Enhed i forsonet forskellighed – og debatten om homoseksualiet

For to måneder siden vedtog generalforsamlingen den Evangelisk Lutherske Kirke med et ret snævert flertal  (559-451), at acceptere præster som lever i homoseksuelle parforhold. For to dage blev det på kirkemødet i Den Svenske Kirke med stort flertal (166 for, 62 imod og 11 blanke) besluttet at sige ja til homoseksuelle vielser i kirken. I går skrev så 7 ud kirkens 14 biskopper et brev, hvori de giver udtryk for, at beslutningen blev taget ”på en måde, som ikke har fået en tilfredsstillende forankring mellemkirkeligt og økumenisk, som ikke har fået en betryggende begrundelse i vor kirkes tro, bekendelse og lære, og som derfor truer kirkens enhed”.

Også i Danmark er bølgerne gået højt om dette spørgsmål. Danmark var det første land i verden til at tillade registreret partnerskab. Det sket i 1989 og i 1997 vedtog biskopperne at åbne op for en kirkelig velsignelse af sådanne registrerede partnerskaber. I dag appellerer biskop Keld Holm så til regeringen om at få gennemført en lov om kirkelig vielse af homoseksuelle.

Netop i disse dage er kirkeledere fra lutherske kirker på alle fem kontinenter samlet i Geneve til det årlige rådsmøde i det Lutherske Verdensforbund (LVF). Selvom spørgsmålet om ”human sexuality”, som man kalder det her, ikke er et punkt på dagsordenen, så er det i lyset af beslutningerne i USA og Sverige kommet til at spille en meget stor rolle i drøftelserne.

Jeg husker, hvordan emnet var lige ved at sprænge LVF på generalforsamlingen i Winnipeg i 2003. Da afrikanske kirkeledere oplevede, at de blev presset på dette område – især af svenskerne – reagerede de, dels ved at henvise til, at der i Afrika var ønsker om en mere liberal holdning fra kirkernes side til flerkoneri, dels ved at true med at udvandre, hvis der blev vedtaget en resolution, som udtrykte en positiv holdning til homoseksuelle forhold.

Følelsen hos mange afrikanske og asiatiske kirkeledere er, at europæiske og amerikanske kirker ikke lytter til dem og deres indvendinger, men ensidigt indfører ordninger, som truer enheden imellem de lutherske kirker. Hvordan kan en kirke i Afrika, som anser homoseksualitet for at være synd, acceptere kirkelige medarbejdere, der lever i homoseksuelle relationer, og give sådanne præster adgang til prædikestol og alter, spørger de.

En kirkeleder mindede om den nyligt indgåede aftale mellem den katolske kirke og den anglikanske kirke, der letter vejen fx for modstandere af kvindelige præster og homoseksuelle relationer i den anglikanske kirke til at tilslutte sig den katolske kirke. Samtidig pegede han på, at det vil være en fristelse for nogle lutherske kirker i Afrika og Asien at nærme sig den såkaldte lutherske Missiouri-synode –kirke, som ikke anerkender homoseksuelle relationer. Lutherske og andre protestantiske kirker står i en farlig situation, hvor der kan ske en afgang til andre kirker, hvis man ikke passer på.

Et af LWFs bidrag til den økumeniske bevægelse har været udviklngen af begrebet ”unity in reconciled diversity”, altså enhed i forsonet forskellighed. I de kommende dag, måneder og år får LWF virkelig brug for selv at omsætte dette begreb til konkret virkelighed. Der er ikke noget, der tyder på, at hverken kirker i syd eller kirker i nord på trods af de mange drøftelser på møder som dette her i Geneve vil ændre afgørende på deres holdninger i den nærmeste fremtid.
Forskelligheden er tilsyneladende kommet for at blive både mellem kirker i nord og syd, og også inden for den enkelte kirke.

Hvis vi vil bevare enheden og fællesskabet mellem lutherske kirker og inden for den enkelte lutherske kirke, så må vi til at øve os på leve sammen, tale sammen og arbejde sammen på trods af de pinefulde forskelle, som bl.a. følger af forskellige tolkninger af den samme bibel. Det er bestemt ikke uproblematisk, men det er alternativet heller ikke.

Geneve, fredag, den 24. Oktober 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website http://www.intercultural.dk

Advertisements

,

  1. #1 by clement S. Dachet on 24. oktober 2009 - 01:23

    I enjoyed reading this entry. I think it does raised an interesting aspect that touches on the question of unity between the church in the South and the one in the North. We have seen in recent past ELCA taken its position on the issue of homosexual priest but how that goes down with the church in the South is still a question unanswered. I doubt such an ethical debate or decisions have been comprehensive to include all shades of opinion. It is rather exclusive in terms of the issue and the response. By this I mean the points of moral and ethical decisions are not done with the sense of uniting the north and the south. It seem to a large extent a local affair than a universal one. The African and Asian churches may not have this issue at the same level of severity but has to answer now in terms of its unity with the Church in the South. However, the concept of compromise for unity is what many African evangelical leaders would stand opposed to.

  2. #2 by Gideon Ertner on 24. oktober 2009 - 03:41

    “Hvis vi vil bevare enheden og fællesskabet mellem lutherske kirker og inden for den enkelte lutherske kirke, så må vi til at øve os på leve sammen, tale sammen og arbejde sammen på trods af de pinefulde forskelle, som bl.a. følger af forskellige tolkninger af den samme bibel.”

    Men det er jo lige netop det der ikke er muligt. Folk der vil tillade homosexuelle “vielser” og folk der ikke vil taler to vidt forskellige sprog. Og lige meget hvad der sker vil en af parterne føle sig utilfreds: hvis status quo opretholdes, vil de homosexuelle aktivister blive sure og efterhånden desertere, og hvis homosexuelle “vielser” tillades, vil afrikanerne blive vrede og være væk i en vis fart.

    Splittelser i et kirkesamfund er uundgåelige. Kunsten er ikke at gøre så mange som muligt tilpas, men om at følge sandheden, så avnerne kan skilles fra hveden.

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 24. oktober 2009 - 09:16

    @Gideon Ertner
    Kære Giden Ertner. Jeg forstår, hvad du mener, men bliver konsekvensen ikke automatisk en splittelse ikke bare mellem kirker i syd og nord, men også en splittelse i den danske folkekirke, hvor der allerede foregår velsignelse af registrerede partnerskaber? Og er der ikke også andre emner, som man ser forskelligt på, som kunne berettige til, at man gik hver til sit?
    Venlig hilsen
    Mogens

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 24. oktober 2009 - 09:24

    @Clement Dachet
    Dear Clement
    I think you are right that decisions are sometimes taken in the churches in the North without much concern for the implications for the churches in the South and the unity of the church. Compromise is a word that indicates that we are acting against out conscience, I however think that we have to accept some diversity in the church – not only on the global level or the denominational level, even in the same local congregation and the same Bible study group we experience that we differ in terms of theological convictions and spiritual practices and ethical principles. The big question of course is which differences are so basic and central that we cannot be in the same church/denomination/congregations/BS group?
    Yours sincerely
    Mogens

  5. #5 by Karen M. Larsen on 24. oktober 2009 - 10:44

    Man kunne nu også sige, at det er lutheranerne i Afrika og i Asien, der lægger pres på kirkerne i vesten og truer med at forlade fællesskabet hvis de sidstnævnte ikke vil opfatte homoseksualitet som de gør. Dem der truer med at forlade fællesskabet er vel alt andet lige dem, der har hovedansvaret for en evt. splittelse. I øvrigt har vi jo før set og kan stadigvæk se de samme trusler om splittelse både internationalt og nationalt mht. kvindelige præster og biskopper.

    Alt alt må man sige, at dem der vil bryde fællesskabet fordi de ikke kan acceptere homoseksuelle eller kvindelige præster øjensynligt ikke tillægger enheden nær så stor en betydning som dem, der mener, at man skal føje dem for at opretholde fællesskabet. Når man gang på gang truer med at forlade fællesskabet må det være, fordi man opfatter det som underordnet i forhold til at få ret. Og så er der vel ikke andet at sige, at hvis man ikke føler, at man kan blive, så må man jo gå. De lutheranske kirker i vesten kan godt overleve unden dem i Afrika og Asien, mens det vel er spørgsmålet, om de kan overleve unden økonomisk støtte fra vesten – men hvis de ikke vil have fællesskab med os så er det som sagt deres problem. De skal altid være velkomne i fællesskabet, men de skal ikke have lov til at true sig til at bestemme over vestens kirker. Og mht. den interne højrefløj, ja så kan vi også sagtens klare os uden den – men kan højrefløjens præster klare sig unden den sikre løn og pension de får fra folkekirken? Jeg tvivler…
    Mht de præster, som den katolske kirke håber at kunne lokke over på sin side pga. debatten om synet på homoseksuelle, må man vel sige, at sådanne protestantiske præster da skal have lov til at blive katolske præster hvis de mener, at dogmerne om pavens ufejlbarlighed og Marias optagelse i himlen og at aflad og ærelse af relikvier kan accepteres som bibelsk lære bare man slipper for at være i en kirke, hvor homoseksuelle par kan blive viet.

  6. #6 by Mogens S. Mogensen on 24. oktober 2009 - 11:13

    @Karen M Larsen
    Du har ret i, at sagen kan ses fra flere sider. Jeg konstaterer, at nogle kirkeledere i syd har den FØLELSE, at de bliver presset af kirker i nord.
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: