Religionsteologi i Leuenberg-fællesskabet

Enhver organisation har sin kultur, det gælder også Community of Protestant Churches in Europa (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet. Det har for mig været særlig interessant at lære den terminologi at kende, som bruges, når der skal stemmes om dokumenter. Her findes der et hierarki bestående af fire niveauer. På det laveste niveau kan man ”take note of” et dokuemnt: det betyder, at vi har taget til efterretning, at dokumentet er indleveret. På næste niveau kan man ”receive” et dokument og så anerkender man, at dokumentet fortjener at blive diskuteret af medlemmerne. På det næsthøjeste niveau kan man ”approve” et dokument, dvs. at dokumentet lægges til grund for det fremtidige arbejde på dette område. Endelig på det højeste niveau kan man ”adopt” et dokument, eller som det hedder på tysk ”sich zu eigen machen”, dvs. at dokumentet så repræsenterer organisationens officielle holdning på dette område.

Grunden til, at jeg nævner dette hierarki er, at vi på generalforsamlingen blev præsenteret for et dokument om ”Protestant Perspectives on Religious Plurality in Europa”, som rådet havde indstillet til at blive ”approved”. Baggrunden for dokumentet er, som der står på side 2; at ”The CPCE has yet to determine it position as regards dialogue and theology of religions”. Her kommer altså et bud på en protestantisk religionsteologi.

Dokumentet tager udgangspunkt i Guds radikale nåde. At guds nåde er radikal – forankret alene i Gud – betyder, at den er universel, og derfor kan vi ikke spærre den inde inden for den kristne religions grænser. Så vidt så godt. At Gud kan bringe frelse til mennesker uden for kirken (”extra ecclesiam”), er ikke en ny tanke i religionsteologien. For som det blev formuleret på Kirkernes Verdensråds konference i San Antonio i 1989, ”We cannot point to any other way of salvation than Jesus Christ, at the same time we cannot set limits to the saving power of God”. Vi kan naturligvis ikke sætte grænser for Guds frelsende virke også uden for kristendommen, men som kirke har vi heller ikke mandat til at forkynde nogen anden frelsesvej end troen på Jesus Kristus. Og her er det, at dette CPCE-dokument efter min mening går for langt idet det giver det indtryk, at Guds frelsende nåde er til stede og tilgængelig også i alle religioner end i kristendommen. ”Christians can expect that the all-embracing benevolent spiritual presence of God represents itself salvifically beyond that religion.”

Med udgangspunkt i en sådan religionsteologi giver et par sætninger i dokumentets indledning god mening. ”From the 1960s onwards, remarkable changes in the area of interreligious relationships occurred in Protestant churches. ”Dialogue” (rather than apologetics or mission) has now become the paradigm determining the relations to other religions” (s. 1). At apologetik og mission ikke er forsvundet fra CPCE blev vi heldigvis mindet om ved afslutningsgudstjenesten i dag, hvor CPCEs nyvalgt næstformand John Bradbury, i sin prædiken (ud fra beretningen om Paulus virke i Athen) udfordrede tilhørerne til at gå i Paulus’s fodspor med hensyn forkyndelse af evangeliet og forsvar for evangeliet i Europa i dag.

En af de norske delegater foreslog pga. af dokumentets kontroversielle indhold, at det ikke blev ”approved” men kun ”received”. Jeg støttede forslaget, men vi blev nedstemt. For at føje spot til skade blev et forslag om at arbejde videre med dette dokument og i øvrigt udveksle erfaringer omkring dialog med andre religion, i slutdokumentet placeret sammen med en række forslag om dialoger med andre kirkesamfund under overskriften ”Økumeniske relationer”. Desværre kom jeg for sent med min indvending og mit forslag om, at relationer til andre religioner, som bestemt er meget vigtige, ikke hører hjemme under økumeni.

Men bortset fra det, så har det været en meget vellykket generalforsamling, hvor der har været meget at glæde sig over. I sin prædiken understregede John Bradbury, at ”reconciled diversity” ikke er et nyt fænomen, men en virkelighed i kirken fra begyndelsen. Enheden mellem de omkring 100 protestantiske kirker i CPCE bygger heller ikke på, at vi er ens eller skal forsøge at blive ens, men enheden i Kristus er en ”forsonet forskellighed”. Og uanset om dette dokument skulle have været ”approved” eller ”received”, så fortsætter samtalen mellem os om, hvordan vi skal forstå forholdet mellem kristendom og andre religioner.

I toget mellem Basel og Kolding, tirsdag, den 18. september 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Økumeniske resolutioner

På internationale økumeniske møder bliver der ofte fremlagt en lang række resolutionsforslag, der adresserer alle mulige emner, ikke kun kirkelige problemstillinger og udfordringer, men også politiske spørgsmål. Undertiden kan man få det indtryk, at hvis man blot vedtager en resolution om et problem, så har man om ikke løst, så i det mindste bidraget til at løse problemet. Dertil kommer, at de, der har udarbejdet, og de, der skal stemme om resolutionerne, ikke nødvendigvis har den nødvendige indsigt i fx det politiske problems kompleksitet.

På denne generalforsamling i Conference of Protestant Churches (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet, i Basel i disse dage, har vi også skullet forholde os til resolutioner, men heldigvis har antallet af egentlige resolutionsforslag været begrænset. En af de to resolutioner, som vi har drøftet, er en ”Erklæring omf situationen i Syrien og Irak”. Grunden til at tage dette emne op er – ud over at det er en krise, som alle må forholde sig til – at CPCE har en særlig relation til Fællesskabet af Evangeliske Kirker i Mellemøsten”, hvis generalsekretær orienterede om den alvorlige situation i Syrien og Irak.

I det første udkast, der blev fremlagt i går, blev CPCE medlemskirkerne i punkt 1 opfordret til at henvende sig til regeringerne i deres hjemlande med ”krav” om, hvad de skal gøre løse konflikten i Syrien og Irak. Og så oplistes tre konkrete politiske tiltag: hvordan en våbenstilstand skal etableres, hvordan menneskeværdige livsvilkår genoprettes, og hvordan ansvarlige ledende personligheder og organisationer skal inddrages for at bidrage til forsoning og genopbygning af samfundet. Og om disse tre tiltag slås det bombastisk fast, at ”Kun under disse forudsætninger kan fredelige og retfærdige samfund udvikles på en bæredygtig måde.” I punkt 2 og 3 opfordres CPCE medlemskirkerne til at engagere sig i hjælpeprogrammer til fordel for de nødlidende og at udvikle kontakter til kirker i området.

Det første punkt gav naturligvis anledning stor debat og mange ændringsforslag. Fra dansk side var vi også meget skeptiske overfor CPCEs kompetence på dette internationale politiske område. Vi foreslog, at resolutionen indledes med punkt 2 og 3, altså med fokus på, hvad vi som kirker kan gøre, og først derefter taler om, hvad vi måtte ønske, at regeringerne skulle gøre. Vi foreslog endvidere, at man ligefrem slettede det første politiske afsnit med de tre konkrete politiske initiativer og erstattede det med, at vi som kirker ville bede for fred i Syrien og Irak.

Det tjener til resolutionsarbejdsgruppens ære, at den lyttede til de mange kritikpunkter, så i dag vi endte med at vedtage en resolutionstekst, som vi ikke behøver at skamme os over.

  1. The CPCE Genreal Assembly calls upon its member chruches and church aid agencies to intensity their partnership and relief programmes in the Middle East in order to provide assistance for the victims and to enable the population and those with leadership responsibility in the region to take serious note of this Christian witness.
  2. The CPCE Genral Assembly mandates the Council to seek agreement among member churches and church aid agencies in order to plan and implenmt support actions with The Felleowship of Evangelical Churhes in the Middle East- churches and networks (e.g., Europe-wide church collections, trips by delegations, visits, invitations to Europe, networking with church support groups for Syria, communication initiatives etc.).
  3. CPCE member churches pray for the victims of the war. They likewise understand it as an important part of their mission to urge their governments to do their utomost [German version: ”ihre Regierungen im Rahme ihrer Möglichkeiten aufzufordern] to bring about and end to the war, and to commit to respecting human rights, particularly religious freedom, and to protecting minorities in the region”.

 

Basel, mandag, den 17. September 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

”Salige er de, der stifter fred” – Jodle-gudstjeneste i Basel

KOch.jpg

Den tredje søndag i september er Eidgenössischer Dank-, Buss- und Bettag, som går langt tilbage i historien, men stadig fejres overalt i i Schweiz. Deltagerne i generalforsamlingen for ”Conference of Protestant Churches in Europe” (CPCE) i Basel har derfor i dag været inviteret til at deltage i en økumenisk gudstjeneste i Münster-katedralen. En meget festlig gudstjeneste med en jodle-liturgi med jodlekor og orkester bl.a. med waldhorn, og hvor der blev sunget og talt på både tysk, engelsk og fransk.

Midt i glæden over at deltage i en så festlig gudstjeneste kan jeg ikke lade være med at reflektere lidt over forskelle og ligheder i forhold til en dansk folkekirkelig gudstjeneste. Det slår mig, at vi højst synger tre vers fra en salme. Vi når næsten ikke at komme i gang med en salme, før sangen er forbi. Og så er det da også problematisk, når man ikke får hele salmens budskab med, fordi der kun er plads til at synge tre vers.

På den anden side er det spændende at deltage i en gudstjeneste, hvor menigheden hele tiden inddrages og skal læse det svar, som hører til i disse ”responsive readings” af både bibeltekster, bønner og andre liturgiske tekster. Det samme gælder også kirkebønne, hvor vi efter hver bønneafsnit synger (i den engelske udgave) ”O Lord hear my Prayer … when I pray answer me. O Lord hear my prayer … Come and listen to me”. Jeg glædede mig også over takkebønnen efter nadveren: ”Jesus Christ, we carry you in us. Together we carry you into the world. We thank you and we pray: Lord stay with us.” Her er der for mig at se grund til at lade sig inspirere af vore søsterkirker.

Under gudstjenesten bragte Schweiz’s udenrigsminister Ignazio Cassis, der selv er katolik, en hilsen, hvor han understregede betydningen af kirkelige enhedsbestræbelser. Og kardinal Kurt Koch, der er leder af den katolske kirkes afdeling for kirkelig enhed, og CPCEs formand, Gottfried Locher, underskrev en hensigtserklæring om at etablere en officiel dialog mellem CPCE og den katolske kirke.

Prædikenen, der blev holdt af Gottfried Locher ud fra Matt 5.3-12, var af en lidt mere politisk karakter, end vi er vant til i folkekirken. Locher gennemgik Europas historie siden murens fald i 1989. Muren er væk, og vi har stadig fred i Europa, selv om vi også har haft væbnede konflikter i Europa siden da. Men ”I 73 år er Europa blevet sparet for en altomfattende katastrofe, som vi har kendt i tidligere historiske perioder. Vi har al mulig grund til at være taknemlige.”

Dagens tekst minder os om, at Jesus kalder os til at være fredsstiftere, ikke bare til at nyde freden. Fred er en flygtig størrelse, og der er også i disse år et stort potentiale for konflikt i Europa. Men hvordan kan vi i dag være fredsstiftere i Europa? Her gav Locher seks gode råd:

Vi skal ikke se den anden vej, men se konflikterne i øjnene. Vi skal kæmpe og argumentere, men gøre det på en fair måde. Vi skal være selvkritiske. Vi skal være orienteret mod Kristus, fordi en varig fred er forankret i Gud. Og endelig: ”der er kun fred, når der også er retfærdighed.”

Spørgsmålene om fred er vanskelige spørgsmål, som angår os alle. ”Og det er altid politiske spørgsmål, som er lette at stille fra prædikestolen, men vanskeligere at besvare i byrådssale og parlamenter. Politiske beslutninger er ofte kompromiser. Grænser er nødvendige i vore liv, de beskytter og leverer sikkerhed. Det ved vi godt. Men vi ved også at virkelige fred altid er fred med retfærdighed. Det er fred for alle og retfærdighed for alle”.

At spørgsmål om fred altid er komplicerede, fik vi tydelige eksempler på, da vi sluttede dagen med i plenum at drøfte resolutionsudkast om 100-året for freden efter 1. verdenskrig og om behovet for fred i Syrien og Irak. Bølgerne i debatten gik højt, og vi nåede kun i aften i hus med den første resolution, der endte med at opfordre det nye CPCE råd til at stille en tekst til rådighed for medlemskirkerne til evt. oplæsning i kirkerne ved markeringen af 100 året for våbenstilstanden efter første verdenskrig den 11. november. Det kan måske give god mening i Danmark, hvor mange kirker sikkert allerede har planer om at følge opfordringen til at ringe med kirkeklokkerne søndag den 11. november kl. 11.

Basel, søndag, den 16. September 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Økumeni i Basel

IMG_0621’Οικουμένη’ er et græsk ord, der oprindelig betød den beboede jord, og dermed alle de mennesker, som bebor jorden. Senere er ordet blevet brugt i en mere begrænset betydning, nemlig som hele kristenheden, dvs. alle kirker og alle kristne i hele verden, og ’økumeni’ er arbejdet for forståelse og enhed mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund gennem dialog og samarbejde mellem de forskellige kristne kirker.

I dag har vi på generalforsamlingen for ”Community of Protestant Churches in Europe” (CPCE), dvs. Leuenberg-fællesskabet, i Basel beskæftiget os indgående med en række aspekter af ’οικουμένη’ og ’økumeni’. Dagen begyndte med en andagt under ledelse af generalsekretæren for Fællesskabet af Evangeliske Kirker i Mellemøsten”, syreren Rosangela Jarjour, og sang i den forbindelse én arabisk salme ”Ya qudsa ruhillah” (Erschein, du Heiliger Geist), og den syriske Kyrie ”Moran ethra hama’ lain” (Herr, erbarme dich). Senere på dagen bragte hun hilsner fra kirkerne i Mellemøsten og fortalte om kirkernes katastrofale situation i Syrien og appellerede om støtte, både til kirkerne og til deres arbejde både for kristne og muslimer.

Det var en påmindelse om, at økumeni handler om at vi som kirker udviser solidaritet med andre kristne, men også om som kirke at være solidarisk med mennesker, der lider nøde, overalt på hele den beboede jord.

Siden den sidste generalforsamling i Firenze i 2012 har studiegrupper arbejdet med en lang række teologiske, ekklesiologiske, etiske og andre problemstillinger. I går drøftede vi i grupper de rapporter, som blev resultatet af dette arbejde, og i dag har vi såsom generalforsamling forholdt os til rapporternes anbefalinger og forslag. Mest spænding var der – måske især fra dansk og norsk side – omkring rapporten ”Church Communion”. I økumeniske organisationer er der en tendens til at ville gøre fællesskaberne mere og mere forpligtende – og det gælder måske også CPCE.

Da Folkekirken i 2001 tilsluttede sig Leuenberg-konkordien og dermed blev medlem af fællesskabet, skete det med en signaturforklaring, hvor det bl.a. blev understreget, at ”Gennem en underskrivelse af Konkordien anerkender vi vores nære tilknytning til Leuenberg Konkordiens signaturkirker. Vores underskrift indebærer ikke, at vi ser ukritisk på udviklingen i Leuenberg Kirkefællesskabet. En underskrift af Leuenberg Konkordien betyder ikke, at vi ønsker en udvikling af en protestantisk, synodal struktur i Europa.” Sammen med repræsentanter for den norske kirke følte vi os derfor forpligtet til at klargøre dette standpunkt gennem en tilføjelse til den resolution, der blev vedtaget. Heldigvis var der i generalforsamlingen forståelse for det.

En anden spændende rapport, som vi forholdt os til i dag, handlede om ”Migration and Church Communion”. På generalforsamlingen i 2012 besluttede man at sætte fokus på dette område, og i flere år har en såkaldt ’expert group’ arbejdet på spørgsmålet, og jeg har haft fornøjelsen af at være med det sidste halvandet år, hvor vi blandt andet har besøgt den nigerianske Cherubim & Seraphim-kirken, der kom med migranter til England for over 50 år siden. Generalforsamlingen besluttede at fortsætte dette arbejde ved at nedsætte en ”Advisory Group”, der i de kommende år skal lede arbejdet. To af de Cherubim & Seraphim-kirkeledere, som vi sidste år mødte i London, kom i dag til Basel for at deltage i vores generalforsamling. Tiden vil vise, om denne kirke – og andre lignende migrantkirker – en gang bliver medlem af CPCE, eller (måske til at begynde med) får en løsere tilknytning til CPCE. Som en af deltagerne på generalforsamlingen sagde, så handler det ikke kun om, hvorvidt disse migrantkristne kan leve op til vore medlemskriterier, men i lige så høj grad, om i hvor høj grad vil er parate til at lade os forandre i mødet med dem?

En af de hilsner, vi i dag fik, kom fra den engelske biskop Jonathan Gibbs, der repræsenterede de anglikanske kirker. De anglikanske kirker er med i kirkefællesskab med lutherske kirker i Norden (Porvoo-aftalen) og i Tyskland (Meissen-aftalen), men spørgsmålet er, om der en gang kan udvikles et kirkefællesskab mellem de anglikanske kirker og alle kirkerne i CPCE-fællesskabet?

Meget længere udsigter til kirkefællesskab er der, når det gælder den katolske kirke. Ikke desto mindre var katolikkerne repræsenteret her, af Mathias Türk, som jeg også har mødt i andre økumeniske sammenhænge. Han citerede bl.a. pave Frans for at sige, at ”Man kan ikke føre en dialog, hvis man bare bliver stående”. Det lutherske Verdensforbund har ført dialoger med den katolske kirke, som bl.a. har ført til vedtagelsen af Joint Declaration (1999) om en fælles forståelse retfærdiggørelsen af tro, en aftale, som Metodisternes Verdensråd siden har tilsluttet sig. Også De reformerte kirkers verdensorganisation har i mange år ført dialoger med den katolske kirke. I dag sagde CPCEs generalforsamling så ja til, at CPCE påbegynder en dialog med den katolske kirke. Her til aften ankom så kardinal Kurt Koch, lederen af det pavelige råd for fremme af kristen enhed, til konferencen, for i morgen – ved festgudstjenesten – sammen med CPCEs formand at underskrive aftalen om dialog.

Dagens sidste programpunkt blev også et –økumeniske – højdepunkt. Münster-katedralen, hvor vi ellers holder vore møder, skulle gøres klar til søndagens festgudstjeneste, så aftenens møde var henlagt til den middelalderlige Leonhardtskirche, der lige som Münster-katedralen i dag er en reformert kirke. Her holdt katolikkenAndrea Riccardi, der især er berømt for for 50 år siden at have grundlagt Sankt Egidio Fællesskabet, en lang og gribende tale til alle de forsamlede protestanter. Sankt Egidio fællesskabet er kendt for sit fokus på bøn og bibellæsning, evangelisering, omsorgen for de fattige, engagementet i økumeni og dialog med tilhængere af andre religioner og ikke-troende.

Riccardis emne i aften var ”Vort ansvar for Europas fremtid”. Europa er i dag præget af frygt, slog han fast, frygt for indvandrere, muslimer osv. og vi er tilbøjelige til at gemme os bag skudsikre dør mod globaliseringens vinde. I denne situation er der behov for omvendelse til evangeliet, for evangeliet sætter os fri fra frygt og sætter os i gang med at tjene de fattige. Frygt er sygdommen, og evangeliet er medicinen. Helt konkret foreslog han ”an ecumenical year of the gospel”, hvor vi for det første bestræber os på at sætte evangeliet i centrum af vort eget liv og vore fællesskaber, og for det andet i fællesskab mellem kirkerne gør en indsats for at kommunikere evangeliet til vore medmennesker.

Basel, lørdag, den 15. september 2018
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

CPCE er først og fremmest et gudstjenestefejrende fællesskab

CPCE bøger

Vi er her i Münster-katedralen i Basel netop gået i gang med dag 2 på generalforsamlingen i “Community of Protestant Churches in Europe” (CPCE), dvs. Leuenbergfællesskabet. For lidt siden fik vi uddelt en spændende ny bog “Europäischer Gotesdienstatlas. Protestantische Perspektiven auf dem Gottesdienst”, som er et resultat af en længere CPCE studieproces, og som også må være relevant for den pågående discussion om gudstjenesten i folkekirken.

Bogens forord indledes med at fastslå, at CPCE først og fremmest er et gudstjenestefejrende fællsskab. Denne forståelse præger naturligvis også denne generalforsamling, hvor der hver morgen, middag og aften er en kort andagt eller gudstjeneste. Til det formål er der udgivet en “Worship Book” med liturgier for hver gudstjeneste/andagt, lige som vi også har fået udleveret en salmebog, “Frei Töne”, der blev udgivet i forbindelse med de tyske kirkedage i 2017. Hver af refleksionerne/prædikenerne er baseret på en historie fra Apostlenes Gerninger med det formal “that we will hear how these old stories from the dawn of Christianity sound in our different modern-day contexts, and at what points they can motivate us.”

Her til morgen var det min opgave at dele mine refleksioner – over ApG 26,8-18:

“The text for today is taken from Paul’s speech to king Agrippa in Caesarea. A couple of years earlier Paul was attacked by the mob in Jerusalem, and the Jewish leaders conspired to kill him, because of his bold witness to Jesus as the Messiah. Paul was taken to Caesarea and kept in prison there for a couple of years, awaiting to be sent on to Rome to be judged by Caesar. While he was in Caesarea, king Agrippa came to visit Festus, the governor, and Agrippa expressed his wish to meet Paul and hear his story. What we have read is actually Paul’s life story or faith story.

Paul’s life- and faith story is very fascinating – like the life- and faith stories of other Christians. And if we had the time for it, it would be worthwhile for us to sit down two and two and listen to each other’s life and faith stories. Now, however we will focus on Paul’s story, which I feel has great relevance for us today. I will reflect briefly on three aspects of the story.

First of all, the story of Paul is a story of a person in the Middle East, whose faith motivated him to persecute people with a different faith. But at the same time it is a story of the same person, who after having come to faith in Christ, heeded his call to witness to Christ and serve him. Paul learned the hard way that witnessing – which in Greek is martureo – may lead to suffering and even martyrdom. If we are willing to listen to the life- and faith stories of brothers and sisters in the Middle East (and other parts of the world), we will find out that the story of Paul, the witness and the martyr, is is sometimes repeated today. We may take freedom of religion for granted here in Europe, but in the Middle East, Africa and Asia a number of Christians are suffering for their faith even today. But as Paul said to the Corinthian Christians: “If one part of the body suffers, all the other parts suffer with it.” In our safe space in Europe we need to listen to the life- and faith stories of today’s Pauls, listen to their sufferings, empathise with them, pray for them and support them as well as we can – and be challenged by their boldness.

Secondly, the story of Paul is a story of mission, the mission of the triune God. Christ met Paul on his way to Damascus to persecute the Christians there. It is difficult to imagine a more unlikely convert than Paul, who –by the way – may remind us of today’s religious extremists. But this was actually what happened: Paul’s encounter with Christ became a life transforming experience and the persecutor of Christ became Christ’s missionary to the gentiles. Paul’s conversion was the work of God. But as archbishop Rowan Williams has said, “Mission is finding out what God is doing and joining in”. In his mission God used Stephen – during his stoning in Jerusalem – to witness about Christ, also to Paul. God called Ananias in Damascus to overcome his fear of this persecutor of the church and receive and baptize Paul. And God used Barnabas to follow-up on Paul and bring him into the fellowship of the disciples in Jerusalem, and work together with him in mission. The story of Paul may be a lesson for us in Europe today, where we once again find ourselves in a missionary situation and are called to work together with God in his mission.

In the 80’s I was a missionary in the Lutheran Church of Christ in Nigeria among Muslims, and later I did my doctoral research on conversion of Muslim Fulanis to Christianity. Here I met several former Muslims, who had visions and dreams in which they felt that Christ called them – and they responded in faith although the price might be persecution. But Christ is also encountering people in Europe today. In Denmark and other parts of Europe today, some people – who had been alienated from Christianity and the Church – experience the call of Christ. In exceptional cases it takes place in dramatic ways, but more often in more ordinary ways. But we must listen to their life- and faith stories and welcome them and make room for them in our congregations and encourage them in their newfound faith.

Thirdly, the story of Paul is a story of a man, who was lost, but was found by Christ. He thought that he was serving God, but actually he was opposing God. It is a story of a person, whom Christ encountered in the midst of his busy and important activities. Christ stopped him and called him to turn around and go a new way. It is a story of a person, who was called by Christ to become his disciple and witness to him and to serve him. As such this is a story that we may identify with. It is a reminder to all of us that we are constantly dependent on Christ, that He finds us, when we stray away from his will. He encounters us and calls us to repentance and calls us to become His disciples.

I doubt many of us here have experienced a dramatic call to repentance and service like that of Paul, but I think that we in our personal life and faith stories can point to significant moments in our lives, where we perceived the call of Christ. Our baptism was the gift of becoming Children of God, but it was also a call to become Christ’s disciples. In our confirmation this call of Christ was again addressed to us, for us to respond to it. In our youth or young adulthood some of us may have experienced Christ’s call in a special way that may have influenced the course of our entire life. And probably again later in life there were times when we were stopped by Christ’s call. And on the last day of our life, we will hear Christ’s call to come to him and always be together with him.

Our life- and faith stories are not yet completed, and let us continue to expect that Christ will also today and tomorrow call us to repentance and faith, and call us to witness and service. Let us heed Christ’s call to get involved in God’s mission in the world and find out what He is doing.”

Inden min refleksion havde arrangørerne valgt, at vi skulle synge (ganske vist kun de første tre vers) af  Holger Lissners reformationsjubilæumssalme, der vandt CPCEs salme-konkurrence.

Wenn du willst brechen Worte hervor
am Rissen un Ritzan in bröchelden Mauern,
und wir sehn, dass du unter uns bist.
Dein Reich is gekommen
Alles wird neu, wir singen.

 

Münster-katedralen, Basel, fredag, den 14. september 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Det andet kirkekoncil i Basel

Basel

For øjeblikket sidder jeg til et kirkemøde og føler mig næsten hensat til det andet vatikanerkoncil, men vi er ikke i Rom i 1960’erne, vi er i Basel i dag. Så måske var det bedre at tale om, at jeg deltager i det andet koncil i Basel. Det første koncil i Basel blev åbnet i 1431, og fandt sted netop i den Münster-katedral, som jeg nu sidder i. Koncilet, der blev indkaldt af pave Martin den 5. varede i 18 år. Så lang tid har vi ikke til rådighed her i 2018, vi skulle gerne være færdige på tirsdag, dvs. om 5 dage. Efter sigende blev det første kirkekoncil i Basel aldrig formelt set afsluttet, så på en måde kunne vi insistere på, at det faktisk stadig er det første kirkekoncil, vi deltager i. Hvis ikke det lige var, fordi det første koncil blev afholdt af den katolske kirke, og dette kirkemøde af repræsentanter for de ca. 100 protestantiske kirker fra ca. 30 europæiske lande, som er medlem af Leuenberg-fællesskabet, som også kaldes Community of Protestant Churches in Europe (CPCE).

Under alle omstændigheder, så mærker vi helt tydeligt historiens vingesus i dette fantastiske kirkerum. Her ligger renæssance-humanisten Erasmus af Rotterdam, som døde i 1536, begravet. Vor vært mindede om, at Erasmus har sagt, at hvis han havde penge, ville han købe bøger, og var der penge til overs ville han købe mad. Var der stadig penge tilbage, ville han også købe tøj. Her har den verdensberømte teolog Karl Barth mange gange stået oppe på prædikestolen og sikkert talt om evangeliet som det, der kommer ”senkrecht von oben”.

Under overskriften ”Befreit, verbunden, engagiert” er vi samlet til den 8. generalforsamling i CPCE. Folkekirken er repræsenteret af en delegation på fem medlemmer, og der er også en repræsentant for metodistkirken og en repræsentant for den reformerte kirke i Danmark. Der afholdes kun generalforsamling hvert sjette år, så det er retningslinjerne for CPCE for de næste seks år, der nu fastlægges.

På det første møde i eftermiddag fremlagde præsidiet for det afgående råd rapport om deres arbejde, hvilket jo er helt normalt, også efter danske forhold. Men det flugter ikke med vore traditioner, at det afgående råd fremlægger konkrete forslag til mål for de næste seks år – ganske vist fremlagt som oplæg til diskussion.

I en farvestrålede brochure i A3 format, under overskriften ”Gemeinsam Kirche sein” præsenteres tre mål, der hver har 5 eller 6 initiativer til realisering af disse mål. Det første mål er, at ”De protestantiske kirker skal uddybe deres kirkefællesskab”, og det skal bl.a. ske ved at producere ”eine Charta der Kirchengemeinschaft”, ved at uddybe relationerne mellem CPCE medlemmer og klargøre rettigheder og pligter i medlemsskabet af CPCE.

Det andet mål er, at ”De protestantiske kirker skal fremme kirkens enhed”, og det skal bl.a. ske ved at indlede en officiel dialog med den katolske kirke og ved at fortsætte dialogen med anglikanske kirker i Europa. Særlig interessant er her – set fra mit synspunkt – at ”CPCE vil undersøge betydningen af kirke-reform bevægleser til fornyelse af kirken” (som fx Fresh Expressions).

Det tredje mål er, at de protestantiske kirker skal tjene samfundet, og det skal bl.a. ske ved, (1) at CPCE understøtter medlemskirkerne i deres offentlige positionering i forhold til den samfundsmæssige udviklinger på det europæiske kontinent, (2) at CPCE vil være fortaler for et etnisk ansvarligt Europa i en global verden (3) at CPCE repræsenterer protestantiske holdninger i de europæiske institutioner, (4) at CPCE bidrager til den europæiske sammenhængskraft, og (5) at CPCE vil støtte medlemskirkers projekter, især i det sydlige og østlige Europa.

For hvert mål henvises der til Leuenberg-aftalen, og for det tredje måls vedkommende til par. 36A, hvis overskrift er ”Vidnesbyrd og tjeneste”. Der er bestemt meget godt at sige om disse tre mål og de dertil hørende initiativer, men det er for mig meget påfaldende, at det tredje mål og de dertil hørende initiativer, som det afgående råd foreslår, kun handler om ”tjeneste”, altså en form for diakoni, her omsorgen for samfundet. Den diakonale tjeneste er naturligvis i sig selv en form for vidnesbyrd om evangeliet, men det er for mig at set meget påfaldende, at der ikke siges noget som helst om vidnesbyrd, forstået som ønsket om at dele evangeliet med alle de mennesker i Europa, som grundet sekularisering er blevet fremmedgjorte for evangeliet, og tilhængere af andre religioner, som måske aldrig har hørt evangeliet.

Her på det andet kirkekoncil i Basel må vi bestemt også drøfte dette spørgsmål. Vi har ikke 18 år til vor rådighed, som under det første kirkekoncil i Basel, men jeg vil gøre mit til, at vi de næste fem dage også kommer til at tale om denne udfordring, som jeg tror vi er fælles om som protestantiske kirker i Europa i dag.

Münster-katedralen, Basel, torsdag, den 13. september 2018
Mogens S. Mogensen

 

Skriv en kommentar

Offentlighedsteologi i Leuenbergsk (CPCE) aftapning

I de kommende dag skal jeg deltage i generalforsamlingen i Community of Protestant Churches in Europe, CPCE. Sidste gang, i 2012 blev den afholdt i Firenze, i år er det i Basel. CPCE er det fællesskab, som i Danmark nok bedre kendt under navnet Leuenberg-fællesskabet. Det blev stiftet i 1974, men folkekirken meldte sig først ind i 2001. I toget på vej til Basel studerede jeg et af de dokumenter, som vi skal drøfte, nemlig ”Theology of Diaspora”, der især handler om de protestantiske minoritetskirker.

Det, der især fangede min opmærksomhed, var dokumentets overvejelser om ”public theology”, som vi på dansk har oversat til ”offentlighedsteologi”. Allerede på side 2 defineres ”offentlighedsteologi” som ”the churches’ mission to speak out in political societal, cultural and acacemic contexts …. Public theology contains the hope that God works beyond the churches in society. Moreover, it hopes that the reconciliation event in Jesus Christ also brings transformation going beyond those who explicitly believe, and that churches can work with non-Chrstians for the same of humane beings and the human society”. Og den tyske lutherske biskop Wolfgang Huber føjer – som citeret sidst i dokumentet – til, at offentlighedsteologi indbefatter en dialogisk deltagelse i refleksionen over samfundets identitet og kriser, mål og ansvar.

Dokumentet henviser til Jürgen Habermas, der er af den opfattelse, at religiøse borgere og religiøse fællesskaber har lov til at bruge eksplicit religiøst sprog og dertil hørende argumenter i den offentlige diskurs. Men de må acceptere, at det politisk relevante indhold af deres bidrag kun kan indgå i den politiske beslutningsproces, efter at det er blevet oversat til en diskurs, som alle kan forstå, også uden at forstå eller tilslutte sig den bagvedliggende tro. At udføre et sådant oversættelsesarbejde er offentlighedsteologiens opgave, for offentlighedsteologien må både var forankret i den kristne tradition og være ’tosproget’.

Dokumentetet citerer den tyske lutherske biskop Heinrich Bedford-Strohm, der i 2008 i artiklen ”Öffentliche Theologie in der Zivilgesellschaft” skrev, at ”Public theology has to give information about its own biblical and theological sources, but it must also speak a language that can be understood by the public as a whole”.

Dokumentet indrømmer, at der er kirker, som har reservationer over for “public theology” på grund af “a rejection of political theology, because this either stands for a problematic cooption of the curch by the state or, on the contrary, for radical theological critique of certain political structures”. Den sammen reservation vil man uvægerligt også møde i visse kirkelige kredse i folkekirken, men det er dog vigtig at slå fast, som dokuentet også tydeligt gør, at “public theology” er noget helt andet end “political theology”.

Men hvordan kan en sådan offentlighedsteologi så, if. CPCE, så tage sig ud i praksis? Her oplistes syv konkrete eksempler

  • Kirkers offentlige udtalelser om forslag til love eller gældende politikker
  • Symbolske handlinger som fx at ringe med kirkeklokkerne eller slukke for belysningen af kirke som protesthandling
  • Kulturelle aktiviteter som fx kunstudstillinger om fred og forsoning.
  • Uddannelsesprogrammer, der sætter fokus på etiske spørgsmål
  • Brug af kirkens medier til at bidrage med kristne perspektiver til den offentlige debat
  • Kirkens egen måde at handler på i den eget arbejde: fx at forpligte sig på at efterleve bestemte etiske principper, kun at købe fair trade og økologiske produkter osv.
  • Arrangement of fora for offentlige debatter, rundbordssamtaler, offentlige møder o.l. om vigtige samfundsspørgsmål.

Det skal blive spændende at drøfte offentlighedsteologi med repræsentanter for protestantiske kirker fra hele Europa. Måske kunne vi i folkekirken lære noget af andre protestantiske kirkers overvejelser og erfaringer.

I toget mellem Karlsruhe og Basel, onsdag, den 12. september 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar