tid er vi med meget god grund optaget af den globale klimakrise, men i dag – da jeg så en video med rabbi Jonathan Sacks – blev jeg mindet om en anden slags klimakrise.

I videoen refererer Sacks konklusionerne fra to bøger, skrevet af forfattere, som ikke selv er religiøse. I bogen The Strange Death of Europe (2018) skriver den britiske forfatter Douglas Murray, at ”Europe is committing suicide. Or at least its leaders have decided to commit suicide.” Lederne har lukket øjnene for den udvikling, som har bragt i fare hele vor civilisation og det frie samfund, som vi glæder os over og tager for givet. Årsagen er, at Europa er ved at miste sin religion, og i stedet er man stolte over, at samfundet i det 21. århundrede kan eksistere med sine rettigheder, love og institutioner uden at skulle ty til religion. Dvs. uden den kilde, som havde givet liv til disse rettigheder, love og institutioner. I stedet for religion kom der et voksende fokus på menneskerettigheder, der selv er et begreb, der stammer fra kristendommen. Altså byggede de på en tro, som man havde forladt. Europa er altså ved at miste sine religiøse rødder, og nu er selve træet ved at dø.

Den israelske historiker Yuval Harari præsenterer stort set den samme pointe i sin bog Sapiens. A Brief History of Mankind (2015), men blot i et mere globalt perspektiv. Den liberale humanisme bygger på troen på den monoteistiske Gud. Den liberale tro på hvert enkelt menneskes frie og ukrænkelige natur og dets unikke værdi er en direkte arv fra det kristne menneskesyn. Og det er pinligt, så vanskeligt det er for liberale at forklare, hvad der er så specielt ved det enkelte individ uden at kunne begrunde det i, at hvert menneske er skabt af Gud, og skabt i Guds billede. I stedet for religionen bygger vi i dag på videnskaben. Men set fra et rent videnskabeligt synspunkt, så har menneskelivet absolut ingen mening. Og enhver mening, som mennesker tillægger deres liv, er videnskabeligt set en illusion. Vi har med videnskaben og teknologien fået større magt end nogen sinde, men vi ved ikke, hvad vi skal gøre med den store magt. I en senere bog ”Homo Deus. A Brief History of Tomorrow” (2017) skriver han, at videnskab og teknologi har vist os, at alt liv inkl. menneskeliv blot er en serie af algoritmer, og når det kommer til algoritmer er kunstig intelligens allerede meget klogere, end vi er. Og når vi en gang ser tilbage, vil det vise sig at menneskeligt liv blot var en krusning i den kosmiske data-strøm.

Disse to meget seriøse og anerkendte tænkere er altså enige om at konkludere, at hvis vi mister vor religiøse tro, og helt konkret vor jødisk-kristne tro, der bygger på Bibelen, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og derfor helligt og ukrænkeligt med en værdighed, som ingen må tage fra os, så vil det betyde enden på Europa (Murray) eller homo sapiens (Harari).

Sacks konkluderer, at lige som der er mennesker, der benægter klimaforandringerne – og vi betragter det som tåbeligt at benægte det – sådan foregår der i dag en lignende benægtelse af en anden slags klimaforandringer, nemlig kulturelle eller civilisatoriske klimaforandringer, som er absolut lige så farlige for menneskehedens fremtid som de klimaforandringer, vi i dag forholder os til. Vi er ved at miste det jødisk-kristne fundament, som hele vor civilisation bygger på.

Hvis det havde været teologer eller kristne filosoffer, der havde skrevet de bøger, som Sacks refererer til, var det en anden sag, men nu er det faktisk højt respekterede akademikere, der ikke selv er religiøse, der fremsætter advarslerne. På en måde minder det om disse bøger om den klimarapport, som vi fik for få dage siden, en klimarapport skrevet af objektive forskere, og som vi derfor tager meget alvorligt. Her har vi en anden ’klimarapport’, der advarer os om de konsekvenser, der sandsynligvis vil følge af de kulturelle og civilisatoriske klimaforandringer, som en opgivelse af det jødisk-kristne religiøse fundament indebærer.

Christiansfeld, torsdag, den 11. oktober 2018
Mogens S. Mogensen

4 kommentarer