Nasser Khader og den tiltrængte regulering af kvinders klædedragt

Aldrig så snart var Nasser Khader blevet udnævnt til de konservatives udenrigs- og integrationsordfører, før han trådte i karakter. I går tog han fat på et af de største problemer, der truer det danske samfund. Der er ikke bare fem eller ti, men måske over 50 muslimske kvinder, som iklæder sig burka eller niqab , klædningsstykker, som dækker ansigtet eller store dele af det, og tilmed har den frækhed at vandre rundt i det offentlige danske rum i disse gevandter.

Som den gode konservative folketingsmand han for tiden er, er Nasser Khader draget i kamp mod denne nye faretruende mode. Plisseret nederdel og cardigan eller topløs bikini, det er gode danske klædedragter, men ikke burka eller niqab. Nasser Khader gik radikalt til værks, og mens det ikke lykkedes ham at etablere en liberal alliance med Venstre, havde han held til at indgå en ny alliance med Socialdemokraterne. I de offentlige rum skal det forbydes kvinder at bære burka eller niqab . Sådan! Det skal være muligt for alle at se enhver kvindes ansigt, når vi mødes på gågaden eller i Netto.

Jeg vil imidlertid gerne bidrage til Nasser Khaders videre arbejde med dette lovforslag, som tilsyneladende kan samle flertal i det høje ting. Og lad mig her begynde med en bekendelse. I min barndom gik jeg (og mange af mine kammerater) om vinteren med elefanthuer for at beskytte os mod frost og sne. Der var ikke mere at se af mit ansigt end det, som en niqab afslører af en muslimsk kvindes ansigt. Derfor må vi ved samme lejlighed have elefanthuer forbudt, for ellers begynder muslimske kvinder blot at iklæde sig elefanthuer, og så er vi næsten lige vidt.

Og jeg vil fortsætte med, om ikke at klæde mig i sæk og aske – for det vil i fremtiden blive forbud (i alt fald, hvis sækken dækker hovedet)  – så dog bekende, at jeg (og mange af mine kammerater) hvert år til fastelavn dækkede vore ansigter med masker, så ingen kunne genkende os. Og i den mundering gik vi rundt i det offentlige rum, fra dør til dør, og sang, ”Bolle op. Bolle ned. Bolle i min mave. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade!” Fastelavnsmasker må vi også huske at få forbudt ved samme lejlighed, for ellers risikerer vi, at muslimske kvinder tager masker på og laver ballade.

Endelig har jeg lagt mærke til, at filmskuespillerinder undertiden skjuler sig for pressen og tilskuere bag tørklæder og store solbriller, så man stort set ikke kan se deres ansigt, og  slet ikke deres øjne, og derfor ikke kan vide, hvem man har foran sig, om det er Bodil Udsen eller Bodil Ipsen. Også det må vi have forbudt, for at undgå at muslimske kvinder bruger skuespillerinders tricks til at skjule deres ansigt.

Når folketinget samles den anden tirsdag i oktober, må vi som borgere, der føler os truet af faren fra burkaer og niqaber, forlange, at politikerne i stedet for at begynde at diskutere finanskrise og arbejdsløshed, klimakrise og sundhedspolitik, prioriterer bekæmpelsen af den landsskadelige virksomhed, som en bestemt gruppe muslimske kvinders udanske klædedragt udgør. Skulle andre politikere i løbet af ferien glemme denne opgave (og det ville bestemt ikke klæde dem), så er jeg sikker på, at Nasser Khader som det mandfolk han er , hvis han til den tid stadig er konservativ, vil sørge for, at folketinget straks får sat skik på kvindernes klædedragt.

 

København, den 17. August 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og især helt andre emner, besøg min website, http://www.intercutural.dk

Advertisements
  1. #1 by Preben Nielsen on 17. august 2009 - 19:24

    Det konservative forslag er glimrende. Det er vigtigt, at vi trækker en streg i sandet og erklærer, at her i Danmark gælder altså de danske værdier. Og de indbefatter altså ligestilling mellem mænd og kvinder. Vi vil ikke acceptere kvindeundertrykkelse. Ja, det er værdier, der er udsprunget af kristendommen, men hvorfor skulle vi dog fornægte vor kulturs udgangspunkt?

  2. #2 by Hans Henrik Merrild on 17. august 2009 - 19:36

    Godt gået Mogens, lad os få tingene i perspektiv!

  3. #3 by claes flach on 17. august 2009 - 20:02

    Tilsløring og formumning af kvinder er vel ikke uden videre et udtryk for kvindeundertrykkelse. Mon ikke nogle muslimske kvinder føler sig godt tilpas ved at kunne snige sig omkring uset af andre. De kan holde lidt øje med, hvad deres mænd bedriver, og er de selv kommet på vildsom vej, er risikoen for at de bliver opdaget ikke så stor. I lande med stening af kvinder for utroskab kan tilsløring ligefrem være en beskyttelse.

  4. #4 by Lone Skov Al Awssi on 17. august 2009 - 21:50

    Tak for et morsomt indlæg – det var helt forløsende. Humor er godt.
    Jeg har hele dagen haft mest lyst til at græde over de konservatives støtten op om
    Khaders stupide forslag – men det er så tydeligt at det hele bare handler om skrækken for at Dansk Folkeparti skal løbe med stemmerne.
    Værdipolitik – nej – blot endnu et omkostningsfrit spark til en gruppe borgere, der allerede har problemer nok.

  5. #5 by Gudmund on 17. august 2009 - 22:23

    Tak, Mogens, for dine yndefuldt humoristisk leverede og yderst velplacerede og godt ramte betragtninger – jeg gik også engang ligesom du med elefanthue – jeg tror faktisk vi var flere hundrede der gjorde det en overgang her i landet – helt lovligt – dengang altså!

  6. #6 by Rikke on 17. august 2009 - 23:06

    Hvis muslimske kvinder ikke må tækkes deres mænd ved at iføre sig burka eller niqab – skal det samme så ikke gælde for de kvinder der ifører sig plateausko og hotpants af samme grund…? For ikke at tale om silikonebryster og botox-læber?

    Og er det ikke som om man i debatter om fokuserer på kvindeundertrykkelse og glemmer, at det kan være et tegn på helt frivillig underkastelse. Der ER kvinder der vælger selv – brystimplantater eller burka! Til stor glæde for manden – og hende selv…

  7. #7 by Peter Béliath on 18. august 2009 - 09:02

    Kære Mogens,

    Tomlen op for dette humoristiske indlæg. Bull’s eye!

    ///P.

  8. #8 by Gunnar Krag on 18. august 2009 - 16:26

    Herligt Indlæg, Mogens!
    Jeg havde netop gået og tænkt på, om ikke jeg skulle købe mig en burkha til festlige lejlighedér.

  9. #9 by Karen E. Hansen on 19. august 2009 - 12:04

    Apropos det med humor!
    Jeg kunne godt have fundet på at le af et par drenge, der syntes det var sjovt at gå med elefanthuer – men ville vi ikke have forventet, at de tog dem af i skolestuen, eller hvad?
    Hvis I prøver den spøg med maske eller burka, så prøv lige at tage det på, når I skal en tur i banken – kan de se det morsomme i det?
    Må man i det hele tage le i forbindelse med burkaer?
    Det er jo ikke til at se om ansigtet bag burkaens maske ler eller græder.
    Den gavner i hvert fald ikke nogen kommunikation – og er det ikke netop ideen med den fuldstændige tildækning?
    Vi tør le af Khader, som er imod burka-brug.
    Men hvem tør le af dem, der forlanger, at kvinder holder sig uden for menneskelig kommunikation med andre ved at tildække ansigtet??
    Eller le af det politiske signal i det? (krav om stenings-domme f.eks.)

    Min mand var tæt på at blive myrdet engang i Londons Underground, da han pludselig og uventet stod ansigt til ansigt med en burka-bærende kvinde og ikke kunne lade være at trække på smilebåndet. Han har en udpræget humoristisk sans – men kvindens mand blev rasende. Ingen humor der!

  10. #10 by Mogens S. Mogensen on 19. august 2009 - 20:18

    Kære Karen E. Hansen. Jeg er netop nu ved at læse Dostojevskijs roman Raskolnikov. Her bærer moderen sit frygtelige mordvåben – en stor slagterøkse – under sin store overfrakke gennem byen. Overfrakken er så stor, så ingen kan se mens han vandrer gennem byen, hverken før eller efter mordet, at han bærer et frygteligt mordvåben under frakken. På denne måde er en stor overfrakke ikke anderledes end en burka. Men hvad så, med det forhold, at man ikke kan se den burka-klædtes ansigt? Det samme problem har man, hvis folk bærer maske eller andre former for beklædning, som skjuler hele ansigtet. Skal man forbyde burka ud fra dette synspunkt, så må man forbyde enhver optræden i det offentlige rum, hvor man skjuler sit ansigt. Vh Mogens

  11. #11 by Karen E. Hansen on 19. august 2009 - 22:26

    Der har været tale om at gøre det i forbindelse med (voldelige) demonstrationer.
    Men det er ikke så meget forbud, eller muligheden for forbud (hvordan være politi på de præmisser?), der fangede mig – som humoren.
    For så vidt som burka er en påtvunget, undertrykkende beklædning er det i hvert fald ikke morsomt for den kvinde, det går ud over.
    For så vidt det er et politisk signal (som Khader siger), er signalet jo: Her er retten til at skjule sit ansigt for den man taler til – retten ikke at ville mødes ansigt til ansigt! Og netop det kendetegner ellers et frit og demokratisk samfund.
    F.eks. at ville undervise børn i sprog og samtidig skjule sit ansigt for dem. (Eks. fra England).
    Og den, der føler sig intimideret eller såret over det, kan ikke protestere – for det politisk/sociale signal kan lægges ind under det religiøse krav. Som i islams tilfælde er urørligt.
    Naser Khaders frygt for ansigts-tilsløringen som et antidemokratisk signal kan vi le ad, for han betragter åbenbart os “vantro” som ligeværdige. “Vi kan snakke om tingene – og le ad det, vi synes er tosset”. Men måske er hans opfattelse ikke så tosset.
    Burka og niqab ler man ikke ad.
    Enten fordi deres bærere er ofre – eller fordi de symboliserer en grundlæggende afstandtagen til (og foragt for?) de naive, magtesløse demokrater.
    Vh Karen
    PS. Raskolnikov er en prægtig roman!

  12. #12 by Mogens S. Mogensen on 20. august 2009 - 16:41

    Hvis nogle af de ca 50 kvinder, som i Danmark bærer burka, er blevet tvunget til det, er det naturligvis ikke morsomt for dem. Men det er i Danmark ikke forbud for mænd og kvinder at lægge pres på deres ægtefæller mht. hvordan de skal klæde sig. Og jeg kan heller ikke se, hvordan eller hvorfor man skulle begynde at lovgive på dette område – det ville ende i et totalitært samfund. Gruppepres er naturligvis heller ikke morsomt for dem, som det går ud over, men heller ikke gruppepres er ulovligt, og det er desværre et udbredt fænomen i mange miljøer og på mange arbejdspladser og i samfundet som helhed. Egentlig synes jeg heller ikke, at det er morsomt at møde mennesker, der dækker hele eller det meste af deres ansigt (jf Ingemanns sang om at kæmpe med åben pande og ikke dølge sit ansigt), men det er ikke forbudt. I specifikke sammenhænge er det – og bør det også efter min mening være – forbudt at tildække sit ansigt, fx ved demonstrationer, og man kunne godt argumentere for at det også skulle være forbudt i bestemt andre sammenhæng, fx i mødet med myndigheder og i undervisningssituationer. Men i så fald måtte det være et generelt og ikke religionsspecifikt forbud. Jeg synes heller ikke, at det er morsomt at møde islamistiske holdninger i Danmark (og jeg indrømmer, at burkaen for nogle kvinder er et signal om islamisme), men der er mange andre holdninger i det danske samfund, som jeg heller ikke synes, det er morsomt at møde. Men så længe mennesker med disse u-morsomme holdninger ikke overtræder landets love, så må du og jeg i et demokratisk samfund leve med dem, uanset hvor lidt morsomt det er.

    Derimod synes jeg, at det var meget morsomt at høre Nasser Khader og Det Konservative Folkeparti fremlægge deres populistiske forslag om burka- og niqab-forbud, fordi det var helt uigennemtænkt juridisk set (hvad skulle forbuddet dække, egentlig er det relevant at spørge om ikke elefanthuen også skal forbydes hvis niqaben skal) og også politisk uigennemtænkt (fordi de konservative ministre (inkl. partileder Lene Espersen) hurtigt kom på banen og sagde, at de ikke ville stemme for deres eget forslag (fremlagt af DF), hvis ikke også venstre ville gøre det (hvad der ikkke var noget som helst der tydede på, at de ville).

    Og jeg tillader mig også at synes, at kvinder, som dækker sig helt til i stof, minder mig om mennesker, der tager en sæk over hovedet, hvilket jeg synes ser morsomt ud. På samme måde, som det appellerer til min humor at kvinder dækker sig så meget til, at kun en sprække om øjnene er åben, som ligner brevsprækken i en postkasse. Og heldigvis er det ikke ved lov blevet forbudt at trække på smilebåndet eller på skrift at gøre opmærksom på noget, som man finder morsomt.

    Venlig hilsen med et stort smil
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: