Hvorfor skal kirken absolut blande sig – i klimapolitik?

At kirken for øjeblikket blander sig i klimapolitik, har bogstaveligt talt fået det til at ringe for ørene hos mange danskere. Ligesom skomageren gør klogest i at holde sig til sin læst, skulle kirken så ikke koncentrere sig om de åndelige spørgsmål om frelsen og himlen og overlade de verdslige spørgsmål om politik og jorden til politikerne og deres vælgere?

Når kirken blander sig i politik udsætte den med usvigelig sikkerhed for kritik. Præster blander sig i forhold, de ikke har forstand på? Kirken er ude på at få magt? Kirkefolk opfører sig farisæisk og måske hyklerisk i politik? Det er der desværre helt sikkert eksempler på, og derfor begynder kirkens engagement i såkaldt politiske spørgsmål – når kirken efter min mening er sit kald mest tro – altid med selvkritik, et kald til kirken selv om omvendelse.

Kirkens engagement på dette område går helt tilbage til de gammeltestamentlige profeters kritik af magthaverne for ikke at tage vare på enken, den faderløse, den fremmede og den fattige. Og til Jesu ord om, at hvad vi har gjort (eller ikke gjort) mod den sultende, den fremmede, den syge osv., har i gjort (eller ikke gjort) mod ham. Kort sagt: næstekærlighedsbuddet.

Historisk set har kirken ikke blandet sig i alle mulige politiske spørgsmål, men især hævet sin kritiske røst i helt fundamentale etiske spørgsmål. Kirkemanden Wilberforce tog initiativ til en kamp mod slaveriet. Kirken i Sydafrika med biskop Desond Tutu i spidsen spillede en afgørende rolle for afskaffelsen af apartheid og den efterfølgende sandhedskommission. Det gælder diskrimination på basis af race, etnicitet og køn, social uretfærdighed og fattigdom. Det gælder spørgsmål om krig, der truer alle menneskers overlevelse, men traditionelt især rammer samfundets svageste, som kirken er kaldet til at tage i forsvar.

At blande sig i de politiske spørgsmål vedrørende slaveri, apartheid, diskrimination, social uretfærdighed ud fra en etisk tilgangsvinkel, har aldrig i udgangspunktet været en vindersag. Modstanden fra de magthavere, hvis positioner trues af denne kritik, har altid været massiv. Der har altid været en pris at betale for de kirkefolk, som i ord og handling har engageret sig til fordel for denne verdens svageste. Det gælder også mht. kirkens engagement på det klimapolitiske område.

Klimapolitik er ikke kun et politisk spørgsmål, som kirken trygt kan overlade til politikerne, men det er også et fundamentalt etisk spørgsmål, som kirken skal rejse. Det skyldes, at klimakrisen truer selve menneskehedens livsgrundlag og
især rammer de fattigste i den tredje verden, og at det især vil komme til at gå ud over vore børn, børnebørn og oldebørn.

Det er politikernes opgave at drive politik og løse de politiske problemer. Det er kirkens opgave i ord og handling at forkynde evangeliet og at rejse de etiske problemstillinger. Da der aldrig kan være vandtætte skotter mellem politik og etik, heller ikke mht. klimaet, så skal kirken absolut blande sig ved at pege på de etiske aspekter af klimaspørgsmålet.

Christiansfeld, onsdag, den 9. December.
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om kirke og klima, besøg min websites afsnit om Økologi og klima – teologi og mission. For at læse mere om religionernes samarbejde omkring klimaændringer, besøg min websites afsnit om Interreligious Cooperation on Climate Crisis.

Advertisements

, ,

  1. #1 by Flemming Falkenberg on 9. december 2009 - 22:24

    Kære Mogens
    Jeg er ganske enig med dig i, at den profetiske kritik repræsenterer en teologisk kritik af uretfærdighed, selv om den er af juridisk eller af politisk art.

    Skulle jeg følge denne tankegang helt, ville jeg muligvis mene, at profeterne leverer en teologisk politiker-kritik, men forfalder ikke selv til politisk teologi. Dette sker af en ganske bestemt grund: profeterne taler teologisk om retfærdighed, og giver sig ikke i kast med en fordelingspolitik.

    Da Gud havde skabt verden, så han at det var godt. Da Gud havde skabt mennesket i sit billede, gav han menneskeheden et herskeransvar over den gode jord, der må formodes at være skabt bæredygtig og med klimaforhold i balance.

    Mennesket skulle blive som Gud til at herske over jorden, himlens fugle og havets fisk, men det blev ikke på Guds vilkår, men på menneskers vilkår at denne herskerrolle blev defineret.

    På denne måde forskød den økologiske brug sig langsomt i retning af en ikke-økologisk udnyttelse af jorden. Det kan godt være at Gud satte nogle skel mellem lys og mørke, dag og nat, hav og land m.v., men det faldt i menneskers lod at sætte skel mellem naturområder og landbrugsområder.

    Herefter satte mennesker sig efter at kontrollere, forbedre og udbrede landbrugsområder. Landbrugsområderne blev ikke dyrket i pagt med naturen, men som en kamp mod naturen.

    Gennem årtusinder fortsatte denne kamp indtil industrialiseringen, hvor tekniske landevindinger som vandmøller og vejanlæg for alvor begyndte at ændre på landskaber, så der efterhånden opstod klynger af byområder, som helt mistede naturpræg, og blev større og større menneskeskabte kulturområder.

    Standardiseringer og effektivisering skete ud fra rene økonomiske hensyn. Produktionen udviklede sig i lukkede systemer, hvor fabriksejeren kun opfattede naturen som energiressoure og affaldsplads.

    Fordi den gode jord er så rig på ressourcer, skal der meget til, før jorden begynder at ramme grænser. Men de begynder at slå igennem, først og fremmest fordi menneskeheden har forvekslet økonomisk ejerskab med økologisk lejekontrakt.

    Derfor vil politiske aftaler om klimaforhold kun videreføre en kontrollerbar forbrugerholdning til naturen på de givne økonomiske præmisser. Det vil endda afgrænset også afspejle det magtpolitiske system, hvor de rige lande i verden sætter dagsorden, mens de fattige lande i verden påføres vilkår, som opretholder den økonomiske ulighed mellem rig og fattig.

    Der er her tale om en politisk betinget uretfærdighed, som enhver teologisk profettradition vil protestere imod. Det er ikke at herske efter imago Dei, efter Guds billede, men det er at herske imagi sui, efter menneskets eget billede. Af denne grund vil den politiske uretfærdighed aldrig afspejle imago Mundi, i den gode jords billede, således som Gud skabte jorden.

    Der er nogle mærkelige omkostninger ved den økonomiske udnyttelse af naturen. Forurening fordærver biologisk, hvilket betyder at menneskeheden kulturelt fordærver sig selv aktivt, ligesom den fordærver naturen, der ikke er uafhængig, men netop står i relation til menneskeheden,

    Der er behov for at omstille de økonomiske modeller, så de afspejler evolutionær nul-vækst, men ikke udvikler sig som inversive arter, der netop kunstigt og naturstridigt er flyttet af mennesker til ny biosfære, hvor de ikke har naturlige begrænsninger og fjender.

    Økonomisk vækst og spekulation repæsenterer en slags økologisk inversiv art, som naturen af gode grunde ikke kan stille noget op med på naturlige, økologiske vilkår. Man kan sige at manglen på en økologisk balance, som er funderet lokalt i et miljø eller en biosfære, betyder, at naturen slår igen i superligaen.

    Jordskælv, tsunamier, tyfoner og tordenvejr er muligvis krisetegn fra den gode, trængte jord, som menneskeheden ikke har hersket over, men misbrugt. Jeg skriver muligvis, fordi jeg synes det er upassende blot at henvise til apokalyptiske tegn på undergang, når jeg faktisk kun synes at se klimatiske krisetegn.

    De politiske valg viser med grundlæggende tydelighed, at magt korrumperer, og at der ikke er synlige tegn på forbedringer ved moralske standarder ved at gøre dem til dobbeltmoral. Herved udvandes den etiske sandhed blot med mindst 50%.

    Derfor er der behov for at pege på et værdigrundlag, som rækker dybere end økonomiske behov og krav. Klimaforhold hører med til den gode jords magtforhold. Måske vil menneskeheden opdage sin egen hybris i forsøget på at kontrollere sin biologiske andel i den gode jords klimaforhold.

    Klimaforhold er indbyrdes forbundne og gensidig berigende eller gensidigt konfliktskabende. Her rammer menneskeheden en værdiskala, der ikke er optaget af spekulative valutakurser eller indbyrdes magtrelationer mellem lande.

    Profeterne har kritisk understreget denne biologiske indfældethed overfor politiske magthavere, ikke for at skabe politisk teologi, men for at påpege det kritisable kortsigtede i menneskers begær efter profit, magt og materielle goder. Frem for mere langsigtet at tænke integrerende, formidlende og fornyende i lokale økologiske netværk.

    Biologisk varians kan belyse og inspirere til kulturel varians. Det betyder at produktionsformer inden for et lokalt afgrænset område kan med fordel tage udgangspunkt i den lokale biologiske forandring, og derfor anvende andre lokaliserede redskaber end i andre lokalt afgrænsede områder, hvor de klimatiske og lokale biologiske forhold er anderledes.

    Produktionsforhold kan også opfattes som del af det samlede økologiske miljø. Hvis en bil efter planen skal ende med at veje 800 kg, vil en simpel biologisk matematik fordre 800 kg til en bil. Traditionel bilproduktion viser til overflod at der bruges langt mere end 800 kg materialer til produktion af en bil, hvilket både betyder overproduktion og unødvendige spildmaterialer, hvilket begge skaber øget transport, som også koster i energiforbrug og CO-2-udledning.

    Den teologiske kritik bør efter min mening være systematisk i sit anliggende og udtrykke etiske standarder. Det er ganske rigtigt ikke mit felt at detailrådgive i f.eks. en bilproduktion. Jeg ved som teolog intet om materialers beskaffenhed, lovkrav om sikkerhed, eller hensigtsmæsighed i konstruktion m.v.

    Men det forkommer tydeligt, at forurening, energiforbrug, kunstige tilsætningstoffer og vestlige materielle forbrugsdrømme alle trækker i en skæv retning, der hverken økologisk eller økonomisk er retfærdig.

    Derfor skal menneskeheden stoppe op og reflektere over sin egen biologiske relation til naturen og klimaet: kroppen består af natur, og vi indånder klima hver dag.

    Skabelsesteologisk vil jeg sige, at Gud gav menneskeheden en opgave: at hersket godt over den gode jord. Indtil videre har menneskeheden hersket mindre godt, så derfor må de politiske herskere lære at høre efter. Det her handler måske om Guds magt, men den er delegeret ud til jordens magter: Vi skal stå til regnskab for at respektere økologi og klima af hensyn til at undgå den økologiske flygtningestatus at vi bliver opfattet som inversiv art.

    Det kan betyde en sejr på kort sigt, men der følger omkostninger med på længere sigt, der er uoverskuelige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: