Tryghed og frihed

Hvor er det danske samfund på vej hen i disse år? Den tyske sociolog Ulrich Bech har peget på, at den senmoderne udvikling fører os til et risiko-samfund. Ifølge den engelske sociolog Anthony Giddens er et risiko-samfund ”et samfund der i stigende grad er optaget af fremtiden (og altså af tryghed), hvilket skaber forestillingen om risiko.”

Når der her i Danmark opstår et problem, som truer befolkningens tryghed, bliver politikerne straks af medierne konfronteret med kravet om her og nu at løse problemet. Er det ikke det, man har politikere til? Og er det ikke mediernes opgave – på befolkningens/læsernes/seernes vegne – at foreholde politiker denne opgave? I de allerfleste situationer viser politikerne sig deres opgave voksen og fremkommer straks med udtalelser – og løfter – om problemets løsning, og kort tid efter er en række love til problemets løsning hastet gennem folketinget.

Erfaringen fra de senere år viser imidlertid, at politikerne – hårdt presset af befolkning og medier – i deres iver efter at give befolkningen en følelse af tryghed beskærer den personlige frihed mere og mere. Det er naturligvis ikke i første omgang det store flertals – men de mere marginale gruppers – frihed, som man har til hensigt at beskære. Det er de andres frihed, vi er parate til at ofre, men den offervillighed rammer os som en boomerang i nakken, så det bliver hele befolkningens frihed, der bliver ofret på tryghedens alter. Eller mere præcist følelsen af tryghed. For der er langt fra altid en logisk sammenhæng mellem den objektive trussel i samfundet og så befolkningens subjektive følelse af tryghed eller utryghed.

Terrortruslen især efter den 11. september 2001 førte til en omfattende lovgivning, som for at skabe tryghed mod terror indførte væsentlig indskrænkninger i den personlige frihed, også på områder, som ikke direkte har noget med terrorbekæmpelse at gøre.

Truslen fra vold på gaderne – især i forbindelse med bandeopgør – har givet os en kniv-lov, som kriminaliserer en lang række fredelige borgere, som måske har en kniv liggende i bilen, og truer dem med en uge på vand og brød.

Truslen mod den fredelige afvikling af det verdenshistorisk vigtige klimatopmøde i København i december i år har fået regeringen til at fremsætte lovforslag, der mangedobler straffe for ulovligheder i forbindelse med demonstrationer og også giver mulighed for præventive anholdelser.

Ekstrabladet har netop påvist, at politiet i sin kamp mod kriminalitet hvert eneste år frihedsberøver over 2000 efter lukkede grundlovsforhør – og i mange tilfælde dobbeltlukkede grundlovsforhør, så pressen ikke får kendskab til hverken den sigtedes navn eller sigtelsens indhold), hvilket er en tredjedel af samtlige varetægtsfængslinger. For at fremme borgernes tryghed fratages sigtede den frihedsrettighed, som ligger i offentlighed i retsplejen.

Listen over tryghedsskabende love og praksisser og forslag til sådanne er meget længere. For at skabe tryghed for voldelige børn er politikere parat til at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 eller måske 12 år. For at skabe tryghed mod børns udskejelser, er politikere parat til at begrænse deres frihed ved at udstyre dem med elektroniske fodlænker. Nogle politikere er parat til at fremme befolkningens følelse af tryghed ved at sætte videoovervågningskameraer op på alle offentlige steder. Nogle politikere er klar til at begrænse fx muslimers religionsfrihed ved at nægte dem retten til at bygge store moskeer for at sikre borgernes tryghed.

Problemet er ikke, at vi som borgere søger tryghed, for hvem vil ikke gerne leve i tryghed mod de farer, som lurer i verden, og vort velfærdssamfund er vel bl.a. karakteriseret ved en høj grad af tryghed på alle områder. Problemet er heller ikke, at politikerne er parat til at indskrænke borgernes personlige frihed af hensyn til den kollektive tryghed. Ingen frihedsrettigheder er absolutte (heller ikke ytringsfriheden!), og i mange tilfælde må det være sådan, at den enes frihed ender der, hvor den andens frihed begynder. For mig at se er det alvorlige problem, at politikerne – hårdt presset af medierne på vegne af befolkningen – i deres forståelse bestræbelser på at fremstå som ansvarlige og handlekraftige – gennemfører en række hovsa-løsninger.

Når politikerne ikke tager sig tid til en grundig analyse af et problems omfang og dets årsager, fx med inddragelse af eksperter på området, og når de heller ikke tager sig tid til (med inddragelse af eksperter) grundigt at overveje forskellige løsningsmuligheder og deres virkninger og bivirkninger, så skal det naturligvis gå galt, og det gør det desværre også alt for tit. Det er muligt, at hovsa-løsningerne på kort sigt øger følelsen af tryghed, men det er langt fra altid, at hovsa-løsningerne løser problemerne. Ofte er den objektivt konstaterbare virkning af disse ”tryghedsskabende” hovsa-løsnnger, at den personlige frihed indskrænkes.

Indtil det modsatte er bevist, vil jeg nødig tro, at det er politikernes (skjulte) hensigt, at ændre radikalt på magtforholdet mellem stat og borger i totalitær retning. Politikernes intentioner er sandsynligvis – i et samfund præget af risici og trusler – at fremme borgernes tryghed, men det siges, at ”vejen til helvede er brolagt med gode intentioner”. Nogle af disse sten i brolægningen på vejen til et ufrihedens helvede er måske i nogle tilfælde politikernes prisværdige – men uigennemtænkte – bestræbelser på, at imødekomme borgernes og pressens krav om tryghed.

Christiansfeld, tirsdag, den 20. oktober 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website http://www.intercultural.dk

Reklamer

, ,

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: