Religionskritik og ytringsfrihed

I 2001 blev der afholdt en FN “Conference against Racism” i Durban, Sydafrika, hvor der opstod meget ophedede diskussioner og konflikter, især om kolonialisme og zionisme. Nu er man ved at foreberede en opfølgningskonference – Durban 2 Conference – der søges afviklet i april 2009. Denne gang er der udsigt til, at endnu alvorligere konflikter er under udvikling. En række muslimske lande under ledelse af Organisation of Islamic Countries har foreslået at islamofobi skal anerkendes som  racisme, og at religionskritik (defamation of religions) derfor betragtes som en form for racisme, som religiøse mennesker har ret til at blive beskyttet imod.

Som dansker kan jeg ikke lade være med at tænke som så, at nu er det “pay back time” for Muhammed-tegningerne. På dene ene side påskønner jeg, at reaktionen er af diplomatisk og ikke voldelig karakter. På den anden side er der al mulig grund til at protestere mod og modarejde dette forslag så stærkt som muligt. I de fleste lande har man love mod ærekrænkelse af mennesker – dvs. ubegrundede anbreb på folks ære – men nu overføres dette begreb til ideernes, ideologiernes og religionernes område, hvorved det underminerer det enkelte menneskes ret til ytringsfrihed.

Jeg deler ikke den holdning, at man kan have en absolut og ubegrænset ytringsfrihed. Alle “friheder”, uanset hovr fundamentale og vigtige de er, må nødvendigvis begrænses af andre “friheder”. Det blev også meget tydeligt i den ophedede danske debat om Muhammedtegningerne. Ytringsfrihed begrænses bl.a. af love, der beskytter folks ære, fortrolighed og landets sikkerhed, og love, der forbyder opfordring til vold.

En ande meget fundamental meneskeret er religionsfriheden. Nogle ville hævde, at religionskritik truer folks religionsfrihed, men jeg er af den modsatte opfattelse, nemlig at enhver lov, som forbyder religionskritik i praksis underminerer den enkeltes religionsfrihed. At praktisere en anden religion end et dominerende flertals og udbredelsen af religiøse trossætninger, som modsiger den dominerene religion, kunne meget let tolkes som en kritik af den deominerende religion

Udenretten til at kritisere religioner – og retten til at udføre kritisk forksning om religioner – bliver ytringsfriheden mere eller mindre tom og meningsløs. For nogle muslimer er islam ikke blot en religion i ordets snævre betydning men en livsmåde, en livsform, der omfatter alle dimensioner af menneskelivet, inkl. politik. Et forbud mod religionskritik kunne meget let bruges til at legitimere et forbud mod u-isamisk adfærd og u-islamiske udtalelser. Dertil kommer, at religioner med den store indflydelse både af kognitiv, emotionel og social art, som religioner ofte har blandt deres tilhængere, har et stadigt og stort beov for at blive udsat for kritik, netop for at forblive sunde og undgå at blive totalitære.

Inden for de juridiske ramme vedr. ytringsfrihed og og religionsfrihed, hvor religionsfrihed ikke kriminaliseres, må vi naturligvis overveje ikke kun, hvad der er lovligt og ulovligt at sige og gøre i forhold til andre religioner og deres tilhængere, men også hvad der er etisk og klogt at gøre og sige, hvis vi ønsker at lever fredeligt sammen og sammen arbejde på at sund udvikling af vort samfund og på sammen at løse de lokale og globale problmer, som vi står overfor uanset om vi tilhørerer den ene eller den anden eller ingen religion.

Lørdag, den 27. september 2008
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende emner, besøg min website http://www.intercultural.dk

 

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: