Det gyldne håndtryk :-)

Man skulle ellers tro, at integrationsminister Inger Støjberg (IS) havde hænderne fulde med at implementere paradigmeskiftet i udlændingepolitikken (og på det område har IS da heller ikke hverken siddet med hænderne i skødet eller på hænderne), men IS har alligevel fundet tid til at give en hjælpende hånd ved en grundlovsceremoni i København i morgen for ni indvandrere, der har ansøgt om dansk statsborgerskab .

Der er jo også tale om en helt ny håndtryksceremoni, som politikerne nu er ved at lægge sidste hånd på, og derfor giver det god mening, at IS tager loven i sin egen hånd, så hun kan være sikker på, at ceremonien ikke kommer i de forkerte hænder. Under hånden har jeg fået at vide, at der måske er nogle borgmestre, der vil holde hånden over ansøgere, der ikke vil give hånd. Her kan der virkelig være brug for en fast hånd, så der bliver holdt hånd i hanke med ceremonien, og loven dermed bliver håndhævet.

For os der ikke kender programmet for ceremonien – ikke en gang på anden hånd – ville det være interessant at spørge IS, hvordan hun – som statsministerens højre hånd på dette vigtige område – tænker sig at håndtere den. IS plejer jo at have en meget heldig hånd med lanceringen af sådanne håndfaste tiltag, men jeg forestiller mig ikke, at IS – som en af hendes forgængere – i fuld offentlighed vil gå på hænder, selvom det nok ville få alle ansøgerne til at klappe i deres små hænder. Men jeg synes, at det ligger på den flade hånd, at IS i stedet synger for på Keld Heicks gode gamle danske sang.

Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg
knytte kærlighedsbånd, altid følge samme vej
Med den helt rette ånd så bli’r livet en leg.
Vi skal gå hånd i hånd du og jeg

Nu må man så spørge de ni indvandrere, der har ansøgt om dansk statsborgerskab: Hånden på hjertet, hvad vil I gøre, når IS anmoder om jeres hånd? Vil I give IS hånden, eller vil I give hende fingeren. Det er et meget håndgribeligt dilemma, I står i. Hvis I giver hende lillefingeren, så vil hun nok alligevel tage hele hånden, men fremover ikke lægge fingrene imellem. Hvis I giver hende hånden, så vil hun måske nok en gang imellem lægge sin klamme hånd på jer, men nok alligevel ikke slå hånden af jer.

Så mit råd til jer skal være: Giv hende hånden, ja, giv hende hele armen! Giv hende en knuser og et kys på kinden, så hun oplever, at hun er i gode hænder, og at her er de varme hænder, som hendes regering efterlyser. Giv hende det gyldne håndtryk, hun fortjener!

Christiansfeld, onsdag, den 16. januar 2019
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Tak til statsministeren for at minde om, at mangfoldighed er et vilkår og ikke et valg

I sin nytårstale i går sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen bl.a. flg.

”Jeg kan huske, da jeg gik i skole, og Ibrahim kom ind i klassen efter sommerferien. Som den første og eneste med udenlandsk baggrund. Da jeg gik i gymnasiet, var der i hele Danmark omkring 50.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund. I dag er der tæt på en halv million. På én generation er vores land forandret. Er det et problem? Det er det jo i den forstand, at vi har udfordringer, som vi ikke ville have, hvis vi stadig var en ensartet befolkning. Rundet af samme muld. Flasket op med de samme værdier. Men vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.”

Jeg tror, at mange der er på alder med Lars Løkke eller som mig ældre end ham kan genkende hans oplevelse af, hvordan det danske samfund har forandret sig. I min barndom og ungdom i 50’erne og 60’erne mødte jeg ingen med ikke-vestlig baggrund, hverken i min landsby eller i Aalborg. Men i dag møder jeg hver dag, uanset hvor jeg færdes, mennesker med en ikke-vestlig baggrund.

Danmark er blevet et mangfoldigt samfund. Det gælder mht. kultur, når vi møder andre sprog, værdier, klædedragter, vaner osv. Det gælder mht. religion, når vi mennesker, der repræsenterer næsten alverdens religioner. Det gælder mht. konfession, når vi møder kristne, der tilhører kirkesamfund, som vi måske – måske ikke – kun har læst om i bøger. Som Lars Løkke sagde, det så er der i dag tæt på en halv million indvandrere (inkl. første generations efterkommere) fra ikke-vestlige lande, hvortil kommer alle de indvandrere, der kommer fra vestlige lande, der skiller sig mindre ud fra gammeldanskere end de ikke-vestlige indvandrere.

Når Lars Løkke med prisværdig realisme siger, at ”vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra.”, så slår han altså fast, at mangfoldighed i dag er et vilkår i Danmark, ikke et valg.

Politisk har der været et stærkt fokus på de forskelle som den befolkningsmæssige mangfoldighed fører med sig, og det er også nødvendigt, hvis vi ikke skal stikke os selv og hinanden blår i øjnene. Men der er også brug for at begynde at fokusere på det, der – trods mangfoldigheden – er fælles for både gammel og nydanskere. Efter min erfaring, baseret både på mange års ophold i Afrika, rejser rundt i verden og mødet med mennesker her i Danmark, at der nok er mange kulturelle, religiøse og konfessionelle forskelle mellem mennesker, men at der er meget mere, som vi er fælles om som mennesker. Det bliver man ikke nødvendigvis klar over ved blot at lade sig informere af medier og politikere, det forudsætter et personligt møde, hvor vi lærer hinanden at kende.

For mig at se er der en vigt udfordring til repræsentanter for alle kulturer, religioner, konfessioner, filosofier – og også for repræsentanter for alle politiske ideologier – at identificere og italesætte – og dermed bidrage til den fælles samtale om – hvad de/vi forstår som det fælles menneskelige, der binder os sammen på tværs af forskellene. Hvad er det vi først og fremmest få øje på og fokuserer på, når vi ser det andet ’fremmede’ menneske? Er det hans eller hendes anderledes kultur, religion, konfession osv., eller er det et med-menneske, som jeg kan identificere mig med, fordi jeg selv er et menneske. Grundtvigs ord om ”Menneske først, og kristen så” kunne måske tolkes derhen, at Hassan først og fremmest er menneske, og dernæst muslim. At Cheng først er menneske, der er optaget af sin familie, sit helbred, sit arbejde, sine interesser, og dernæst kineser, der har en anderledes historie og kulturel baggrund end mig.

Lars Løkke har ret i, ”at vi har udfordringer, som vi ikke ville have, hvis vi stadig var en ensartet befolkning. Rundet af samme muld. Flasket op med de samme værdier”. Men han har også ret i, at vi ikke kan rulle tiden tilbage. ”Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.” Ja, vi må finde sammen – som mennesker, der har menneskelivet til fælles. Og fordi der er langt mere, der er fælles for alle mennesker end der adskiller os, så kan vi, hvis vi vil finde sammen også finde ud af det sammen.

Tak til statsministeren for, at han i sin nytårstale mindede os alle sammen om, at mangfoldighed i dag er et vilkår og ikke et valg, og for at opfordre os til på tværs af forskellene i vort samfund at finde sammen og finde ud af det sammen.

Christiansfeld, onsdag, den 2. januar 2019
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Tak til dronningen for hendes moralske opsang.

I de senere år har der været talt meget om betydningen af sammenhængskraften i samfundet. Mange har været bekymret for, om mennesker i det danske samfund med en fremmed kulturel baggrund truer sammenhængskraften. Diskussionen har handlet om kulturelle former som klædedragt, madvaner, kønsroller og hilsetraditioner osv. Vi har et samfund præget af en høj grad af tillid, men mange er bange for at denne tillid trues af tilstedeværelsen mennesker med en anden kulturel baggrund.

Det er bestemt en udfordring, at vi i dag skal lære at leve sammen som mennesker med større forskelle mht. vor kulturel baggrund, end det var tilfældet for fx i min barndom. Det er prisværdigt at mange er optaget af at værne om vort tillidssamfund og vort samfunds sammenhængskraft. Men spørgsmålet er, om det den største trussel mod sammenhængskraft og tillid i samfundet kommer fra den indvandring, som har ført mennesker med forskellig kulturel baggrund til Danmark?

I sin nytårstale udtrykte dronningen også bekymring vort samfund, for vor tillid til hinanden og styrken i det danske samfund. Prisværdigt direkte satte hun fingeren på det, hun ser som det ømme punkt, nemlig etikken i det danske samfund. Hun taler om, at vi ikke kun egoistisk skal tænke på vore egne behov, men også have blik for andre. Vi skal lytte til hinanden, prøve at forstå hinanden og vise respekt for hinanden. ”Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vore medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder. Hvis rødderne er syge, kan træet ikke stå, og det vil tage mange år for et nyt træ at vokse sig stærkt.” Vi må ikke tage for let på vores ansvar og svigte vore forpligtelser, især ikke hvis vi har betroede positioner. Dronningen konkluderede: ”Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.”

Jeg tror, at vi gør vel i at tage vor dronnings ord til os, når hun advarer os mod et moralsk forfald, der vil underminere tilliden mellem mennesker og svække samfundets sammenhængskraft. Mange af de kriser, som har chokeret os og rystet vor tillid til samfundets institutioner i det forløbne år, har netop haft at gøre med en manglende etik eller moral. Sammenhængskraften i det danske samfund står og falder ikke med kulturelle forskelle mht. klædedragt, madvaner, kønsroller og hilsetraditioner. Men hvis moralen skrider, hvis almindelig anstændighed forsvinder, og vi ikke længere kan kende forskel på rigtigt og forkert, så undermineres samfundets sammenhængskraft.

Dronningen skal have stor tak for, at hun havde frimodighed til at sætte fingeren på et ømt punkt i det danske samfund i dag. Nu er det så op til os alle sammen at tage udfordringen op. Der er ikke brug for, at vi peger fingre ad hinanden, men vi må tale sammen om disse spørgsmål, og om behovet for en etisk dannelse, Vi må tale sammen om den etik, der kan sikre tilliden mellem mennesker og sammenhængskraften i samfundet. Måtte det komme til at præge den folkelige og politiske debat i 2019.

Christiansfeld, den 1. januar 2019
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Truer religionsfrihed og kulturfrihed et samfunds sammenhængskraft?

BOgomslag

Da jeg i efteråret skrev bogen ”Religiøs mangfoldighed og religionsmøder”, kom jeg flere gange til at tænke på paralleller mellem problemstillingerne omkring religiøs mangfoldighed og kulturel mangfoldighed i et samfund.

I bogens første kapitel, ”Religion i Danmark i det 21. århundrede”, beskriver jeg det danske samfund som et multireligiøst samfund. En forudsætning for et sådant samfund er naturligvis religionsfriheden, som jeg tager fat på i kapitlet ”Kampen om religionsfrihed i kristendommen”. Det er værd at notere sig, at der i de kristne lande i Europa i omkring 1500 år var en massiv modstand mod religionsfrihed, en modstand som oftest blev bakket op af kirkens teologer.

Det er tankevækkende, at et af argumenterne mod religionsfrihed var, hvad vi i dag vil kalde hensynet til samfundets sammenhængskraft. Det møder vi fx i kirkens og de civile myndigheders kamp mod kættere i middelalderen. Den engelske middelalderhistorieker Brian Tierney forklarer det på denne måde. ”Når en fælles religion definerede hele levemåden i et samfund, så vil en afvisning af den være det samme som at afskære sig fra samfundet, at blive en slags fredløs – og en farlig fredløs set fra et middelaldersynspunkt”.

Denne holdning ændrede sig ikke med reformationen, der jo ikke indebar indførelse af religionsfrihed. Den amerikanske historiker Perez Zagorin konkluderer således ang. de protestantiske samfund, at ”konformitet var nødvendig ikke kun for religionens skyld, men også af hensyn til bevarelsen af politisk enhed og fred”.

Det samme argument møder vi hos Sjællands biskop J. P. Mynster i debatten om religionsfrihed frem mod vedtagelsen af junigrundloven i 1849. Mynster var af den opfattelse, at samfundet ikke kunne tåle den splittelse, som en øget frihed på det religiøse område ville medføre.

I de senere år har vi oplevet en større kulturel mangfoldighed i det danske samfund, som følge af forskellige former for indvandring. 13% af befolkningen er i dag indvandrere og førstegenerations efterkommere efter indvandrere, og heraf er ca. halvdelen af ikke-vestlig oprindelse.

Det er tankevækkende, at nogle af de argumenter, der i dag fremføres i debatten imod det multikulturelle samfund, minder om argumentationen i tidligere århundreder mod det multireligiøse samfund

Når indvandrere ikke tager hele den danske kultur til sig, afskærer de sig fra samfundet og bliver en fare eller en belastning for samfundet. Af hensyn til bevarelsen af samfundets enhed og fred, må vi kræve konformitet mht. kultur. Samfundet kan ikke tåle den splittelse, som tilstedeværelsen af forskellig kulturer vil medføre.

Kampen om religionsfrihed i kristendommen og i kristne lande førte til, at religionsfriheden sejrede og blev en del af ethvert moderne demokratisk samfunds grundlag. I dag vil de fleste (men dog nok ikke alle) da også være af den opfattelse, at den religiøse mangfoldighed ikke truer et moderne samfunds sammenhængskraft, og derfor vil de fleste også kæmpe for anderledes troendes ret til at tro som de vil, og til inden for lovens rammer at praktisere deres tro – også når den adskiller sig fra den evangelisk-lutherske kristendom.

Men når det gælder spørgsmålet om den kulturelle mangfoldigheden, så er kampen stadig i fuld gang i det danske samfund. Truer den kulturelle mangfoldighed samfundets sammenhængskraft, som det ofte fremføres?

Vi møder synspunktet i forbud mod bestemte former for klædedragt, i regler om at hilse på bestemte måder, i kravet om bestemte holdninger, og i det hele taget som et krav om assimilation af indvandrere med en anden kulturel baggrund. Vi mødet synspunktet i form af et krav om at standse indvandring af mennesker med en ikke-vestlig kulturel baggrund, og vi møder det i kravet om at afviste asylansøgere i størst mulig grad skal segregeres indtil de kan sendes ud af landet igen. Vi møder synspunktet, når ekstreme kræfter kræver udvisning af bestemte grupper af indvandrere.

Spørgsmålet er om, at det vil true sammenhængskraften i det danske samfund, at borgerne har kulturfrihed – altså ret til at holde fast i deres kultur og inden for lovens rammer at praktisere den, som de vil, også når den adskiller sig fra traditionel dansk kultur? Og det helt grundlæggende spørgsmål er, om kulturfrihed er en frihed på linje med religionsfrihed, og dermed en frihed, som vi i et demokratisk samfund bør kæmpe for?

Christiansfeld, fredag, den 28. december 2018
Mogens S. Mogensen

 

Min nye bog ”Religiøs mangfoldighed og religionsmøder” er udgivet på mit eget forlag Intercultural.dk og kan købes for kr. 200 (plus evt. forsendelse, 54 kr. i port) ved henvendelse til mig på tlf. 2617 5712 eller pr. email: mogensen@intercultural.dk. Læs mere om bogen her: www. intercultural.dk.

8 kommentarer

Folkekirkens særegne synode

Når jeg igennem snart mange år har deltaget i møder med repræsentanter for andre lutherske kirker og for kirker med en anden konfessionel baggrund, har det været ganske vanskeligt for mig at gøre den danske folkekirkes struktur forståelig for dem, herunder forholdet mellem stat og kirke. De fleste af dem har meget vanskeligt ved at forstå, at kirken ikke har en synode, altså et kirkeligt organ, der træffer beslutninger angående hele kirken. På et tidspunkt traf jeg imidlertid den beslutning, at ændre min forklaring. Ikke kun for at gøre folkekirken mere forståelig for udenforstående, men også fordi min nye forklaring nok var tættere på virkeligheden end min gamle forklaring. Jeg forklarede, at folkekirken naturligvis – lige som alle andre store kirker – havde en synode, men at denne synode bestod af Folketinget, og at vi havde en synodesekretær med meget vidtgående beføjelser, nemlig kirkeministeren. At mange af folkekirkens synodemedlemmer slet ikke var medlemmer af folkekirken (og at synodesekretæren i princippet heller ikke behøvede at være det, men sædvanligvis var det) hørte med til min beskrivelse af folkekirkens synode.

At det forholder sig sådan, bliver vi mindet om med jævne mellemrum. Således er det i dag (KD: ”Politikere skrotter ny præsteuddannelse for ikke-teologer”) blevet meddelt, at et politisk flertal i folkekirkens synode (folketinget) afviser et forslag fra et af kirkeministeren nedsat udvalg bestående af biskopper, provster og præster, en repræsentant for landsforeningen af menighedsråd mv. om afhjælpningen af præstemanglen ved i en periode at give adgang til at søge præsteembeder for akademikere, der tager en tillægsuddannelse (se udvalgets rapport her).

Jeg ved ikke, om dette kirkelige udvalg var rigtigt sammensat, eller der også skulle have været andre repræsentanter fra folkekirkens forskellige grupperinger og institutioner med i udvalget. Jeg ved heller ikke engang, om det forslag, som dette kirkelige udvalg er fremkommet med, vil løse præstemanglen – eller om det i øvrigt er et godt forslag. Begge dele er der sandsynligvis mange meninger om. Men min pointe her er, at det nu igen bliver tydeligt for enhver, der ønsker at se virkeligheden i øjnene (og det er det nok ikke alle, der har lyst til), at folkekirken har en synode, der ikke er bleg for at træffe de beslutninger, som den finder nødvendige.

I det øvrige politiske liv på Christiansborg er det tydeligt for enhver, at nogle af de vigtigste beslutninger, der træffes, har at gøre med økonomien. Når folketinget vedtager finansloven, så handler det naturligvis ikke bare om at få balance i regnskabet, men så er finansloven udtryk for, hvordan folketingets flertal ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. Det samme gælder naturligvis langt hen ad vejen også i folkekirken, hvor folkekirkens synodesekretær, nemlig kirkeministeren, der ganske vist står til ansvar over for synoden (folketinget) for hele sin embedsførelse, træffer beslutning om, hvordan folkekirkens fællesfonds indtægter, som i 2018 var budgetteret til at blive godt 1,6 mia. kr., skulle bruges. Folkekirkens synodesekretær har rådgivende udvalg og følgegrupper, som kan rådgive hende, lige som der er et synodeudvalg (kirkeudvalget), som hun sikkert også lytter til, men det er synodesekretæren, der formelt afgør, hvordan folkekirkens budget skal se ud, og dermed har hun naturligvis meget stor indflydelse på, hvordan udviklingen i folkekirken skal være.

Styrken ved folkekirkens synode er, at den er demokratisk valgt, og sådan må det naturligvis være i en kirke i det 21. Århundrede. Men der er dog et par problemer ved denne ordning. For det første er synodens medlemmer ikke valgt på baggrund af, hvilke holdninger de har til folkekirkens forhold og dens udvikling, men ud fra deres partiprogrammer, hvor folkekirken ikke spiller nogen særlig rolle. For det andet er det ikke kun folkekirkens medlemmer, der er med til at vælge synodens medlemmer, men alle der har stemmeret til folketinget, og derfor kan man da også opleve det paradoks, at der ikke blot i synoden (folketinget), men også i synodens særlige udvalg (kirkeudvalget) kan sidde medlemmer, der ikke er medlemmer af folkekirken, men sågar tilhører en helt anden religion.

Men bortset fra det, så fungerer folkekirken med sin særegne synode faktisk, om end på sin egen særlige måde. Og jeg kan uden at rode mig ud i indviklede (bort)forklaringer, fortælle mine udenlandske venner, at vor kirke, folkekirken, skam også har en synode, lige som enhver anden kirke med respekt for sig selv har. Og at vi har en synode, af hvis art der ikke er mange tilbage af i det 21. århundrede.

Christiansfeld, mandag, den 17. december 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvad kan vi i folkekirken lære af amerikansk luthersk offentlighedsteologi? (Et luthersk bud på en offentlighedsteologi for det 21. århundrede -4)

Der har især i USA, England og Tyskland i mange år pågået en teologisk og kirkelig diskussion om “public theology” / “öffentliche theologie”. Grundtanken i denne “offentlige teologi” er (1) at kirken og teologien hører hjemme I det offentlige rum, (2) at kirken og teologien har et vigtigt bidrag til “offentligheden”, til samfundets udvikling og dermed også til politik, og (3) offentligheden, hele samfundet og dermed også det politiske liv, har brug for den kirkelige og teologiske traditions værdier og indsigter.På det seneste er der også i Danmark kommet mere og mere fokus på kirkens rolle i det offentlige rum og på det, som man på dansk er begyndt at kalde “offentlighedsteologi”.Derfor er der grund til at overvej forholdet mellem offentlighedsteologi og luthersk teologi. 

Hvad kan vi så I den evangeliske lutherske kirke, som folkekirken er, lære af den amerikanske lutherske teolog, Robert Bennes, overvejelser om offentlighedsteologi?

For det første er kirkens hovedopgave at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Derigennem er kirken med til at forme medlemmernes hjerte og sind, bade åndeligt og etisk, så også kan bidrage til det fælles gode i samfundet gennem deres tjeneste i kald og stand. Men, som Bene gør opmærksom på, så vil en begrænsning af kirkens offentlighedsteologiske virke til det bevirke, at det ”truncates the mission of the church by prohibiting the church from directly addressing the Word as law to the public world.”

For det andet udelukker den lutherske teologis skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente og mellem lov og evangelium, ikke et teologisk, kirkeligt baseret engagement i samfundets offentlige anliggende (inkl. politik). Det kan tværtimod være et udtryk for en from kynisme, når vores tro ikke leder os til et engagement for det fælles gode. Kirken er først og fremmest kaldet il at forkynde evangeliet, så mennesker bliver en del af Guds åndelige regimente. Men kirken skal forkynde hele Guds ord, både lov og evangelium, og skal derfor også adressere verden ud fra Guds lov. Evangeliet må aldrig gøres til lov, da det vil ødelægge både loven og evangeliet. ”Yet the gospel is relevant to the world’s affair in paradoxical fashion. It is a constant judgement on whatever is achieved in the word and is a constant lure to higher achievement.”

For det tredje sætter det forhold at mennesket er skabt i Guds billede, men faldet i synd, og at den kristne er ”simul justus et peccator” sit præg på alt, hvad mennesket gør og kan gøre også når det gæller engagementet i offentlige anliggender. Den lutherske paradoksale vision indebærer på den ene side, at der ikke plads til utopiske forventninger baseret på menneskelige anstrengelser, og på den anden side et håb om, at Guds kærlighed en gang vil sætte sig endegyldigt igennem. At vi ikke kan skabe det perfekte samfund, betyder imidlertid ikke, at vi ikke har pligt til at gøre, hvad vi kan for at forbedre samfundet.

Desuden indeholder Bennes bog også en række gode råd, som vi efter min vurdering med fordel kunne tage til os i folkekirken, som fx, flg.

  • Kirken (her og i det flg. forstået som kristne enkeltpersoner, organisationer, institutioner og grupper) må have frimodigheden til at kommunikere sine mest grundlæggende overbevisninger om meningen med menneskelivet ind i den offentlige debat.
  • Kirken skal gøre opmærksom på uretfærdigheder og onder i samfundet, og også gerne give en vision for det fælles gode, som både indeholder håb og realisme, men overlade selve lovgivningsprocessen til politikerne.
  • Kirkens offentlighedspolitiske troværdighed øges,
    – hvis den ikke kun taler om problemerne men aktivt bidrager til udviklingen af det gode samfund, fx gennem diakonalt arbejd
    – hvis den økonomiserer med sine udtalelser
    – hvis dens udtalelser bygger på centrale teologiske eller etiske principper i kristendommen, som de fleste kristne er enige om
    – hvis den har noget unikt at tilbyde fra sin teologiske og kirkelige tradition til den offentlige debat
    – hvis den kun udtaler sig når det virkelig er nødvendigt.

Århus, fredag, den 14. december 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvordan kan en luthersk offentlighedsteologi tage sig ud i praksis? (Et luthersk bud på en offentlighedsteologi for det 21. århundrede -3)

Der har især i USA, England og Tyskland i mange år pågået en teologisk og kirkelig diskussion om “public theology” / “öffentliche theologie”. Grundtanken i denne “offentlige teologi” er (1) at kirken og teologien hører hjemme I det offentlige rum, (2) at kirken og teologien har et vigtigt bidrag til “offentligheden”, til samfundets udvikling og dermed også til politik, og (3) offentligheden, hele samfundet og dermed også det politiske liv, har brug for den kirkelige og teologiske traditions værdier og indsigter.På det seneste er der også i Danmark kommet mere og mere fokus på kirkens rolle i det offentlige rum og på det, som man på dansk er begyndt at kalde “offentlighedsteologi”.Derfor er der grund til at overvej forholdet mellem offentlighedsteologi og luthersk teologi. 

I bogen The Paradoxical Vision. A Public theology for the Twenty-first Century har Robert Benne ud fra et luthersk perspektiv udviklet en typologi for mulige interaktioner mellem religion og offentligt liv, eller sagt på en anden måde: en typologi for former for offentlig teologi. Her skelner han mellem indirekte interaktioner og direkte interaktioner.

En indirekte interaktion betyder at kirken som en institution ikke involveres i offentlig teologi, og den bliver ikke som institution en offentlig aktør. I stedet udøver kirken en indirekte indflydelse gennem lægfolket eller gennem uafhængige kirkelige organisationer. En direkte interaktion betyder at kirken som institution bliver en offentlig aktør, idet den direkte engagerer sig i samfundet og dets politik, økonomi og kultur

Model 1 – Et indirekte og ikke-intentionelt engagement
Den første model handler om, at kirken er med til at forme medlemmernes hjerte og sind og derigennem udøver en indirekte og ikke-intentionel indflydelse. Det ikke-intentionelle ligger i, at kirken kommunikerer sin religiøse og moralske kernevision til sine medlemmer og overlader det til dem selv at drage konsekvenser af denne vision for deres private og offentlige liv. Når Benne taler om ’indflydelse’ (i modsætning til ’magt’) tænker han på, at kirken overbeviser sine medlemmer gennem dens narrativer, ritualer og praktiser, og gennem dens forkyndelse og undervisning. Trods alt det gode, der kan siges om at begrænse den kirkens offentlige teologi til denne indirekte og ikke-intentionelle indflydelse på samfundet så ville det betyde, at denne tilgang ”truncates the mission of the church by prohibiting the church from directly addressing the Word as law to the public world. Sole reliance on this approach is incomplete”.

Model 2 – Et indirekte og intentionelt engagement
Den anden model handler om at anvende og udtrykke kirkens vision gennem indirekte og intentionel indflydelse. Her forsøger kirken målrettet at motivere lægfolket til at engagere sig i samfundet ud fra kirkens vision. Det kan fx ske ved, at en lokal kirke i forbindelse med et aktuelt politisk emne etablere en studiekreds for at studere dette spørgsmål i lyset af den kristne tradition. Det betyder ikke, at alle deltagere kommer ud af studiekredsen med de samme holdninger. Benne er af den opfattelse, at ”there is a great need for the churches to play a mediating role by providing the context for serious discussion of permissible Christian options on social issues. Conscience can be formed without the churches hastening to premature commitment to specific politic position”.

Til samme model hører, at kirken så at sige inkarnerer sin vision i sit eget institutionelle liv. I stedet for at anbefale ambitiøse politikker til en verden, i hvilken kirkens egen kompetence er stærkt betvivlet, skulle kirken først og fremmest bestræbe sig på at bringe sig sit institutionelle liv i overensstemmelse med sine religiøse og moralske overbevisninger. Denne form for ”social engineering” har kirken gennem historien haft stor succes med i form af etablering af skoler, hospitaler , børnehjem, alderdomshjem osv. ”Society would be open to its own creative reform were it presented with effective models constructed by the church”.

Model 3 – Et direkte og intentionelt engagement
Den tredje model indebærer, at kirken øver direkte og intentionel indflydelse gennem institutionelle udtalelser, hvor man forsøger at overbevise ikke kun kirkens medlemmer, men også det bredere samfund om kirkens holdning til aktuelle spørgsmål. Nogle af disse udtalelser har at gøre med den religiøse og moralske kerne af den kristne tro, mens andre beskæftiger sig med samfundsmæssige emner, der ligger længere væk fra denne kerne, som fx spørgsmål vedrørende international politik, og som kan true med at skabe konflikt i kirken, fordi meningerne der typisk vil være mere delte om sådanne emner. Selvom det kan være problematisk at adressere samfundsmæssige spørgsmål, så kan det alligevel være nødvendigt

“As the corporate body of Christ it is called to address the world directly with both law and gospel. If God has not abandoned society, surely the church should not withdraw from a measure of responsibility in and for society. One important way it exercises that responsibility is by directly addressing society.”

Når det gælder denne direkte og intentionelle interaktion, som udtalelser o.l., foreslår Benne tre retningslinjer.

Troværdighed: Troværdigheden øges i takt med, at hyppigheden af kirkelige udtalelser om samfundsspørgsmål mindskes. Denne tilbageholdenhed hænger sammen med, at det ikke er kirkens primære mission at give gode råd om samfundets indretning, og at dens kompetence på dette område er stærkt begrænset. Dertil kommer, at kirken kun burde tale, når den har noget unikt at tilbyde fra sin egen teologisk-etiske arv. Troværdigheden hænger naturligvis også sammen med, om kirken har sat sig godt nok ind i de emner, som den udtaler sig om. Og endelig afhænger troværdigheden også af, hvem det er, der står bag udtalelsen, om de har en autoritet i kirken til at udtale sig.

Skelnen mellem forskellige niveauer af autoritet: Hvis en udtalelse bygger på centrale religiøse eller etiske principper i kristendommen, som de fleste kristne er enige om, vil udtalelsen naturligvis have større autoritet, end hvis udtalelsen handler om spørgsmål, hvor forbindesen til disse centrale principper er vanskeligere at etablere, og hvor der derfor oftere vil være større uenighed i kirken om emnet. Det er i kirkelige udtalelser vigtigt at fokusere på målene, som de fleste måske kan være enige om, og have en mere åben tilgang til midlerne (til at nå målene), som der typisk vil være mange flere meninger om.

Forståelighed: Kirkens udtalelser skal ikke kun være forståelige – og dermed måske overbevisende – for kirkens egne medlemmer, men også for den bredere offentlighed. I debatten om offentlig teologi er det ofte blevet hævdet, at kirken kun skulle argumentere på basis af ’universelle’ rationelle principper, men Benne citerer Michael J. Perry for at sige, at sådanne ’universelle’ rationelle principper ikke nødvendigvis er universelle, men hører til en særlig tradition. Perry betvivler påstanden om, at de religiøse argumenter og religiøse symboler er uforståelige for den bredere offentlighed. Det religiøse trossamfund kan kommunikere på en sådan måde, at det gør det muligt for tilhørerne at forstå argumenter fra skrift og tradition, fx ved en form for ’oversættelse’ af de religiøse indsigter for offentligheden. Hvis ikke kirken har frimodigheden til at kommunikere sine mest grundlæggende overbevisninger om meningen med menneskelivet ind i den offentlige debat, så vil den offentlige debat lide skade. Og et offentligt rum tømt for substantielle moralske input vil let føre til en degradering af samfundet.

Model 4 – Et direkte og intentionelt engagement og med magt bag
Den fjerde og sidste model for ”public theology’ handler om direkte og intentionel handling, hvor der udøves magt. Kirkens mål er her gennem direkte brug af magt for at realisere sin intention. Her nøjes kirken ikke længere med at søge at overbevise gennem brug af argumenter eller kirkens eksempel, men kirken søger gennem anvendelse af trusler eller magt at bevæge udviklingen i retning af et veldefineret politisk mål. Det kan være truslen om at flytte investeringer fra et firma eller økonomisk støtte til en befrielsesbevægelse. Set fra et luthersk perspektiv er denne model meget problematisk, da det ikke er kirkens opgave at bruge magt i lovens område, men at forkynde evangeliet.

Men Benne vil ikke udelukke en ikke-voldelig udgave af denne model, som man finder den i ’advocacy’. Benne kalder ’advocacy’ ”a ’soft’ form of direct action”, men ikke desto mindre er det en må at lægge pres på lovgivere for at få dem til at bevæge sig i en bestemt retning. ’Advocacy’, der betyder ”standing beside those in need in order to speak on their behalf to others”, har en stærk bibelsk begrundelse i profeternes aktiviteter, når de talte til kongen og folket på vegne af de fattige og kan derfor ikke afvises, selvom også ”advocacy” let fører mange problemer med sig.

 

Benne foreslår et par principper, som kan vejlede – og begrænse – det kirkelige engagement i ’advocacy’. For det første er det ”far more important to call attention to an injustice or social evil than to prescribe or even support legislative measures to address it.” Kirken skal altså gøre opmærksom på problemet, og også gerne give en vision for det fælles gode, som både indeholder håb og realisme, men overlade selve lovgivningsprocessen til politikerne.For det andet foreslår Benne, at kirken i ’advocacy’ spørgsmål fokuserer på samfundets ekstreme problemer.

“Great evils and great goods should be the focus of public sector advocacy. The church should be able to bring its prophetic concerns to bear on behalf of those persons who are experiencing great suffering. The church will be most effective at this task if it can speak of that suffering first hand from its ministry to suffering persons.”

Så vidt den amerikanske lutherske teolog og etiker Robert Benne.

 

Christiansfeld, torsdag, den 13. December 2018
Mogens S Mogensen

Skriv en kommentar