Dialog – med forbehold

Med udsigt til et oplyst Edinburgh Castle sidder jeg på Hotel The Point og deltager som repræsentant for den danske folkekirke i en Porvoo-konsultation. Der er bare det problem, at den danske folkekirke ikke er med i Porvoo-aftalen mellem de anglikanske kirker i Storbritannien og Norden, og så alligevel tager vi imod invitationer til at være med. Det er vist en særlig dansk mentalitet. Vi er ikke helt med, men heller ikke helt uden for. Under 80’ernes fodnotepolitik havde vi en række forbehold over for NATO, og i dag har vi stadig en række undtagelsesbestemmelser i forhold til den gældende EU traktat. Nå, men medlemskab eller ej, så føler jeg mig meget velkommen i Porvoo-fællesskabet.

Fra hver Porvoo-kirke er der kommet en kristen og en muslim – samt et par gæster fra Nigeria. for at drøfte kristen-muslimske relationer og regeringens politik i de respektive lande, og vi skal også drøfte reaktionerne på de 134 muslimske lederes brev ”A Common Word” med opfordring til dialog mellem muslimer og kristne.

At forholdet mellem religionerne er et livsvigtigt spørgsmål, blev jeg mindet om, da den første, jeg mødte, var en pinsepræst fra et intereligiøst forsoningscenter i Kaduna, Nigeria. Da han blev klar over, at jeg var dansker, var hans første reaktion, at minde mig om, at de danske Muhammed-tegninger havde været skyld i voldelige uroligheder, som i Nigeria havde kostet omkring 200 menneskeliv. Jeg har boet 10 år i Nigeria i 80’erne og også senere havde fulgt med i udviklingen der, så jeg kunne ikke lade være med at sige, at voldelige uroligheder mellem kristne og muslimer desværre ikke kun fandt sted som protest mod danske karikaturtegninger.

Og så kunne han fortælle mig, at der netop i disse dage foregik voldsomme kampe mellem muslimer og kristne i Jos i Nordnigeria, hvor der sandsynligvis var blevet dræbt over 200 mennesker. Anledningen var denne gang et byrådsvalg. For 20 år siden havde denne kristne mand været med til at træne en slags kristen milits, der kunne slå igen, når de følte sig angrebet af muslimerne. Efter hans eget udsagn havde hans gruppe være med til at slå mange muslimer ihjel.

I disse kampe havde han mistet sin venstre arm, men kom så på bedre tanker og vendte sig bort fra den voldelige vej og blev overbevist om, at hans opgave som kristen var med fredelige midler at arbejde på forsoning mellem kristne og muslimer i Nigeria. Sammen med en imam, der også arbejder i dette forsoningsarbejde, var han kommet til denne Porvoo-konference for at dele deres erfaringer.

Hvad kan jeg så fortælle om fra den danske interreligiøse scene? Jo, den danske regering ville egentlig i dialog med unge muslimer, der er på vej til at blive eller er blevet radikalieret, men regeringen vil nu alligevel ikke i dialog med de radikale unge muslimer som fx Hizb ut-Tahrir. Vi har haft NATO, EU og Porvoo – og nu får vi alstå også dialog – med forbehold.

Heldigvis ser det ud til, at man ude i kommunerne på dette område har mere sans for samtalens betydning for en demokratisk udvikling end regeringen, så man dér fortsætter dialogen også med dem, som man ikke på forhånd er enige med.

Edinburgh, mandag, den 1. December 2008
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende emner, besøg min website www.intercultural.dk

Advertisements
  1. #1 by Adam Agger on 2. december 2008 - 10:22

    HUTs ledelse er dømt for at have opfordret til drab på jøder. Mener bloggeren virkelig, at de så skal belønnes med at blive inviteret til kaffe og dialog på de bonede gulve? HUT er en opgave for PET, og Det radikale Venstre har helt ret, når partiet vil have denne farlige organisation forbudt. Det er de i Tyskland og Sverige. Hvorfor så give dem mulighed for at udsprede deres racisme og opfordringer til drab imod jøder i Danmark? Mener Mogensen også, at regeringen skal holde dialog-møder med nynazisterne?

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 2. december 2008 - 14:21

    Dialog er ikke en belønning for noget som helst. Dialog – altså samtale – er en måde at møde andre mennesker på. Og jeg mener, at hvis der er unge mennesker, som er blevet medlem af HT eller af en nazistisk forening – eller er på vej til at blive det, så skal vi fra samfundets side gøre hvad vi kan for at hjælpe dem på rette demokratisk vej, og den mest nærliggende måde må være at samtale med dem. Det betyder selvfølge ikke, at de ikke skal straffes, hvis det begår noget kriminelt. Men principielt at nægte at samtale med borgere i dette samfund, som uden at være dømt for noget kriminelt har ekstreme standpunkter, er både demokratisk selvmord (demokrati er vel at vi taler sammen trods – eller måske netop pga – vore uenigheder) og også uhensigtsmæssigt mht. at løse nogle af de problemer vi står over for (radikalisering af unge). En sådan samtale består naturligvis ikke i at snakke disse unge efter munden, men netop at modsige dem og forsøge at overbevise dem. – Sådan som du forsøger over for mig og jeg over for dig. Venlig hilsen Mogens

    Venlig hilsen Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: