Islamisk Stats foreløbige sejre i Europa

Dette år har været et ”annus horribilis” pga. af alle de terrorhandlinger, som Islamisk Stat og dens sympatisører har gennemført flere steder i Europa. Samtidig med at Islamisk Stat tilsyneladende har lidt flere nederlag i Irak og Syrien, har de imidlertid med deres terrorangreb i Europa og sin propaganda skaffet sig to foreløbige sejre her i Europa.

For det første er det lykkedes Islamisk Stat at overbevise en ikke ubetydelig del af befolkningen i Danmark og andre europæiske lande om, at islam er en voldelig for ikke at sige terroristisk religion. Det vil sige, at Islamisk Stat ikke blot repræsenterer en ekstrem tolkning af islam, som ligger langt fra den form for islam, som de allerfleste muslimer følger, men at Islamisk Stat – når det kommer til stykket – udtrykker islams sande væsen.

For det andet er det lykkedes Islamisk stat at overbevise en ikkeubetydelig del af befolkningen i Danmark og andre europæiske lande om, at Vesten – og dermed kristendommen – er i krig med islam, og at der altså pågår en borgerkrig mellem muslimer og kristne i Europa i dag. Det vil sige, at den terror, som Islamisk stats sympatisører har begået ikke blot er at betragte som en meget alvorlig form for kriminalitet, nemlig terror som politi og efterretningsvæsen skal bekæmpe, men er aktører i en borgerkrig.

Det er tankevækkende, at det er en tolkning af islam og situationen i Europa, som en række toneangivende debattører og politikere på den højrenationale fløj i Danmark og mange andre lande i Europa i dag langt hen ad vejen deler, og som de arbejder målbevidst om at overbevise resten af befolkningen i Danmark og Europa om. De mest markante holdningstilkendegivelser i Danmark finder man på de sociale medier, men efterhånden dukker de også op i andre medier og i den politiske debat. For dem, er det er ikke bare Islamisk Stat, der er problemet, det er islam, der er et problem, og vi er på randen af eller allerede midt i en borgerkrig med islam. I disse miljøer bliver dem, der ikke accepterer ovenstående tolkning af islam og situationen i Europa karakteriseret som naivister, som folk der holder hånden over islam, som ikke vil se virkeligheden i øjnene, som går muslimernes ærinde, eller som ligefrem er landsforrædere.

Der er heldig vis også bl.a. politikere og forskere, der har en anderledes vurdering af islam. Fx end den vurdering, som DFs Martin Henriksen har, når han i en artikel i Kristeligt Dagblad den 17. august kæder terrorisme og islam sammen.I den forbindelse udtaler Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen bl.a. , at ”Den her sammenkædning Martin Henriksen laver mellem terrorisme og en af verdens største religioner, den er jeg ganske enkelt ikke enig i. Der findes mere end halvanden milliard muslimer i verden, og de skal ikke tages til indtægt for få personers vanvittige handlinger”. I samme artikel skriver islam-forskeren Jakob Skovgaard-Petersen, at ”I bund og grund er det det fortolkningen af Koranen, der er afgørende. Og bogen har rigtig nok voldelig passager, men størstedelen af verdens muslimer fortolker jo ikke passagerne som en egentlig voldsopfordring….”

Forhåbentlig bliver det velovervejede og gennemtænkte vurderinger som Ellemann-Jensens og Skovgaard-Petersens, der kommer til at ligge til grund for flertallets af borgernes og af politikernes holdning til Europas muslimer, i en tid, hvor Islamisk Stat og deres sympatisørers terrorangreb har spredt skabt skræk og rædsel. Det ville være katastrofalt for Danmark og det øvrige Europa, hvis Islamisk Stat vandt den endelige kamp om tolkningen af islam og situationen i Europa. Vi står ikke foran eller midt i en krig med islam eller Europas muslimske befolkning, men midt i en kamp mod terrorister, der ganske vist er muslimer, men hvis tolkning af islam ikke repræsenterer det store muslimske flertals forståelse af islam. Og i denne kamp er det store flertal af muslimer, som ikke deler Islamisk Stats holdninger, og som igen og igen tager afstand fra Islamisk Stats ugerninger, ikke vore fjender, men vore allierende.

Christiansfeld, torsdag, den 18. august 2016
Mogens S. Mogensen

 

NB: Jeg har i teksten skiftet ordet  “nationalkonservativ” ud med  ordet “højrenational”, da det nok er en mere præcis term.

4 kommentarer

”Kristne skulle lade sig evangelisere, før de evangeliser andre”

Da pave Johannes Paul den anden i 1985 besøgte en stamme i Andesbjergene, gav indianerne ham en bibel tilbage med opfordring til, at de kristne skulle læse den igen. Historien blev fortalt idag på IAMS missionsstudiekonferencen i Seoul af prof. Elsa Tames. Tames, der er fra Costa Rica og bl.a. har skrevet bogen ”The Bible of the Oppressed”, holdt i formiddags det afsluttende foredrag med den kryptiske titel, ”Et brev fra Jakob til IAMS generalforsamlingen i Seoul”.

Tames mindede om, at David Bosch i bogen ”Transforming Mission: Paradigm Shifts in Theology of Mission”, som han skrev i 1991, året før han døde, præsenterede tre bibelske missionsparadigme, baseret på hhv. Mattæusevangeliet, Lukasevangeliet og Paulus’ breve. Hun argumenterede for, at i den aktuelle situation vi står i – med økonomisk ulighed og dertilhørende ekstreme fattigdom, økologiske katastrofer, menneskehandel, massemigration, mangel på solidaritet osv. – er brug for en missiologisk læsning af Jakobsbrevet mph. at identificere brevets implicitte missionsparadigme.

Der er brug for at adressere ikke bare den personlige synd, men også den strukturelle synd i en globaliseret verden, og der er brug for en anden missiologisk analyse end en, der fokuserer på individuelle fænomener. Der er nemlig i dag en overhængende far for, at kirken lader sig rive med af de værdier, som præger samfundet, men som er i modstrid med evangeliet. Derfor er der brug for en profetisk kritik.

Forud for en mission ad extra, over for mennesker uden for kirken, må der gå en mission ad intra, en mission, der retter sig indad i kirken med et kald til en radikal konversion og transformation, så vi ikke bedrages af samfundets værdier, og ikke bare tror på Jesus men også efterfølger ham og lever efter hans værdier. Vi må som kirke og kristne så at sige selv lade os evangelisere, før vi søger at evangelisere andre.

På konferencen blev der i plenum holdt fire hovedforedrag, inkl. Tames’ afsluttende meget udfordrende analyse af Jakobsbrevet, og der blev i en halv snes grupper præsenteret i alt 135 “papers” om mange forskellige vinkler på konversion og transformation i mange forskellige kontekster. Som mødelederen på det sidste møde, Steven Bevans, udtrykte det, så har disse ‘papers’ udgjort baggrundsmusikken for det, det virkelig handlede om, nemlig mødet med gamle og nye kolleger og venner, der alle er optaget af og engageret mssion, og udveksle tanker og erfaringer med dem.

Vi er her på konference blevet udsat for en enestående koreansk gæstfrihed og venlighed, og har nydt, hvad det koreanske køkken byder på af lækkerier. Som en af de ”listeners”, der altid afslutter denne slags konferencer, en indisk præst med sans for humor, sagde det i sin rapport om denne konference, hvis tema har været ”Conversions and transformations”. ”At this wonderful conference I have experienced a transformation, a transformation from a minister at large to a large minister.”

En af de andre ’listeners’ sagde i sin lidt mere seriøse rapport bl.a., at han – som sikkert mange andre – havde bemærket, at denne på denne konference havde været et stærkere fokus på kirkens konversion end på andres konversion. Og så føjede han til, at det ville have været anderledes, hvis konferencen var blevet holdt for flere år siden. Så måske skulle vi – som indianerne i Andesbjergene sagde til paven, da de gav en bibel tilbage til ham, gå hjem og læse bibelen igen – og lades os som kristne og kirker udfordre til en radikal konversion.

Seoul, onsdag, den 17. august 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Kan den koreanske kirke blive omvendt?

Efter et langt liv i mission bl.a. i Indien vendte Lesslie Newbigin tilbage til Storbritannien, stillede Newbigin i en artikel i et missionstidsskrift spørgsmålet, ”Can the west be converted?” Baggrunden for spørgsmålet var en opfattelse af, at den kristne del af verden, som havde udsendt talrige missionærer til resten af verden, nu var i en sådan åndelig situation, at den havde omvendelse behov.

I formiddags stillede en sydkoreansk professor i missionsteologi, Paul Hyng Choi, et tilsvarende spørgsmål, ”Kan det koeranske kirke blive omvendt?” Kristendommens korte historie i Korea er ellers en succeshistorie. De første katolske missionærer kom til landet for 230 år siden, de første protestantiske missionærer 100 år senere, og i dag er en tredjedel af befolkningen i Sydkorea kristne. Det er også i Sydkorea, at vi finder verdens største Mega-kirke, Yoido Full Gospel Church. Og kirkene i Sydkorea har udsendt så mange som 27.000 missionærer til lande på alle kontinenter, et antal, som kun overgås af kirkerne i USA. Så hvad er problemet?

I de seneste år er andelen af kristne i Sydkorea faktisk faldet en lille smule, og det er især de protestantiske kirker, som oplever tilbagegang. En gallup-undersøgelse for nylig viste også, at tilliden til de protestantiske kirker er foruroligende lav, meget lavere end fx til buddhistiske trossamfund. Tillidstabet hænger if. Choi sammen med skandaler omkring især de protestantiske kirker, bla. økonomiske og seksuelle skandaler, der har involveret højtplacerede kirkeledere og ledere af kristne teologiske institutioner. Der er et voksende antal kristne, som er holdt op med at gå i kirke og deltage i kirkelige aktiviteter pga. utilfredshed med kirken. Også missionsaktiviteterne er i krise, antallet af missionærer er i nogle kirker faldende, dels pga. økonomiske problemer, dels pga. rekrutteringsproblemer.

I sin kritik af de protestantiske kirker pegede Choi også på problemer i missionsforståelsen. Undertiden var motivet til evangelisering konkurrence mellem kirkerne om medlemmer. Hvis man havde bygget en stor og dyr kirke – og sat sig i gæld i den forbindelse – måtte man gøre hvad man kunne for at fylde kirkebænkene og dermed også indsamlingskurvene. Mission blev undertiden forstået som ekspansion af kirken og ikke nødvendigvis som deltagelse i Guds mission. Choi pegede også på, at evangeliet ofte blev reduceret til et spørgsmål om personlig frelse og en privatisering af troen, og at den offentlige dimension af evangeliet (”public faith & public theogy”) gik tabt.

Alt det lyder desværre alt for bekendt for os der kommer fra Europa og USA, og Choi hentede da også inspiration til sit bud på en konversion og transformation af den koreanske kirke fra den missional-kirke bevægelse, der har sine rødder i Lesslie Newbigins teologi og i den bevægelse, som udsprang af bogen ”Missional Church: A Vision for the Sending of the Church in North America”, som bl.a. Darrell Guder redigerede i 1998. Det var også Guder, som skrev bogen med den sigende titel ”The Continuing Conversion of the Church” fra 2000.

Helt konkret pegede han desuden på, at der var behov for at fokuser på etableringen, ikke af store megakirker, men af små missionale kirker, hvor missionen i lokalområdet var båret af lægfolk og hvor man var i et samspil med lokalsamfundet.

Seoul, mandag, den 15. august 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Megakirker i Seoul

Sarang
På den konferencen International Association of Mission Studies – konference, der i disse dage afholdes i Seoul, nøjes vi ikke med at studere og tale om mission. Hele dagen i dag har været afsat til ”exposure trips”, og jeg valgte at deltage i en tur rundt til tre af Seouls ca 25 megakirker, og fik dermed mulighed for at deltage i hele tre gudstjenester på én søndag.

Kristendommen er kun godt et par hundrede år gammel i Korea, men væksten i Sydkorea har i de seneste årtier været meget stor. I dag er ca. en tredjedel af befolkningen kristne, mens ca. 1/5 skønnes at være buddhister – og den resterende halvdel af befolkningen ikke har nogen religiøs affiliering. Godt og vel to tredjedel af de kristne er protestanter, og resten katolikker. Der er i alt ca. 38.000 protestantiske kirker – og bare i Seoul, hvor halvdelen af befolkningen er kristne – er der ca. 8.000 protestantiske kirker. Det er imidlertid ikke kun antallet af kristne, der er vokset eksplosivt, det gælder også antallet af protestantiske ”denominations” (kirkesamfund). Der er 171 protestantiske ”denominations”, og blandt presbyterianerne alene 40 ”denominations”!

Første stop var Onnuri Community Church , der hører til en af de 40 presbyterianske ”denominations”, og faktisk den, som driver det universitet, hvor vores konference afholdes. Det er en evangelikal kirke med et meget stærkt fokus på lokal evangelisering og gloabal mission, deraf også kirkens navn ”Onnuri”, der betyder ”hele verden”. Kirken blev grundlagt i 1986 af Yong Jo Hah, der indtil sin død for få år siden var kirkens ”senior pastor”. At være seniorpastor er noget helt andet end at være ”kirkebogsførende sognepræst” i Danmark. I praksis er det ham (for det er vist nok altid en mand), der træffer de endelige beslutninger i de fleste sager. For kirkens grundlægger var visionen knyttet til Apostlenes Gerninger 29! Bibelstærke læsere af dette blogindlæg vil vide, at der kun er 28 kapitler, og det er netop pointen: målet er at fortsætte de ”gerninger”, som apostlene udførte i de første 28 kapitler. Kirken har en vision 2000, der handler om at udsende 2000 missionærer. Indtil videre har kirken godt 1900 aktive udsendte missionærer.

Onnuri church

Til gudstjenesten kl. 9 var der fulde huse. Dvs ca. 2500 i selve kirkerummet, og så måske et par tusinde andre rundt omkring i den t etagers store kirkebygning. Senior Pastor Lee var på rejse til Japan, hvor kirken har et stort missiosarbejde, så det var en af de andre præster, der prædikede. Teksten var taget fra Ruths bog kap. 4, og prædikenen handlede om, at Gud altid vil tage imod os, når vi kommer til ham og velsigne os, uanset hvilken situation vi er i. Efter gudstjenesten, en rundvisning og en frokost var der mulighed for at stille spørgsmål til kirkens arbejde. Vi fik mange spændende ting at høre om kirkens mangfoldige virksomhed, men da jeg spurgte ind til, hvorfor mon det eksplosive kirkevækst i Sydkorea var blevet ledsaget af en voldsom vækst i ”denominations” også blandt presbyterianerne, som kirken tilhørte, var svaret blot: ”Vi har problemer, bed for os.”

Næste stop var Yoido Full Gospel Church, der er verdens største kirke mht. antal gudstjenestedelagere. Menigheden er grundlagt i 1958, men først i 1973 blev den nuværende imponerende Yoido-kirke bygget på Yoi-øen i Han floden.

Full-gospel

Grundlæggeren er David Yongi Choo, der nu er pensioneret, men heldigvis prædikede ved den eftermiddagsgudstjeneste, som vi deltog i. Han prædikede om den rige mand og Lazarus i Lukas 16, og overskriften over hans prædiken var ”Ligegyldighed”. ”Gud betragter ligegyldighed som synd. Hvis vi er ligegyldige over for vor næstes smerte eller nød, er vi ikke anderledes end den rige mand”, sagde han. ”Vi lever i et ligegyldigt samfund. Selvom vi lever på samme sted i årevis, ved vi ikke hvem vore naboer er. Vi ved ikke engagn, hvem der dør i vort nabolag. For nylig viste en undersøgelse, at stadig flere mennesker dør i ensomhed. Det er et alvorligt samfundsmæssigt problem.” Men som den gode samaritaner, må vi praktisere kærlighed, for gud finder behag i et liv præget, hvor vi giver og deler. ”Hvis vi viser omsorg og deler vor kærlighed med vor næste, smiler Gud til os.” Hver søndag afholder kirken 7 gudstjenester, der hver har plads til 10-12.000 deltagere.

Sidste stop på rundturen var SaRang Church, et virkeligt imponerende bygningsværk med glasfader og en dyr indretning, og med 18 etager over jorden og 8 under jorden (parkeringskældre), der blev indviet sidste år. Umiddelbart blev jeg chokeret over, at man kunne bruge så mange penge på et kirkebyggeri – kunne pengene ikke være brugt på de fattige i stedet? Men så kom jeg til at tænke på middelalderens katedraler, som må have taget sig endnu mere imponerende ud den gang sammenlignet med almindelige menneskers boliger. De blev bygget til Guds ære – og måske også til ære for dem, der byggede dem. Det er nok ikke anderledes med dette kirkebyggeri, der bestemt har været og er meget omdiskuteret i Seoul i dag. Sarang betyder kærlighed, og overalt stod der ”Gud er kærlighed”. SaRang Church er også en presbyteriansk kirke, men hører til en af de andre 39 ”denominatons” end Onnuri Church.

Sarang

Hver søndag er der fire gudstjenester med ca. 10.000 deltagere i hver for en menighed bestående af 80.000 medlemmer. Efter gudstjenesten, hvor grundlægger og senior pastor Lee prædikede, og rundvisningen fik vi mulighed for stille spørgsmål til Paul Lee, pastor og søn af senior pastor. Han fortalte bl.a. om kirkens omfattende missionsarbejde, med 370 missionærer udsendt til 50 lande. I modsætning til de fleste andre megakirker, havde Sarang Church valgt udelukkende at sende missionærer ud gennem eksisterende missionsselskaber.Lee var meget åbenhjertig mht. kirkens situation i Korea. De protestantiske kirkers vækst er gået i stå, og han forudså, at de pga sekulariseringen– ligesom kirkerne i Amerika og Europa – ville opleve tilbagegang, med mindre Sydkorea oplevede en alvorlig krise, som igen ville få folk til at søge kirken.

For en ganske almindelig dansk folkekirkekristen var det overvældende at opleve disse megakirker og deres megamissioner, og tilmed konstatere, at i en af megakirkerne samles hver søndag stort set det samme antal kirkegængere, som vi samles i alle kirker i folkekirken på en gennemsnitssøndag.

Seoul, søndag, den 14. august 2016
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Zen og sang i Seoul

Selv om det er en akademisk konference om studiet af mission, som jeg i disse dage deltager i i Seoul, så tilbydes alle, der måtte ønske det, hver morgen at deltage i en ”Chapel prayer”. I går blev denne andagt ledt af den jesuitiske fader Bernhard Senegalce, der i mange år har studeret – og praktiseret – buddhistisk zen-buddhisme, og som også præsenterer et paper på konferencen, ”On Encountering Buddhism in Depth without Losing One’s Christian Identity in South Korea.”

I sin refleksion så Fader Bernhard op Jesus, som han beskrives især i Lukas-evangeliet, som ”den oplyste”, og Jesu dåb kunne derfor tolket ud fra et buddhistisk perspektiv kunne derfor forstås som en ”awakening experience”. Derefter præsenterede han 18 karakteristika ved Jesus som ”den oplyste”. En mystiker, der hele tiden lever i bøn, en prædikant, der aldrig vil fastholdes et sted, en mester, der udvælger og træner dem til at blive som ham osv.

En af de observationer i hans analyse, der slog mig, var da han forklarede, at Jesus var en sådan person, som – når folk kom i kontakt med ham – så blev de forvandlet, som det fx skete for Maria Magdalene. Men Jesus var også en, der lod sig forvandle af de mennesker han mødte. Efter Jesu møde med den kananæiske kvinde, der insisterede på, at han skulle forbarme sig over hende og helbrede hendes dæmonbesatte datter, skønt de ikke var jøder, læser vi om, at Jesus foretog endnu et bespisningsunder, der i modsætning til det første ikke symboliserede de jødiske stammers frelse, men hele verdens frelse. Og efter at kvinden havde vasket Jesu fødder, læser vi om, at Jesus vasker disciplenes fødder.

”Chapel Prayer” i dag var lidt mere traditionel, idet der var en refleksion over Jonas og den grænseoverskridende Gud, omgivet af en liturgi med bibellæsning, bønner og sang. Da vi sang  hymnen Summoned by the God who made us  på denne konference præget af stor  teologisk og kulturel mangfoldighed, satte sangens omkvæd mine tanker i gang om kirkens mangfoldighed og enhed.

Let us bring the gifts that differ
And, in splendid, varied ways,
Sing a new church into being,
One of faith and love and praise

Hver for sig bringer vi noget med fra vores kirkes tradition. Vore gaver er forskellige, men forskelligheden kan netop bidrage til noget skønt og stort. Økumeniske samtaler og forhandlinger er naturligvis nyttige, men måske oplever vi enheden stærkere, når vi i fællesskab synger lovsange, og dermed synger en ny kirke i gang (se hele sangen her).

Med den lange salmetradition, vi har i Danmark, den helt centrale plads, som salmesangen har i folkekirkens gudstjeneste, og den funktion, som salmesangen i praksis har som menighedens fælles bekendelse, burde det ikke være nogen fremmed tanke for os, at kirken fornys og. forenes gennem vor fælles lovsang.

Med zen og sang i tankerne har vi i går og i dag kastet os over de akademiske oplæg og diskussioner om mission her i Seoul.

Seoul, lørdag, den 12. august 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Hvordan er forholdet mellem konversion til kristendommen og sociale og kulturelle forandringer?

Er konversion blot noget, der foregår i den enkeltes lønkammer, eller har konversion noget at gøre med sociale og kulturelle forhold? Og hvis konversion har noget at gøre med sociale og kulturelle forandringer at gøre, hvad er så årsag, og hvad er virkning?

Joel Robbins, der er en af ophavsmændene til en ny bølge i antropologien, nemlig ”anthropology of Christianity”, holdt her til morgen på missionskonferencen i Seoul foredrag om forholdet mellem konversion og kulturelle forandringer. Robbins er kendt fra bogen ”Becoming sinners. Christianity and Moral Torment in a Papua New Guinea Society” (2004), hvor han beskriver konversion og religiøs forandring blandt Urapmim-folket i et fjernt område af Papua New Guinea.

Tidligere havde antropologer svært ved at anerkende, at konversion til kristendommen – endda på forholdsvis kort tid – kunne føre til så radikale forandringer som det var tilfældet i Urapmim-samfundet fra 197’erne og fremefter. Mens antropologer tidligere især havde forstået konversion som et resultat af sociale forandringer, er Joel Robbins konklusion, at konversion til kristendom kan føre til radikale sociale og kulturelle forandringer i et samfund. Fx ændringer i kønsrollerne i samfundet og økonomien gennem ophævelse af tabuer, idet konversionen til kristendommen indebar ændringer i de enkelte konvertitters og efterhånden hele samfundets værdier.

Det er nok en ny forståelse hos antropologer, men ikke for kristne missionærer og missiologer, som har oplevet det i missionsarbejdet rundt om i verden og har studeret det og reflekteret over det i mange år. Men en anden af Robbins’ observationer var ny og spændende for mig, det var, hvad han kaldte kristendommens ”secondarity”. Kristendommen kommer altid til et folk, der i forvejen har en religion, og denne religion fortsætter med at spille en rolle. Evangeliets forhold til jødedommen – som fx Paulus reflekterer over i sine breve – blev for Urapmim-folket en model for de kristne konvertitters refleksion over forholdet til deres oprindelige religion, mht. kontinuitet og diskontinuitet.

Endelig observerede Robins også i Urapmim-folkets møde med kristendommen betydningen af, det dybt individuelle og personlige aspekt af den kristne tro. Mens Urapmim-kulturen var ekstremt kollektivt orienteret, så oplevede konvertitterne den kristne tro som noget, hver enkelt måtte tilegne sig og leve i, og ikke noget man bare kunne give videre til hinanden uden personlig tilegnelse.

Når konversion til kristendommen kan have radikale sociale og kulturelle konsekvenser, som Joel Robbin påpegede, så rejser spørgsmålet sig – og det blev netop rejst af en af tilhørerne, en englænder, hvad bliver konsekvenserne så af den ”dekonversion”, som sker fra kristendommen i disse år – bl.a. som en del af den fremadskridende sekularisering i mange lande i vesten?

Seoul, lørdag, den 12. august 2016
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Er kristendommen én relgion, eller er der forskellige ‘kristendomme’?

Konversion er temaet for den missionskonference i Seoul, som jeg i disse dage deltager i. Det første foredrag her til morgen tog fat på det helt grundlæggende spørgsmål, nemlig, hvad er kristen konversion? Professor Christine Lienemann-Perrin fra Basel belyste ud fra seks historiske cases, hvordan kristne til forskellige tider og i forskellige kontekster har forstået konversion til kristendom meget forskelligt.

Handler kristen konversion kun om en reorientering i forhold til Gud, eller også om en tilslutning til den kristne religion? Er konversion en individuel eller en kollektiv sag? Indebærer konversion, at man også døbes? Kan man leve som skjult kristen, og så alligevel være konverteret? Hvordan er forholdet mellem kontinuitet og diskontinuitet mht. tidligere religion? Kan man tilhøre flere religioner eller praktisere (dele af) forskellige religioner samtidig? Det er nogle af de mange spørgsmål, som dukker op, når man diskuterer konversionsforståelsen og konversionspraksisser.

Måske er det ikke kun personer, der i mødet med evangeliet eventuelt konverterer. Måske er det også selve kristendommen, der konverterer og undergår forandringer, for som det blev sagt, så har kristendommen altid være multi-lokal, tværkulturel, polymorfisk og multicentrisk – og det gælder i endnu højere grad i dag. Måske er det – som Luther antydede – også kirken, som løbende må konvertere eller lade sig reformere. Men ikke nok med det: Måske er det tilmed selve konverteringsbegrebet, der løbende konverterer! Derfor var der også god grund til, at Lienemann-Perrin stillede spørgsmålet, om kristendommen – i lyset af de meget forskellige forståelser af konversion til kristendom – overhovedet kan forstås som én religion, eller vi hellere skulle tale om forskellige ”kristendomme”?

Nu havde professoren i sit oplæg anlagt en historisk deskriptiv tilgang til emnet, men hvad nu, hvis man anlagde en mere systematisk teologisk synsvinkel? Som en af deltagerne – for øvrigt en af de to andre danske deltagere – spurgte: Hvilke teologiske fællestræk er efter hendes vurdering på tværs af tidsladre og kontekster mellem de meget forskellige konversionsforståelser? Professorens svar var, at der fælles for alle disse konversionsforståelser i hvert fald var henvisningen til Bibelen. Og så føjede hun til, at vi i en tid, hvor der inden for kristendommen sker en pluralisering, har brug for økumeniske samtaler, der må tage deres udgangspunkt i en fælles læsning af Bibelen.

Seoul, torsdag, den 12. august 2015
Mogens S. Mogensen

4 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 72, der følger denne blog