Skilsmissekontrakt – shari’a eller prokuratorkneb?

Det var chokerende at læse om, hvordan en imam i Odense, Mohamad Al Khaled Samha, bedre kendt som Abu Bashar, havde været med til at udforme en slags skilsmisse-kontrakt mellem en muslimsk mand og kvinde, som åbenbart havde været islamisk gift og sammen med dem underskrevet kontrakten.

Kvinden kan blive skilt, hvis hun opfylde flg. betingelser

  • Hun skal betale 75.000 kroner til eksmanden. Det modsvarer medgiften ved ægteskabets indgåelse.
  • Hvis hun bliver gift med en anden mand, mister hun retten til parrets to børn.
  • Hvis hun flytter længere end 130 kilometer væk fra Vollsmose, mister hun retten til børnene.
  • Hvis hun opfører sig på en måde, så hendes eller familiens ære bliver krænket, mister hun retten til børnene.
  • Hun skal bekræfte, at hun vil lære børnene koranen, det arabiske sprog og at bede fem gange om dagen, ellers annulleres skilsmissen.
  • Hvis hun bliver alvorligt psykisk syg, mister hun retten til børnene.
  • Hvis hun bliver fysisk syg og for eksempel skal bruge kørestol, mister hun retten til børnene.
  • Hvis hun slår sine børn eller ikke giver dem mad, mister hun retten til børnene.

Da jeg læste det, tænkte jeg, at det ville være meget formålstjenligt at få nogle andre imamer til at forholde sig til denne betændte sag og oplyse os andre om, hvad deres syn er på sagen.

Derfor skrev jeg en mail til nogle af de imamer, som jeg kendte gennem det dialogarbejde, som gennem årene er foregået i Kristent Muslimsk Samtaleforum.  Jeg spurgte, ”Hvad er jeres holdning til den skilsmissekontrakt, som omtales i Berlingske Tidende i dag?” De tog alle meget klart afstand fra Abu Bashars adfærd i denne sag, og var i øvrigt af den opfattelse, at et dokument med et sådant indhold ikke havde noget med shari’a at gøre.

Her følger citater fra svarene:

””Dokumentet, som Berlingske er kommet i besiddelse af, er behandlet efter sharialov og ikke den danske skilsmisselovgivning.” Hvilket er det rene vrøvl. Dokumentet bliver ikke “sharia”-compliant, blot fordi det er (1) udformet på arabisk og (2) af en “imam”. Dette dokument er ikke “behandlet efter sharialov”.

”Nægter manden at give kvinden skilsmisse, på trods af at de ikke længere bor sammen, kan en gruppe af religiøst kyndige mæglere (imamer/retslærde osv) afgøre at ægteskabet hermed er ophævet. Sværere er det ikke. Hverken en eller flere imamer har ret eller myndighed til at opstille betingelser indenfor områder, der varetages af offentlige myndigheder. Det eneste manden kan stille krav om er tilbagebetaling af mahr (medgift), men han kan på ingen måde afgøre vilkårene for retten til børnene. Det er noget de offentlige myndigheder afgør. Det er ufatteligt at en imam er gået med til at udforme sådanne betingelser. Og hvad er det for noget med, at gør hun ikke A, B, C og D, så er skilsmissen ugyldig. Det er uhørt!

”Disse vilkår har intet med “sharia” at gøre. Disse vilkår er udformet fuldkommen uafhængigt af islamisk jura, ligesom der i danske skilsmisser kan være vilkår, der tilgodeser den ene eller den anden part. At disse så er af sådan patriarkalsk natur og at “imamen” har hjulpet manden med at gennemtvinge dem qua sin status i samfundet, er ikke specielt “islamisk” og har ikke noget med “sharia” at gøre.”

”[…] hvis begge parter […] er enige, så står det dem frit for – iht. dansk lov – at blive enige om vilkårene for skilsmissen, da der også i Danmark som udgangspunkt er aftaleret.”

”Der er aftalefrihed i islam, som der er under den sekulære danske lov; hvad der er bekymrende er at en såkaldt imam (desværre ikke en beskyttet titel) har misbrugt sin religiøse position til at hjælpe sin ven med at få sikret hans interesser i denne skilsmisse og lagt nogle tydeligvis kulturelle kontrolmekanismer ned over kvinden.”

”I denne sag lader det til at “imamen” har udgivet sig for at være en mægler, men har i virkeligheden advokeret for manden. Svarende til at en advokat udgiver sig for at være neutral, men er hyret af den ene part til at sikre dennes interesser i en konfliktsag, som han får den anden part til at underskrive på.”

”Det lader tydeligvis til at være et forsøg på at sikre mandens interesser igennem et frit aftaledokument, ligesom hvis man havde været hos en advokat og sikret den ene part nogle meget fordelagtige vilkår/interesser i en skilsmisseaftale, mens den anden part blev trynet lidt og så presset den anden part til at underskrive dokumentet.”

”Det er på tide, at imamer med indblik i det danske samfund og forståelse for civilretlige forhold sætter sig ned og udformer nogle standardprocedurer for islamisk skilsmisse, der er i overensstemmelse med gældende love og regler i det danske samfund.”

”Den her sag er faktisk endnu en årsag til at man – altså muslimer – bør have en seriøs og bredt funderet islamisk mæglingsinstitution i Danmark på lige fod med jøderne og katolikkerne, så den slags baglokale “imamer” ikke kan byde kvinder denne form for ekstremt arrogant og ensidige “mæglinger”. Men som udgangspunkt bør ALLE vielser blive registreret i Danmark og der bør udarbejdes vilkår for de religiøse, som i lyset af islamisk lov tilvejebringer kvinderne alle de rettigheder og vilkår, som de ønsker i ægteskabet.”

Forhåbentlig kan disse udsagn fra anerkendte imamer i Danmark være med til at perspektivere mediernes beretninger om, hvad imam Abu Bashar i Odense har foretaget sig, så vi som ikke-muslimer kan danne os en mening om sagen på et oplyst grundlag.

Hvis de prokuratorkneb imam Abu Bashar åbenbart har brugt til gavn for manden og til stor skade for den kvinde, som ønsker skilsmisse, også praktiseres af andre imamer, så er der virkelig brug for et kritisk internt opgør i muslimske miljøer i Danmark.

Christiansfeld, fredag, den 25. september 2020
Mogens S. Mogensen

12 kommentarer

Kvindeundertrykkelse – et grænseoverskridende fænomen

I Kristeligt Dagblad i går skrev Mogens Lønborg, at ”Mange forarges over adfærd, Sofie Linde beretter om. Men få tager sig af den ekstreme voldelig kvindeundertrykkelse, Sara Omar beretter om”. Og her Har Lønborg virkelig en væsentlig pointe, nemlig at kvindeundertrykkende adfærd ikke kun forekommer i visse mediehuse og op andre arbejdspladser og i andre mandsdominerede miljøer, men også i muslimske miljøer. Og så er det også korrekt, at der i visse muslimske miljøer foregår kvindeundertrykkelse, der i enkelte tilfælde ender med vold eller mord, mens noget sådant heldigvis ikke foregår i mediehuse, på arbejdspladser osv. i Danmark. Men ikke desto mindre er grænseoverskridende seksuelle handlinger og forsøg på at benytte sin magtposition til at få seksuelle ydelser hos kvinder også udtryk for kvindeundertrykkelse, og noget tyder på, at det er foregået i et ret stort omfang.

Vi står altså her overfor et problem, som går på tværs af etniciteter og religioner, nemlig at kvinder qua kvinder oplever, at de udsættes for overgreb fra mænd. De bagvedliggende kvindesyn er nok forskellige, men i alle tilfælde fører disse problematiske kvindesyn til, at mænd udsætter kvinder for overgreb. Det bunder dybest set i det fællesmenneskelige problem, at vi ikke behandler andre på samme måde, som vi gerne selv vil behandles, som i dette tilfælde er med respekt, altså at ens grænser og integritet bliver respekteret.

Uanset hvilke mænd, der begår overgreb mod kvinder, og uanset hvilken bagvedliggende kulturelt eller religiøst kvindesyn, der ligger bag, så er der al mulig grund til at tage afstand fra kvindeundertrykkelsen, og så er der al mulig grund til, at vi i fællesskab arbejder på at sætte en stopper for den. Uanset hvilke kvinder, der oplever, at de udsættes for overgreb fra mænd, om de er muslimer eller kristne eller noget helt tredje, så er det et så alvorligt problem, at vi i fællesskab må gøre noget ved det.

Det nytter ikke noget at sige til kvinder, at de selv er ude om at mænd begår seksuelle overgreb mod dem, hvis de går klædt i korte skørter eller andet tøj, der understreger deres kvindelighed. Det ville jo blot reflektere et mandesyn, hvor mænd betragtes som ustyrlige sexdyr, der ikke kan styre deres lyster, hvorfor kvinder burde tildække sig fra top til tå i løsthængende gevandter. Og så ville vi stå med et meget problematisk mandesyn, som man kender det fra visse muslimske kredse.

Det hjælper heller ikke den kvindelige journalist på en avis, som oplever at den mandlige chef benytter sin magtposition til at have sex med hende, at få at vide, at der er muslimske kvinder, som oplever endnu mere ekstrem undertrykkelse. Kvindeundertrykkelse er aldrig OK. Kvindeundertrykkelse er et fænomen, som optræder på tværs af faglige, kulturelle, religiøse og andre grænser, og må under alle omstændigheder tages alvorligt, fordi det ødelægger kvinders liv.

Christiansfeld, onsdag, den 24. september 2020
Mogens S. Mogensen

9 kommentarer

Kirkeskadelig virksomhed?

”Jeg er afgjort meget bekymret for, hvordan det påvirker folkekirken, at vi har biskopper, der ikke formår at tøjle sig selv og tror, at de kan bruge bispekåben som deres egen politiske talerstol. … Kan kirkeministeren ikke få sat en bremse på biskopperne, kan vi blive nødt til helt grundlæggende at overveje den måde, vi har indrettet tingene på i folkekirken”, udtaler Morten Messerschmidt og kalder det ”kirkeskadelig virksomhed”.

Jeg er afgjort meget bekymret for, hvordan det påvirker folkekirken, at vi har politikere, der ikke formår at tøjle sig selv, og tror at de skal bruge deres politiske platform til at forsøge at lukke munden på biskopper. Kan folketinget ikke få sat en bremse på sådanne politikere, kan vi blive nødt til helt grundlæggende at overveje den måde, vi har indrettet tingene på i folkekirken, hvor folketinget fungere som folkekirkens synode.

Christiansfeld, onsdag, den 22. september 2020
Mogens S. Mogensen

11 kommentarer

Top-down og bottom-up tendenser i kirken i dag

De netop afviklede valgforsamlinger i forbindelse med menighedsrådsvalgene er en god anledning til at gøre status. Ikke af personlige årsager, selvom jeg efter 20 år nu holder i menighedsrådet, men med hensyn til kirkens udvikling. I anden sammenhæng har jeg den senere tid siddet og studeret missionshistorien i Danmark, altså hvordan kristendommen blev formidlet til det danske folk gennem tiderne.

Det slog mig, at to meget forskellige modeller stod frem, en top-down model, og en bottom-up model. Det var konger/kejsere og pave/biskopper, som tog initiativet til kristningen af Danmark i perioden 700 – 1000. Den typiske model var, at missionærerne søgte at vinde kongen for den nye tro, og når kongen så var blevet kristen, bestræbte kongen sig at gøre de ledende lag i befolkningen kristne og derefter alle undersåtter. Det var også kongen, som på reformationstiden traf beslutning om, at den danske kirke skulle være luthersk, dvs. at alle præster skulle tilslutte sig den lutherske lære, og menighederne ligeså. Ved enevældens indførelse blev det i kongeloven slået fast, at kirken var kongens kirke, og at han var overhoved over kirken. Kirkevæsenet blev en integreret del af statsapparatet, og blev derfor også styret på samme måde som andre dele af statsapparatet.

Med indførelsen af grundloven i 1849 fik borgerne religionsfrihed og forsamlingsfrihed, der betød, at de kristelige vækkelsesbevægelser nu fik mulighed for at udfolde sig i form af frie kirkelige bevægelser som fx de grundtvigske og de indremissionske. Der er dem, der ligefrem mener, at det først var med vækkelserne, at danskerne egentlig blev kristnede. Under alle omstændigheder så var der her tale om spredning af den kristne tro nedefra.

Her var der tale om en bottom-up bevægelse, ja, man kunne kalde det en FOLKEkirkelig model i modsætning til den STATSkirkelige model. Disse bevægelser byggede på frivillighed og på, at deltagerne selv tog ansvar for at finansiere og lede arbejdet, uden indblanding fra statens side. Der blev etableret grundtvigske samfund, indremissions samfund, KFUM og KFUK-kredse, søndagsskoler, Kirkens Korshær, ydre missions-selskaber, men fælles for dem alle var, at de nok var evangelisk-lutherske, men ikke var en del af den officielle etablerede kirke, altså statskirken.

Det kirkelige liv kom til at udfolde sig i en ellipsestruktur, hvor gudstjenester og kirkelige handlinger foregik i statskirkeligt regi, mens børne-/ungdomsarbejde, mission, diakoni mv. foregik i det frie folkekirkelige regi. Mange repræsentanter for statskirken var tilmed af den opfattelse, at det frie kirkelige arbejde ikke havde noget med den egentlige (stats)kirke at gøre – og nogle mente, at det i det hele taget godt kunne undværes.

At den evangelisk-lutherske kirke i grundloven blev kaldt for ”folkekirke”, ændrede ikke grundlæggende ved, at der stadig var tale om en statskirke, helt og holdent styret af statsmagten efter statsmagtens top-down principper. Det var først ved indførelsen af valgte menighedsråd i 1903, at vi fik et første bottom-up element i kirken. Siden da er menighedsrådenes kompetence blevet styrket, således at menighedsrådene i dag ikke kun har ansvar for rammerne for det kirkelige liv, men også – sammen med præsterne – for det kirkelige liv. I de første mange årtier fortsatte store dele af det kirkelige liv imidlertid med at foregå uden for den officielle kirkes regi – nemlig i de frie kirkelige foreninger, der i modsætning til den officielle kirke var præget af stor dynamik og kreativitet.

Det, der efter min vurdering fik størst betydning for udviklingen af bottom-up dynamikker i den officielle kirke, var imidlertid, at ellipsestrukturen i de seneste årtier er brudt mere eller mindre sammen, i og med at de frie kirkelige organisationer har oplevet en katastrofal tilbagegang i medlemsstal. Det betød, at store dele af de kristelige opgaver, som tidligere blev løst i regi af de frie kirkelige organisationer, nu er i fuld gang med at rykke ind i den officielle folkekirke. Tydeligst ses det ved, at mens missionshuse og andre foreningshuse nedlægges en masse, bygges der i flere og flere sogne sognehuse, der danner rammer om dette mangfoldige kirkelige arbejde.

Parallelt med denne udvikling har man kunnet konstatere, at en bottom-up dynamik lig den, vi kendte fra de frie kirkelige organisationer i deres storhedstid, nu er opstået i en lang række sogne. I disse år tages der i de lokale kirker talrige nye initiativer, som ikke er bestemt ovenfra, men som skaber ny udvikling i kirken. De fleste af disse initiativer er båret af frivillighed, som det også var tilfældet tidligere i fx en spejdertrop eller en søndagsskole. Nogle af de initiativer, som tages, fx når det gælder gudstjenester, bryder i praksis med de regler og forordninger, som er bestemt ovenfra. Og her kommer top-down og bottom-up principperne på kollisionskurs, og det er måske en af de varme kartofler, som nu ligger på tallerkenen i de biskoppelige udvalg, som er nedsat til at se på liturgi, orden, sakramenter og gudstjenester.

Mens der er et voksende antal mennesker, der er parat til at tage ansvar som frivillige, så viser også den seneste valgforsamling, at det ikke er tilfældet mht. menighedsråd. Måske fordi det netop er her, at top-down og bottom-up principperne brydes. De opgaver, som statskirken beder menighedsrådene i hvert enkelt lille eller stort sogn om at udføre, er undertiden så tidkrævende og bureaukratisk komplicerede, at kun få har mod på at tage det ansvar på sig at sidde i et menighedsråd, der er det administrativt laveste niveau i det kirkelige bureaukrati, hvis spids er kirkeministeriet.

Selvom udviklingen historisk set er gået fra en entydig top-down kirkemodel i retning af en kirkemodel mere præget af bottom-up dynamikker, så har 1000 års statskirke sat sit uafrystelige præg på den kirke, vi har i dag. Så meget, at det er uhyre vanskeligt at forestille sig, hvordan kirken kan fungere uden at være en integreret del af statsmagten.

For mig at se foregår der i kirken i dag en kamp mellem en top-down og en bottom-up tænkning om kirken. Og mens bottom-up dynamikken udfolder sig i de lokale kirker, så er der også tiltag på nationalt plan, som forøger den top-down dynamik, der i forvejen råder.

Spørgsmålet er, hvilken kirkemodel der er brug for i den kommende tid? Det er måske vanskeligt at forestille sig – kontrafaktisk – en bottom-up kirkemodel i middelalderens kristenhedssamfund, hvor alle var kristne. På den anden side ønsker politikere som fx Morten Messerschmidt med statsmagtens hjælp at styrke kristendommens indflydelse i et multireligiøst samfund med religionsfrihed – altså en top-down model.

Men hvordan møder vi som kirke bedst de udfordringer, som møder os i dag og fremover? Er det ved at styrke top-down dynamikkerne, eller er det ved at fremme bottom-up tendenserne? Det er da et spørgsmål, som det er værd at drøfte – også i de nyvalgte menighedsråd.

Christiansfeld, tirsdag, den 22. september 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

‘Framing’ af debatten om omskæring

Da jeg i slutningen af 60’erne gik på gymnasiet, fik min klasse en dag til opave at skrive en stil om et emne, som på det tidspunkt var meget ‘hot’, nemlig fri abort. Jeg kom til at tænke på min analyse af argumenterne for og imod fri abort i min stil, mens jeg har fulgt den aktuelle ophedede debat for og imod et forbud mod omskæring, fordi jeg så nogle lighedstræk i debatterne.

Nogen vil måske mene, at det er utidigt at se spørgsmålet et evt. forbud mod omskæring i sammenhæng med spørgsmålet om ophævelsen af forbuddet mod fri abort, men det mener jeg nu er meget relevant. Relevant er det også at se det i sammenhæng med spørgsmålet om ophævelse af forbuddet mod aktiv dødshjælp. I ingen af de tre tilfælde giver det mening blot at spørge den medicinske fagkundskab om at give det videnskabeligt set rette svars, for et sådan objektivt medicinsk svar gives efter min mening ikke. Her er der meget andet på spil end videnskab, nemlig menneske- og samfundssyn, og i sidste ende etik.

Der er også et vigtigt sprogligt aspekt af disse debatter. Taler vi om abort eller fosterdrab? Taler vi om dødshjælp eller medlidenhedsdrab? Taler vi om omskæring eller lemlæstelse? De ord, vi anvender i debatten, er ikke neutrale, men i høj grad værdiladede, og den der får lov til at bestemme, hvilke ord der skal bruges, får måske også allerede fra begyndelsen overtaget i debatten.

Når det gælder omskæring, skal det spørgsmål så først og fremmest ses i lyset af det enkelte menneskes (også barnets) ret til selvbestemmelse over sin krop? Eller skal det ses i lyset af spørgsmålet om religionsfrihed? Sætter vi omskæring af drengebørn i jødedommen og islam i relation til dåb af børn i folkekirken, eller ser vi den i sammenhæng med kvindeomskæring?

Fokuserer man på forældrenes ret til at opdrage deres børn og også til at indføre dem i familiens religion, eller fokuserer man på samfundets forpligtelse over for børn, og herunder at beskytte dem mod overgreb fra forældrenes side?

I debatten har fokus været på, hvilke konsekvenser et forbud mod omskæring ville få for jøder, men ikke for muslimer. Hvilken betydning har det for debatten, at det først og fremmest er jøder, vi taler om? Ville debatten forme sig anderledes, hvis man tog udgangspunkt i muslimernes situation? Sandsynligvis!

Fokuserer man på omskæring udelukkende som en religiøs rite, som det vitterligt er for jøder og muslimer, og glemmer man i debatten, at omskæring i en række lande foretages af ikke-religiøse årsager? I Danmark er det stort set kun jødiske og muslimske børn, der bliver omskåret, men fx. i USA blev i 2020 58% af drengebørnene omskåret, selvom det kun er 4% af befolkningen, der var jøder eller muslimer. Også i en lang række andre lande, er der forældre der lader deres drengebørn omskære af ikke-religiøse (og ikke-medicinske) årsager,

Fokuserer vi på, hvilke konsekvenser et forbud (eller ophævelsen af et forbud) vil få for de implicerede, eller fokuserer man på de principper, man forfægter? De angivelige principper kunne fx være, at man ikke må slå ihjel, og at man ikke må skære i små børn uden medicinsk begrundelse. Konsekvenserne kunne i alle tre tilfælde være, at selvom handlingerne blev forbudt, så ville de alligevel i mange tilfælde blive gennemført, men på en måde, der ville indebære en række andre alvorlige problemer. Eller konsekvensen af forbud mod omskæring kunne være, at jøder oplevede, at de ikke længere var velkomne i Danmark og måske ville overveje at flytte til et andet land, hvor omskæring var tilladt. Endelig kunne det få alvorlige internationale konsekvenser for Danmark, hvis vi som det første land indførte et forbud mod omskæring.

Alt dette her handler bl.a. om ‘framing’, der direkte oversat betyder ”indramning”. Det handler om, hvordan vi indrammer et fænomen, en begivenhed eller et spørgsmål og er dermed med til at påvirke, hvordan vi opfatter fænomenet. ‘Framing’ handler altså om at vinkle debatten om et emne for derigennem at påvirke, hvordan emnet diskuteres og dermed også hvilken holdning folk kommer til at indtage til emnet.

Når vi som borgere i et demokratisk samfund – og når politikere i et repræsentativt demokratisk system – skal tage stilling til et evt. forbud mod omskæring af drengebørn, så vil det være klogt for alle at besinde sig på, hvilken ‘framing’ af spørgsmålet, vi udsættes for i den hastige debat, der foregår i medierne, inden former vor egen mening om emnet.

NB: Jeg skylder læsere af denne blog at afsløre, at jeg af grunde, som der ikke er plads til at redegøre for her, er modstander af et forbud mod omskæring af drengebørn. Og jeg vil tilføje, at jeg tager hatten af for de politikere, der åbenbart har modet til at gå imod det store flertal af befolkningen (vælgerne?) – en undersøgelse siger 86% – som lige nu, hvor debatten kører på de høje nagler, går ind for et forbud. Og jegglæder mig over, at vi netop ikke har et direkte demokrati, men et repræsentativt demokrati, der skyder et (i nogle tilfælde) besindelsens element ind mellem folkestemninger (måske præget af ‘framing’) og vedtagelsen af love.

Christiansfeld, fredag, den 11. september 2020
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Hvor meget er retten til at anke værd?

Hvorfor skal en person, som i byretten er dømt for at have bedraget det offentlige for millioner af kroner, have lov til at anke sin sag til landsretten, og dermed pådrage staten yderligere udgifter? Hvorfor skal en person, som er dømt for vold, og som derved har påført et andet menneske stor skade, have lov til at anke sin sag, og dermed påføre staten yderligere udgifter? Sådanne sager er jo allerede en gang blevet afgjort efter bevisførelse af dommere, domsmænd og nævninge. Tænk dog på, hvor meget tid og hvor mange penge samfundet kunne spare, hvis man afskaffede retten til at anke sin sag.

Jeg er sikker på, at de fleste politikere og alle jurister straks ville protestere mod et sådant forslag. Hvordan kan jeg vide det? Jo, i 2014 foreslog Socialdemokratiet i visse sager at indskrænke borgernes mulighed for frit at anke en dom fra byret til landsret. Og det handlede endda kun om civile sager, som drejede sig om mere end 10.000 kr. Loven var og er sådan, at i civile sager om mere end 10.000 kr. kan man frit anke fra byret til landsret. Forslaget gik blot ud på at hæve loftet til 20.000 kr. Forslaget var et forsøg på at befri landsretterne for en del arbejdsopgaver og dermed sætte hastigheden op i retsvæsnet. Advokatsamfundets generalsekretær Torben Jensen slog imidlertid fast, at ”Udgangspunktet i dansk ret er, at man har adgang til at anke sin sag, hvis man ikke får medhold. Det kompromitterer man med den her regel”. Og forslaget mødte også kritik for samtlige partier uden for regeringen (DRs hjemmeside den 16. april 2016: ”Regeringen vil begrænse retten til anke”). Hvor meget større ville modstanden ikke have været, hvis man ville have søgt at afskaffe ankeretten i mere alvorlige sager!

Men hvad så, hvis man i stedet for at afskaffe eller indskrænke retten til at anke, tilbød alle de mennesker, som havde fået en dom fx i byretten, at de kunne få – lad os sige – 20.000 kr., hvis de undlod at anke deres sag til landsretten. Det ville bestemt være en økonomisk god forretning for samfundet – i en tid, hvor alt helst skal gøres op i kroner og øre. Jeg ved ikke, hvad politikere og jurister ville sige til en sådant forslag, da ingen indtil nu har fremlagt et sådant forslag, men jeg gætter på, at alle jurister og flertallet af politikerne ville indvende, at to-instans-systemet er en stor del af den retssikkerhed, som vi lægger så stor vægt på i det danske retssamfund. Og det ville man gøre i erkendelse af, at mennesker – også dommere – er fejlbarlige, og at det derfor er klogt, at en anden instans i en række tilfælde kigger den første instans’ dom efter i sømmene. Derfor vil det ikke være i retssamfundets interesse, at dømte fristes med et større pengebeløb til at frasige sig retten til at anke en dom. I et retssamfund er det bedre, at en skyldig går fri, end at en uskyldig bliver dømt.

Det rejser spørgsmålet om, hvor meget retten til at anke er værd? Når det gælder civile sager om økonomiske spørgsmål, så er retten til at anke åbenbart så meget værd, at politikerne ikke vil afskaffe eller indskrænke den. Og det samme er jeg overbevist om er tilfældet i alle de sager, ved domstolene, som almindelige borgere kan risikere at blive indblandet i. Her vil de fleste politikere sige, at retssikkerheden ikke kan gøres op i kroner og ører. Og her kunne ingen drømme om, at købslå med borgere, der er dømt ved en domstol, om deres mulighed for at anke deres sag. Men når det gælder asylansøgere, så er flertallet af politikere åbenbart parat til at købe asylansøgernes mulighed for at anke for 20.000 kr.

Spørgsmålet er så, hvor meget retten til at anke et afslag på asyl i Udlændingestyrelsen er værd for asylansøgere? De kan jo kigge på statistikken og se, hvor mange procents chance de statistisk set har for at få noget ud af at anke deres sag, og det kan sikkert få nogen til at droppe muligheden for at anke til fordel for 20.000 kr. Andre er måske så fattige, at de fristes af at få 20.000 kr. i lommen her og nu – uden tanke på, hvilke konsekvenser det på længere sigt kan få for dem.

Men det helt grundlæggende spørgsmål er, om det på dette område virkelig skal være ussel mammon, der skal være styrende for, hvordan vort retssamfund skal fungere? Efter min mening er to-instans-systemet en alt for vigtig del af det danske samfunds retssikkerhed til, at det kan gøres op i kroner og øre.

Christiansfeld, onsdag, den 12. august 2020
Mogens S. Mogensen

4 kommentarer

Kampen for religionsulighed

Det er efterhånden blevet et mantra for Dansk Folkeparti – og de politikere, der har overtaget DF’s retorik – at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. I forlængelse af dette mantra kæmper en række politikere for religionsuligheden i Danmark.

Religionsfrihed er et meget velbeskrevet begreb og fænomen, som de fleste mennesker kender til, men hvad dækker religionsulighed over? Religionsulighed har imidlertid en endnu længere historie end religionsfrihed og kendes ikke kun fra lande, hvor islam (eller andre religioner) er dominerende, men også fra lande hvor kristendommen er det store flertals religion. Religionsulighed var særlig udbredt i middelalderen og i de efterfølgende århundreder, men der er også eksempler på det i moderne tid.

Fænomenet religionsulighed optræder naturligvis kun i lande, hvor flere religioner praktiseres, og derfor forudsætter religionsulighed en minimal form for religionsfrihed. Derfor var religionsulighed langt op i historien ikke et tema i kristne lande, hvor andre religioner (ligesom andre kristne konfessioner end den dominerende) i mange tilfælde var forbudt. I muslimske lande har andre religioner – det gælder især kristendom og jødedom – imidlertid været tilladt fra profeten Muhammeds tid, og derfor er det interessant at fokusere på, hvordan religionsulighed blev praktiseret der gennem tiderne.

Islam var statens religion og blev som sådan understøttet af staten, men jøder og kristne havde frihed til at praktisere deres religion. Religionsuligheden viste sig imidlertid i form af en række begrænsninger i jøders og kristnes religionsfrihed og borgerlige rettigheder – således at der ikke var lighed for loven for jøder og kristne. Blandt de restriktioner i religionsfriheden, som til forskellige tider og på forskellige steder blev praktiseret, var:

  • Begrænsninger i jøders og kristnes klædedragt
  • Forbud mod at opdrætte svin i nærheden af en muslimsk nabo
  • Forbud mod at bygge nye kirker, klostre og synagoger; forbud mod at genopbygge ødelagte kirker
  • Forbud mod at opsætte kors på kirker
  • Forbud mod at ringe med kirkeklokker eller udføre religiøse ceremonier i det offentlige rum
  • Forbud mod at drive mission
  • Begrænsninger i jøders og kristnes adgang til offentlige embeder og bestemte erhverv

Religionsuligheden indebar altså, at religionsfriheden for jøder og kristne var stærkt begrænset, og at jøder og kristne ikke blev betragtet som fuldgyldige borgere, men som en slags andenrangsborgere i samfundet, der så at sige var på tålt ophold i det muslimske samfund.

I lyset af ovenstående beskrivelse af religionsufrihed i muslimske lande giver det mening at undersøge, hvad det er for en religionsulighed, som politikere fra DF og andre partier i disse år kæmper for? Her er en liste over nogle af de forslag til indførelse af religionsulighed, som er fremsat de senere år:

  • Burkaforbud – der har til hensigt at forbyde bestemte muslimske klædedragter. Det er allerede gennemført under navnet tildækningsforbud
  • Forbud mod muslimske tørklæder bestemte steder i samfundet
  • Forbud mod bygning af minareter
  • Forbud mod bønnekald
  • Begrænsning i antallet af moskéer, der må bygges i Danmark
  • Forbud mod at muslimske indvandrere kan få dansk statsborgerskab
  • Fratagelse af vielsesret og retten til at modtage skattefri bidrag.

Hvis man går længere ned ad denne vej, så vil det føre til en religionsulighed i det danske samfund, der vil indebære, at muslimers religionsfrihed vil blive begrænset, og at muslimer risikerer ikke længere at blive betragtet som fuldgyldige borgere, men som en slags andenrangsborgere i samfundet, der så at sige er på tålt ophold i vort kristne samfund.

Men – vil den kritiske læser sikkert indvende – er religionsuligheden ikke indskrevet i den danske grundlov, altså uligheden mellem kristendom og andre religioner, som det fremgår af §4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”?

For det første er det ikke kristendommen, men den evangelisk-luthersk kirke, der understøttes af staten. For det andet understøttes den evangelisk-lutherske kirke i dens egenskab af folkekirke (”som sådan”). På den grundlovgivende forsamling i 1848-49 blev det slået fast, at statens forpligtelse til at støtte folkekirken økonomisk og på anden måde kun gælder, så længe den overvejende del af befolkningen tilhører folkekirken (på det tidspunkt tilhørte mere end 99% af befolkningen denne kirke). For det tredje er der intet i grundloven, der hindrer at støtte andre trossamfund på samme måde som folkekirken, men der er ikke nogen pligt til det. For det fjerde indebærer den religionsulighed, som statens understøttelse af folkekirken er, ikke nogen legitimation af fratagelse af friheder fra andre religiøse trossamfund. Tværtimod indeholder §67-70 i grundloven en klar beskyttelse af religionsfriheden for alle borgere.

At vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark, er et politisk mantra og et kald til kamp for religionsulighed, som måske kan lukke døren op til mange st emmer ved folketingsvalg. Men det åbner samtidig en ladeport for en underminering af dansk åndsfrihed.

Christiansfeld, fredag, den 6. august 2020
Mogens S. Mogensen

21 kommentarer

Morten Messerschmidt og kristendommen

Politikens interview med Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, ”Messerschmidt vil føre DF ud af krisen med kristen værdikamp” den 30. juli, er interessant læsning. For det første glæder det mig, at Messerschmidt åbenbart har omvendt sig til kristendommen. Han siger selv, at han tidligere troede, at han var ateist – og i artikler for år tilbage gav han da også udtryk for meget kristendomskritiske holdninger – men nu bekender han sig til kristendommen som sandheden. For det andet kan jeg kun give Messerschmidt ret i, at kristendommen har spillet en afgørende rolle for det danske samfund, og i den forstand har han ret i, at Danmark er et kristent land. For det tredje kan jeg kun glæde mig over, at han åbenbart ønsker at hente inspiration fra kristendommen til sit politiske virke.

Men så hører min glæde desværre også brat op. Messerschmidt ønsker, at vi ”som et kristent land skal prioritere og hjælpe forfulgte kristne mere end alle mulige andre, herunder muslimer”. Og vi skal ændre udviklingsbistanden, så vi straffer de lande, som forfølger kristne, mens det samme ikke skal ske for de lande, der forfølger muslimer. Messerschmidts forståelse af kristendommen er altså, at vi som kristne kun skal elske andre kristne og tage os af dem, mens vi ikke skal bekymre os om fx muslimers ve og vel. Messerschmidt kan have mange politiske grunde til at indtage denne – i mine øjne meget inhumane – holdning, men for mig at se, er denne holdning på kollisionskurs med Jesu ord om at elske sin næste, ja, endog at elske sin fjende.

En anden konsekvens af den inspiration, Messerschmidt angiveligt henter i kristendommen, er, at der skal sættes et loft over, hvor mange moskéer der skal have lov til at være i det kristne Danmark. Dermed går Messerschmidt ind for en begrænsning i menneskers religionsfrihed her i landet. Sådan som jeg forstår kristendommen, så må den modtages eller afvises i frihed, og enhver tvang – eller begrænsning i folks trosfrihed – er kristendommen fremmed.

En tredje konsekvens af Messerschmidts kristne værdikamp er hans forslag om en ændring af folkeskoleundervisningen. ”Det skal være obligat, at man kender Det Nye Testamente og den kristne katekismus. Man skal selvfølgelig synge de danske salmer i folkeskolen og ikke reservere det til konfirmationsforberedelsen”. Også her stikker den religiøse tvang sit hoved frem, en tvang i åndelige spørgsmål, som strider mod den åndsfrihed, som vi i Grundtvigs fædreland er stolte af – og forstår som en konsekvens af den kristne tro. Det må være kirkens opgave at undervise børn i Luthers katekismus og ikke statens.

”Der foregår en religionskrig, og vi ser den også her i Danmark”, siger Messerschmidt, og forsøger dermed at bilde borgerne ind, at vi i dag står midt i en krig mellem kristne og muslimer her i Danmark. Det er muligt, at det er i Dansk Folkepartis interesse, at der udvikler sig en religionskrig i Danmark – og Messerschmidts interview må ses i det perspektiv. Men også her er det vanskeligt at se, hvad det har med kristendom og den Jesus at gøre, som opfordrer os til at elske vore fjender og søge at stifte fred.

Det kan bestemt ikke afvises, at Messerschmidts såkaldte kristne værdikamp vil føre Dansk Folkeparti ud af dets dybe krise, men jeg kan overhovedet ikke få øje på, hvad denne værdikamp har med kristendom at gøre. Derimod kan jeg være bange for, at der vil være mennesker i Danmark, som tænker, at hvis det, som Messerschmidt her præsenterer, er kristendom, så vil de betakke sig for at identificere sig med kristendommen.

Christiansfeld, mandag, den 3. august 2020
Mogens S. Mogensen

8 kommentarer

Er konverteringen af Hagia Sophia til moské første skridt på vejen mod genetableringen af et osmannisk kalifat?

Efter at det osmanniske rige i første verdenskrig blev besejret, etableredes det moderne Tyrkiet under ledelse af Mustafa Kemal (senere kaldet Kemal Atatyrk). Kemal Atatyrk oprettede den den tyrkiske republik den 29. oktober 1923, blev valgt til præsident og nedlagde dermed det Osmanniske Rige og den 3. marts 1924 opløste nationalforsamlingen det osmanniske kalifat, der havde eksisteret siden 1517. I de følgende år forsøgte Kemal Atatyrk at fremme en sekularisering og vestliggørelse af samfundet. Efter Kemal Atatyrks død var det hæren, som var garant for denne politik, og medlemsskabet i NATO og ansøgningen om medlemskab i EU var en del af denne politik. Men der var hele tiden stærke kræfter, som ønskede at vende udviklingen og fremme en islamisering af samfundet. Stærkest er det kommet til udtryk under den nuværende præsident Erdogan, hvis succes hænger sammen med, at det lykkedes ham at stække hærens magt.

Konverteringen af Hagia Sophia til en moské – og måden det er sket på – kan bedst forstås i lyset af Erdogans langsigtede politik. Spørgsmålet er imidlertid om Erdogans langsigtede mål kun er en re-islamisering af Tyrkiet, og dermed et opgør med Kemal Atatyrks sekulariseringspolitik, eller det også er et opgør med Kemal Atatyrks nedlæggelse af det osmanniske rige og det osmanniske kalifat?

En række af Erdogans islamistiske tilhængere har i de senere år igen og igen opfordret til, at Erdogan genopretter det osmanniske kalifat med Erdogan som kalif. Gercek Hayat, der er et islamistisk tidsskrift ejet af Yeni Safak-avisen, der har tætte bånd til regeringen, skrev på sin forside den 27. juli. ”Hagia Sophia and Turkey are now free. If not now, when? If not you, who? Get together for Caliphate”.

Flere af Erdogans handlinger og udsagn kunne pege i samme retning. I forbindelse med beslutningen om at gøre Hagia Sophia til moske, udtalte Erdogan blandt andet, at “the resurrection of Hagia Sophia” repræsenterer “the footsteps of the will of Muslims across the world to come out of the interregnum,” and the “reignition of the fire of hope of not just Muslims, but … of all the oppressed, wronged, downtrodden and exploited.” Det interregnum Erdogan refererer til, er sandsynligvis den 100-årige periode, hvor der ikke har været nogen kalif. Ved samme lejlighed udtalte han flg.: ”Yes, by acting in accordance with Allah’s command and promise, we will turn to the next task after finishing the job at hand. We brought Hagia Sophia, our dream of 86 years, together with the Qur’an, prayer and its congregation again. Now is the time to turn to other jobs we will do for our nation and for all of humanity”. Spørgsmålet er, hvad de ”other jobs” handler om? Det kunne være, som han også har talt om, befrielsen af Al-Aqsa, men det kunne også være genetableringen af kalifatet. Efter fredagsbønnen i Hagia Sophia besøgte han Sultan Mehmed 2.’s grav, den sultan som i 1453 erobrede Konstantinopel, hvilket kunne tyde på, at han så sit virke i forlængelse af osmannernes erobring af Konstantinopel, som blev indledningen til den osmanniske storhedstid.

Meget kunne tyde på, at Erdogan stiler mod en genetablering af kalifatet – måske i hundredeåret for dets nedlæggelse, altså i 2024. Men er der opbakning til det i den tyrkiske befolkning. I marts 2019 blev der foretaget en gallup-undersøgelse, der viste, at 59 % svarede ja til, at det var en god beslutning, at nationalforsamlingen i 1924 ophævede kalifatet, mens kun 14% svarede, at det var en dårlig beslutning. Og selv blandt de vælgere, som havde stemt på Erdogans parti, var der ca. 48%, der syntes nedlæggelsen af kalifatet var en god beslutning, mens kun 21% mente det var en dårlig beslutning. Og på spørgsmålet, om muslimer rundt om i verden skulle bestræbe sig på at genetablere kalifatet, svarede 61%, at de var mere eller mindre imod det, mens kun 17% var mere eller mindre enige i det (og tallene for dem der havde stemt på Erdogans parti var hhv. 46% og 28%) ”

Der er altså ikke noget, der tyder på, at der er et flertal i befolkningen for en genetablering af kalifatet, men det kan naturligvis ændre sig. Meget tyder imidlertid på, at Erdogan er meget målbevidst i sit arbejde på en genislamisering af det tyrkiske samfund og på at lancere Tyrkiet eller måske rettere ham selv som den islamiske verdens leder – og i den forbindelse også er parat til at distancere sig fra Europa og Vesten.

Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at for Erdogan står det osmanniske rige som et ideal. Det er ikke gode nyheder for de kristne minoriteter i Tyrkiet, der i forvejen har det svært i, for i det osmanniske religionssystem var de kristne henvist til en rolle som andenrangsborgere med meget begrænsede rettigheder.

Konverteringen af Hagia Sophia, som i næsten 1000 år var kristenhedens vigtigste katedral, og som fra 1553 til 1934 var en moské, men siden 1934 har været et museum, er i sig selv en meget problematisk handling, som der er grund til at protestere over. Men vigtigere er det, at konverteringen af Hagia Sophia er et tegn på en meget farlig udvikling i Tyrkiet, der kan skabe alvorlige spændinger mellem muslimer og kristne ikke bare i Tyrkiet, men også i andre dele af verden.

Christiansfeld, onsdag, den 29. juli 2020
Mogens S. Mogensen

Kilder:

The Nordic Monitor, Hagia Sophia’s conversion to a mosque sparks a debate in Turkey on reviving the caliphate July 29, 2020.

The Washingtong Post, ”Istanbul’s Hagia Sophia is a mosque again. Do Turkish citizens want Erdogan to restore the caliphate?” July 24, 2020.

1 kommentar

Er mission blot den religiøse dimension af den vestlige imperialisme?

Overmalingen af statuer af Hans Egede både i Grønland og i Danmark og debatten i Grønland om Egede-statuens placering i Nuuk er konkrete symptomer på den kritik af vestens mission i kolonierne, som vi nok kommer til at høre mere til i den kommende tid.. Skal den moderne missionsbevægelse, der bidrog til kristendommens spredning i den såkaldte totredjedel-verden først og fremmest forstås som den religiøse dimension af den vestlige imperialisme og derfor også bedømmes og fordømmes som sådan? Altså et overgreb mod mennesker, som kirken og missionsselskaberne i vesten dybest set burde stå frem og undskylde?

Inden den dom fældes af missionens moderne kritikere, burde alle parter lytte til, hvordan repræsentanter for de folkegrupper, som blev ’udsat’ for vestens mission opfatter situationen, fx Lamin Sanneh og Kwame Bediako.

Artiklen ”The Horizontal and Vertical in Mission: An African Perspective” (1983) er skrevet af Lamin Sanneh fra Gambia, som i mange år var professor i ”Mission and World Christianity” på Yale Universitet. Hans hovedpointe er, at historien om vestens missionsbevægelse er langt mere kompleks og har mange flere facetter, end sådan som den fremstilles hos dem, der blot ser den som et underordnet element i den vestlige imperialisme. Sannehs konklusion på sine missionshistoriske studer er, at missionærerne tog initiativ til en religiøs forandringsproces, i hvilken det var hævet over enhver tvivl, at afrikanerne blev de dominerende agenter. Sanneh skelner mellem missionens to processer, nemlig den historiske transmission af kristendommen, hvor missionærerne var primære agenter, og den lokale assimilering af kristendommen, hvor der sker en lokal tilpasning af den religion, som missionærerne bidrog til at introducere, og hvor afrikanerne var de primære agenter. Sanneh spørger, og giver selv svaret:

”The question with which we are faced fundamentally is this: Of the two processes at work in Christianity, historical transmis­sion and indigenous assimilation, which one is the more signifi­cant? Without hesitation we should say .the process of assimilation, for it is within that that the historical process itself becomes meaningful.”

Det vigtigste, som missionærerne foretog sig, i deres formidling af kristendommen, var at de oversatte bibelen til de lokale sprog. Det fik revolutionerne konsekvenser for de lokale kulturer. For det første fordi det viste, at de lokale sprog kunne være fuldgyldige bærere af den guddommelige åbenbaring. Gud talte altså deres sprog, hvilket gav deres lokale kultur en eviggyldig betydning.

”The second was the assumption that the God whom the mission­ary came to serve had actually preceded him or her in the field and that to discover His true identity the missionary would have to delve deep into the local culture. It is the hidden reality of this di­vine presence that both validates external mission and requires translation as a sine qua non of witness. Thus the central catego­ries of Christian theology-God, creation, Jesus Christ, and history (“the world”)-are transposed into their local equivalents, sug­gesting that Christianity had been adequately anticipated.”

Oversættelsen af bibelen til lokale sprog i den historiske transmission af kristendommen stimulerede således den lokale assimilering af kristendommen.

”Before long the forces of adaptation predominated over those of transmission. The missionary acquired a transformed significance, becoming im­portant, not as an ally of the colonial regime, but as the unwitting agent of local adaptation over which the African presided with ef­fective authority.”

I afrikanernes møde med kristendommen, formidlet af missionærerne, var afrikanerne altså ikke blot passive objekter for en vestlig missionsindsats, men de var først og fremmest hovedaktører i den religiøs forandringsproces, som de indgik i, mens missionærernes rolle på langt sigt var af sekundær betydning.  Sanneh konkluderer:

”In this brief methodological inquiry I have tried to show that we cannot continue to appropriate Christianity as an ideological theme and annex it as a subplot to the history of Western imperi­alism. […] I have also suggested that the process of the his­torical transmission of Christianity under Western missionary agency should be subordinated to that of local assimilation and adaptation under African agency.”

En anden afrikansk teolog, Kwame Bediako, en berømt kirkehistoriker fra Ghana, bygger videre på Sannehs konklusioner, når han i bogen ”Christianity in Africa: The Renewal of a Non-Western Religion” (1995) føjer en tredje proces til, som dog også ligger implicit i Sannehs værker. Forud or den historiske missionariske transmissin af kristendommen og den lokal assimilering af kristendommen går der en ”preparatio evangelica”, som kan spores i afrikanske såvel som i alle andre kontekster i form af præ-kristne traditioner. Gud har forberedt fok til at modtage evangeliet, før den første missionærs ankomst, som også flere kirkefædre har gjort opmærksom på. Fx Justin Martyr, der taler om, at Gud har plante sin ”logos spermaticos” i enhver kultur. Lige som vi kan læse om Guds ”preparatio evangelica” i forhold til det jødiske folk i Det gamle Testamente, sådan har Gud også være på spil i andre folks historie, for at forberede dem på modtagelsen af Kristus. Derfor var det ikke missionærerne, der bragte Gud til Afrika, men Gud der kaldte missionærerne til Afrika for at pege på den Gud, som allerede var til stede i deres kultur.

Hvis Lamin Sanneh og Kwame Bediako har ret i deres analyse af de processer, der førte til at kristendommen blev udbredt i Afrika (og andre dele af verden), betyder det naturligvis ikke, at missionærerne kan frikendes for enhver skyld (og heller ikke Hans Egede i Grønland), for den historiske transmission af evangeliet, som missionærerne var engageret i, var et menneskeligt foretagende, og som alle andre menneskelige aktiviteter var det også inficeret af menneskets synd. Men Sannehs og Bediakons analyser reducerer missionærernes betydning til fordel for de lokale aktører og giver et langt mere mangefacetteret og nuanceret billede af de processer, som missionærerne var en del af.

Christiansfeld, mandag, den 27. juli 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Paradokser, spændingsfelter og ambivalenser i den kristne tro

Jo mere man fordyber sig i den kristne tro og reflekterer over troen, jo mere vil man støde på paradokser, spændingsfelter og ambivalenser. Spørgsmålet er, om det er et alvorligt problem for den kristne tro og for den troende?

Det mest åbenlyse paradoks i den kristne tro er, at vi tror, at Jesus er både Gud og menneske. Det bliver allermest et kors for forstanden, når vi tænker på Jesu død. Hvordan kunne Gud dø? Et andet paradoks, som kristne ofte bliver konfronteret med af tilhængere af andre religioner er troen på, at Gud er én og samtidig tre, altså troen på treenigheden, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Hvis disse to paradokser vedrørte perifere forhold vedrørende den kristne tro, kunne man måske lade dem ligge, men der findes næppe noget mere centralt i kristendomme end troen på den treenige Gud og på Jesus som Gud og menneske, og så kan vi alligevel ikke give nogen logisk forklaring, der tilfredsstiller menneskers forstand.

 Når det gælder en række andre vigtige spørgsmål i den kristne tro, så afsløres der en række spændingsfelter, hvor det ikke er muligt at give et entydigt svar, men hvor vi må leve med spændingerne mellem de forskellige svar som Bibelen antyder, og som ligger på et kontinuum. Leif Andersen giver et godt eksempel på det i bogen ”Gud og det onde”. ”Der findes tekster og temaer i Bibelen, der dækker næsten hele spektret, fra den monistiske betoning til den dualistiske betoning. Henholdsvis lægges vægten på Guds vilje i lidelsen og på Guds kamp mod lidelsen. I dette spændingsfelt finder vi Skriftens samlede billede af Gud og lidelse, af bøn og af tro. Ikke i nogen enkel formel” (s. 82f). Når vi står over for en konkret lidelse, skal vi så regne med, at den er bestemt af Gud, tilladt af gud, eller at den blot kommer fra den onde, men at Gud vil kæmpe sammen med os mod det?

Et andet eksempel på et spændingsfelt handler om kristentroens forhold til andre religioner. På den ene side betones Guds generelle åbenbaring i skaberværket, som vi fx finder den beskrevet i Romerbrevet kap. 1, og fx som kirkefaderen Justin Martyr omtaler som logos-frø, der var plantet i alle kulturer og religioner. På den anden side betones Guds særlige åbenbaring i Jesus Kristus, der i Hebræerbrevet beskrives som Guds væsens udtrykte billede, og at vi kun kender Gud igennem Jesus Kristus. I forlængelse af dette spændingsfelt ligger spændingen mellem troen på alles frelse (fx med henvisning til ordet om, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses) og troen på, at der kun er frelse for dem, der er kommet til tro på Kristus (fx med henvisning til ordet om, at der ikke er frelse i nogen anden end Kristus). Hvor går grænsen for, hvem Gud åbenbarer sig for, og hvem Gud frelser?

Et tredje eksempel på et spændingsfelt er synet på Guds rige, som det kommer til udtryk i udsagnet ”allerede – endnu ikke”. I hvor høj grad er Gudsriget brudt igennem i vores verden, så vi fx må forvente, at Gud altid på vor bøn griber ind til helbredelse af al sygdom, eller i hvor høj grad må vi leve med, at Guds rige endnu ikke er brudt igennem. I den ene ende af skalaen har vi en slags realiseret eskatologi, i den anden enden en deisme, hvor Gud blot har sat verden i gang og ikke griber ind i dens gang. Meget karismatiske kristne vil lægge stor vægt på forventningen om, at vi her og nu kan opleve Gudsrigets ekstraordinære her og nu fx, gennem helbredelser, mens andre kristne ikke har disse stærke forventninger til kristenlivet her og nu. Hvor er det rigtige sted at placere sig i dette kontinuum, og er der blot én rigtig holdning?

Ud over paradokser og spændingsfelter (og hertil kunne man også føje mysterier) i den kristne tro (forstået som det, vi tror på), så er der også ambivalenser i den kristne tro, (forstået som den måde, vi tror på). Det nye leksikon på nettet, lex.dk, beskriver ambivalens som ”samtidig tilstedeværelse af to modsatte følelsesindstillinger til den samme person, genstand, situation eller aktivitet”. Eller, sådan som det defineres på fremmedord.dk, som det at være ”splittet mellem to modstridende holdninger eller meninger”.

Vi møder det i Bibelen, fx der, hvor en far kommer med sit syge barn til Jesus og siger ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Og vi møder det hos moderne mennesker som Philip Faber, der har sunget med os i TV i corona-tiden. Han er citeret for at have sagt: ”Jeg kan ikke finde soundtracket til hele mit liv i én musikgenre, og på samme måde er det med min tro. Nogle dage er jeg total nihilist, og har det godt med det, og så er der andre tider, hvor jeg tror på Gud og er ret kristen” (Kristeligt Dagblad, den 3. april 2020). På samme måde har sikkert mange andre danskere også et ambivalent forhold til kristendommen – især måske også i denne postmoderne tid, hvor mange tilværelsestolkninger byder sig til, og det kan være svært at orientere sig.

Hvis vi skal være helt ærlige, så møder vi det nok også hos os selv, os, der måske sidder på kirkebænkene (næsten – hov, det var måske også en ambivalens?) hver søndag. De fleste af os rummer ikke kun tro, men også tvivl. De fleste af os udviser forskellige holdninger til forskellige åndelige spørgsmål i forskellige livssituationer. Og i praksis handler vi langt fra altid konsistent i forhold til det, vi tror, når vi ikke altid gør det gode, som vi egentlig vil. Hvordan kan vi være kristne – altså nogen, der tror på Kristus – når vi ofte er så ambivalente i vor tro?

Svaret på problemerne med paradokser, spændingsfelter og mysterier i vor kristne tro – og egentlig også vor ambivalente tro, tror jeg (måske med en vis ambivalens?) er, at vi tror på en personlig Gud og ikke på et Gudsbegreb eller en guddommelig ideologi. Hvis kristendommen var et system, så måtte man forvente, at det hang logisk sammen uden paradokser og mysterier, og så ville det også være lettere at tro på det uden ambivalens; så ville det være som at tro på en andengradsligning.

Den ortodokse teolog John Zizoula har sagt, at det, der definerer en person, er at vedkommende indgår i relationer. Et væsen bliver ikke først en person, som så derefter indgår i relationer. Tværtimod er det sådan, at det at være en person indebærer at være i relationer. At være kristen er at leve i en relation til Gud, sådan som han har åbenbaret sig i Jesus Kristus (som beskrevet i Ny Testamente). At tro på Kristus betyder, at vi har fået tillid til ham, og til hans kærlighed til os. På samme måde som vor tillid til vor ægtefælle eller vor ven ikke bygger på, at vi ved alt om ham, eller forstår ham eller hende til bunds, men på vor erfaring over tid med ham eller hende, på samme måde bygger vor tror på Gud (i endnu højere grad, på grund af forskellen mellem Gud og menneske) ikke på, at vi har kigget Gud i kortene og har forstået alt, hvad han gør og siger. Fordi vor kristne tro er tillid til Gud, så kan vi også rumme de paradokser og spændingsfelter, der hører til at leve som kristen, og også de ambivalenser, som følger med, og som Gud også kan rumme i sin relation til os.

Derfor er paradokser, spændingsfelter, mysterier og ambivalenser ikke et problem i – eller en mangel ved – den kristne tro. Tværtimod understreger de, at den kristne tro er for mennesker, med alle de begrænsninger vi har, og at den kristne tro ikke er en kold logisk ideologi om Gud, men en varm og kærlig relation til den levende Gud.

Christiansfeld, søndag, den 26. juli 2020
Mogens S. Mogensen

NB: Blogindlægget bygger på inspiration fra bøger af Leif Andersen, Hans Raun Iversen og Timothy Tennent, som jeg har læst denne sommer,

3 kommentarer

Dum og dummere – og lovforslag om at prædikener skal oversættes.

Når det gælder udlændinge- og integrationspolitik, har der i de senere år udfoldet sig en hård konkurrence om at fremsætte det dummeste lovforslag (hvoraf nogle er blev vedtaget i folketinget). I mange år var Dansk Folkeparti i den gule førertrøje, men blev så udsat for en hård konkurrence fra Socialdemokratiet, i hvis kølvand flere borgerlige partier fulgte. På det seneste er det nok Nye Borgerlige, som har taget føringen. Men et af de dummeste lovforslag blev vi mindet om i dag i en artikel i Kristeligt Dagblad, under overskriften ”Socialdemokratiet: Vi vil stadig lovgive om, at prædikener skal oversættes”.


I Socialdemokratiets ”Helhedsplan for dansk udlændingepolitik”, som blev fremlagt før sidste valg, siges der, at ”I det omfang, der afholdes prædikener på andre sprog end dansk, skal der indføres krav om, at prædikerne efterfølgende oversættes til dansk og gøres offentligt tilgængelige. Omkostningerne hertil skal afholdes af trossamfundene selv”. I artiklen i KD fremgår det, at Socialdemokratiet sandelig stadig står ved sit forslag.

For det første er er det dumt at fremsætte et lovforslag om forbud mod at prædike på et andet sprog end dansk uden efterfølgende for egen regning at offentliggøre prædikenen, fordi det sandsynligvis strider mod grundlovens bestemmelse om religionsfrihed, og fordi det under alle omstændigheder er i modstrid med den tradition for frisind og frihed, som det danske samfund bygger på, og endelig fordi et sådant forbud helt overser, at vi lever i en globaliseret verden, hvor alle sprog tales overalt i verden, og også i vort lille afsidesliggende land.

For det andet er dumt at kræve at prædikener efter at de er blevet holdt skal oversættes til dansk. Prædikenen et begreb, der hører hjemme i den kristne kirke, men ikke nødvendigvis har nogen parallel i alle andre trossamfund, så hvilke mundtlige udsagn er det så, der skal oversættes. Hvis alle prædikener var oplæsning af et manuskript, så ville det være praktisk muligt at oversætte prædiken, men selv i mange kirker taler præsten eller den person, der prædiker, ikke nødvendigvis ud fra et manuskript. Og i det tilfælde ville lovforslaget kræve, enten at prædikanterne konsekvent talte ud fra et manuskript, eller også, at prædikenen skulle optages på bånd, transkriberes og derefter oversættes.

For det tredje skal trossamfundene offentliggøre prædikenerne – og selv betale evt. omkostninger i den forbindelse. Måske forestiller politikerne sig, at der fx på udlændingeministeriets hjemmeside kunne etableres en række prædikensamlinger, som interesserede så kunne læse. Prædikensamlingernes storhedstid er vist forbi, men måske kunne udlændingeministeriet være med til at give dem en renæssance. Eller skal hver menighed pålægges at oprette en hjemmeside, hvor prædikenerne kunne offentliggøres? På denne måde kunne udlændingeministeriet indirekte bidrage til at trossamfundets budskab kommer bredere ud i det danske samfund.

For det tredje virker det underligt, at det kun er prædikener, som man vil have oversat til dansk. Hvad med al den undervisning og oplæring, der foregår af børn og unge og andre ubefæstede sjæle. Med al respekt for prædikener – både kristne og muslimske og sikkert også andre – så er det ikke her, der gives den mest intense indføring i religionen; det sker derimod i mange undervisnings- og oplæringssammenhænge, og på tomandshånd. Hvis der skulle være nogen mening i denne åbnelyse galskab, som lovforslaget er et udtryk for, så måtte man da også tage fat på dette langt vigtigere område. En løsning ville naturligvis være at indføre en sprogpolitik, der forbød brugen af andre sprog end dansk i kirker og andre trossamfund. Men det ville naturligvis være endnu mere dumt end det, som dette lovforslag vil indføre.

For det fjerde må man spørge, hvad formålet egentlig er med at kræve at alle prædikener oversættes til dansk og gøres tilgængelige for offentligheden. Målet må være, at myndighederne på denne måde kan overvåge det religiøse liv. Men er det ikke en meget gammeldags form for overvågning? Mon politikerne har overvejet muligheden af, at installere mikrofoner i alle trossamfunds lokaler? Det ville betyde, at man også kunne opsnappe problematiske prædikener på dansk.

For det femte vil gennemførelsen af dette lovforslag sikkert ramme kristne menigheder hårdest. Her tænker jeg på de tyske menigheder i Sønderjylland og på de mange migrantmenigheder, der holder gudstjeneste og også prædiker på andre sprog end dansk. Jeg har imidlertid aldrig hørt om, at der skulle være politikere, som nærer mistanke til, at der i disse sammenhænge prædikes noget, som ikke tåler dagens lys. Og jeg er også overbevist om, at der er endda meget langt imellem at der siges noget problematisk fx i de khutba’er som holdes ved fredagsbønnen i danske moskéer. Skulle man have mistanke om, at der var en eller flere moskéer, hvor der i khutba’en blev sagt noget ulovligt, så går jeg ud fra, at Politiets Efterretningstjeneste har kapaciteten til at få noget sådant undersøgt. Alt andet – inklusive dette lovforslag – ville være dumt.

Endelig hører dette lovforslag hjemme i den lange række af dumme forslag på integrations- og udlændingepolitikkens område. De har alle det til fælles, at de særliggør religion, som om religion var et af de farligste fænomener i samfundet. At noget foregår i en religiøs sammenhæng – og ikke fx i en politisk eller kommerciel sammenhæng – gør, man slår hårdere ned på det. Religionsfrihed forstås efterhånden som frihedsrettigheder for religion, der er mere restriktive end frihedsrettighederne for andre områder af samfundet.

Jeg så også lige i TV-oversigten, at TV2 i dag visere komedien ”Dum og dummere”. Og Jim Carrey er virkelig dum, ja, dummere end loven tillader. Men det er heldigvis kun en komedie, det er politikernes lovforslag desværre ikke.

Christiansfeld, fredag, den 17. juli 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Jeg håber ikke, jeg krænker nogen …

Jeg ønsker på ingen måde at krænke nogen med det jeg siger eller gør, men samtidig synes jeg, at
det er vigtigt at have is i maven (men det må ikke være en eskimo-is), så vi ikke overreagerer og bliver helt stumme og handlingslammede.

Men forleden dag, hvor jeg pga. varmen lod mig friste til at købe min favorit-is, der smelter på tungen af mig, fik jeg faktisk lidt dårlig samvittighed. For den lækre is heder jo en ”københavner-stang”.  Men hvad forbinder københavnere mon med dette udtryk, når vi beder om en københavnerstang? Måske er ordet dybest set meget krænkende.

Det er en hårfin balance; hvornår opleves et ord som krænkende, og hvornår det ikke gør det. Tag nu fx ordet ”svenskerhår”. Jeg har aldrig brudt mig om denne frisure, og hvis jeg var svensker, der stod med håret ned ad nakken, ville jeg straks lade mig klippe og i øvrigt venligt men bestemt bede mig fritaget for, at denne frisure blev forbundet med det at være svensker.

Jeg ved ikke, hvad tyskerne tænker, når de ser, at vi på heden mellem Viborg og Herning har et lille museum om kartoffeltyskerne. Eller hvad synes polakkerne om, at vi på Immigrantmuseet i Farum har en udstilling om roepolakkerne? Gad vide, om ikke en eller anden tysker og måske en polak kunne fristes til at føle sig krænket.

Men endnu værre er det med min barndoms yndlingskage, nemlig jødekagen. Der er ikke enighed om, hvad en jødekage er, men i min barndoms Nordjylland var det betegnelsen for en wienerbrødssnegl. Inden nogen fristes til at kalde jøder for jødekager, så burde vi overveje at fjerne alle jødekager fra danske bagerbutikker.

Når vi nu er ved krænkende navne på madvarer, så må vi også lige omkring rom-kuglen. Engang troede jeg, at bagerne fejde brødrester mv. op fra gulvet og rullede dem sammen til rom-kugler, men har siden lært af Wikipedia, at de ”fremstilles af rester af wienerbrød og kager, som æltes sammen med romessens”. Men essensen er, at rom-kuglerne hører til nederst i kagehierarkiet, og hvorfor skal de gæve romere forbindes med det? Tænk sig, hvis man begyndte at kalde indbyggerne i Rom for Rom-kugler!

Det er galt nok, hvis københavnere, svenskere, og tyskere osv. bliver krænket af vore ubetænksomme ord, men hvad nu, hvis vi krænker folk, der har en meget kort lunte? Hvad sker der, når indbyggerne i verdens folkerigeste land, Kina, opdager, at vi her i landet nytårsaften morer os med at fyre kinesere af og må konstatere, at nogen af dem er nogle fusere?

Og hvad med amerikanerne? Vil deres nærtagende præsident finde sig i at blive krænket af os danskere, der ikke en gang ville sælge Grønland til ham, når vi helt skamløst bliver ved med at gnaske denne ene yankee-bar efter den anden i os. Velvidende, at ”Yankee er et skældsord for amerikanerne, det er ofte brugt i demonstrationer mod USA, hvor parolerne har været ”yankee go home” (Wikipedia)

Men spøg til side! Krænkelse er en alvorlig sag. Jeg håber ikke, jeg krænker nogen, når jeg i den forbindelse minder om, hvad der skete, da nogle muslimer for nogle år siden siden følte sig krænket af de 12 karikaturtegninger af Muhammed, som Jyllands-Posten i ytringsfrihedens navn havde ladet optrykke.

Christiansfeld, onsdag, den 15. juli 2020
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Kristendom indebærer kristendomskritik – derfor: ja tak til kritik af kirke og mission.

”Black lives matter”-bevægelsen, der har sat et nødvendigt fokus på den racediskrimination, som sorte stadig udsættes for i USA, har også ført til et opgør med hele den koloniale undertrykkelse og til hærværk mod statuer og andre monumenter, der repræsenterer denne undertrykkelse. Den moderne missionsbevægelse fulgte i kølvandet på den koloniale undertrykkelse og udsættes derfor også for kritik i denne tid. Et eksempel på det er hærværk mod statuer af missionæren Hans Egede.

I den retfærdige harme, der i denne tid udfolder sig i opgøret mod fortidens undertrykkelse, glemmer vi let, at vi alle er børn af vor egen tid. På godt og ondt. Når vi ser på vor egen tid og vor egne handlinger i denne tid, har vi mest blik for det gode, vi gør, men når vi ser på fortiden, har vi lettere ved at få øje på det onde, der skete. Når kommende generationer – fx om 50 eller 100 år – skal se tilbage på vor tid, er jeg overbevist om, at der vil blive rettet alvorlig kritik mod den måde, vi har levet på, også når det gælder kirke og mission. Men som børn af vor egen tid har vi nok svært ved at forestille os, hvad de til den tid vil undre sig over og kritisere os for.

Men er der grund til at kritisere missionen? Ja, kritik af mission, af kirke og af kristendom er ikke bare noget, som vi må acceptere i den tid, vi lever i, men er noget, som vi må byde velkommen og specielt som kristne selv må bidrage aktivt til. Men har kristendom, kirke og mission ikke bragt meget godt med sig – også fx til Grønland, hvor Hans Egede indledte sin mission for snart 300 år siden – og også meget godt, som selv mennesker, der ikke tror på kristendommen, kan anerkende. Det er der for mig at set ingen tvivl om, og det kan der skrives tykke bøger om. Men det er ikke det, der er på spil her.

Det afgørende i denne sammenhæng er, at al sand kristendom for at sætte det på spidsen indebærer en kristendomskritik. Kristendom – som tro på Kristus – indebærer en kritik af kristendom – som menneskers fortolkning og udlevelse af troen på Kristus.

Evangeliet minder os om, at alle mennesker på en og samme tid reflekterer Guds godhed og er syndere. Derfor må vi forvente, at alt, hvad vi mennesker rører ved, bliver påvirket ikke bare af menneskelig godhed, men også af menneskelig syndighed, det gælder naturligvis både kirke og mission. En principiel afvisning af kritik af vore og andres kristendomstolkninger, af den måde, vi og andre er kirke på, og den måde, vi og andre er i mission på, vil derfor være en fornægtelse af noget helt grundlæggende i den kristne tro.

Men den i kristendommen iboende kristendomskritik stikker endnu dybere end anerkendelsen af menneskets – og dermed også kristnes, inkl. missionærers – syndighed. Evangeliet er beretningen om, at den almægtige Gud, der har skabt himmel og jord, valgte at blive menneske, da Guds søn blev født som et svagt, magtesløst og sårbart barn – og da Guds søn lod sig korsfæste. Som Paulus udtrykker det: ”Det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme”. I evangeliets revolutionerende budskab om den sårbare kærlighed ligger der et opgør med ethvert misbrug af magt – også når den forekommer i kirke og mission. Kristendommen fortæller os, at ethvert menneske, som skabt af Gud i Guds billede, er unik og af uvurderlig værdi, og at alle mennesker som Guds skabninger er lige, uanset køn, etnicitet, race osv., og derfor må behandles derefter – også i kirke og mission.

Derfor er det da heller ikke overraskende, at den kritik, der op igennem historien er blevet rejst mod kirkens (og missionens) gerninger – som kirkehistorikeren Tom Holland viser det i sin bog ”Dominion. The Making of the Christian Mind” (2019) – næsten altid har taget sit udgangspunkt i centrale elementer i kristendommen, både Jesu lære og Jesu eksempel. Kristendommen indeholder heldigvis den ammunition, der skal skydes med mod kirke og mission, når kirke og mission er kommet på afveje.

Christiansfeld, den 9. juli 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Knivsbjerg og den aktuelle monumentstorm

I dag gik søndagsturen til Knivsbjerg, et sted, som vi aldrig tidligere havde besøgt. Knivsbjerg, der er Sønderjyllands højeste punkt og ligger nord for Genner med udsigt til Barsø og Fyn, er på mange måder en tysk pendant til Skamlingsbanken, der ligger lige nord for Kongeåen tæt ved Hejls, og med en højde på 113 meter er udsigten også herfra storslået.

Skamlingsbanken blev købt i 1843 som et samlingssted for dansksindede, og Knivsbjerg blev købt i 1893 som et samlingssted for tysksindede – i den nationalitetskamp, som rasede i det 19. århundrede. I 1863 rejstes der på Skamlingsbanken en granitstøtte som hyldest til den danske sags forkæmpere, men i den anden slesvigske krig i 1864 sprængte tyske tropper monumentet i stykker. I 1901 indviedes der på Knivsbjerg et monument bestående af et tårn med en statue af Bismarck, som de tysksindede kunne takke for, at Slesvig (og Holsten) blev tysk. I august 1945, tre måneder efter Danmarks befrielse fra den tyske besættelse og kort før frihedskæmperne skulle aflevere deres våben, sprængte en gruppe på 40 frihedskæmpere monumentet i stykker. Det hører imidlertid med til historien, at hjemmetyskerne i 1919, da de blev klar over, at et flertal af befolkningen ville stemme for, at Sønderjylland skulle genforenes med Danmark, valgte at fjerne Bismarck-statuen, sikkert i erkendelse af, at dens fortsatte tilstedeværelse ville kunne opfattes som en provokation mod de dansksindede.

Da jeg i dag stod der, hvor tårnet med Bismarck-statuen havde stået, kom jeg til at tænke på det, der sker med statuer i USA, og nu også i andre lande, inklusive Danmark, statuer. Statuer, som for hærværksfolkene repræsenterer deres undertrykkelse. Som historiker har jeg det meget svært med, at man på denne måde fjerner historiske mindesmærker, som netop minder os om den historie – som ligger bag os, uanset at det kan være en meget problematisk historie. Og det er da også let at nedgøre de mennesker, som med vold og magt vil fjerne eller skænde historiske mindesmærker – og tænke, at de er lige så primitive som dem, der brænder bøger af, hvis indhold opfattes som blasfemisk eller på anden måde provokerende.

Men da jeg stod der på Knivsbjerg, blev jeg mindet om, at sagen er langt mere kompliceret end som så. For det første kan jeg udmærket forstå de følelser, som fik frihedskæmperne til at sprænge dette monument i luften, for i og med at nazisterne havde brugt det som samlingssted under besættelsen repræsenterede det det nazistiske Tyskland, hvis besættelse af Danmark de med livet som indsats havde kæmpet imod. Og det hjælper mig til at forstå de følelser, som får sorte amerikanere til at søge at fjerne mindesmærker for de sorte slavers undertrykkere. Men det er naturligvis ikke altid klogt blot at lade sig lede af sine følelser.

For det andet er mindesmærker, rejst for at ære historiske personer, en meget håndfast del af en historieskrivning. De fortæller en historie, som alle – også dem, der aldrig kunne finde på at læse en bog om landets historie – ikke kan undgå at høre – eller rettere se. Erfaringen viser, at det ofte er sejrherrerne, der skriver denne meget synlige historie. Og dermed bliver de besejrede mindet om deres nederlag eller undertrykkelse. I det lys er det forståeligt – om end ikke nødvendigvis altid klogt – at de besejrede eller de undertrykte, når magtforholdene ændrer sig, ønsker at skrive historien om ved at fjerne eller skæmme de historiske minder, der er symboler på deres nederlag eller undertrykkelse.

For det tredje vil fjernelsen af sejrherrernes eller undertrykkernes mindesmærker måske også være med til at retouchere den ubehagelige historie væk, som vi måske har brug for at blive mindet om, for at vi ikke skal gentage historien. Inden aktivister i retfærdig harme vælter flere og flere statuer og monumenter, skulle de måske overveje, om det nødvendigvis gavner deres sag at fjerne historiske minder om deres nederlag eller undertrykkelse

Endelig kan det virke historieløst at fælde dom over fortidens personer ud fra vor tids holdninger. Er der overhovedet nogen historiske personer, som lever op til vor tids idealer, som de fx kommer til udtryk i menneskerettighederne? Dertil kommer, at de fleste historiske personers handlinger er en (uskøn?) blanding af, hvad man den gang og måske også i dag ville betragte som godt og skidt – sådan også vort liv udfolder sig. Afrikanere siger, at når man retter sin anklagende finger mod en anden, så er der tre andre fingre, der peger på én selv. Det er ikke noget argument for at lade alle statuer og monumenter, uanset hvad de repræsenterer, blive stående, men et argument for (selv)kritisk tænkning.

Da jeg stod på Knivsbjerg og læste historien, slog det mig, hvor klogt de tysksindede sønderjyder handlede, da de i 1919 selv valgte at fjerne Bismarck-statuen, og hvor uklogt det var af de dansksindede sønderjyder – også selvom stedet havde været brugt til nazistiske møder under krigen – at spræng tårnet i luften, og hvor klogt  det var af statsminister Hans Hedtoft at fordømme denne handling og af regeringen nogle år senere at bidrage til at rydde op i ruinerne, så Knivsbjerg igen kunne blive et godt samlingssted for hjemmetyskerne.

Når det gælder den måde vi håndterer mindesmærker, der har med sejre/nederlag og undertrykkelse at gøre, så er det hverken klogt at glemme eller retouchere historien væk, eller at tage hævn gennem hærværk, men at bidrage til forsoning, så vi kan leve fredeligt sammen og sammen bygge et godt samfund op.

Christiansfeld, søndag, den 5. juli 2020
Mogens S. Mogensen

4 kommentarer

Politiske paradokser mht. religionsfrihed

Tros- og religionsfrihed er en menneskerettighed, som der i mange år ikke var det store politiske fokus på. Men det har ændret sig i de senere år. En af grundene er sandsynligvis, at problemerne omkring tros- og religionsfrihed er blevet langt større rundt om i verden, og derfor er det glædeligt, at vore politikere – kraftigt opfordret af organisattioner og institutioner, der arbejder med disse spørgsmål – er begyndt at interessere sig for dette felt og at engagere sig til større for mennesker, der bliver forfulgt pga deres religion eller tro. Det gælder fx beslutningen om at åbne ”Enheden for Religions- og trosfrihed” i udenrigsministeriet i 2018, hvis formål er ”at promovere religions- og trosfrihed globalt med en tilgang, der er solidt funderet i retten til religions- og trosfrihed som beskrevet i artikel 18 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og artikel 18 i FN’s Verdenserklæring.” (Udenrigsministeriets pressemeddelelse). En af fortalerne for en stærkere dansk indsats til fordel for religionsfrihed har været Naser Khader (K), der på det seneste har kritiseret regeringen for ikke at udnytte sin plads in FNs menneskerettighedsråd til at ”at sætte trosfrihed på dagsordenen over for de slyngel-lande, der også sidder i rådet.” (Kristeligt Dagblad 16. juni 2020). Og Khader har ret: Regeringen bør udnytte sine muligheder til at gøre noget for religionsfriheden i verden.

Men det er tankevækkende at måtte konstatere, at de samme politikere, som i de senere år heldigvis er blevet mere og mere optaget af at kæmpe for religions- og trosfrihed i verden, herhjemme samtidig er begyndt at arbejde på at begrænse tros- og religionsfriheden. Det seneste eksempel i en lang række er forslaget om at få vedtaget en lov om forbud mod muslimsk bønnekald. Det skal dog siges, at ordlyden er blevet justeret, så forslaget nu går ud på: ”Forbud mod højttalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum” (Kristeligt Dagblad, den 18. juni 2020). At dette forslag indebærer en indskrænkning i religionsfriheden i Danmark, vil nok selv forslagsstillerne indrømme, men spørgsmålet er naturligvis, om en sådan indskrænkning i religionsfriheden er i overensstemmelse med Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskommission”. Det tror jeg, at det er, men det afgørende i denne sammenhæng er at påpeger, at der vitterligt er tale om et forsøg på at indskrænke religionsfriheden.

Det er også tankevækkende, at flere politikere tilsyneladende især er optaget af at forsvare kristnes tros- og religionsfrihed ude i verden, mens de tilsyneladende ikke bekymrer sig om ikke-kristnes tros- og religionsfrihed. Det kan naturligvis hænge sammen med, at de er blevet påvirket af de udokumenterede påstande, der gentages i mange sammenhænge, om, at 80% af alle religiøst forfulgte i verden er kristne. At der er mange kristne, som forfølges, er igen i tvivl om, som det fx sker i Nigeria og i mange muslimske lande. Desværre er der imidlertid også mange muslimer og tilhængere af andre religioner, hvis tros- og religionsfrihed trædes unde fore. Tænk blot på uigurerne i Kina og rohingyaerne i Myanmar. Det er vigtigt her at minde om, at tros- og religionsfrihed er en universel menneskeret, som vi må forsvarer, uanset om der er tale om kristne, buddhister eller muslimer. Hvis vi kun kæmper for kristnes religionsfrihed, er vi med til at underminere forståelsen af at religionsfrihed er universel menneskerettighed, til fordel for den forståelse, at kristne forsvarer kristnes rettigheder og muslimer forsvarer muslimers rettigheder.

I forlængelse af det, er det også tankevækkende, at når politikerne forsøger at begrænse muslimernes religionsfrihed her i Danmark, så bliver de nødt til at formulere lovene sådan, at de får en generel karakter. Det betyder, at disse love i praksis ofte især kommer til at indskrænke kristnes religionsfrihed. Det sidste lovforslag er et stjerneeksempel på det. Der er indtil videre kun ét eksempel på, at en moské har udsendt et bønnekald over højttaleren, og det vil så fremover blive forbudt. Men sandsynligvis vil en sådan lov begrænse kirkers mulighed for udendørs kirkelige aktiviteter, såsom friluftsgudstjenester, hvor man ofte benytter højttalere.

Christiansfeld, fredag, den 19. juni 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Cirkus Støjberg

Når jeg i de seneste dage har læst om Inger Støjbergs optræden i manegen – tidligere i folketinget, i samråd, i medierne, og nu senest under afhøringerne i Instrukskommissionen – får jeg af uransagelige årsager nogle underlige associationer.

Jeg kommer til at tænke på ”lille henrivende Inger”, som Gunner ’Nu’ Hansen kaldte en ung kvindelig svømmer i sine reportager fra de olympiske lege i  Berlin. Hun var kommet ud at svømme og færdedes også der, hvor hun ikke kunne bunde, men det lykkedes hende med sin charme at svømme sig ind i danskernes hjerter.

Jeg kommer til at tænke på de skjalde og historiefortællere, der i middelalderen optrådte ved hoffet og underholdt kongen med gode historier. Så dygtige var de, at de lige på stedet igen og igen kunne finde på nye historier. Om historierne var sande eller opdigtede gjorde ikke nogen forskel.

Jeg kommer til at tænke på det gamle ordsprog ”Nød lærer nøgen kvinde at spinne”. På nettet stødte jeg på denne forklaring ”Ordsproget … har aner helt tilbage til 1300-tallet og illustrerer den evigt gyldige sandhed, at de fleste af os nok skal trænges lidt op i en krog, før vi begynder at tænke nyt og ændre adfærd” – og i dette tilfælde ”spin”.

Jeg kommer til at tænke på H. C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder”, der kaster lys ikke bare over kejseres ønsker om at tage sig godt ud ved at iføre sig nye fantastiske klæder. Alle de voksne lod sig imponere af de nye klædedragter. Børnene derimod lod sig ikke narre, men gennemskuede det hele, og sagde, at Kejseren jo ikke havde noget tøj på. H. C. Andersen skriver det ikke, men alligevel råber spørgsmålet mellem linjerne: ”Er der da ikke nogen børn til stede?”

Jeg kommer til at tænke på de gange, hvor jeg som barn har været i cirkus og der oplevet, hvordan en dygtig cirkusdirektør optrådte med sine dresserede elefanter. Måske var Ramboline en af dem? Cirkusdirektøren kunne få disse store dyr, som jeg faktisk fik lidt medlidenhed med,  til at gøre ting og sager, som var helt imod deres natur, men som han – måske med pisk eller gulerod – havde manipuleret dem til at gøre for at imponere tilskuerne.

Folketinget har nu forbudt brug af vilde dyr i cirkus – og tak for det – men det er stadig muligt at gå i cirkus for at blive underholdt, og meget tyder på, at Cirkus Støjberg fortsætter sin virksomhed og dermed bidrager til den gratis underholdning af borgerne. Men nu vil jeg forsøge at sætte en stopper for mine distraherende associationer og i stedet bruge min tid på noget mere fornuftigt.

Christiansfeld, onsdag, den 27. maj 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Havde muslimerne virkelig glemt korstogene i 500 år?

Det har i mange år været god latin blandt historikere at hævde, at korstogene ikke fik nogen virkningshistorie blandt muslimer i de følgende århundreder, men at det først var i forbindelse med vestens imperialisme, at muslimer søgte tilbage i historien og så at sige genopfandt mindet om korstogene, selvom de egentlig havde glemt.

Selvfølgelig var det et chok for muslimerne, at korsfarerne i 1099 erobrede Jerusalem, der også for muslimerne var en hellig by, men da Saladin i 1187 fik generobret byen og da korsfarernes sidste holdepunkt, nemlig Akko, blev erobret i 1290, og muslimerne fik de 200 års kampe lidt på afstand, så betragtede de korstogstiden som en ubetydelig konflikt blandt mange andre konflikter i Mellemøstens historie. Og så gik korstogene i glemmebogen, indtil det altså blev politisk opportunt at bruge de – indtil da glemte – historie til at mobilisere den muslimske befolkning i de seneste to århundreders kamp mod de kristne magter i Vesten.

Sådan argumenterer en række historikere. Men spørgsmålet er, om det virkelig kan være sandt. I denne corona-tid tog jeg mig tid til at læse den 500-sider lange bog ”Sultan Saladin. En mellemøstlig legende”, som Jonathan Philips, der er professor i korstogshistorie ved University of London skrev i 2019, og som Kristeligt Dagblads forlag udgav i år. Philips beskriver på baggrund af samtidige muslimske og kristne kilder historien om Saladin, en historie, der i sig selv er meget interessant, og de sidste godt 100 sider dedikerer han til Saladins efterliv, altså hvad han i de efterfølgende århundreder har betydet – som legende. Her skriver han bl.a. ”at Saladin og korstogene ikke forsvandt fuldstændig fra Mellemøstens mentale landskab, men faktisk forblev en umiskendelig del af de kulturelle erindringer og traditioner i hele regionen” (s. 419).

Hvordan hænger det sammen? I mange år efter korstogstiden formelle afslutning i 1290 blev konger og adelsmænd ved med at formulere planer om nye korstog. Dertil kommer, at der fortsat var en stærk kristen tilstedeværelse i det østlige middelhavsområder, særligt i kraft af Johanniterordenen. ”Vedvarende korstog eller udsigten dertil – forstærket af tilstedeværelsen af velkendte korsfarerorganisationer som johanniterne – havde i bund og grund den effekt, at folk blev mindet om fortidens frankiske erobringer, og når et nyt felttog fandt sted oplevede de lokale det som en videreførelse eller gentagelse af den tidligere korstogsperiode” (s. 420).

Når vestlige historikere i god tro kunne argumentere for, at korstogene blev glemt i Mellemøsten, hænger det sandsynligvis sammen med, at de for de flestes vedkommende ikke var i stand til at læse de historiske kiler på arabisk, tyrkisk, farsi og urdu, som Philips bygger sine teorier på.

Philips gennemgang af de følgende århundredes litterære værker i Mellemøsten – inkl. værker af og historikere og rejseforfattere – viser med al ønskelig tydelighed, at mindet om korstogene (og i den forbindelse i høj grad og mindet om Saladin og hans bedrifter) i mange kredse forblev levende i århundrederne efter korstogstiden. Philips konkluderer sin gennemgang af kilderne med at sige, at ”Alt i alt giver denne hurtige gennemgang af historiske skrifter, rejsebeskrivelser og juridiske dokumenter altså et klart indtryk af, at Saladin og korstogene på ingen måde blev glemt i Mellemøsten. Mod slutningen af det 18. århundrede blev der imidlertid rusket gevaldigt op i forholdet mellem Mellemøste og Vesten, da Napoleons dristige invasion af Egypten blev startskuddet til en periode med tiltagende europæisk dominans over den muslimske verden” (s. 429).

Når det er sagt, så giver Philips ’ bog også talrige eksempler på, at historien set fra politiske magthaveres synspunkt naturligvis er alt for vigtig til blot at overlade til historikerne. På samme måde som mellemøstlige politikere så og ser en interesse i at knytte en forbindelse mellem imperialismen og vestlige magters ageren i Mellemøsten i dag og korstogene, på samme måde havde og har vestlige politikere en interesse i at holde korstogene fuldstændigt adskilt fra deres politiske agendaer i Mellemøsten.

 

Christiansfeld, tirsdag, den 26. maj 2020

Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Post coronam?

Allerede nu begynder der at tegne sig et billede af, hvad der kan blive de langsigtede konsekvenser af coronakrisen. Hvordan vil livet og samfundet se ud ”post coronam”.

Mest fokus har der været på de økonomiske konsekvenser, og alt tyder på, at vi kommer til at opleve en langvarig økonomisk krise med dertilhørende konkurser og arbejdsløshed. Udgifterne til hjælpepakker mv. skal på et eller andet tidspunkt betales tilbage i form af en nedgang i den fælles velfærd.

Politisk fører kriser – som det var tilfældet i forbindelse med terrorangrebene – ofte til en indskrænkning i borgernes rettigheder og en styrkelse af statsmagten. Og det er da også det, der er sket i forbindelse med corona-krisen. I Danmark kun i begrænset omfang, mens udviklingen har været langt mere dramatisk i andre lande. Erfaringen fra tidligere kriser tyder på, at denne udvikling ikke nødvendigvis rulles helt tilbage, når krisen er overstået.

På den internationale politiske scene burde corona-krisen føre til større internationalt samarbejde, da det endnu engang bliver tydeligt for alle med øjne hovedet, at de største trusler mod menneskeheden ikke kan løses på nationalt plan, men kun gennem internationalt samarbejde. Men der er desværre også tegn på, at en række politikere lukker øjnene for denne realitet og kun tænker på deres eget lands kortsigtede interesser.

Corona-krisen har tvunget os til at ’mødes’ på andre måder end vi er vant til, når vi mødes fysisk. Det viste sig, at mange møder kunne gennemføres virtuelt ved hjælp af en række forskellige net-redskaber som fx Teams og Zoom. Den erfaring tror jeg vil betyde, at man også når corona-krisen er overstået i et vist omfang vil fortsætte med, for at spare rejse tid (og dermed også for at reducere CO2-udledningen).

Da kirkerne i et par måneder blev holdt lukket, var der en række kirker, der begyndte at eksperimentere med at holde gudstjenester mv. på nettet. Erfaringen viste, at disse net-gudstjenester faktisk også tiltrak mennesker, som ellers ikke var vant til at gå i kirke. Sandsynligvis vil mange kirker overveje, hvordan de kan følge op på det og fortsætte med af og til at live-streame gudstjenester mv.

Spørgsmålet er, om corona-krisen også vil være med til at ændre vor kultur. Kultur handler om vaner, og nu har vi i 2-3 måneder måtte droppe den vane at give hinanden hånden, når vi hilser på hinanden, til fordel for andre ikke-fysiske måder at hilse på. Jeg gætter på, at håndtrykket naturligvis kommer tilbage en gang, når corona-krisen er overstået, men at håndtrykket ikke længere vil være så dominerende en hilseform, som tidligere. Når vi afstår fra at give hånd, reducerer det ikke kun risikoen for at blive smittet med corona, men også andre smitsomme sygdomme.

Det har stort set aldrig hørt til dansk kultur at gå med ansigtsmaske, og derfor har mange danskere da også reageret voldsomt på visse muslimske kvinders brug af burka. Og sådan har det også været i andre europæiske lande. Men nu viser det sig, at den udbredte brug af ansigtsmasker, som dækker mund og næse, og som var meget udbredt i Japan lang tid før Corona-krisen, nu også begynder at brede sig i Europa – og hvem ved, om det ikke også vil ske i Danmark. Om det vil fortsætte, når corona-krisen er overstået – og der kan jo sagtens gå flere år før corona-smitten ikke længere opleves som en alvorlig trussel – må tiden vise.

Disse to nye kulturelle vaner – at hilse uden at give hånd og at bruge ansigtsmasker – strider imidlertid i nogle sammenhænge mod dansk lovgivning. For at få dansk statsborgerskab skal man give hånd, og det endda uden brug af handsker, og i det offentlige rum gælder tildækningsforbuddet, som før eller siden kan komme i karambolage med folks ønsker om også når corona-krisen er over at gå med ansigtsmasker. Når og hvis kulturen ændrer sig, må lovgivningen følge med. Det vil sikkert ikke være det store problem, når det gælder håndtrykket, men jeg tror, der er mere på spil mht. ansigtsmasker, da tildækning af ansigtet forhindrer den overvågning af borgerne, som er ved at blive indført gennem anvendelse af ansigts-genkendelses-teknologi.

Det er umuligt at vide med sikkerhed, hvor store ændringer corona-krisen vil føre med sig, men der er naivt at tro, at alt bliver som det var før. Vi skal vende os til at leve i en anden tid – ”post coronam”.

Christiansfeld, søndag, den 24. maj 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Omvendelse – Et forsøg på en teologisk indkredsning af begrebet mission

Musikeren Peter Bastian beskriver i sin sidste bog sit møde med kristendommen, da han netop havde fået at vide, at han var alvorligt syg. “Og midt i alt det der blev jeg så udsat for et indbrud af kristendom…”. Det var et radikalt indbrud i hans liv, hvor han i mødet med Kristus oplevede, at han, som titlen på bogen siger det, var ”Altid allerede elsket”.[1] Det er et moderne eksempel på det, som Ny Testamente kalder omvendelse.

Fra Peter, Jakob, Johannes’ møde med Jesus – som det beskrives i evangelierne – og Paulus’ møde med Jesus på vejen til Damaskus – som det beskrives i Apostlenes gerninger – og op igennem kirkehistorien, så har menneskers møde med Jesus, også når det sker gennem forkyndelsen af ham, ført til omvæltninger i deres liv.

Omvendelse er et centralt begreb i Bibelen, når det gælder menneskers møde med Jesus – eller forkyndelsen af evangeliet om Jesus. Det kan opleves sådan, at det er Gud, der bryder ind i menneskers liv på en måde, der fører store omvæltninger med sig, der opleves som en velsignelse.

Baggrunden for behovet for omvendelse er synden, at alle mennesker har forfejlet det mål, som Gud havde med sit skaberværk og sine skabninger. Mennesker har så at sige vendt sig væk fra Gud, som de ikke elsker af hele deres hjerte. De har vendt sig væk fra deres næste, som de skulle elske som sig selv. De har vendt sig væk fra den opgave at tage vare på skaberværket, og de er kommet til at vende forkert i forhold til sig selv, idet de, som Luther udtrykte det, er blevet indkroget i sig selv.

”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” var if. Mattæusevangeliet indholdet af Jesu forkyndelse, da han stod offentligt frem.[2] Det Guds rige, som i Jesu forkyndelse, liv og død og opstandelse var kommet nær, var et rige, der vendte op og ned på alt det, der er kommet til at vende forkert i verden og i vores liv, så meget så man med god ret har kaldt Guds rige, for ’The Upside-Down Kingdom’[3]. Jesus åbenbarede Gud for mennesker, som en nådig Gud, der i stedet for at straffe mennesker for deres synder selv tog alverdens synd på sig, da han døde på korset.

Fordi dette ’omvendte rige’ var kommet nær i Jesus, kaldte han mennesker til at omvende sig til ham og følge (og efterfølge) ham som hans disciple. Evangeliernes beretning om, hvordan disciplene fulgte Jesus i tre år, er på en måde en lang beskrivelse af deres omvendelse.[4] Dermed understreges det, at omvendelse i kristen forstand ikke først og fremmest er en punktuel begivenhed men en lang, ja en livslang proces.[5] Det fremgår tydeligt af Simon Peters historie. Peter var Jesu discipel og hørte ligefrem med til hans inderkreds, men alligevel måtte Jesus flere gange kalde ham tilbage, når han kom på afveje. Tydeligst kommer det til udtryk aftenen, før Jesus blev korsfæstet, hvor Jesus forudsagde, at Peter ville fornægte ham. ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.” Under Peters vandring med Jesus måtte han flere gange omvende sig til Jesus.

I ny Testamente bruges der to ord, der begge oversættes med omvendelse, nemlig ”epistrepho” og metanoio. Epistrepho, der betyder at vende om eller vende tilbage, understreger, at omvendelse handler om, at vende om til Gud og tro på ham, sådan som Jesu lignelse om den fortabte søn fremstiller det. Metanoio, der betyder at fatte et andet sind, understreger det, som Paulus skriver om i Rom 12,1-2:

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det  fuldkomne.

Det er værd at bemærke, at det grammatiske mønster i Ny Testamente, når det gælder omvendelse, typisk er sådan, at subjektet er Gud, der kalder til omvendelse, eller det menneske, der bliver omvendt. Når Gud er subjektet understreger det, at frelsen er en Guds gave. Når mennesket er subjektet understreger det, at Gud kalder mennesker til frelse; han tvinger ingen, men er afhængig af menneskers frivillige respons. Derimod står det aldrig i noget menneskes magt at omvende et andet menneske. Når kristne/kirken deltager i Guds mission, er deres opgave derfor ’kun’ i ord og gerning at vidne om evangeliet og at bede om, at mennesker må respondere på Guds kald – og i hele omvendelsesprocessen at forvalte kirkens sakramenter, dåb og nadver, der netop understreger, at det er Gud, der handler til frelse og fornyelse.

Når Jesus kaldte Peter, Jakob og Johannes og alle de andre til omvendelse og tro på ham, så handlede det ikke kun om deres personlige frelse, men var samtidig et kald til at deltage i og efter hans død og opstandelse at fortsætte hans mission. Omvendelse var og er indgangen til en tjeneste for Gud og næsten – en forkyndelse i ord og gerning af det Guds Rige, hvor alt det, der vender forkert, bliver omvendt.

Ligesom Gud i inkarnationen brød ind i vor verden i skikkelse af mennesket Jesus Kristus, sådan fortsætter inkarnationen, når Jesus i omvendelsen så at sige bryder ind i menneskers liv og tager bolig der for at frelse, forny og velsigne.

[1] Peter Bastian sammen med Tor Nørretranders, Altid allerede elsket – en musiker finder fred i eget hus. København: Gyldendal. 2017.

[2] Mt. 4,17.

[3] Donald Kraybill, The Upside-Down Kingdom. Harrisonburg, VA: Herald Press. 1978.

Herald Press. 1978

[4] Richard V. Peace, Conversion in the New Testament. Paul and the Twelve. Grand Rapids, MI. Eerdmans. 1999. S. 3ff.

[5] En proces, der først fuldbyrdes i Guds Rige.

 

Bjerregård, tirsdag, den 12. maj 2020
Mogens S. Mogensen

 

Hele artiklen med alle afsnit kan læses her.

Skriv en kommentar

Transformation – Et forsøg på en teologisk indkredsning af begrebet mission – 6

I interaktionen med evangeliet er det ikke kun mennesker, deres kultur og religion, der forandres, men missionshistorien viser, at også samfund undergår en transformation dér, hvor evangeliet slår rod. Guds Riges værdier begynder at transformere de socio-politiske strukturer i de samfund, hvor større grupper af mennesker kommer til tro på evangeliet.

Forkyndelsen af at den Jesus, som led den mest fornedrende død ved at blive korsfæstet, men opstod fra de døde, var Guds søn, kom i løbet af århundreder til at underminere det romerske samfund og transformere det. Det var Guds Rige – ”det omvendte rige” – hvis værdier efterhånden begyndte at sætte sig igennem.

Paulus’ forkyndelse af Kristus som Guds søn indebar et opgør med dyrkelsen af kejseren som Gud, var ikke kun farlig for de kristne (og kom på et tidspunkt til at koste flere af dem livet som martyrer), men risikerede også at underminere hele samfundets sammenhængskraft. Paulus’ ord til Galaterne, at ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Gal 3, 28) var et revolutionerende budskab, en tikkende bombe under et samfund, der netop byggede på betydningen af disse forskelle.

I bogen Dominion. The Making of the Western Mind søger den engelske historieprofessor tom Holland at spore kristendommens transformerende indflydelse på samfundet i Vesten. Hans konklusion er at ”So profound has been the impact of Chrstianity on the development of Western civilization that it has become to be hidden from view”.[1]

Som eksempler på kristendommens transformerende betydning for samfundet nævner Tom Halland bl.a. de kappadokiske fædre, der i det 4. århundrede på baggrund af deres forståelse af den kristne tro dedikerede deres liv til omsorgen for de fattige. Gregor skrev bl.a. “Do not despise these people in their abjection; do not think they merit no respect…. Reflect on who they are and you will understand their dignity; they have taken upon them the person of our Saviour. For he, the compassionate, has given them his own person”. Og Holland føjer til:

Gregory, more clearly than anyone before him, traced the implications of Christ’s  choice to live and die as one of the poor to its logical conclusion. Dignity, which no philosopher had ever taught  might be possessed by the stinking, toiling masses, was for all. There was no human existence so wretched, none so despised or vulnerable, that it did not bear witness to the image of God. Divine love for the outcast and derelict demanded that morals love them too.[2]

Som følge af den forståelse af hvert enkelt menneskes værdighed tog de et opgør, med slaveriet, et opgør som ikke bar frugt på dette tidspunkt, mens andre opgør bar frugt. Det gælder fx opgøret med den praksis at udsætte uønskede børn, og den tradition, som mange byer bakkede op om, nemlig at lade handikappede børn dø – for statens skyld. Samtidig – bl.a. efter inspiration fra Martin af Tours – blev det et anerkendt kristent princip, at dem,der havde midlerne til det, havde pligt del at give nødhjælp til de fattige, hvormed grunden blev lagt til samfundets ansvar for de nødlidende. Men udviklingen gik videre til, at det var en ret for ethvert menneske at få, hvad det havde brug for til livets opretholdelse og beskyttelse mod forfølgelse. Udviklingen af menneskerettighedsbegrebet tager sin begyndelse i middelalderen med udviklingen af kanonisk lov. Da Gratian i det 12. århundrede samlede kanonisk lov i ”Decretum” var hans formål – ud fra næstekærlighedsbuddet, som han satte forrest i værket – at sikre lige retfærd for hvert individ uanset rang, rigdom eller slægt, fordi hvert individ var et Guds barn.

På samme måde viser Holland, hvordan en række andre grundbegreber i vestlige samfund er et resultat af kristendommens påvirkning og igennem historien. Det gælder  sekularismen, altså adskillelsen mellem stat og kirke, mellem det hellige og det sekulære. Det gælder også humanismen:

Without the biblical story that God had created humanity in his own image to draw upon, the reverence of humanists for their own species risks seeming mawkish and
shallow. What basis – other than mere sentimentality – was there to argue for it?    
[….]  The ambition of agnostics to translate values ‘into facts that can be scientifically understood’ was a fantasy.[3]

Der er naturligvis også alt for mange eksempler på, at der i kristendommens navn er begået forfærdelige ugerninger. Men opgøret med disse ugerninger har netop taget sit udgangspunkt i evangeliet.  Et eksempel på det er apartheid, der blev legitimeret teologisk. Den anglikanske kirke kaldte det ”Totally un-Christian, evil and a heresy”. Hvis apartheid var en teologisk konstruktion, så måtte den også undermineres teologisk, sådan som det også skete.[4]

Men også den kritik, der undertiden med god grund rejses mod kirken og dens aktiviteter, bygger meget ofte på en henvisning til kristne principper, som er blevet så alment anerkendt i samfundet, at man har glemt, hvor de kommer fra.

Den transformation af samfundet inspireret af evangeliet er ikke en engangsbegivenhed, men en fortløbende proces, hvor forkyndelsen af evangeliet, undervisningen i kristne sandheder og værdier, og kirkens praktiske udlevelse af disse værdier i fællesskabet og diakonien og deltagelse i den offentlige samtale om det fælles gode i samfundet spiller en afgørende rolle.

[1] Tom Holland, Dominion. The Making of the Western Mind, London: Little Brown, 2019, s. xxix.

[2] Holland, Dominion, s. 123.

[3] Holland, Dominion, s. 522.

[4] Holland, Dominion, s. 486.

 

Christiansfeld, søndag, den 10. maj 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Inreligionisering – Et forsøg på en teologisk indkredsning af begrebet mission 5

I de seneste årtier er der flere steder i Asien og Afrika sket det, at troen på Kristus har bredt sig til tilhængere af flere af de store verdensreligioner, sådan at der er opstået grupper af Kristustroende, der stadig ser sig som en del af fx deres jødiske, muslimske eller hinduistiske kultur. For at hævde deres særlige identitet kalder de sig fx ’messianske jøder’, ’Isa-muslimer’/’Jesus-imanders’ eller ’Christ- bhaktas’. Ligesom evangeliet møder mennesker i deres forskellige kulturer, så der opstår en mangfoldighed af kulturelt forskellige kristendomsformer, sådan møder evangeliet åbenbart også mennesker i deres forskellige religioner, så der undertiden opstår nye kristendomsformer præget af de forskellige religioner, hvor troen på Kristus har bredt sig.

Denne udvikling er en del af en proces, som man kunne kalde inreligionisering og handler om den transformation af religiøs  tro og identitet, der sker i mødet mellem to religiøse traditioner. Det er den proces, som andre forskere har kaldt for ”synkretisme”. Den danske missionsteolog Jonas Adelin Jørgensen har i sin PhD afhandling, Jesus Imanders and Christ Bhaktas (2006), som han også kalder et studie i synkretisme, foretaget et empirisk studie om, hvordan troen på Jesus Kristus er blevet erfaret og udtrykt gennem elementer fra hhv. islamisk i Bangladesh og hinduistisk kultur i Indien. Om inreligioniseringen i hinduismen skriver han:

The translation of faith in Jesus Christ takes place through a number of elements from Hindu bhakti religiosity which are brought into the Christian theological universe. As a result, the bhaktas become devotees at the ‘feet of Christ’ and Jesus is the source of salvation and knowledge. The bhaktas-faith is thus experienced and expressed through common Hindu concepts. The result is a highly syncretistic form of religiosity which is centred on Christ but utilizes Hindu elements and styles of religiosity to bring out the meaning of Jesus Christ.[1]

At evangeliet kan ’inreligioniseres’ i en muslimsk, hindu eller buddhistisk kontekst – eller at evangeliet kan vinde indpas i disse kontekster gennem en ’synkretiseringsproces’, er i missionsteologiske kredse et meget omstridt tema. Spørgsmålet er bl.a., hvilken religionsteologisk tilgang til andre religioner, der ligger implicit inreligionisering? Ofte skelner man mellem en eksklusivisme, en inklusivisme, pluralisme og acceptmodellen. Ud fra sine studier af ’Jesus Bhaktas’ i Indien og ’Jesus Imanders’ i Bangladesh peger Jørgensen imidlertid på, at interaktionen mellem Kristustro og andre religioner ofte indeholder strategier fra alle fire, nemlig:

difference, incorporation, amalgamation and identification. Arguably, these modes of  inter-religious hermeneutics form a continuum from the exclusive emphasis on difference and distance, over hierarchial superiority between two religious systems, till an emphasis on similarity and mutual use of elements, and to harmonizing identification between two religious systems.[2]

Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke i alle de religiøse kontekster, hvor evangeliet er blevet forkyndt og troen på Kristus har slået rod, er sket en slags inreligionisering. Under alle omstændigheder er det et religionshistorisk faktum, at der kan spores før-kristne elementer, altså elementer fra tidligere religioner, som – ganske vist i en helt ny tolkning – har fundet vej ind kristendommen overalt på jorden – også her hos os i Europa og i Danmark.

Men er inreligionisering på godt og ondt kun et efter-bibelsk fænomen, eller kan det fx også spores i Det nye Testamente? Der er en række eksempler på begreber fra andre religioner og filosofier, som så at sige er blevet ”døbt” ind i kristendommen allerede på et så tidligt tidspunkt, at de findes i Det nye Testamente. Men spørgsmålet er, om man på en mere radikal eller grundlæggende måde kan tale om, at der i Jesu forkyndelse og hele virke – og senere i de første kristnes forkyndelse og virke – var tale om et møde med en anden religion, nemlig den konkret jødiske religion, sådan som den blev forstået og praktiseret i tiden omkring Jesus og urkirken?

Hvis man følger denne tankegang, så vil det være  mest nærliggende at tale om at interaktionen mellem Jesus og jødedommen var et udtryk for en inklusivistisk tilgang, hvor Jesus som ses som opfyldelsen af Messiasforventningerne i jødedommen. Men der var også tale om en eksklusivistisk holdning, når der fra Jesu og de første kristnes side tages et opgør med loven som frelsesvej, og der peges på Jesus som ”vejen, sandheden og livet”. Nogle jødiske traditioner, ritualer og forestillinger blev en del af kristendommen, andre ikke. De var på en og samme tid Jesus-troende, som snart blev kaldt kristne, og jøder, eller sagt på en anden måde, de var jødekristne.

Inreligionisering er i dag et meget udfordrende tema i relation til kristendommens møde med de store verdensreligioner, islam, hinduisme, buddhisme, jødedom mv. I områder domineret af disse livskraftige religioner har kristendommen kun i meget begrænset omfang slået rod. Og spørgsmålet er, om vi vil opleve, at muslimer, hinduer, buddhister og jøder i større stil vil begynde at blive en del af kristenheden gennem inreligionisering. En forudsætning for at en sådan inreligionisering giver mening er imidlertid, at verdens ikke-kristne religioner, selvom de ikke er frelsesvej, alligevel indeholder glimt af noget guddommeligt, som var foreneligt med den kristne tro, sådan som kirkefædrene Justinus Martyr og Clement fra Alexandria allerede i det andet århundrede gjorde opmærksom på.

[1] Jonas P. A. Jørgensen, Jesus Imanders and Christ Bhaktas. A Qalitative and Theological Study of Syncretism and Identity in Global Christianity. Dissertattion presented to theFaculty of Theology, University of Copenhagen. 2006, s. 17.

[2] Jørgensen, Jesus Imanders and Christ Bhakta s. 412. Som et eksempel på ekslusivisme og dermed afstand og forskel forhold til islam og hinduisme havde han således identificeret ”the notion of a  special unity between Jesus and God. This distancing hermeneutical mode had two clear implications: first, it served as a demarcation in relation to other religious traditions and secondly, it served as intensification in the relation to Jesus.” Som eksempel på inklusivisme nævner han, at “there were a number of Islamic and Hindu concepts which were incorporated through hierarchial superiority from the side of imandars and bhaktas. Jesus was said to be the superior prophet, guru and sacrifice” (s. 413).

Christiansfeld, Store Bededag, den 8. maj 2020
Mogens S. Mogensen

 

Skriv en kommentar

Inkulturering – Et forsøg på en teologisk indkredsning af begrebet mission 4

At være menneske er at være et kulturelt væsen, at høre til i en kultur. Gud har skabt mennesker som kulturproducerende væsener, men menneskers kultur reflekterer ligesom alt andet menneskeligt både skabelsens skønhed og godhed og menneskets synd.

Lige som der ikke er særligt hellige sprog, sådan er der heller ikke særligt hellige kulturer, heller ikke den jødiske kultur. Når Gud møder mennesker, sker det i deres specifikke kulturelle kontekst, og Gud kommunikerer med mennesker gennem brug af specifikke elementer, som hører til deres kultur, først og fremmest deres sprog.

Gud inkarneredes i menneskeskikkelse i jøden Jesus fra Nazaret for at åbenbare sig for mennesker på en måde, som de kunne tage imod, og inspireret af Jesus ønsker Paulus at komme mennesker i møde i deres kulturelle kontekst, for at de kan tage imod evangeliet.

Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem,  selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er  uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det (1 Kor 9,19-23).

Ligesom Gud i inkarnationen træder ind i menneskers verden, bryder evangeliet ind i menneskers kultur ved, at det bliver forkyndt på denne kultures præmisser. Evangeliet er som en sæd, der sås i en kultur og vokser op og tager form og farve af denne kultur. Denne inkulturering af evangeliet fører uvægerligt en kristelig hybridisering eller pluralisering med sig, idet både teologi, liturgi, kirkelige strukturer, kirkeliv osv. vil bære præg af de forskellige kulturer, hvor kristendommen slår rod. Pluralismen er ikke uden grænser, idet det hele tiden er det samme evangelium, der inkultureres, og inkultureringen må foregå på en sådan måde, at kristne stadig kan genkende hinanden på tværs af kulturer som kristne.

Et eksempel på en sådan inkulturering finder vi i forbindelse med Paulus’ missionsvirksomhed, hvor han begyndte at forkynde evangeliet for ikke-jøder, dvs. for mennesker, som ikke levede i en jødisk, men i en græsk kultur. Mange af de kulturelle jødiske traditioner fx omskærelse og Moselovens spiseregler gav ikke mening for disse ny græske kristne, og på apostelmødet fik Paulus opbakning til den inkulturering af evangeliet ind i en græsk kultur, som der var sket (ApG 15).

Inkultureringen indebærer en bekræftelse af alt det gode og smukke og sande i den enkelte kultur, sådan som det kom til udtryk i missionsdokumentet ”Ad Gentes” på Det Andet Vatikanerkoncil i 1965:

Og hvad der altid har eksisteret af nåde og sandhed hos hedningerne på grund af en  slags skjult tilstede­værelse af Gud, befries herved for det ondes smitte og gives tilbage til dets ophav, Kristus, der knuser djævelens magt og holder ondskabens mangfoldige slette gerninger i skak. Hvad godt, der som kim har været til stede i menneskers sind og hjerter eller i folke­slagenes forskellige riter og kulturer, bliver derfor ikke blot bevaret, men også gjort sundt, hævet op over sig selv og fuldendt til Guds forherligelse, til Satans beskæmmel­se og til menneskenes salighed.[1]

Inkultureringen indebærer samtidig et opgør med de kulturelle værdier og former, som er i modstrid med værdierne i Guds rige. Inkultureringen fører på denne måde til en kulturel transformation, hvor Gudsrigesværdierne kommer til at præge kulturen mere og mere. Inkultureringen er en proces, der aldrig hører op. Da kulturer altid er i forandring, må der til stadighed foregå en inkulturering af evangeliet for at evangeliet udtrykkes i den aktuelle kultur, og for at evangeliet fortsat kan virke som lys og salt i den aktuelle kultur.

Evangeliet optræder altid i en eller anden kulturel klædedragt. Og når en missionær bringer evangeliet til en anden kultur, vil der ske et møde mellem denne kultur og så missionærens kultur. Inkulturering fører derfor også til en proces, som man har kaldt ’interculturation’, hvor den kulturelle påvirkning går begge veje. Ganske vist kommer missionæren med en kultur, der er påvirket af kristendommen og dermed i en eller anden forstand en kristen kultur, men det er stadig en kultur, der også er præget af menneskers syndighed. Da den anden kultur er udviklet af mennesker, der også er skabt i Guds billede, og da Guds ånd aldrig er fjernt fra noget menneske (og derfor heller ikke fra nogen kultur), så må det forventes, at den ikke bare er præget af mennesket synd, men at der også er noget godt, og sandt og smukt i denne kultur. På denne måde kan interkulturationen blive en gensidigt berigende proces.

[1] Her citeret fra den danske oversættelse af ”Ad Gentes”, ”Til alle folkeslag”, på hjemmesiden ”Den katolske kirke i Danmark” https://www.katolsk.dk/tro/kirkeligedokumenter/koncilserklaeringer/til-alle-folkeslag-ad-gentes/

 

Christiansfeld, onsdag, den 6. maj 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Oversættelse – Et forsøg på en teologisk indkredsning af begrebet mission 3

Kirkens deltagelse i Guds mission begynder pinsedag, da Helligånden kom over disciplene, så de begyndte at forkynde evangeliet om Jesus Kristus på de tilstedeværendes modersmål.

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som
af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild     viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: ”Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.”

Ligesom Gud så at sige i inkarnationen oversatte sig selv ind i en menneskelig kontekst og talte til mennesker gennem et menneske, da Guds søn blev født som et menneske (se fx Heb 1,1-13), sådan fortsætter den inkarnatoriske bevægelse i evangeliets oversættelse til andre sprog.

Sproget spiller gennem hele Bibelen en helt afgørende rolle for Guds forhold til mennesker. Gud taler helt fra skabelsen til sin skabning, og en del af menneskets gudbilledlighed er, at det kan høre Guds tale og svare på Guds tale (som menneskers an-svar). Hele vejen gennem frelseshistorien, som den beskrives i Det gamle Testamente, taler Gud til sit folk gennem profeter og formidler derigennem sine bud, sine løfter og sin dom til dem. Pinseunderet viser, at der ikke kun er ét helligt sprog, hvorigennem Gud taler til mennesker, men at evangeliet er lige så helt og fuldt evangeliet, når mennesker som på pinsedag hører det oversat til persisk, latin eller arabisk. Den gambianske missionsteolog, Lamin Sanneh, har peget på, at evangeliet om frelsen i Jesus Kristus i alle modersmål finder sine resonanser, så at de så at sige er forudbestemt til at være bærere af Guds ord. Det Guds ord, som kan finde ’husly’ i enhver kultur, og i hvilket enhver kultur kan finde sin bestemmelse. [1]

Derfor har Lamin Sanneh da også beskrevet kristendommen som en ’oversættelsesbevægelse’ og kan med god ret påstå, at

Being the original scripture of the Christian movement, the New Testament Gospels are a translated version of the message of Jesus, and that means that Christianity is a translated religion without a revealed language … without translation there would be  no Christianity and no Christians. Translation is the birthmark as well as its missionary benchmark: the church would be unrecognizable and unsustainable  without it […] Since Jesus did not write or dictate the Gospels, his followers had no little choice but to adopt a translated form of his message. [2]

Denne holdning har dog ikke altid være uimodsagt i kirkehistorien. I forbindelse med diskussionen om den slaviske mission i det 9. århundrede var der kirkeledere, som hævdede at kun hebræisk, græsk og latin var valide sprog i kirkens liturgi. En af argumenterne var, at Pontius Pilatus havde anvendt hebræisk, græsk og latin til inskriptionen på Jesu kors. Denne holdning indebærer imidlertid en opfattelse af, at nogle kulturer har forrang frem for andre i forholdet til Gud. Men som Lamin Sanneh skriver: ”Bible translation is Christianity’s response to claims of exclusive superiority of one culture against another. To translate is not an option for the church.”[3] Dette ”tresprogs-kætteri” blev dog afvist i midten af det 9. århundrede og missionærerne blandt slaverne fik lov til at indføre en liturgi på de slaviske konvertitters modersmål.

Oversættelsen af evangeliet (og hele bibelen) til andre sprog indebærer ikke nogen udvanding af evangeliets indhold, men åbner op for nye indsigter i evangeliet. Ikke blot kan evangeliet udtrykkes i ethvert folks modersmål, så det på den måde får mulighed for at gå dem til hjertet.  Men når evangeliet oversættes til et andet sprog, så sker der også en udvidelse eller ligefrem transformation af dette sprog. Man kan sige, at evangeliet så at sige slippes løs i sproget.

Skal en oversættelse af evangeliet lykkes, så må oversætteren begynde med at lytte til lokalbefolkningen og lære deres sprog – og dermed underordne sig lokalbefolkningen – og sammen med repræsentanter for lokalbefolkningen finde frem til de ord i deres modersmål, der kan formidle evangeliets budskab

Mission forstået som oversættelse indebærer en understregning ikke bare af betydningen af oversættelse af bibelen (liturgier og andre religiøse tekster), men også i det hele taget af en modtager-orienteret kommunikation, hvor det vigtigste ikke er, hvad afsenderen siger, men hvad modtageren forstår. Enhver kommunikation af evangeliet – om det er i en prædiken eller et vidnesbyrd – er dybest set et forsøg på en oversættelse af evangeliet ind i andre menneskers livsverden på en sådan måde, at det bliver forstået og går til hjertet.

[1] Lamin Sanneh, Translating the Message. The Missionary Impact  on Culture. Maryknoll, NY: Orbis Books, 2009. S. 245

[2] Lamin Sanneh, Whose Religion Is Christianity? The Gospel beyond the West. Grand Rapids, MI: Eerdmans, 2003, s. 97. På dette punkt skiller kristendommen, som Sanneh gør opmærksom på i flere af sine bøger, afgørende fra Islam, som netop hævder at have en åbenbaret skrift, nemlig den arabiske Koran, som i princippet er uoversættelig, eller sagt på en anden måde: Hvis Koranen oversættes er det ikke længere Koranen.

[3] Sanneh, Translating the Message. S. 242.

 

Christiansfeld, tirsdag, den 5. maj 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Inkarnation og Guds rige – Et forsøg på en teologisk indkredsning af begrebet mission 2

Den røde tråd i bibelen er frelseshistorien – historien om, hvordan Gud giver sig til kende i verden for at frelse verden. Bibelen er imidlertid ikke kun historien om Guds mission, men er også et produkt af Guds mission i verden, og derfor er mission også nøglen til at tolke bibelen.[1]

Frelseshistorien – Guds mission – tager sin begyndelse med skabelsen og syndefaldet; den fortsætter med udvælgelsen af Abraham og Guds folk Israel for derigennem at velsigne alle folkeslag, og kulminerer med inkarnationen.

Inkarnationen betyder, at Gud i Jesus fra Nazaret trådte ind i verden for at møde mennesker ansigt til ansigt i menneskeskikkelse, talte deres sprog og gik ind i deres kultur, religion og samfund for at kalde mennesker til at følge ham. Han gav afkald på sin guddomsherlighed og tog tjenerskikkelse på for og gennem sin død og opstandelse at frelse mennesker fra deres synd og for at overvinde døden og ondskabens magter. Sådan som det udtrykkes i den gamle Kristushymne i Fil 2:

han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Ligesom Faderen sendte Sønnen ind i verden – i Guds mission – sådan sender Sønnen sine disciple  ud i verden – i kirkens mission – for at vidne om og dermed deltage i Guds mission (Joh 20,21). Dermed sætter inkarnationen et afgørende fortegn for kirkens mission.

Inkarnationen er frelseshistorie, den historie, hvis fortsættelse kirken kaldes til at deltage i. Frelseshistoriens fuldbyrdelse ligger foran os, det er en eskatologisk begivenhed, Guds Rige, som er  det kristne håb.

Jesus indledte sin mission med at forkynde, at ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mk 1,15). I Jesu person, og i hans ord og handlinger brød Guds rige glimtvis igennem. Guds rige er her i den forstand allerede, for hvor Jesus er, der er Guds Rige. Jesu helbredelse af de syge og bespisning af de sultne og hans tilgivelse af syndere viser os, hvad Guds rige er, og gennem sin undervisning fx i Bjergprædikenen viser han os, hvordan Guds rige er ”den omvendte verden”, hvor der vendes op og ned på værdier i denne verden. Men Guds rige bryder først endegyldigt igennem i al sin herlighed ved Jesu genkomst, sådan som det beskrives i Gudsriges-hymnen i Johs. Åb. 21.:

Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.

Paulus minder i Romerbrevet kap. 8 om omfanget af Guds frelse, at det er hele skaberværket, der venter på forløsningen, når Guds Riges herlighed bryder igennem, nemlig, at “skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen.”

Ligesom det er Gud, der suverænt sætter frelseshistorien i gang, er det også Gud, der suverænt bringer frelseshistorien til fuldendelse. Men Kirken kaldes ikke blot til at leve i håbet på Guds Riges komme – og bede ”komme dit rige” – men også til i sin mission at forkynde Guds rige, til at være en forsmag på Guds rige og til at sætte håbstegn på Guds rige i verden .

Inden for rammerne af inkarnationen og Guds riges komme kaldes kirken til at tage del i Guds mission i verden. Kirkens mission udføres således i spændingen mellem den frelseshistorie, der ligger bag os som historiske begivenheder med centrum i inkarnationen, og den frelseshistorie, der ligger foran os – og som vi kun kan forholde os til i håbet – som en eskatologiske begivenhed, nemlig Guds Riges komme.

Inkarnationen er en frelseshistorisk begivenhed, der ligger bag os, men alligevel fortsætter Gud gennem sin kirke inkarnationen, idet evangeliet inkarneres i stadig nye sammenhænge. Guds Riges komme er som frelseshistoriens fyldbyrdelse en eskatologisk begivenhed, der ligger foran os, men alligevel foregribes Guds riges komme, når Gud fx gennem kirken giver mennesker en forsmag på Guds rige.

Christiansfeld, søndag, den 3. maj 2020
Mogens S. Mogensen

[1] Christopher J. H. Wrigth, The Mission of God.Unlocking the Bible’e grand narrative. Nottingham: Inter Varsity Press, 2006, s. 49-51

Skriv en kommentar

Et forsøg på en teologisk indkredsning af begrebet mission – 1

Kristen mission er i sit udgangspunkt altid at forstå som Guds mission, missio dei. Det er Gud, der har taget initiativet til mission, og det er Gud der i tidens fylde fører missionen til sit endemål. Inkarnationen, hvor Gud træder ind i sit skaberværk for at frelse sin skabning, og forløsningen, hvor Guds rige bryder endegyldigt igennem, er den ramme, inden for hvilken Gud kalder os til at deltage i sin mission. Det er Guds suveræne handlinger. Men vor deltagelse i Guds mission må reflektere Guds handlinger i inkarnationen og det Guds rige, som bryder igennem i forløsningen.

Overskrifterne over vor deltagelse i Guds mission kunne være:

  • Oversættelse
  • Inkulturering
  • Inreligionisering
  • Samfundstransformation
  • Omvendelse

Ligesom Gud gennem inkarnationen så at sige oversatte sig selv ind i vor verden gennem sin søn Jesus Kristus for at møde os i menneskeskikkelse, sådan må evangeliet om Jesus Kristus altid oversættes ind i de sprog, som mennesker taler, for at det kan blive hørt og forstået som de gode nyheder, det er.

Evangeliet møder mennesker i deres kulturelle, religiøse og politiske/samfundsmæssige kontekst, og evangeliet tager skikkelse i disse kontekster og transformerer både kulturer, religioner og samfund. I nogle sammenhænge vil fokus være på mødet med kulturen, i andre tilfælde religionen, og det kan også ske, at fokus bliver mødet med den samfundsmæssige eller politiske virkelighed.[1] Men overalt vil der være tale om et eller andet møde med både kultur, religion og politik.

Når mennesker møder evangeliet på deres eget sprog og i deres kulturelle, religiøse og politiske kontekst kan det føre til omvendelse og tro på Kristus og til daglig omvendelse, som også kaldes helliggørelse.

I alle tilfælde er der tale om en grænseoverskridelse. Gud overskrider grænsen mellem sig selv og sit skaberværk gennem inkarnationen. I oversættelsen bringes evangeliet igen og igen over sproglige grænser. Evangeliet bryder ind i kulturer, religioner og samfund og transformerer dem, samtidig med Gud bryder ind i det enkelte menneskes liv og fører det til omvendelse. Endelig overskrides den sidste grænse ved tidens grænse, når Guds Rige ikke bare glimtvis viser sig i denne verden, men Gud bliver alt i alle, når Guds rige kommer.

Oversættelse, inkulturering, inreligionisering, samfundstransformation og omvendelse er ikke lineære begivenheder, men fem forskellige og også sammenhængende dimensioner i vor deltagelse i Guds mission i verden.

Christiansfeld, fredag, den 1. maj 2020
Mogens S. Mogensen

 

1. William A. Dyrness skriver således i  Learning about Theology from the Third World (Grand Rapids, MI: Zondervan Publishing House), at “whereas Christians in Africa are faced with cultural issues and Latin American believers wrestle with political questions, it is the religious context of Asia and the continent-wide longing for salvation that has become the starting point for theological reflection” (s. 125).

 

FORTSÆTTELSE FØLGER.

2 kommentarer

Indonesisk forsøg på at reformere islam

Ofte forbinder vi islam med Mellemøsten, og det er da også sandt, at det var i Mellemøsten, at islam opstod i det 7. årh. Men i dag er er der ingen mellemøstlige lande blandt de fem lande med flest muslimer, nemlig Indonesien. Pakistan, Indien, Bangladesh og Nigeria, hvor ca. 40% af verdens 1,8 mia. muslimer i dag bor. Ikke desto mindre er det i meget høj grad meget ortodokse mellemøstlige tolkninger af islam, der i dag i brede kredse – både muslimske og ikke-muslimske – opfattes som normative for islam. De mest ekstreme former for islam i dag er netop den saudiarabiske wahhabisme og den beslægtede udgave, som vi møder hos Islamisk Stat.

At der er brug for en reform af islam, er ikke kun en erkendelse, man kan møde hos vestlige kritikere af islam, men også hos muslimer. Vi finder den hos en række europæiske muslimer, men endnu vigtigere er det, at der nu også argumenteres for en gennemgribende reform af islam fra muslimer i verdens største muslimske land, nemlig Indonesien, hvor der i dag bor omkring 229 mio. muslimer.

I 2017 tog ungdomsafdelingen i “Nadhlatul Ulama”, der er Indonesiens største islamiske organisation med over 90 mio. medlemmer, initiativ til en bevægelse, som de har kaldt ”Humanitarian Islam”, der også inddrager muslimske ledere fra andre dele af verden. Der er tale om en islamisk bevægelse, der har til formål at kontekstualisere den islamisk lære ved at adressere de  problematiske elementer i den ortodoks islam, som ofte forhindrer muslimer i at tilpasse sig den moderne civilisation.  “It is false and counterproductive to claim that the actions of al-Qaeda, ISIS, Boko Haram and other such groups have nothing to do with Islam, or merely represent a perversion of Islamic teachings. They are, in fact, outgrowths of Wahhabism and other fundamentalist streams of Sunni Islam” (The Jakarta Post, “Humanitarian Islam movement begins in East Java” May 25, 2017).

I “The Nusanatara Manifesto” (25. oktober 2018) fremlægges bevægelsens reformprogram. Her slås det bl.a. fast, at ”The majority of political conflicts within the Islamic world—and between Muslims and non-Muslims globally—stem from the Muslim world’s failure to adapt, peacefully and harmoniously, to the realities of our current world civilization. One factor that contributes to this failure—indeed, perhaps the primary factor—is a dominant mindset among Muslims, which tends to view the classical orthodoxy of Islam as an unchangeable set of religious rules and guidance. Those who consider Islamic teachings to be immutable are, by definition, incapable of responding to the ever-changing circumstances of life in an appropriate and effective manner.”

Konteksten i da ger helt anderledes end den var på Muhammeds tid, og derfor er der brug for en rekontekstualisering af islam. Ganske vist har mange muslimske lande fulgt med tiden og indført nye normer fx forbud mod slaveri og opgivelse af hudud-straffe.  Men “There has not yet occurred, in the Muslim world, a systematic process of recontextualizing (i.e., reforming) Islamic teachings in a manner that effectively addresses obsolete elements of fiqh, and thereby establishes new societal norms, and the laws associated therewith, as the legitimate expression of Islamic orthodoxy, endorsed by both religious and secular authorities.” Muslimske ledere må i dag have” the courage necessary to explicitly state that changing circumstances require the revision of certain historically-determined and now obsolete elements of Islamic law.”

Derfor argumenteres der for, at islam i dag må tolkes sådan, at apostasi ikke skal være strafbart, men at der skal være religionsfrihed og religiøs tolerance. I det hele taget må der skelnes mellem shari’a og islamisk lov. ”Shari’a, properly understood, expresses and embodies perennial values. Islamic law, on the other hand, is the product of ijtihad (interpretation) which depends on circumstances (al-hukm yadur ma‘a al-‘illah wujudan wa ‘adaman) and needs to be continuously reviewed in accordance with everchanging circumstances, to prevent Islamic law from becoming out of date, rigid and non-correlative—not only with Muslims’ contemporary lives and conditions, but also with the underlying perennial values of shari’a itself.”

Til slut peges der bl.a. på, at “The 21st century offers an unprecedented opportunity for Muslims to cooperate with non-Muslims—to our mutual benefit, and on a truly global scale—and thereby fulfill the prophetic mission, which was to perfect the moral framework of humanity and to serve as a blessing for all creation (raḥmatan lil-‘ālamīn).” I forlængelse heraf er det værd at bemærke, at “Humanitarian Islam”, der altså udspringer af “Nadhlatul Ulama” netop for nogle dage siden har indgået et samarbejde med den evangelikale verdensorganisation ”World Evangelical Alliance” et samarbejde: ” they are undertaking an ambitious joint effort to reshape how the world thinks about religion and to counter two threats to religious freedom and to society more broadly: religious extremism and secular extremism.”

Lederen af den muslimske delegation udtalte således, at “We seek to lay the foundation for a peaceful and stable global civilization, and look forward to working with our friends from the World Evangelical Alliance to help bring this about” Og tilføjede, at “Certain obsolete and problematic tenets do indeed exist within Islamic orthodoxy and continue to shape the mindset of many Muslims. These problematic elements are the legacy of a past civilizational reality, which was characterized by persistent religious conflict. They are no longer relevant nor compatible with the geopolitical and demographic realities of the 21st century. Hence, we need to develop a new normative platform of religious orthodoxy, which does not legitimize hatred, supremacy and violence.”

Lederen af delegationen fra World Evangelical Alliance, Thomas Schirrmacher, udtalte, at “Even though the WEA has a large dialogue program with top Muslim leaders worldwide, we especially seek a close cooperation with those Muslim leaders and theologians who join us in fighting for human rights and against racism, religious extremism outside Islam, and religious extremism inside Islam, and any way to subordinate the State under any religious group. We have studied in depth the reasons why Indonesia takes a different and positive road in its relation to religious minorities and are convinced that it would be helpful if Indonesia could present its experience to as many other states as possible” (Schirrmachers website).

Det skal blive spændende at se, om ”Humanitarian Islams” bestræebselser på at reformere islam slår igennem, og at se, hvad samarbejdet med World Evangelical Alliance vil føre med sig. At der er behov for en reform af islam og for en konstruktiv dialog mellem muslimer og kristne, kan der efter min mening ikke være tvivl om.

Christiansfeld, onsdag, den 29. april 2020
Mogens S. Mogensen

Læs mere om “Humanitarian Islam” her.
Læs mere om “World Evangelical Alliance” her.

Skriv en kommentar

Biskop Niels Henrik Arendt om bønnekald

For første gang har bønnekaldet lydt fra højttaler ud i det offentlige rum i Danmark. Det skete, da Fredens Moske i Aarhus, fredag den 24. april ved indledningen til Ramadanen (med godkendelse fra de relevante myndigheder) kaldte til bøn via højttalere opsat på et idrætsanlæg i Gellerup. Baggrunden var, at muslimer pga. corona-krisen ikke kunne samles til bøn i moskéer, og derfor ønskede man med et bønnekald udsendt over højttaler at minde muslimer om at bede.

Ikke overaskende har dette bønnekald sat gang i en heftig debat på de sociale medier og i aviser. Helt forudsigeligt var det da også, at Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti  vil have sådanne bønnekald forbud, og på Facebook skrev tilmed, at ”det burde straffes med udvisning” (Lokalavisen.dk)

Debatten om bønnekald i det offentlige rum er ikke ny. Jeg havde i perioden 1998-2000 fornøjelsen af at være med i ”Biskoppernes islamudvalg”, som Harald Nielsen var formand for. Vi bad i den forbindelse etnografen Kirstine Kaaber Pors om at gennemføre en større undersøgelse blandt folkekirkens menigheder, bl.a. en holdningsundersøgelse. På spørgsmålet ”Det skal være tilladt at kalde til bøn med højttalere uden for moskeerne” var 15, 5 og 10% helt/delvist enige i henholdsvis Københavns Stift, Ribe Stift og Viborg Stift.

Da udvalgets rapport ”Samtalen fremmer forståelsen” i marts 2000 blev fremlagt ved en høring på Christiansborg, kom spørgsmålet om bønnekald i det offentlige rum op i debatten. I en artikel i Information den 17. marts 2000, med den sigende titel, ”Minareter fylder for meget” refereres bl.a. debatten om dette spørgsmål.

”Af etnlogen Kristine Kaaber Pors undersøgelse fremgik, at de danske menighedsrødder med henvisning til Folkekirkens særstilling således jævnt hen er modstandere af minareter. Man skal som flertalskirke fylde mest, og minareter ”fylder for meget”, mente de. Moskéer kunne nogle af dem dog gå med til.”

Men så rettedes spørgsmålet til biskop Niels Henrik Arendt. Hvad var hans holdning til bønnekald i det offentlige rum. Jeg glemmer aldrig hans svar, der i Informations referat er gengivet såledess: ”Den teologiske ekspertise i skikkelse af biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift, valgte direkte adspurgt at lægge afgørelsen over til Skov- og Naturstyrelsen”.

Det var ikke en smart undvigemanøvre, men et meget gennemtænkt svar, der for mig at se afspejlede hans vægtlægning på åndsfrihed og religionsfrihed og på retsstatens principper. Og jeg var og er helt enig med Arendt. Religionsfriheden indebærer, at også ikke-kristne ”har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. I et retssamfund må der gælde samme regler for alle mht. til ”den offentlige orden”, også når det gælder om at bruge højttalere i det offentlige rum. Åndsfrihed betyder bl.a., at vi også vil kæmpe for at beskytte de menneskers frihed, hvis religion vi ikke tilslutter os eller måske ikke engang bryder os om.

Heldigvis blev spørgsmålet om bønnekald netop afgjort, om ikke af ”skov- og naturstyrelsen”, som Arendt anbefalede, så af en tilsvarende offentlig myndighed efter de almindelige decibelgrænser. Arendt blev spurgt som teolog, og gav det svar som man må forvente af en teolog præget af åndsfrihed og forhåbentlig vil nutidens teologer og kirkelige debattører følge i hans fodspor. Og så må vi håbe, at politikerne ikke lader sig friste til at gå på kompromis med vort samfunds grundlæggende retsstatsprincipper og principper for religionsfrihed, men vælger lige som Arendt ”direkte adspurgt at lægge afgørelsen over til Skov- og Naturstyrelsen” – eller en tilsvarende institution.

Christiansfeld, tirsdag, den 28. april 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Oversættelseskrisen – Israel i NT

I 2006 begyndte hele verden at tale om Danmark, og Danmark endte med at blive ramt af en række muslimske landes og organisationers vrede. Baggrunden var, som bekendt, at Jyllands-Posten havde publiceret en række karikaturtegninger af Muhammed, som stødte mange muslimers følelser.

Jyllands-Posten havde brugt sin ytringsfrihed til gennem publiceringen af en række karikaturtegninger at sætte et kritisk lys på islam. Heldigvis var næsten alle danskere – uanset om de brød sig om karikaturtegningerne eller ej – enige om, at Jyllands-Posten havde ret til at bruge ytringsfriheden til at publicere tegningerne.

I disse dage begynder flere og flere mennesker over hele verden igen at tale om Danmark. Denne gang er baggrunden den, at Det danske Bibelselskab har udgivet en ny oversættelse af Bibelen, hvor ordet ”Israel” i Det nye Testamente er erstattet af andre ord. Det har åbenbart stødt så mange kristne zionisters følelser, at man kan finde 20.000 artikler (på engelsk alene!) om sagen på nettet.

Bibelselskabet så det som sin opgave at lave en ny folkelig oversættelse af Bibelen, som ”kan læses og forstås af mennesker, der ikke har et indgående kendskab til bibelsk sprog og kristendom”. Derfor har man “valgt at oversætte ”Israel” med fx ”det jødiske folk”, ”jøderne” eller ”folket”. Når der i den græske tekst står ”Israel”, så er det ikke et land ved navn ”Israel”, der henvises til, men derimod det folk, som Gud har et særligt forhold til – Jakobs efterkommere. Men for den sekulariserede læser, som ikke kender Bibelen særligt godt, vil ”Israel” kun lyde som et land og ikke som folket”. Sådan forklarer Bibelselskabet sig. Forhåbentlig vil de allerfleste danskere – og for den sags skyld også de allerfleste kristne i verden – uanset om de kan lide oversættelsen eller ej, forsvare bibelselskabets ret til at udgive en sådan oversættelse.

Jyllands-Postens Muhammed-tegninger blev registreret og diskuteret stille og roligt i Danmark, da de blev offentliggjort i efteråret 2005, og det var først for alvor da en gruppe danske imamer rejste rundt i Mellemøsten og forsøgte at gejle en stemning op imod Danmark bl.a. med fejlagtige oplysninger, at Muhammed-krise udviklede sig til den største udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig.

Faktisk offentliggjorde Bibelselskabet allerede i 2007 sin ny oversættelse af Det nye Testamente, som nu indgår i den nye bibeloversættelse, “Bibelen 2020”, og den gang blev udeladelsen af ”Israel” noteret og diskuteret stille og roligt. Det var først for nylig, da Jeppe Juhls nye internetmedie ”24nyt”, der har de højreorienterede amerikanske medier som Fox News og Breitbart, slog sagen stort op i sin engelske udgave under den fejlagtige overskrift ”New Danish Bible translation purges Israel”, at sagen fik international opmærksomhed. 24nyt citerede fejlagtigt ‘Ordet og Israels’ tidligere generalsekretær Jan Frost for at have udtalt, at ”the word ‘Israel’ is only used once in the “Bible 2020”, which is the name of the new edition. In all other passages, the word ‘Israel’ is either replaced with ‘Jews’, ‘the land of the Jews‘ or not replaced with an alternative term at all.” Faktum er imidlertid, at ordet Israel optræder mere end 2000 gange ’Bibelen 2020’s Gamle Testamente. Fra zionistiske kredse rundt om i verden råbes der nu op om, at ”the Evangelical Lutheran Church of Denmark must immediately revoke the DBS Bible 2020 edition”. Lige som regeringen naturligvis ikke kunne gribe ind over for Jyllands-Postens karikatur-tegninger i 2006, sådan kan Folkekirken naturligvis heller ikke blande sig i Bibelselskabets oversættelsesarbejde.

Parallellen går desværre endnu videre, for ligesom der under Muhammedkrisen ofte blev givet et fortegnet billede af muslimernes situation i Danmark, på samme måde er der i dag eksempler på, at der gives et helt skævt billede af jødernes og kristne vilkår i Danmark.

Det danske bibelselskab beskyldes for (i NT-oversættelsen) at undlade at bruge ordet Israel af politiske grunde (altså fjendskab mod Israel) eller af teologiske grunde (erstatningsteologi). Kort sagt: bibeloversættelsen er udtryk for anti-israelisme og anti-semitisme.  Det er imidlertid tankevækkende – når der fyger beskyldninger om anti-semitisme i forbindelse med udeladelsen af ordet Israel gennem luften – at tidligere overrabiner Bent Melchior har udtalt, at ”På Jesu tid hed området ikke Israel, men Judæa. Når vi bliver kaldt jøder i dag, er det fordi, vi kommer fra Judæa og ikke fra Israel. Så på det punkt vil jeg sige, at det kan være en god korrektion, for der er ikke tale om en geografisk betegnelse, når Israel nævnes i Bibelen”.

Det er bestemt en ærlig sag at være kristen zionist og at argumentere for denne bevægelses syn på den moderne stat Israel i relation til Bibelen (som jeg i øvrigt ikke deler), men det er for mig at se at sige falsk vidnesbyrd om sin næste, på basis af deres utilfredshed med bibeloversættelsen at fremsætte disse grove udokumenterede beskyldninger om antisemitisme og anti-israelisme mod bibelselskabet. Også kristne zionister burde da vide, at enhver Bibel-oversættelse indebærer et forsøg på, at gøre tekster, der er flere tusinde år gamle og skrevet i helt andre kontekster end vore, forståelige og meningsfulde for nutidens mennesker. Der findes aldrig én og kun én korrekt oversættelse af en tekst, og derfor er der naturligvis altid basis for en saglig diskussion af, hvordan en oversættelse på en og samme tid i så høj grad som muligt kan være tro mod grundtekstens budskab og forståelig for nutidens mennesker. Derfor ville det være ønskeligt, om de kristne zionister besinder sig og  hurtigst muligt hidser sig ned igen.

Forhåbentlig vil vi ikke – som i tilfældet med Muhammed-tegningerne i 2007 – opleve, at  populistiske politikere for at fremme deres egen dagsorden puster til ilden, til skade for alle implicerede parter.

Christiansfeld, mandag, den 27. april 2020
Mogens S. Mogensen

 

3 kommentarer

Coronakrisens grammatik

Coronavirussen er en mystisk størrelse, der har kastet os ud i en krise, som vi har svært ved at orientere os i. Hvad er Coronakrisens grammatik?

Alle er klar over, at Coronakrisen er ’nutid’, men er Coronakrisen også ’fremtid’, og hvornår mon den bliver ’datid’?

Er coronakrisen ”bydeform’, er det, når alt kommer til alt ’coronaen’, der kommanderer rundt med os? Og er coronakrisen derfor kun ’lideform’, dvs. ’passiv’, så vi ikke kan gøre andet end bære lidelsen?

Er coronakrisen en ’bisætning’, en indskudt sætning, i en historie, hvor coronakrisen ikke kommer til at spille den store rolle? Eller er coronakrisen en ’hovedsætning’, der indleder en ny historie, en ny historie, hvis handling vi endnu ikke kender?

Er coronakrisen ’direkte tale’, med kolon og anførselstegn, og i så fald, hvem er det der taler til os? Er det Gud, eller er det naturen, eller noget hele tredje, og hvad er budskabet?

Er coronakrisen en ’bindestreg’, der som den smitsomme sygdom, der ligger bag, bider sig fast i alt, hvad vi har med at gøre? Eller er coronakrisen en ’tankestreg’,  et pausesignal, der får os til at standse op og tænke os om?

Er coronakrisen et ’udråbstegn’, der markerer vort nødråb, et råb om hjælp? Eller er coronakrisen et ’spørgsmålstegn’, efter et spørgsmål, der rettes til os, om vor måde at leve på?

For de mennesker, der rammes allerhårdest af coronavirussen, er der imidlertid ingen tvivl. Dér sætter coronakrisen et alvorligt punktum. Men efter hvert punktum i en tekst, spejder vi efter et ny sætning og håber på et nyt afsnit. Det gælder også for de punktummer, som coronakrisen sætter.

Christiansfeld, tirsdag, den 21. april 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Genåbning af kirkerne? 2 – Argumenter for

Corona-krisen førte Danmark ind i en nedlukningsfase, der med enkelte markante undtagelser førte til at flere og flere områder af samfundet blev lukket ned. Nu er vi ved begyndelsen af en genåbningsfase, hvor det skal overvejes og besluttes, hvad der må lukkes op, hvornår og på hvilke vilkår. I denne politiske debat optræder folkekirken, trods det, at næsten ¾ af befolkningen er medlemmer, stort set ikke.

I det forrige blogindlæg forsøgte jeg så loyalt som muligt at fremlægge argumenterne mod en genåbning af kirkerne i den nærmeste fremtid. Her vil jeg så forsøge at fremlægge argumenter for en genåbning af kirkerne.

Når det gælder kirkerne, så kan genåbning dække over flere forskellige scenarier.

  • Genåbning kan naturligvis indebære, at vi vender tilbage til situationen før corona-krisen, dvs. en total genåbning uden begrænsninger. Forhåbentlig er det der, vi lander på et eller andet tidspunkt. Men det er – efter min opfattelse – ikke det, der er på tale her og nu.
  • Genåbning kan for det andet også betyde, at kirkerne får lov til at holde gudstjenester efter samme sundhedsmæssige forskrifter, som der i dag kan afholdes begravelser, dvs. med begrænset deltagerantal, grund rengøring osv.
  • For det tredje kan genåbning af kirkerne betyde, at man får lov til (fx et vist antal timer om dagen – og med tilsyn fra kirkens personale eller frivillige) at holde kirken åben for andagtssøgende, fx med samme antalsbegrænsning, som ved begravelser -eller måske mindre.
  • For det fjerde kan en genåbning af kirkerne betyde, at der bliver givet tilladelse til at afholde friluftsgudstjenester uden for kirken eller andetsteds med begrænset deltagerantal.

Man kunne fx lægge en plan for, hvordan kirken – i lyset af ovenstående – gradvist kunne åbnes, så vi efterhånden kunne opleve mere og mere af det traditionelle gudstjeneste og kirkeliv.

Men hvad så med smitterisikoen? Enhver genåbning af samfundet – det gælder også genåbningen af børneinstitutioner og skoler – indebærer naturligvis en forøget smitterisiko. Og derfor er argumentet om en øget smitterisiko ved åbning af kirkerne ikke noget validt argument i sig selv, da sundhedsmyndighederne netop accepterer, at flere vil blive smittet, når samfundet åbnes op igen.

Det er naturligvis vigtigt at åbne de dele af samfundet, som har med vor økonomi at gøre, så vi også fremover kan finansiere vort velfærdssamfund. Men mennesket lever ikke af brød alene, og derfor er det vigtigt, at vi får mulighed for at samles om det evangelium, der giver et håb, der rækker videre end økonomien.

Hvad så med de gamle, som måske er mere sårbare end andre, og da vi ved, at der også er gamle, der vil søge til kirken, hvis den åbnes? Her står vi i den samme situation som vi gør ved åbningen af andre dele af samfundet. Hvis ældre benytter sig af åbningen, udsætter de sig for en større smitterisiko ved at gå ud i forhold til at blive hjemme, uanset om de går rundt i Meny eller Bilka eller de går ind i en kirke. Dertil kommer, at måske netop mange ældre – og ensomme – borgere føler et stærkt behov for at være med i fællesskabet i kirken.

Kan vi overhovedet byde vore præster og kirkelige medarbejdere at åbne kirkerne med den risiko, de derved udsættes for at blive smittet? Dertil er at sige, at sundhedsmyndighedernes krav jo stadig skal overholdes – dvs. at man afspritter sig, holder afstand osv. Endelig er det vel ikke meget anderledes end det forholder sig med kassedamerne i supermarkedet eller pædagogerne i vuggestuerne eller lærerne i de små klasser, som også løber en vis kalkuleret risiko.

Et andet argument for igen at begynde at holde gudstjenester, men med et begrænset antal deltagere, har været, at man så skulle afvise det overskydende antal gudstjenestesøgende ved døren. Det er naturligvis ikke nogen ideel situation, men hertil er der bl.a. at sige, at med det typiske antal gudstjenestedeltagere rundt om i landets kirker, så vil det kun i et fåtal tilfælde betyde, at nogen bliver afvist ved døren. Dertil kommer, at flere af os har oplevet juleaften at komme til en fuld kirke, så vi måtte gå hjem igen eller søge en anden kirke. Og så tror jeg, at der i menigheden vil være forståelse for det pga. corona-krisen.

Men hvad så med den solidaritet, som kirken i en krisetid må udvise med resten af samfundet, og som kunne tilsige, at man skulle holde kirkerne lukket indtil den sidst nedlukkede del af det øvrige samfund var lukket op? For det første kunne man spørge, om solidariteten nu også behøver at blive strakt så langt? Men endnu vigtigere er det, at kirken måske netop kan udvise solidaritet med et samfund i krise ved at åbne kirkerne op, så der er et sted, hvor folk i nød kan søge trøst og hjælp.

Alt i alt synes jeg, at argumenterne for en gradvis genåbning er langt stærkere en argumenterne i mod. Jeg vil derfor foreslå at regering og folketing lægger en plan for åbning af folkekirken, der kunne se sådan ud:

  1. Den 27. april – så alle involverede får god tid til at forberede det – åbnes kirkerne for andagtssøgende på en sundhedsmæssige forsvarlig måde.
  2. Fra søndag den 10. maj gives der tilladelse til at alle kirker kan holde udendørs gudstjenester uden for kirkerne eller andetsteds på en sundhedsmæssig forsvarlig møde.
  3. Fra søndag den 24. maj gives der tilladelse til, at alle kirker kan holde indendørs gudstjenester på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.
  4. Når der igen – fx i september – gives tilladelse til større forsamlinger, genindføres tilladelsen til at holde gudstjenester på sædvanlig vis – men stadigvæk med overholdelse af sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Planen forudsætter naturligvis, som alle andre planer om åbning af samfundet, at sundhedsmyndighederne oplever, at de har kontrol med udviklingen af corona-krisen.

Christiansfeld, torsdag, den 16. april 2020
Mogens S. Mogensen

Se “Genåbning af kirkerne?   1 –  Argumenter imod” her.

Skriv en kommentar

Genåbning af kirkerne? 1 – Argumenter imod.

I de seneste fem uger har de statslige myndigheder bestemt, at der ikke måtte holdes gudstjenester, og at kirkerne i det hele taget skulle være lukket. Her har menighederne og kirkerne langt hen ad vejen delt skæbne med store dele af det øvrige samfund. Efter nedlukningsfasen er vi nu gået ind i genåbningsfasen, og der melder spørgsmålet sig helt naturligt: hvad med kirken? Der er naturligvis både argumenter for at fortsætte nedlukningen af kirkerne og for at begynde at åbne dem.

Statsministeren har meddelt, at store arrangementer med mange deltagere af sundhedsmæssige årsager ikke får lov til at åbne før tidligst til september. Derfor er festivaler, cykelløb, lejre og sportsarrangementer blevet aflyst – eller udsat til september eller senere. Derfor kunne man sige, at så må kirkerne også holde lukket frem til september eller senere, da der i princippet kan samles flere hundrede mennesker til gudstjenester.

Der skal imidlertid – if. statsministeren – ske en afvejning mellem de sundhedsmæssige og de økonomiske hensyn, og derfor kan der ske genåbninger af dele af samfundet, selvom det naturligvis vil forøge risikoen for smittespredning. Men det vigtigste kriterium for, hvad der må genåbnes, er if. statsministeren økonomien, og da en åbning af kirkerne ikke kan siges at have en økonomisk positiv effekt på samfundet, ja, så må åbning af kirkerne komme bagest i køen, og måske vente til september eller senere.

Der er dog også andre kriterier i spil, når det gælder, hvilke dele af samfundet der skal åbnes først. Det er i sidste instans et politisk spørgsmål, og her har partierne hver deres ønsker til, hvad der skal åbnes, men indtil videre er der ingen politikere, der har udtalt, at kirkerne efter deres mening skal prioriteres. Det afspejler nok generelt den holdning, at kirken ikke er en særlig vigtig institution i samfundet.

Fra kirkelig side er der også tidligere fremkommet argumenter, som også kan siges at have relevans i dag. Det er blevet fremhævet, at kirkerne ikke skal åbnes, før alle kan åbnes uden nogen begrænsninger mht. deltagerantal, da man hellere vil holde kirkerne lukket end at skulle risikere at afvise nogen ved kirkedøren. Da nogle kirker i princippet ville kunne tiltrække flere hundrede kirkegængere til gudstjeneste, må konklusionen derfor være den, at kirkerne ikke skal åbnes så længe store forsamlinger er forbudt, dvs. at kirkerne tidligst kan åbnes til september.

Det argument har også være fremført, at kirken må være solidarisk med det øvrige samfund og ikke bede om, at blive åbnet før resten af samfundet også bliver det. Denne solidaritet skal naturligvis ikke være med supermarkeder og havecentre, som må holde åbent, men med dem, der stadig ikke må holde lukket. Og da der sandsynligvis vil være dele af samfundet, der ikke lukker 100% op inden september, så må kirkerne if. denne logik holde helt lukket indtil september eller senere.

Et andet argument mod genåbning af kirkerne nu er hensynet til præsterne og de øvrige medarbejdere, der medvirker i gudstjenester. Hvis de bliver pålagt at åbne kirkerne op og afholde gudstjenester, udsættes de for en smitterisiko, der ville være langt mindre, hvis de ikke skulle holde gudstjenester. Ganske vist er der tidligere blevet åbnet op for, at der ved begravelser måtte være op til 1 person per 4 kvm i kirken, men det har if. flere præster ikke være uproblematisk – ja, måske angstprovokerende.

Og så er der hensynet til kirkegængerne – og især de ældste blandt kirkegængere – som risikerer at blive smittet ved gudstjenester. Det ville være katastrofalt, hvis kirkerne blev et sted hvor folk blev smittet med risiko for at miste livet. Så længe man holder kirkerne lukket, vil der ikke være nogen, der bliver smittet i kirken.

Endelig kunne man sige, at vi som kristne ikke er afhængige af at kunne komme i kirke til gudstjeneste og gå til alters sammen. For Gud kan man møde overalt, og dertil kommer, at vi kan ”deltage” i virtuelle gudstjenester og måske også virtuel nadver. Og jo længere vi må vente på at kunne samles til gudstjeneste – om det så også skal blive 6 mdr. eller mere – jo større vil glæden så blive, når vi endelig kan samles igen.

Ud fra disse argumenter kan vi glemme alt om at genåbne kirkerne før tidligst til september. Men der er naturligvis også argumenter for en genåbning af kirkerne, som jeg vil beskrive i det næste blogindlæg.

 

Christiansfeld, torsdag, den 16. april 2020
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Påskedrøm – Fiktion eller Fakta?

I nat havde jeg en underlig – eller var det en underfuld – drøm. Måske var det, fordi jeg havde fulgt  ’live streaming’ af gudstjenesten fra vor kirke i går, og mens vi sang en af salmerne kom til at tænke på, hvordan vi også sidste år i november måned havde sunget en salme hver dag i butikkerne lige før lukketid. Måske var det, fordi jeg i går efter vor cykeltur havde været i Fakta for at købe en buket påskeliljer og der havde mødt naboer og venner bag hver deres indkøbsvogn. Og måske var det fordi, jeg netop havde læst i avisen, at regeringen havde bestemt, at butikkerne måtte holde åbent bl.a. påskedag. Jeg ved det ikke, men her er under alle omstændigheder min drøm:

”Det var påskemorgen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var forår i luften. Jeg stod uden for Fakta og så – til min store overraskelse – den ene familie efter den anden gå ind i Fakta med hver sin indkøbsvogn i passende afstand fra hinanden, mens de sang. I hånden havde de et sangblad – og i indkøbsvognene lå der flere sangblade – som de sang fra.

Jeg fulgte efter dem ind i butikken og hørte, at de sang den påskesalme, som næsten alle danskere kender og kan synge med på: ”Hil dig frelser og forsoner”. Det lød smukt, som de sang der mellem hylderne med frugt og grønt og frysediskene med oksekød og ærter. Efterhånden sang næsten alle kunderne i butikken med – sammen med kassedamerne og dem, der fyldte op på hylderne. Da vi kom til det sidste vers, lød det, som om det var et helt kor, der fyldte ’ helligdommen’ med lovsang.

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis.

Mens de syngende kunder gik rundt i butikken med deres indkøbsvogne, handlede de ind. Jeg kunne se, at de alle sammen var henne at købe et brød og en flaske vin.

Nu gik de i gang med den næste sang, som var Grundtvigs smukke påskesalme, ”Påskeblomst! Hvad vil du her?” Det var ikke alle, der kendte den, men de fandt sangbladene frem, så de kunne synge med. Ikke et øje var tørt, da de kom til verset:

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
hanegal og morgensang,
synes mig af den udsprang:
Vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

Butiksbestyreren blev så grebet af salmesangen, at han stillede sig hen i blomsterafdelingen og sagde til kunderne, at de gerne måtte tage en buket påskeliljer med hjem – uden betaling – for det var jo påske.

På vej ud af butikken, ud i forårssolen og ud i den corona-virus-hærgede verden, hørte jeg, at de sang, så det kunne høres langt omkring:

Krist stod op af døde
i påske morgenrøde.
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

Så var det som om sangen på en underfuld måde løftede mig så højt op, at jeg så butikken på lang afstand. Pludselig syntes jeg, at butikken tog sig ud som en kirke, hvor menigheden strømmede ud efter en gudstjeneste.”

Og så vågnede jeg, gned mig i øjnene og spurgte mig selv: ”Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Var det Fiktion eller Fakta?”

Christiansfeld, mandag, den 29. marts 2020
Mogens S. Mogensen

 

 

 

7 kommentarer

Nødnadver som virtuel nadver eller lægmandsnadver?

For første gang i mange hundrede år oplever vi i denne tid, at vi uge efter uge ikke kan holde gudstjeneste. Alle gudstjenester aflyses på grund af Corona-krisen. Det betyder også, at vi ikke kan deltage i nadveren. Hvad gør vi i den situation?

Allerede nu eksperimenteres der med, hvad man kunne kalde en virtuel nadver, eller en TV-nadver. Det vil sige, at der udsendes en gudstjeneste med nadver, som seerne så kan ’deltage’ i, og hjemme hos sig selv foran skærmen tage et stykke brød og et glas vin, efter at præsten på TV har læst indstiftelsesordene. Denne form for virtuel nadver giver – ligesom den virtuelle gudstjeneste i det hele taget – deltagerne en oplevelse af, at være med i et gudstjenestefejrende fællesskab, og det er vigtigt. Men der er – som debatten viser – naturligvis teologiske problemer ved en sådan virtuel nadver. Man kan rejse spørgsmålet, om det er en virkelig nadver, når præst og menighed ikke er sammen fysisk til stede og deler brød og vin.

I denne nødsituation overses det i debatten ofte, at lige som vi i en luthersk kirke i en nødsituation kan have en legitim nøddåb ved en lægmand, sådan kan vi selvfølgelig også have en nødnadver ved en lægmand. Enhver lægmand kan slå op i salmebogen og finde ritualet for nadveren og ud fra det gennemføre nadverhandlingen. Han eller hun kan læse indstiftelsesordene og uddele nadveren til alle i husstanden. Problemet ved denne lægmandsnadver i hjemmet er ikke teologisk, for her er der ikke noget at komme efter, men det er, at en sådan lægmandsnadver ikke giver deltagerne en oplevelse af at være med i det store gudstjenestefejrende fællesskab.

Men man kunne naturligvis også forene de to former for nadver på en sådan måde, at nadveren på en og samme tid bliver udført på en teologisk set uangribelig måde, og nadverfejringen giver deltagerne en oplevelse af at være med i det store gudstjenestefejrende fællesskab. Det kunne meget enkelt ske på den måde, at gudstjenesten med nadver udsendes på TV eller på anden virtuel måde, men således at præsten ved nadveren opfordrer en lægmand hjemme ved skærmen til sammen med ham eller hende at sige ritualets ord og dermed foretage en lokal indstiftelse af nadveren, inden den uddeles derhjemme. Helt praktisk kunne man – lige som man gør under salmesangen – køre ritualets tekst på skærmen, så lægmanden kan læse det op derfra.

Denne form for virtuel lægmandsnadver er naturligvis en nødnadver, og vi må håbe, at vi inden alt for længe igen kan samles til gudstjeneste i vore kirker og under ledelse af præsten holde nadver sammen. Men indtil da, er der ingen grund til, at vi forholder hinanden nadveren.

Christiansfeld, onsdag, den 25. marts 2020
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Luk kirkerne op: Mennesket lever ikke af brød alene!

Corona-pandemien er en meget alvorlig krise, og derfor er der også al mulig grund til at påskønne, at regering og folketing har truffet en lang række drastiske forholdsregler for at imødegå en spredning af smitten. Uanset hvor ondt det gør i min sjæl, at vi har måttet aflyse alle gudstjenester og kirkelige møder – netop i en tid, hvor vi har brug for evangeliets trøst – så har jeg forståelse for, at vi heller ikke i kirken eller sognehuset kan forsamles i større grupper.

Mens stort set alt andet efterhånden lukker ned, så er der noget, der trods alt holdes åbent, nemlig fødevarebutikkerne, for vi skal da have vores daglige brød. I går aftes var jeg derfor nede i vort lokale supermarked for sammen med min hustru at købe den mad, som vi skal leve af i de kommende dage. Vi forsøgte efter bedste evne at holde den foreskrevne afstand til de andre kunder i butikken og til kassedamen. Så vidt så godt.

Men hvorfor kunne vi ikke på samme måde holde vore kirker åbne, og med medarbejderes hjælp sørge for, at der blev holdt den nødvendige afstand mellem de mennesker, der måtte ønske at sætte sig ind i kirken og tænde et lys i lysgloben, bede en bøn, læse i bibelen eller måske have en samtale med en præst. Kirken i Danmark er ikke kun et forsamlingslokale, hvor vi afholder gudstjenester og kirkelige handlinger, men for mange også et ”helligt rum”, hvor man kan søge stilhed og tid til meditation. Mange kirker har forskelligt materiale liggende i kirken, som andagtssøgende kan bruge til en lille personlig andagt. Og hvorfor kunne en præst ikke være til stede i kirkerummet nogle timer hver dag for at være til rådighed for samtaler?

Myndighedernes beslutning om at lukke stort set alt andet end fødevarebutikkerne hænger sammen med, at vi naturligvis lever af ”brød”, men i kirken ved vi, at vi ikke lever af ”brød alene”. Netop i krisetider som denne er det af afgørende betydning, at kirken kan tilbyde noget andet og mere, nemlig det, som har med Gud at gøre.

Så kunne man indvende, at kirken også er til stede på de sociale medier og andre steder på nettet, og at man der kan hører prædikener, salmer osv. Og det er alt sammen også rigtig godt, men er det grund nok til at holde kirkerne aflåst i denne tid? Til det er der kun at sige, at man også godt kunne have valgt at låse dørene ind til fødevarebutikkerne, og så have henvist kunderne til at bestille varer på nettet, som så kunne blive leveret ved døren – uden nogen personlig kontakt i butikken.

Så vidt vil myndighederne ikke gå, når det gælder fødevarebutikker, men gerne, når det gælder kirkerne. Hvis mennesket havde levet af brød alene, så havde det været den helt rigtige ting at gøre, men i et land, som i 1000 år er blevet præget af kristendommen, burde vi alle vide, at mennesket ikke lever af brød alene. Vi har – altid og i særlig grad i krisetider –  brug for det håb og den trøst, som evangeliet giver os, og som kirkebygningen er et fysisk tegn på, og som formidles gennem mødet med en præst i kirken. Det er – efter min mening – dybt problematisk, at kirken på denne fysiske måde lukker døren for mennesker i krise.

Så derfor er min bøn til myndighederne: Giv os tilladelse til at holde kirkerne åbne for andagtssøgende!

Christiansfeld, torsdag, den 19. marts 2020
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

Israels triumf og tragedie

MIT_FORTJAETTEDE_LAND_forside.inddDet er lukketid for Danmark. Skolerne er lukket. Kirkerne er lukket. Selv genbrugspladserne er lukket. Bibliotekerne er lukket. Mens samfundet lukker ned og vi lukker os inde, så er det måske tid til at lukke en af de tykke bøger, der ligger på mit skrivebord, op og sætte mig til i ro og mag at læse den.

En af mine venner gav mig for nogen tid siden en bog på 5-600 sider med en kraftig opfordring til at læse den. Det er der tid til nu. ”Mit forjættede land. Israels triumf og tragedie” af Ari Shavit. udkom på engelsk i 2013 og blev oversat til dansk og udgivet på Kristeligt Dagblads forlag i 2016. Ari Shavit, der er født i 1957 og opvokset i Israel har været skribent for avisen Haaretz og TV-kommentator og formand for en menneskerettighedsorganisation.

På forsiden er The Wall Street Journal citeret for at have skrevet, at det er ”En af de mest nuancerede og udfordrende bøger om Israel i årevis.” Og efter at have læst bogen, må jeg give The Wall Street Journal ret. På journalistisk vis beskriver han en række israeleres livshistorier, oftest baseret på interviews med både jøder og palæstinensere, for derigennem at komme tæt på den virkelighed og de komplekse problemstillinger, som har karakteriseret Israel fra begyndelse frem til 2013. En ledetråd gennem hele beretningen er den zionistiske bevægelse, som nogle af hans forfædre havde været med til at grundlægge.

Bogen er, som undertitlen siger det, en beretning om ”Israels triumf og tragedie”. Forfatteren gennemgår den zionistiske bevægelses fantastiske, ja, næsten mirakuløse succes med at etablere et hjemland for jøder og Israels udvikling til en militær og økonomisk stormagt og et demokratisk samfund. Fremstillingen er præget af forfatterens kærlighed til og stolthed over sit land, men han er langt fra blind over for landets tragedie. Fordrivelsen af 700.000 palæstinensere i 1948 er et sår, der aldrig er lægt, og på samme måde med den fortsatte besættelse af Vestbredden. I indledningen skriver forfatteren, der altid har gået ind for en tostatsløsning og været aktiv i fredsbevægelsen: ”Jeg har lært, at der ikke findes nogen enkle svar i Mellemøsten og ingen nemme løsninger i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Jeg har set i øjnene, at Israels situation er ekstremt kompleks, måske endda tragisk”  (s. 14).

Læsningen af bogen giver et stærkt indtryk af Israels unikke situation. ”På den ene side er Israel den eneste vestlige stat, der holder et andet folk besat. På den anden side er Israel den eneste nation i Vesten, der er truet på sin eksistens. Besættelsen og truslen er blevet to hjørnesten i vores tilværelse” (s. 11). Forfatteren er dybt optaget af Israels historie, ikke for historiens skyld, men af hensyn til Israels fremtid, som han er bekymret for. I 2013 var, som han gør opmærksom på, 46% af indbyggerne i ”Storisrael” palæstinensere, og det formodedes at ville stige til 50% i 2020 og 55% i 2040. Det stiller naturligvis Israel over for nogle meget store politiske udfordringer. Hans vurdering er at ”Der er kun fire muligheder: Israel som en forbryderisk stat, der udfører etniske udrensninger i de besatte områder, Israel som en apartheidstat, Israel som en stat med to nationaliteter eller Israel som en jødisk-demokratisk stat, der i angst og bæven trækker sig tilbage bag en grænse, der deler landet” (s. 492).

I det lidt større perspektiv ser forfatteren, at Israel er omgivet af syv koncentriske ringe af trusler.

Den islamiske – En jødisk stat i den muslimske verden vækker stærke religiøse spændinger.

Den arabiske – En jødisk nationalstat grundlagt i hjertet af den arabiske verden udfordrer den arabiske nationalisme.

Den palæstinensiske – Mange palæstinensere opfatter Israel som en fremmed kolonimagt, der ikke har noget at gøre i Palæstina, og faren for oprør lurer derfor hele tiden.

Den indre – Har israelerne i dag i en tid præget af individualisme og forbrugerkultur den samme indre styrke til at forsvare sig, som de havde i 1948, 1967 og 1973?

Den mentale – Er Israels kollektive psyke i stand til at klare Israels tragiske omstændigheder?

Den moralske – Et nation, der er i konstant krig, bliver nemt demoraliseret. Forfatteren sporer et voksende pres mod selve kernen i det israelske demokrati – især fra de ultraortodokse og de russiske minoriteter og taler om ”den smuldrende kodeks for en human zionisme” (s. 499).

Identiteten – I den sidste tredjedel af det 20. århundrede har den hebræiske identitet tabt momentum. Der var to hovedstrømninger i denne identitet, en socialistisk-nationalistisk og en liberal-nationalistisk bevægelse, men begge var verdslige.

Faren fra disse syv trusler forstærkes, if. forfatteren, yderligere af, at Vesten, befinder sig i en økonomisk og politisk tilbagegang, har mindre mulighed for at opretholde orden i Mellemøsten og dermed beskytte Israel, samtidig med Mellemøsten bliver mere og mere præget af islamisme – og Iran er på vej til at blive en atommagt.

Der er mange gode grunde til at interessere sig for, hvad der foregår i Israel, og derfor læse denne bog. En af disse grunde bliver vi alle dagligt mindet om i denne tid, nemlig at verden er globaliseret. En corona-epidemi i Kina breder sig lynhurtigt til resten af verden, inkl. Israel og Danmark og ændrer dagligdagen og den politiske diskurs. På samme måde bliver resten af verden uvægerligt påvirket af, hvad der kommer til at ske i Israel og hele Mellemøsten.

Christiansfeld, mandag, den 16. marts 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kritik af lovforslag om forbud mod modtagelse af donationer fra visse personer

Nu foreligger ”Udkast til Forslag til Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer”, nemlig ”personer, der modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder”. I bemærkningerne præciseres det, at der er tale om ”grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, som følger af grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det drejer sig bl.a. om ytringsfrihed, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, retten til liv, forbuddet mod tortur, ligestilling mellem kønnene, retten til en retfærdig rettergang og den private ejendomsret.” Og videre præciseres det, begrebet modarbejder eller underminerer ”vil omfatte enhver aktivitet eller ethvert virke, der har til formål eller bidrager til at skade, lægge hindringer i vejen eller svække og efterhånden nedbryde grundlaget for demokrati og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, som det danske samfund bygger på.”

For det første er det værd at bemærke, at forslaget lægger op til, at der ikke må stilles spørgsmål til demokratiet og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, som følger både af grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Spørgsmålet er, om ikke denne lov implicit er med til at begrænse den frie politiske debat i Danmark. Menneskerettighederne er vel ikke hævet over diskussion og kritik? I den forbindelse er det tankevækkende, at et parti som Dansk Folkeparti arbejder målbevidst for, at Danmark skal trække sig ud af ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention” (se fx Jyske Vestkysten den 17. marts 2019. ”DF: Danmark skal ud af menneskerettighedskonvention”. Er DF ikke dermed med til at underminere menneskerettighederne i Danmark?

For det andet noteres det, at lovforslaget ikke kun retter sig mod donationer til religiøse foreninger, men også fx til politiske foreninger. ” Forslaget om indførelse af en forbudsliste vil indebære, at det bliver ulovligt for enhver i Danmark – og dermed også for politiske partier – at modtage donationer fra donatorer, der er optaget på listen.” Det har der ikke været meget fokus på i debatten, men hvis man er nervøs for vort demokrati, så er der da al mulig grund til at rette søgelyset mod politiske partier og foreninger, især dem på fløjene.

For det tredje er det – i forbindelse med ovennævnte – underligt at måtte bemærke, at politiske partier og foreninger kun er inde i billedet, når det gælder donationer fra udlandet, mens der kun lægges begrænsninger på donationer fra danske personer, når det gælder religiøse foreninger. Det er meget vanskeligt at få øje på nogen logisk grund til denne forskelsbehandling, som er endnu et udtryk for den særliggørelse af religion, der breder sig i politiske kredse i Danmark i disse år. Her føres de efterhånden velkendte argumenter fra tidligere lovgivning igen i marken, nemlig, ”at risikoen for, at demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder modarbejdes eller undermineres, er særlig nærliggende i situationer, der omfatter religiøs forkyndelse, undervisning eller andre aktiviteter, der er egnet til at påvirke andre. Det skyldes, at den oplæring og undervisning, der finder sted i trossamfund og skoler m.v., udøves fra en sådan position eller med en sådan myndighed, at muligheden for at påvirke menigheden eller eleverne er særlig nærliggende. Det gør sig navnlig gældende, hvis der er tale om børn og unge, der generelt må anses for lettere påvirkelige over for ideer og oplæring.” Mon ikke risikoen er endnu større i ekstreme højre- og venstreorienterede politiske grupper?

For det fjerde er det værd at bemærke, at Udlændinge- og Integrationsministeren får bemyndigelse til at sætte personer på denne forbudsliste, og det gælder både danske og udenlandske personer, uden at disse får mulighed for at få afgørelsen prøvet ved nogen domstol. Det er så meget desto mere problematisk, fordi kriterierne for, hvem der kan komme på en sådan forbudsliste, er så upræcise, at man fristes til at kalde den paragraf, der beskriver kriterierne, for en gummiparagraf. Dermed styrkes statens magt endnu en gang på bekostning af borgernes ret.

For det femte noterer jeg mig, at hensynet til vore udenrigspolitiske interesser prioriteres over hensynet til beskyttelsen af vort demokrati og vore menneskerettigheder. Derfor foreslås det ”at udlændinge- og integrationsministeren undlader at optage den pågældende på forbudslisten, hvis Udenrigsministeriet vurderer, at optagelse af den pågældende på forbudslisten vil kunne få væsentlige udenrigspolitiske konsekvenser. Der sigtes hermed særligt på situationer, hvor en undladelse af optagelse på forbudslisten må anses for nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer. Der vil således blive lagt vægt på bl.a., om optagelse af en fysisk eller juridisk person på forbudslisten vurderes at ville skabe en nærliggende fare for, at rigets udenrigspolitiske interesser mv., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, vil lide skade.” Det er så meget desto mere tankevækkende, som det netop var en donation fra en af vore allierede, nemlig Saudi Arabien, til en moské i København, der satte hele debatten i gang.

For det sjette er det decideret sørgeligt for ikke at sige forargeligt, at skulle støde på en sådan mistænkeliggørelse af fx missionske og jødiske foreninger i bemærkningerne til et lovforslag, som tilfældet er her. ”Det vil ikke være ethvert virke, der vil kunne anses for at være i strid med demokratiet og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Bl.a. vil det forhold, at en organisation agiterer for, at kvinder ikke bør bestride en stilling som religiøs forkynder, ikke i sig selv kunne anses for at være udtryk for, at organisationen finder, at retten til ligestilling bør afskaffes eller afgørende indskrænkes. […] Sådanne oplysninger vil således ikke i sig selv kunne føre til, at den pågældende organisation optages på forbudslisten, men vil kunne føre til, at Udlændingestyrelsen beslutter at undersøge organisationen nærmere.” Vi lever heldigvis ikke i et totalitært samfund, hvor religionsfriheden er indskrænket, men vi må altid være på vagt over for ethvert skridt i denne retning, uanset hvor uskyldigt det kan se ud for politikerne.

Der er al mulig grund til at værne om vort demokratiske samfund og dets frihedsrettigheder, og der er bestemt kræfter, der truer det både fra religiøse og politiske ekstremisters side. Men dette lovforslag er desværre af en sådan art, at det ikke i sin nuværende form bør gennemføres.

Christiansfeld, tirsdag, den 10. marts 2020
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Coronavirus, håndtryk og udlændingepolitik

I disse dage og timer bliver det klart, at korona-virus-epidemien får store konsekvenser for vort daglige liv. Rejser til Norditalien og en række andre hårdt ramte områder aflyses. Jeg skulle i mandags have været i Berlin til tre dages møde i økumeniske sammenhæng, men det blev aflyst pga. Coronavirus-faren. Alle møder med over 1000 deltagere bliver aflyst. Superligakampe bliver gennemført uden tilskuere. Folkekirkens Nødhjælp aflyser sin sogneindsamling. På regeringens pressemøde, som blev transmitteret i TV, kunne vi høre, at den medicinske ekspert frarådede ikke bare at give krammere og kys til hinanden – men også at give hånd. Og livet kan vel også fint gå videre uden at vi behøver at give hånd til hinanden.

Eller kan det nu det? For da en journalist spurgte, om håndtrykket så også i denne situation ville blive suspenderet som et krav i forbindelse med tildelingen af dansk statsborgerskab, svarede statsministeren, at det skam ikke ville blive tilfældet. I stedet ville disse ceremonier bliver udsat indtil ansøgerne om dansk statsborgerskab igen kunne give hånd. Adspurgt om det ikke ville betyde, at disse nydanskere så i den mellemliggende periode ikke kunne få dansk statsborgerskab, svarede statsministeren bekræftende.

Så stor en betydning tillægger regeringen altså håndtrykket, at selv ikke en coronavirus-epidemi kan få regeringen til at tillade, at der gennemføres en statsborgerskabsceremoni uden det ellers obligatoriske håndtryk. Den implicitte argumentation må være, at håndtrykket er en så vigtig del af dansk kultur, at nydanskeres adgang til statsborgerskabet under alle omstændigheder må være et håndtryk. Men hvad så med vor danske kultur i den periode, hvor vi ikke kan gå rundt og give hinanden hånden? Svækkes sammenhængskraften så i det danske samfund i denne situation?

Jeg ved virkelig ikke, om man skal le eller græde, når man hører statsministeren sige sådan noget. Mit lønlige håb er, at vi i denne kaotiske coronavirus situation i verden kan være så heldige, at der i de internationale medier ikke bliver plads til denne pinlige historie fra Danmark. At vi her i Danmark lovgiver om håndtryk, er i sig selv i mange udlændinges øjne særdeles latterligt, men helt gakkelak bliver det da, når selv ikke en coronavirus kan få regeringen til at ændre på det. Men regeringens latterlige holdning til håndtryk i denne coronavirus epidemi, viser med al ønskelig tydelighed, hvor vigtig en stram udlændingepolitik er for regeringen. Så vigtig selv ikke en livstruende coronavirus epidemi kan få regeringen til at træffe fornuftige forholdsregler, af frygt for, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige skal beskylde regeringen for at have fraveget en stram kurs på udlændingepolitikkens område.

Christiansfeld, fredag, den 6. marts 2020
Mogens S. Mogensen

6 kommentarer

Kristendommens afgørende indflydelse på Vestens udvikling -Tom Holland, Dominion. The Making of the Western Mind (2019)

Det hænder for mig – med års mellemrum – at jeg støder på en bog, der behandler et emnefelt på en så mesterlig måde, at den for mig – og måske også for mange andre – bliver et hovedværk, som jeg må vende tilbage til igen og igen, fordi jeg på dette område begynder at orientere mig ud fra det. Det skete, da jeg for nylig læste Tom Hollands bog The Making of the Western Mind (2019).

”Hvordan gik det til, at en kult inspireret af henrettelsen af en obskur kriminel i et imperium, der for længst er gået til grunde, kom til at udøve en sådan transformerende og vedvarende indflydelse på verden?” Det er det spørgsmål, som Tom Holland, der er en anerkendt engelsk historiker, har stillet sig selv, og som førte til, at han skrev denne bog. Han konstaterer, at det at leve i et vestligt land er at leve i et samfund, der i den grad er gennemtrængt af kristne begreber og antagelser, og selvom der bliver mere og mere tomt på kirkebænkene, så er vesten stadig forankret i sin kristne fortid. Det er hans påstand, at kristendommens indvirkning på udviklingen af vestens civilisation har været så dybtgående, at vi ikke umiddelbart kan få øje på den.

Hans ambition med bogen er spore denne udvikling igennem de sidste 2000 år, og ”at udforske, hvad det var, der gjorde kristendommen så undergravende og forstyrrende, hvordan den helt og aldeles kom til at gennemtrænge den latinske kristenheds tænkegang, og hvorfor i Vesten, som ofte er meget tvivlende mht. religiøse påstande, så mange af dens instinkter – på godt og ondt – stadig er fuldstændigt kristne”. Under de tre hovedoverskrifter, antikken, kristenheden og moderniteten præsenterer han en snes nedslag af kristendommen, som har bidraget afgørende til Vesteuropas udvikling.

Paulus’s forkyndelse rundt omkring i Romerriget af, at der kun var én Gud og kun én Herre, Jesus Kristus, Guds søn, lagde en bombe under det romerske samfund. At opgive dyrkelsen af kejserne var at true selve Romerrigets sammenhængskraft. At Kristus, som var Guds søn, var blevet et menneske og havde lidt døden på et kors, det ultimative torturinstrument i Romerriget, indebar en ny forståelse af Gud, nemlig at Gud var kærlighed.

De to kappadokiske brødre, teologerne Basil og Gregor, der levede i det 4. århundrede, dedikerede deres liv til de fattige, og gjorde det ud fra deres forståelse af den kristne tro. De drog den logiske konsekvens af, at Kristus valgte at leve og dø som en af de fattige, og derfor måtte man vise de fattige respekt. ”Reflekter over, hvem de er, og du vil forstå deres værdighed; de har taget på sig vor Frelsers person. For han, der er den medlidende, har givet dem sin egen person”. Dermed gjorde de noget, som ingen filosoffer før dem havde gjort, de hævdede, at uanset hvor elendige eller ildelugtende og fattige mennesker måtte være, så bar de alle vidnesbyrdet om Guds billede i sig; de var elsket af Gud, og derfor måtte de også elskes af deres medmennesker. For Gregor betød det, at han ikke bare fordømte ekstrem rigdom og fattigdom, men også fordømte slaveinstitutionen. Han gjorde op med de ældgamle og udbredte traditioner med at udsætte børn, som var uønskede, at slå deformerede børn ihjel til gavn for staten. For som han sagde, selv i det mest forsvarsløse nyfødte barn var der et glimt af den guddommelige berøring.

I højmiddelalderen revolutioneredes på basis af kristen teologi forståelsen af lov, en forståelse, som præger Vesteuropa den dag i dag. Muslimske lærde hævdede at have et komplet lovsystem, der stammede fra Gud selv, kristne teologer derimod hævdede, at Gud havde skrevet sin lov i menneskers hjerte, og at hele den lov kunne sammenfattes i ordene ”Elsk din næste som dig selv”. Gratian, der anses som forfatter til Decretum (1150), der rummer kanonisk lov, betragtede det som den naturlige lov, som hele det kristne lovsystem skulle bygge på. Alle gamle lovtraditioner, der var i modstrid hermed, skulle fjernes. Lovens formål var ikke længere at opretholde hierarkiske forskelle i samfundet, men at give lige ret til hvert individ uanset rang, rigdom eller slægt, fordi alle mennesker som Guds børn var lige. Men hvad så med den åbenlyse ulighed, der var i verden, mellem rige og fattige. At den rige havde en pligt til at give til den fattige, var et princip, der var lige så gammelt som kristendommen selv, men det nye var den forståelse, at når en fattig mand, der sultede, stjal fra den rige, var det i overensstemmelse med den naturlige lov. Det vil sige, at den fattige havde ret til livets fornødenheder – det var en menneskeret!

Da Bartolomé de las Casas ud fra sin forståelse af kristendommen protesterede over de spanske conquistodorers behandling af indianerne i Den nye Verden, var begrundelsen: ”For de er vore brødre, og Kristus gav sit liv for dem”. Da lederen af dominikanerordenen, Thomas Cajetan, der i 1517 blev kardinal, hørte las Casas beretninger, reagerede han meget voldsomt på sin kristne konges retfærdiggørelse af undertrykkelsen af indianerne i den korsfæstede Kristi navn. Cajetans reaktion, der lagde grunden til international lov, var, at kirkens lære var universel og også gjaldt indianerne i Den nye Verden. Indianernes kongeriger var legitime stater; kristendommen måtte aldrig presses ned over hovedet på folk med magt, men måtte kun udbredes gennem overtalelse; hverken konger, kejsere eller kirken selv havde nogen ret til at give tilladelse til erobringer. Sådan var de regler, der burde gælde i hele verden.

Kvinders værdighed og lighed med mænd, monogamiet, adskillelsen mellem det sekulære og det religiøse (adskillelse mellem stat og kirke), og humanisme er alt sammen en frugt af kristendommens indflydelse i Vesteuropa. ”At mennesker har rettigheder, at de er født lige, at de har krav på livets underhold og husly og beskyttelse mod forfølgelse, det har aldrig været selvindlysende sandheder”, skriver Holland. Han citerer Dietrich Bonhoeffer for i 1933 at pege på, at kirken har ”en betingelsesløs forpligtelse overfor ofrene for enhver samfundsorden, også, hvor ofrene ikke hører til det kristne samfund”. Der er en uløselig sammenhæng mellem etik og tro, som selv Spinoza anerkendte: ”Når man opgiver den kristne tro, trækker man også retten til kristen moral væk under sine fødder”.

Holland er imidlertid ikke blind for de ugerninger, som kirken har udført, endda i kristendommens navn. Det gælder fx kristnes behandling af jøder og kristne staters krige. Alt det hører også med til den påvirkning, kristendommen har haft på Vesten. Men hans vigtigste pointe er, at der i kristendommen hele tiden har været det kritiske potentiale, som – gennem Bibelens historier og Åndens virke – er blevet aktiveret igen og igen, og som over tid har sat sig igennem over for fx kristelige legitimeringer af slaveri, undertrykkelse af kvinder, apartheid osv. Det kristne budskab, eller den kristne myte, som han kalder det, har vist sig at have en utrolig stærk og vedvarende kraft til at transformere samfundet i Vesten og til fortsat at danne grundlag for samfundet.

Holland slutter sin 525 sider lange bog med at konstatere, at kristne ”har placeret de svage i deres skygge, de har bragt lidelse og forfølgelse og slaveri i deres kølvand. Og dog så er de standarder, som de står fordømt ud fra, selv kristne standarder; ikke engang hvis kirker tværs over Vesten fortsætter med at blive tømt, er det sandsynligt, at disse standarder hurtigt vil ændre sig. ”Det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme”. Det er den myte, som vi i Vesten vedblivende klynger os til. Kristenhed, i den forstand, vil stadig forblive kristenhed.”

Disse korte glimt yder naturligvis ikke Hollands bog nogen retfærdighed, men jeg kan kun anbefale alle, der interesserer sig for Vestens fortid, nutid og fremtid, at læse denne på mange måder udfordrende og provokerende bog.

Christiansfeld, mandag, den 2. marts 2020
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Hvad foregår der i Nigeria?

Efter 22 år er Karin og jeg igen i Nigeria – inviteret af vores søn Anders, der i mange år har været engageret i at etablere og drive hoteller i Abuja og Lagos. Mens vi har besøgt – foruden Abuja og Lagos – Yola, Jimeta, Mbamba, Demsa og Numan, har vi haft den glæde at møde gamle – og nye venner – men har også med sorg måttet konstatere, at nigerianerne gennemlever alvorlige problemer og  lidelser i disse år.

Under vort besøg i Adamawa State, har vi boet på et hotel, som er en del af The American University Nigeria, oprettet og finansieret af tidligere vicepræsident Atiku, der netop er fra Adamawa. På en rundtur på universitetet fortalte en af universitetets ledere, at universitetet havde påtaget sig at tage imod en helt speciel gruppe piger.  I 2014 var 276 piger blevet kidnappet af Boko Haram og udsat for den grusomste behandling, inklusive tvangskonvertering og tvungen bortgiftning. I 2017 blev 106 af pigerne befriet, og dette universitet påtog sig at bidrage til deres ‘resocialisering’ og uddannelse.

En aften på hotellet faldt jeg i snak med en universitetslektor. Han fortalte om, hvordan det var i hans hjemområde, dvs. Yungur-området, at fulanerne for efterhånden mange år siden havde påbegyndt deres voldelig angreb på bønder, angreb som blot i hans landsby havde kostet mange menneskeliv. Da vi kom til Numan hørte vi om, hvordan Numan og de omliggende landsbyer havde været udsat for lignende dødelige angreb.

I søndags var vi til en meget festlig luthersk gudstjeneste i domkirken i Jimeta med flere tusinde deltagere. Da biskoppen annoncerede særlige bedeemner, som en af de tilstedeværende præster skulle bede for, nævnte han, at et af kirkens medlemmer dagen i forvejen var blevet kidnappet, og at der var krævet en meget stor løsesum. Han nævnte også, at Boko Haram om fredagen havde angrebet byen Garkida i det nordlige Adamawa. Omkring 100 bevæbnede Boko Haram medlemmer var ankommet på motorcykler og i nye Hiace-køretøjer og havde nedbrændt fem kirker, en politistation og flere huse – og dræbt adskillige mennesker og såret endnu flere.

Angreb fra fulani-hyrder, bortførelser med krav om løsepenge og angreb fra Boko Haram hører til dagens uorden i Nigeria i dag, og har gennem de senere år kostet titusindvis af nigerianere livet. Hvordan skal man tolke det, der sker i Nigeria i dag? Mit indtryk er, at jo længere man er fra Nigeria, jo lettere er det tilsyneladende at give enkle forklaringer. Det har også været min oplevelse den sidste uges tid, hvor jeg har talt med en lang række mennesker om det, der sker i Nigeria i denne tid. Jeg har talt med folk i Adamawa, Abuja og Lagos, kristne og muslimer, folk fra mange forskellige etniske grupper, en senator, biskopper, præster og lægfolk, samt universitetsfolk, som har haft hvert deres perspektiv på sagen.

Det, som jeg mener, man kan sige med en høj grad af sikkerhed, er for det første, at angrebene fra fulanihyrderne hænger sammen med den gamle etniske konflikt mellem fulanihyrder og andre etniske grupper, der typisk er bønder. Konflikten forværres disse år pga. befolkningseksplosionen og konsekvenserne af den globale opvarmning. Konflikten får imidlertid også en religiøs dimension, da fulanihyrderne er muslimer og de fleste bønder er kristne. Det betyder, at de fleste ofre – men ikke alle – er kristne. Men i udgangspunktet er der altså tale om en kamp om ressourcer mellem etniske grupper.

For det andet kan det konstateres, at Boko Haram er en islamisk organisation, eller i det mindste en organisation, der hævder at være det. Det er en islamistisk terrorbevægelse, som de seneste godt 10 år har kostet over 27.000 mennesker livet, og gjort over 2 mio. nigerianer til internt fordrevne. Helt fra begyndelsen af sin terrorvirksomhed har Boko Haram erklæret de kristne krig og har arbejdet på at etablere et kalifat i Nordnigeria, og i dag arbejder Boko Haram tilsyneladende tæt sammen med Islamisk Stat. For at nå sit mål retter Boko Haram ofte sine terrorangreb mod større forsamlinger, fx mennesker forsamlet på markeder, og derfor rammes også ikke-muslimer af Boko Harams angreb, ligesom også lokale myndigheder ofte står for skud, men langt størstedelen af Boko Harams ofre er helt åbenbart kristne.

For det tredje kan det konstateres, at Nigeria i de senere år har udviklet sit til et af de lande i verden, hvor kidnapning med henblik på betaling af løsesum er mest udbredt. Det er en økonomisk set meget profitabel virksomhed, da det ofte lykkes kidnapperne at få udbetalt en løsesum. I de tilfælde, hvor der ikke opnås enighed om en løsesum, bliver de kidnappede oftest dræbt. Der er forskellige grupper, som er involveret i kidnapningen. I nogle tilfælde er det sandsynligvis gemene banditter, der skaffer sig et levebrød på denne måde, i andre tilfælde er det terrorister, der finansierer deres terrorvirksomhed på denne måde. Hovedkriteriet for valget af ofre for kidnapninger synes at være ofrenes ’økonomiske’ værdi. Noget kunne imidlertid tyde på, at der er langt flere kristne end muslimer, der bliver kidnappet, hvilket kan forklares med henvisning til, at det i mange tilfælde er islamistiske terrorister, der står bag.

Det helt store spørgsmål er imidlertid, om der står ’nogen’ bag de voldelige fulanihyrderne, Boko Haram og kidnapperne, og om der er en fælles ‘plan’ bagved? Flere af dem, jeg har talt med, og også kommentatorer i aviser, antyder, at præsident Buharis regering har en finger med i spillet, enten direkte ved at støtte dem eller indirekte ved ikke at gribe stærkt nok ind over for dem. Om det er tilfældet, kan jeg naturligvis ikke afgøre, men hvis det er tilfældet kunne man spørge, hvorfor regeringen agerer, som den gør.

Nogen anlægger den tolkning af Nigerias miserable situation, at hele det politiske system er korrupt og udueligt, og at alle politikere kun er ude på at rage så mange penge til sig som muligt, og derfor aldrig har det fælles gode for øje. De peger på, at de mange år med militærdiktatur i Nigeria har ødelagt det politiske system, der aldrig er kommet til at fungere, og der aldrig er skabt nogen stærk og sund demokratisk kultur, fordi militæret igen og igen har sat demokratiet ud af kraft, og dermed undermineret værdierne i en moderne demokratisk retsstat. Regeringens bidrag til problemerne er if. denne tolkning altså dens grundlæggende inkompetence og den indgroede korruption.

Andre er af den opfattelse, at den herskende elite med Buhari i spidsen har en interesse i at skabe eller tolerere en høj grad af kaos i landet, da det gør det lettere for dem at tilegne sig Nigerias værdier. Der bruges utroligt mange penge på sikkerhed, uden at nogen ved præcist hvor mange, og mistanken er, at mange penge ender i de forkerte lommer.

Endelig er der dem, der mener, at Buhari-regeringen står i spidsen for en bevidst islamisering af Nigeria, og at Boko Haram, fulanihyrder og kidnappere bruges til at skræmme de kristne og styrke islams overherredømme. De ser altså den aktuelle udvikling som en fortsættelse af Usman dan Fodios jihad i det 19. årh., der førte til dannelse af Sokoto-kalifatet.

En af dem, der tydeligst har give udtryk for den opfattelse, at regeringen står bag Boko Haram, er den katolske biskop i Sokoto, Hassan Kukah, som allerede, da vi var i Nigeria i 1980’erne, var en aktiv debattør af politiske forhold i Nigeria. Kukah har udtalt at: “The only difference between the government and Boko Haram is that Boko Haram is holding a bomb. … They are using the levers of power to secure the supremacy of Islam, which then gives more weight to the idea that it can be achieved by violence. With the situation in Nigeria, it is hard to see the moral basis they have to defeat Boko Haram…. They have created the conditions to make it possible for Boko Haram to behave the way they are behaving” (Zenith January 7, 2020).

Det kan være svært at forstå det, der foregår i Nigeria i disse år, men det er ikke svart at forstå, hvor alvorlig situationen er for mange af de 206 mio. nigerianere, og i hvor høj grad især de kristne bliver ramt.

Men hvordan reagerer de kristne så på det, de oplever i denne tid? I en tale ved begravelsen af en teologistuderende i Kaduna, der blev offer for et Boko Haram angreb, siger samme Hassan Kukah, at kristendommen er anderledes end alle andre religioner. Vort budskab indebærer ikke tanken om et øje for et øje,eller gengældelse eller, men tværtimod at lade sværdet blive i skeden, at vende den anden kind til, og at bede for sine fjender.

“None of these makes sense to the human mind without faith. This is why Jesus said the only solution is for us to be born again (Jn. 3:3). The challenge before us is to behold the face of Jesus and ask the question, Are we Born against hatred, anger, violence and vengeance? There is hope, my dear friends. Are we angry? Yes, we are. Are we sad? Of course, we are. Are we tempted to vengeance? Indeed, we are. Do we feel betrayed? You bet. Do we know what to do? Definitely. Do we know when to do it? Why not? Do we know how? Absolutely. Are we in a war? Yes. But what would Christ have us do? The only way He has pointed out to us is the non-violent way. It is the road less travelled, but it is the only way” (Premium Times, February 12, 2020)

I en avis kunne vi læse om, at de kristne i en kirke, der var blevet brændt ned om fredagen, samledes til gudstjeneste næste søndag. Også gudstjenesten i domkirken i Jimeta var præget – ikke af mismod pga. Boko Haram angrebet eller kidnapningen, men – af glæde, af tro af kærlighed. Og det giver håb for fremtiden for Nigeria.

Lagos, Nigeria, onsdag, den 26. februar 2020
Mogens S. Mogensen

 

Blogindkægget er blevet opdateret den 27. februar med de sidste tre afsnit.

Skriv en kommentar

Nødhjælpen er i sin gode ret til at kalde sig ”Folkekirkens Nødhjælp”, Messerschmidt!

Morten Messerschmidt, MF for DF, har gennem sit indlæg på en høring på Christiansborg den 21. januar, og efterfølgende i en artikel den 30. januar og en anden artikel den 25. februar i Kristeligt Dagblad – og i et par. 20 spørgsmål til kirkeministeren anket over, at Folkekirkens Nødhjælp kalder sig FOLKEKIRKENS Nødhjælp.

Hvis folkekirken havde været et firma som fx IBM, så ville det give mening for IBMs ledelse at anke over, at nogen valgte at kalde sig IBMs Nødhjælp, uden at IBMs ledelse havde godkendt det. Hvis folkekirken havde været en statslig institution på linje med Det danske Forsvar, så ville det give mening at anke over, at nogen valgte at kalde sig Det danske Forsvars Nødhjælp, uden at Det danske Forsvars ledelse havde godkendt det. Men nu er folkekirken hverken et firma eller alene en statsinstitution.

Men hvorfor fik Folkekirkens Nødhjælp det navn, som i den grad bringer Morten Messerschmidt i affekt. Efter første verdenskrig samledes 22 evangeliske kirker i Europa for at drøfte, hvordan kirkerne kunne engagere sig i genopbygningen af Europa og hvordan man kunne hjælpe de små kirker i det krigshærgede Europa. Da folkekirken – som bekendt ikke havde en synode eller et kirkehovedkontor, der kunne respondere officielt på en sådan henvendelse – blev det private kirkelige kræfter, som fra folkekirkens side var med til at etablere denne kirkehjælp til Europas evangeliske kirker, og dette arbejde blev i Danmark organiseret under navnet ”Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker”. Det var meningen at organisationen skulle være et midlertidigt tiltag, men efter anden verdenskrig blev det internationale kirkelige netværk gendannet med fokus på at hjælpe de mange krigsflygtninge – i tilknytning til Det lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd. Da engagementet senere udbredte sig til internationalt flygtninge og katastrofehjælp, ændredes organisationens navn til ”Folkekirkens Nødhjælp”.

Folkekirkens Nødhjælp er imidlertid ikke alene om at have brugt ‘folkekirken’ i sit navn. I 1965 etableredes Folkekirkens Missionsråd som en særlig aktivitet under Dansk Missionsråd for at varetage særlige folkekirkelige forhold omkring mission. I 1997 oprettedes Folkekirkens Mission som en selvstændig organisation – som et samarbejde mellem folkekirkelige missionsselskaber og provstiudvalg og stiftskomitéer for mission med henblik på at styrke menighedernes engagement i international mission. I 2007 etableredes Folkekirkens Feriehjælp som et samarbejde mellem Arbejdsmarkedets Feriefond og Samvirkende Menighedsplejer med det formål at sende vanskeligt stillede familier på et gratis sommerferieophold. (Dertil kommer, at grupper inden for folkekirken har etableret organisationer som fx Folkekirkens Skoletjeneste og Folkekirkens Familiestøtte.)

Disse eksempler viser, at der har udviklet sig en tradition for at forstå folkekirken som noget mere end blot den ”officielle” folkekirke, som bygger på love vedtaget i folketinget og bestemmelser fastlagt af kirkeministeriet. Som det slås fast i den kirkeministerielle betænkning 1477,  fra 2006, ”Opgaver i sogn, provsti og stift”:

”De frivillige folkekirkelige organisationer spiller også en væsentlig rolle for det kirkelige liv. Betegnelsen ”folkekirkelig” er ikke nogen beskyttet betegnelse. Det står enhver organisation frit for at kalde sig folkekirkelig, hvis organisationen selv mener, at den virker på folkekirkens grundlag. Dette kræver ikke nogen form for autorisation eller tilladelse fra nogen folkekirkelig myndighed. Den eneste begrænsning er, at en sådan organisation ikke må udgive sig for at være en folkekirkelig myndighed. Denne frihed kan ses som en styrke. Den betyder ganske vist, at en organisation kan kalde sig folkekirkelig, selv om den repræsenterer synspunkter, der ikke deles af flertallet af folkekirkens medlemmer. Men den giver også mulighed for en levende udveksling mellem den ”officielle” folkekirke med dens embeder og myndigheder, og det brede kirkelige og folkelige liv. Dette kan især være en styrke for så vidt angår opgaver inden for områderne undervisning, diakoni og mission, hvor den større handlefrihed og det engagement, der typisk kendetegner de frivillige organisationer, kan være en særlig fordel.”

Kirkeminister Joy Mogensen klargør i sit svar til Morten Messerschmidt, at folkekirken ikke er et beskyttet navn, og en organisation har ret til at vælge det navn, den måtte ønske, altså også et navn, hvori ”folkekirken indgår”.

“Jeg vil sige, at formelt er der vel heller ikke rigtig her fra Folketinget eller fra mig som minister en mulighed for, når folkekirken ikke sådan er et beskyttet navn, at gå ind og sige, at det må organisationer ikke kalde sig. Lige så vel som vi nyder mange andre borgerlige rettigheder, nyder organisationer jo også den rettighed at kalde sig det, deres medlemmer selv synes at de skal hedde, og i dette tilfælde et ikkebeskyttet navn, altså folkekirken.”

Det vil sige, at en organisation er i sin gode ret til at kalde sig ”folkekirkelig”, eller at bruge ”folkekirken” i sit navn uden nogen autorisation fra nogen folkekirkelig myndighed, så længe en sådan organisation ikke udgiver sig for at være en folkekirkelig myndighed – og det er der jo aldrig nogen, ikke engang Messerschmidt, der har beskyldt Folkekirkens Nødhjælp for at gøre.

Det er en ærlig sag, at Messerschmidt ikke kan lide Folkekirkens Nødhjælp pga. det arbejde, Nødhjælpen udfører, og de holdninger, Folkekirkens Nødhjælp måtte have. Men det er dybt problematisk, at et fremtrædende medlem af det Folketing, som lovgiver for folkekirken, og et stedfortrædende medlem af Folkekirkens Kirkeudvalg er så uvidende om folkekirkens organisation og tradition og hele det folkekirkelige liv.

Lagos, Nigeria, tirsdag, den 25. februar 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Politikernes særliggørelse af religion – endnu en gang.

I sidste uge kom det frem, at regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance i april vil ”fremsætte et lovforslag, der skal gøre det strafbart at modtage donationer fra personer, organisationer, foreninger mv., der modarbejder eller underminerer demokratiske værdier og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det gælder, uanset hvad der er oplyst om formålet med donationen. Det afgørende vil være, om man modtager en donation fra sådanne antidemokratiske organisationer mv.” (Pressemeddelelse fra Udlændinge og Integrationsministeriet den 8. februar 2020)

Den akutelle enighed mellem regeringen og en række borgerlige partier bygger videre på ”Aftale om rammerne for forbud mod donationer til religiøse foreninger mv. ”, som i maj 2019 blev indgået mellem den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Her slås det fast, hvilke modtagere der er omfattet af forbuddet: ”Som udgangspunkt etableres ordningen som et absolut forbud, hvorefter det bliver strafbart for alle i Danmark at modtage donationer fra donatorer på listen. Dog vil forbuddet mod modtagelse af støtte fra donatorer hjemmehørende i Danmark blive afgrænset til støtte til religiøs forkyndelse, undervisning eller formål, der fuldt ud kan sidestilles hermed.”

Jeg kan udmærket følge politikernes bestræbelser på at beskytte Danmark mod kræfter, der vil undergrave det danske demokratiske samfund. Og når man ser sig omkring i Europa og i verden, ja, så er demokratiet og de dertilhørende grundlæggende frihedsrettigheder virkelig truet. Men det, jeg ikke kan forstå, er, hvorfor vort demokrati kun skal beskyttes mod den fare, som truer fra religiøs side. Som om vort demokrati udelukkende er truet af religiøse mørkemænd, der med deres penge vil støtte, at religiøse organisationer i Danmark undergraver vort demokrati.

Man skal da vist være både døv og blind, hvis man ikke har opdaget, at det først og fremmest er politiske kræfter, der i vor verden i dag søger at ødelægge vort vestlige demokrati. Det var ikke religiøse mørkemænd fra Mellemøsten, der søgte at undergrave det amerikanske demokrati i forbindelse med præsidentvalget i 2016. Og der er meget, der tyder på, at Rusland også med økonomiske donationer har søgt at bidrage til destabiliseringen af det politiske system både i Frankrig og Storbritannien.

Derfor kan det undre, at de danske politikere stirrer sig blinde på donationer til støtte til religiøs forkyndelse eller undervisning, eller for at sige det, som det er, på moskéerne, mens de helt og aldeles negligere de trusler mod demokratiet, som kommer andetsteds fra. Desværre tror jeg, at det hænger sammen med den særliggørelse af religion, som vi har oplevet i de senere år, og som har vist sig i lovgivning, der alene retter sig mod religiøse grupper. Tænk fx på loven om hadprædikanter, som kun omfattede den religiøse udgave af slagsen, eller på imamloven, der alene gjorde billigelse af en række strafbare handlinger ulovlig, hvis den skete i en religiøs sammenhæng.

Jo længere politikerne går ned ad denne vej, jo mere nærmer de sig en indskrænkning i den religionsfrihed, som jo netop er en helt grundlæggende del af det demokratiske værdigrundlag, som politikerne angiveligt gerne vil beskytte.

Christiansfeld, søndag, den 9. februar 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Religiøse domstole. Parallelle retssystemer? 2

Når vi i folkekirken ikke har et særligt ’’lovgivende organ, der fastlægger regler for folkekirken og dens medlemmer, og heller ikke en særlig ’religiøs domstol’, der fælder dom i religiøse anliggender, skyldes det, at staten i 1536 overtog kirken og dens lovgivende og dømmende organer. Det er fx folketinget, der har besluttet, at et medlem, der lader sig gendøbe, mister sit medlemskab af folkekirken, og det er en af staten nedsat domstol, præsteretten, der kan fradømme en præst kjole eller krave. Alle kirkens ritualer, fx også omkring vielse, er også fastlagt at staten. Da folkekirken i den henseende er en statskirke, kan der principielt ikke opstå et problem omkring parallelle retssystemer i folkekirken. Det kan virke stødende på danskere, der ikke er medlem af folkekirken, at folkekirken på den måde er vævet ind i statsmagten, men sådan er (grund)loven, og så må de leve med det.

Men for trossamfund uden for folkekirken varetages disse ”lovgivende” og ”dømmende” opgaver af særlige religiøse organer (ofte ud fra religiøse traditioner). I praksis er det ofte i spørgsmål om vielser og skilsmisser, at der opstår problemer. Således har den katolske kirke sin kirkelig domstol, der dømmer efter kanonisk ret. Som bekendt er gengifte forbudt i den katolske kirke, så kun hvis den kirkelige domstol kan kende et ægteskab for ugyldigt, vil de implicerede få mulighed for at blive viet katolsk igen. Også Det jødiske Samfund i Danmark har sin religiøse domstol, ”beth din”, som efter jødisk lov kan foretage en religiøs skilsmisse, der gør at de implicerede får mulighed for igen at få en jødisk vielse. Det kan virke stødende på ikke-katolske og ikke-jødiske danskere, men så længe der ikke foretages noget, der strider mod dansk lov, så må vi leve med det.

Som det fremgår af debatten, så rettes politikernes kritiske lys ikke i første omgang mod katolske og jødiske religiøse domstole, men mod muslimske ’shari’a-domstole’. Om der er sådanne shari’a-domstole eller ej i Danmark, er for mig at se ikke det afgørende. Det afgørende er naturligvis, om de holder sig inden for loven. Vi må anerkende, at muslimske trossamfund selvfølgelig lige som fx det katolske og det jødiske trossamfund har brug for og har ret til at varetage deres ”lovgivende” og ”dømmende” opgaver -især, når det gælder ægteskab og skilsmisse. Naturligvis alt sammen inden for rammerne af grundloven og andre love. Og i den forstand er der ikke tale om et parallelt retssystem, men et supplerende retssystem, der fungerer inden for de rammer, som grundloven og andre lov afstikker.

Hvis man ser bort fra godkendte trossamfunds mulighed for at få vielsesbemyndigelse [og det gør jeg helt bevidst her, for det er et stort og kompliceret kapitel for sig], så har fx en muslimsk forening ret til – som det er islamisk tradition – at lade et par indgå ”nikah” – altså muslimsk ægteskab/vielse for foran en imam og to vidner. Dette ægteskab har naturligvis betydning i en muslimsk religiøs sammenhæng, men det har naturligvis ingen retsgyldighed efter dansk ret. Ønsker en af partnerne at blive skilt, så vil det – efter islamisk tradition – ofte være meget lettere for manden at blive skilt, hvis han ønsker det, end for kvinden, hvis det er hende der ønsker det. Lige så lidt som vielsen har skilsmissen naturligvis nogen retsgyldighed efter dansk ret. Det kan betyde, at en muslimsk kvinde, kan få svært ved at indgå en nyt muslimsk ægteskab. Det kan naturligvis virke stødende på ikke-muslimske danskere, men så længe der ikke foretages noget, der strider mod dansk lov, så må vi leve med det.

Men hvis der foregår noget i eventuelle shari’a-domstole eller i andre religiøse organer, som er i modstrid med grundloven eller andre love, så må politi og domstole naturligvis gribe ind. Og hvis der foregår ting og sager i sådanne sammenhænge, som nogen mener burde forbydes ved lov, ja, så må man søge at gennemføre en sådan lov, medmindre en sådan lov skulle vise sig at være i modstrid med de bestemmelser i grundloven, som sikrer, at vi har et civilsamfund, hvor borgerne styrer sig selv – inden for lovens rammer.

Christiansfeld, onsdag, den 5. februar 2020
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Stat og kirke – Stat og civilsamfund. Parallelle retssystemer? 1

I forbindelse med debatten om den angivelige shari’a-domstol ved en moské i København debatteres der for øjeblikket igen, om parallelle retssamfund skal kriminaliseres. Inden man skrider til lovgivning på dette område, ville det være klogt at gennemtænke, hvordan retssystemer fungerer i vort samfund, og hvordan de tidligere har fungeret.

Den amerikanske kirkehistoriker Geroge Sabine giver i sin bog ”A History of Political Theory” (1973) udtryk for den opfattelse, at fremkomsten af den kristne kirke ”as a distinct institution entitled to govern the spiritual concerns of humankind in independence of the state may not unreasonably be described as the most revolutionary event in the history of western Europe”. Før Kirkens fremkomst var den politiske leder også altid den religiøse lederskikkelse,  og dermed var der ingen institution, som kunne give modspil til staten. Dermed opstod der et samfund i Vesteuropa med to retssystemer. Kirkens anliggender blev styret efter den kanoniske lov, hvor paven var lovgiver, mens statens anliggender blev styret efter den sekulære lov, hvor kongen eller kejseren var lovgiver.

Sådan var det også i Danmark – indtil reformationen, hvor staten så at sige overtog kirken og gjorde den til en statskirke med kongen som overhoved (fra 1660  endda som enevældig konge af Guds nåde). Det betød, at præsterne nu blev statens embedsmænd, og at staten nu begyndte at lovgive for kirken og statens domstole overtog den kirkelige domstols ansvar. Det betød, at der nu kun var et retssystem, nemlig det statslige, som også inkluderede kirkelig anliggender.

Indførelsen af junigrundloven i 1849 indebar, at borgerne fik religionsfrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Det vil sige, at der med disse borgerrettigheder eller frihedsrettigheder, blev sat en grænse for statens magt i forhold til borgerne. Der blev skabt mulighed for et civilsamfund, hvor borgerne fik frihed til – inden for lovens rammer – at styre sig selv. En gang deltog jeg i en kristen-muslimsk dialogkonference med deltagere fra forskellige dele af verden, hvor vi bl.a. skulle drøfte civilsamfundets rolle. I min gruppe var der imidlertid to deltagere, som ikke vidste, hvad et civilsamfund var – af den gode grund at et sådant ikke fandtes i det land, som de boede i, og hvor alt var kontrolleret og styret af statsmagten.

Grundlaget for et civilsamfund er foreningsfriheden. I grundlovens par 78 står der, at ” Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed” og videre, at ”Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom”. Foreningsfrihed er altså retten til at danne alle mulige former for foreninger og organisationer uden for staten, så længe de har et lovligt formål og ikke virker med vold e.l. Det kan være en lille frimærkeklub, en sportsforening, en fagforening eller en kirkelig organisation.

Det betyder også, at enhver forening er fri til at vedtage de love, der skal være gældende for foreningen og foreningens medlemmer. Her er der altså tale om en ”lovgivningsmagt’ – ganske vist på foreningens begrænsede område, og inden for landets love – som ligger uden for statsmagten lovgivende gren, nemlig folketinget. Det er også enhver forenings ret at håndhæve foreningens love, og fælde en dom over et medlem, som foreningen mener har forbrudt sig mod foreningens formål. Det kan fx at ekskludere en person af foreningen eller at pålægge et medlem en bod. Her er der altså tale om en ”dømmende magt” – ganske vist på foreningens begrænsede område, og inden for landets love – som ligger uden for statens domstole. At den dømte i visse tilfælde kan indbringe afgørelsen for statens domstole i et civilt søgsmål er en anden sag, der ikke ændrer ved det principielle forhold.

Eksistensen af et civilsamfund indebærer altså, at der ved siden af – eller rettere inden for rammerne af det statslige retssystem – altid vil eksistere en række andre private eller foreningsmæssige retssystemer, med selvstændig ’lovgivning’ og ’domsmagt’. Der er altså i et civilsamfund ikke tale om, at nogle mennesker følger det statslige retssystem og andre følger et alternativt eller parallelt retssystem, men at alle borger er underlagt det et ene og samme statslige retssystem, men at der inden for de rammer grundloven og lovgivningen angiver inden for særlige områder (foreninger og organisationer) eksisterer supplerende retssystemer, der ikke må være i konflikt med grundloven eller anden statslig lovgivning.

Det, der altid karakteriserer totalitære stater er, at de søger at begrænse civilsamfundets magt mest muligt. Derfor gav det god mening, da min muslimske dialogpartner på konferencen, som kom fra et totalitært samfund, fortalte, at han ikke kendte til et civilsamfund.

Christiansfeld, onsdag, den 5. januar 2020

Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Nu rabler det for Messerschmidt!

Ved høringen på Christiansborg om emnet ”Hvad er kristendommens rolle i et åbent og pluralistisk samfund?” den 21. januar var jeg ved at falde ned af stolen, da Morten Messerschmidt – som deltager i et politikerpanel – tog ordet og lancerede et hadefuldt og ondsindet angreb på Folkekirkens Nødhjælp, som han helt uden hæmninger hældte sin galde ud over.

Baggrunden var et oplæg fra Birthe Juel Christensen fra Folkekirkens Nødhjælp, hvis hovedbudskab var, ”at KLIMA er blevet et meget varmt emne, vi som ansvarligt samfund og derfor også som ansvarlig folkekirke, er nødt til at forholde os til”, at klimaspørgsmålet ikke splitter men snarere samler kirken, og at ”Vi har et håb, der så at sige kaster lys tilbage på nuet – også i en klimatid – og giver livsmod til fremtiden”.  ”vi [må] som kristne og kirke komme på banen og hente al den inspiration vi kan, være kreative, være modige, så alternativet til vrede og frygt for fremtiden, bliver afløst glæde over livet, værdsættelse af Guds gode skaberværk.”

Nu kan alle have en dårlig dag, og nogen kan ind imellem have en meget dårlig dag. Så jeg tænkte, at Morten Messerschmidt sikkert havde haft en sådan dårlig dag, eller måske var der nogen, der i overført betydning havde tisset på hans sukkermad.

Derfor blev jeg meget overrasket – og også meget bedrøvet på den gode MF’ers vegne – da jeg i morgendagens udgave af Kristeligt Dagblad på nettet i aften kunne læse hans kommentar under overskriften ”Folkekirken må tage afstand fra Folkekirkens Nødhjælp, der forkynder sin falske sandhed”. Her gentager han sine hadefulde og ondsindede angreb på Folkekirkens Nødhjælp.

Det er en ærlig sag at være uenig med Folkekirkens Nødhjælp om synet på klimakrisen og på hvordan vi som kristne og som kirke skal forholde os til den. Det er også en ærlig sag at tage afstand fra Folkekirkens Nødhjælps nødhjælps- og udviklingsarbejde arbejde blandt verdens fattigste mennesker i Afrika og Asien. Det er også en ærlig sag at mene, at kirke og kristne ikke har nogen diakonal forpligtelse, men kun skal forkynde evangeliet. Og det er også en ærlig sag at mene, at politik ikke har noget med kristendom at gøre. Det ville dog have været velgørende, hvis Messerschmidt havde erstattet nogle af sine hadske skældsord, med solide argumenter og dokumentation for sine påstande.

Men det er helt uden for skiven, når et folketingsmedlem sammenligner Folkekirkens Nødhjælp med Antikrist – blot fordi Messerschmidt åbenbart er uenig med Folkekirkens Nødhjælp på en række punkter. Messerschmidts udgydelser taler for sig selv om, at det åbenbart rabler for ham, så derfor citeres de her:

”En umiskendelig lighed præger Folkekirkens Nødhjælp af i dag og middelalderens ærkebiskopper, hvis velnærede fingre med ædelstenstunge rige kysses af de fattige, som lod den sidste mønt i kisten klinge i håbet om at slippe fra skærsilden at springe. Men mest af alt minder de om Lagerlöfs profetiske advarsel: Antikrist!”

Konklusionen må være, at det nu virkelig rabler for Messerschmidt!

 

Christiansfeld, onsdag, den 29. januar 2020
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Tegningekrise 2

CoronaMandag den 27. januar 2020 bragte Jyllands-Posten ovenstående tegning ”Dagens tegning: Coronavirus” med følgende forklaring ”Dette er en satiretegning: Dagens tegning er udtryk for tegnerens personlige fortolkning og holdning, der kan afvige fra Jyllands-Postens holdning, som alene udtrykkes i den daglige ledende artikel.” Bo Bojesens tegning forestiller altså det kinesiske flag, hvor den store stjerne og de fire små stjerner er skiftet ud med tegninger af coronavira. Reaktionen fra Kina kom prompte: på vegne af Kina krævede den kinesiske ambassadør en undskyldning en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten for satiretegningen af Kinas flag …

Det giver stærke mindelser om den tegningekrise, som fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-karikatur-tegningerne, især tegningen af muslimernes profet Muhammed med en raket i turbanen. Parallellerne mellem tegningekrise 1 og tegningekrise 2 er påfaldende.

Det var i begge tilfælde en af landets største aviser, nemlig Jyllands-Posten, der offentliggjorde tegningen. Var det Bornholms Tidende eller en lokalavis som Christiansfeld Avis, der havde trykt tegningen, var det ikke sikkert, at kineserne havde opdaget det eller reageret på det.

I begge tilfælde ramte satiren et symbol, som betød og betyder meget for hhv. muslimerne og kineserne, nemlig et religiøst symbol (profeten Muhammed) og et nationalt symbol (det kinesiske flag). Havde satiren ramt en muslimsk leder eller en kinesisk leder, havde det været en langt mindre alvorlig sag. Religiøse og nationale følelser er nogle af de mest potente følelser hos mange mennesker.

I begge tilfælde blev symbolet knyttet sammen med noget, som blev opfattet som negativt. En af Muhammed-tegningerne koblede symbolet på islam med terrorisme, og den seneste tegning koblede symbolet på Kina med coronavirus. Man kan sige, at begge grupper uretfærdigt følte sig ramt på et ømt punkt. Det kan ikke afvises, at der vitterligt er nogle muslimer, som bedriver terror. Og det kan ikke afvises, at det var i Kina, at corona-virussen opstod og derfra bredte sig til omverdenen.

I begge tilfælde var det meget store grupper, der potentielt kunne føle sig ramt, nemlig omkring 1,8 milliarder muslimer og omkring 1,4 milliarder kinesere, eller set i et politiske perspektiv, så var der tale en lang række muslimske stater og en meget stor kinesisk stat, der potentielt kunne ramme dansk økonomi gennem boykot af danske varer. Det skønnes således, at Muhammed-krisen kostede 2 mia. i eksport.

Begge kriser har vist, at det kan være meget farligt at være karikaturtegner. Både Muhammed-tegningerne og Bo Bojesen er således blevet udsat for dødstrusler. Og Kurt Vestergaard, der tegnede profeten med en raket i sin turban var endda meget tæt på at blive dræbt som reaktion på hans tegning.

I 2005 forlangte en lang række muslimske ledere rundt om i verden en undskyldning for Muhammed-tegningerne, og i dag er det Kina, der forlanger en officiel undskyldning. Jyllands-Posten nægtede at give en undskyldning i 2005, og har også i dag nægtet at undskylde. Og politikere har både i 2005 og i dag bakket op om Jyllands-Postens ret til at trykke sådanne tegninger, med henvisning til ytrings- og pressefriheden i Danmark.

Både i 2005 og igen i dag er der virksomheder, som har taget afstand fra Jyllands-Postens tegninger, fordi de risikerede at skade dansk eksport. Denne gang er det bl.a. svineproducenter, der frygter, at den meget givtige eksport af svinekød til Kina bliver truet.

Noget tyder på, at der i 2005 var regeringer i muslimske lande, som så en fordel i at aflede befolkningens opmærksomhed fra interne problemer i landet ved at bidrage til at rette befolkningens vrede mod en ekstern aktør, i dette tilfælde Jyllands-Posten/Danmark. Noget tilsvarende er måske tilfældet i Kina i dag, hvor evt. kritik af myndighedernes håndtering af corona-virussen måske kunne overskygges af kritik af Jyllands-Posten/Danmark.

Begge tegningekriser har affødt en debat i Danmark om, hvordan vi bør eller måske ikke bør bruge den ytrings- og pressefrihed, som stort set ingen vil gå på kompromis med. Samtidig er tegningekriserne et udtryk for de problemer, som globaliseringen medfører. Det, der bliver trykt i en dansk avis, kan i løbet af ingen tid blive spredt til hele verden – bl.a. gennem de sociale medier. Det betyder, at tegninger meget hurtigt flyttes ud af deres oprindelige kontekst, hvor de på grund af kulturen på dette sted ikke var så problematiske, til en helt anden kontekst med en helt anden kultur, hvor de måske opfattes på en hel anden måde. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan vi skal navigere i denne globale virkelighed på en måde, der ikke skaber unødige konflikter.

Der er naturligvis også forskelle mellem tegningekrise 1 og tegningekrise 2. Vi må imidlertid håbe, at den største forskel på de to kriser bliver, at tegningekrise 2 ikke udvikler sig så alvorligt som tegningekrise 1 gjorde, da den endte med at blive den alvorligste udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig.

Christiansfeld, onsdag 29. januar 2020
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

 

1 kommentar

Saudi Arabien og terrorisme

Islamistisk terrorvirksomhed – som den praktiseres af Al Qaida, Islamisk Stat, Boko Haram og lignende bevægelser – er et meget alvorligt problem, som truer med at destablisere flere lande, og som spreder utryghed alle de steder, hvor den rammer. I de senere år er denne form for terror desværre også kommet til Danmark, og vi har haft en lang række terrorsager, hvor dansk bosiddende personer er blevet dømt. Tænk blot på boghandleren fra Brønshøj i 2005 og i de følgende år bl.a.  Glostrup-sagen Vollsmosesagen, Glasvejssagen og senest terror mod Krudttønden og Synagogen i 2015.

Flere af de danske terrorsager har forbindelse til internationale terrororganisationer som fx Islamisk Stat. Terrororganisationer er oftest globale netværk, og derfor kan en effektiv bekæmpelse af dem kun ske gennem internationalt samarbejde. Men hver er så var allierede i denne kamp mod terror? En af vestens – og dermed også Danmarks -vigtigste allierede i kampen mod terror er – Saudi Arabien.

Mange studier af islamistiske terrorbevægelser viser, at de arbejder ud fra en meget ekstrem tolkning af islam, som bl.a. repræsenteres af wahhabismen. Wahhabismens stifter var Muhammed Ibn Abd al-Wahhab, der levede i Arabien fra 1704 til 1792. Han tilhørte den strengeste af de fire anerkendte skoler i sunnismen, nemlig Ibn Hanbals. Abd al-Wahhabs store inspirationskilde var Ibn Taymiyya, en islamisk reformator, som levede omkring år 1300, og hvis ekstreme tolkninger af hanbal-islam har øvet stor indflydelse ikke blot på wahhabismen, men også på vor tids salafimse og jihadisme.

I 1744 indgik Abd al-Wahhab en pagt med Muhammad bin Saud, grundlæggeren af de saudiske dynasti, hvor wahhabismen. Al-Wahhab lovede at støtte Saud i hans bestræbelser på at etablere et saudisk kongerige, mod at kongen lovede at understøtte den wahhabistiske udgave af islam. Og denne alliance består den dag i dag. Derfor bruger den saudiske stat også hvert år mange milliarder dollars på at støtte og udbrede en wahhabistisk udgave af islam.

En række af de islamister, de er blevet dømt efter terrorparagrafferne, har haft deres gang i Taiba-moskeen på Titangade på Nørrebro, hvis islamistiske ideologi flugter med den saudiske wahhabisme. Og i denne uge er det så kommet frem, at Saudi Arabien via sin ambassade i København har doneret 4,9 mio. kr. til denne måske – og vi må gå ud fra at formålet lige som i andre dele af verden er at udbrede den wahhabisme, som mange terrorister er inspireret af.

Allerede for et år siden udarbejdede EU en liste over 23 lande, som man i som et led i kampen mod hvidvask og terrorfinansiering  skulle holde et særligt øje med, og her optræder sammen med lande som Iran og Nordkorea  også – Saudi Arabien. Som en reaktion på nyheden om, at Saudi Arabien finansierer Taiba-moskéen meddeler regeringen, at den regner med at præsentere et lovforslag, der skal stoppe udenlandske donationer fra bl.a. stater og organisationer, som sigter mod at underminere demokratiske værdier. Planen er er særlig forbudsliste, så vi nu må forvente at Saudi Arabien bliver sortlistet. Sortlistet, fordi det støtter fjender af vort demokratiske samfund og helt konkret en moské, der har huset terrorister.

Den for regeringen og hele det demokratiske danske samfunds meget pinlige konklusion må altså være, at Saudi Arabien i forhold til den internationale terror på en og samme tid er vor allierede og vor fjende.

København, torsdag, den 23. januar 2020
Mogens S. Mogensen

3 kommentarer

Høring på Christiansborg om offentlighedsteologi

offteolI går den 21. januar blev der afholdt en høring på Christiansborg med omkring 150 deltagere om spørgsmålet Hvad er kristendommens rolle i et åbent og pluralistisk samfund? Her gave jeg en introduktion til problemstillingen og tænkningen omkring ’offentlighedsteologi’, som gengives her:

’Offentlighedsteologi’ er et nyt ord, men sagen er lige så gammel som kristendommen selv. Kristendom er en offentlig sag og har altid hørt hjemme i det offentlige rum. Og op igennem historien har kristendom da også spillet en afgørende rolle i samfundsudviklingen.

Tidligere udenrigs- og kirkeminister Per Stig Møller udtalte engang: ”Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille nogen rolle for ens politik, har man misforstået det. Politik kommer ikke af ingenting, men kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion, hvad enten man er kristen, muslim eller buddhist.”

Per Stig Møller peger her på, at der er noget ’før-politisk’, som former det politiske. ”Politik kommer ikke af ingenting”. Derfor er der til enhver tid al mulig grund til at besinde sig på, hvordan etik, moral og religion påvirker vores fælles og sekulære liv.

I en dansk sammenhæng er Luthers to-regimente-lære ofte fejlagtigt blevet udlagt sådan, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre, og derfor ikke må blandes sammen. Og det er måske baggrunden for, at mange har holdt sig tilbage for at bringe deres kristne tro i spil i forhold til politiske spørgsmål. Men det åndelige og det verdslige regimente arbejder jo dybest set på den samme opgave, nemlig at gøre Guds vilje gældende mellem mennesker. Og hvis samfundets magthavere ikke gør Guds vilje gældende mellem mennesker, skal man som kristen gå i rette med dem, mener Luther.

Mens offentlighedsteologi er et nyt begreb i Danmark, så har der især i USA, England og Tyskland i mange år været en levende debat om ’public theology’ eller ’öffentliche Theologie’, som vi har valgt at oversætte med ’offentlighedsteologi’. Det var den amerikanske lutherske teologi Martin Marty der i 1974 introducerede begrebet ’public theology’, fordi han savnede et mere præcist begreb, når man skulle tale om religionens indflydelse på det bredere samfund og politik. Baggrunden var en bekymring over, at samfundet blev mere og mere præget af materialisme, sekularisme og værdirelativisme, til skade for samfundets sammenhængskraft.

Siden er der kommet mange forskellige definitioner af ’offentlighedsteologi’ og der er ikke nogen konsensus om en mere præcis definition af begrebet. Derfor kan det måske være en nyttigt i stedet at begynde med at forklare, hvad offentlighedsteologi ikke er. Det er ikke et forsøg på, at genindføre teokratiet ad bagdøren. For offentlighedsteologi hævder ikke at have de sande svar på politiske spørgsmål, men ønsker at bidrage til samtalen ud fra kristne perspektiver

Offentlighedsteologi er forskellig både fra den politiske teologi, der med Carl Schmit som bannerfører i 20’ernes og 30’ernes Tyskland argumenterede teologisk for absolut loyalitet mod statsmagten, og offentlighedsteologi har heller ikke noget at gøre med 60’ernes marxistisk inspirerede politiske teologi. For offentligheds-teologi er ikke knyttet til bestemte partier eller ideologier, men ønsker at fremme en folkelig og fri samtale i et åbent pluralistiske demokratisk samfund, hvor kristendommens perspektiver og orienteringer tydeligt får stemme i det fælles kor.

Offentlighedsteologi handler heller ikke om, at kirken skal tale med en stemme, eller at det kun er præster og biskopper, der skal deltage i debatten. I bogen ”Theology in the Public Sphere” minder Sebastian Kim om, at ”den vigtigste drivkraft i offentlighedsteologi er det kristne fællesskab, og teologernes rolle er kun at være katalysatorer”. Uanset om man sidder i skolens forældrebestyrelse eller i folketinget er der også brug for, at lægfolk ud fra deres kristne overbevisninger deltager i den offentlige debat ud fra de orienteringspunkter de finder i kristendommen. Blandt de kristne grundudsagn, som vi kan tage udgangspunkt i når vi indgår i samtalen om det fælles bedste er bl.a. menneskets værdighed, som udspringer af troen på, at alle mennesker ser skabt i Guds billede, solidariteten mellem mennesker, der hænger sammen med næstekærligheden og menneskets åndelige frihed, der hænger sammen med, at mennesket er et åndeligt væsen. Udfordringen er, at vi oversætter vore værdier til et sprog, som også folk, der ikke står i den kristne tradition kan forstå det, så vort bidrag til debatten bliver meningsfuldt.

Ved et nærmere historisk eftersyn vil vi imidlertid også se, at vi har stærke danske traditioner at bygge på, når det gælder et offentlighedsteologisk engagement i samfundet. Det er tankevækkende, at en kinesisk teolog, Wen Ge, der skrev en PhD her i Danmark om Grundtvig, kaldte ham for offentlighedsteolog, og ønskede at bringe inspirationen med tilbage til Kina. Og vi kunne også pege på Hal Koch og K. E. Løgstrup.

I Folkekirkens Mellemkirkelige Råd oplever vi gennem vort medlemskab af Det Lutherske Verdensforbund, Kirkernes Verdensråd og andre økumeniske fællesskaber, at offentlighedsteologi spiller en central rolle. Derfor havde vi brug for at overveje, hvordan vi i en dansk folkekirkelig sammenhæng i dag kunne arbejde med offentlighedsteologi. Og da Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter også så et behov for et sådant arbejde, der også kunne være med til at klæde præsterne på, nedsatte MKR og FUV en arbejdsgruppe med 12 personer fra forskellige del af det danske kirkeliv og universitetsverden, der det sidste år har drøftet kristendommens stemme i offentlige sammenhænge.

Resultatet af deres arbejde – i form af hæftet ”Politik kommer ikke af ingenting. Hvordan indgår kristendom i samtale om det fælles bedste” – fremlægges senere på denne høring. Det er vores håb, at denne høring og den pjece, som vi har produceret, må fremme samtaler om, hvordan kristendommen kan bidrage til den offentlige drøftelse af det fælles bedste.

København, onsdag, den 22. januar 2020
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Den muslimske mangfoldighed i Danmark

danmarks-moskéerEfter dokumentarkrisen – dvs. krisen i forbindelse med TV2’s dokumentar ”Moskéerne bag sløret  i 2016 –  besluttede et flertal i folketinget, at der skulle gennemføres en opdatering af den undersøgelse af moskéer i Danmark som Lene Kühle offentliggjorde i bogen ”Moskéer i Danmark” i 2006. En sådan undersøgelse skulle ”gøre det muligt at få et videnskabeligt baseret, tidssvarende overblik over, hvordan moskéerne i 2016 er organiserede, samt detaljerede oplysninger om, hvem er kommer i moskéerne”. Nu er en sådan undersøgelse blevet offentliggjort i bogen ”Danmarks moskéer. Mangfoldighed og samspil”, skrevet af prof., PhD, Lene Kühle og cand. mag. Malik Larsen. Det tjener politikerne til ære, at de gerne ville have et videnskabeligt grundlag for deres politiske arbejde på dette område. Efter at have læst bogen er jeg overbevist om, at det kunne bidrage til at højne både den politiske og folkelige debat ang. islam og muslimer, moskéer og imamer i Danmark, hvis deltagerne i debatten ville nærlæse denne bog.

I debatten kan man ofte høre udtalelser, om at lige præcis sådan er islam, eller snetop sådan tænker og agerer alle muslimer, som om det gav mening at udtale sig generelt om islam og muslimer. Og på samme måde med udtalelser om moskéer og imamer. Når det gælder kristendom og kristne, kirker og præster er vi naturligvis klar over, at der er store forskelle her i Danmark, for man bliver da nødt til at skelne mellem katolikker, lutheraner og pinsefolk i Danmark. I bogens undertitel indgår ordet ”mangfoldighed”, og det er måske det vigtigste, man kan lære af bogen, for den muslimske mangfoldighed i Danmark er faktisk endnu større end den kristne mangfoldighed i Danmark, fordi næsten alle muslimerne har etniske og geografiske rødder fra mange forskellige hjørner af verden.

Bogen giver også svar på nogle helt basale spørgsmål. I dag skønnes det, at der er omkring 300.000 muslimer og omkring 170 moskéer i Danmark. Forfatterne konkluderer, at på en given fredag er omkring 7-9 % af muslimerne i Danmark til stede ved bøn i en moské.

I debatten har der været et stærkt fokus på muslimers forhold til demokrati. Ifølge Integrationsministeriets Medborgerskabsundersøgelse fra 2016 bakker 80% af de adspurgte muslimske nydanskere op om demokrati – sammenlignet  73% af buddhisterne,  84% af de kristne og 92% af ateisterne. Undersøgelsen viser desuden, at den største tilslutning til demokratiet findes hos de muslimer (og også hinduer), som praktiserer deres religion!

Mangfoldigheden i det muslimske miljø viser sig ud fra forskellige parametre. Når det gæler organisationsformer er der syv forskellige modeller i spil: (1) anerkendte trossamfund (2) trossamfund godkendt efter ligningslove (3)organiseret som fond eller virksomhed  (4) organiseret som foreninger, der får støtte fra det offentlige (5) religiøst funderede  foreninger, som ikke får støtte fra det offentlige og (7) ad hoc aktiviteter, hvor de 4 første har karakter af religiøse foreninger og trossamfund, mens de tre sidste kan karakteriseres som foreninger med etnisk, kulturelt eller politisk udgangspunkt. Undersøgelsen viser, at det, der motiverer til at søge at blive registreret som et anerkendt trossamfund ikke er ønsket om at få vielsesbemyndigelse, men at få mulighed for at få forkyndervisum til imamer.

Når det gælder spørgsmålet om autoritet i moskéerne, så viser undersøgelsen, at der er markante forskelle mellem tre typer moskéer, nemlig organisationsmoskéer, der har tilknytning til en transnational muslimsk organisation, sheikh-moskéer, som ledes af en eller flere karismatiske autoriteter, og lægmoskéerne, som ledes og drives af lægfolk, og hvor er aldrig er en fastansat imam. I den offentlige debat har der været et stærkt fokus på imamernes angivelige stor autoritet i moskeerne, men forfatterne konkluderer, ”at ’magten’ kan være meget forskelligt distribueret i forskellige moskéer. I nogle moskéer kan det være en enkelt imam, der i høj grad sætter dagordenen (som i den ’idelle’ sheikhmoské), men i langt, langt flere er det et samspil mellem imamen, bestyrelsen, kvinderne, du unge og brugerne (som i lægmoskéerne) og eventuelt også andre afdelinger inden for samme moskénetværk (som i organisationsmoskéerne)” (s. 296).

Når det gælder etnicitet bidrager også den i meget høj grad til afgørende forskelle mellem moskéerne (og mellem imamer og mellem muslimerne). Det samme gælder moskéernes lokalisering, idet der er afgørende forskelle mellem den måde moskéer fungere i forskellige miljøer. Forfatterne skelner her mellem storbymoskéer, bymoskéer og småbymoskéer. Det er således værd at bemærke, at ”de moskéer, som hyppigst optræder i mediernes og politikernes søgelys repræsenterer den type af moskéer, som der af færrest af rent numerisk”, nemlig de få storbymoskéer (s. 265f).

Det har i debatten været nævnt, at det ville være ønskeligt med en mere ”dansk islam”, altså en udgave af islam, der var akklimatiseret til en dansk kontekst. Undersøgelsen påviser, at der på det sproglige område har været en udvikling de seneste 10 år. I 2006 kun var det kun hver tiende moské, der en gang imellem havde en prædiken på dansk, og der var kun én moské, hvor der udelukkende blev prædiket på dansk. I 2017 blev der udelukkende prædiket på dansk i ti moskéér, i en tredjedel blev der undertiden prædiket på dansk, og i en tredjedel blev der almindeligvis givet et resumé på dansk.

På det organisatoriske plan har moskéerne akklimatiseret sig til den danske kontekst. Den foretrukne organiseringsform blandt moskéer  den frivillige forening med bestyrelse, vedtægter og generalforsamling. Der har også i debatten været råbt højt om behovet for en reform af islam. På det personlige plan (’lived religion’) er der meget der tyder på, at muslimer begynder at tilpasse deres tolkning af islam til den danske kontekst. Men på det teologiske område peger forfatterne på, at teologisk nyfortolkning er en meget delikat proces, hvor det handler om at finde balancen mellem den historisk og traditionsbevidst  kontinuitet på den ene side og den aktuelle kontekst på den anden side. Hvis balancen tipper ned til kontinuitetens side opleves islamtolkningen som irrelevant for danske muslimer, men hvis den tipper ned til den danske kontekst side, risikerer tolkningen at blive betragtet som en illegal innovation (bid’a).

Kühles og Larsens nye bog ”Danmarks moskéer. Mangfoldighed og samspil” være hermed varmt anbefalet til alle, der ønsker videnskabeligt funderet oplysninger om det muslimske miljø i Danmark ,og til dem, der på et oplyst grundlag ønsker at deltage i debatten om islam og muslimer, moskéer og imamer i Danmark.

 

Christiansfeld, søndag, den 12. januar 2020
Mogens S. Mogensen

5 kommentarer

”B. Nørrind. – Gentag!” – Erindringsglimt 12

Nørrind.jpgDet må have været i femte klasse. Vi skulle have en ny lærer. Ind trådte en høj, slank mand, rank som et kosteskaft. Han marcherede straks hen til tavlen, og skrev ”B. Nørrind” samtidig med at han udtalte det. Så vendte han sig om mod klassen, pegede på en elev og fyrede en salve af: ”Gentag!” Så var scenen sat for vor nye lærer.

Nørrind blev vor gymnastiklærer, som kommanderede os rundt i gymnastiksalen med distinkte kommandoer. Hvis vi ikke parerede ordre, kunne vi risikere at skulle løbe rundt i gymnastiksalen på rad og række i uendelige tider. Vor nye gymnastiksal var udstyret med alskens moderne redskaber, inkl. ringe. En dag skulle vi instrueres i brugen af dette redskab. Da det blev Eriks tur – Erik var for øvrigt søn af skoleinspektør Kristensen, men hos Nørrind var der ingen forskelsbehandling – blev han beordret op i ringene. Måske var Erik lidt nervøs og fik svedige hænder. Under alle omstændigheder, da han hang med benene lodret op og hovedet ned, skete der pludselig det, at han mistede taget i ringene og styrtede ned i gulvet på hovedet. Da Nørrind havde konstateret, at Erik havde overlevet nedstyrtningen, og Erik lige havde fået et øjeblik til at sunde sig, kommanderede Nørrind ham op i ringene igen. For, som han sagde, inde ved flyvevåbnet var det sådan, at hvis en jagerpilot var styrtet ned med sit fly, men havde reddet sit liv i faldskærmen, så skulle han op og flyve igen næste dag, ellers ville han aldrig overvinde frygten for at flyve igen. Så Erik kom op i ringene igen.

Det skal siges til Nørrinds ros, at han om sommeren lykkedes med at drive os alle sammen frem til at bestå en eller flere af prøverne til idrætsmærket. Vi løb 60 meter løb, sprang længde- og højdespring, stødte med kugler og kastede med spyd – bogstaveligt talt til den store guldmedalje.

Vi havde også Nørrind som biologilærer i realskolen, hvor han bl.a. fortalte os om, at der ude i naturen var mange forskellige former for dyremærket materiale. Fx dissekerede vi nogle uglegylp og fandt ud af, hvad uglens menu bestod af. Så gav han os den opgave, at vi i løbet af skoleåret hver for sig skulle indsamle dyremærket materiale og fremlægge og forklare det for hele klassen. Der gik sport i at finde flest mulige eksempler på dyremærket materiale, og vi begyndt også at konkurrere med hinanden. Min hårdeste konkurrent var Roland. Roland boede på det gamle slot Kokkedal mellem Torslev og Attrup, der nu var et drengehjem, hvor Rolands far arbejdede. Til slottet hørte der en stor skov, hvor Roland fandt spændende eksempler på dyremærket materiale. En dag satte han trumf på. Han havde fået savet et træ ned, som en flagspætte have hugget sin rede ud i. Dette trofæ, der vel var i mandshøjde, placerede han stolt på katederet til Nørrinds og klassens beundring. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne matche det? Men hjemme i et meget højt elmetræ bag møddingen havde et par skader bygget en meget stor rede. Jeg indviede min far i min plan, og han havde et godt øje til Nørrind, så han var straks med på idéen. Ved fælles hjælp fik vi savet toppen af træet med reden af, fik den hejset ned og lagt på gummivognen. Og så kørte min far og jeg med traktoren ned til skolen og fik bakset trætoppen med skadereden ind i biologilokalet og lagt op på kateteret. Jeg ved ikke, hvem der vandt konkurrencen, men jeg husker endnu Nørrinds meget overraskede udtryk, da han trådte ind i klassen til biologitimen.

Nørrind var også vor regne- eller matematiklærer i realskolen. Hver uge fik vi et sæt opgaver for, som skulle udregnes og indføres med blæk i vore hæfter. Løsningen af disse opgaver krævede samarbejde – og førte da også til afskrifter. En af mine klassekammerater, der boede helt oppe i Tingskoven, Anders, ringede med næsten usvigelig sikkerhed til mig, hver gang vi skulle i gang med opgaverne for at få lidt hjælp. Men mine forældre protesterede højlydt over, at han altid bad mig om at ringe ham op, når vi for alvor skulle i gang. Men hans økonomiske sans har sikkert hjulpet ham, for senere i livet blev han, så vidt jeg husker, direktør for en træskofabrik. Selvfølgelig havde vi også anskaffet os facitlister, så vi kunne være sikre på at nå frem til det rigtige resultat. Men det var langt fra kun resultatet, der betød noget, det var mellemregningerne, metoderne, vi brugte, som Nørrind var mest interesseret i. En dag havde han givet os en opgave, som vi ikke kunne løse. Vi samlede en krisestab oppe hos mig, og regnede og regnede, men lige lidt hjalp det. Måske var problemet, at Nørrind havde givet os en opgave af en type, hvis løsningsmetode vi endnu ikke havde lært. Til sidst besluttede vi at ringe til Nørrind, der måtte indrømme, at han havde givet os en opgave, som vi ikke havde mulighed for at løse. Men alt i alt må jeg dog indrømme – skønt jeg aldrig lærte at sætte pris på hans militære disciplin – at hans matematikundervisning var af en sådan kvalitet, at vi faktisk blev ret dygtige til det.

Vi havde en sådan frygt for Nørrind, at hvis vi havde glemt blækregningshæftet hjemme, den dag vi skulle aflevere det, så smed vi alt, hvad vi havde i hænderne, om det var madkassen i middagsfrikvarteret, eller det var en anden lærers time, for at cykle hjem og hente hæftet, så vi kunne få det afleveret til tiden og undgå Nørrinds disciplinære repressalier. Når Nørrind så havde rettet blækregningen, og vi skulle have opgaverne tilbage, foregik det med samme ritual hver gang. Nørrind stod rank som nogen tinsoldat oppe ved kateteret, hvor han havde placeret blækregningshæfterne i tre fire bunker, som han så satte ord på: ”De gode, de nogenlunde, de dårlige og så … ” og her kom så navnet på ham eller hende med den dårligste besvarelse. Ved skoleårets start havde vi fået mulighed for at vælge, hvilken sang der skulle afsynges, inden vi kom op og modtog dommen over vor blækregning. Vi kunne vælge mellem ”Løft dit hoved, du raske, gut. Om et håb eller to blev brudt, glimter et nyt i dit øje” eller ”Jeg bærer med smil min byrde”. Vi valgte at synge:

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Vi sang dog kun første vers, men skulle nok også have sunget sidste vers, hvor der står, at ”Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå!”

Christiansfeld, tirsdag, den 7. januar 2020
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar