Fører regional ulighed til politisk populisme – også i Danmark?

I verden som helhed og i de fleste lande, inkl. i Danmark, vokser uligheden i disse år. En række internationale forskere med den kendte økonom Thomas Piketty i spidsen udgav i december sidste år ”World Inequality Report 2018”, hvor man bl.a. kan læse, at i 2016 tjente de rigeste 10% hele 37% af den samlede indkomst i Europa, 47% i USA og 55% i Afrika syd for Sahara, Indien og Brazilien, og 61% i Mellemøsten. Uligheden er vokset de fleste steder i seneste årtier, hurtigst i USA, Rusland og Kina, og knap så hurtigt i Europa. Den voksende ulighed har naturligvis mange alvorlige konsekvenser, både sociale og politiske. Og derfor er der også grund til, at et af verdensmålene, nemlig nr. 10, handler om at nedsætte den generelle ulighed mellem rige og fattige lande, og mellem mennesker internt i hvert land.

Men der er måske en anden ulighed, som ikke har været så stort fokus på, nemlig den regionale ulighed i de enkelte lande, og som i disse år påvirker den politiske udvikling i en række lande mere. I en klumme fra den 6. februar i The Revenge of the Places That Don’t Matter , som er omtalt i Berlingske i dag, gør Andrés Rodríguez-Pose, professor i økonomisk geografi ved London School of Economics, rede for sin forskning, der på overbevisende måde dokumenterer en sammenhæng mellem regional ulighed og støtte ved valgene til populistiske partier i bl.a. USA og Europa i de senere år.

Han konkluderer, at ”Vedvarende fattigdom, økonomisk forfald og manglende muligheder forårsager utilfredshed i regioner med tilbagegang … denne afkobling har ført til, at mange af disse “steder, der ikke betyder noget” til at gøre oprør i en bølge af politisk populisme med et stærkt territorialt snarere end et socialt fundament”. Mens den moderne globalisering førte til en stærk økonomisk udvikling især i en række storbycentre, så oplevede andre områder, at de blev efterladt tilbage uden udsigt til udvikling.

Tidligere ville man have forventet, at folk i økonomisk tilbagestående områder ville flytte til de områder, som var i en rivende udvikling, for at søge job der, men sådan er det i mange tilfælde ikke gået. ”De, der bliver boende i de regioner, der er tilbagestående eller i tilbagegang, er utilbøjelige til at flytte på grund af følelsesmæssig tilknytning til det sted, hvor de lever, deres alder eller mangel på de nødvendige færdigheder og kvalifikationer, eller af andre grunde”

Reaktionen har været vrede. Men det tankevækkende er, at der ikke er tale om de fattiges vrede mod de rige, men de fattige regioners vrede mod de rige, det er altså ikke den personlige økonomiske ulighed, men den regionale ulighed, følelsen af at være blevet overset, glemt, efterladt, der er udslaggivende. Reaktionen er kommet ved de politiske valg, hvor både rige og fattige i de fattige regioner i meget stort tal har gjort oprør ved at stemme på populistiske partier.

Rodriques- Pose’s observation er altså, at der er en iøjnefaldende korrelation mellem de regioner, som har været i økonomisk tilbagegang, og de regioner, hvor populistiske partier eller politikere har fået meget stor tilslutning. Det gælder Trumps sejr ved præsidentvalget i USA i 2016, AfDs tilslutning ved valget i Tyskland 2016, Brexit-afstemningen i Storbritannien i 2016 det østrigske præsident valg i 2017. Og mange flere eksempler kunne nævnes.

”Hævnen fra af ​​de steder, der ikke betyder noget – afspejlet i den hurtige stigning i populismen – repræsenterer en seriøs og reel udfordring for de nuværende økonomiske og politiske systemer”, konkluderer Rodriques- Pose. Med denne ” hævn” har disse økonomisk svækkede regioner opnået at skabe opmærksomhed omkring sig, selv om prisen undertiden har været, at det har lidt under resultatet, sådan som det nok er tilfældet med Brexit, der især netop vil ramme de regioner, der som protest stemte for Brexit. Spørgsmålet er, om det mønster, som Rodriques-Pose har identificeret i USA og en række europæiske lande, og kan genfindes i Danmark? Er den forholdsvis store tilslutning til det populistiske Dansk Folkeparti i bestemte regioner udtryk for en tilsvarende protest fra de overset mod de regioner af landet, som økonomisk set nyder godt af globaliseringen?

Når man ser på de borgerlige partiers og Socialdemokratiets forsøg på at vinde Dansk Folkepartis vælgere tilbage, er det tydeligt, at de tror, at det handler om frygten for de fremmede, udlændinge, muslimer, og at de derfor skal forsøge at overgå Dansk Folkeparti mht. en stram udlændinge- og integrationspolitik. Men spørgsmålet er, om der også bag tilslutningen til Dansk Folkeparti ligger et oprør fra “steder, der ikke betyder noget”, dem, der ikke kom med på den økonomiske udviklings vogn, dem, der føler sig overset, glemt og efterladt? Hvis det ikke er tilfældet endnu, altså med Dansk Folkeparti, så kan man spørge, om vi i fremtiden risikerer en tilsvarende ”hævn fra de steder, der ikke betyder noget”, som vi kan observere også i vore europæiske nabolande?

Under alle omstændigheder, så har the Economist nok ret, når de som reaktion på professor Rodriques-Poses forskningsresultater skriver, at ” “Regional inequality is proving too politically dangerous to ignore”.

København, mandag, den 19. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

1 kommentar

Fordømmelse af terrorangrebet på en High School i Parkland, Florda

I forgårs skete det så igen. USA blev ramt af et terrorangreb, hvor en ung mand i vrede angreb den High School i Parkland, Florida, han tidligere var blevet bortvist fra, og skød og dræbte 17 tilfældige sagesløse elever.

Men, hov! Det, der skete i onsdags, var jo ikke et terrorangreb, men et skoleskyderi.
Den Danske Ordbog definerer terrorisme som ”(trusler om) voldshandlinger som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning el. for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk el. religiøst mål”. Og ud fra den definition blev de 17 unge mennesker ikke dræbt i en terrorhandling. Denne definition flugter med de gængse definitioner som politikere og medier går ud fra. Dog med den tilføjelse, at man ikke dermed har fået en vandtæt definition, for nogle skelner mellem statslig og ikke-statslig terror, mens andre ikke anerkender statslig terror som terror. Og med den tilføjelse, at det som den ene part i en konflikt kalder for terrorister, vil den anden part ofte kalde frihedskæmpere.

Men Den Danske Ordbog har også en alternativ eller supplerende definition, som jeg synes, det er værd at tage op. Terrorisme defineres her som ”voldelig, hensynsløs el. chikanerende adfærd over for nogen, ofte som straf el. som middel til at opnå noget”. Og ud fra den definition blev de 17 unge mennesker ofre for en terrorhandling. Jeg tror dog ikke, det gør den store forskel for de sørgende familiemedlemmer og venner, for dem, der undslap, og for lokalsamfundet, der blev ramt, om ugerningen klassificeres som terror eller ej, for den spredte under alle omstændigheder skræk og frygt.

Efter min mening ville det være hensigtsmæssigt at operere med den brede definition af terror og så derefter skelne mellem statslig terror, politisk motiveret terror, religiøst motiveret terror, og terror der har andre motiver. Terroristers had, der fører til vold mod sagesløse personer, kan have mange årsager og have mange forskellige formål, og som den canadiske journalist og forfatter Doug Sanders skriver det på sin blog ”When it comes to predicting, intercepting or denouncing mass killings, it makes no difference whether violent-minded people attach themselves to a pre-existing ideology or simply act out their own pathologies. … The terrorist mass killer and the non-terrorist lone-actor mass killer are the same person. The psychology that encourages an individual to take up weapons against strangers is a singular thing. The result, whatever we call it, is always terror.”

Det er en katastrofe og en tragedie, hver gang fx Islamisk Stat og dets tilhængere i Vesten begår en terrorhandling, der spreder død og ødelæggelse og skræk. Enhver sådan religiøst eller politisk motiveret terrorhandling må fordømmes og alle gode kræfter må stå sammen for at forebygge og bekæmpe denne terrorisme.

Men der er også al mulig grund til for alle fornuftige mennesker på det skarpeste at fordømme dette terrorangreb på en High School i Florida, der kostede 17 unge livet – og de talrige lignende terrorangreb. Fra 2006 til og med 2017 var der 271 tilfælde af terrorhandlinger form af masseskyderier (dvs. skyderier hvor 4 eller flere r blev dræbt),hvor 1358 tilfældige uskyldige mennesker blev dræbt. Men der er også al mulig grund til at fordømme den ideologi (nemlig enhver borgers ret til at bære våben, i mange tilfælde inkl. Automatvåben beregnet på krig), og den dertil hørende store lovlige udbredelse af skydevåben i USA (amerikanere ejer 48% af alverden privat-ejede skydevåben), som gør disse talrige blodige terrorangreb mulige.

Christiansfeld, fredag, den 16. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

At være eller ikke være – ghettoer og parallelsamfund. Det er spørgsmålet.

”At være eller ikke være, det er spørgsmålet” er en central replik fra en tragedie om Danmark.”At være eller ikke være ghettoer og parallelsamfund, det er spørgsmålet” er et centralt emne i en aktuel dansk komedie – eller er det mon også en tragedie?. Der er netop udkommet en ministeriel rapport om parallelsamfund, som – når man ser nøjere efter – slet ikke er samfund, og nu venter vi på regeringens ny ghettoplan, der handler om boligområder, som -når man ser nøjere efter – slet ikke er ghettoer. Hvordan hænger det nu sammen? Ja, det hænger slet ikke sammen.

Fælles for alle definitioner af ghettoer er, at de taler om, at det er bebyggelser, der er isoleret fra omverdenen, er beboet af en homogen gruppe (ofte en minoritet) af mennesker, med deres egne kulturelle normer. Og er der noget, der karakteriserer de boligområder, som politikerne kalder ghettoer, er at de netop er præget af en meget stor mangfoldighed af etniciteter, kulturer og religioner, inkl. kristne og ateistiske gammeldanskere.

Og parallelsamfund er samfund, der eksisterer side om side med et andet eller andre samfund. Men når politikerne taler om parallelsamfund, taler de om familier i hele Danmark, som har nogle fællestræk, men ikke nødvendigvis har noget med andre lignende familier at gøre, og så er der jo ikke tale om samfund. For et samfund er et fællesskab af individer, eller et system, der bygger på sociale relationer mellem medlemmerne.

Nu er politikere lovgivere, så de er jo vant til at bestemme, og så kan de jo lige så godt også bestemme, hvad der er ghettoer og parallelsamfund. En ghetto er, bestemte politikerne i 2008, et boligområde, der opfyldte to ud af tre kriterier, som politikerne havde opstillet. Og så i 2010 føjede de lige et par kriterier til, og bestemte at en ghetto var et boligområde, der opfyldte tre ud af fem kriterier.

Indikatorer

At disse kriterier egentlig ikke indikerer, at der er tale om en ghetto, er én (måske tragikomisk) ting, noget andet er, at det virker helt arbitrært, hvorfor procentsatserne sættes som de gør. Og lige så arbitrært virker det, hvorfor det er tre kriterier og ikke to eller fire, der skal opfyldes, for at der er tale om en ghetto. I praksis betyder det jo, at man på forhånd har kunne bestemme sig til, hvor mange ghettoer man ville ende med, og så sætte procentsatserne – og antallet af kriterier, der skulle opfyldes – sådan, at man nåede præcist dette resultat.

På samme måde har politikerne også brugt deres enestående magt til at bestemme, hvilke og hvor mange mennesker der skal leve i parallelsamfund. De har udvalgt sig 8 indikatorer, der ganske vist indikerer tilstedeværelsen af en række sociale udfordringer, men som egentlig ikke hver for sig eller sammen indikerer tilstedeværelsen af parallelsamfund (der altså, som beskrevet ovenfor, slet ikke med rette kan siges at være samfund).

Ghettokriterie 2013r

Og selvom man så valgte at acceptere, at de temaer, der indgår i de otte indikatorer, som relevante for udpegningen af parallelsamfund, så er det også her helt arbitrært, hvilke procentsatser politikerne har valgt, og hvor mange indikatorer, der skal opfyldes, før der er tale om et parallelsamfund. Her har politikerne valgt, at 3 indikatorer skal være til stede for familier med mere end 3 medlemmer og 2 indikatorer for familier med 3 eller færre medlemmer. På denne måde har politikerne haft helt frie hænder til at nå frem til et ”passende” antal familier, der skulle leve i parallelsamfund. Valget faldt –uvist af hvilken grund – på 28.000 familier, svarende til 74.000 parallelsamfundsborgere.

Spørgsmålet er ikke, om der er eller ikke er integrationsproblemer, boligproblemer, beskæftigelsesproblemer, kriminalitetsproblemer, skole- og institutionsproblemer, for det er alle da enige om. Men det bidrager ikke til løsningen af disse reelle problemer til skræk og advarsel at søge at fremmane ghettoer og parallelsamfund og andre monstre, især ikke, når man åbenbart ikke kan dokumenterer deres tilstedeværelse på en troværdig måde.

Nu kunne man tage det hele fra den humoristiske side, og sige, at verden vil bedrages – og underholdes, og det bliver den så også! Men når latteren dør ud, står den virkelighed tilbage, at politikerne bestemt tager deres store ord om ghettoer og parallelsamfund meget alvorligt og allerede er i fuld gang med gennem lovgivningen at differentiere borgernes rettigheder i forhold til, om de bor i en ghetto eller ej. Og så bliver det pludselig meget alvorligt for mange af vore medborgere og deres boligområder: At være eller ikke være – ghettoer og parallelsamfund. Det er spørgsmålet!

Christiansfeld, torsdag, den 15. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Lever 74.000 ikke-vestlige indvandrere i parallelsesamfund?

Det var i går ”breaking news”, at 28.000 familier svarende til 74.000 personer med ikke-vestlig baggrund i dag lever i parallelsamfund i Danmark. Baggrunden for nyheden var en rapport “Parallelsamfund i Danmark” udgivet af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Men hvad er et parallelsamfund. Parallelitet betyder normalt, at der er tale om to linjer, der aldrig krydser hinanden, eller to fænomener, der ikke er forbundet med hinanden. Men som Mikaela von Freiesleben i sin PhD afhandling om emnet fra 2010 gør opmærksom på, så er ordet parallelsamfund et ord, der i de sidste 50 år er blevet brugt på mange forskellige måder, både om samfundsmæssige utopier og dystopier, men fra 2003 begynder ordet hyppigere og hyppigere at blive brugt i integrationsdebatten. ”Ordet parallelsamfund er”, som hun gør opmærksom på, ” ikke et objektivt og neutralt begreb, men derimod en politisk term, der bruges for at argumentere for eller imod en bestemt politik”.

Men hvordan defineres begrebet parallelsamfund i den nyeste indenrigsministerielle rapport? Jo, “Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.”

Hvordan når rapporten så frem til konklusioner, der legitimerer, at politikerne kan tale om, at 28.000 familier , repræsenterende 74.000 indvandrere og efterkommere efter indvandrere med ikke-vestlig baggrund, lever I parallelsamfund? Jo, man udvælger otte kriterier (se nedenfor), som angiveligt skulle indikere, at disse borgere lever fysisk eller mentalt isoleret fra det øvrige samfund, og at de følger egne normer og regler, og ikke har nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og heller ikke ønsker at blive en del af det danske samfund.

Indikatorer

Hvis familier med 4 eller flere medlemmer opfylder 3 af disse kriterier, og hvis familier med 3 eller færre medlemmer opfylder to af disse kriterier, så kommer de til at tilhøre en kategori, som politikerne tolker sådan, at de lever i parallelsamfund. Opfyldelsen af 3 hhv. 2 kriterier kan ske på forskellig vis. Se nedenfor:

Kombinationer

Hvis en familie bor I et boligkvarter med mindst25% beboere med ikke-vestlig baggrund, og deres børn går I en skole hvor mindst 25% af eleverne har ikke-vestlig baggrund og manden fx er arbejdsløs eller har fået førtidspension (“Har ikke været i ordinær beskæftigelse, fleksjob eller uddannelse i mindst 4 ud af 5 år i perioden 2010-2014”). – som det er tilfældet med 3900 familier (svarende til 16.600 borgere), kan man så deraf slutte eller blot sandsynliggøre, at de ikke blot fysik, men også mentalt lever isoleret? Tja, måske, måske ikke? Men kan man også gaud fra at de følger egne normer og regler? Det kan vi ud fra disse tal i faktisk ikke noget som helst om. Har de ingen kontakt med det omgivende samfund? Måske, måske ikke. Vi kan ikke ud fra tallene vide, hvor megen kontakt de har. Og vi kan da slet ikke vide noget som helst om, hvorvidt de har et ønske om at blive en del af det danske samfund eller ej.

Og tilsvarende kritiske spørgsmål kunne man stille vedr. de 10.900 små familier (svarende til 12.200 borgere), som også bor i boligområder med mange ikke-vestlige indvandrere, og hvor en eller flere personer I familien Ikke har været “i ordinær beskæftigelse, fleksjob eller uddannelse i mindst 4 ud af 5 år i perioden 2010-2014.” Hvordan kan man dog ud fra opfyldelsen af disse to kriterier konkludere, at de lever I parallelsamfund? Og sådan kunne man gå hele listen igennem. Disse indikatorer indikerer ikke hver for sig eller flere sammen på nogen entydig måde, at disse familier lever op til hele eller dele af definitionen af, hvad det vil sige at leve i et parallelsamfund.

Og så kunne man da også lige spørge, hvorfor det netop kun var hhv. 3 og 2 kriterier, familiener skulle opfylde, for at kvalificere dem til et liv i parallelsamfundet? Hvis man i stedet havde sat tallet op til hhv. 4 og 3 (eller 5 og 4), så var ‘problemet’ med parallelsamfund pludselig blevet meget mindre?

Derfor presser det spørgsmål sig på, om politikerne på basis af denne indenrigsministerielle undersøgelse kan konkludere, at 28.000 familier med i alt 74.000 borgere lever i parallelsamfund i Danmark i dag? Det kan bestemt ikke udelukkes, at der er parallelsamfund i Danmark, men tager man udgangspunkt i rapportens egen definition af et parallelsamfund, så må konklusionen være, at rapporten ikke dokumenterer tilstedeværelsen af parallelsamfund.

Ja, men dokumenterer rapporten da ikke en lang række problemer? Jo, helt bestemt. Rapporten dokumenterer de problemer, som den i mange år førte boligpolitik har ført med sig. Rapporten dokumenterer en række problemer omkring folkeskoler og børneinstitutioner, hvor man på en række skoler og institutioner ikke har sørget for at få en fornuftig spredning af vestlige- og ikke-vestlige børn. Rapporten dokumenterer en række problemer, som kalder på socialpolitiske og beskæftigelsespolitiske tiltag. Og sådan kunne man blive ved, men rapporten dokumenterer altså ikke, at 74.000 borgere af ikke-vestlig herkomst lever i parallelsamfund i Danmark i dag.

Politikerne løber derfor med en halv vind, når de – i stedet for at fokusere på de boligpolitiske, sociale og arbejdsmarkedsmæssige problemer – påstår, at 74.00 indvandrere lever i parallelsamfund – selvom de nok selv oplever, at de har vinden i ryggen, når de bruger termen ”parallelsamfund” for at argumentere for deres politik.

Christiansfeld, mandag, den 12. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Velkommen til et dansk sædelighedspoliti!

Det måtte jo komme før eller siden. De har haft det i mange år i en række islamiske lande i Mellemøsten. Man kan naturligvis ikke bare lade borgerne klæde sig – og da slet ikke kvinderne – som de vil. De må naturligvis følge sæd og skik, ellers kommer sædelighedspolitiet efter dem. Nu vil danske politikere følge trop og vedtage en ændring af straffeloven, så man kan få styr på borgernes – og især kvindernes – påklædning. I Mellemøsten er det et tildækningspåbud, mens det her hos os bliver et tildækningsforbud. Men målet er det sammen, nemlig at borgerne – og især kvinderne – skal følge sæd og skik. For som der står i bemærkningerne til lovforslaget, så der det ”efter regeringens opfattelse ikke … foreneligt med værdierne og sammenhængskraften i det danske samfund eller respekten for vores fællesskab at holde ansigtet skjult i det offentlige rum.”

Men dette forslag til fremme af sædeligheden i Danmark er dog mere humant end tilsvarende love om sædeligheden i Mellemøsten. Efter sigende kan det blive meget varmt i Mellemøsten, men uanset temperaturen så er det strafbart – især for kvinderne – at reducere stofmængden. Her hos os kan det, som bekendt blive meget koldt, og her vil man få tilladelse til at øge stofmængden, og således tildække sit åsyn, hvis man fryser om næsen. Men der er måske kun tale om en gradsforskel, for regeringen har i lovforslaget endnu ikke fastsat, hvor koldt det skal være, før man må tage sin elefanthue eller lignende på.

Hvis forslaget, som forventet, bliver vedtaget af folketinget og dronningen vælger at underskrive loven, så vil vi endnu mere nærme os mellemøstlige forhold. Der har man fx i Iran i årtier haft et sædelighedspoliti, som holder et vågent øje med borgernes påklædning, og griber ind med hård hånd og med straf, hvis påklædningen ikke følger sæd og skik. Nu får vi – efter at have ventet på det i årevis – omsider vort eget sædelighedspoliti, som kan sørge for at borgerne – og især kvinderne – følger sæd og skik mht. stoffer, og som kan sikre, at samfundets sammenhængskraft ikke bliver truet. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det hele ville se ud, hvis samfundet mistede sin sammenhængskraft – men det behøver jeg altså heller ikke længere bekymre mig om.

En lille bekymring har jeg dog stadigvæk: Hvad nu hvis vi får en rigtig fimbulvinter, med tindrende frost og ”himmelbetændt rajfog”, som man siger i Nordjylland, så vil alle danskere i det offentlige rum i månedsvis gå rundt formummede i elefanthuer og tørklæder, så man ikke kan se hinandens åsyn. Så vil sammenhængskraften da i den periode blive alvorligt truet!

Men bortset fra det, så kan vi nu sætte vor lid til sædelighedspolitiet, der vil sørge for at afklæde borgerne, altså reducere stofmængden, så den svarer til dansk sæd og skik. Og vi kan have fuld tillid til, at sædelighedsbetjentene altid vil medbringe et termomenter og en vindmåler, så de kan se, om vejrliget berettiger til tildækning. Og på samme måde er jeg sikker på, at sædelighedsbetjentene vil være udstyret med en computer med online adgang til den løbende opdaterbare liste over over de ”anerkendelsesværdige formål”, der gør det tilladt at gå tørklæde, elefanthue – eller en sæk over hovedet og – for hemmelige agenters vedkommende – ”skæg og blå briller”.

Så vidt så godt. Og dog, nu er det jo et nyt politimæssigt tiltage, at give politibetjente til opgave at holde øje med borgernes – og især kvindernes – sæd og skik, en opgave som de nok ikke er klædt på til at løfte. Det ville klæde politikerne, hvis de ved samme lejlighed bevilgede penge, så disse danske sædelighedsbetjente kunne komme på et praktikkursus i et af de mellemøstlige lande, hvor de har meget mere erfaring med den slags sædelighedsopgaver, end vi har her i Danmark.

Christiansfeld, onsdag, den 7. februar 2018
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Dåb og asyl – endnu en gang

Udlændinge- og Integrationsministeriet har netop offentliggjort, at der i den femårige periode fra 2013 til 2017har været 168 sager, hvor asylansøgere er konverteret til kristendommen efter et afslag på asyl. I 130 af disse sager, svarende til 77%, har asylansøgerenes konvertering til kristendom og dåb ført til, at de alligevel har fået asyl, på baggrund af par. 7 i udlændingeloven, der sikrer lovligt ophold for personer, som er i fare hvis de bliver sendt hjem til deres hjemland (”Konversion giver opholdstilladelse til langt de fleste asylansøgere” Kristeligt Dagblad, den 3. Februar 2018).

Der er altså ikke tale om nogen folkebevægelse af afviste muslimske asylansøgere til kristendommen, idet det trods alt kun er 26 afviste asylansøgere om året, der på denne måde får asyl. Det er bestemt muligt at nogle af dem – eller dem, der alligevel ikke fik asyl – er blevet fristet til at bruge dåben som en genvej til asyl. Men det er bestemt også muligt, at de i løbet af deres ophold i Danmark som asylansøgere og afviste asylansøgere ærligt og redeligt er blevet tiltrukket af den kristne tro og derfor ønsker at blive døbt. Det bør egentlig ikke undre de politikere, der fx gennem regeringsgrundlaget har lagt stor vægt på, at Danmark er et kristent land, og at det danske samfund samfund bygger på kristne værdier, som de gerne vil dele med de mennesker, der kommer til vort land.

Men politikerne er nervøse over udviklingen. Da Bertel Haarder var kirkeminister anbefalede han i 2016, at kirken for at undgå misbrug af dåben aldrig skulle døbe asylansøgere, og nu råber politikere igen vagt i gevær. ”Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, efterspørger, at præsterne i højere grad vurderer, om det er på sin plads at døbe asylansøgere, som er midt i en asylproces”. Og i dagens leder i Kristeligt Dagblad slås der med udgangspunkt i den politiske situation til lyd for, ”at man af og til er nødt til at sige nej til dåb af mennesker, som siger, de vil konvertere”.

I denne spegede politiske/administrative og kirkelige/teologiske situation er det vigtigt at holde tungen lige i munden og skelne skarpt mellem, hvad der er statens, og hvad der er kirkens rolle. Det er politikernes ansvar at vedtage de love, der skal danne grundlag for, hvem der skal have asyl, og det er statens embedsmænds opgave at administrere efter disse love. Det er kirkens ansvar at forkynde evangeliet til tro for ethvert menneske, uanset om det har fået asyl, eller ej, og det er præsters ansvar at tage imod de konvertitter fra andre religioner, der ønsker at blive døbt, at oplære dem og at døbe dem.

Men det er ikke statens eller politikeres opgave at afgøre, hvem kirken må døbe, og hvem de ikke må døbe. Og det er heller ikke kirkens eller præsters opgave, at afgøre, hvem der skal have asyl, og hvem der ikke skal have asyl. Hvis politikerne søger at lægge pres på kirken mht. dåb af asylansøgere (eller ligefrem begynde at lovgive på dette område), så er der tale om et alvorligt brud på religionsfriheden i vort samfund og man nærmer sit en totalitær holdning. Hvis præster eller andre repræsentanter forsøger at påtvinge samfundet sine holdninger, når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal have asyl, så overskrider kirken sine beføjelser og nærmer sig en teokratisk holdning.

Når det gælder udlændingemyndighedernes administrationen af loven om asyl, så bør det være sådan, at statens embedsmænd (lige som dommer i tilsvarende situationer) hellere giver én asylansøger for meget asyl (altså giver asyl til en person, som ikke har krav på asyl, enten fordi hans konversion ikke er troværdig, eller fordi hans liv ikke vil være i fare ved en hjemsendelse), end at de giver asyl til en person for lidt, altså giver afslag på asyl til en person, som uretmæssigt hjemsendes, og derfor risikerer at blive forfulgt eller ligefrem dræbt.

Der er bestemt et vigtigt arbejde at gøre både for staten/politikere mv. og for kirken/præster mv., når det gælder spørgsmålet om dåb og asyl, og der er bestemt ingen lette løsninger. Men det er af afgørende betydning, at skelne mellem, hvad der er statens og politikernes opgave, og hvad der er kirkens og præsternes opgave.

Når jeg ser på, hvordan udlændingemyndighederne i disse år behandler disse vanskelige konvertitsager, så synes jeg, at de alt i alt gør et godt stykke arbejde. Og når jeg ser på, hvordan man i kirken i disse år tager imod asylansøgere og også afviste asylansøgere, der ønsker at blive døbt, så er det mit helt klare indtryk, at der både i folkekirken og andre kirkesamfund gøres et stykke arbejde, der både etisk og teologisk er meget forsvarligt.

Christiansfeld, lørdag, den 3. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

En dansk specialitet – Forsagelsen som en del af den apostolske trosbekendelse.

Ved hver eneste højmesse i folkekirken indgår trosbekendelsen som et fast led i gudstjenesteliturgien. Der er – som man kan læse i ”Højmesseordning. Autoriseret ved kgl. Resolution af 12. Juni 1992” i salmebogen – frit valg mellem Den apostolske Trosbekendelse og den Nikænske. Den nikænske, som kun sjældent benyttes, begynder med ordene ”Jeg (vi) gro på én Gud, den almægtige …”. Den apostolske trosbekendelse begynder med ordene ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud, den Almægtige ….”. Eller gør den nu også det. Den danske Folkekirke har lige siden reformationen haft fem bekendelsesskrifter, hvoraf det første er ”Den apostolske Trosbekendelse”, og det indeholder ikke den forsagelse af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, som står i salmebogen, og som afsiges eller afsynges hver søndag i kirken.

Den apostolske Trosbekendelse, der måske går helt tilbage det 2. årh. efter Kristus, men først fik sin endelige udformning i det 7. årh. , er en fælles bekendelse for hele vestkirken – og det vil i dag sige den katolske kirke og alle de protestantiske kirker, mens den østlige kirke, de ortodokse kirker, nok er enige i indholdet, men hverken bruger eller anderkender bekendelsen. Den apostolske Trosbekendelse har aldrig haft nogen forsagelse, som en del af bekendelsen, men hvor kommer forsagelsen så fra?

Den apostolske Trosbekendelse har ofte været brugt i forbindelse med dåb, og lige siden oldkirken har en eller anden form for forsagelse været en del af dåbsliturgien, oprindeligt i forbindelse med en eksorcisme, hvor den døbte førtes fra Djævelens rige over i Guds rige. Luther fastholdt forsagelsen som et led i dåbsritualet (lige som den anglikanske kirke), mens Calvin droppede forsagelsen, da han ikke fandt belæg for den i skriften.

Den norske lutherske kirke har også holdt fast ved forsagelsen som et led i dåbsritualet. Her lyder det: ”La oss sammen bekenne forsakelens og troen som vi døpes til…” Dvs. at der her skelnes mellem forsagelsen og trosbekendelsen. Men når Den apostolske Trosbekendelse bruges andetsteds i gudstjenesten, så er forsagelsen ikke med. Sådan er det i de allerfleste kirker, men hvordan gik det til, at forsagelsen blev en del af trosbekendelsen i Den danske Folkekirke?

Æren eller skylden – alt efter hvordan man ser på det – tilfalder Grundtvig, for hvem Den apostolske Trosbekendelse var næsten vigtigere en Bibelen, og derfor arbejdede han og hans senere tilhængere for, at trosbekendelsen ikke kun blev brugt ved dåben, men også fra alteret og på prædikestolen. Da han var i et opgør med rationalisterne, der ikke ønskede at talen om Djævelen skulle indgå i liturgien, insisterede Grundtvig på, at der skulle siges det samme fra prædikestolen og alteret, som der blev sagt ved døbefonden, altså at forsagelsen skulle indgå som en del af trosbekendelsen. Det var der langt fra enighed om i folkekirken, men dette grundtvigske synspunkt sejrede endegyldigt, da trosbekendelsen med Biskoppernes Vejledning fra 1949 blev koblet sammen med forsagelsen som et fast led i gudstjenesten – også uden for dåbsritualet. Og nu er vi endt der, hvor forsagelsen i folkekirken er blevet fusioneret med den apostolske trosbekendelse, så de allerfleste er ovebevist om, at forsagelsen er en del af den apostolske trosbekendelse.

Hvilke problemer giver sammenblandingen af forsagelsen og trosbekendelsen? Som kirkehistorikere har gjort opmærksom på, så er der her tale om en dansk specialitet. Dvs., at den danske folkekirke – måske sammen med nogle af de kirker, som folkekirkemissionærer har været med til at grundlægge – står ene med denne forståelse af at forsagelsen er den del af den apostolske trosbekendelse. Folkekirken har med sin tilføjelse til den apostolske trosbekendelse dermed ændret på den trosbekendelse som i århundreder har været en fælles bekendelse for flertallet af verdens kristne. I et økumenisk perspektiv er det naturligvis ikke helt uproblematisk. Forsagelsen af Djævelen – eller den onde og det onde – er en vigtig del af kristendommen, men efter min mening er det problematisk, at vi ved at placere forsagelsen af Djævelen foran bekendelsen til den treenige Gud, utilsigtet kommer til at give Djævelen en mere prominent plads, end han fortjener. I Fadervor, hvor vi beder ”fri os fra det onde”, placeres ”det onde” (og dermed ”den onde”) sidst i bønnen.

Nu er der – set fra mit synspunkt – ikke tale om noget stort problem, da jeg helt og fuldt går ind for både forsagelsen og bekendelsen, men hvis man alligevel ville tage fat på problemet, hvad kunne man så gøre for at løse det? Det er naturligvis altid vanskeligt at ændre i folkekirkens liturgi, men minimalt kunne man ved en kommende revision af alterbogen gøre opmærksom på, hvad der er forsagelse, og hvad der er trosbekendelse (som man fx gør det i den norske kirke i forbindelse med dåb). Dernæst kunne man i en revision af alterbogen give de menigheder og præster, der måtte ønske det, lov til at fremsige den apostolske trosbekendelse fx fra alteret eller prædikestolen uden den indledende forsagelse, så forsagelsen kun anvendtes i dåbsritualet.

Fusionen af forsagelse og trosbekendelse i gudstjenesten er en dansk specialitet, som efter min mening ikke er ganske uproblematisk. I 2011 udtalte dogmatikeren Else Marie Wiberg Pedersen da også til Kristeligt Dagblad, at ”Det er et nyere dansk fænomen. Og den danske gudstjeneste kunne godt trænge til at blive renset for nogle led – og for eksempel droppe forsagelsen”.

Christiansfeld, fredag, den 2. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar