Er religion en bro eller en barriere for immigranters inklusion? (Religion og migration – 4)

I 2008 skrev Nancy Foner og Richard Alba artiklen ””Immigrant Religion in the US and Western Europe: Bridge or Barrier to Inclusion”, hvor deres konklusion er den, at mens religion i USA spiller en positiv rolle mht. at facilitere migranternes tilpasningsproces, så har religion vist sig at være en hindring for inklusion i Vesteuropa. Helt frem til 1980’erne blev der fokuseret på migranternes socioøkonomiske placering og etniske og nationale oprindelse, og ikke på deres religion.

Det er – når det kommer til stykket – én bestemt religion, som opfattes som en hindring for migranters inklusion i de europæiske samfund, nemlig islam. Og i mange år var islam egentlig ikke et tema i Europa. I 1986 sammenlignede William Safran muslimerne i slutningen af det 20 århundrede med jøderne et århundrede tidligere, og observerede at muslimerne idag ikke skulle slås med de fordomme, som jøderne havde måttet slås med den gang. ”Islam forekommer alt for eksotisk for indfødte europæere og dens tilhængeres tilstedeværelse i Tyskland og Frankrig er for kort til at den kristne majoritet og lederne af det kristne establishment har udviklet en særlig teologisk fjendtlighed og en masse-paranoia over for islam eller muslimer.” Safran var overbevist om, at ”religion er en langt mindre vigtig kilde til spændinger og fjendtlighed for efterkrigstidens muslimske immigranter, end det var for førkrigstidens jødiske immigranter.”
Men det skulle gå anderledes. Vendepunktet kom måske med Rushdie-affæren i 1989, og holdningsændringen blev cementeret med de seneste års terrorangreb og indimellem mordet på Theo van Gogh og Muhammedkrisen. Der udviklede sig en stærkere og stærkere anti-immigrationsholdning og islamofobi (som Erik Bleich i 2010 definerer som ”indiscriminate negative attitudes or emotions directed at Islam or Muslims”). I bogen ”Reflections on the Revolution in Europe” (2009) argumenterer Christopher Caldwell, der langt hen ad vejen deler Samuel Huntingtons forståelse af kulturer og civilisationer, for, at islam forstået som kultur eller religion ikke kan passe sammen med Europas religiøse tradition eller kultur, som han beskriver som i stigende grad sekulær og post-kristen. Islam er en ”hyper-identitet” og udgør i den europæiske kontekst en ”fjende kultur”. Det betyder if. Caldwell, at muslimske immigranter har to valgmuligheder: enten at forblive muslimer og dermed forblive en outsider – de evindelige Anden, eller også at opgive islam for at blive europæere.

Når Foner og Alba skal forklare , hvorfor religion i USA blev en bro og i Vesteuropa en barriere for inklusion af immigranter, peger de på tre hovedfaktorer som adskiller de to kontekster, en demografisk, en kulturel og en institutionel faktor. For det første er der en afgørende forskel i sammensætningen af immigrantbefolkningen, hvor det store flertal af immigranterne er kristne, mens der i Vesteuropa er en meget stor andel af immigranterne, der er muslimer. For det andet er niveauet for religiøsitet betydeligt højere i USA end i Vesteuropa, og det at være religiøs betragtes som noget meget mere positivt i USA end i Vesteuropa. For det tredje er der forskellige kirke-stat-relationer, som har en lang historie bag sig, og som gøre det lettere at give plads til religiøs pluralisme i USA end i Vesteuropa.

Hvad resultatet af immigrationen af muslimer i Europa vil blive, er stadig et åbent spørgsmål, men Kivisto mener, på baggrund af forskningsresultater, at der er grund til en forsigtig optimisme. ”Det store flertal af muslimer, som er emigreret fra muslimske flertalssamfund to modtagende samfund, hvor de er og vil fortsætte med at være en minoritetsreligion har vist sig villige til at tilpasse sig et liv i pluralistiske demokratier. Og hvor multikulturelle politikker og praksisser har skabt et klima, hvor forskelle ikke bliver elimineret, men i stedet respekteret, er en ”domesticeret” islam ved at slå rod. Og denne konklusion overser ikke de problemer, der er i immigrantsamfund omkring økonomisk og social marginalisering, beboelsesmæssig segregering og dertilhørende problemer omkring arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet – og problemerne omkring islamistiske minoriteter. Konklusionen ser heller ikke bort fra den fjendtlighed, som muslimske immigranter møder og den uvillighed som mange i de modtagende samfund har mht. at række hånden ud til deres muslimske naboer.”

Christiansfeld, søndag, den 25. september 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvad gør migrationen ved immigranternes religiøse institutioner? (Religion og immigration – 3)

Når immigranter slår sig ned i et ny land, så kan man på det individuelle plan møde forskellige responser mht. religion. Nogle gør alt hvad de kan for at bevare deres hjemlands religion i den mest oprindelige form. Andre reviderer deres religiøse praksis af hensyn til assimilering ind i det nye hjemlands religiøse landskab. Andre igen opgiver al religion. I de to første tilfælde vil immigranterne opleve, at en transformation af den religiøse struktur i almindelighed er nødvendig og ofte også gavnlig.

Den amerikanske sociolog R. Stephen Warner er kendt for i sine analyse af den organisatoriske tilpasning at have talt om en ”de facto congregationalism”. Warner betragter ”the denomination” som en strukturel innovation i et Amerika præget af dis-establishment og religiøs pluralisme. Et andet typisk træk ved amerikansk religiøst liv er den kongregationalistiske model for kirkelig organisation. Warners tese er, at denne kongregationalistiske model har smittet af på immigranters måde at organisere deres religiøse liv, og det gælder både kristne, muslimer og andre religiøse grupper. De vigtigste elementer i modellen er

  • En forening med frivilligt medlemskab defineret af medlemmernes valg og ikke deres geografiske nærhed (som i sognet)
  • Lægmandsledelse med bestyrelse
  • Etablering som en forening, der kan godkendes af myndighederne som en velgørende organisation af skattehensyn
  • Et professionelt præsteskab ansat af lægmandsledelsen
  • Enten helt uafhængig eller en del af en større ”denomination”
  • En multifunktionel organisation, som ved siden af sine religiøse funktioner også varetager andre funktioner (fx uddannelse, sociale formål)
  • En tendens til at afvikle religiøse tjenester og andre aktiviteter om søndagen.

Et eksempel på denne transformation er det, der er sket blandt muslimske immigranter i USA. I migranternes hjemland – for immigrationen – var moskéen alene et sted fo r bøn og imamens rolle var at være bønneleder. Men efter at være immigreret til USA har muslimerne udvidet moskéens funktioner til også at inkludere uddannelse og en række sociale funktioner, og imamen har også fået en række opgaver, der er næsten parallelle til en kristen præsts opgaver i USA, og imamen bliver dermed en ”professionel præst”. Moskéerne bliver typisk medlem af større organisatoriske netværk, som minder om protestantiske ”denominations”.

Alt i alt kommer muslimernes menigheder – ligesom andre religiøse gruppers menigheder – til at lige protestantiske kirker. Det er imidlertid en skæbnes ironi, at denne organisatoriske tilpasning er er et resultat af en bestræbelse på at bevare immigranternes oprindelige kulturelle traditioner ved at former religiøse immigrant-institutioner.

En anden transformation, der ofte sker på det organisatoriske plan i forbindelse med immigration, er, at man søger at vende tilbage til deres religions teologiske fundament. Motivationen er religiøse minoriteters behov for at transcendere etniske og nationale grænser for at skabe en kritisk masse der er tilstrækkelig til at organisere et bæredygtigt religiøst samfund. I denne proces søger man at adskille religion fra kultur i en søgen efter det ”universelle”, da det teologiske fundament må være fælles for alle medlemmer uanset deres nationale og etniske baggrund.

En tredje transformation (som der dog ikke er helt den samme konsensus omkring, som omkring de to andre) er, at immigranternes religiøse organisationer går fra at være eksklusive, til at blive mere inklusive, dvs. at de begynder at række ud over deres traditionelle etniske og religiøse grænser for at inkludere nye grupper af mennesker. Det sker på to måder. For det første er der en tendens til at religiøse organisationer, der oprindelig kun omfattede en bestemt etnisk eller national gruppe, åbner op for flere etniciteter eller nationaliteter, som når en kinesisk menighed bliver til en pan-asiatiske menighed. For det andet sker der det, at stort set alle immigrant-religioner vinder konvertitter blandt deres nye hjemlands oprindelige indbyggere.

De fleste af de videnskabelige undersøgelser, som ligger bag disse konklusioner, er foretaget i Nordamerika, men sandsynligvis vil man kunne spore lignende tendenser mht. transformation af immigranternes religiøse organisationer også i Vesteuropa.

Christiansfeld, lørdag, den 24. september 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvilken rolle spiller religion for den enkelte immigrants integration? (Religion og migration – 2)

Når man overvejer forholdet mellem religion og immigration, er det helt naturligt at spørge, som den amerikanske sociolog Peter Kivisto gør det i bogen ”Religion and Immigration. Migrant Faiths in North America and Western Europ” (2014), om religion virker på den måde så den fremmer immigrantens tilpasning eller ej. Spørgsmålet er altså om, hvornår og hvordan religion i givet fald spiller in rolle mht. til at facilitere den enkelte migrants evne til at finde sig til rette i hans eller hendes nye hjem. Finder den enkelte immigrant trøst i den vanskelige immigrationssituation i sin religion og ressourcer til sin integrering? Eller hæmmer eller hindrer den religiøse tradition, som migranten kommer med, hans eller hendes mulighed for at blive et fuldgyldigt medlem af samfundet? Spørgsmålene er imidlertid flere og tydeligere end de svar, som videnskaben indtil videre har kunnet give.

At der kan være en sammenhæng mellem migration og konversion, er alle klar over, men der har ikke været forsket ret meget i, hvor ofte det sker, hvilke immigrantgrupper der er mest tilbøjelige til at konvertere, hvad de konverterer til, eller hvilke underliggende faktorer, der kan forklare dette fænomen. I de seneste år har vi fx oplevet, hvordan flere hundrede iranere med muslimsk baggrund i forbindelse med deres immigration til Vesteuropa og Nordamerika er konverteret til kristendommen.

Kivisto referer til en undersøgelse af kinesiske studenter, der i forbindelse med deres studier i USA i stor stil konverterede til kristendommen. Konklusionen i denne undersøgelse var, at det, der bidrog til konversionen ikke var ønsket om at slutte sig til kirker for at få en materiel gevinst, eller bestræbelsen på at fremme en assimilation ved at blive mere amerikanske, eller at en kinesisk kirke var et sted , hvor man kunne socialisere med andre kinesiske migranter. Tværtimod syntes årsagen at skulle findes i en søgen efter et andet meningssystem end det, som kommunistpartiet i Kina efter den voldsomme kulturrevolution der havde smadret kinesiske kulturelle traditioner, kunne tilbyde. At de fleste så søgte ind i konservative – og ikke liberale – kristne miljøer, forklares i undersøgelsen dels med en henvisning til de kinesiske migranters søgen efter absolut sandhed og sikkerhed i en verden præget af kompleksitet, diversitet og flertydighed, dels med en henvisning til, at man i de konservative er mere aktive i mission.

Religion og etnicitet hænger ofte sammen på en eller anden måde, der påvirker immigranters arbejde med deres identitet i migrationssituationen. I nogle tilfælde udgør religion det vigtigste grundlag for etnicitet, som det fx er tilfældet med jøder. I andre tilfælde er en etnisk gruppe knyttet til en bestemt religion, som er defineret gennem tilknytningen til et bestemt territorium eller et bestemt sprog, som fx den hollandsk-reformerte kirke, Church of England og den serbiske ortodokse kirke. Endelig er der en tredje type, hvor forskellige etniske grupper deler en fælles religiøs tradition, det gælder fx de nordiske og tyske grupper, som formede den amerikanske lutheranisme, eller irske, polske, italienske og andre grupper, som formede den romersk-katolske tradition i USA. Mens etnicitet og religion er tæt forbundet for førstegenerationsindvandrere, bliver forbindelsen for de næste generationer løsere og løsere, bl.a. som følge af assimilation og sekularisering, to processer, der gensidigt styrker hinanden for alle immigrantgrupper. Dog i mindre grad i de situationer, hvor migranter oplever en diskriminerende udelukkelse eller marginalisering i deres nye samfund.

Immigration er ofte en desorienterende og fremmedgørende erfaring, og her viser forskningen, at religion kan bidrage til at modvirke den erfaring. Philip Connors komparative undersøgelse af migranter i USA, Vesteuropa og Australien, ”Balm for the Soul: Immigrant Religion and Emotional Well-being” (2012) viste, at regelmæssig deltagelse i religiøse aktiviteter havde en positiv indvirkning på immigranternes emotionelle og mentale sundhed. Den samme effekt fandtes imidlertid ikke for dem, der deltog i andre organisationers aktiviteter som fx etniske foreninger, fritidsgrupper eller arbejdsplads-grupper. En undersøgelse af taiwanske immigranter i Sydcalifornien viste, at der var en sammenhæng mellem religiøsitet og amerikanisering – og det gjaldt både for de taiwanere som kom i et buddhist-tempel og dem, der kom i en kirke. For begge grupper viste deltagelse i religiøse aktiviteter at være en vej til at identificere sig med vigtige udvalgte aspekter af den nationale kultur i Amerika.

Ældre undersøgelser har peget på, at immigranter havde en tendens til at blive mere religiøse end de havde været i deres hjemland. Nyere undersøgelser har imidlertid modificeret denne tese derhen, at der over tid sker et dramatisk faldt i migranters deltagelse i religiøse aktiviteter, og at de immigranter, som er mindre integrerede i deres nye samfund, er mere tilbøjelige til regelmæssigt at deltage i religiøse aktiviteter end dem , der er bedre integreret. Endelig er der undersøgelser, der viser, at immigranter har et højere niveau af religiøsitet i lande med en højere grad af religiøsitet som fx Polen end i mere sekulariserede lande som fx Sverige.

Sammenfattende kan man konkludere, at religion på en række områder kan spille en rolle for den enkelte immigrants integration, men at relationen mellem religion og migration på dette område er meget kompleks.

Christiansfeld, fredag, den 23. september 2016
Mogens S. Mogensen

 

 

 

Skriv en kommentar

49% af verdens migranter er kristne, og 27% muslimer (Religion og migration – 1)

I denne tid er der et meget stærkt politisk, mediemæssigt og folkeligt fokus på migration, og der er også et tilsvarende stærkt fokus på religion (specielt islam). Spørgsmålet er, hvordan sammenhængen er mellem migration og religion? Heldigvis er der gennem årene blevet forsket i dette felt, så vi ikke bare er overladt til anekdoter, myter og fordomme. I bogen ”Religion and Migration. Migrant Faiths in North America and Western Europe” (udgivet på forlaget Polity i 2014) giver den amerikanske professor i sociologi Peter Kivisto en meget interessant indføring i, hvad vi egentlig ved om forholdet mellem religion og migration i Vesten.

Mht. migrationsstatistik og demografi bygger Kivisto på den grundige undersøgelse, som de to fonde Pew og Templeton finansierede, og som i 2012 blev udgivet under ledelse af Paul Conor, ”Faith on the move: The Religious Affiliation of International Migrants”. I 2010 var der 210 millioner migranter, forstået som mennesker, der i mindst et år havde levet og levede i et andet land end der, hvor de var født. De udgjorde 3,1% af verdens befolkning, en stigning på ½ % i løbet af 50 år. De 10 lande, som havde flest internationale migranter, var USA (43 mio), Rusland (12 mio),Tyskland (11 mio), Saudiarabien, Frankrig, Storbritannien, Spanien, Indien og Ukraine (fra 5-7 mio). USA har 43 mio migranter, som udgør 14% af befolkningen, mod EU 27 landes 47 mio, der udgør 9% af befolkningen. En stor del af migranterne i EU udgøres imidlertid af mennesker, som krydser grænserne mellem EU landene, bl.a. som følge af Schengen aftalen om arbejdskraftens frie bevægelighed.

49% af verdens migranter var kristne, og dermed var de overrepræsenteret, da kristne kun undgør ca. 1/3 af verdens befolkning. 27% var muslimer, hvilket kun er et udtryk for en lille overrepræsentation, da ca. 23% af verdens befolkning er muslimer. Mens de kristne migranters hyppigste destination er USA, fulgt af Rusland, Tyskland, Spanien og Canada, var muslimernes hyppigste destination Saudiarabien fulgt af Rusland, Tyskland, Frankrig og Jordan. I EU udgør de kristne migranter 56% af alle migranter, men ser man kun på de migranter der kommer fra lande uden for EU, så udgør de kristne 42%. Der tegner sig imidlertid en noget andet billede, når det gælder muslimske migranter, der udgør 27% af alle migranter i EU. Men ser man kun på de migranter, der kommer fra lande uden for EU, så er procentallet 39. Det vil sige, at der kommer næsten lige så mange muslimer som kristne migranter til EU fra lande uden for EU.

Islam opleves imidlertid oftere som et problem i Europa end i USA, og en af grundene til det er måske, at kun 6% af migranterne i USA er muslimer, mens de kristne migranter udgør 72%. I 2010 udgjorde muslimerne kun 0,8% af hele befolkningen, og det tal skønnes kun at ville stige til 1,7% i 2030, mens stigningen i en række europæiske lande forventes at blive markant større. I Belgien fra 5,5 i 2010 til 10,2% i 2030, i Sverige fra 4,8 til 9,9%, i Frankrig fra 7l5 til 10,3%, i Østrig fra 5,7 til 9,3%, i Storbritannien fra 4,5 til 8,3% – og i Danmark fra 4,1til 5,6%.

Kivisto konkluderer, at på den ene side er Vestens lande blevet langt mere religiøst pluralistiske pga. migrationen, end de var for 50 år siden, men på den anden side udgør de ikke-kristne befolkninger stadig kun temmelig små minoriteter i Europa og Nordamerika. Kivisto peger imidlertid på en slående forskel i responsen på den religiøse diversitet i Nordamerika (og især i USA) og Vesteuropa. I Nordamerika ses religion i almindelig som noget positivt, som en ressource til at overvinde marginalisering og som en vigtig facilitator for integration, mens man i Vesteuropa ser religion som et problem, som en hindring for inkorporering i majoritetssamfundet. Spørgsmålet er om religion er en ”bro” til inklusion eller en ”barrier” for inklusion. Det er et af de spørgsmål, som Kivisto vil se nærmere på i de følgende kapitler i bogen.

Christiansfeld, onsdag, den 22. september 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Mission eller dialog – endnu en gang.

I sidste uge var jeg ude at holde foredrag om islam og kristendom og mødet mellem kristne og muslimer. Efter foredraget fik jeg det spørgsmål, som jeg gennem årene har fået rigtig mange gange: ”Går du ind for mission eller dialog?” Og her forstod spørgeren, som det oftest er tilfældet, som forkyndelse.

I august deltog jeg i en konference i Seoul, Sydkorea, for missionsforskere fra hele verden, og i et af de talrige seminarer holdt den finske lutherske missionsteolog Jukka Kääriänen, der arbejder på Taiwan, et spændende oplæg om ”Proclamation and Dialogue”, som jeg netop fik tilsendt manuskriptet på i dag. I dette paper tager han udgangspunkt i en forståelse af dialog, som han henter fra Volker Küster der skriver, at dialog handler om ”(1) at prøve at forstå den religiøst anden på en måde så den anden kan genkende sig selv i min forståelse, OG (2) aflægge sit vidnesbyrd om det bedste i ens egen tro med hinanden”.

Dialog handler altså om en dyb lytten til den andens tro og om et oprigtigt vidnesbyrd om ens egen tro. Det betyder, siger han med et citat fra Catherine Cornille, at ”dialogen i sin helhed må betragtes som en form for gensidig forkyndelse, hvor deltagerne på skift antager rollerne som missionær og søgende. Mens det tilsyneladende er modsigende, så kan disse roller eksistere side om side når man har en religiøs holdning der er gør at man er i stand til at balancere ydmyghed og overbevisning”.

Kääriänens spændende greb er så at ty til Luthers skelnen mellem ”den skjulte Gud” (deus absconditus) og ”den åbenbarede Gud” (deus revelatus). Herudfra udleder han nogle lutherske principper for at engagere den religiøst anden i dialog. For det først, så er Gud universelt til stede i de erfaringer, som mennesker gør i deres liv (Rom 1,19. For det andet, så er det Gud som den skjulte Gud og ikke den åbenbarede Gud, som mennesker på denne måde møder. For det tredje, så er det sådan at nydelsen af skaberens gaver være positiv, men den forbliver ukomplet og tvetydig, da den ikke bare indebærer velsignelser, men også smerte lidelse, skuffelse, sorg og fremmedgørelse. For det fjerde dialogpartnerne dele denne brede erfaring af ”den skjulte Gud”. For det femte vil en praktisk strategi koncentrere dialogen om spørgsmålet: ”Hvordan klarer du den situation at møde Guds uransagelige skjulthed? Du deler, hvordan du klarer det, og jeg vil dele, hvordan jeg gør”.

Kääriänen mener, at denne tilgang til dialog har en række klare fordele. For det første er det en radikalt inkluderende tilgang, da den inviterer alle til at deltage uanset deres teologiske træning. Og det er sådan, fordi denne tilgang for det andet fokuserer på den erfaring, vi hver for sig har gjort os i livet, og på praksis, snarere end på teologiske overbevisninger. For det tredje flytter den forhindringerne i traditionel akademisk interreligiøs dialog – kristne doktriner om Kristi guddommelighed, treenigheden osv. – fra centrum til periferien i dialogen. Endelig for det fjerde, faciliterer denne tilgang en narrativ tilgang til forkyndelse og dialog ved at tilbyde narrativen om Jesu egen paradokse erfaring af Guds nærvær og fravær som et tilbud der taler for sig selv.

Det er ikke så tit lutherske teologer med afsæt i den lutherske arv bidrager til tænkningen omkring dialog, og derfor er det glædeligt at se, hvordan Kääriänen søger at forankre sin forståelse dialog i helt centrale dele af Luthers teologi.

På mødet i sidste uge blev jeg, som sagt spurgt, om jeg gik ind for mission (forstået som forkyndelse) eller dialog, og mit svar var –lige som det ville være Kääriänens svar – ja. For dialog indebærer, at vi deler de erfaringer, vi gør som mennesker, og vidner for hinanden om vor tro.

Christiansfeld, onsdag, den 21. september 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvordan kan vi hjælpe de forfulgte kristne i Syrien og Irak?

I bogen ”På flugt. Historien gentager sig” (Forlaget ProRex 2016) giver den norske journalist Kari Furi, som der står på bagsiden af bogen, ”et hårrejsende indsigtsfuldt indblik i den katastrofe, der udfolder sig i Syrien og Irak i disse år, hvad angår de kristnes stadig mere forfærdelige situation”. Når man læser denne endeløse række af lidelseshistorier, kan man ikke lade være mære at spørge sig selv, hvad de lidende, forfulgte og fordrevne syriske og irakiske kristne mon synes, at vi her i vesten, og som kirke og kristne, kunne og burde gøre for at hjælpe dem? Det er ikke bogens formål at give et svar på dette, men alligevel får læserne indimellem et indtryk af, hvordan holdningen og forventningen er.

Når Emamnuel Youkana, der er leder af en hjælpeorganisation og medlem af Østens Assyriske Kirke får spørgsmålet om, hvad kirkerne i vesten skal gøre, er hans svar, at ”Kirkerne kan fortsætte med at solidarisere sig med de forfulgte gennem forbøn, humanitær hjælp og besøg, som udtrykker medleven og omsorg. Medierne han blive ved med at fokuser på de kristnes nød”. Det svar flugter med, hvad andre kristne ledere giver udtryk for, men så fortsætter han med at sige, at ”Det, der vil hjælpe mest er imidlertid politiske afgørelser på statsligt niveau.” Og her er meningerne delte.

I vesten er Assad skurken, på linje med ISIS, men sådan ser det kristne mindretal i Syrien ikke nødvendigvis på det. Labib Madanat, leder af Bibelselskabet i Jordan, er af den mening, at ”Assad-regimets fald vil være det værste, der kan ske for kristenheden og de kristne i Syrien. … Hvis man vil sikre de kristnes tilstedeværelse i Syrien, er det hul i hovedet at fjerne den beskyttende bastion, som Bashar al-Assads styre lige nu udgør for de kristne”. Og så minder han om, at ”De mennesker i Vesten, som tror, at man kan bringe fred og demokrati til Syrien ved at styrte det syriske regime, bør tage ved lære af, hvad der er sket i Irak.” Hans konklusion er, at ”Der findes ingen militær løsning”.

På spørgsmål om, hvordan vi i vesten så kan støtte de kristne i Syrien, svarer han, at det bedste man kan gøre, ”er at hjælpe de internt fordrevne så meget som muligt, både hvad angår materielle behov, beskyttelse og følelsesmæssige og åndelige behov.” Og så taler han om behovet for at have evakueringsplaner for folk i de mest truede områder, og om at ”det internationale samfund ville garantere nogle sikre zoner”.

Mens nogle er skeptiske overfor kurderne, er Youkhana fra Østens Assyriske kirke af den opfattelse, at de kurdiske områder er det sidste sikre sted for kristne og yazidier i hele regionen, og derfor opfodrer han til at man fra internationalthold støtter de kurdiske myndigheder.

I vesten er mange kristne optaget af at hjælpe de forfulgte kristne, men det perspektiv er efter Yoadam Kannas opfattelse for snævert. Kanna er leder af Assyrian Democratic Movement og er et af de fem kristne medlemmer af det irakiske parlament. På spørgsmålet om, hvad hans parti vil gøre for at hjælpe irakiske kristne svarer han, at ”Vi vil ikke kun hjælpe de kristne men alle irakere. Det nytter ikke noget at vores egne har det godt, hvis alle andre har det skidt. Strategien er at kæmpe for frihed og demokrati for alle. Vi må arbejde for ordentlige regeringsformer og bekæmpe korruption og diskriminering.” I den forbindelse opfordrer han Europa til at hjælpe dem med at opbygge et demokrati. ”Hvis der ikke bliver stabilitet, retfærdighed og gode offentlige institutioner og ordninger i vores land, vil folk blive ved med at forlade det i stort tal.”

Men hvad er så fremtiden for de kristne i Irak? Den syrisk-ortodokse ærkebiskop Nicodemus Daoud Matti Sharifs fra Mosul ser gerne, lige som visse politikere, at der blev etableret en beskyttet kristen zone i Ninive-området, men er også klar over, at det ville forudsætte international beskyttelse. Der findes kristne militser, siger han, men understreger, at de kristne ikke har tradition for at bevæbne sig.

Den kristne irakiske politiker Kanna går dog ikke ind for et kristent selvstyreområde, men en Ninive-provins, der med sine ca. 400.000 indbyggere ville omfatte kristne såvel som arabere og andre. ”Efter min mening er det kun vores fjender eller tåbelige mennesker, der ønsker en opdeling af befolkningen efter religiøse skillelinjer”. Også Labib Madanat er i mod ideen og kalder den for ”en opskrift på katastrofe”, og fortsætter: ”Det, vi må kæmpe for er et samfund, hvor mennesker lærer at leve sammen på en civiliseret måde. Det er en lang proces at realisere dette, men man løser ikke problemerne ved at dele landet i små områder for henholdsvis kurdere, shiaer, sunier, kristne, yazidier, drusere og mandæere”. Emamnuel Youkhana tager også afstand fra tanken om at ”etablere en kristen ghetto på Ninive-sletten. Vi ønsker på ingen måde en rent kristen provins. Vi, der har været ofre for etnisk udrensning, villeikke drømme om selv at anbefale etnisk udrensning”. Derimod er han fortaler for en multireligiøs provins i Ninive, som imidlertid kun kan etableres med international støtte.

Patriarken Louis Sako fra den kaldæiske kirke argumenterede i 2009 stærkt imod ideen om en rent kristen zone. ”En kristen ghetto vil uvægerligt føre til endeløse sekteriske, religiøse og politiske sammenstød.” For ham vil en ghetto være i strid med Bibelens kald til de kristne om at være verdens salt. Det bedste for de kristne er også det bedste for hele landet, og det er at ”opmuntre til national enhed, demokrati, fredelig sameksistens, en pluralistisk kultur og gensidig anerkendelse af hinandens menneskeværd”. I 2015 har han dog modificeret sin holdning lidt, og taler nu om behovet for at etablere ”en tryg zone”.

Opfordringen til statslige aktører i vesten er altså langt fra entydigt. Der er meget delte meninger om, hvordan en militær/politisk løsning, der også fremover giver plads også for den kristne minoritet, ser ud. Hvem skal man støtte, og hvem skal man bekæmpe? Er fremtiden for de kristne, at der etableres (internationalt) beskyttede zoner, eller må målet være at etablere multireligiøse samfund med demokrati og respekt for menneskerettighederne?

Opfordringen til kirker og kristne i Vesten er imidlertid klar: vi må solidarisere og med de forfulgte gennem forbøn, humanitær hjælp og besøg, og gennem medierne fokusere på deres nød. Det er imidlertid påfaldende, at de fleste kristne, der udtaler sig i bogen, ikke kun fokuserer på de kristne, men viser omsorg for hele befolkningen uanset etnicitet og tro; de ønsker ikke som kristne at blive spillet ud mod muslimer.

Hvis den udvikling, som har været i gang i de seneste år fortsætter, så er der under alle omstændigheder der alvorlig fare for, som en af de kristne ledere udtrykte det, at ”de levende sten” ville forsvinde fra Mellemøsten, så der i det område, hvor kristendommens vugge stod, blot bliver et museum tilbage.

 

Christiansfeld, mandag, den 19. september 2016
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Kirkerne bag præstekjolen – TV2 om kirkeasyl

Tidligere på året viste TV2 dokumentarserien ”Moskéerne bag sløret”, hvor man kastede et kritisk blik på nogle moskéer. Udsendelserne skabte en stor debat, som også har fået politiske konsekvenser i form af en indgribende religionslovgivning, der er ved at blive gennemført. Nu har TV2 valgt at sætte fokus på kirken. I en henvendelse til ”præster, provster og biskopper” skriver journalist Dorthe Bomann fra TV2 Nyhederne, at ”De seneste år har der været et massivt fokus på indvandrer-, flygtninge- og asylpolitik i medierne . Det er ofte med en religiøs vinkel, nemlig islam. Langt sjældnere nævnes kristendommen”. TV2 har derfor besluttet at ”forsøge at lave en række indslag om den danske kirkes holdning til ovennævnte område med fokus på kirkeasyl og udviste asylansøgere”.

I et spørgeskema til præster, provster og biskopper stilles en halv snes spørgsmål til afkrydsning: ja, nej, ved ikke, eller enig, overvejende enig osv. Otte af spørgsmålene handler om ”at skjule eller hjælpe med at skjule afviste asylansøgere. Endelig spørges de gejstlige om, hvor enige de er i to spørgsmål: ”Ud fra et kristent og næstekærligt synspunkt, er det vigtigt at hjælpe afviste asylansøgere, hvis jeg føler, de er i nød – på trods af at det er ulovligt”, og ”Det kan i nogle tilfælde være kirkens opgave at skjule afviste asylansøgere, også selvom den danske stat har besluttet, at de skal udvises.”

Baggrunden for TV2s fokus på kirkeasyl er helt åbenbart ”Vejledning omkring behandling af anmodning om kirkeasyl”, der i 2015 blev udgivet af Biskop Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift og Mellemkirkeligt Råd. Dermed bliver præmissen for hele spørgeskemaundersøgelsen meget problematisk. For i brev til præster, provster og biskopper skriver journalisten, at ”Jeg er naturligvis klar over, at kirkeasyl betegnes som civil ulydighed, der er strafbart.”

I indledningen til vejledningen siges det om ”Kirken som tilflugtssted”, ”Kirken har et særligt kald til at være fortaler for mennesker, der på den ene eller anden måde er sat uden for fællesskabet, eller hvis liv og identitet er truet. Dette har været kirkens opgave igennem hele dens historie, og denne opgave bliver særligt påtrængende i en globaliseret tid, hvor grænserne for de nationale fællesskaber udfordres. Dette kald er begrundet i Jesu Kristi ord og eksempel.” Og så føjes der til – og det er helt afgørende i denne sammenhæng – at ”Det er ikke vores opgave at udleve dette kald ved at forsøge at skabe en selvstændig kirkelig jurisdiktion eller et parallelt retssystem – samfundets love er selvsagt også gældende i kirkens rum.” Og videre: ” Det arbejde, som kirken påtager sig blandt afviste asylsøgere og andre uden lovligt ophold, må derfor ske på retssamfundets vilkår, også når det udfordrer grænserne for det lovlige.”

Der er ikke tale om, at kirken tager initiativ til at gemme afviste asylansøgere, men at man viser gæstfrihed . Sædvanligvis nægtes ingen adgang til kirkerummet, og kirken vil normalt ikke fjerne nogen med magt, som i sin nød har søgt tilflugt i kirkerummet.” At der på ingen måde er tale om at gemme nogen, understreges af, at der i vejledningen siges, at de relevante udlændingemyndigheder informeres om, hvor den pågældende afviste asylansøger befinder sig.

Lige som det er pressens og mediernes opgave at kaste et kritisk blik på ’moskéerne bag sløret’, er det bestemt også på sin plads at kaste et kritisk blik på ’kirkerne bag præstekjolen’, men i begge tilfælde er det vigtigt, at journalisterne gør deres hjemmearbejde godt og ikke indirekte kommer til at give et fortegnet billede af virkeligheden. Kirkeasyl, som vi forstår det i folkekirken, har altså intet at gøre med at skjule afviste asylansøgere for myndighederne og dermed bryde landets lov, men om at åbne kirkens døre for mennesker i nød.

Christiansfeld, onsdag, den 14. september 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar