Statskirken rører på sig!

“Sådan Stefan! Sådan skal det også være i Danmark!!”, skrev Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen på sin Facebook-profil i forgårs, med henvisning til en DR-artikel med overskriften ”Sveriges statsminister: Ingen præster må sige nej til at vie homoseksuelle”. Og i går udtalte Mogens Jensen så i en artikel i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Præster skal tvinges til at vie homoseksuelle”, at alle præster i folkekirken skal have pligt til at vie homoseksuelle. Mogens Jensens begrundelse, som han uddybede i TV-avisen i aften, er den, at nægtelse af vielse af homoseksuelle er udtryk for diskrimination, og at han ikke kan forstå, at præster ikke skal følge de samme regler som andre tjenestemænd. I dag kan vi så læse i Kristeligt Dagblad, at ” Flere partier vil se på tvungen vielse af homoseksuelle”.

Kirkeministeren er ikke tilhænger af forslaget, og sandsynligvis vil der i folketinget ikke være flertal for et sådant forslag …. i dag. Men det faktum at næstformanden i landets største parti stiller forslaget, og at en række partier ikke på forhånd vil afvise forslaget, er et symptom på, at statskirken rører på sig.

Reformationen i 1536 indebar, at Danmark fik en fyrstestyret kirke, altså en statskirke. Med grundloven af 1849 var målet at erstatte statskirken af en folkekirke. I § 4 siges det, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. fik en folkekirke”. Der står altså ikke at folkekirken skal styres af staten. Tværtimod siges der i § 66, at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Dvs. at grundlovsfædrenes mål var, at folkekirken skulle have sin egen styringsstruktur, således at politikerne ikke skulle blandes ind i kirkens anliggender. Men det er, som bekendt, aldrig sket.

I stedet skete der det, at der i praksis udviklede sig en skelnen mellem folkekirkens indre og ydre anliggender, således at politikerne med stor skønsomhed traf beslutninger om kirkens ydre anliggender, og søgte at holde sig ude af folkekirkens indre anliggender, som man lod kirkelige myndigheder og instanser om at drøfte og nå frem til løsninger på, som folketinget så bakkede op om gennem lovgivning.

Denne skelnen mellem indre og ydre anliggender er imidlertid ikke lovfæstet, men afhænger ene og alene af, om politikerne har forståelse for denne skelnen og i praksis vælger at respektere den. Derfor er Mogens Jensen formelt set i sin gode ret til at arbejde for at få vedtaget en lov, der handler om folkekirkens indre anliggender. Grundloven sætter ingen grænser for, hvilke beslutninger folketinget kan træffe for folkekirken (eneste begrænsning er vel folkekirkens status som evangelisk-luthersk kirke, og indholdet i denne status er naturligvis stadig til debat).

Når Mogens Jensen foreslår, at folketinget skal vedtage en lov, der pålægger alle folkekirkepræster at være parate til at vie homoseksuelle par, og når en række partier er parate til at overveje forslaget, er det et tegn på, at vores folkekirkeordning er under pres. Meget tyder på, at politikernes forståelse for folkekirkens særlige forhold og deres evne til at navigere med skønsomhed i det mudrede forhold mellem stat og kirke, er stærkt aftagende i disse år. For flere og flere politikere bliver det tilsyneladende mere og mere nærliggende at behandle folkekirken på samme måde som alle andre statslige væsener, der er helt og fuldt underlagt folketingets og regeringens magt.

Ebeltoft, onsdag, den 28. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Religion og vold: altruistisk ondskab

”Når religion gør mennesker til mordere, græder Gud”, sådan indleder den tidligere overrabbiner i Storbritannien, Jonathan Sacks, sin nye bog ”Not in God’s Name: Confronting Religious Violence”, hvor han tager fat på et af tidens alvorligste emner, nemlig forbindelsen mellem religion og vold.

Når det gælder spørgsmålet om forholdet mellem religion og vold, har de tre typiske svar været. 1. Religion er den vigtigste årsag til vold, og derfor er afskaffelsen af religion vejen til en fredelig verden. 2. Religion er ikke en kilde til vold, men manipulerende politiske ledere misbruger religionen i deres magtkamp. 3. De andres religion er forbundet med vold, men ikke min religion.

Ingen af disse tre forenklende svar holder imidlertid stik, skriver Sacks. Undersøgelser viser, at religion historisk et kun har spille en mindre rolle i de fleste krige og konflikter i verden. På den anden side fremgår det også med al ønskelig tydelighed – fx af muslimsk terrorisme i dag – at der udøves vold med religiøse motiver Både jødedom, kristendom og islam definerer sig selv som fredsreligioner, og alligevel har alle tre religioner på tidspunkter i deres historier været forbundet med vold. For Sacks er der imidlertid ingen tvivl om, at ”den største trussel mod friheden i den postmoderne verden er radikal politiseret religion.” Både jødedom, kristendom og islam har haft deres voldelige perioder, og i dag er det især religiøs vold knyttet til islam, der udgør den alvorligste trussel.

I sit forsøg på at udrede forholdet mellem religion og vold peger Sacks først på det fænomen, som han kalder ”altruistisk ondskab”. Volden må forstås i forbindelse med dannelse af identiteter og grupper, og her kommer religion ind i billedet, fordi den understøtter grupper mere effektivt en nogen anden kraft. Når man i historiens løb har søgt efter erstatninger for religion til dette formål, er det kun gået galt, tænk blot på politiske ideologier som kommunisme, nationalisme eller racisme. Inden for gruppen opbygges der en altruisme, mens der ofte er aggression mellem grupperne. Volden er en mulighed, hver gang der opstår et ”os” og et ”dem” og den bliver mere sandsynlig hvis dualismen udvikler sig til en forståelse af, at vi helt igennem er de gode og de er de onde. Det kan føre til en kamp mellem lysets børn og mørkets magter, og her kommer den altruistiske ondskab ind i billedet.. Denne dualisme har flere faser. Først er der dehumaniseringen af en folkegruppe, fx jøderne i Nazityskland, der blev beskrevet som baciller eller parasitter, der truede samfundets helbred. Dernæst følger offergørelsen, hvor man definerer sig selv som et uskyldigt offer, der er udsat for overgreb, og gør ”de andre” til syndebuk. Derefter følger gennemførelsen af den altruistiske ondskab. Sacks definerer altruistisk ondskab som ”ondskab begået i en hellig sags, eller i høje idealers navn”. Der er altså i fx nazibødlers og islamistiske terroristers selvforståelse tale om en god gerning, der udføres i en højere sags tjeneste eller for at tjene Gud

Efter at have analyseret årsagerne til den religiøse vold, peger Sacks på, hvordan man kan imødegå eller forebygge den. I en meget spændende eksegese af centrale passager i 1. Mosebog viser Sacks, hvordan der her ligger ressourcer til imødegåelse af religiøs vold. Ud fra en forståelse af, at jødedom, kristendom og islam er som søskende, der alle kæmper om Abrahams velsignelse, gennemgår Sacks fire søskendekonflikter i 1. Mosebog: Kain og Abel, Ishamel og Isak, Esau og Jakob, Josef og hans brødre, og viser vejen til at brødre kan leve sammen i fred på basis af Guds kærlighed til os alle. Ud fra historien om Josefs møde med sine brødre i Egypten peger Sacks på, at ”Den måde vi lærer ikke at begå ondskab på, er ved at opleve en begivenhed fra offerets perspektiv” Eller sagt med andre ord: ”For at blive kureret for den potentielle vold mod den Anden, må jeg blive i stand til at forestille mig selv som den Anden”.

Sacks minder om, at ”Det er ikke vanskeligt at elske din næste/din nabo som dig selv, fordi din næste/nabo i mange henseender er som dig selv. Han tilhører den samme nation, den samme kultur, den samme økonomi, det samme politiske system. Vi er del af det samme skæbnefællesskab og vi har del i det sammen fælles gode. Det der er svært er at elske den fremmede”. Hvis en kristen, en muslim eller en jøde skal gøre plads for den anden, så må man eller hun gennemgå en grundlæggende og desorienterende oplevelse af ”role reversal”. Hvordan ville det fx opleves at være en en jøde der udsættes for antisemitisme? Vi bliver nødt til at sætte os i den andens sted, også når den anden er en, som vi ikke forstår eller ligefrem foragter. En sådan empati på tværs af religiøse grænser, kan opleves som meget farlig, fordi en af religionens funktioner netop er at vedligeholde grænserne.

Samtidig minder han om, at der i Det Gamle Testamente er to pagter, den universelle Noah-pagt mellem Gud og hele menneskeheden, og den partikulære Abraham-pagt med Israel (og antyder, at Gud ikke kun har en historie med Israels folk, men med alle folkeslag). Det betyder, at ”our common humanity precedes our religious differences”, og at Gud er både universel og partikulær, og at Gud ikke kun er vor Gud, men også Gud for alle andre og tilgængelig for alle andre, og at vi kan møde Gud på de mest overraskende steder.

En årsag der bidrager til, at religioner kan føre til vold i Guds navn er fundamentalismen, som Sacks tager et frontalt opgør med. Sacks er af den opfattelse, at der i både jødernes, de kristnes og muslimernes helligskrifter er passager, som – hvis de læses bogstaveligt – kan føre til vold og had. En rabbiner har sagt, at ”Den, der oversætter et vers bogstaveligt, er en løgner”. Pointen er: ”Ingen tekst uden fortolkning” og ”Ingen fortolkning uden tradition” og han henviser til Paulus der i 2 Kor 3,6 siger, at ”Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende”.

Endelig peger Sacks på, at religiøs vold i Guds navn kan ske, når religioner får magt, og derfor må der ske en adskillelse mellem religion og magt. Den svære proces har jødedommen og kristendommen været igennem, og det er den proces, som måske er i gang i islam i disse år. Både i jødedommens og kristendommens historie skete adskillelsen ikke i forbindelse med en kamp mod en anden religion, men i interne opgør inden for den enkelte religion, altså når troende med et chok af genkendelse oplever, at de kæmper mod mennesker der tilhører den samme religion. Derfor mener Sacks også, at den alvorligste konflikt i det 21. århundrede ikke bliver mellem civilisationer eller religioner, men inden for dem, mellem dem, som accepterer, og dem som afviser adskillelsen af religion og magt.

Efter Sacks opfattelse er den en fælles opgave for både jøder, kristne og muslimer at bekæmpe den religiøse vold og den altruistiske ondskab og den dæmoniserende dualisme, der ligger bag. Sacks slutter bogen med en kraftig appel: ”I dag kalder Gud os, jøde, kristen, muslim, til at slippe hadet og forkyndelsen af had, og til omsider at leve som brødre og søstre, i sand overensstemmelse med vor tro og som en velsignelse for andre uden hensyn til deres tro, idet vi ærer Guds navn ved at ære hans billede, menneskeheden.”

Dette korte resume yder naturligvis ikke Jonathan Sacks bog nogen retfærdighed. Bogen er en guldgrube af indsigter og udfordringer for enhver, som interesserer sig for forholdet mellem jødedom, islam og kristendom, og som er bekymret over den vold, der i disse år udføres i Guds navn.

Christiansfeld, mandag, den 19. juni 2017
Mogens S. Mogensen

NB: For nylig er bogen udkommet på dansk under titlen ”Ikke i Guds navn: Hvordan vi bekæmper religiøs vold” på Kristeligt Dagblads forlag.

1 kommentar

”Måtte også Ismael leve for dit ansigt!”

Da vi kom til vores kirkedør lidt før kl. 10.30, viste det sig, at der ikke var gudstjeneste i dag. Men heldigvis har vi en søsterkirke i byen, eller rettere en brødremenighed, så derfor tog vi derhen for at deltage i gudstjenesten. Brødremenighedens læregrundlag er det samme som folkekirkens, men liturgien er anderledes. Efter læsningen af dagens tekster fra brødremenighedens løsensbog, kom vi til litaniet, i dag litani nr. 5. Et litani er en kirkebøn der læses/synges på skift af præst og menighed. Et sted i litaniet bedes der for kirkens enhed og kirkens mission.

”Styr og led din hellige kirke. … Foren alle Guds børn til én ånd, så de må elske hinanden af et rent hjerte …. Vær dine tjeneres lys og trøst midt blandt kristne og hedninger, ban deres vej og stræk deres teltsnore langt ud, så at hedningerne snart fuldtalligt kommer ind i dit rige; frels Israel fra dets blindhed; og måtte også Ismael leve for dit ansigt”.

En note i litaniet fortæller, at Ismael her refererer til muslimerne! Det er helt i forlængelse af både jødiske, kristne og muslimske traditioner, der gør Ismael til arabernes og gennem araberne også til muslimernes stamfader. Dette mønster for forbønnen i forbindelse med mission – hedninger, jøder og muslimer – reflekterer en forståelse af jøders og muslimers særstilling i Guds frelsesplan. I relation til Abraham er jøder, kristne og muslimer i en vis forstand søskende.

Evangeliet om Jesus Kristus skal deles med alle mennesker i hele verden, men alligevel har jøder og muslimer altså en særstilling. At jøderne – dvs. Israels folk – efter kristen forståelse har en særstilling ligger lige for, da Israels stamfædre var Abraham, Isak og Jakob, og da vi tror, at Jesus er den Messias, jøderne ventede på, og at det netop er i ham, at løftet til Abraham – ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” – opfyldes. Men hvad med muslimerne?

Historien om Ismael og Isak er en af de mest gådefulde historier i det gamle testamente. Der er ingen tvivl om, at det er Isak der er den udvalgte søn, der overtager Guds løfte til Abraham. Men ikke desto mindre fortælles historien på en sådan måde, at læseren ikke kan undgå at få mere sympati med Hagar og Ismael end med Sara og Isak. At Isak var den af Gud udvalgte, betød ikke, at Gud ikke også elskede Ismael og havde omsorg for ham. (”Gud var med ham”), og også Ismael fik et løfte fra Gud, om at han som Abrahams søn ville blive til et stort folk. Og ved Abrahams død optræder Ismael igen og står sammen med Isak for begravelsen af Abraham, måske som et udtryk for forsoning mellem de to sønner af Abraham? Guds udvælgelse af Isak indebar ikke en forkastelse af Ismael! Og Guds udvælgelse af Isak og ikke Ismael, indebar ikke nødvendigvis et had mellem de to brødre.

Velvidende at det var Isaak, der var den af Gud udvalgte søn, bad Abraham alligevel om Guds velsignelse over Ismael, ”Måtte Ismael leve for dit ansigt!”. Den bøn for Ismael – og dermed for muslimerne – blev i dag bedt til brødremenighedens gudstjeneste – sammen med en økumenisk bøn om kirkens enhed. Økumene betyder ”den beboede jord”, og økumeni handler lige som det beslægtede ord økologi om at tage vare på vor fælles beboede verden. Det har taget århundreder for de forskellige konfessioner i Europa at lære at leve i fred med hinanden – uden at de enkelte kirkesamfund af den grund har opgivet deres identitet endsige ønsket om at dele deres særlige forståelse af evangeliet med de andre. I disse år skal de forskellige trossamfund i Europa (og resten af verden) lære at leve i fred med hinanden – uden at de enkelte religionssamfund af den grund skal opgive deres identitet endsige ønsket om at dele deres tro med de andre, altså mission.

Når det gælder forholdet mellem jødedom, kristendom og islam, så er der måske i disse religioners hellige skrifter ressourcer og indsigter, der kan hjælpe os til at leve fredeligt sammen som søskende, i visheden om at vi alle er elskede af Abrahams Gud. I den forbindelse kan jeg ikke nok anbefale tidligere overrabbiner Jonathan Sachs’s nye bog ”Not in God’s Name: Confronting Religious Violence” (der netop er blevet udgivet på dansk med titlen, ”Ikke i mit navn: at konfrontere religiøs vold”), hvor han gennemgår de fire søskendekonflikter i Første Mosebog: konflikterne mellem Kain og Abel, Ismael og Isak, Esau og Jakob, samt mellem Josef og hans brødre, og viser, hvordan der i disse historier peges på en vej til at leve sammen i fred.

Måske skulle vi i vor folkekirkemenighed tage ved lære af vor brødremenighed og med Abraham bede, ”Måtte også Ismael leve for dit ansigt!”

Christiansfeld, søndag, den 18. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

“Luthers ord er overalt”

Lutherworte.jpgDet sidste par dage har jeg opholdt mig i Berlin – for at deltage i et møde i regi af Leuenberg-fællesskabet, eller som det i dag hedder på tysk ” Gemeinschaft Evangelischer Kirchen in Europa”. Mødet blev holdt på Hotel Dietrich Bonhoeffer Haus, hvor kunstneren Andrea Kubisch udstiller en række kunstværker, der på afstand tager sig ud som fx et nadverbillede, men når man kommer tæt på, viser det sig, at billederne udelukkende består af bogstaver, ord og sætninger, afskrifter af passager fra den lutherske præst Dietrich Bonhoeffers skrifter sirligt prentet med en tuschpen. Hendes tanke er, at vi skal have Bonhoeffers ord for øje, som en opfordring til igen og igen at læse hans skrifter og relatere dem til vores liv i dag.

Der blev heldigvis også tid til at vandre lidt rundt i Berlins gader, og her slog det mig, som titlen på en udstilling var, at ”Luthers ord er overalt”. Og faktisk var vort møde på hotellet et af resultaterne af Luthers og andre reformatorers virke for 500 år siden. Selv om alle de protestantiske kirker i Europa er børn af den samme reformationsbevægelse, har det i de første århundreder skortet på enigheden og fællesskabet. Men i 1973 enedes en lang række protestantiske kirker omsider om en Leuenberg-erklæring, som muliggjorde en gensidig anerkendelse og et gudstjenstligt fællesskab mellem kirker, der siden reformationen ofte havde fordømt hinanden, og som folkekirken tilsluttede sig i 2001.

På min vandring gennem Berlin kom jeg til det historiske museum i Martin Gropius Bau, hvor der var der en meget stor udstilling om ”Der Luther Effekt – 500 Jahre Protestantismus in der Welt”. Her blev det beskrevet med talrige effekter, fotos og kunstværker, hvordan reformationen udviklede sig i Tyskland og bredte sig til bl.a. Sverige og USA, hvor kirkerne antog former, som vi kender dem i Vesten i dag. Og videre til bl.a. Tanzania og Korea, hvor evangeliets inkarnation i helt andre kulturer førte til, at kirkerne antog former, som er meget forskellige fra de vestlige former, som vi er tilbøjelige til at anse som normative. I dag kommer kristne fra Afrika, Asien og Latinamerika til Europa, nogle af dem endda fra fx lutherske og reformerte kirker, men på trods af de fælles konfessionelle rødder, kan det være svært at genkende og anerkende hinanden og arbejde sammen på grund af de kulturelle forskelle, eller sagt med andre ord: fordi evangeliet og den kirkelige tradition har slået rod og udfoldet sig i kulturelt set meget forskellige kontekster. Mødet med disse migrantkristne og migrantmenigheder er en stor udfordring – både teologisk, organisatorisk og helt praktisk – for alle de kirker i Europa, som er med i Leuenberg-fællesskabet.

Jeg havde egentlig tænkt mig at springe over ”Topographie des Terrors” udstillingscentret – med dets præsentation af nazismens grusomheder, men en særudstilling fangede min opmærksomhed. Den hed netop ”Überall Luthers Worte – Martin Luther im Nationalsozialismus”. I bogen om udstillingen står der i et indledende kapitel om ”receptionen af Luther i Nazi-staten og kirkerne” bl.a., at ”Da nazisterne kom til magten i Tyskland, var der både hos katolikker og protestanter et stort håb om, at den tyske nationalstat igen ville blive styrket og at Weimar-republikkens ”liberalisme”, ”ateisme” og bolsjevisme” ville blive elimineret. Kirkeledere, teologer og lægfolk, som betragtede nazismen som en ”national genfødsel” kom med flere og flere henvisninger til Luther: Fornyelsen af en ”folkekirke” blev set som vejen til at fuldende reformationen i det tredje rige”. Hitler henviste til Luther, og kirkeledere så Hitler, som den, der forsatte Luthers værk. Grusomme ugerninger blev legitimeret i Luthers navn. Jeg må indrømme, at jeg blev helt dårligt tilpas ved at se billeder og billedtekster, der til overflod illustrerede ”receptionen af Luther”. Fx var biskoppen i Thüringen under et billede af en synagoge i brand citeret for at have udtalt: ”Am 10. November 1938. An Luthers Geburtstag brennen in Deutschland die Synagogen”.

Titlen på udstillingen var taget fra Dietrich Bonhoeffer, der også var citeret for på reformationsdagen den 31. oktober 1943, at have skrevet, ”Man spørger sig selv, hvorfor der ud af Luthers virke skulle få følger, som netvar var det modsatte af det, sm han ville.” Udstillingen viste heldigvis også, at der var andre lutherske kristne, hvis ”reception af Luther” var helt anderledes. Det blev også understreget for mig, da jeg – med taxa ganske vist – nåede helt frem til Kurfürstendamm og Kaiser Wilhelm Gedächtnis-Kirche, der som en ruin står et minde om anden verdenskrigs ødelæggelser – og et minde om de lutherske kristne, som ud fra deres tolkning af den lutherske tradition tog et opgør med nazismen. I 1930 blev Gerhard Jacobi sognepræst i kirken og begyndte i 1932 at samle en gruppe præster, som siden blev kernen i Bekendelseskirken. I kirkeruinen kan man læse om Bekendelseskirkens opgør med ”de tyske kristne”, der støttede nazismen: ”Vi ser at vort folk er truet af en dødelig fare. Faren består i en ny religion … 1. I den bliver den racemæssige-folkelige verdensanskuelse til en myte. I den bliver blod og race, folkelighed (”Volkstum”), ære og frihed til en afgud. 2. Den i denne nye religion krævede tro på det evige Tyskland sætter sig i stedet for troen på vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige rige”.

Luthers ord var overalt i 30’ernes Tyskland, og Luthers ord er også overalt i reformationsjubilæumsåret både i Berlin og i Danmark. Det afgørende spørgsmål er imidlertid, hvordan vi tolker Luthers ord, og hvad vi bruger dem til – altså receptionen af Luther i kirke og samfund.

Berlin, fredag, den 9. juni 2017
Mogens S. Mogensen

1 kommentar

Grundlovstale: Demokratiet er en skrøbelig plante, vi må værne om

I dag er det 168 år siden vi fik vor grundlov, og der er god grund til at fejre demokratiet i dag. Men vi kan være tilbøjelige til, at betragte demokratiet som noget naturgivet noget selvfølgeligt, ligesom tyngdeloven, der virker, uanset hvad vi gør eller ikke gør. Det 20. Århundredes historie minder os imidlertid om, at demokratier kan bukke under for udemokratiske kræfter, og første del af det 21. århundredes historie vidner om, at demokratiet mange steder i verden og også i vesten er under pres. Demokratiet er er ung og skrøbelig plante; det er som et træ med krone, samme og rødder plantet i jorden. Men en plante eller et træ, der kan angribes af alvorlige sygdomme, visne og dø.

Demokratiet er som et smukt træ, hvis krone, som vi med god grund er stolte af, og i hvis skygge det er godt at være. Demokrati, betyder jo direkte oversat fra græsk, Folkestyre, dvs.”, dvs. at magten til at styre et land ligger hos folket. Dvs. at statsmagten styres ikke af enkeltpersoner eller grupper, men af hele folket, gennem valg. If. junigrundloven var det kun et demokrati for de få udvalgte, kun 14% af befolkningen, mens fruentimmere, forbrydere, fjolser, fattige, folkehold, fallenter og fremmede ikke fik stemmeret. Det er der heldigvis blevet lavet om på siden, så det i dag kun er ”fjolser” (dvs. umyndiggjorte) og fremmede, der ikke har stemmeret. Det var, som måske bekendt, først i 1961, at folketinget vedtog, at modtagelse af fattighjælp ikke skulle diskvalificere borgere mht. valgret.

Men tanken om igen at indskrænke valgretten dukker jo op igen fra tid til anden. Da jeg en sommerdag for få år siden lukkede Berlingeren op og læste kronikken, troede jeg et øjeblik, at jeg havde fået fat i en avis fra 30’erne. En lektor på universitetet skrev i fuld alvor, at ”Måske det var på tide at overveje et par politiske reformer. …. Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år er man automatisk berettiget til stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske det var mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret. Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom. Dette sikrer mod store vælgergrupper, der på ingen måde selv arbejder eller lever af at andre forsørger dem, vedtager nye tiltag og love, der bebyrder de mennesker, der arbejder og sørger for sig selv.”

Jeg måtte læse det igen, for at se, om jeg virkelige havde læst rigtigt. Men det havde jeg. Måske var det en gammel udgave af Berlingeren fra 30’erne, jeg ved et uheld havde fået fat i, men nej, avisen var virkelig fra 2011. Så tænkte jeg, at kronikken måske var ment som en aprilspøg, men vi er altså midt i august, så den mulighed var også udelukket. Tilbage var kun at se i øjnene, at  den gode lektor faktisk i fuld alvor mente det, som han havde skrevet. Demokratiet, som vi forstår det i dag, er ikke en uantastet styreform!

Demokratiet er som et træ, hvis stamme er magtens tredeling. Al magt er ikke samlet ét sted, fx i folketinget eller i regeringen. Magten er delt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det betyder fx, at også den udøvende magt, fx en minister, er underlagt de love, som den lovgivende magt har vedtaget. Netop i disse dage oplever vi en minister, bakket op af partifæller, som tilsyneladende føler sig hævet over klare og tydelige love, fordi de strider mod hendes følelse af moral. Denne magtfuldkommenhed hos den udøvende magt er naturligvis ødelæggende for demokratiet.

Magtdelingen betyder også, at politikerne skal lade sig nøje med at vedtage lovene, og overlade det til uafhængige domstole at fortolke og fælde dom ud fra lovene. Desværre oplever vi af og til politikere, som indirekte forsøger at lægge pres på domstolene for at få dem til at dømme i overensstemmelse med politikernes holdninger til konkrete sager. Og dertil kommer ”fjerde statsmagt, den frie presse, som er af afgørende betydning for, at et demokrati kan fungere tilfredsstillende. Når der lægges hindringer i vejen for pressens adgang til at kontrollere magthaverne – fx gennem manglende åbenhed i forvaltningen – så trues demokratiet.

Demokrati er som et træ, hvis rødder er borgernes frihedsrettigheder. Demokrati handler altså ikke kun om borgernes adgang til at styre statsmagten gennem valg, men i lige så høj grad om borgernes beskyttelse mod statsmagten, altså borgernes frihedsrettigheder. På den ene side giver valgret ingen mening uden fx ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. På den anden side bliver et demokratisk valgt styre let til et demokratur, hvor borgerne får lov til at vælge deres egne undertrykkere, hvis ikke frihedsrettighederne sætter grænser for statsmagten i forhold til borgerne. I dag er demokratiet i vesten truet af totalitære kræfter, som fx højreorienterede populister, der tilbyder lette løsninger på komplicerede problemstillinger, i form af ”den stærke mand”, der vil give landet dets storhed tilbage og gøre op med landets interne og eksterne fjender, uden den store respekt for demokratiske principper og menneskerettigheder. Vi ser det med Putin i Rusland, Erdogan i Tyrkiet og Trump i USA, og også i Europa er der politikere, der går i deres fodspor.

Men kommer den alvorligste trussel mod vort demokrati og dets frihedsrettigheder ikke fra den islamistiske terror? Der er ingen tvivl om, at hvis disse galninge fik magt, som de havde agt, så ville vore demokratiske samfund blive afløst af et kalifat uden respekt for menneskerettigheder og demokratiske valg. Der er imidlertid ikke noget som helst, der tyder på, at det vil lykkes terrorister, hverken i Danmark eller andre vestlige lande, at gennemføre deres forehavende.

Og så alligevel udgør den islamistiske terror en alvorlig trussel mod demokratiet.. Formålet med enhver form for terror er – som selve ordet antyder- at sprede skræk og rædsel i befolkningen. Meget tyder på, at truslen fra islamistisk terror i disse år er ved at drive danskere fra vid og sans. Det er paradoksalt , at vore politikere i bestræbelserne for at beskytte vore demokratiske samfund og vore demokratiske frihedsrettigheder, har set sig nødsaget til at begrænse disse demokratiske frihedsrettigheder. Det gælder også religionsfriheden, som er alle frihedsrettigheders moder. Sådanne indskrænkninger i de demokratiske frihedsrettigheder sker med små skridt, men retningen er desværre ikke til at tage fejl af. Vi kender til indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder, og dertil hørende forøgelse af statens magt i forhold til borgerne, når vi er i krig. Anden verdenskrig varede 5-6 år, men den ”krig”, som for øjeblikket bruges til at legitimere indskrænkningerne i vore demokratiske rettigheder, ser ud til at skulle vare ved i årtier – til ubodelig skade for demokratiet. Og så har terroristerne på en måde vundet.

Demokrati er en som et træ, hvis krone, stamme og rødder, har brug for en særlig jordbund for at kunne trives, nemlig ”samtalen, den gensidige forståelse og respekt”, som Hal Koch, der i 1945 skrev bogen ”Hvad er demokrati?” peger på. Hal Koch minder om, at ”Demokratiet kan ikke sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.” Og videre: ”Demokratiets Væsen beror paa, at man mødes og tales ved, at man gennem Samtaler naar til en bedre og rimeligere Forstaaelse og derudfra formaar at træffe en Afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt Person eller Klasse, men som tager billigt Hensyn til Helheden.”

Desværre oplever vi i disse år, at de moderne digitale medier, fx social medier som Facebook ikke fremmer den en samtale med gensidig respekt og forståelse mellem borgere med forskellige holdninger. Disse medier udvikler sig i disse år til en slags ekko-kamre, der ikke udfordrer samtalepartnernes holdninger, men kun bekræfter og forstærker deres fordomme. Kig på kommentarsporene på en række facebook-sider, og man vil se, at folk siger langt grovere ting til og især om hinanden end man kan få sig til at sige, når man mødes ansigt til ansigt. Internettet er – hvis man ser grundigt efter – fyldt med had, et had der spreder sig globalt som en smitsom sygdom. Dvs. at disse moderne medier i praksis kan være med til at fremme en polarisering i samfundet, som gør den demokratiske samtale, Hal Koch taler om, umulig, til ubodelig skade for demokratiet.

Winston Churchill havde ret i ”Demokrati er ikke den bedste styreform … Men det er den mindst ringe.” Ja, demokrati er ikke en ideel styreform uden problemer, og derfor er der ingen grund til at guddommeliggøre den. Vi må løbende forholde os kritisk til den måde demokratiet fungerer på og udvikle på vort demokrati, så det svarer til tidens udfordringer.Men demokrati er alligevel den mindst ringe styreform, som Churchill hævdede, fordi vi ikke kender alternativer til demokratiet, som blot tilnærmelsesvis er bedre. For demokrati handler dybest set om at værne hvert enkelt menneskes værdighed, det handler om frihed og lighed for alle mennesker og om i fællesskab at tage ansvar for samfundet. Selvom vi har haft demokrati i 168 år, er demokratiet til stadighed en skrøbelig plante, som kan angribes af svindsot og visne. Derfor må vi også i dag fra sag til sag kæmpe for demokratiet og værne om demokratiet. Ikke kun retten til at stemme, ikke kun magtens tredeling, men endnu vigtigere vore frihedsrettigheder og den demokratiske samtale. Og derfor vil jeg ønske alle en god grundlovsdag.

Vejle, grundlovsdag, den 5. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Til Løkke

I denne weekend har folkekirken fejret 500 året for den lutherske reformation i Haderslev. I fredags var der en folkefest på Gravene i Haderslev med et overflødighedshorn af foredrag, koncerter osv, og i dag var der en festlig gudstjeneste i domkirken bl.a. med deltagelse af dronningen, statsministeren og andre ministre og danske og udenlandske biskopper.

Forud for afslutningen af festgudstjenesten holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale om reformationen. Han beskrev den som en milepæl i Danmarkshistorien på linje med indførelsen af demokrati med grundloven i 1849. Efter hans opfattelse var det ikke nogen tilfældighed, at de nordiske velfærdsstater opstod i samfund præget af lutherdom, og han sporede folkeoplysningen, der er en forudsætning for demokrati, over Grundtvig tilbage til Luther.

Når man betænker Løkkes position i samfundet, var det opmuntrende at høre, at hans favoritcitat af Luther var, at ”En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen. En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.” For mig var det imidlertid den sidste del af tale, som var den mest tankevækkende.

Luther såede frøet til den kritiske tanke – den kritiske tanke, der er modsætningen til fundamentalisme. Bibelen er ikke må aldrig blive en grundlov, det var vigtigt dengang det er vigtig i dag. Vi er frie til at diskutere, kritisere, tænke og tro og dermed også frie til at kritisere religionen …

Det er naturligvis ikke overraskende, at Løkke går ind for religionskritik, men fortsættelsen er mere interessant.

… og gå op imod selveste Martin Luther på den dag, hvor vi fejrer ham, så det vil jeg gøre. … Jeg må derfor sige klart fra over for Luthers beskyldninger mod jøder og muslimer, der var så grove, at jeg ikke vil citere dem – det er ord, der ikke hører hjemme i kirken, de hører ingen steder hjemme.

Her er det jo værd at minde om, at Søren Krarup, der jo i en årrække var medlem af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, for år tilbage fandt det betimeligt at genoptrykke Luthers skrifter mod jøder og muslimer, som ifølge Løkke indeholder beskyldninger, der er så grove, at han ikke engang vil citere dem. Endnu mere interessant bliver det, når Løkke melder helt klart ud og siger:

Jeg er glad for at folkekirken i dag har inviteret repræsentanter for andre kristne trossamfund, for det jødiske samfund og for danske muslimer.

Her udviser Løkke en bemærkelsesværdig inklusivitet, ikke kun over for andre kristne trossamfund, men også ikke-kristne trossamfund, og udtrykker sin glæde over, at en jødisk og en muslimsk leder er med til gudstjenesten som gæster. Løkkes frisind over for anderledes troende kombineres med en tydelig forankring i egen tro.

Jeg respekterer andre religioner fra det sted, hvor jeg selv står, i forventning om at få samme respekt tilbage. Vi har religionsfrihed her til lands. Vi er også et meget stort flertal, der tilhører folkekirken. Vi skal kende vore værdier, huske hvad de kommer af, huske hvad vi kommer af. Så vi ved hvad vi skal værne om, så vi kan forstå og forny. Derfor fejer vi reformationsjubilæet.

I en tid med islamistisk terror – og netop i aftes ramtes London igen af et frygteligt terrorangreb – hvor islam til stadighed er til debat og muslimer udsat for kritik, valgte Løkke at citere den tyske kansler, Angela Merkel, der for nogle år siden i en debat om kristne værdier kontra islam sagde:

”Landet lider ikke under for meget islam, men under for lidt kristendom.” Det rummer den vigtige pointe; hvis man vil begå sig i en globaliseret verden, så skal man have sine egne værdier med. Hvis man som det store bøgetræ vil folde sine grene ud, så er man nødt til at have et stærkt rodnet for ellers tager stormen en. Jeg ønsker at de værdier og det menneskesyn, der prædikes i folkekirken fortsat skal stå stærkt. Det er de værdier, der præger vort land.

Da jeg i dag sad og lyttede til Løkkes tale, kom jeg til at tænke på oplevelser i min barndom. Min far var en aktiv venstremand, og i 60’erne tog han mig mange gange med til politiske møder, hvor jeg fik mulighed for at lytte til datidens venstrekoryfæer De stod for en grundlæggende liberal holdning, åndsfrihed og frisind, som jeg i dag hørte et ekko af i statsministerens tale. Derfor tog jeg mod til mig og gik efter gudstjenesten hen og sagde til Løkke: Tak for talen!

Christiansfeld, pinsedag, den 4. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Mission er … at se – med kærlighedens blik. Mission i Folkekirken 2

Da Hagar var flygtet fra Sara ud i ørkenen, sender Gud en engel, der lover hende, at hun skal få et barn. Hagars respons var, ”Du er Gud, der ser”, for hun tænkte: ”Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?” (1 Mos 16,13).

Da Jesus vandrede omkring i byer og landsbyer og ”så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde” (Matt 9,36) og sendte sine disciple ud for at forkynde evangeliet for dem og helbrede dem.

Da Johannes Døberen sad fængslet, kom han i tvivl, om Jesus virkelig var den ventede Messias. Jesu svar var, ”Gå hen og fortæl Johannes hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går …. Og evangeliet forkyndes for fattige” (Matt 11,1-6).

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner fortæller Jesus om tre personer, der alle mødte et menneske i nød. En præst ”så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit” (Luk 10,32). En samaritaner så også mennesket i nød, men i modsætning til præsten og levitten fik han medynk med den nødstedte og tog sig af ham.

I lignelsen om verdensdommen siger kongen til dem ved sin højre side, ”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var fremmed, og I tog jer af mig” osv. Og de svarede, ”Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise….”. Og kongen svarede, at ”alt, hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,31-46).

Gud er en Gud, der ser hver enkelt menneske og alle folkeskarer med kærlighedens blik, ynkes over dem, og griber ind for at frelse. Når Jesus vil inddrage sine disciple i sin mission, lærer han dem at få øje på, hvad han allerede gør i verden, og han lærer dem at se på mennesker, som han gør, og at handle på det, de ser.

Kirkens mission begynder med at se. Den tidligere ærkebiskop i den anglikanske kirke,Rowan Williams, har sagt, at mission er at se, hvad Gud gør, og så engagere sig i det. I den befrielsesteologiske tradition taler man om tre stadier i teologien og det pastorale arbejde: ”Seeing, judging, acting”. Det begynder med, hvad og hvordan vi ser. Men hvordan kan vi lære at se, hvad Gud gør i verden, og hvad vi skal gøre? Den engelske forfatter C. S. Lewis har engang sagt, “I believe in Christianity as I believe that the sun has risen: not only because I see it, but because by it I see everything else.” Evangeliet er altså en slags linse, som vi udfordres til at se verden og vore medmennesker igennem.

I 1980 skrev George Lakoff sammen med Mark Johnson bogen ”Metaphors We Live by”, hvor den nu berømte metafortese fremlægges. Metaforer er ikke bare ord, men ”metaforer gennemsyrer hele vort daglige liv, ikke blot mht. sprog også tanker og handling. Vort almindelige begrebsmæssige system, som vi tænker og handler ud fra, er dybest set metaforisk i sit væsen …. Vore begreber strukturerer, både hvordan vi tænker og handler, og hvordan vi bevæger os rundt i verden, og hvordan vi forholder os til andre mennesker”. Det betyder, at vore metaforer fungerer som de brilleglas, hvorigennem vi ser verden og mennesker omkring os. Derfor er det af afgørende betydning, gennem hvilke metaforer vi ser den verden og de mennesker, som Gud sender os til i mission. Det vil fx gøre en afgørende forskel, om den metafor ,vi ser omverdenen i gennem og dermed forstår missionen ud fra, er krig eller medvandring.

Udfordringen er at tilegne sig, leve i, og se verden gennem de metaforer, som vi møder i Ny Testamente og som reflekterer evangeliets budskab. Det drejer sig om metaforer som velsignelse, heling, invitation, såning og høst, fiskeri, fredsskabelse, genforening, forsoning, ambassadører. De metaforer,, vi lever på er meget potente størrelser, som ikke bare reflekterer vort syn på verden og vore medmennesker, men som også er med til at forme vore relationer og interaktioner med vore medmennesker.

Hvordan kan vi så lære at se på vor omverden og vore medmennesker med det kærlighedens blik, som Jesus har? Her skal jeg blot pege på én praksis. Den amerikanske teolog Kevin J. Vanhoozer, der har arbejdet med forskellige måder at læse bibelen på, minder om, at ”Skriften er ikke blot et middel til at viderebringe information. Det er snarere et medium for en guddommelig kommunikativ handling, hvis formål ikke kun er at informere, men at transformere: at nære det rette syn, de rette holdninger og de rette handlinger.” Vi må ved at interagere med bibelen og dens metaforer lære at se på vor omverden og vore medmennesker gennem evangeliets linse, for den måde, vi ser på, vil præge alt, hvad vi er og gør i mission.

Christiansfeld, lørdag, den 3. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar