Fodlænker til alle!

Det danske samfund samfund stander i våde! Desværre sidder Holger Danske stadig som forstenet under Kronborg uden at ænse, at der vitterligt er noget råddent i staten Danmark. Men heldigvis har vore handlekraftige politikere læst teksten på væggen og –  på basis af de stadig mere præcise meningsmålinger – dannet deres egen selvstændige mening, helt uden hensyn til meningsforstyrrende rapporter fra ekspertudvalg. Børne- og ungdomskriminaliteten – lige som kriminaliteten i al almindelighed –  har nået sådanne højder, at der må tages endnu mere drastiske midler i brug.

De markante forhøjelser af strafferammerne og indførelsen af minimumsstraffe er ikke nok. Der må mere probate midler til. Ingen politikere kunne naturligvis finde på at kræve, at kriminelle skulle kunne dømmes til døden eller dømmes til slaveri. Men i stedet for de gammeldags barbariske slavelænker er det nu på tide at udbrede moderne sofistikerede elektroniske fodlænker til endnu flere grupper i samfundet.

Politikerne har imidlertid slet ikke opdaget det store potentiale, som dette avancerede computerstyrede redskab har. Så snart folketinget har vedtaget en ny lov, eller en minister har givet en ny bekendtgørelse, eller har tilkendegivet sin holdning til et problem, så kan man med et par simple klik på en computer, begrænse bevægelsesfriheden for dem, der har dette nye tekniske vidunder om benet.

Selvfølgelig kan vi ikke tolerere at børn og unge ikke holder sig hjemme hos deres far og mor, men tumler rundt i byen om aftenen og natten og laver ballade. Den elektroniske fodlænke kan imidlertid ikke bare løse dette problem. Der er mange andre mere påtrængende problemer, som vi også på denne måde kan få fod på.

Vi har muslimske kvinder i niqab og burka, som ikke kan holde sig hjemme på (bede)måtten, men bevæger sig ud i det offentlige rum i udanske gevandter.Vi har håndværkere og handymen, som ikke bliver på deres byggepladser og hjemme i deres værksteder med deres hobbyknive, men til stor fare for befolkningen kører rundt  i deres biler med disse farlige våben. Vi har redaktører, som ikke vil holde sig inden for de fornuftige grænser, som forsvarskommandoen anmoder dem om, men i ly af mørket sniger sig ud og får fingre i farlige soldaterromaner, som de så optrykker.  Vi har embedsmænd i forsvarskommandoen, som ikke kan holde sig på dydens og sandhedens smalle sti, men bevæger sig derud hvor de ikke kan bunde. Vi har politikere – inkl. ministre – som bliver så rundtossede af deres egne spin-doktorer spin, at de løber i folketinget med halve sandheder og hele løgne.

Der er ingen vej uden om. Alle disse samfundsskadelige medborger må hellere i morgen end i overmorgen udstyres med en elektronisk fodlænke, så myndighederne kan holde dem i kort snor. Men det er kun en del af løsningen. Hvad med alle de forbrydere og potentielle forbrydere, som før vi aner det kan få akut brug for hjælp til at følge den rette vej. Også de må snarest muligt have en elektronisk fodlænke på.  Det samme gælder de afvigere, som hverken følger skik og brug, eller respekterer de uskrevne regler: før eller siden vil de vige så meget af, at de – hvis de ikke i god tid bliver vejledt – uvægerligt vil ende i den samfundsskadelige grøft.

Kort sagt: I lighedens navn – og for at sikre den maksimale tryghed – må vi gøre det til et folkekrav, som ingen politiker kan sidde overhørig: Fodlænker til alle!

Christiansfeld, onsdag, den 7. oktober 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og især helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk

Reklamer

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: