Tydelighed, lidenskab og vidnesbyrd i religionsdialogen

‘Er det den samme Gud?’ er titlen på en ny og spændende bog af biskop Niels Henrik Arendt. Dette spørgsmål er først og fremmest blevet rejst i forbindelse med forholdet mellem islam og kristendom, men som bogens undertitlen ‘Gud i kristendommen og andre religioner’ antyder, diskuterer Arendt gudsopfattelsen i en meget bredere sammenhæng. Ikke blot forholder Arendt sig også til jødedom, hinduisme og buddhisme og den østligt inspirerede nyåndelige s.øgen, men han går tilmed i dialog med videnskaben og med forskellige gudsbegreber inden for kirken. De sidste to vinkler er ikke de mindst spændende

Til Grossbøll og andre modernistiske teologer siger biskoppen, at ”Gud findes i virkeligheden, ikke kun inden i vores hoveder eller inden i vores sprog (s. 100). Om  videnskaben og gudsbilledet skriver han bl.a., at ”Konflikten mellem tro og videnskab opstår oftest, fordi man tager videnskabens bortseen fra Gud som et trosudsagn i stedet for som en metodisk præmis”. Og videre, at ”Gud kan ikke iagttages i verden af den grund, at det er verden, der er i ham, og ikke omvendt” (s. 107).

Det er for nyligt blevet hævdet, at religionsdialogen har skiftet karakter, at man i version 2.0 har lagt fløjlshandskerne til side, og at Arendts bog må forstås i dette lys. I min forståelse af religionsdialogens udvikling handler religionsdialogens version 1.0 om at tale om ”de andre”, altså en intern dansk/kristen debat om, hvordan man skal forholde sig til fx muslimerne. Version 2.0 i religionsdialogen går ud på, at tale til de andre, altså fx om, hvor de tager fejl, hvad de bør gøre osv.
Version 3.0, som desværre ikke er særlig udbredt endnu, handler om at tale med ”de andre”, altså en samtale mellem kristne og muslimer, kristne og buddhister osv. Går man fra samtale til samhandling eller samarbejde mellem tilhængere af forskellige religioner, fx mht. løsning af fælles samfundsmæssige problemer, bevæger man sig – i min terminologi – videre til religionsdialog version 4.0.

Arendts bog opfatter jeg som en del af den samtale, han har ført og vil føre med muslimer og tilhængere af andre religioner (altså religionsdialog version 3.0) og en af bogens mange kvaliteter er også, at forfatteren reflekterer over konkrete oplevelser af møder med mennesker med en anden tro end hans. Hvad er det så, der karakteriserer Arendts religionsdialog version 3.0?

For det første er det tydelighed. Arendt bestræber sig meget på at være teologisk tydelig, så samtalepartneren får et præcist indtryk af, hvad han tror om Gud. Tydelighed er udtryk for respekt over for den anden, som også dermed får plads til at være tydelig omkring sin tro. At være tydelig omkring sin egen tro indebærer imidlertid ikke, at den andens tro dæmoniseres eller nedgøres.

For det andet er det lidenskab. For Arendt er religionsdialog noget helt andet end den høflige konversation, som man forsøger at holde kørende med sin bordherre eller dame ved et middagsselskab. Der er noget eksistentielt afgørende på spil for begge involverede parter. Det er en lidenskabelig søgen efter sandheden om Gud. At være lidenskabelig omkring sin egen tro indebærer imidlertid ikke, at man er fjendtlig over for mennesker med en anden tro.

For det tredje er det vidnesbyrd. Arendt gør det fra starten tindrende klart, at han taler ud fra et kristent trosperspektiv. Det indebærer imidlertid ikke en absolut relativisme: ”Troen forstår sig selv på den måde, at det, jeg tror, også er sandt uanset min tro” (s. 21). Om Gud kan der ikke tales i videnskabens sprog, men i troens sprog, dvs. i bekendelsen og vidnesbyrdet. Om Gud kan der heller ikke tales i magtens sprog, men kun hvor der er (religions)frihed giver vidnesbyrdet om Gud mening.

Mange læsere har sikkert ventet i spænding på, om biskop Arendt ville svare ja eller nej på spørgsmålet, om det er den samme Gud, især når det gælder islam og kristendom. Arendt skuffer dem, som forventer et entydigt svar, men giver samtidig et spændende og nuanceret svar.

Der er kun én Gud, og både muslimer og kristne tror på én Gud. Men deraf kan man ikke umiddelbart slutte, at de så tror på den samme Gud. Muslimer og kristne tror noget forskelligt om Gud. Men deraf kan man eller ikke umiddelbart slutte, at de så ikke tror på den samme Gud.

Det nærmeste Arendt kommer et svar på spørgsmålet er: ”Måske skulle man undlade at svare på det spørgsmål, som denne bog stiller – så at sige overlade det til Gud at gøre det – og så nøjes med at sige: ’Vi bekender noget dybt forskelligt om Gud’” (s. 131). Og det er bestemt heller ikke så ringe endda!

Bogen være hermed på det varmeste anbefalet til alle, både kristne og tilhængere af andre religioner og ingen religion, som ikke søger de hurtige populistiske svar, men ønsker at få hjælp til at reflektere dybere over gudsbegreb og gudsbilleder – og over religionsdialog i det hele taget.

Christiansfeld, søndag den 26. April 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: