Gi’ os Danmark tilbage

Solen skinner, det er forår, og så er det skønt at være her i Danmark. Også selv om jeg er mellemlandet i Fredericia, og må tilbringe tre kvarter på en bænk foran banegården. Samtidig med at jeg slikker solskin kaster jeg mig over DSB’s magasin ”Ud & se” for at dyrke min hemmelige passion, kryds og tværs. Jeg sidder og grunder over, hvad svaret – på 6 bogstaver – er på spørgsmålet: ”Hvad er navnet både på en Beatles-sang og en præsidentfrue?”  Jeg var lige på sporet af det rigtige svar, da mine øjne flakker over til et farvebillede nederst til venstre i kryds-og-tværsen af en nydelig ung mand, der stirrer mig lige i øjnene og ligner en glad konfirmand. Over ham står der med den skråskrift, jeg lærte i folkekskolen i slutningen af 50’erne:  ”Gi’ os Danmark tilbage”.

Det er dog for galt, tænker jeg. Hvem har taget Danmark fra denne nydelige unge mand? Og hvor skulle man i givet fald levere Danmark tilbage, hvis man fandt det? Der er heldigvis opført et telefonnummer, og jeg griber straks min i-Phone for at fortælle den unge mand, at han ikke længere skal være ked af det. Da jeg steg ud af toget i Fredericia, lå Danmark der lige for fødderne af mig i den skønneste forårsudgave, man kunne tænke sig. Men da jeg ringer til nummer 3337 5199, er der en moderne talemaskine, som siger, ”Jeg beklager, lokalnummeret er ikke tilgængeligt og accepterer ikke beskeder”.  Det gør mig virkelig ondt, for jeg vil så gerne hjælpe ham.

Jeg læser jeg videre, for at finde ud af, hvem denne unge mand mon kan være, som føler, at man har taget Danmark fra ham. Under billedet er der et logo med to dannebrogsflag, der omkranser bogstaverne ”DF”. Er han mon medlem af Dansk Folkedanserforening, tænker jeg? Men, nej, han er jo ikke klædt ud i en gammel dansk nationaldragt, men i et jakkesæt og med slips, sådan som jeg selv var det, da jeg blev konfirmeret midt i 60’erne. Mysteriet løser sig imidlertid, da jeg læser, at han repræsenterer ”Dansk Folkeparti”.

OK, det er måske dette politiske parti , som vil have Danmark tilbage. Da jeg hørte radioavis i morges kl. 6.30, var Danmark stadig velforvaret, men nu er klokken tre, og er der måske i mellemtiden sket det, at oppositionen har væltet regeringen og stødt Dansk Folkeparti fra magten. Jeg checker lige nyhederne på Politikens hjemmeside på min uundværlige  i-Phone4. Her handler hovednyhederne imidlertid om de ældgamle erhverv såsom  pirateri og rufferi. Der er overhovedet ikke antydningen af, at Danmark politisk set er gledet Dansk Folkeparti og deres samarbejdspartier af hænde.

Pludselig får jeg en nagende mistanke om, at det Danmark, som den pæne unge mand og hans danske folkeparti har mistet og vil have tilbage, er Morten Korchs Danmark eller måske – at dømme efter håndskriften og ”konfirmandens” påklædning – 50’ernes og de tidlige 60’eres Danmark. Men nej, i den periode var dansk politik jo præget af socialdemokrater og (kultur)radikale. Hvis det  Danmark, som de vil have tilbage, ikke er det politiske Danmark, hvad er det så?

Den eneste løsning synes for mig at være, at det gode gamle Danmark, de vil have tilbage, er min barndoms Danmark, før globaliseringens bølger ramte de danske kyster. Da var Danmark i modsætning til nu pæredansk som et etnisk, kulturelt og religiøst monosamfund. Siden er en broget skare  af gæstearbejdere, flygtninge,  og andre indvandrere fra hele verden kommet hertil og har taget det danske mono-samfund fra den pæne unge mand og hans danske folke(parti)fæller, men nu vil de have det tilbage.

Hvordan kan de få dette gode gamle Danmark tilbage? De fleste af disse indvandrere er blevet meget glade for at bo her, og intet tyder på, at de har lyst til at forlade landet. Tilsyneladende er den eneste måde, denne pæne unge mand og hans danske venner kan få Danmark tilbage så, at man tvinger alle disse nydanskere – eller måske vil den pæne unge mand snarere kalde dem ikke-danskere – til at forlade Danmark. Altså en etnisk, kulturel og religiøs udrensning i vort land.

Jeg bliver helt skræmt af min vilde tankerække. Denne pæne unge mand og hans sikkert også pæne partifæller må naturligvis have haft noget helt andet i tankerne, da de skrev ”Gi’ os Danmark tilbage”.  Hvad de i stedet har tænkt på, forbliver dog en gåde for mig.

I stedet for disse ørkesløse spekulationer fokuserer jeg igen på min kryds og tværs. ”Hvad er navnet både på en beatles-sang og en præsidentfrue?” Jo, selvfølgelig er det ”Michelle”. Alle ved, at USA’s magtfulde ”first lady” er Michelle Obama, lige som Danmarks magtfulde ”first lady” er … Længere kommer jeg ikke med min kryds og tværs i solskinnet, for nu er det på høje tid at gå op på perron 9 for stige på toget til Kolding.

Fredericia banegård, fredag, den 17. April 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og især helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk .

 

Advertisements
  1. #1 by Karen E. Hansen on 19. april 2009 - 20:31

    Det er ikke helt en gåde for mig, hvad de tænker på!
    Se, hvis man vil påstå, at personer i Danmark, som kan finde på at stemme på DF, også er en slags mennesker, der som mennesker vel egentlig også har et vist krav på forståelse – så skal man jo først bedyre, at man aldrig selv har tænkt på at stemme på dem. Det har jeg heller ikke – men jeg vil stadig tillade mig at vise forståelse for mine medmennesker, og ikke kalde nogen for ikke-stuerene, fordi de gør sig bekymringer om fremtiden for et lille land, en ganske lille sproggruppe og et hjørne af verden, hvor vi egentlig nyder en høj grad af frihed (især religionsfrihed og ind imellem også åndsfrihed), ligestilling mellem kønnene og åbenhed i forvaltning og offentlighed. Det er faktisk sårbare størrelser, som hurtigt kan fordufte af hensyn til “den fredelige sameksistens”.
    For den, der er rejsevant i hele verden og bare lander på Fredericia banegård som et trinbrædt, ser tingene måske lidt anderledes ud, end for den, der ser dem mere nedefra, og som ikke forstår arabisk – ja, måske ikke engang engelsk.
    Undskyld, det er ikke min mening at være uhøflig over for dig. Jeg læser med stor glæde din blog! Men prøver at se sagen fra en anden side.
    Jeg har været præst på landet, og jeg synes, at den almindelige danske boger, der føler sig overrumplet af indvandringen (og den hast, den tiltager med især fra Mellemøsten, -så godt som ingen synes, at asiater volder problemer), og som føler sig slået på munden og kaldt racist, islamofob o.s.v. så snart man åbner den og spørger, hvor vi er på vej hen, ….. han eller hun har også krav på forståelse – måske endda respekt?!
    Min gamle provst sagde engang i begyndelsen af halvfemserne: “I Danmark gælder dansk lov!” Så blev han anset for politisk ukorrekt. – Det har jeg aldrig helt forstået meningen i.
    De allerfleste danskere har så meget kristen arv i sig, at de over for det enkelte medmenneske, som eventuelt i din tankerække “skulle smides ud”, ville reagere med at mene, at selvfølgelig skal vi ikke smide nogen ud, som bor her og gerne vil være her.
    Men betyder det, at dansk lov skal finde dispensation, når muslimsk begrundede regler kræver det? Hver gang?
    I Norge skulle den kendte, neutrale, norske politiuniform pludselig give plads for hijab. Det bragte en hel del debattører på banen, at det neutrale nu skulle vige for religiøse signaler. En mullah udtalte, at hijab var ikke nok, sharia kræver også hellang, løs beklædning for kvinder. “Skal en mellemøstlig, muslimsk retslærd da bestemme norske politiuniformer?” spurgte man. Eller er det sådan, at i Norge gælder norsk lov? Deres Fremskridtsparti samler nu mange stemmer. Er det da helt uforståeligt? Hvad repræsenterer egentlig det muslimske tørklæde, eller sløret,niqab, spørger man. Blufærdighed, tvang – eller er det et politisk statement for en totalitær ideologi – og hvem skal tvivlen komme til gode? Altid den religiøse lov – aldrig ubehaget ved det formummede og skjulte?
    Måske er der ikke kun tale om nostalgi og fremmedfjendskhed, men om en ikke helt uforståelig fornemmelse af, at det, der bliver “udrenset”, nu kan være åbenhed, tillid og en trussel-fri samtale om problemerne – på vores kønne, lille plet.
    Det Danmark, som også jeg husker fra min barndom, vender ikke tilbage, sådan er det; men jeg vil ikke acceptere, at de, der husker det, skal fornægte det.
    Åndsfrihed er for mig også, at den almindelige “lille” dansker ikke skal skammes ud for at frygte islam. Som politisk islam manifesterer sig i øjeblikket kan der være god grund til det.
    Det var et lille, oprørsk pip – på en forårsdag, hvor alle fugle synger frit – i Danmark.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 20. april 2009 - 01:29

    Kære Karen M. Hansen
    Tak for dit lange, grundige og velargumenterede indlæg, som jeg glædede mig over at læse. Det er rigtigt, at Danmark gennem de sidste 40 år er gennemgået en meget hurtig og omfattende forandring, og det samfund jeg voksede op i i 50’erne er meget forskelligt fra det, som jeg (ikke bare mellemlander i men) lever i til dagligt. Forandringer skaber både forventninger og håb, men også utryghed og frygt. Forandringerne har imidlertid mange årsager, og kun en af dem er globaliseringens ændring af Danmark fra et mono- til et mere multi-samfund. Industrialiseringen ændrede Danmark fra min barndoms landsbrugsland til senere tiders industrisamfund og førte til en voldsom urbanisering med sociale problemer til følge (jeg har tidligere levet i nogle af de kvarterer i større byer, hvor der den gang var alvorlige sociale problemer blandt danskere, og hvor der i dag opleves alvorlige problemer blandt indvandrere. Kønsrollerne har ændret sig radikalt. Seksualmoralen har ændret sig radikalt, og sådan kunne man blive ved. Alle disse forandringer kan gøre os usikre, utrykke, bange, frygtsomme og måske også undertiden aggressive. For øjeblikket er det som om hele denne forandringsfrygt fokuseres på indvandrerne og helt specielt på muslimerne. (Muslimerne er imidlertid mindst lige så forskellige som verdens kristne er det. Nogle har let ved at blive integreret, andre har tilsyneladende sværere ved det. Nogle muslimer er dygtige og velintegrerede politikere i folketing og byråd, andre skaber ballade som fx Hizb ut-Tahrir.)

    Når Dansk Folkeparti skriver, “Gi’ os Danmark tilbage”, og denne holdning vinder genklang hos mange danskere, så tror jeg, at det hænger sammen med meget andet end det forhold, at der er kommet muslimer til Danmark. Altså at det spiller på hele den usikkerhed og frygt, som de sidste 40 års mange og store forandringer har givet anledning til. Men som du så rigtigt skriver, så kommer vor barndoms Danmark aldrig tilbage, og det ville det heller ikke gøre, om så alle muslimer i morgen forlod Danmark. Verden forandrer sig løbende, og det gør Danmark også, og det gør den enkelte dansker også.

    Jeg påstår ikke, at Dansk Folkeparti har som politisk målsætning at få indvandrere eller muslimer (jeg taler faktisk i dette blog-indlæg ikke om muslimer men kun om indvandrere) smidt ud af landet, men det er for mig en gåde, hvad de vil i stedet. For mig at se er det ganske enkelt, hvordan vi skal løse de problemer, som indvandringen (også af muslimer) rejser. Vi er et demokratisk retssamfund, så derfor skal vi løse det med demokratiske midler og inden for retssamfundets rammer. Må muslimske kvinder gå med tørklæde (som dommer, skolelærere osv)? Ja, det spørgsmål må vi på god demokratisk vis drøfte (under hensyntagen til grundlovens bestemmelser og menneskeretten) og så nå frem til en demokratisk afgørelse på, og så har alle sig at rette efter den lov, som vi vedtager. I min barndom måtte man ikke gå topløs på en badestrand, men i dag har vi på god demokratisk vis ændret lovene, så det nu er tilladt, og det har alle hermed at rette sig efter, og sådan kunne man blive ved.
    KORT:
    1. Jeg er naturligvis enig med både dig og din gamle provst i, at i Danmark gælder dansk lov (altså den gældende lov, for vi ændrer jo løbende vore love).
    2. Skal det danske samfund imødekomme alle religiøse (muslimske) gruppers krav? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det, men vi må – lige som når der rejses andre krav, fra landmænd, fugleelskere, homoseksuelle, EU-modstandere/tilhængere – tage en god demokratisk samtale om det og på sædvanlig demoratisk vis nå frem til en beslutning (lov), som alle – også religiøse/muslimer – må rette sig efter.
    3. Skal man kalde nogen for ikke-stuerene? Nej, det synes jeg ikke, hvis det betyder at de ikke kan være med i den demokratiske samtale. Så længe man holder sig inden for lovens grænser, så må både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, HT’ere, islamkritikere/elskere være med.
    4. Kan man tillade sig at kalde nogen racist eller islamofob? Ja, hvis folk opfylder definitionen på racisme og islamofobi og fremmedfjendst (og disse definitioner kan man som alt andet naturligvis diskuttere), må det være den rette betegnelse, ellers ikke. Lige som man må kalde en muslim for kvindeundertrykkende, hvis han vitterligt undertrykker kvinder, og udemokratiske, hvis de virkelig ikke gåtr ind for demokrati. Lige som man må kalde en ideologi totalitær, hvis den vitterlig er totalitær.
    5. “Skal en mellemøstlig, muslimsk retslærd da bestemme norske politiuniformer?”
    Nej, det skal de demokratiske organer i vedkommende land.
    6. Skal åbenhed, tillid og en trussel-fri samtale om problemerne “udrenses” her i Danmark? Nej, tværtimod. Men åbenheden, tilliden, og trussel-friheden må gælde begge veje.
    Endnu en gang tak for dit veloplagte forårspip, og nu får du så et svar pip fra mig.
    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 20. april 2009 - 10:55

    Kære Mogens Mogensen
    Tak for svaret!
    Så ville jeg egentlig gerne høre din definition på islamofobi. Ordet bruges jo ofte, og mange føler, at dets formål ikke kun er at sikre religionsfriheden; men at det er et middel til at kvæle den fugl, som synger om farer, man gerne vil lukke øjnene for.
    Altså, jeg frygter Islam!
    Ikke – naturligvis – på den måde, at jeg på forhånd frygter en person, som bekender sig til Islam, heller ikke sådan, at jeg ikke fuldt ud respekterer den enkelte muslims forhold til Allah. (Jeg har heller ikke noget imod at sige, at da Gud er een, så er det samme Gud vi taler om – men der er stor forskel på, hvad vi kan sige om Gud).
    Selvfølgelig heller ikke sådan, at jeg mener, at religion (islam) skal gøre nogen forskel over for dansk lov og menneskerettighederne. Hverken negativt – eller som særrettigheder!
    Jeg frygter heller ikke Islam på den måde, at jeg ikke tror på at Kristi magt i sidste ende vil vise sig at være stærkere, og at jeg som kristen må tage det på mig, som jeg ville være udsat for under en islamisk stats- eller de facto-magt. Jeg tænker, du ved noget om, hvor svært det er at være kristen i et muslimsk land.
    Er det udelukkende USA´s politik, Israels og Vestens skyld – eller også en konsekvens af “genislamiseringen”?
    Men jeg frygter Islam som en religiøs og politisk ideologi, der ved indvandring og stadig pres enten via retssystemer, ved at pukke på Europas dårlige samvittighed og kulturelle forvirring – og evt. ved voldelige bevægelser og terror – vil ændre Europas og derunder Danmarks retssikkerhed. Allerede nu er det et spørgsmål, om Europa inden for sine egne grænser kan og tør forsvare en konvertit fra Islam mod den sanktion, der er lang tradition og sharialov for.
    Og så er der den åndelige magt.
    Mina Ahadi (tysk med iransk baggrund) skriver i sin bog “Ich habe abgeschworen”:
    “Die Furcht vor der Hölle bestimmt das Leben eines Muslims. Und je mehr der politische Islam erstarkt, desto mehr trichtert er den Menschen diese Furcht ein. Der Hölle kann nur entkommen, wer unhinterfragt und bedingungslos Gottes Geboten folgt und damit seinen Mullahs auf Erden – egal ob im Iran, im Sudan oder in deutschen Moscheen. Das ist das Wesen des politischen Islam, und das macht ihn so mächtig.”
    Den åndelige magt frygter jeg – og mener den skal imødegås med åbne ord.
    Men de åbne ord har ofte – også i Danmark – brug for livvagter.
    Det gør mig bange – og oprørsk.
    Er jeg så islamofob?

    Venlig hilsen
    Karen Elisabet

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 20. april 2009 - 16:13

    Kære Karen Elisabet Hansen
    I alt hast får du i første omgang et svar på dit første spørgsmål ang islamofobi. Jeg læner mig op af den definition og beskrivelse, som jeg finder på wikipedia:

    “Islamofobi er en neologisme, der refererer til en frygt for – eller had til religionen islam eller muslimer som en religiøs gruppe. Dette er en betegnelse for fanatiske islamkritikere, idet en fobi betegner en irrationel frygt.

    Human Rights Watch og Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer fremfører at have dokumenteret en nylig forøgelse i, hvad de beskriver som “islamofobiske” begivenheder og forbrydelser mod muslimer og islamiske organisationer. En række forfattere, journalister og intellektuelle som fx Salman Rushdie har imidlertid kritiseret deres brug af begrebet ‘islamofobi’ for at være en sammenblanding af tilfælde af stigmatiseringer af muslimer, som der tages afstand fra, og en ellers legitim kritik af islam.

    En karakterisering af ‘islamofobiske opfattelser’ af dem, som bruger begrebet, går især på at islamofobiske opfattelser har det tilfælles, at de bygger på en mere eller mindre skarp opdeling imellem “os og dem”, hvor muslimer og islam ses som fundamentalt adskilt fra vesterlandsk kultur og religion. I dette skal der ofte også indgå en opfattelse og skildring af muslimer som ét homogent kollektiv, og de muslimske lande som én stor politisk enhed. Således kan betegnelsen islamofobi bruges som en anklage om, at “islamofoben” har et unuanceret og generaliserende billede af islam og muslimer.”

    Venlig hilsen
    Mogens

  5. #5 by Johannes on 22. april 2009 - 02:34

    “Hvordan kan de få dette gode gamle Danmark tilbage ?”

    Man må dø for at kunne genopstå.

  6. #6 by Marie Kvorning Veng on 9. juni 2009 - 20:48

    Mogens – meget klogt, interessant og tankevækkende indlæg!

    De burde skamme sig – det er min mening!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: