Skal man altid overholde loven?

Et demokratisk retssamfund bygger på, at vi alle er med til at fastlægge de fælles spilleregler (dvs. lovene), og at vi alle har viljen til at følge disse fælles spilleregler. Alligevel er det relevant at stille spørgsmålet, om man altid skal overholde de demokratisk vedtagne love?

Det simple juridiske svar vil naturligvis være, at det skal man selvfølgelig, for lov er lov og lov skal holdes, og bryder man loven, er man hjemfalden til den straf, som loven foreskriver.

Etisk set, er svaret imidlertid ikke så ligetil, som det kunne se ud til at være. Færdselsloven skal som al anden lov naturligvis overholdes. Men hvis min nabo en nat har fået et hjerteslag og skal på hospitalet hurtigst muligt, så vil det måske nok være ulovligt at køre mere end 80 km i timen på landevejen til hospitalet, men etisk set ville det måske være det rigtigste at sætte farten op, hvis det kan ske, uden at bringe andre trafikanter i fare. Det ville de fleste sikkert være enige i.

Straffeloven skal som alle andre love også overholdes. Også den del af straffeloven, som forbyder borgerne at skjule udviste flygtninge. Men hvad så, hvis man er overbevist om, at myndighederne i nogle tilfælde har taget grueligt fejl og er i færd med at udvise mennesker, som risikerer at blive slået ihjel i det land, de udvises til. Loven siger til alle, at det er forkert at hjælpe, men nogles samvittighed siger til dem, at de bør hjælpe. Den seneste debat om de udviste irakiske flygtninge, der søgte asyl i Brorsons Kirke, viser, at der er et markant mindretal af befolkningen, som mener, at det i nogle situationer er etisk forsvarligt at bryde loven ved at gemme flygtninge.

Skatteloven skal naturligvis også overholdes. Men hvad så, hvis jeg kan spare et betydeligt beløb ved at få en håndværker til at arbejde sort og skifte taget ud på min garage uden at det bliver opgivet til skattevæsenet? Både håndværkeren og jeg vil bestemt have stor fordel ud af det. Det er sikkert ganske få voksne danskere, som ikke har stået i sådanne eller lignende overvejelser. I dagens udgave af Politiken kan man således læse, at men der ganske vist kun er 4 % af befolkningen, som synes sort arbejde altid er i orden, så er der 66 %, som mener at sort arbejde i visse tilfælde er i orden, men ikke må overdrives.

Skal man altid overholde lovene? I dette spørgsmål må vi i Danmark i dag leve med ”skiftende flertal”. Mange af dem, som vil forsvare sort arbejde, vil mene, at det er forkert at skjule flygtninge, og omvendt. Situationen er ikke sådan, at der er nogle, som mener, at love altid skal overholdes, mens andre er mere ”liberale” i forhold til lovoverholdelse. Nej, næste alle danskere må indrømme, at der er situationer, hvor det efter deres opfattelse er i orden at bryde loven. Samtidig med at vi må bekræfte hinanden i vigtigheden af at respektere de fælles spilleregler, vi har for det danske samfund, så har vi også brug for en folkelig diskussion af, hvornår vi mener, at det alligevel kan være etisk forsvarligt at gøre en undtagelse og altså bryde de fælles spilleregler – og så tage straffen for det.

Christiansfeld, mandag, den 15. September 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Reklamer

,

  1. #1 by AAge Øhle on 16. september 2009 - 03:23

    Skal vi nu også have etik ind i overholdelsen af landets love,- vi har netop forsøgt hertillands at skille religion og politik med stor succes.

    Eksemplerne på omgåelsen af love i forbindelse med irakernes hjemsendelse er noget vås,- aktionen begrundes i “næstekærlighed” og mere af denne skuffe.

    Næstekærlighed er direkte mellem dig og den anden,- man kan ikke pålægge andre næstekærlighed for deres regning.

    Næste gang du kører en akutsyg til hospitalet, skal du blot sætte en hvis lommeklud på antennen,- at sammenligne sort arbejde med næstekærlighed er forvrøvlet!

  2. #2 by Flemming Falkenberg on 16. september 2009 - 08:58

    Kære Mogens
    Tak for dine overvejelser. Jeg er meget enig med dig, og vil måske blot fremhæve en skelnen mellem en privatsfære, karakteriseret ved høj eller anløben moral og en offentlig sfære, karakteriseret ved en juridisk demokratisk fortolkning af gældende ret eller en juntas anvendelse af brutal, ideologisk vilkårlig magtanvendelse.

    På Christiansborg er man begyndt at anvende udtrykket “Danmark som retsstat” som mantra, samtidig med at der gentagne gange ses parlamentariske brud på grænser mellem lovgiver, myndigheder og domsvirksomhed. Det er en revolutionær slingrebane, et demokratisk karaktermord af meget mere omfattende dimensioner end det politisk nedrige karaktermord på en embedsmandsansat præst i Den Danske Folkekirke.

    @AAge Øhle. Dit synspunkt afspejler manglende kendskab til hvordan den retspolitiske lovgivning sættes i relation til juridisk forvaltning af lovene. I forarbejder til love er det demokratisk normalpraksis at lovgiver indhenter høringsvar hos relevante faggrupper og at lovforslag sendes til Justitsministeriet for at afprøve legaliteten i forslaget: om det falder indenfor vedtagne normer for gældende ret.

    Når disse almene bestemmelser så er vurderet og fundet acceptable – også med hensyn til fagskøn, udtrykker en vedtagen lov en alment gældende normering, som så danner ramme for en fortolking af det særlige tilfælde, der gør at man rejser en retssag.

    Så både i det retspolitiske forberende lovarbejde, i vedtagelsen af almene love, samt i advokaters replikker og duplikker (anklager; forsvarer) ser du fortolkning af “gældende ret”, som altså også afviser det modsatte synspunkt: gældende u-ret.

    Indenfor privatsfæren har vi hver især, i relation til familie, netværk og arbejdsrelationer et socialt sammenflettet moralsk/etisk syn på mange af livets forhold: børneopdragelse; sort arbejde; syn på danskere med anden etnisk baggrund; om forboldvold er i orden eller ej. Og altså også om du føler dig ansporet af din samvittighed til at vise barmhjertighed overfor en person i nød eller ej.

    Der er ingen love, som kan tvinge dig til at føle god eller dårlig samvittighed. Så derfor er der ikke en juridisk sammenhæng mellem privatpersonens samvittighedsspørgsmål og den juridiske sondring mellem ret og uret. Der er en platform af værdigrundlag i såvel privatsfærens moral som i den samfundsskabte jura.

    Hvis du er tilhænger af en demokratisk retsstat med ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed bliver du tvunget ud i en afklaring af værdigrundlag. Ellers gør du dig til talsmand for gældende magt: En bevæbnet bankrøver har magt til få udleveret penge i en bank – ikke ret.

  3. #3 by Ea Berger on 16. september 2009 - 17:25

    Hvis man som de politiserende præster siger, at Bibelen står over loven, så undergraver man både retssamfundet og kristendommen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: