Stat og kirke – privatisering af kristendommen?

Da jeg i 1970 gik til studentereksamen på Ålborg Katedralskole, var et af emnerne i dansk stil spørgsmålet, om kirken skulle skilles fra staten? Det var nu slet ikke, fordi det i 60’erne havde været et brændende politisk – eller kirkeligt – spørgsmål. Ægteskabet mellem stat og kirke havde måske nok udviklet sig til et fornuftsægteskab, men ingen havde vel dengang fantasis til at forestille sig en skilsmisse.

I dag er forholdet mellem stat og kirke imidlertid ikke længere kun et teoretisk stileemne for vordende studenter, men er for alvor kommet på den politiske og kirkelige dagsorden. Det overraskende er, at det er staten repræsenteret ved politikerne, som er i færd med at kappe bånd over mellem stat og kirke. Med baggrund i den fremadskridende sekularisering blev der allerede i 1975 – uden at mange tænkte nærmere over det – kappet et afgørende bånd, da stat ikke længere i fællesskab med kirken ville tage ansvar for deres fælles børns kristelige opdragelse. Samtidig begyndte det at knibe mere og mere for staten at overholde ægteskabsløftet i grundloven om, at staten skulle støtte sin kirke. I stedet for at værne om kirkens muligheder for møde danskerne med evangeliet i skoler, på hospitaler osv., begyndte politikerne nu at bruge des magt til at overskride kirkens urørlighedszone.

Helt galt er det blevet de senere år, hvor statens repræsentanter er begyndt at råbe ad kirken. Skræmt over mange nye religioner, og især islam, og danskeres stigende interesse for religion, udtalte fx daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at der var alt for meget religion i det offentlige rum. Religion  – og dermed også den helt dominerende af slagsen, nemlig den folkekirkelige kristendom – hørte hjemme i privatsfæren. Kort sag,t en privatisering af kristendommen, som nødvendigvis må indebære en privatisering af den institution, der er rammen om kristendommen, nemlig folkekirken. Skulle statsministerens ord tages for pålydende, så ville staten ikke længere vedkende sig partnerskabet med kirken i det offentlige rum.

Denne holdning kan naturligvis forstås i lyset af den liberale regerings privatiseringspolitik, men Foghs og andre politikeres begrundelse var imidlertid hentet fra kirkens egen tradition. I troskab (?) med deres fælles lutherske arv – specielt Luthers to-regmiente-lære – skulle staten nok selv tage sig af alt det, der foregik i det offentlige rum, nemlig politik og økonomi, mens kirken burde koncentrere sig om det der hørte til i det private rum, nemlig religion og åndelighed. Da staten så vidt muligt må holde sig ude af den private sfære, og kirken skal holde sig væk fra det offentlige rum med sin religion, så vil det jo indebære, at samlivet reelt ophører, og det vil sandsynligvis føre til separation og ende med skilsmisse.

Hvordan ser forholdet mellem stat og kirke ud fra kirkens synspunkt? Folkekirken har ikke noget organ, der kan tage stilling på hele kirkens vegne, så derfor er det naturligvis umulig at vide, hvordan folkekirken ser på sagen. Samtidig forholder det sig sådan, at ægteskabskontrakten er skruet sammen på en sådan måde, at det i praksis stort set kun er staten, som kan træffe beslutning om at ophæve ægteskabet mellem stat og kirke.

For knap 40 år siden måtte jeg rent teoretisk i en dansk stil tage stilling til spørgsmålet om en evt. adskillelse af stat og kirke. I dag er min konklusion på den faktisk foreliggende krise i ægteskabet mellem stat og kirke den, at kirkeordninger må bedømmes ud fra, hvor godt eller dårligt de tjener evangeliets sag. Det er for mig at se en menneskeret for alle mennesker – inklusive politikere – at høre evangeliet. Hvis den nuværende eller en justeret statskirkeordning fremmer evangeliets troværdige formidling i og ud fra det danske folk, så er jeg for et fortsat ægteskab mellem stat og kirke.

Men hvis folkekirken som statskirke ikke må være missionerende, hvis kirkens præster som statstjenestemænd ikke må udtale sig kritisk om politiske spørgsmål, hvis staten vil bruge sin magt til at fyre præster som øver civil ulydighed ved fx at give husly til udviste asylansøgere i nød, ja, så er danskerne og evangeliet bedre tjent med en skilsmissen mellem stat og kirke – på trods af alle de smerter og problemer, det uvægerligt vil medføre.

Kirken kan og skal leve med meget, men kirken må aldrig acceptere, at kristendommen trænges ud af det offentlige rum og bliver privatiseret.

Christiansfeld, søndag, den 18. oktober 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk .

Advertisements

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: