Af med den åndelige burka!

Nasser Khader og en række andre politikere bryder sig ikke om, at der er nogle få muslimske kvinder, som dækker sig helt eller næsten helt til i burka eller niqab, når de færdes i det offentlige rum. Derfor vil de have disse muslimske klædedragter forbudt. Min påskønnelse af burka og niqab kan også ligge på et meget lille sted, men der er så meget andet, jeg heller ikke bryder mig om. Jeg bryder mig ikke om at få serveret lever til middag, og jeg bryder mig heller ikke om voldsfilm og silikonebryster, men det betyder ikke, at jeg synes at lever, voldsfilm og silikonebryster skal forbydes. Hvorfor er det nu, at en række politikere for tiden synes, at burka og niqab, som de helt åbenlyst ikke kan lide, skal forbydes? Argumenterne er mange. Lad os kigge lidt nærmere på dem.

1. At bære niqab og burka er kvindeundertrykkende. Hvis kvinderne bliver tvunget til det af deres mænd, så er det naturligvis kvindeundertrykkende, men hvis kvinderne selv vælger at gå i disse gevandter, kan det vel ikke siges at være kvindeundertrykkende. Endnu mangler der videnskabelige undersøgelser, der kan dokumentere kvindeundertrykkelsen. Og hvis der skulle være kvinder, som bliver tvunget af deres mænd til at dække sig helt til, er et forbud så en hensigtsmæssig måde at hjælpe disse kvinder på?

2. Niqab og burka gør det umuligt at identificere det menneske, man står overfor. Det er for mig at se et alvorligt problem (især i forhold til myndigheder) at man ikke kan se vedkommendes ansigt, men hvis dette argument skal tages for gode varer, så må forbudet være generelt og ramme enhver form for hel eller næsten hel tildækning (fx elefanthue eller kombination af tørklæde og kæmpesolbriller). Hvis ikke, vil et sådant forbud være religionsdiskriminerende.

3. Niqab og burka udgør en sikkerhedsrisiko, fordi man bag disse heldragter kan gemme bomber og våben. Ja, men så må man også forbyde store frakker og ponchoer, som er lige så effektive midler til at skjule bomber og våben.

4. At bære niqab og burka i det offentlige rum indebærer, at islam kommer til at fylde for meget i det offentlige rum. Det er rigtigt, at man ikke kan undgå at lægge mærke til disse ganske få kvinder, som bærer disse religiøst inspirerede dragter. Men man kan heller ikke undgå at lægge mærke til katolske nonner, eller for den skyld diakonisser i diakonissedragter. For slet ikke at tale om folkekirken – og dens præster i middelalderlige præstedragter. Alene at forbyde niqab og burka ville derfor være religionsdiskriminerende.

5. Niqab og burka er symboler på islamisme, og islamisme er en farlig ideologi, og derfor må disse symboler forbydes. Det er måske rigtigt, at der er en større tendens til at kvinder med islmistiske holdninger bærer disse klædedragter, og jeg vil også medgive, at der findes former for islamisme, som er lige så problematiske som nazisme. Men hvis vi forbyder politiske og religiøse holdninger, som vi ikke bryder os om, gør vi vold mod vor politiske frihed og ytringsfrihed. Vi straffer normalt ikke holdninger, men ulovlige handlinger.

Hver for sig er disse begrundelser for et forbud alene mod burka og niqab ikke stærke, men hvad så hvis man lægger alle disse fem begrundelser sammen – og tilføjer flere andre mere fantasifulde begrundelser som fx justitsministerens henvisning til trafiksikkerheden – ville argumentationen så ikke holde? For mange år siden lærte en god ven mig at være mistænksom, hvis der blev angivet flere og flere grunde til en bestemt beslutning. Antallet af opgivne – eller til lejligheden opfundne – grunde vil i visse tilfælde være omvendt proportionalt med argumentationens styrke. Sådan tolker jeg politikernes argumentation for et forbud mod burka og niqab.

Hvad gør de gode politikere, som bryder sig endnu mindre om burkaer og niqaber end jeg gør om lever og silikonebryster, når de oplever, at deres argumenter om forbud ikke holder? Nogle anvender det gamle trick: Hvis argumentationen er svag, så hæv stemmen. Som fx Lene Espersen med sin skingre begrundelse for et burkaforbud: ”Hvad nytter vores kamp mod klimaforandringer, hvis vi ender med at overlade samfundet og vores børnebørn til et militant islamistisk diktatur.”

Andre gør som Nasser Khader, der appellerer til, at man ikke intellektualiserer dette spørgsmål, dvs. at man ikke drøfter facts, rationelle begrundelser og videnskab, men lytter til folkets følelser, for folket bryder sig nu engang ikke om disse udanske klædedragter.

I kampen mod burkaen sker der i begge tilfælde det, at politikerne indvikler sig selv i en slags åndelig burka, der hyller dem i et mørke, der gør det svært for dem at orientere sig og agere fornuftigt i den virkelige verden. Derfor, kære politikere, inden I forsøger at rive burkaen af nogle få muslimske kvinder, så tag jeres egen åndelige burka af, så I kan se og tænke klart og demokratisk.

Christiansfeld, søndag, den 23. August 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk .

Advertisements

, ,

  1. #1 by Ea Berger on 24. august 2009 - 22:17

    I 30erne havde vi i en periode uniformsforbud i Danmark. Så der er ikke noget nyt i, at Folketinget blander sig i folks beklædning, når det er nødvendigt. Vi har ligestilling i dette land – det fremgår af ligestillingsloven – og derfor kan vi ikke acceptere grov undertrykkelse af kvinder.

    Med en lov imod burkaen kan kvinden gå til sin mand og sige: Se her – jeg er nødt til at smide den.

    Det er den bedste måde at hjælpe de stakkels kvinder på ud af deres omvandrende fængsel!

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 24. august 2009 - 22:27

    Det vil imidlertid ikke være et udtryk for ligestilling, hvis man kun forbyder ansigtsdækkende klædedragter af muslimsk karakter, og ikke forbyder andre former for tildækning. Vh Mogens

  3. #3 by michael Kujawski on 27. august 2009 - 17:36

    Hvis vi fjerner klædningen fjerner vi ikke undertrykkelsen.
    er det undertrykkelsen som er problemet, eller er det klædningen som generer. ? det er 2 helt forskellige ting.

    Jeg synes at vi burde klargøre og søge dybere, hvad der i os er årsagen til at vi bliver generet. Og hvad det er vi bliver generet af.

  4. #4 by Bjarne Dam Larsen on 28. august 2009 - 12:23

    Hvis du peger på nogen, så læg mærke til de tre andre finger (lillefinger, ringfinger og indexfinger) som peger på dig selv. Problemet ligger ikke hos “De andre” det ligger inde i dig selv.
    En klog mand har en gang sagt: Kilden (Gud) har givet en lille del af “sandheden” til hver Religion, så måske vi istedet for at bekæmbe religioner skulle for samle os og lærer af hinanden.

  5. #5 by Katinka on 29. august 2009 - 22:40

    Det uhyggelige ved en burka synes jeg er, at man ikke kan vide om det er en mand eller kvinde, en bevæbnet eller fredelig…urinstinktet siger “fare, pas på” -fordi vores automatiske og sjældent bevidste krybdyrhjerne reagerer ved at sætte vores system i alarmberedskab, da vi ikke kan identificere andsigtsudtrykket eller resten af det vi plejer at orientere os ved ved andre mennesker.
    Jeg bryder mig ikke om taliban eller andre uhyrligt indskrænkende styresystemer, religiøse eller ej. Jeg bryder mig lige så lidt om deres symboler, som om det af Hitlerregimet misbrugte solkors.

    At der skal udvikling, uddannelse, oplysning og meget mere til, før vores medborgere fra lande, hvor analfabetisme er daglig kost, hvor manipulation er nemt, før der kan træffes stærke valg af stærke kvinder i ægte ligestilling med deres mænd…det tænker vi måske ikke altid på, når vi mener noget om hvad “andre” skal…

    Men indtil da – Væk med burkaen!

    Den hører simpelthen ikke til i et oplyst land! (sådan da…)

  6. #6 by Flemming Falkenberg on 12. september 2009 - 22:22

    Tak til Mogens for en rigtig god kommentar
    Jeg tænker ind imellem på hvor “samfundsskabt” vores opfattelse af virkeligheden er. Berger & Luckmann skrev en bog om det, hvor de understregede at virkelighedsopfattelse har det med at komme bag på os, ligesom hvis en uheldig buschauffør pludselig kører en anden vej end normalt.

    Oplevede det som ung studerende i Århus: vild opstandelse.

    Der er lidt samme opstandelse over Burkaen som dette uventede fremmede. At vi som samfundsvæsener så har tendens til at reagere i flok og med skepsis overfor noget fremmed vil jeg blot lade stå et øjeblik.

    For der er en infiltration af sladder i omløb, som er svær at ryste af sig. Når man påkalder dæmoner er det værste ikke de billige, men larmende filmeffekter. Det er den stille lammende uhygge, at noget måske ikke er som det skal være, og senere episoder tyder på at det sandsynligvis er meget værre end man først frygtede.

    Mine børn har gået i en skole med flerkulturelt elevgrundlag. Min datter Rachel legede noget med Zul, der som navnet antyder havde anden etnisk baggrund end dansk. Vi havde besøg af Zul hjemme hos os, og Rachel besøgte hende. Zuls forældre var veluddannede, troende muslimer, som jeg selvfølgelig også snakkede med.

    Zuls mor var en høj, flot kvinde med en fantastisk stemme, som jeg af gode grunde hæftede mig mere ved, da hun offentligt klædte sig som anstændig, troende muslimsk kvinde. Der var ingen tvang og bestemt heller ingen analfabetisme, men et andet tøjvalg, kønsrollemønster og så denne føromtalte fremmedhed. Vi var de eneste danskere, som de havde privat kontakt med.

    Jeg er ordineret præst i den danske folkekirke, hvilket var en del af vores snakker, når det ikke lige handlede om dagen, vejen og børnene, hvad der jo ofte er de hurtige “Øh – hej – hyggeligt. Vi skal li’e nå at handle ind til aftensmad…” – meningsudvekslinger blandt børnefamiliers halvfortravlede forældre.

    En dag faldt det så i mit lod at hente Rachel hjemme hos Zul. Vi havde aftalt tidspunkt, for det synes jeg måtte høre med til etiketten, for Zuls mor ville jo være hjemme, og jeg ville ankomme – ganske vist som ven af familien, men altså også som mand, og endda – hvis vi nu skal være rigtige oppe på konfrontationskurs – som vantro præst.

    Jeg ringede på, og stillede skoene som man gør i et muslimsk hjem – og gispede vist lige en gang, sådan helt uvilkårligt. For der så jeg Zuls mor, som hendes mandlige familiemedlemmer også ser hende indenfor hjemmets fire vægge. Regelmæssigt og markant ansigt, kvindelige former og en tilstedeværelse, der selvfølgelig var præget af bruddet mellem den offentlige fremtræden som jeg kendte, og nu: den private, selvstændige, muslimske kvinde som Zuls mor også var.

    Jeg har tit opfattet det som en gestus fra familiens side, men også tænkt på at der er kulturelt set meget forskellige måder at signalere samvær på, men at det på mange måder er befriende ubekymret at signalere fremmedhed. Burkaen er blandt andet en måde at vise offentlig facade, noget som danske kvinder alligevel viser, bare på andre måder.

    I Indien oplever man også delvist eller helt tildækkede kvinder i det offentlige rum, naturligvis uden den omklamrende uhyggeskabende stemning, som det gøres til her i landet. I Indien som i de arabiske lande er det samfundsskabt virkelighed. Indien har også en offentlig opdeling mellem mænd og kvinder, som er meget “u-dansk”, for nu at anvende et ideologisk korrekt Dansk Folkeparti-udtryk.

    Jeg fik mange mandesamtaler i Indien, hvor det er kotyme at stå helt tæt, holde hånd og hurtig oparbejde en stemning af fortrolighed, som hører med til adfærden i det offentlige rum. En slags venlighed i trafikken ligesom når folk ruller vinduet ned og giver hinanden fingeren…

    Spøg til side: da jeg kom tilbage til Danmark, blev jeg rystet over hvor sexualiseret og vulgært gadebillede og det offentlige rum virker, sammenlignet med hinduistisk og muslimsk kultur. Indladende, vulgært og pornografisk. Jeg er ikke moralist, og reaktionerne normaliserede sig hurtigt for mig: jeg vendte tilbage til den danske dagligdag, der er mere mere flirtende med skæg og ballade på tværs af kønnene.

    Der har ikke været denne form for skæg og ballade med muslimske og hinduistiske kvinder, men meget sammen med deres mænd. Og det siger mig blot så meget, at selvfølgelig er der seksuelle spil og opfattelser af frigjorthed og sjofelhed i enhver kultur, men grænserne for hvornår man overskrider en privatsfære er ikke bestemt af logik eller biologi, men af kultur, af den samfundsskabte virkelighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: