En molbohistorie om storken i kornmarken – og om muslimske friskoler

Kornmark”En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork. Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken. De talte længe sammen frem og tilbage om, … … hvordan de skulle få den jaget bort. Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud. Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken. Dér stod de – . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned. Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; … .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud. På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.”

Denne historie randt mig i hu denne sommer, da jeg så kornet stå høj på markerne og spejdede forgæves efter storke, men i stedet så skolebørnene spankulere af sted på vejen til deres skole efter en lang ferie.

Af de ca. 649.000 børn i den undervisningspligtige alder, går de ca. 537.000 i folkeskolen, dvs. 83 pct., og de resterende ca. 112.000, dvs.17 pct, i fri- og private skoler. Ud af de skønsmæssigt ca. 35.000 muslimske børn i den skolepligtige alder går ca. 4.800 i muslimske friskoler, dvs. ca. 14 pct. Dvs. tilbøjeligheden til at vælge friskoler er mindre hos muslimske forældre end hos hele befolkningen.

Hvad er så det problem med de 4.800 muslimske skolebørn, som Mette Frederiksen og hendes kolleger i Socialdemokratiet og andre partier denne sommer har talt længe frem og tilbage om, hvordan de skal løse?

Socialdemokratiets integrationsordfører Dan Jørgensen slår fast, ”at det her handler om et integrationshensyn. For i tilfælde, hvor der er over 50 procent elever med anden etnisk herkomst, er der stor fare for, at det decideret skader integrationen. … Der er befolkningsgrupper, der ikke deler de værdisæt, der hører til i et demokratisk land. At vi ovenikøbet kan se, at den tendens forstærkes i nogle skoler, gør det klart, at vi skal sætte ind over for det. Eksemplerne er jo ganske mange på børn, der får at vide, at de ikke må have danske kærester eller venner, og piger og drenge, der forskelsbehandles.”

Men hvad ved vi, om muslimske friskolers indflydelse på børnenes integration? I september 2016 fremkom Kraka med en analyse ”Børn fra muslimske friskoler – hvordan klarer de sig?”, der konkluderer, at ”Samlet set peger resultaterne på, at muslimske friskoler gavner den socioøkonomiske integration af flygtninge og indvandrere.” Baggrunden for denne konklusioner er flg. undersøgelsesresultater: “Indvandrere på muslimske friskoler er fagligt stærkere end indvandrere på øvrige skoler. Karaktergennemsnittet ved grundskolens afgangsprøver er godt 1,4 karakterpoint højere for elever fra muslimske friskoler end elever fra øvrige skoler. … Elever, der har gået på muslimske friskoler, har otte pct. point højere chance for at have gennemført en ungdomsuddannelse tre år efter, de har afsluttet 9. klasse, end elever med samme etniske baggrund, der har gået på andre skoler. … Elever fra muslimske friskoler er godt syv pct. point mere tilbøjelige til at have påbegyndt en videregående uddannelse fem år efter afslutningen af 9. klasse”.

Rapporten peger imidlertid på, at der er “behov for undersøgelser af, hvordan de muslimske friskoler påvirker den værdimæssige integration, herunder evt. en evaluering af hvordan det skærpede tilsyn med fri- skolernes undervisning i frihed og folkestyre indført i 2016 fungerer.” Samtidig minder rapporten om, at vi ikke har undersøgelser, der viser, hvordan de muslimske friskoler påvirker den værdimæssige integration, og I den forbindelse har men naturligvis også brug for en evaluering af det skærpede tilsyn med friskolernes undervisning I frihed og folkestyre, der blev indført i 2016.

Molboernes forsøg på at løse problemet med storken i kornmarken var meget drastisk og fik store uforudsete konsekvenser. Det same gælder Mette Frederiksens forslag. Hun vil lukke alle de muslimske friskoler ved at fratage friskoler, hvor over 50% af eleverne har udenlandsk baggrund, deres statsstøtte.

Forslaget vil, hvis det gennemføres, alt andet lige svække disse 4800 muslimske elevers socioøkonomiske integration, når de tvinges over i folkeskolen. Det vil føre til lukning af nogle ikke-muslimske friskoler. Det vil indebære et brud på en århundredelang dansk friskoletradition og dertil hørende ret til forældrene om at træffe beslutning om børnenes skolegang. Og skæbnes ironi er, at forslaget, der skulle fremme demokratiet, netop underminerer centrale demokratiske principper i samfundet, bl.a. mht. religionsfrihed og lighed for loven.

Alt i alt er der altså tale om en rigtig klassisk molbohistorie – anno 2017.

Christiansfeld, onsdag, den 16. august 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kirkeministerens forslag til trossamfundslov sendt i høring

I forgårs sendte kirkeministeriet ”Forslag til lov om trossamfund uden for folkekirken” i høring. Efter at trossamfundsudvalget i marts i år afleverede sin rapport, blev udvalgets forslag til lov (med bemærkninger) sendt i høring, og nu har kirkeministeren altså konkluderet på processen og fremlagt sit lovforslag til høring – og så må vi jo forvente, at det endelige lovforslag bliver drøftet i og sandsynligvis vedtaget af folketinget i løbet af efteråret.

Kirkeministeren har langt hen ad vejen fulgt udvalgets forslag til lov (og bemærkninger til lov), men med enkelte markante ændringsforslag. Det vigtigste er for mig at se, at kirkeministeren ”ikke tilslutte[r] sig flertallets forslag om et ufravigeligt krav om

medlemsdemokrati og ligebehandling i trossamfunds sekulære besluttende organer. Det er i den forbindelse Kirkeministeriets vurdering, at skærpede krav om medlemsdemokrati og ligestilling kan gøre det nødvendigt at tilbagekalde anerkendelsen af visse traditionelle, veletablerede trossamfund i Danmark. Det ønsker Kirkeministeriet ikke. På den baggrund foreslås der ikke yderligere betingelser for anerkendelse af trossamfund ud over dem, der følger af grundlovens § 67 og kravet om mindst 50 medlemmer …” . Det er meget opmuntrende, at kirkeministeren her har lyttet til de talrige advarsler, som er lydt fra de fra folkekirken afvigende trossamfund og også fra repræsentanter for folkekirken.

Der er imidlertid også forslag om en væsentlig stramninger på det økonomiske område i forhold til udvalgets lovforslag. Kirkeministerens hensigt med disse stramninger er ”at skabe mere åbenhed og gennemsigtighed omkring trossamfundets økonomi og organisation”, og den intention burde alle kunne bakke op om. Men spørgsmålet er, om kravene vil skabe alvorlige komplikationer for især mindre trossamfund.

Udvalget havde foreslået, at godkendte trossamfund skulle indsende deres årsregnskab hvert tredje år, men nu foreslå kirkeministeren, at det skal ske hvert år. Det giver naturligvis lidt mere arbejde til trossamfundene, men skulle ikke udgøre noget større problem

Ydermere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestemmelse, så kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler for regnskabet. Den bemyndigelse tænkes udnyttet til at stille krav om, at trossamfund i deres regnskabsaflæggelse skal følge ”Årsregnskabsloven”. Umiddelbart lyder det jo fornuftigt, men når man kigger i loven, viser det sig, at det er den digert værk på 24.615 ord, så det kræver sikkert, at trossamfundene hyrer en revisor til at udarbejde regnskabet, og det kan måske for meget små trossamfund vise sig at blive et problem.

Bemyndigelsen tænkes også brugt til at fastsætte regler om, hvordan trossamfund i årsregnskabet skal oplyse om modtagelse af donationer. ”Konkret vil det skulle oplyses, hvor stort det samlede beløb er, ligesom det skal fremgå, om trossamfundet har modtaget en eller flere donationer fra samme donator, der enkeltvis eller samlet overstiger 20.000 kr. ekskl. moms. Er det tilfældet, skal donators navn og adresse samt størrelsen af donationen eller donationerne oplyses, medmindre der er tale om donationer fra enkeltpersoner.” For mig at se er det også et godt forslag, men igen er det et forslag, der vil øge arbejdsbyrden for trossamfundene.

Endelig forslår kirkeministeren også en stramning mht. trossamfunds mulighed for at få skattefradrag, i form af et forslag om en ændring i ligningsloven. Fremover vil det i givet fald blive sådan, at kunde trossamfund, der er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven, som – hvis de i øvrigt opfylder ligningslovens bestemmelser – kan blive godkendt til på baggrund af deres religiøse virke at få skattefradrag. For de anerkendte trossamfund indebærer det ikke nogen ændring, men for ikke-anerkendte trossamfund bliver det altså umuligt fremover at få skattefradrag blot med henvisning til deres religiøse virke. Hermed lægges der, så vidt jeg kan se, et pres på de ikke-anerkendte trossamfund om at søge om anerkendelse – og dermed blive knyttet tættere til staten.

På side 46 er der indføjet en interessant sætning i trossamfundsudvalgets bemærkninger til lovforslaget, når det gælder betingelserne for anerkendelse af trossamfund. ”Det er en forudsætning, at bestemmelser i trossamfundets vedtægter om ind- og udmeldelse af mindreårige respekterer, at disse beslutninger træffes af forældremyndighedens indehavere.” Her fornemmer man, at de seneste dages debat – med udgangspunkt i en 15 årig piges konversion til Islam i Vollsmose og politikeres forslag om en aldersgrænse for børns- og unges konversion uden forældres tilladelse – har sat sit præg på forslaget.

Forslaget bærer imidlertid præg af hastværket og derfor har der indsneget sig, hvad jeg vælger at tolke som en sjuskefejl. Hensigten har åbenbart været at skabe en form for lighed mellem folkekirken og andre trossamfund på dette område, da der jo i lov om medlemskab af folkekirken står der i par. 3 i afsnittet om ”stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken”,at ”For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser ….[altså om indmeldelse og udmeldelse af folkekirken ] af forældremyndighedens indehaver”. Så vidt så godt: her er der en parallelitet. Men i skyndingen har man åbenbart glemt tilføjelsen i lov om medlemskab af folkekirken: ”dog at en person, der er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.” For det kan da vel ikke være meningen, at børns religionsfrihed skal begrænses mere i de fra folkekirken afvigende trossamfund, end det sker i folkekirken?

Det er dog tankevækkende, at politikernes ønske om sammelignelighed mellem folkekirken og de andre trossamfund er så selektiv. Man får det indtryk, at argumentet om sammenlignelighed kun trækkes frem, når det er i politikernes interesse, og ikke når det måtte være i trossamfundenes interesse!

Men bortset fra det, tror jeg ikke, at denne nye bestemmelse i praksis vil få nogen betydning. Jeg kan ikke forestille mig andet end at trossamfundene sagtens kan leve med denne bestemmelse, men jeg tror samtidig heller ikke, at bestemmelsen vil komme til at påvirke potentielle konvertitters adfærd, for det er jo ikke konversion, der rammes af denne bestemmelse, men kun medlemskab. I folkekirken er vi vant til at se konversion/dåb og medlemskab som et sammenhængende kompleks, men sådan forholder det sig jo ikke i andre religionssamfund.

Denne nye bestemmelse er en forholdsvis lille sag, men sammen med de andre tiltag politikerne har gennemført eller i det mindste har drøftet på det religionspolitiske område i den senere tid, så tegner der sig desværre et billede af en voksende mistænksomhed fra politisk side overfor religion i det hele taget.

Christiansfeld, fredag, den 11. august 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Konversion – og religiøs myndighedsalder

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad drager kirkeministeren den konklusion på de sidste dages debat, at der ikke er nogen grund til at indføre en aldersgrænse for konversion. Det er efter min mening en klog konklusion, men spørgsmålet er, om den vigtigste præmiss for hendes konklusion holder: ”Lovgivningen sikrer allerede, at børn og unge ikke kan konvertere til eksempelvis islam uden forældrenes accept”.

If. par14 i FNs børnekonvention, som angår mennesker under 18 år, og som Danmark tilsluttede sig i 1991, skal staten ”respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed”. Men samme konvention kræver også, at staten skal ”respektere rettigheder og pligter for forældre, og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner, at givebarnet retningslinjer med henblik på udøvelsen af dets ret.”

I Danmark har politikerne indtil videre holdt fast i en tolkning af disse to hensyn, der betyder, at den religiøse myndighedsalder i Danmark formelt set er 18 år. Forældreansvarsloven fra 2014 slår fast, at ”Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov” (par . 2). Dog således, at ”Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet” (par 4).. Og ”I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed” (par. 5). Det er blevet tolket sådan, således at forældre har ret til at bestemme over deres børns religiøse tilhørsforhold frem til, de bliver 18 år. Den samme forståelse ligger bag loven om medlemskab af folkekirken, der slår fast at for (ugifte) personer under 18 år, er det forældrene, der træffer beslutning om dåb (og dermed medlemskab af folkekirken) og udmeldelse af folkekirken, med den tilføjelse, at en person, der er fyldt 15 år tillige skal give sit samtykke.

Betyder det netop ikke, at loven sikrer, at børn ikke kan konvertere uden forældres accept”? Lovgivningen giver forældrene ret til at forbyde deres børn at konvertere; dvs. at forældre ikke kan straffes, hvis de ikke giver deres børn ret til den form for religionsfrihed, som voksne har, og som indebærer retten til at skifte religion. Lovgivningen sikrer også, at intet barn kan blive døbt i folkekirken eller melde sig ud af folkekirken uden forældrenes tilladelse. Men der er ikke nogen lov, der gør det til en strafbar handling for en person under 18 år at vælge at konvertere til en anden religion og heller ikke at melde sig ind i et andet trossamfund uden forældrenes tilladelse, og der er heller ikke nogen lov, der gør det til en strafbar handling for et religiøst samfund eller en religiøs forening, at optage en person under 18 år som medlem, selvom forældrene ikke har givet tilladelse til det. Forældrene kan sige ”fy fy skamme!” til den formastelige unge, der ikke retter sig efter deres påbud, men så er den vist heller ikke længere.

I en meget oplysende artikel på Kristendom.dk fra 2013 med den i denne sammenhæng meget relevante titel, ”Kan børn konvertere uden forældres samtykke” ender professor i ret, religion og samfund, Lisbet Christoffersen, da også sin analyse med bl.a. at skrive, at ” Spørgsmålet er, hvilke retlige konsekvenser et sådant forbud kan have. Der kan jo ikke sættes retlige skridt ind over for den unge, der ønsker at konvertere. Forældrene kan forbyde det, men ønsker den unge alligevel at handle på egen hånd, ja så er vi i et felt, hvor det er vanskeligt at hindre. Så disse regler har især betydning for det store midterfelt, hvor spørgsmålet om religion er et fortsat fælles samtaleemne. Er samtalen afbrudt, har forældrene ikke meget at have forældremyndigheden i – retligt set. I den forstand er religion som seksualitet man kan sætte vejledninger og barrierer op, men unge bliver køns- og religionsmodne i deres egen takt.”

Spørgsmålet er i det hele taget, om det giver mening i 2017 at søge at fastholde en religiøs myndighedsalder på 18 år. Den generelle myndighedsalder i Danmark er ganske vist stadig 18 år. Men seksuelle lavalder – det tidspunkt hvor unge må have sex med hinanden– er 15 år, det vil sige, at vi som samfund accepterer at 15-årige kan blive forældre. Og den kriminelle lavalder – det tidspunkt hvor unge kan pådrage sig et strafferetligt ansvar – er også 15 år (efter i et par år at have været 14 år!), det vil sige, at vi som samfund er parat til i værste fald at sætte 15-årige i fængsel.

Hvordan er situationen i vore nabolande? I Norge står der i par. 3 i trossamfundsloven, at ”Den som er over 15 år, kan melda seg inn i eller ut or trudomssamfunn.” I Tyskland er den religiøse myndighedsalder 14 år, og fra det tidspunkt må barnet melde sig ind i og ud af religiøse trossamfund.

For nogle år siden havde vi også her i Danmark en debat om nedsættelse af den religiøse myndighedsalder, nemlig i forbindelse med arbejdet med en ny dåbsanordning til afløsning af den fra 1828. I ”Beretning for den af biskopperne nedsatte arbejdsgruppe om dåb” forslog udvalget, der bestod af biskopperne Kresten Drejergaard og Søren Lodberg Hvas, professorerne Theodor Jørgensen og Kurt Christensen, lektorerne Jørgen Stenbæk og Marianne Christiansen, præsterne Agnete Brink og Lars Nymark Heilesen samt kontorchef Asger Geweke, i sin beretning fra 2005 indførelse af en religiøs myndighedsalder, der bl.a indebar, at hvis et barn er 15 år, kan det vælge at blive døbt, også uden forældrenes tilladelse. Som argument for en sænkelse af den religiøse myndighedsalder til 15 år udtalte prof. Theodor Jørgensen bl.a til Nordjyske.: ”Børn stifter i dag tidligere bekendtskab med forskellige religioner og tager derfor også tidligere stilling til, hvilken religion, man vil åbne sig for. Denne selvstændighed, som er betydelig tidligere hos vor tids ungdom end før, den skal respekteres.” Det viste sig imidlertid, at der ikke var enighed i bispekollegiet om dette forslag, der var også mange negative høringssvar, og der var heller ikke et politisk flertal for det, så forslaget blev ikke gennemført.

Der er ingenting, der tyder på, at den nugældende lovgivning – og heller ikke en ny lov om en aldersgrænse for konversion – vil have nogen afgørende indflydelse på unge menneskers religiøse adfærd, og heller ikke deres eventuelle konversioner. Derimod var det måske tværtimod nu på tide at overveje, om vi også i Danmark skulle sætte den religiøse myndighedsalder ned fra de nuværende 18 år.

Christiansfeld, torsdag, den 10. august 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Konversion – og etikken i religionsmødet

I BT kunne man i går læse om ”Forælde knuste efter 15-årig datter er konverteret til islam”. Pigen, der kom fra en lille by uden for Odense, var konverteret til islam i en moské i Vollsmose. ”Det er jo et overgreb på vores barn og et overgreb på os som forældre. De har jo taget forældremyndigheden fra os, når de tager vores barn ind i moskéen og lader hende konvertere uden at spørge eller informere os. Hun er blevet hjernevasket”, fortæller forældrene.

Ingen kan være i tvivl om, at forældrene oplever det skete som et meget alvorligt problem med store konsekvenser for deres familie. Og den slags problemer vil politikerne naturligvis gerne forebygge. Det er derfor ikke overraskende, at vi i dag i Kristeligt Dagblad kan læse om, at ”Politikere ønsker aldersgrænse for konversion”.

Politikerne har naturligvis ansvaret for at sætte de lovmæssige rammer for borgernes religionsudøvelse i Danmark, samtidig med at de skal respektere borgernes religionsfrihed og andre frihedsrettigheder. Men det er ikke alle problemer, som borgerne oplever i samfundet, der kan løses med lovgivning. Som beskrevet i et tidligere blogindlæg, giver det ikke mening at søge at løse dette problem ved at indføre en lov om en aldersgrænse for konvertering. Hvis politikerne alligevel søger at løse den slags problemer ved lovgivning, fører det til at vi får et mere totalitært samfund, hvor staten griber mere og mere ind i borgernes privatliv.

Vi kommer imidlertid ikke uden om, at religionsmødet – og naturligvis ikke mindst islams tilstedeværelse – fører en lang række udfordringer og problemer med sig, som kan opleves meget smertefulde for de borgere, der bliver impliceret i dem. Konvertering mellem religionerne er blot en af disse udfordringer – eller et af disse problemer.

Hvad gør vi så ved disse problemer, hvis de egentlig ikke kan løse gennem lovgivning? Efter min mening må vi tage konsekvensen af, at vore mellemmenneskelige relationer i høj grad er et spørgsmål ikke om lov, men om etik. Livet i enhver familie skal naturligvis overholde landets love, men styres i langt højere grad af familiens etik. På samme måde udvikles der på enhver arbejdsplads, i enhver institution og i enhver forening en etik, som regulerer adfærden. Også i lokale og nationale samfund opstår der en etik for, hvordan vi relaterer til hinanden.

Det betyder ikke, at der ikke opstår konflikter og problemer i hjem, på arbejdspladser, i institutioner og i samfundet, når det gælder spørgsmålet om, hvordan man skal opføre sig over for hinanden. Det skyldes naturligvis, at vi ikke altid er enige om de etiske spilleregler. Men sker det fx i en familie, så må man sætte sig ned og forhandle sig frem til fælles spilleregler. I enhver sammenhæng, fra familier til samfund, sker der således en løbende forhandling om de fælles etiske spilleregler.

Meget tyder på, at vi i dag har brug for, at repræsentanter for forskellige trossamfund sætter sig sammen for at drøfte etikken i religionsmødet. Fx etikken omkring konvertering mellem religioner. I stedet for at vente på – eller at gå og frygte for – at politikerne griber dybt ind i trossamfundenes virke, til skade for alle parter, så ville det være klogt, om repræsentanter for folkekirken og andre kirkesamfund, for islamiske trossamfund, for jøder, buddhister, hinduer mv. satte sig sammen for at se, hvor langt man kunne komme i retning at udvikle en fælles forståelse af, hvordan vi opfører os etisk forsvarligt i mødet mellem religionerne. Konvertering mellem religionerne er kun et af mange sensitive problemfelter, hvor der er stærkt brugt for en fælles drøftelse af etikken, så der er rigeligt at tage fat på. Og så skulle man måske også inddrage repræsentanter for mennesker, som ikke bekender sig til nogen religion, altså ateister og agnostikere, der jo også spiller en vigtig rolle, når mennesker med forskellige religioner og tilværelsesforståelser skal finde ud af at leve sammen.

Hverken lovgivning eller udvikling af fælles etiske spilleregler vil imidlertid løse alle samfundets problemer Trods det, at vi har udviklet et fintmasket velfærdssamfund, må vi lære at leve med, at menneskelivet altid vil indebære lidelser og problemer, vanskeligheder og konflikter, som vi ikke altid kan forebygge eller helt og fuldt afhjælpe . For eksempel kan et ungt menneske på 15 år uden at spørge sine forældre træffe mange andre valg – end at konvertere til islam – som vil opleves som meget smertefulde for forældrene.

 

Christiansfeld, onsdag, den 8. august 2017
Mogens S. Mogensen

 

NB: Et eksempel på udviklingen af fælles etiske spilleregler mht. et særligt område inden for religionsmødet er den “Vejledning for kirkers kontakt med og evt. dåb af muslimske asylansøgere“, som alle landets kirker blev enige om i 2004, med revision i 2016.

Skriv en kommentar

En aldersgrænse for konvertering mellem religionerne giver ingen mening

I morgendagens udgave af Kristeligt Dagblad, kan man læse, at ”Politikere ønsker aldersgrænse for konversion”. Som det fremgår af artiklen kan det bestemt udgøre et alvorligt problem, når børn konverterer fra en religion til en anden, fordi de måske ikke altid er klar over konsekvenserne af deres handlinger. Når det gælder folkekirken, har vi allerede en lov, der siger, at børn under 18 år ikke kan blive døbt i folkekirken uden forældres eller værgers tilladelse. Og nu overvejer politikere muligheden af at forbyde børn under 18 år at konvertere til nogen religion uden forældres eller værges tilladelse, således at der kommer en slags ligebehandling mellem folkekirken og andre trossamfund.

Efter en folkekirkelig forståelse er konvertering til kristendommen knyttet til dåben. Dåben foretages af en præst, der udfærdiger en dåbsattest, og dåben indebærer samtidig, at den døbte bliver medlem af folkekirken. Hvis alle kirkesamfund – og øvrige trossamfund – var skruet sammen på samme måde som folkekirken, så ville et sådant forslag om en ved lov fastsat grænse for konvertering måske give mening.

Men der er faktisk kristne trossamfund, der ikke knytter konversionen til dåb; der er kirker, der ikke kræver dåb som forudsætning for medlemskab, ja, der er kristne trossamfund, som slet ikke praktiserer dåb. Så et generelt forbud mod at døbe børn under 18 år uden forældrenes tilladelse – for derved at forhindre, at børn under 18 år konverterer til kristendommen uden forældrenes tilladelse – vil altså i nogen tilfælde ikke få nogen betydning.

Endnu større problemer viser sig, når vi ser på andre religioners konverteringsforståelse og -praksis. Når det fx gælder islam, så sker konverteringen til denne religion ikke i form af et ritual, som forestås af en imam i en moske, og som indebærer medlemskab af et muslimske trossamfund. Ethvert menneske – også et barn under 18 år – kan konvertere til islam ved blot at recitere den muslimske trosbekendelse – der er ingen Gud uden Allah og Muhammed er hans profet – med tilslutning i hjertet foran to mandlige vidner. Når det er sket, er vedkommende blevet muslim. Konvertitten kan bede en imam om at udfærdige en konverteringsattest, men det er ikke obligatorisk, og konvertitten kan udmærket deltage i moské-gudstjenesterne og andre muslimske ritualer uden at blive medlem af noget muslimsk trossamfund. Hvordan skulle man med en lov kunne forbyde, at et barn under 18 år foretager sig en sådan handling? Man kan selvfølgelig forbyde en muslimsk forening at optage personer under 18 år, der er konverteret fra en anden religion, som medlemmer, men det ville være et alvorligt indgreb i foreningsfriheden. Tilsvarende problemer vil man støde ind i, når det gælder konverteringsforståelsen og den dertilhørende konverteringspraksis i en lang række andre religioner.

Et andet problem er, at folkekirken ikke umiddelbart er sammenlignelig med andre trossamfund. Da folkekirken har statskirkelig karakter, er det naturligvis folketinget og kirkeministeren, der vedtager love og udfærdiger bekendtgørelser for udførelsen af folkekirkens ritualer, regler for medlemskab osv. Men det ville nok opleves som et alvorligt overgreb, hvis staten på tilsvarende vis begyndte at regulere andre trossamfunds indre anliggender.

Et tredje problem er, at hvis man mener, at forældrene generelt skal have ret til at bestemme børns religiøse tilhørsforhold, indtil de bliver 18 år, så kunne man med god ret spørge, om forældrene så ikke også skulle have ret til at bestemme over børns politiske tilhørsforhold, indtil de bliver 18 år, således at et barn ikke må melde sig ind i et politisk parti uden forældrenes (eller værgernes) tilladelse?

Uagtet de angiveligt gode hensigter, så giver en generel aldersgrænse for konvertering mellem religionerne – som det fremgår af ovenstående –  ingen mening. Derimod er der al mulig grund til at appellere til alle ledere i ethvert religionssamfund, om at respektere, at mennesker under 18 år er børn, og som sådanne sårbare, og at disse børn har forældre (eller værger), som har ansvar for dem, og som ledere bør inddrage, hvis børnene ønsker at konvertere.

Christiansfeld, tirsdag, den 8. august 2017
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Mission er … at lovsynge – Gud for alle hans gode gerninger mod os- Mission i folkekirken 9

David
Lovsang møder vi i Bibelen fra Mosebøgerne til Johannes Åbenbaring, for Guds folk har altid været et lovsyngende folk. Lovsang indgik i gudstjenesten i Det gamle Testamente, og i Ny Testamente hører vi om, at Jesus også deltog i lovsangen (Matt 26,30). Davids Salmer, som var jødernes salmebog, blev også de første kristnes salmebog og alle senere kristnes salmebog. I Ny Testamente møder vi fx Marias lovsang og Zakarias lovsang, og Paulus formaner de første menigheder til at huske lovsangen: ”Lad Kristi Ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerter til Gud” (Kol 3,16).

Lovsang er menneskets respons på åbenbaringen af Guds godhed og Guds frelsende handlinger. Og det er ikke kun mennesker, der lovsynger Gud. ”Lovpris ham, alle hans engle, lovpris ham, hele hans hær! Lovpris ham, sol og måne, lovpris ham, alle lysende stjerner! Lovpris Herren på jorden, alle I havdyr og store dyb, ild og hagl, sne og røg, du stormvejr, der udfører hans befaling! Alle I bjerge og høje, alle I frugttræer og cedertræer, alle I vilde dyr og alt kvæg, alle I krybdyr og vingede fugle!” (Salme 148). Mennesker og dyr og natur, ja hele kosmos er skabt af Gud for at lovprise Guds storhed. Salmernes bog afsluttes med en salme, der understreger, at Gud skal lovprises på alle mulige måder ”… med hornets klang … med harpe og citer … med pauker og dans ….” og af alle skabninger: ”Alt hvad der ånder, skal lovprise Gud” (Sl 150). Alle skal inddrages i lovsangen til Gud. Lovsangen er derimod også en bekendelse for hele verden: ”Jeg vil takke Herren af hele mit hjerte og fortælle om alle dine undere.” (Sl 9,2). Kristus-hymnen i Fil 2, som måske er en af de første kristnes trosbekendelser, er netop en hymne, en lovsang til Kristus.

Den danske folkekirkes gudstjeneste er i høj grad båret af salmer, dvs. af lovsang, der samtidig er et udtryk for menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten. Mange ændringer i gudstjenesten kan vi forestille os, men ikke en gudstjeneste uden den fælles salmesang. I salmesangen kommer både tilbedelse af Gud, tak til Gud, bøn og forbøn og bekendelse til udtryk.

Mange kirkegængere og øvrige borgere i Danmark er ofte meget åndeligt blufærdige og har svært ved at skulle sætte ord på åndelige spørgsmål, men det poetiske sprog, som vi møder i salmernes lovsang, gør det muligt for mange at sætte ord på deres tanker og følelser, tro og tvivl. Mange har mistet deres religiøse sprog, men salmerne kan være med til at give folk et sprog for troen. Det betyder, at de salmer, vi bruger i lovsangen, har en helt afgørende pædagogisk betydning i formidlingen af den kristne tro fra generation til generation, og til dem, der er fremmede i forhold til kristendommen.

Som kristendom udtrykt i poesi har salmerne også ofte den effekt, at de ikke blot kommunikerer kristendommen til vort intellekt men også til vore følelser. Ja, i og med, at vi bruger vore stemmer i lovsangen, så går kristendommen på en måde også ind i kroppen på os.

Dertil kommer, at de salmer, som vi bruger i lovsangen i kirken, er udtryk for en inkulturering eller kontekstualisering af kristendommen. Den kristne tro udtrykkes i ord og billeder, som giver mening for vor tids mennesker, og sættes i relation til det liv, vi lever i dag. Derfor kan vi ikke nøjes med at synge de gode gamle kernesalmer af Luther, Kingo, Brorson og Grundtvig, men har til stadighed brug for at synge nye salmer. Salmeskrivning og salmesang er derfor også et vigtigt udtryk for mission.

Man kan skelne mellem to former for mission. En centrifugal mission, som er udadrettet og sender os ud fra det center, som kirken her er, til mødet med mennesker, der, hvor de er. Og en centripetal mission, som indebærer at mennesker drages til det center, som kirken og dens fællesskab er, og hvor vi byder folk velkommen, når de kommer til os. Som et gudstjenestefejrende fællesskab er kirken i første omgang engageret i en centripetal mission, en tilstedeværelsens mission, hvor fokus er på det, som kirken altid er, nemlig et lovsyngende fællesskab, der kan virke dragende på mennesker, fordi lovsang er et udtryk for glæde og engagement.

Hvordan vil i en folkekirkelig sammenhæng mission se ud, hvis vi tager udgangspunkt i lovsangs- metaforen? Hvilke praksisser kunne det indebære?

For det første er det vigtigt i sig selv, at der overalt i landet er menigheder, der samles til gudstjeneste og dér lovsynger Gud. Gudstjenesten med dens lovsang er en offentlig handling, der minder mennesker om den treenige Gud, som vi samles for at lovprise, tilbede, takke og bekende troen på. På denne måde er kirken som en by, der ligger på et bjerg, der ikke kan skjules.

For det andet må perspektivet for vor lovsang altid være, at Gud ønsker at inddrage hele sit skaberværk og alle skabninger i lovsangen af ham. Derfor er det opgaven at byde alle andre velkommen til at deltage i lovsangen – og i det hele taget at formidle vore salmer videre i alle mulige sammenhænge. Fx ved at bruge salmerne til fællessang ved højtider og fester.

Guds lovsange synger vi ikke,
men sangene synger i os,
når glæden slår ind i vort hjerte
og smelter vort mismod og trods.
Da ser vi med undrende øjne
vor tvivl blive afklædt som løgne,
og sandheden lyse af liv.

(Holger Lissner. DS 414 v. 3)

Skriv en kommentar

Truslerne mod det liberale demokratiske retssamfund i vesten.

I Kristeligt Dagblad i dag stiller Anders Klostergaard Petersen spørgsmålet, ”Står demokratiets fundament mon fortsat fast?” I kronikken peger han på fundamentale værdier i demokratiet, som ytrings-, trykke-, forsamlings- og trosfrihed samt lighed for loven, og konstaterer, at nogle af disse værdier er under pres i Danmark i dag, som det kommer til udtryk i sagen omkring Inger Støjberg.

Ét er, at vort demokrati måske er truet indefra, at der så at sige går råd i demokratiet. Det er en proces, som kan ske umærkeligt og over lang tid, men alligevel en proces som kan svække demokratiet alvorligt. Noget andet er, at vort demokrati – eller for at udtrykke det lidt mere præcist vort liberale demokratiske retssamfund i vesten er truet så at sige udefra. En sådan trussel kan – som historien viser – pludselig føre til, at et demokrati omstyrtes og vi får et helt andet samfundssystem.

Her har der i de seneste år især været sat fokus på truslen fra de islamistiske jihadister, der i deres bestræbelser på at indføre kalifatet også har grebet til vold. Men det er kun for de nær- og kortsynedes, at de islamistiske jihadister er den eneste trussel mod demokratiet i vesten. Vi har også oplevet truslen fra revolutionære marxister, der i deres kamp mod kapitalismen og for det klasseløse samfund har grebet til vold. Og sidst, men langt fra mindst, er der, hvad jeg i mangel af en bedre betegnelse, vil kalde de national-konservative frihedskæmpere, der i opgøret med det multikulturelle samfund, indvandringen og muslimerne, og med globaliseringen og menneskerettighederne, har grebet til vold i deres forsvar for nationalstaten og for det oprindelige folk – på måder, som giver mindelser om fascisterne.

Fælles for de islamistiske jihadister, de revolutionære marxister og de national-konservative frihedskæmpere er netop deres opgør med det liberale demokratiske retssamfund. I et retssamfund har staten et voldsmonopol, som de ikke respekterer, og når de får kontrol over statsmagten respekterer de ikke, at statens voldsanvendelse i et retssamfund begrænses af borgerne frihedsrettigheder og lighed for loven, således at retssamfundet afløses af magtsamfundet. De er bundet sammen af en foragt for individuelle menneskerettigheder, individet plads overtages af den sociale klasse, medlemmer af en religion, eller et folk (fx ”danskerne”), således at der ikke kan være nogen lighed for loven. De har ingen grundlæggende respekt for magtens tredeling – og heller ikke for betydningen af ”den fjerde statsmagt”, nemlig den frie presse, hvorfor deres virke – også i forlængelse af ovenstående – altid peger i retning af en autoritær styreform og totalitarisme.

De islamistiske jihadister og de revolutionære marxister har det til fælles, at de er internationalister, mens de national-konservative frihedskæmpere er nationalister. De islamistiske jihadister og de national-konservative frihedskæmpere har det til fælles, at de i alt fald overfladisk betragtet er religiøse (hhv. muslimske og kristne), mens de revolutionære marxister er ateister (om end de dog undertiden forholder sig næsten religiøst til marxismen). De islamistiske jihadister og de national-konservative frihedskæmpere har også det til fælles, at de er reaktionære, dvs. de søger tilbage til en tidligere idealtilstand, hhv. det muslimske kalifat og den førmoderne nationalstat, mens de revolutionære marxister bygger på en utopi om det klasseløse samfund.

I visse kredse er det blevet gængs at tale om nødvendigheden af at anerkende forbindelsen mellem islam/muslimerne og den jihadistiske islamisme og dens vold, som vi oplever talrige eksempler på i terrorangreb i en række europæiske lande og USA i disse år. Og det er også rigtig, at der er en forbindelse, men det samme gør sig jo også gældende for de andre bevægelser. Der er en forbindelse mellem socialister og revolutionære marxister og deres vold, som vi især i så eksempler på i anden del af det 20. århundrede, og der er en forbindelse mellem konservatisme og de national-konservative frihedskæmper og deres vold, som vi i disse år oplever eksempler på i USA og Europa. Men lige så lidt, som det giver mening at mistænkeliggøre enhver fædrelandskærlig konservativ, der gerne vil væren om den kristne danske nationalstat, eller enhver socialist, der kæmper for social retfærdighed nationalt og globalt, lige så lidt giver det mening at mistænkeliggøre alle verdens 1,6 mia. muslimer, som ønsker at leve fredeligt i lydighed mod Allah og at dele denne tro med andre. Men historisk og aktuelt er der, som enhver kan forsikre sig om, eksempler på, at enkeltpersoner og grupper – det være sig socialister, konservative eller muslimer – vitterligt har søgt at legitimere kampen mod det den liberale demokratiske retsstat – og også voldsanvendelsen i denne kamp – ud fra deres tradition, og dermed taget denne tradition og dens tilhængere som gidsler.

I disse år opleves de jihadistiske islamister af gode grunde som den største trussel mod den liberale demokratiske retsstat. Vi skal imidlertid ikke langt tilbage i det 20. århundrede, før det var de revolutionære marxister, vi var mest bange for. Men måske vil den største trussel mod den liberale demokratiske retsstat i de kommende år komme fra ekstreme nationalistiske konservative bevægelser som de national-konservative frihedskæmpere, fordi tre af verdens mægtigste ledere i vort nabolog – Putin, Erdogan og Trump – åbenbart er stærkt påvirket af denne tradition. Dertil kommer, at dette angreb udefra – i den dansk sammenhæng – spiller sammen med det angreb mod demokratiets fundament indefra, som Anders Klostergaard Petersen advarede mod i sin kronik.

Christiansfeld, tirsdag, den 1. august 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar