Muslimsk-kristne relationer i Jordan

Skyline..jpgNår man, som vi gør det i aften, sidder på en moderne café i Amman og nyder Jordan-vin af høj kvalitet og er omgivet af unge og ældre mennesker, der i adfærd og påklædning ikke er meget forskellige fra dem, vi omgås i Europa, så kan man næsten glemme, at Jordan er et muslimsk land. Men virkeligheden er, at omkring 95% af den ca. 9,5 mio. store befolkning er muslimer (halvdelen palæstinensere), og kun nogle 3-4% er kristne (især græsk-ortodokse og romersk-katolske).

I mange mellemøstlige lande er kristendommen alvorligt truet i disse år, men her udgør Jordan en glædelig undtagelse. Selv om de kristne kun udgør en meget lille minoritet, så fylder de faktisk meget i bybilledet med deres mange og store – og ofte også meget gamle – kirker, der i mange tilfælde ligger side om side med moskéer på centrale pladser i byen. Alle, vi talte med, både muslimer og kristne, sagde, at forholdet mellem kristne og muslimer var meget harmonisk. I flere tilfælde var vi faktisk i lang tid i tvivl om, hvorvidt de personer, som vi faldt i snak med, var muslimer eller kristne, og flere af de muslimer, vi mødte, havde sågar været i kirke flere gange ved forskellige lejligheder.

Jordan er da også kendt som et land, der både nationalt og internationalt er gået foran i bestræbelsen på at bekæmpe islamisk ekstremisme og på at skabe dialog mellem muslimer og kristne. Allerede i 1994 grundlagde den nuværende konges onkel, prins El Hassan bin Talal, der hele tiden har været den drivende kraft i Jordans dialogarbejde, ”The Royal Institute for Inter-Faith Studies” i Amman ”with the aim of defusing tensions and promoting peace, regionally and globally”.

Som en respons på den islamofobe retorik, der bredte sig efter 9-11-terrorangrebet i 2001, tog kong Abdullah initiativ til at samle muslimske lærde fra hele verden om det såkaldte ”Amman Message” (2005), der havde tre hovedpunkter: (1) anerkendelsen af alle 8 islamiske lovskoler som valide (2) forbuddet mod tafkir, dvs. at man erklærede andre muslimer for apostater (3) vedtagelsen af fælles standarder for udstedelse af fatwa’er. Da kong Abdullah i 2010 præsenterede dokumentet på FN´s generalforsamling, tog han samtidig initiativ til at foreslå indførelsen af en ”World Interfaith Harmony Week” til afholdelse hvert år den første uge i februar, en begivenhed, som også i år markeredes i Danmark.

Det var også fra Jordan, at initiativet kom til ”A Common Word” (2007), som 138 ledende muslimske lærde – med prins Muhammed bin Talal, en fætter til kong Abdullah, som pennefører, fra hele verden, tilsluttede sig, og som var et åbent brev til kristne ledere. Dokumentets hovedbudskab var, at i og med at kristne og muslimer tilsammen udgør over halvdelen af verdens befolkning, at den fremtidige fred i verden i høj grad er afhængig af fred mellem muslimer og kristne. Basis for denne fred og forståelse mellem muslimer og kristne eksisterer allerede, da kærlighed til den ene Gud og kærlighed til næsten er grundlæggende principper i begge religioner. Endelig modtog kong Abdullah pave Frans i Jordan i 2014 og ledsagede ham til al-Maghtas, det sted, hvor Johannes Døberen døbte Jesus i Jordan-floden, på østbredden af Jordan-floden.

Så vidt så godt. Men på helt afgørende punkter styres Jordan stadig efter islamiske traditioner. Der er således ikke religionsfrihed i den betydning af ordet, som vi forstår det i Vesten, altså fx det enkelte individs ret til at praktisere sin tro, men også til ikke at tro og til at skifte tro. I Jordan er det først og fremmest religionssamfund – dvs. de religionssamfund – som er godkendt af regeringen – der tilkendes rettigheder, inkl. retten til at praktisere kirkens tro. Og så tilkendes de forskellige trossamfund – efter traditionen fra det osmanniske rige – jurisdiktionen over deres medlemmer, på en række privatretlige områder, som fx ægteskab og skilsmisse og arv. Dertil kommer, at der nok er religionsfrihed (med begrænsninger) men ikke religionslighed – begrundet i, at Jordan er et muslimsk land.

Konversion er ikke forbudt ved lov, men en muslim, der konverterer til kristendommen, kan ikke få sin nye religiøse status godkendt, mens der ingen hindringer er for, at en kristen, der konverterer til islam, kan få sin nye religiøse status godkendt. Og der er desværre også eksempler på, at konvertitter fra islam til kristendom bliver chikaneret af myndighederne. Dertil kommer den sociale udstødelse af konvertitter og faren for verbale og fysiske overgreb fra familien og religiøse ledere.

Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke muslimsk mand er ikke tilladt, og kun hvis manden konverterer til islam bliver ægteskabet anerkendt. Og hvis en kristen kvinde konverterer til islam, mens hun er gift med en kristen mand, må manden også konvertere til islam, for at deres ægteskab skal forblive lovligt. Og også på en række andre områder er der problemer for kristne og andre religiøse minoriteter.

Der er ingen tvivl om, at den kristne minoritet i Jordan har det langt bedre end de fleste andre kristne minoriteter i Mellemøsten. Der er heller ingen tvivl om, at mange kristne i andre mellemøstlige lande ville ønske, at de oplevede de samme harmoniske relationer mellem kristne og muslimer, som man gør i Jordan. Men træerne vokser ikke ind i himlen – heller ikke i Jordan. Selv i Jordan er der endnu lang vej til den form for religionsfrihed, som vi i Vesten anser for helt grundlæggende for et demokratisk retssamfund.

Amman, Jordan, onsdag, den 22. marts 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Muslimsk-kristne relationer i Jordan

Når man, som vi gør det i aften, sidder på en moderne café i Amman og nyder Jordan-vin af høj kvalitet og er omgivet af unge og ældre mennesker, der i adfærd og påklædning ikke er meget forskellige fra dem, vi omgås i Europa, så kan man næsten glemme, at Jordan er et muslimsk land. Men virkeligheden er, at omkring 95% af den ca. 9,5 mio. store befolkning er muslimer (halvdelen palæstinensere), og kun nogle 3-4% er kristne (især græsk-ortodokse og romersk-katolske).

I mange mellemøstlige lande er kristendommen alvorligt truet i disse år, men her udgør Jordan en glædelig undtagelse. Selv om de kristne kun udgør en meget lille minoritet, så fylder de faktisk meget i bybilledet med deres mange og store – og ofte også meget gamle – kirker, der i mange tilfælde ligger side om side med moskéer på centrale pladser i byen. Alle, vi talte med, både muslimer og kristne, sagde, at forholdet mellem kristne og muslimer var meget harmonisk. I flere tilfælde var vi faktisk i lang tid i tvivl om, hvorvidt de personer, som vi faldt i snak med, var muslimer eller kristne, og flere af de muslimer, vi mødte, havde sågar været i kirke flere gange ved forskellige lejligheder.

Jordan er da også kendt som et land, der både nationalt og internationalt er gået foran i bestræbelsen på at bekæmpe islamisk ekstremisme og på at skabe dialog mellem muslimer og kristne. Allerede i 1994 grundlagde den nuværende konges onkel, prins El Hassan bin Talal, der hele tiden har været den drivende kraft i Jordans dialogarbejde, ”The Royal Institute for Inter-Faith Studies” i Amman ”with the aim of defusing tensions and promoting peace, regionally and globally”.

Som en respons på den islamofobe retorik, der bredte sig efter 9-11-terrorangrebet i 2001, tog kong Abdullah initiativ til at samle muslimske lærde fra hele verden om det såkaldte ”Amman Message” (2005), der havde tre hovedpunkter: (1) anerkendelsen af alle 8 islamiske lovskoler som valide (2) forbuddet mod tafkir, dvs. at man erklærede andre muslimer for apostater (3) vedtagelsen af fælles standarder for udstedelse af fatwa’er. Da kong Abdullah i 2010 præsenterede dokumentet på FN´s generalforsamling, tog han samtidig initiativ til at foreslå indførelsen af en ”World Interfaith Harmony Week” til afholdelse hvert år den første uge i februar, en begivenhed, som også i år markeredes i Danmark.

Det var også fra Jordan, at initiativet kom til ”A Common Word” (2007), som 138 ledende muslimske lærde – med prins Muhammed bin Talal, en fætter til kong Abdullah, som pennefører, fra hele verden, tilsluttede sig, og som var et åbent brev til kristne ledere. Dokumentets hovedbudskab var, at i og med at kristne og muslimer tilsammen udgør over halvdelen af verdens befolkning, at den fremtidige fred i verden i høj grad er afhængig af fred mellem muslimer og kristne. Basis for denne fred og forståelse mellem muslimer og kristne eksisterer allerede, da kærlighed til den ene Gud og kærlighed til næsten er grundlæggende principper i begge religioner. Endelig modtog kong Abdullah pave Frans i Jordan i 2014 og ledsagede ham til al-Maghtas, det sted, hvor Johannes Døberen døbte Jesus i Jordan-floden, på østbredden af Jordan-floden.

Så vidt så godt. Men på helt afgørende punkter styres Jordan stadig efter islamiske traditioner. Der er således ikke religionsfrihed i den betydning af ordet, som vi forstår det i Vesten, altså fx det enkelte individs ret til at praktisere sin tro, men også til ikke at tro og til at skifte tro. I Jordan er det først og fremmest religionssamfund – dvs. de religionssamfund – som er godkendt af regeringen – der tilkendes rettigheder, inkl. retten til at praktisere kirkens tro. Og så tilkendes de forskellige trossamfund – efter traditionen fra det osmanniske rige – jurisdiktionen over deres medlemmer, på en række privatretlige områder, som fx ægteskab og skilsmisse og arv. Dertil kommer, at der nok er religionsfrihed (med begrænsninger) men ikke religionslighed – begrundet i, at Jordan er et muslimsk land.

Konversion er ikke forbudt ved lov, men en muslim, der konverterer til kristendommen, kan ikke få sin nye religiøse status godkendt, mens der ingen hindringer er for, at en kristen, der konverterer til islam, kan få sin nye religiøse status godkendt. Og der er desværre også eksempler på, at konvertitter fra islam til kristendom bliver chikaneret af myndighederne. Dertil kommer den sociale udstødelse af konvertitter og faren for verbale og fysiske overgreb fra familien og religiøse ledere.

Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke muslimsk mand er ikke tilladt, og kun hvis manden konverterer til islam bliver ægteskabet anerkendt. Og hvis en kristen kvinde konverterer til islam, mens hun er gift med en kristen mand, må manden også konvertere til islam, for at deres ægteskab skal forblive lovligt. Og også på en række andre områder er der problemer for kristne og andre religiøse minoriteter.

Der er ingen tvivl om, at den kristne minoritet i Jordan har det langt bedre end de fleste andre kristne minoriteter i Mellemøsten. Der er heller ingen tvivl om, at mange kristne i andre mellemøstlige lande ville ønske, at de oplevede de samme harmoniske relationer mellem kristne og muslimer, som man gør i Jordan. Men træerne vokser ikke ind i himlen – heller ikke i Jordan. Selv i Jordan er der endnu lang vej til den form for religionsfrihed, som vi i Vesten anser for helt grundlæggende for et demokratisk retssamfund.

Amman, Jordan, onsdag, den 22. marts 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Jordan og Det Hellige Land?

For langt over 3000 år siden stod han ifølge traditionen her. Efter en lang ørkenvandring var han næsten fremme ved målet. Men længere fik han ikke lov at gå, og et eller andet sted i området ligger han sikkert begravet. Men her fra Nebo-bjerget fik Moses lov at se ind over Det Døde Hav og Jordan dalen ind mod det forjættede land, det hellige land, som Gud havde lovet ham at give til Israels tolv stammer.

Forhåbentlig var udsigten bedre på Moses’ tid end i går, hvor det hellige land gemte sig i en dis for os. Så var det meget lettere at få et klart overblik over Det Hellige Land, da vi besøgte Skt. George Church i Madaba, nogle få km. fra Nebo-bjerget. I denne græsk-ortodokse kirke, hvis ældste dele går helt tilbage til det 6. Århundrede, opdagede man ved udgravninger, at der i kirkegulvet var en mosaik med et kort over Det Hellige Land. Det er det ældste kendte kort over Det Hellige Land, og er sandsynligvis produceret midt i det 6. Århundrede.

Men hvad er Det Hellige Land egentlig? For jøder referer det netop til det forjættede land, det land, som Gud havde lovet Moses. Ofte tænker vi vel på, at dette hellige land dækkes af staten Israel og Palæstina (Vestbredden), men de områder, som blev lovet til Rubens og Gads stamme, og dele af de områder, som blev lovet til Manasses stamme, ligger faktisk i Jordan i dag (lige som Nebo-bjerget). For kristne refererer Det Hellige Land til det område, hvor Jesus færdedes, og når der arrangeres rejser til Det Hellige Land, for at man kan få mulighed for at gå i Jesu fodspor, så er det næsten altid Israel og Palæstina, der er målet. Men Jesus færdedes faktisk også i de områder, som i dag hører til Jordan. Et eksempel på det er det sted ved Jordan-floden, hvor Johannes Døberen døbte Jesus. Meget tyder på, at det var på østbredden af Jordan, at det fandt sted, tæt ved det sted, hvor profeten Elias virkede og for til himmels. Så Jordan har altså også del i ”Det Hellige Land”.

Og dog, så giver det vel ikke nogen aktuel mening i dag at kalde de områder, som dækkes af Israel, Palæstina og Jordan for særligt hellige. I alt fald ikke ud fra en kristen betragtning. Gud udvalgte sig et folk og gav dem et land at bo i, ikke fordi Gud kun elskede det folk, men fordi Gud gennem denne folk ønskede at velsigne hele verdens befolkning, sådan som det også skete gennem Jesus, der blev født ind i dette folk. Gennem Jesus har Gud kaldet alle mennesker og hvert eneste folkeslag til at være hans udvalgte folk, uanset i hvilket land de bor i. Og derfor giver det efter min mening ikke længere nogen aktuel mening at tale om områder i Mellemøsten som ”Det Hellige Land”, som om der også i dag var knyttet særlige forjættelser til dem.

Men giver det ikke stadig mening i dag, at kalde de områder, hvor Jesus vandrede omkring og åbenbarede Gud for mennesker gennem sin prædiken og sine gerninger, for ”Det Hellige Land”? I de måske 33 år Jesus levede, inden han blev korsfæstet, døde, opstod og for til himmels, vandrede han kun rundt i de områder, som vi i dag kender som Israel, Palæstina og Jordan, men i dag møder han ved Helligånden mennesker over alt på jorden, i alle lande, og åbenbarer Guds herlighed for dem. Og derfor giver det efter min mening ikke længere nogen aktuel mening, at tale om områder i Mellemøsten som ”Det Hellige Land”, som om Jesu på en særlig måde skulle give sig til kende der.

Men ikke desto mindre er det også i dag særdeles spændende at færdes fx i Jordan – der også var en del af ”Det Hellige Land” – og se, hvor nogle af Det Gamle Testamentes profeter virkede, og hvor Jesus if. Ny Testamente vandrede.

Hawa, Guest House, Amman, Jordan, tirsdag, den 21. marts 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Overvældet af mellemøstlig gæstfrihed i Amman

Vi var lige landet sent lørdag aften og var blevet kørt ind til vort gæstehus i det centrale Amman. Vi havde ingen planer for søndagen, bortset fra at vi hjemmefra havde kontaktet den lutherske kirke for at høre, hvornår de holdt gudstjeneste. Vi var meget velkomne til at deltage i gudstjenesten kl. 19, skrev præsten. Efter en sen morgenmad gik vi en tur ned ad gaden, og hørte den smukkeste sang, som lokkede os ind i en kirke, hvor vi overværede messen. Det viste sig at være St. Georgs græsk-katolske melkitiske domkirke. Deltagerne insisterede på, at vi kom op til præsten og lige som de andre deltagere i messen modtog et stykke brød, som præsten havde velsignet. Derefter blev vi inviteret på kirkekaffe – og lækre søde kager – og fik lejlighed til at lære nogle af kirkegængerne at kende.

På vej ud af kirken udpegede en af kvinderne et bygning længere oppe ad gaden. Der syntes hun vi skulle kigge ind, da det var et interessant kunstmuseum for contemporary art. Da vi var på vej ind i det, der viste sig at være et privat kunstmuseum, faldt vi i snak med et par mænd, der også skulle ind på museet. Begge var født i Bagdad, men havde forladt landet. Det var en yngre mand, der var i gang med et PhD studium i kunsthistorie på Harvard – og havde fået amerikansk statsborgerskab, og en ældre forretningsmand, bosiddende i Amman, men med canadisk statsborgerskab. Den unge mand tilbød os at være med i rundvisningen, og den næste time fik vi så helt gratis en meget kompetent indføring i moderne mellemøstlig billedkunst med hovedvægt på palæstinensiske malere.

Efter at have taget afsked med den unge mand, satte vi os og fik en kop te. I samtalens løb kommenterede den ældre mand vort tilfældige møde med ordene, ”Intet blad falder, uden at Gud ved det”, som er et citat fra Koranen sura 56 vers 9, og som han tolkede sådan, at der var en mening med alting, også vort møde. Det viste sig, at han i 1972 som ung mand havde forladt Irak pga Saddam Hussain og hans brutale Baath regime, der bl.a. havde holdt hans far i fængsel et par år, blot fordi han var en internationalt anerkendt advokat. Siden havde han blandt andet studeret i USA på en jesuitisk uddannelsesinstitution og arbejdet mange steder rundt om i verden som ingeniør og forretningsmand. Fra sin mor, der i Bagdad havde været en kunstnermæcen, havde han fået interessen for kunst, og samtidig var han dybt engageret i flygtningearbejde og andet hjælpearbejde. Han insisterede på, at vi skulle besøge hans 92-årige gamle mor, der blev passet af to filippinske kvinder, i en lejlighed, der var et veritabelt galleri. Her fik vi den lækreste frokost og hørte og så om livet i Bagdad, også under den første Irak-krig. Derefter blev vi inviteret med til hans nærliggende lejlighed, der også var fyldt med kunst – og historier om et spændende liv.

Der gik lang tid, inden vi blev klar over hans religiøse og etniske identitet. Det viste sig nemlig, at en i hans familie både havde tyrkiske, kurdiske, iranske og irakiske rødder, og at der i hans familie både var sunni-muslimer, shi’a-muslimer og kristne. Han var sunni-muslim og havde flere gange været på pilgrimsrejse til Mekka (hajj), men det forhindrede ham ikke i at sætte stor pris på især jordansk vin og skotsk whisky. Da han hørte, at vi skulle i kirke kl. 19, insisterede han på at køre os derhen.

Den lutherske kirke hed (på engelsk) ”The Good Shepherd Church” og var en del af den evangelisk-lutherske kirke i Jordan og det Hellige Land, hvis biskop er Munib Younan, der samtidig er præsident for Det Lutherske Verdensforbund. Kirken fejrede ”mors dag” ved at den mandlige præst havde overladt ledelse af hele gudstjenesten til kvinder. Selvom gudstjenesten foregik på arabisk kunne vi følge med i den, da den lutherske liturgi var kendt, og de tilmed sang et par salmer på melodier, vi kendte. Ved afslutningen af gudstjenesten bød præsten os velkommen på arabisk og engelsk og indbød os til at være med i det fælles måltid og den fest, der blev afholdt i menighedslokalet efter gudstjenesten. Den gæstfrihed kunne vi naturligvis heller ikke sige nej til.

Sent søndag aften nåede vi omsider igen hjem til vort gæstehus – overvældet af mellemøstlig gæstfrihed.

Hawa Guest House, Amman, Jordan, mandag, den 20. marts 2017
Mogens S. Mogensen
 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Fem spørgsmål om folkekirken og mission blandt muslimer

Artiklen i Kristeligt Dagblad i dag, ”Præster: Ikke vores opgave at omvende muslimer” giver anledning til en række spørgsmål, som jeg vover at forsøge at give et svar på – som oplæg til en samtale om emnet.

1. Er mission blandt muslimer folkekirkens opgave? – Ja.
I Kirkeministeriets ”blå betænkning” nr. 1477 ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fra 2006 står der indledningsvis under overskriften ”Kirkens opgave”, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser…. Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.” Så kan det da ikke siges tydeligere.

Som folkekirke er det naturligvis vor opgave at forkynde de gode nyheder om Jesus Kristus, for alle mennesker, også muslimer. At forholde muslimer eller andre særlige grupper evangeliet ville være respektløst over for dem, at vi har fået evangeliet til deling med alle mennesker. På samme måde forventer jeg også, at muslimer ønsker at dele deres tro med mig og alle andre kristne

2. Er det præsters – eller andre kristnes – opgave at omvende muslimer? – Nej.
Det er præsters og andre kristnes opgave i ord og handling at vidne om – fortælle om, kommunikere om, pege hen på – Jesus Kristus. Hvis vi har oplevet, at evangeliet er glædelige nyheder for os, så er det da naturligt at dele det med andre. Men hverken præster eller andre kristne kan omvende – eller skal forsøge at omvende – andre mennesker til Gud. Som det fremgår af evangeliet, så er omvendelse et mellemværende mellem den enkelte og Gud, og derfor taler Ny Testamente da også typisk om, at et menneske omvender sig til Gud, og Guds Ånd fører mennesker til omvendelse. Omvendelse er som troen en Guds gave, som intet menneske råder over.

Enhver tale om at omvende andre, gør andre mennesker til objekter for vore handlinger, og her er manipulation og overgreb en nærliggende fare. At ønske for andre – ja at bede for andre, at de finder glæden i troen på Kristus, lige som vi har gjort, er derimod et udtryk for kærlighed.

3. Er mission forkyndelse eller dialog? – Ja.
Mission er det vi som kirke er sendt for at være, gøre og sige, alt sammen som et vidnesbyrd om det Guds Rige, der i Jesus Kristus er brudt igennem i verden. Hvordan ”vidner” vi bedst om evangeliet? Det afhænger helt af konteksten. Det kan ske gennem prædiken-forkyndelse, det kan ske gennem dialog, som jo dybest set blot betyder samtale, og på mange andre måder. Og hvis vi er i tvivl om, hvordan vi skal møde andre mennesker – også i mission – så kan vi blot mindes Jesu ord om, at ”Alt, hvad I vil, at mennesker, skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Hvis nu det var muslimen, der ønskede at dele sin tro, med mig, hvordan ville jeg så helst have, at han gjorde – eller ikke gjorde – det?

4. Er kirken kun for medlemmerne, og skal præsten kun koncentrere sig om kirkens medlemmer? – Nej.
Kirken er ikke en klub for medlemmer, hvor målet er at servicere medlemmerne bedst muligt. At være kirke er at være sendt til verden, både den nære verden i lokalmiljøet og den fjerne verden langt herfra. Som Dietrich Bonhoeffer har sagt det: ”At være kirke, er altid at være kirke for andre”. Derfor skal vi naturligvis også være parat til at være kirke for muslimer – med gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission.

5. Er formålet med mission blandt muslimer at sikre nye medlemmer til folkekirken? – Nej.
I artiklen står der, at ”Folkekirkens faldende medlemstal har fået flere til at efterlyse et øget fokus på mission.” Men om vi så vidste, at ikke en eneste af de muslimer, der blev kristne, ville vælge at blive medlem af folkekirken, så er det alligevel vor opgave som kirke at dele evangeliet med dem. At gøre mission til et middel til at vende folkekirkens nedadgående medlemskurve og dertilhørende truede økonomi, underminerer missionens integritet. At mission måske fører til, at flere bliver medlemmer af folkekirken, kan vi naturligvis kun glæde os over, men det kan aldrig være det mål, vi styrer efter.

Det tager naturligvis tid for en gammel kirke som den danske folkekirke, der i århundreder har virket i et kristent enhedssamfund, at vænne sig til at skulle agere i en kontekst, hvor et stigende antal borgere bekender sig til fremmede religioner, eller ingen religion bekender sig til. Vi har ingen opskrift liggende i skuffen – ikke engang fra Luther – om, hvordan vi skal være kirke i den situation, så derfor må vi prøve os frem, og også – forhåbentlig – i fred og fordragelighed drøfte med hinanden, hvordan vi griber denne spændende nye udfordring an.

Christiansfeld, torsdag, den 16. marts 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Erdogan – og politiske hadprædikanters trussel mod den offentlige orden

Den 19. december sidste år vedtog Folketinget en ”Lov om ændring af udlændingeloven”. I loven slås det fast, at ”En udlænding kan optages på en liste, hvis udlændingen virker som religiøs forkynder eller på anden måde udbreder en religion eller tro og hensynet til den offentlige orden i Danmark tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.”

Det er naturligvis helt legitimt for en suveræn stat at udelukke udenlandske borger fra adgang til Danmark, hvis man har en begrundet frygt for at de vil forstyrre den offentlige orden. Problemet med loven, som mange gjorde opmærksom på, var at det ikke var alle potentielle forstyrrere af den offentlige orden, som blev omfattet af loven, men kun sådanne som var ”religiøse forkyndere”. Det byder det, at loven – efter min vurdering – er et udtryk for en diskrimination af religiøse forkyndere i forhold til alle andre, der ønsker at kommunikere et budskab.

Lovens udformning giver det indtryk, at trusler mod den offentlige orden især kommer fra religiøse forkyndere. Og det er bestemt også korrekt, at religiøse forkyndere kan true den offentlige orden. Men historisk set er det nu ikke religiøse forkyndere – hverken inden- eller udenlandske – som har udgjort den største trussel mod den offentlige orden, hverken i Danmark eller i vore nabolande. Historisk set er der kommet langt større og flere trusler mod den offentlige orden fra politisk side.

Det er vel netop det, som vi oplever i en række europæiske lande i disse dage, som fx Tyskland og Holland – og også Danmark. Tyrkiets præsident Erdogan og flere af hans ministre ønsker at rejse til en række land i Europa, inkl. Danmark, for der at afholde vælgermøder. Myndighederne i Tyskland og Holland har – så vidt jeg kan vurdere med rette – betragtet sådanne besøg fra Tyrkiske politikere til valgmøder for tyrkere bosat i disse lande, og har derfor forbud dem adgang.

Her kommer truslen ikke fra hadefulde udenlandske religiøse forkyndere (hadprædikanter), men fra hadefulde udenlandske politikere. For politikere, der for nogles vedkommende måske lider af en form for religionsforskrækkelse, er det nok let at få øje på, at religiøse hadprædikanter kan udgøre en trussel mod den offentlige orden. Derimod er det nok sværere for politikere at få øje på den trussel mod den offentlige orden, som politiske hadprædikanter kan udgøre. Og det forklarer sikkert, hvorfor politikerne vedtog ovennævnte ændring af udlændingeloven, der kun fokuserer på udenlandske religiøse forkyndere. Men det ændrer altså ikke ved det faktum, at politiske hadprædikanter også kan udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Derfor må konklusionen mht. ændringen af udlændingeloven være, at det er en ”ommer”.

Christiansfeld, søndag, den 12. marts 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Interreligiøs gæstfrihed i Vejle

I bydelen Løget i den sydlige udkant af Vejle ligger der en kirke, bygget i 2004, og i juni sidste år flyttede en moské i Vejle til Løget, Vejle Masjid / Vejle Arabisk Forening. Som man kan opleve det flere steder i Mellemøsten, Afrika og Asien er kirken og moskéen blevet naboer, og i Vejle kun 25 m fra hinanden.

I min barndom var islam, hinduisme og buddhisme fremmede religioner, som vi læste om i bøger og så i film fra fjerne lande. I dag er disse muslimer, hinduer og buddhister en del af den danske befolkning, og moskéer og templer er blevet en del af gadebilledet i større byer. Hvordan skal vi i folkekirken forholde os til den virkelighed – og det samme spørgsmål må muslimer, hinduer og buddhister naturligvis stille sig?

I går kunne vi i Kristeligt Dagblad læse, at ”Muslimer og kristne i Vejle vil forbedre naboskabet og inviterer hinanden på gudstjeneste og bøn”. I en fælles indbydelse står der, at Løget Moske og Løget kirke er gået sammen om at lave et stort åbent hus arrangement søndag d. 26. marts fra kl. 12-16. Det sker i samarbejde med Kvartershuset, Grønlandsvejens netværk samt andre af områdets gode kræfter. Arrangementet er et tiltag for at fremme godt naboskab og skabe bånd og forståelse på tværs af kultur og religion. Dagen vil byde på mange aktiviteter for både børn og voksne. Man vil kunne opleve en fredagsbøn i moskeen (kl. 12.30) og være med til gudstjeneste i kirken (kl. 14). Moskeen byder på tapaz og kirken inviterer på kaffe. I begge huse vil der være mange forskellige aktiviteter for både børn og voksne. Vi inviterer indenfor og glæder os til en dag, hvor man kan blive klogere på både tro, kultur, sig selv og sine medmennesker.”

Morten Kvist, der er præst i Herning og Gellerup Valgmenigheder, har en anden tilgang til den samme virkelighed. ”Jeg ser meget positivt på oplysende møder på tværs af religionerne. Men problemet opstår, når man tager del i hinandens bekendelseshandlinger. En fredagsbøn er en kultisk handling, og man kan ikke stille sig ind under islams bekendelser og samtidig tage sin egen tro alvorligt. Dertil er afstanden for stor.”

En tilsvarende holdning findes også blandt muslimer. Da jeg var missionær i Nigeria, oplevede jeg også muslimske ledere, der frarådede – for ikke at sige  forbød – muslimer at træde ind i en kirke, for slet ikke at tale om at være til stede ved en kristen gudstjeneste, og der er sikkert også muslimske ledere i Danmark, der har den holdning.

Frygten hos disse muslimske ledere var, at muslimer kunne risikere at blive tiltrukket af kristendommen, hvis de gik ind i en kirke og overværede en gudstjeneste. Og på samme måde mener Kvist åbenbart, at en kristen, der i en moske overværer en muslimsk bekendelse ikke samtidig kan tage sin egen kristne tro alvorligt. Ethvert møde med et menneske med en anden tro, enhver oplevelse af et andet religiøst eller ikke-religiøst fællesskab, ja, selv enhver læsning om en anden religion eller tilværelsesforståelse kan naturligvis vække interesse og føre til at en person vælger at skifte tro, men det er vel et grundlæggende vilkår ved menneskelivet, som vi ikke kan ændre på uden at gøre skade på menneskelivet. Og det omvendte kan jo også ske, nemlig, at mødet med ”den anden”, ”det anderledes”, fører til, at man besinder sig på og fordyber sig i sin egen tro eller tilværelsesforståelse.

For mig at se er spørgsmålet her først og fremmest, om vi som kristne menigheder vil vise gæstfrihed over for – og modtage gæstfrihed fra – de trossamfund (og livssynssamfund), som er vore naboer. Gæstfrihed handler ikke kun om at byde sine venner og meningsfæller indenfor, men i endnu højere grad om at byde ”den fremmede” velkommen. På græsk hedder gæstfrihed ”philoxenia”, kærlighed til den fremmede (modsætningen er ”xenophobia”, had mod den fremmede), og for kristne må udfordringen altid være at udvise gæstfrihed, og en af de måder, det kan ske på, er ved at invitere ”fremmede” til at overvære vores gudstjeneste, uden noget pres for at få dem til at blive kristne.

At udvise gæstfrihed – og at modtage gæstfrihed – kan føre meget med sig. Interreligiøs gæstfrihed, som de praktiserer den i Løget, kan være med til at øge det gensidige kendskab, så fordomme afmonteres, og så der udvikles relationer af godt naboskab. Gæstfrihed kan i det hele taget føre til, at der udvikler sig venskaber. Og gæstfrihed kan føre til store overraskelser. I Bibelen er der eksempler på, at mennesker, der viste gæstfrihed mod fremmede, fik Herren selv på besøg i skikkelse af den fremmede.

Det kan godt være, at der kun er 25 meter mellem moskéen og kirken i Løget, men mange oplever, som Morten Kvist, at ”afstanden er for stor” mellem islam og kristendom, til at man kan være til stede ved hinandens gudstjenester eller bønner. Morten Kvist har ret i, at der er helt afgørende forskelle mellem kristendom og islam og mellem muslimer og kristne, men gæstfrihed – at være værter for og gæster hos hinanden – handler netop ikke om at udslette ”den andens anderledeshed”, eller om kun at fokusere på ”vor fælles menneskelighed”, men om at mødes og give rum for hinanden, netop som dem vi er, også i vor forskellighed.

Christiansfeld, onsdag, den 8. marts 2017
Mogens S. Mogensen

NB: Et par forkerte data om Løget og Løget kirke er blevet rettet i teksten 10/3.

1 kommentar