Murens fald

Murens fald for 20 år siden er virkelig værd at fejre. Nok var den kolde krig kold og ikke varm, men den var så iskold, at den med god grund skabte frygt for en altødelæggende atomkrig mellem øst og vest. Selvom jeg kun var 11-12 år, husker jeg endnu tydeligt vor frygt for, at det skulle gå grueligt galt under Cuba-krisen. Jeg husker, hvordan rektor Løber på Ålborg Katedralskole i slutningen af 60’erne til en morgensamling talte alvorligt om betydningen af nedrustningsforhandlingerne. Ti år senere var jeg soldat på Flyvestation Karup, og vore øvelser mod det, som vi kaldte ”de orange tropper”, som alle vidste var ”de røde”, havde et kun alt for realistisk skær. Som en af vore officerer altid sagde, ”hvis ballonen går op”, så er forholdsordren sådan og sådan … Ballonen gik heldigvis aldrig op, og frygten for en atomkrigs rædsler blev i 1989 afløst af en sprudlende glæde over murens fald og den kolde krigs afslutning. Jeg gemmer stadig hjemme på reolen en lille sten fra den brudte Berlin-mur som et værdifuldt symbol på, at freden kan sejre over krigen og fornuften over galskaben.

I tiden omkring Berlin-murens fald boede og arbejdede jeg imidlertid i Afrika. Vi havde ikke fjernsyn, men fik vore nyheder fra BBC’s World Service på vor kortbølgeradio. Murens fald vakte imidlertid ikke den samme opmærksomhed hos afrikanere som hos os europæere. For os markerede murens fald og den efterfølgende afvikling af den kolde krig afmonteringen af den største trussel mod vort liv og en heling af det splittede Europa. For mange afrikanere, derimod, var den største trussel mod deres liv og velfærd ikke en atomkrig, men sult og sygdom og anden elendighed, som følge af fattigdom. Berlin-murens fald betød hverken den gang eller siden, at deres verden blev helet.

For mange hundrede millioner mennesker i Afrika og andre dele af den tredje verden er muren endnu ikke faldet. Den fattigdomsmur, som skiller dem fra det gode liv, de i fjernsynet kan se, at vi på den anden side af muren lever. Lad os glæde os over at Berlin-muren faldt for 20 år siden, men lad os i den berettigede glæde ikke overse de andre mure i verden, som forpester mennesker liv og truer verdensfreden. En af disse mure er fattigdomsmuren. Lad os sætte os som mål at få væltet den mur, som ingen mennesker behøver at gå sultne i seng og leve i daglig frygt for fattigdommens ødelæggende konsekvenser.

Christiansfeld, mandag, den 9. november 2009
Mogens S. Mogensen

Reklamer

  1. #1 by Flemming Falkenberg on 9. november 2009 - 22:51

    Klart at Berlinmuren står som et monument, hvor Europa står flankeret af USA og Sovjet, uden at det har relevans for Afrika. Man kunne med inspiration fra Jens Galschiøtt tale om en tilsvarende kinesisk mur, der sætter asiatisk dagsorden og en grædemur i jerusalem, der sætter en mellemøstlig dagsorden.

    Forsoningensprocessen efter apartheidstyret i Sydafrika har lignende signaler, i hvert fald i skellet mellem rig og fattig, men næppe med samme gennemgribende symbolske værdi.

    Jeg kunne have en mistanke om at de europæiske overgreb på det afrikanske kontinent er så omfattende, at ingen rigtig ønsker at se det i øjnene. Jeg er tilbøjelig til at tale om en sort mangel på samvittighed, når europæere for alvor skal forholde sig til udviklingen fra vestlig kolonitid til nutidig vestlig afhængighed.

    Der er også en manglende vilje til at tage den politiske kamp med et transnationalt økonomisk system, hvis grådighed synes at overstige international politisk kompetence. Her ligger en alvorlig bremse i skellet mellem rig og fattig.

    Der findes faktisk alternative økonomiske modeller, som ikke forudsætter vækst og som heller ikke opfatter produktion og energiforbrug som en isoleret rettighed for et firma, men som et begrænset indgreb i naturens kredsløb. Projektet cradle-to-cradle placerer ikke blot økologiske hensyn i produktionsformer og energiforbrug, men arbejder også ud fra en nul-vækst analyse. http://www.information.dk/emne/cradle-cradle . Sådanne modeller kunne i høj grad ændre på forholdet mellem rig og fattig, både i afrika og i de vestlige finanskredse, der fastlåser økonomisk og politisk afhængighed.

    Endelig synes jeg også at man kan tale om en mentalitetsmur. En stupid tro på at al fremgang er et gode, at teknologi altid er den bedste løsning, fordi europæisk/amerikanske analyser er verdens bedste. Når jeg aflæser familiemønstre i Afrika og Asien oplever jeg en mere nænsom identitet i fællesskab end den hårde, isolerende europæiske opfattelse af super-individdet. Der findes andre forarbejdningsprocesser end CO2-tung fossil brændstofforbrug og forgiftende produktion.

    Selv Clint Eastwood har på sine gamle dage vist tøvende social kompetence, der kunne tages som en strømpil på at euroæisk/amerikansk hyperindividualisme har vist begyndende revner og sprækker i sin mentalitetshistoriske udvikling.

    Så måske er der håb forude. Men der er lagt mange ofre på guden Mammons altre, og en af bagmændende bag det økonomiske kollaps mener selv at han netop gør Guds værk, hvilket jeg tilskriver guden Mammon. http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/us_and_americas/article6907681.ece#cid=OTC-RSS&attr=2015164

    Så længe det knæfald står ved international magt, tror jeg ikke der for alvor sker noget med fattigdomsmuren i afrika. Og denne mur har både en mentalitetshistorie og en kulsort mangel på samvittighed.

  2. #2 by keypewada-web on 8. december 2009 - 17:58

    god start

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: