Hvad gør smartphones og sociale medier ved os?

Sluk. Kunsten at overleve i en digital verden” er titlen på tankevækkende og provokerende bog, som Imran Rashid, der er speciallæge og IT-iværksætter, har skrevet. Siden bogen for et årstid siden udkom, har den med god grund skabt stor debat om vores brug af smartphones og digitale medier. Første del af bogen giver en indføring i den voldsomme teknologiske udvikling, som vi oplever i disse år, og i, hvordan vor hjerne fungerer og påvirkes af sociale medier. Anden del af bogen giver læseren en række værktøjer til at skabe rammer om vort liv, så vi ikke bliver løbet helt over ende af den teknologiske udvikling. En af bogens styrker er, at forfatteren bygger på en lang række videnskabelige undersøgelser af dette felt, så læseren ikke bare er henvist til at forholde sig til holdninger og meninger.

Som bruger af en smartphone og sociale medier, er jeg meget interesseret i, hvad de gør ved os, og hvilke konsekvenser det kan få for os.

Rashid gør først og fremmest opmærksom på, ”at digitale informationer ændrer karakter fra at have været passive til nu at blive aktive. …. Nu er det i stedet informationen, der rækker ud efter mennesket gennem lyde, lys, notifikationer, sms’er, e-mails, opkald, billeder, vibrationer og meget andet . Eller sagt på en anden måde: Før var det mennesket, der brugte teknologien. Nu er det teknologien der bruger mennesket” (s. 15).

Rashid peger dernæst på, at forskning tyder på, at der er ”skadelige effekter ved et stadig mere digitaliseret liv med mere internet og skærmtid”, og at det kan føre til internetafhængighed (Internet Addiction Disorder). Det er en tilstand med ”en online-relateret, tvangsbetonet adfærd, der konflikter med almindeligt hverdagsliv og skaber svære belastninger for familie, venner og arbejdsomgivelser. I sin mest udtalte form dominerer adfærden nemlig fuldstændig den afhængiges liv og gør internettet til en højere prioritet end både familie, venner og arbejde” (s. 66f). Undersøgelser viser, at internetafhængighed er forbundet med mindre empati, måske fordi ”den internetafhængige ikke får trænet hjernes sociale færdigheder eller ikke øver sig nok på at interagere med andre” (s. 68), og med nedsat koncentrationsevne.

Endelig konstaterer Rashid, at de moderne firmaer, der står bag de sociale medier, har evnet at udvikle en teknologi, der så at sige hacker hjernen. Der er tale om Skinners behaviorisme i en ny udgave, som man har kaldt ’behavior design’. Man havde fundet ud af, at man kunne bruge computere – og de dertilhørende interaktive teknologier – til at påvirke brugernes adfærd. For at få nogen til at gøre noget skal tre ting ske samtidig: (1) personen skal være motiveret, (2) personen skal være i stand til at gøre det, og (3)personen skal trigges til at udføre handlingen. ”Når motivationen er høj nok, eller opgaven nem nok, bliver mennesker følsomme over for triggere såsom en telefon, der vibrerer, en af Facebooks røde prikker i hjørnet af en app … Hvis triggeren er godt designet eller tilstrækkelig varm, vil den finde dig i præcist det sekund, hvor du er mest motiveret for handlingen, og derved kunne påvirke dig mest” (s. 83). ”Teorierne er sidenhen blevet forfinet og forædlet af de store tech-firmaer i en så ekstrem grad, at de af mange beskrives som det mest effektive redskab til at hacke og udnytte sårbarheden i den menneskelige hjerne.” Et eksempel er de sociale medier, hvor tech-firmaerne vil have os til at checke vores smartphone for at få vores opmærksomhed. Det er ekstremt nemt at gøre, og belønningen – som motiverer os – er kontakten til de andre mennesker i form af likes, hjerter, kommentarer eller sjove videoer.

Vores opmærksomhed, som er vores vigtigste og mest værdifulde ressource, søger firmaerne her i informationsalderen at fange, udnytte, misbruge og fastholde – primært af hensyn til de annoncer mv., som de lever af. ”Virksomheders missionserklæringer om at ville forbinde verden, skabe orden i verdens information og lignende klinger hult”, mener Rashic, ”når de samtidig er baseret på et opmærksomhedstyveri af globale dimensioner” (s. 97).

Rashid er hård i sin dom og sammenligner sammenligner den internetafhængighed, som den moderne teknologi og de sociale medier skaber, med stofmisbrug. ”Når teknologi og sociale medier betragtes i det lys, er det helt på sin plads at anklage Facebook, Twitter og Snapchat med flere for at være denne verdens mest effektive narkosyndikater, der bevidst har sat et big-data drevet stofmisbrug i system. Et misbrug, der er i gang med at forvandle en hel generation til digitale junkier, der liker, snapper og trøsteurfer i ét væk, mens dopaminpåvirkningen fra de sociale medier gradvist omdanner hjernecentre, der skulle sørgefor udviklingen af helt basale menneskelige egenskaber såsom empati, koncentration og eftertænksomhed, der gradvis visner til fordel for et liv, hvor alt partout skal swipes, likes, tages og retweetes”.

Rashid er af den opfattelse, at ”den enkeltstående største skadevoldende påvirkning i dag [er] er det mentale informationsoverload.” Og han spørger, om vore hjerner overhovedet kan holde til den konstante (forstyrrende) påvirkning fra den informationsoverload, som hjernen presses til at bearbejde?

Nogle vil sikkert nu tænke, at Rashid er en slags moderne maskinstormer, der er modstander af de moderne teknologier og medier, men det er langt fra tilfældet. For når han har kaldt sin bog for ”Sluk”, så er det ikke, fordi han vil opfordre læseren til at slukke for sin smartphone, men en opfordring til, at man sørger for dagligt i perioder at slukke for hjernen, eller mere præcist for hjernens analystiske databearbejdning, der følger af de hele tiden indkomne signaler. En af de mest effektive måder, man kan gøre det på, er gennem motion, fordi ”vi under motionen befinder os i en af de eneste situationer, hvor vi afskærer informationsstrømmen, tvinger computerhjernen til kun at varetage kroppen og samtidig fylder en spand med adrenalin og endorfiner og dypper hjernen deri, hvorved den på en måde defragmenteres” (s. 164).

Jeg kan kun anbefaler alle læsere af dette blogindlæg, at lægge smartphonen med dens fristelser fra Facebook, Twitter og Instagram til side nogle timer for i stedet at læse denne bog, for måske at lære den svære kunst at overleve i en digital verden.

Christiansfeld, tirsdag, den 22. maj 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer

Skriv en kommentar

Solgul

7A5ED2E7-FFBF-4BB6-BD13-D19F71C0D8E4

2 kommentarer

Dobbelt kirkemedlemskab – eller et samtidigt engagement i to kirkesamfund – er et nyt fænomen

Selvom loven om medlemskab af folkekirken utvetydigt slår fast, at man ikke kan være medlem af folkekirken og et andet kirkesamfund   (”Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et andet trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe, stiller sig uden for folkekirken”, par 2 stk. 2), så er det alligevel et velkendt faktum, at mange danskere praktiserer dobbelt medlemskab, således at der er medlemmer af folkekirken, som samtidig er medlem af fx en pinsekirke, en baptistkirke – eller af Brødremenigheden her i Christiansfeld.

Dobbelt medlemskab finder vi naturligvis også i vore nabolande i dag. I nogle tilfælde, i overensstemmelse med kirkernes medlemsskabsregler, men også i modstrid med reglerne, som for øvrigt varierer temmelig meet. Mest restriktiv er den lutherske kirke i Tyskland, som lige som folkekirken ikke tillader dobbelt medlemskab, mens medlemmer af andre kirker, der også tror på den treenige Gud, samtidig kan blive medlemmer af Church of England. Også mellem de nordiske broderlande er der store forskelle mellem folkekirkerne. Mest restriktiv er den danske folkekirke, og mindst restriktiv er en svenske kirke, der tillader dobbelt medlemskab. Den norske kirke regler siger, at ”Ingen kan bli medlem av Den norske kirke så lenge vedkommende er medlem av et annet trossamfunn i Norge”, det betyder fx at en indvandrer kan fastholde sit medlemskab af sit hjemlands kirke, samtidig med at han eller hun melder sig ind i den norske kirke. Den finske kirke tillader dobbelt medlemskab for personer, som er medlem af anglikanske kirker i Porvoo-fællesskabet.

Dobbelt medlemskab er som empirisk faktum – og i nogle tilfælde som en rettighed – er et forholdsvis nyt fænomen. Dobbelt medlemskab er toppen af det isbjerg, som hedder, at kristne engagerer sig i eller relaterer sig til to trossamfund (eller to menigheder, der er tilsluttet to forskellige trossamfund) samtidig.

I de århundrederne efter reformationen var dobbelt medlemskab – og også engagement i eller relation til to trossamfund samtidig – en utænkelighed, først og fremmest fordi der ikke var religionsfrihed. Men selv efter indførelsen af religionsfrihed var forholdet mellem de forskellige kirkesamfund oftest så konfliktfyldt, at dobbelt medlemskab – eller engagement i flere trossamfund samtidig – ikke kom på tale, idet man ofte havde svært ved at anerkende andre kirkesamfund som sande kirker.

Når dobbelt medlemskab – og i endnu højere grad kristnes samtidige engagement i eller relation til to kirkesamfund – i dag er kommet på dagsordenen ikke bare i Danmark, så er der for mig at se mindst fem årsager til det. For det første har den økumeniske bevægelses enhedsbestræbelser ført til en stadig større anerkendelse de forskellige kirkesamfund imellem, lige som det også har ført til, at de forskellige kirkesamfund, globalt, nationalt, og lokalt er begyndt at arbejde tættere sammen og fx også holde fællesgudstjenester. Når man lærer andre kirkesamfund at kende og begynder at sætte pris på deres traditioner, er springet ikke så stort til at engagere sig i andre kirkesamfund.

For det andet har sekulariseringen ført til en svækkelse af alle kirkesamfund, så de så at sige af nøde bliver drevet i armene på hinanden. For det tredje har den religiøse pluralisering af samfundet, især med islams markante tilstedeværelse, relativeret de konfessionelle forskelle i forhold til forskellene mellem kristendom og de andre religioner. Spørgsmålet er derfor i dag ikke om man er lutheraner eller baptist, men om man er kristen eller muslim eller ateist. Det fører alt andet lige til en større åbenhed kirkesamfundene i mellem, der let kan føre til at man engagerer sig i flere kirker samtidig.

For det fjerde, så lever vi et posttraditionelt samfund, hvor folkelige, politiske og religiøse traditioner ikke længere har så stærkt et tag i befolkningen som tidligere. Tidligere var man typis engageret i sammen tradition og organisation hele sit liv, men i dag shopper man langt mere rundt. Og det hænger naturligvis – for det femte – sammen med den stadig stærkere tendens i retning af individualisering af samfundet. What’s in it for me, er et klassisk spørgsmål for individualisten, også når det gælder engagement i en kirke. Hvad kan denne elle hin menighed (uanset hvilket kirkesamfund de måtte tilhøre) tilbyde mig, som møder mine behov.

Endelig for det sjette immigrationen. Immigranter fra Mellemøsten bringer ældgamle kirkeretninger med sig. Afrikanske migranter bringer fremmedartede afrikanske menigheder med sig. Og mange af østarbejderne kommer fra ortodokse kirkeretninger. Og så fremdeleles. Nogle af disse kristne migranter søger optagelse i folkekirken, uden at de af den grund bryder forbindelsen med deres hjemlands kirke eller den migrantkirke, som de danner her. Og i nogle tilfælde er det børnene, der i praksis får dobbelt medlemskab, hvis de bliver konfirmeret sammen med deres gammeldanske venner.

Teologisk set er alle kristne – uanset hvilken menighed eller hvilket kirkesamfund de er medlemmer af – naturligvis lemmer på samme legeme, som er Kristus, og dermed med-lemmer af Kristi ene kirke. Så i den forstand kan der aldrig blive tale om noget dobbelt kirkemedlemskab. Det dobbelte kirkemedlemskab, og afvisning af det dobbelte medlemskab, er imidlertid menneskelige ordninger, forsøg på at skabe en orden, der kan fremme evangeliets udbredelse, på et bestemt sted og i en bestemt tid.

Jeg kender ikke til statistiske opgørelser, hverken for Danmark eller andre lande i Europa, over den faktiske udbredelse af dobbelt kirkemedlemskab – eller over, hvor mange kristne der i praksis engagerer sig i eller forbinder sig til flere kirker  samtidig uden at have dobbelt medlemskab. Men – som beskrevet ovenfor – er der gode grunde til at antage, at det et fænomen, som bliver mere udbredt i disse år, og derfor bliver kirkesamfundene sandsynligvis nødt til at tage udfordringen op og genoverveje deres ordninger på dette områder.

Christiansfeld, lørdag, den 11. maj 2018
Mogens S. Mogensen

 

2 kommentarer

Politikernes ghettoer er elastik i metermål og det, der er værre

Regeringen er i disse dage i fuld gang med at forhandle med de øvrige partier om den såkaldte ghetto-plan, “Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030”, der blev fremlagt i ghettoen Mjølnerparken den 1. marts i år. Et hovedmål med de 22 initiativer, som planen indeholder, er, som skrevet står ”ingen ghettoer i 2030”.

En meter er en meter, uanset hvordan det politiske klima er, og hvordan den politiske debat er. Men en ghetto er ikke bare en ghetto. En ghetto har aldrig i Danmark været et veldefineret begreb, men er blevet defineret forskelligt af de herskende politikere, alt efter deres skøn og behov. Faktisk er det sådan, at politikerne i praksis selv bestemmer, hvor mange ghettoer de vil have. Har politikerne behov for at tydeliggøre, at ghettoer er et meget stort problem, så kan de bare ændre på de kriterier, boligområder skal opfylde, for at få status som ghettoer, på en sådan måde, at flere boligområder pludselig bliver til ghettoer.

I december 2017 var antallet af ghettoer faldet til 22. Transport- og boligministeriet skrev da på deres hjemmeside: ”Ghettolisten omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst 3 af 5 kriterier. De fem kriterier handler om beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet, andelen af beboere med ikke-vestlig baggrund, kriminalitetesniveau, uddannelsesniveau og indkomst. Faldet i antallet af områder på listen skyldes primært faldende kriminalitet. … Der kan også spores en positiv udvikling i de udsatte boligområder i forhold til beskæftigelse.”

Men i den aftale, der netop er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF, har man vedtaget at hæve antallet af ghettoer til 30. Det skyldes ikke først og fremmest ændringer i boligområderne, men at forligspartierne har besluttet at ændre kriterierne for, hvad der skal til for at stemple et boligområde som en ghetto. Politikerne fastholde de fem kriterier, men justerer to af dem på en sådan måde, at flere boligområder dermed kvalificerer sig til at blive ghettoer.

Uddannelseskriteriet lyder sådan: ”Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe”. Nu har man vedtaget at der ”fremover kun medregnes videregående uddannelse, der er taget er taget eller godkendt i Danmark, og som derfor kan bruges til at få et arbejde i det danske samfund.” Men samtidig hæver man kriterieværdien fra 50 til 60%.

Kriminalitetskriteriet lyder sådan: ”Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 procent af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste to år).” Nu har man vedtaget, at ”Kriterieværdien fastsættes til tre gange landsgennemsnittet.”

Og hokus pokus, så er antallet af ghettoer i Danmark pludselig vokset til 30. Og dermed er det problem, som ghetto-planen skal løse (nemlig at sikre, at der ikke er flere ghettoer i 2030), blev så stort, at det berettiger til voldsomme politiske indgreb. Når politikerne skal sælge deres ghetto-plan til befolkningen, så minder det om at sælge elastik i metermål.

Men det mest alvorlige – for ikke at sige pinlige – ved den aftale, som forligspartierne har indgået, er alligevel noget helt andet. Politikerne har vedtaget, at ghettoområder skal opfylde to af flg. kriterier: om beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitetesniveau, uddannelsesniveau og indkomst, men at alle ghettoer samtidig skal opfylde det femte kriterium, nemlig, at ”Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50%”. Dermed har politikerne bestemt, at ghettoer er en etnisk størrelse. Hvis der kun bor gammeldanskere i et boligområde med alle de ovenstående sociale problemer, så har det ikke noget med ghettoer at gøre, men er ’kun’ et socialt problem, som ikke berettiger til de voldsomme indgreb, som man ellers vil sætte i værk over for ghettoer, altså over for mennesker, med en anden etnicitet. Er det begyndelsen til en separat lovgivning for forskellige etniske grupper i Danmark?

Christiansfeld, Kristi Himmelfarts dag, den 10. maj 2018
Mogens S. Mogens

Skriv en kommentar

Tegningekrisen i offentlighedsteologisk perspektiv

Tegningekrisen ligger nu over 12 år bag os, men den påkalder sig stadig opmærksomhed, netop fordi den på dramatisk vis illustrerer konflikten mellem religiøse og sekulære værdier. I bogen ”Theology in the Public Sphere. Public Theology as a Catalyst for Open Debate” (2011) vier Sebastian Kim et helt kapitel til denne konflikt under overskriften ”Freedom of Religion vs. Respect for Faith”. Kims hovedsynspunkt er, at disse to værdier ikke nødvendigvis behøver at være i konflikt med hinanden, men at de tværtimod er viklet ind i hinanden og må forstås i lyset af hinanden

Kim understreger, betydningen af ytringsfrihed som en hjørnesten i det liberale demokrati og som en ledestjerne i civilsamfundet. Og som et forsvar for ytringsfriheden var publikationen af Muhammed-tegningerne efter Kims opfattelse legitim, idet den gjorde det klart for alle, at i en sekulær kontekst i Europa kan en religiøs gruppe ikke trække deres religiøse tro og praksis ned over hovedet på den brede befolkning. Men på den anden side kan ytringsfriheden heller aldrig være absolut, og argumentet om faren for indførelse af selvcensur i pressen holder heller ikke. Medierne udøver hele tiden selvcensur, fx når de af respekt for de efterladte undlader at nærbilleder af døde legemer. Pressen må naturligvis hele tiden foretage en ”forhandling” mellem ytringsfrihed og respekt. Kim konkluderer derfor, at publikationen af tegninger af profeten var hel legitim, men at tegne profeten med en bombe i turbanen overskred de grænsen for, hvor langt ytringsfriheden bør strækkes, især i den konkrete situation, hvor der var mange terrorangreb udført af ekstreme muslimske grupper. Fortalerne for ytringsfrihed bør derfor altid overveje dens grænser, og ytringsfrihed må altid ledsages af respekt for andres tro og værdier.

På de anden side må de, der argumenterer ud fra respekt for tro også udvise forståelse for, at offentliggørelsen af profettegningerne skete som et udtryk for selvforsvar (for ytringsfriheden) og ikke bare som et udtryk for arrogance, diskriminering og dæmonisering. Muslimer må, efter Kims opfattelse, acceptere, at tegninger af profeten bliver publiceret, men de har ret i deres kritik af den måde profeten blev fremstillet på, med en bombe i turbanen, så det indtryk blev formidlet at islam var en terroristisk religion. Dermed oplevede den muslimske minoritet, at flertalssamfundet søgte at trække sine værdier ned over hovedet på dem, mens majoritetssamfundet modsat oplevede, at det var minoritetssamfundet, der truede majoritetens værdier og normer. Det muslimske argument var baseret på respekt for deres religion, men samtidig evnede de ikke at vise respekt for civilsamfundets europæiske forståelse af religion og samfund. Og de muslimer, som reagerede voldeligt på fremstillingen af islam som voldelig og terroristisk bekræftede det billede af islam, som tegningen af profeten med en bombe i turbanen fremstillede af islam. Kim konkluderer, at det muslimske samfunds protest med tegninger var legitim, men måden, man nogle steder protesterede på, ved anvendelse af vold var naturligvis ikke acceptabel i noget civilsamfund.

Kims intention er ”at finde et fælles rum for både religiøse og sekulære værdier i konteksten af det moderne og postmoderne Europa. … At skabe et fælles rum er et vitalt aspekt ved at leve i ethvert multikulturelt samfund, hvor værdierne til stadighed må forhandles gennem gensidig tolerance”. Kim mener, at i Europa må dette fælles rum være inden for det sekulære demokrati og civilsamfundet. Det betyder ikke, at fx det muslimske samfund skal opgive sin religiøse identitet, men at det skal bevæge sig ud og interagere med det omgivende samfunds værdier. På tilsvarende måde må den sekulære ideologi i muslimske lande, hvor islamisk lov praktiseres, finde dets fælles rum inden for det samfund, som er bygget på islamiske religiøse værdier. Begge parter må forhandle deres egne værdier inden for disse kontekster og tilpasse sig den andens værdier. Det betyder fx, at muslimske samfund i Europa må leve med, at ikke alle de regler og normer, som praktiseres i islamiske lande, respektereres i de europæiske lande. Og på samme måde må ikke-muslimer i Mellemøsten også tilpasse sig de normer, der gælder i disse lande. Derfor må muslimer i Europa acceptere at afbildning af profeten hører til religionsfrihedens domæne, og muslimerne må som en del af deres integration forsone sig med det, mens de sekulære medier må udvise respekt for tro ved at lytte sensitivt til minoriteten. Religiøse grupper må bidrage til samfundet ved at dele deres værdier i det fælles rum, samtidig med at de anerkender og påskønner samfundets værdier, inkl. ytringsfriheden og retten til at kritisere religion.

Kim har ikke nogen let universalløsning på det multikulturelle samfunds udfordringer, men problemet opstår, hvis man anser ytringsfrihed og respekt for tro som værdier, der nødvendigvis må være i konflikt og udelukke hinanden. Tværtimod så må disse to værdier være i stadig forhandling – i lyset af den kontekst, hvor man befinder sig.

Når Kim drøfter den danske tegningekrise i en bog om ”public theology”, eller som vi vil sige på dansk ”offentlighedsteologi”, så er det, fordi han er af den opfattelse, at offentlighedsteologi kan bidrage til at løse sådanne konflikter. ”At bedrive offentlighedsteologi betyder, at man engagerer sig i begge sider af kløften [mellem religiøse, socioøkonomiske og politiske forskelle]. Offentlighedsteologi søger at repræsentere den ene for den anden, og søger også at stille kritiske spørgsmål til begge. Offentlighedsteologi påtager sig mæglingsrollen i kløften med kritisk solidaritet. Den anerkender de religiøse dimensioner af samfundsmæssige spørgsmål, især relationen mellem tro og identitet, og samtidig anerkender den de samfundsmæssige implikationer af en bestemt religion. Den stiller spørgsmål til sekularisme, som ikke respekterer tro, og til religion, som sætter sig op imod ytringsfrihed. Og den gør det på en måde som fremmer kritisk forståelse og fredelige relationer mellem forskellige grupper i samfundet. Ved at mediere i kløften med kritisk solidaritet bidrager offentlighedsteologi til dannelsen af et samfund af samfund, hvor de religiøse dimensioner af identitet forstås bedre, og hvor religiøse grupper opmuntres til at arbejde for det bredere samfunds interesser.”

Vi får sikkert aldrig en gentagelse af tegningekrisen, men vi vil sandsynligvis også fremover i i et samfund, der bliver mere og mere mangfoldigt, komme til at opleve konflikter, hvor sekulære og religiøse værdier spiller en central rolle. Og i den situation kan et offentlighedsteologisk engagement måske bidrage til en løsning af konflikterne.

Christiansfeld, onsdag, den 9. maj 2018
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

en del af muslimernes integration i Europæiske samfund må de forsone sig

 

 

 

 

det fælles rum i islamisk dominerede lande ,

 

Skriv en kommentar

Religionsmødet udfordrer folkekirken – og tak for det!

For 100 år siden var 98% af befolkningen medlem af folkekirken. Så sent som i 1974 var 94% stadig medlem af folkekirken. I dag er medlemsprocenten nede på 75%, og samtidig tilhører en voksende andel af befolkningen islam, hinduisme, buddhisme og andre religioner. Efter i århundreder at have været et klassisk kristenhedssamfund, hvor der var sammenfald mellem folk og kirke, så er samfundet i disse årtier ved at udvikle sig i multireligiøs retning og folkekirken er udfordret af religionsmødet, det religionsmøde, som er en daglig virkelighed for de fleste andre kristne i hele verden. Så den globale kirke kan med god ret byde folkekirken velkommen til det religionsmøde, som for dem er en naturlig del af det at være kirke.

Den multireligiøse virkelighed og det dertilhørende religionsmøde indebærer en lang række udfordringer, som folkekirken i disse år er begyndt eller må begynde at forholde sig til. Her vil jeg kort gennemgå nogle af de vigtigste udfordringer, sådan som jeg ser det.

Folkekirkens plads i det offentlige rum: Mens folkekirkens plads i det offentlige rum i indtil for få årtier siden blev taget for givet, så er kristendommen efterhånden ved at blive en religion – om end den meget dominerende – blandt mange andre i samfundet. De senere års mistænksomhed overfor religion i almindelighed og islam i særdeleshed har rejst spørgsmålet, om religionens, og dermed også folkekirkens plads i det offentlige rum. Må kristendommen som al anden religion forføje sig bort til de private gemakker og må der ikke argumenteres ud fra kristendommen i den offentlige politiske debat? Eller må kristendommen indtage rollen som identitetsmarkør for danskhed i integrationsdebatten? Eller er det folkekirkens opgave at tale de religiøse minoriteters sag?

Mission: I mange år har mission været et ord, der ikke er blevet forbundet med folkekirken, men som havde at gøre med frie kirkelige bevægelser som Indre Mission og missionsselskaberne? Pga sekulariseringen og den religiøse pluralisering af samfundet, så er mission i de senere år kommet på den officielle folkekirkes dagsorden og er kommet ind i kirkeministerielle betænkninger. Efter i århundreder at have været en kirke, der fra officiel side stort set aldrig havde været engageret i mission, så er vor lutherske kirke i dag inde i en vanskelig læringsproces mht. mission blandt mennesker som enten er blevet fremmedgjort over for kristendommen, eller som tilhører helt andre religioner? Hvordan skal vi i folkekirken i dag forstå mission? Hvordan uddanner vi vore præster og andre medarbejdere til at være i mission? Hvilke strukturelle ændringer skal der ske i folkekirken på de forskellige niveauer af hensyn til missionsopgaven?

Omvendelse: Selvom omvendelse er et nøglebegreb i Ny Testamente, så er det heller ikke et ord, som vi er vant til at bruge i folkekirken. Jo, vi kender til Luthers tale om den daglige omvendelse. Og vi kender til omvendelser i vækkelsesmiljøer, hvor omvendelse netop forstås som de døbtes vækkelse, dvs. omvendelse til troens nåde. Men religionsmødet fører, som de seneste år har vist, undertiden til, at fx muslimer oplever en omvendelse i mødet med evangeliet, der indebærer et religionsskifte. Omvendelse eller konversion i den betydning er et radikalt fænomen, der som oftest har en langt mere omfattende konsekvenser end omvendelse som den daglige omvendelse eller omvendelse som vækkelse. Hvordan skal vi som kirke forholde os til mennesker, som oplever en omvendelse til kristendommen? Hvordan tager vi imod dem, og hvordan tager vi os af dem? Dertil kommer spørgsmålet om de kristne, som omvender sig til en anden religion. I dagens udgave af Kristeligt Dagblad kan man således læse om forfatteren Helle Merete Brix, der for 22 år siden konverterede til buddhismen, men som samtidig betragter sig som kristen? Og hvordan tager vi som folkekirke imod de døbte mennesker, som i er periode har tilsluttet sig en anden religion, men så vender tilbage til den kristne tro?

Og lad os fortsætte med nogle af de udfordringer, som følger med omvendelse af muslimer og andre til kristendommen:

Voksendåb: Voksendåb forbinder vi ofte med baptistkirken og andre frikirker, for folkekirken er i hele sin selvforståelse en barnedøbende kirke. Og det har da også fungeret udmærket sådan, så længe vi havde et kristenhedssamfund gennemsyret af kristendom, hvor næsten alle var medlemmer af folkekirken. Der har dog især i de senere år været dåb af voksne, fx forud for en konfirmation, men som oftest har der været tale om mennesker, der er opvokset i en kristen kultur og kender kristendommen fra barnsben af. Det giver en række udfordringer, fx mht. dåbsritual, som folkekirken ikke er færdig med at forholde sig til. Men når der er tale om dåb af mennesker, konverterer fra en anden religion til kristendommen, er der flere og vanskeligere udfordringer at forholde sig til. Ved barnedåb foregår oplæringen efter dåben, men ved voksendåb ligger oplæringen før. Spørgsmålet er så, hvor megen oplæring skal man forlange forud for en dåb? Der er ingen politikere, der kan finde på at antyde, at en voksen gammeldansker måske lader sig døbe på skrømt, med problematiske motiver og uden at have en tilstrækkeligt kendskab til kristendommen, men det sker undertiden, når der er tale om dåb af konvertitter, der er asylansøgere. Skal folkekirken indrette sin konvertitdåbspraksis efter politiske ønsker, eller bede myndighederne blande sig udenom?

Menighedsfællesskab: I et kristenhedssamfund, hvor der er sammenfald mellem folk og menighed, er kirken centralt placeret i lokalsamfundet i samspil med skolen og andre institutioner, og behovet for kristent fællesskab bliver for de fleste opfyldt gennem deltagelsen i gudstjenester og fællesskabet i hjemmene og i andre sammenhænge i lokalsamfundet. For dem, der ønskede et tættere kristent fællesskab har der været frie kirkelige foreninger, som fx Indre Mission, grundtvigske foreninger og KFUM og KFUK. Behovet for kristent fællesskab opleves som særdeles påtrængende for konvertitter, fx fra islam, fordi deres konversion til kristendommen ofte har betydet, at de har mistet både deres religiøse fællesskaber og deres sociale fællesskaber. Som en konvertit fra islam i Pakistan en gang udtrykte det: ”Omvendelse er muligt, men derefter bliver det vanskeligt, meget vanskeligt”. Forudsætningen for at fastholde sin tro er i de fleste tilfælde, at konvertitten bliver en del af et tæt og godt fællesskab, for religionssociologerne Berger og Luckmann har peget på, så er det religiøse fællesskab den plausibilitetsstruktur, som gør det muligt at fastholde troen som plausibel. Og her har folkekirken en meget stor udfordring i dag, fordi lokalsamfundet ikke længere er stærkt forankret i kristendom og kirke, og fordi de frie kirkelige foreninger, der kunne have tilbudt dette nære fællesskab, mange steder er væk. Hvordan kan vi i folkekirken etablere de fællesskaber, som kan favne og støtte konvertitter?

Kristenliv: I folkekirken er vi gode til at forkynde og under vise om det helt centrale i kristendommen: retfærdiggørelse af tro ved guds nåde. Det er for mange konvertitter, især fra islam, et frihedsbudskab, som de sætter stor pris på. På mange måder lever vi endnu – fem hundrede år efter Luther – i reformationens opgør med katolicismens gerningsretfærdighed, på en sådan måde, at vi taler meget lidt om det kristne liv, kristen etik, og kristne trospraksisser. Det er som om vi i praksis kun forholder os til den halvdel af hvert af Paulus’ breve, hvor han taler om frelsens vej, mens vi let og elegant hopper over hans parenese, hans formaninger og vejledninger ang. det kristne liv. For konvertitter fra islam (og andre religioner) til kristendom oplever de det som en stor mangel, når de ikke får den nødvendige hjælp og vejledning til at leve deres nye liv som kristne.

Lederudvikling: I disse år er der flere hundrede iranske muslimer, der konverterer til kristendommen, og de har naturligvis brug for, at der blandt dem udvikles ledere, som har forståelse for deres behov og muligheder. Hvordan gør vi det i folkekirken? Vi har i folkekirken en tradition for at uddanne præster, organister, kirke/kulturmedarbejdere og andre lønnede medarbejdere i kirken, men vi har ikke tradition for at udvikle ledere blandt de frivillige. Vi har også haft en stærk tradition for i de frie kirkelige organisationer at lægge til rette for lederudvikling af frivillige. Selv fik jeg min første kristelige lederudvikling i KFUM spejderne og også i KFUM og KFUKs ungdomsarbejde. Men i dag står de frie kirkelige foreninger så svagt, at de ikke magter at løse denne opgave på folkekirkens vegne. Lederudvikling i folkekirken er også en udfordring, som religionsmødet har været med til at eksponere.

Der er ingen grund til, at vi i folkekirken beklager os over de udfordringer, som religionsmødet stiller os over for i disse år. Tværtimod tvinger religionsmødet os til teologisk, strukturelt og praktisk at gennemtænke og eksperimentere med problemstillinger, som det er meget sundt for os som kirke at forholde os til, hvis vi skal forblive en levende og dynamisk kirke. For religionsmøde eller ej, så har vi brug for i folkekirken at overveje, hvordan vi fremme en lederudvikling af lægfolket, hvordan vi kan vejlede kirkens medlemmer mht. kristenliv, kristen etik, kristne praksisser. Religionsmøde eller ej, så har vi brug for at besinde os på udvikling af fællesskaber i folkekirken, der kan understøtte folks trosliv, for at overveje, hvordan vi kan tage voksnes trosvandring alvorligt. Religionsmøde eller ej, så må vi finde ud af, hvordan folkekirken kan udleve sin offentlighedsdimension i mission og i deltagelse i samfundsdebatten.

Derfor har vi som folkekirke al mulig grund til at være taknemlige for det religionsmøde, som vi står midt i i dag.

Christiansfeld, mandag, den 7. maj 2018
Mogens S. Mogensen

2 kommentarer

Ret og religion i dagens Danmark

I går holdt Lisbet Christoffersen tiltrædelsesforelæsning som professor i ”Ret og Religion” på Roskilde Universitets Center, og i den forbindelse blev der afholdt et seminar om ”Ret og Religion i dagens Danmark” med en halv snes professorer og en håndfuld andre forskere.

Frem til reformation i 1536 havde Danmark to retssystemer – der var statens og et kirkeligt. Det kirkelige retssystem dømte i alle sager, som havde med kirken at gøre, inkl. spørgsmål om sædelighed og ægteskab, mens det statslige retssystem tog sig af alle andre sager. Siden reformationen har der kun været et retssystem i Danmark, nemlig det statslige, som kirken ikke har nogen indflydelse på. Og derfor har der i mange år i juridiske kredse ikke været nogen interesse for spørgsmålet om forholdet mellem ret og religion. Men oprettelsen af et professorat i ”Ret og Religion” – og afholdelsen af det meget velbesøgte seminar om samme emne – er tegn på, at det er ved at ændre sig.

Årsagen er sandsynligvis udviklingen af et multireligiøs samfund, hvor de nye religioner, især islam, bringer en anden forståelse af ret med sig. I mødet med islam bliver vi pludselig klar over, at vor danske retskultur egentlig er forankret i den kristne religion, eller helt præcist i en luthersk tradition. Og, hvad der er lige så betydningsfuldt, så indebærer tilstedeværelsen af hundredetusinder af tilhængere af andre religioner –især pga. indvandring , at lovgivningen omkring religion – som i praksis har været kristendom og så lidt jødedom – bliver udfordret. I dag er der ca. 30.000 buddhister fordelt på 30 grupper, inkl. 15 anerkendte trossamfund. Der er 17-18.000 hinduer i 7 anerkendte trossamfund, 280.000 – 310.000 muslimer i 28 godkendte trossamfund med ca. 170 moskeer. 8.000 jøder. Udover de kristne trossamfund. Så sent som i 1974 var94,3% af befolkningen medlem af folkekirken, mens procentallet i dag er nede på 75.

I sin forelæsning pegede Lisbet Christoffersen på at lov og religion er to normsystemer, der kan komme i konflikt med hinanden. Religion som lov, lov om religion, og religion i lov. Og det var om disse tre temaer debatten kredsede i løbet af dagen.

  1. Religion som lov: Religion kan optræde som lov, i form af et trossamfunds interne retsopfattelse og interne retspraksis til styring af trossamfundets interne anliggender, og som sådan er den adskilt fra samfundets lov. Det er et område, som har været omgivet af stor mistænksomhed fra samfundets side, da man har været bange for etableringen af et parallelt retsvæsen især når det gælder muslimer. Så længe disse interne retssystemer ikke bevæger sig ind på det statslige retssystems område, burde der ikke være problemer med det, men det må tværtimod være helt naturligt at et trossamfund også fungere som et retssamfund. Således har den katolske kirke i Danmark altid haft sine interne domstole der har dømt ud fra kanonisk ret. For som en katolsk oplægsholder sagde det, så er modsætningen til en retskirke ikke en kærlighedskirke, men en uretskirke.
  2. Lov om religion: Der er religionsfrihed i Danmark, men denne frihed er lige så lidt som andre friheder absolut og uindskrænket. For som grundloven siger i par 67, så har borgerne ”ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden” Hvad er det for en frihed, grundloven beskytter? Er det ritualfrihed, eller en bredere frihed. Religiøs mangfoldighed er en udfordring for ethvert samfunds sammenhængskraft, så spørgsmålet er, hvor stort et spillerum man vil give religionerne? ”Hvad er grænserne/rammerne for nationalstatens krav på konsensus? Hvad er religiøse minoriteters roller og rettigheder? Ganske vist fik vi en såkaldt trossamfundslov i december 2017, men – som en af talerne gjorde opmærksom på – så mangler vi stadig en samlet religionslovgivning, og Danmark er derfor på dette område Danmark de tusind loves land. Og jeg vil tilføje, at meget tyder på, at vi i disse år oplever indskrænkninger i borgernes religionsfrihed i Danmark.
  3. Religion i lov: Religion har haft indflydelse på retssystemers opkomst og opretholdelse både historisk og aktuelt. At vort retssamfund bygger på kristne værdier, bliver i disse år så tydeligt, at også jurister begynder at tale om det. En af forskerne gennemgik love omkring ægteskab og arv og påviste, hvordan vore love og regler afspejler vores lutherske tradition. Samtidig er alle også klar over, at retten ikke kan regulere alt i et samfund, og forsøger man på det, ender man i et totalitært samfund. For at et samfund kan opretholdes over tid, så er der ikke bare brug for lov og ret, men også for moral, og moral er ofte forankret i religion. I praksis vil der derfor være en arbejdsdeling mellem ret og moral.

Seminaret viste med al ønskelig tydelighed, at ”Ret og Religion i dagens Danmark” er et vigtigt tema i vort religiøst mangfoldige samfund, og derfor er det meget glædeligt, at RUC nu har ansat en professor til at fokusere på dette emne.

Lørdag, den 4. maj 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar