Fadervor …. Amen. Ja, men .

Skal folkeskoler have lov til at begynde dagen med fadervor? Da indoktrineringsdebatten rasede for få årtier siden, troede de allerfleste, at det var lige så sikkert som amen i kirken, at bøn snart ville forsvinde fra de offentlige skoler. At det alligevel ikke er sket, hænger sammen med sekulariseringsprofeterne ikke fik ret, idet vi i de senere år har oplevet religion og religionernes genkomst. En sammenhængende årsag er, at med islams indtog i det danske samfund er kristendommen blev tilkendt en fornyet rolle som et centralt element i den danske kultur.

Da den kristne tro blev indført i Danmark for 1000 år siden, overtog vi en konstantinsk udgave af kristendommen. I det danske kristenhedssamfund var der sammenfald mellem det at være borger i det danske samfund og det at være kristen.  Menighed og samfund var to sider af samme sag. Kristen moral var samfundets officielle moral. Stat og kirke blev knyttet så tæt sammen, at vi fik en statskirke. Mens evangeliet i den præ-konstantinske periode blev forkyndt nedefra i svaghed, kunne der nu sættes (politisk) magt bag forkyndelsen. Alt i alt har kristendommen igennem de 1000 år haft en en så stærk indflydelse,  at det i dag er umuligt at forstå det danske samfund og dansk kultur uden henvisning til kristendommen.

Da vi i starten af den 19. århundrede fik en folkeskole, var det derfor en af dens hovedopgaver at oplære børnene i den kristelige børnelærdom, så børnene kunne blive gode kristne og gode samfundsborger. Derfor hørte fadervor og andre bønner helt naturligt hjemme i skolen.

Det var først med indførelsen af en fri forfatning i 1849, at man begyndte at rokke ved dette århundredegamle konstantinske kristenhedssystem. Mens alle borgere – med enkelte veldefinerede undtagelser – indtil da, skulle være medlem af den officielle kirke, indførtes der nu frihed til ikke at være medlem af nogen kirke, at tilslutte sig andre kirkesamfund end det lutherske, ja, endog at tilslutte sig andre religioner end den kristne.  Det var imidlertid først efter anden verdenskrig, at sekulariseringsprocessen i bredere forstand for alvor tog fat. En milepæl i denne udvikling er skoleloven af 1975, der fritog folkeskolen for den opgave at varetage folkekirkens oplæring i den kristelige børnelærdom.

Vi lever imidlertid stadig lige midt i en meget lang overgangsperiode mellem en konstantinsk samfundsmodel (kristenhedssamfundet) og en post-konstantinsk model. Derfor oplever vi de spændinger og konflikter, som debatten om fadervor i folkeskolen er et udtryk for. Uanset hvor meget politikere og andre samfundsdebattører taler om, at vi har et sekulært samfund, og at religion ikke hører til i det offentlige rum, så bærer det danske samfund stadig et umiskendeligt præg af at være et traditionelt kristenhedssamfund. Ifl. den gældende grundlov er ”den evangeliske-lutherske kirke … den danske folkekirke og understøttes som sådan at staten”. Vi har i praksis en statskirke, hvor folketinget fungerer som øverste synode, og kirkeministeriet med en politiker i spidsen udgøre kirkens øverste administration. Kongen eller dronningen skal være medlem af denne kirke, lige som folketingets åbning også markeres med en gudstjeneste. Og sådan kunne man blive ved med at påvise konstantinske træk ved det danske samfund. 

Er der noget galt i det? Nej, det er der efter min mening ikke. Problemet er ikke i sig selv, at kristendommen har en væsentlig plads i det offentlige rum, heller ikke i det offentlige rum, som folkeskolen udgør – hvis vel at mærke ingen mod deres overbevisning bliver tvungen til at deltage fx i kristne religiøse ritualer så som fællesbøn. Problemet ligger for mig at se et helt andet sted. Når vi som et moderne demokratisk samfund tillader kristendommen denne dominerende plads i det offentlige rum, kan vi ikke samtidig ud fra en sekularistisk tankegang forsøge at holde andre religioner ude fra det offentlige rum. Sammenholder vi debatten om skolers ret til at bede fadervor til morgensamling i den offentlige skole med debatten om begrænsninger af muslimers ret til at bære tørklæde (et religiøst symbol) i offentlige sammenhænge må vi besinde os som de demokratiske frisindede danske borgere, som vi forhåbentlig er.

Til spørgsmålet om folkeskolers ret til med det store kristne flertal af eleverne at bede fadervor vil jeg i stedet for at istemme et amen svare ja, men så må vi også give plads til tilhængere af andre religioner i det offentlige rum.

Christiansfeld, onsdag, den 14. Januar 2008
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Anonym on 14. januar 2009 - 12:31

    Religion burde afskaffes i folkeskolen. Det har intet med “almen viden” at gøre, det er nærmere en bunke hjernevaskende materiale, som burde smides i Stillehavet.

    – Folkeskoleelev 9. klasse

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 14. januar 2009 - 15:13

    Kære anonyme 9. klasses elev. Viden om religion – ikke bare kritendom, men også andre religioner – hører efter min mening med til almen-viden, lige som historie og litteratur. Det er muligt, du ikke bryder dig om religion – lige som der er mennesker, som ikke bryder sig om kunst, men det ændrer ikke ved det faktum, at både religin og kunst har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i samfundet. Et andet spørgsmål, som du ikke er inde på, er naturligvis, om der skal være bøn i en folkeskole. Venlig hilsen Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 15. januar 2009 - 16:05

    Kære Mogens Mogensen!
    Det lyder enkelt og burde også være det. Hvis vi kan beholde lidt af den kristne arv, som flere nu ønsker det – så skal vi også vise frisind over for andre religiøse udtryk i det offentlige rum.
    Eksemplet er muslimske tørklæder. Vel fordi de giver debat. Man hører sjældent nogen beklage sig over Hare Khrisnas fraverige optog, og heller ikke om at de kræver mere respekt.
    Desværre er tørklædet jo i den nuværende situation også at opfatte som et politisk symbol, måske endda en undsigelse af den demokratiske grundlov, som vi forsøger at have et samfund på. Det kan være både det ene og det andet, og desuden måske begrundet i kulturel tvang (det ses også på piger ned til første klasse) eller social tvang – så en utilpashed over for tørklædet i det offentlige rum er ikke – kun – begrundet i gammel-danskeres manglende frisind. Det er en selvfølge, at tvang skal undgås i forbindelse med Fadervor, men hvad med tørklædet?
    Men i øvrigt er jeg forberedt på, at vi nok skal blive tvunget til at luge det sidste Fadervor ud af folkeskolen, og hvad så med salmerne? Og danske sange med henvisning til kristen arv?
    Det er jo fuldt tilladt at afreagere sin irritation over religionernes genkomst ved at skælde ud på kristendommen – mens kritik af islam snart vil have en FN-baseret grund for at blive dømt som racisme.
    Måske lyder det pessimistisk, men mit kendskab til pædagogik siger mig, at når tørklædet bliver alment accepteret, så er niqab og burka nye muligheder for at understrege sin tro til forskel fra “mængdens” eller måske for at afprøve tolerancens grænser.
    Er Hollands forsøg på at forbyde niqab og burka på universiteter “manglende frisind” eller et forsøg på at opretholde en ligeværdig og fri samtale disse steder?
    For nu at blive i det pessimistiske spor, så bliver kirkeklokkernes lyd vel det næste, der skal jagtes… Hvis nogen ønsker at bevare lidt morgen og aftenringning her på landet, efter at de har lydt i 1200 år, så bør vi vise frisind, hvis andet kræves. Ikke? På hvilket lydniveau? Det skal så afprøves.. Ind imellem kan det være svært at se frisindets mulighed, hvis det mødes af noget helt andet. Jeg hører til dem, der ikke kun synes, at indvandrere fra Mellemøsten har brug for større forståelse, men også at almindelige kristne i Danmark har det, de som ser deres børns og børnebørns fremtid som kristne og demokrater truet af en alliance mellem europæisk svaghed og (Saudi)arabisk selvsikkerhed, og meget hurtigt dømmes i båsen:”fremmedfjendske”, hvis de giver udtryk for denne bekymring.
    For øvrigt læser jeg din blog med både interesse og glæde. Tak!
    Karen E. Hansen

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 15. januar 2009 - 20:44

    Kære Karen E. Hansen. At det muslimske tørklæde er blevet politiseret af nogle på den muslimske side og af nogle på den kristne/eller ikke-muslimske side, har du naturligvis ret i. Men at det at bære tørklæde for rigtig mange kvinder er en religiøs handling kan heller ikke benægtes. Mit problem med den måde, der er blevet argumenteret mod tørklædet i offentlige sammenhænge er, at man bl.a. har sagt, at man vil have religion og religiøse symboler (som tørklæder) ud af det offentlige rum – samtidig med at de samme mennesker forsvarer fx. fadervor og salmesang i det samme offentlige rum. Det giver for mig at se ikke mening. Jeg argumenterer ikke for at tømme det offentlige rum for religiøse symboler og andre elementer, da jeg tror, det ville blive et meget fattigt offentligt rum, vi så kom til at færdes i. Men jeg mener, at vi som kristen dansk majoritetsbefolkning må udvise større tolerance overfor religiøse minoriteter. Venlig hilsen Mogens S. Mogensen

  5. #5 by Karen Schousboe on 17. januar 2009 - 15:34

    Kære Mogens

    Er du ikke lidt for hensynsfuld? Fadervor jo oprindelig en jødisk bøn og dermed på ingen måde en eksklusiv kristen bøn. Bønnen er rettet til Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og kan derfor ikke falde mange andre end sekularisterne for brystet. Men den slags hensyn bør vi vel ikke tage i et samfund, hvor omtrent 90 % er enten jøder, kristne eller muslimer og hvor over 50 % har et jævnligt bønsliv.

    Endnu mere besynderligt bliver det, når vi betænker, at der, mig bekendt, ikke er nogen, der har gjort opsigelse over at børnene spiller håndbold i folkeskolen, selvom det kun er 2 % af danskerne der er aktive håndboldspillere og kun 14 % af danskerne, der overhovedet spiller hold-bold – fodbold, håndbold osv. Og det kun er 7 % af befolknignen, der har været til en håndboldkamp inden for det sidste år. (tal fra 2004). Hvorfor skal børn lige præcis lære dette?

    Når jeg bringer det frem, skyldes det en undren over, at man kan forestille sig, at at børn kan lære “om noget” – nemlig bøn – uden også at lære handlingen, dvs. “at bede” – dvs. gøre det i praksis. Samt at man mener, at den lærdom – at bede en bøn – ikke skal erhverves i skolen, skønt det almindeligvis er dér, børn lærer at begå sig.

    Det skrev jeg i øvrigt om i en lille bog, der udkom i anledning af religionslærerforeningens jubileum for et par år siden.

    De venligste hilsener
    Karen schousboe

  6. #6 by Jesper Hougaard Larsen on 17. januar 2009 - 18:11

    Jeg er meget enig med M.M. i at religionens synlighed i samfundet er vigtig og kan anses som en ressource. Ang. Fadervor og skolerne: For mig er det oplagt, at Fadervor som bøn er for intimt og omklamrende i en offentlig skolesammenhæng. Lad bekendende private/frie skoler gøre hvad de vil, men i en offentlig skole, hvor vi kommer med hver vores tro eller ikke-tro, er det særdeles mærkeligt, at Fadervor har sin plads. Religion er vigtig at arbejde med i en skolesammenhæng, men bønslivet og det gudstjenestelige må ikke være skolens opgave at formidle ved morgensamling, så er vi netop igang med at ekskludere dem, der ikke kan/ønsker at være med. Der er stor forskel på at synge en sang med religiøst indhold og så stille op til bøn.
    Mvh Jesper Hougaard Larsen

  7. #7 by Mogens S. Mogensen on 18. januar 2009 - 17:11

    Kære Karen Schousboe

    Jeg synes nu ikke, at min holdning er udtryk for nogen speciel eller overdreven hensynsfuldhed. Et demokrati skal kendes på den måde, man behandler mindretal på, så hensynsfuldhed fra flertallet overfor mindretallet er en god demokratisk tradition. Dertil kommer den gode grundtvigske frihedstradition med frihed for Loke såvel som for Tor. Vil vi have frihed for kristendommen til at udfolde sig i det offentlige rum, så giver det ikke nogen god mening i et frisindet samfund at søge at begrænse fx muslimers tilstedeværelse med religiøse symboler i det offentlige rum.

    Det er da rigtigt, at kristendom, islam og jødedom på en måde står i samme mellemøstlige religiøse tradition, men det betyder da ikke, at forskellene mellem disse religioner af den grund forsvinder. Fx ville det være utænkeligt at muslimer ville bede til Abrahams og Isaks og Jakobs Gud med ordene ”Vor Far”. At bede Fadervor er en specifik kristen rituel handling.

    Som gammel eller rettere tidligere håndboldspiller giver din sammenligning med håndbold bestemt mening. Man kan kun lære håndboldspillet rigtigt at kende, ved at vove sig ud på banen og deltage i spillet, lige som man kun kan lære kristendommen og kristen bøn at kende rigtigt (indefra) at kende, ved at engagere sig i kristendommens ritualer som fx fadervor. Det er en indsigt, som folkekirken skulle tage til sig (og sikkert også mange steder har taget til sig), da det er folkekirkens opgave at formidle den kristne tro til børnene, men efter skolereformen i 1975 er det ikke længere skolens opgave. – Desuden, uagtet at jeg både er dybt engageret i kirke og kristendom og er stærkt fascineret af håndboldspillet, så hører disse to fænomener ikke hjemme i samme kategori. Skulle jeg vove at tale luthersk, så må håndboldspillet høre hjemme i det verdslige regimente (hvor det er tilladt at bruge magt/vold, for at opretholde spillets regler og ro og orden….), mens kirke og kristendom hører hjemme i det åndelige regimente. Derfor kunne man, hvis man ville, insistere på at børnene skulle lære at spille håndbold, uanset om de måtte have lyst eller ej (dog synes jeg ikke det villle være nogen god ide), men man ikke kan inistere på at børn i folkeskolen skal lære at bede.

    Hermed er (hånd)bolden givet op til endnu en halvleg i spørgsmålet om bøn og bold i skolen.

    Venlig hilsen
    Mogens

  8. #8 by Mogens S. Mogensen on 18. januar 2009 - 17:22

    Kære Jesper Hougaard Larsen
    For en uge siden blev jeg interviewet i PF om fadervor i skolen, og da var min konklusion den samme som din. Selvom både fadervor (bøn) og salmesang er kristne rituelle handlinger (og mange salmer egentlig er versificerede bønner der synges i fællesskab), så opleves det meget forskelligt af dem, der deltager i det. Kun de færreste oplever det for nærgående at synge en af vore mange fantastiske gamle og nye salmer, mens det at bede fadervor i kor sammen af en hel del mennesker opleves som for nærgående og personligt. Derfor konkluderede jeg, at fællesbønne/fadervor helt klart er på vej ud af folkeskolen og andre ikke specifikt kirkelige/kristelige sammenhænge (mens det i min barndom kunne bruges i langt bredere folkelige sammenhænge), mens salmesang måske ligefrem vil opleve en renæssance både i skolesammenhæng og mange andre steder.
    Som jeg forsøgte at give udtryk for det i mit blog-indlæg, så tror jeg, vi lever i en overgangsfase mellem kristenhedsepoken og post-kristenhedsepoken, og der vil vi opleve en række paradokser, fænomener og traditioner der peger tilbage på den traditionelle syntese mellem folk og kirke, stat og kirke, offentlig moral og kirkelig moral etc., og fænomener der peger frem mod en situation, hvor denne syntese ikke længere er til stede, men hvor kirke og kristendom må gøre sig gældende på andre vilkår og dermed på andre måder.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: