Treenigheden – enigheden og uenigheden

Den kristne tro på Gud som en treenig Gud, Fader Søn og Helligånd, er ikke et resultat af lærdes teologers spekulationer og kirkepolitiske forhandlinger på kirkemøder. Det er tværtimod en tro, som har trængt sig på med stor kraft allerede hos Jesu disciple. Som jøder troede de på én Gud, men mens de vandrede sammen med Jesus og hørte på hans ord og så hans gerninger, måtte de konkludere, at her var mere end et menneske. Efter Jesu opstandelse bekendte de, at Jesus var Herre, at de i Jesus havde mødt Gud. Da Pinsedagen kom, oplevede disciplene Jesu nærvær så stærkt, at de blev mindet om Jesus løfte om at sende dem Helligånden, Guds ånd, og de forstod, at Gud stadig mødte dem, nu ved sin Ånd. Lige siden har mønsteret for kristen bøn været at bede til Faderen med Jesus Kristus (i Jesu Kristi navn) i Ånden, og den dag i dag foregår kristen dåb i faderens og sønnens og Helligåndens navn.

Selvom der har været kristne – eller rettere ukristelige – kætterier, der har benægtet, at Gud er en treenig Gud, og selv om kristne altid har kæmpet med og om, hvilke ord, de skulle sætte på deres tro på den treenige Gud, så har der i kristendommens historien helt frem til i dag været enighed om troen på Guds treenighed. De seneste ugers debat blandt præster, andre teologer og lægfolk i Kristeligt Dagblad kan imidlertid give et indtryk af, at det kniber med enigheden blandt i folkekirken om treenigheden. Det er imidlertid min helt klare overbevisning, at der ikke er nogen fundamental uenighed om treenigheden, og det ville da også været meget underligt, så sandt som den kristne tros DNA – som det bl.a. kommer til udtryk i kristendommens tre højtider, jul, påske og pinse – netop er, at Gud ikke er en fjern og ophøjet Gud, hævet over tid og rum, men er en Gud, der er trådt ind i og stadig virker her i vor verden, i vor historie, altså at Gud er en treenig Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Alligevel er der en væsentlig uenighed omkring treenigheden. Uenigheden handler ikke om troen på, at Gud ifl. evangeliet har en treenig identitet. Uenigheden handler derimod om, hvordan kristne tro på den treenige Gud skal bruges i forhold til de ikke-kristne religiøse grupper, som tror på én Gud men ikke på treenigheden. Skal treenigheden bruges teologisk som et hårdtslående argument for, at kristne og muslimer tror på forskellige guder, og politisk til at distancere den muslimske indvandrerbefolkning fra den øvrige kristne danske befolkning? Eller skal kristne på basis af deres tro på en treenig Gud og i erkendelse af afgørende forskelle mellem kristen og islamisk gudstro, søge i dialog med muslimer.  Dels for at samarbejde om varetagelsen af ansvaret for det fælles samfund, dels for at formidle evangeliet om Gud, som i Kristus blev menneske for at frelse os, og som møder os i sin Ånd – altså en treenig Gud.

Christiansfeld, søndag, den 17. Maj 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og andre mener, besøg min website www.intercultural.dk

Advertisements

  1. #1 by Karen E. Hansen on 22. maj 2009 - 11:36

    Kære Mogens!
    Jeg synes du gør dig det lidt for let med den diskussion!
    Hvis jeg nu på en Kristi Himmelfartsdag skal forholde mig til, at bekendelsen til Kristi guddommelighed ikke må influere mere på mit gudsbillede, end at jeg skal kunne sige: “Jeg tror på den samme Gud, som muslimerne tror på!” (Koranens gudsbillede).
    For ellers risikerer jeg, at “distancere den muslimske indvandrerbefolkning fra den øvrige kristne befolkning” (du skriver det uden komma?)
    Hvis jeg nu er dér, hvor jeg synes, at de to gudsbilleder kun tangerer hinanden (egentlig mener jeg nok, at islam er et kristent kætteri) – så er jeg altså årsag til distanceringen! (I hvert fald, hvis jeg taler om det). Kræver religionsdialog, at kristne ikke taler offentlig om forskellen, så det politisk korrekte: “det-er-ét-og-det-samme-synspunkt får frit løb?
    Endnu værre med mig, jeg mener også, at forskelligt gudsbillede giver forskelligt menneskesyn! Altså mener jeg det er vigtigt ikke at acceptere en opdeling af mennesker i “rene” og “urene”.- Og jeg ønsker at Danmark fortsat skal have lovgivning for enkeltmennesker – ikke for religiøse grupper.
    Vi skal vel også have fælles samfund med buddister og hinduer (endnu mindre mindretal) – og ateister?
    Altså kræver det, at alle accepterer et sekulært samfund.
    Med religionsfrihed for alle – også til at konvertere.
    Og med ret til at bekende sin Kristus-tro, så undergravende for “hellig lovgivning”, som den er, – uden at skulle forfølges (eller hænges ud som samfunds-fjende) for den.
    Er det at håbe for meget for fremtiden??
    Måske – men det forbavser mig, at den side af sagen ikke bekymrer dig.
    Venlig hilsen
    Karen Elisabet

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 23. maj 2009 - 22:01

    Kære Karen Elisabet
    Du har naturligvis ret i, at jeg kommer let over en række problemer – i en sådan kort blog. Min pointe i denne blog har imidlertid været at hævde, at der ikke – så vidt jeg kan høre og læse mig til – er nogen grundlæggende uenighed mellem de kristne debattører ang. synet på treenigeden (sådan som man ellers kunne få indtryk af, når man hørte de undertiden skingre stemmer). For mig at se og høre, har debatten dybest set handlet om noget andet, nemlig, hvordan vi som kristne og som danskere skal forholde os til vore muslimske medborgere. Og det er bestemt også en meget vigtig diskussion. Men det er for mig at se noget andet end at diskuttere treenighed.
    Uanset om man vil hævde, at kristne og muslimer tror på forskellige guder eller på den samme Gud, så tror jeg, at de allerfleste kristne debattører (mig selv inklusive) er enige om, at muslimer og kristne siger noget meget forskelligt om Gud, og at disse forskellige gudsbilleder naturligvis også har konsekvenser for menneskesyn og meget meget andet. Og selvfølgelig indebærer enhver dialog og ethvert vidnesbyrd, at vi også taler om disse forskelle.
    Min pointe er, at vi som kirke/kristne er kaldet til
    (1) at være et kristent fællesskab, der samles om bekendelsen til Kristus, og i fællesskab forsøger at forstå vor tro
    (2) at møde vore med mennesker (incl. muslimer) med næstekærlighed (diakoni), hvortil også hører at tage vare på vort fælles samfund
    (3) at kommunikere evangeliet om Kristus til vore medmennesker, inkl. muslimer.

    Et andet spørgsmål er naturligvis, hvordan vi som samfund politisk skal indrette os med hinanden, hvilke love og regler vi skal have, og hvordan vi med magt skal håndhæve disse love og regler. Skal vi tale politik, så er der bestemt en hel masse ting, der bekymrer mig i det danske samfund, også forhold der vedrører at vi er ved at blive et multisamfund.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: