Skal man tage Hedegaard, Krarup og Trykkefrihedsselskabet alvorligt?

Ytringsfriheden er en af de helt centrale frihedsrettigheder i ethvert demokrati. Derfor er en debat om, hvordan ytringsfriheden håndhæves i Danmark og andre steder i verden altid vigtig. I 2004 stiftede Lars Hedegaard, David Gress, Kai Sørlander, Søren Krarup og Jesper Langballe et såkaldt Trykkefrihedsselskab, hvis formål if. Vedtægterne ”at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det”. Trykkefrihedsselskabet har et rådgivende organ bestående en række andre prominente bl.a. folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgaard, Nasser Khader, Søren Pind, skuespilleren Farshad Kholghi, præsten Katrine Lilleør og universitetslektoren Hans Hauge. I de sidste fem år har medlemmerne af selskabets bestyrelse og råd været blandt de ivrigste deltagere i debatten om ytringsfrihed – og især islam, som de anser som den vigtigste trussel mod ytringsfriheden i dag.

Sandsynligvis opmuntret af deres påviseligt store succes med at påvirke denne vigtige debat er fremtrædende medlemmer af selskabet og rådet gået videre og videre i deres angreb på islam. På det seneste har selskabets formand Lars Hedegaard bl.a. fremstillet muslimer som løgnagtige og uden samvittighed. Og videre: »De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«. Kvinder opfattes af muslimer som værende uden værdi: ”De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers… Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi«. Bestyrelsen bakker Hedegaard op, mens enkelte af rådsmedlemmerne er begyndt at få kolde fødder.

Trods Trykkefrihedsselskabets ædle formål, nemlig at forsvare ytringsfriheden, er det nu kommet dertil, at man må spørge sig selv, om man overhovedet kan tage Hedegaard, Krarup, Vinkel-Holm m.fl. alvorligt? De bidrager ikke til en seriøs debat om ytringsfriheden, men udtaler sig efterhånden på en måde, så enten må opfatte det som om det var en særdeles grovkornet spøg fra stand-up’ere, eller som om det kom fra mennesker, der var blevet mentalt forstyrrede. Valget står her mellem at le og at græde!

Og så fortjener Hedegaard og Co. måske alligevel at blive taget alvorligt, endda meget alvorligt. Ikke som seriøse debattører af et vigtigt samfundsanliggende, men som farlige demagoger og propagandister. Og dertil meget dygtige og indflydelsesrige demagoger og propagandister. Teknikken er lige så enkel som den er effektiv, og den har været brugt med stort held før, både i demokratier og diktaturer. Hvis man vedholdende år efter år, dag ud og dag ind, i sin propaganda dæmoniserer en bestemt befolkningsgruppe, som udgør et lille mindretal i samfundet, og fremstiller den som skadedyr, kriminelle og fjender, så er der en god chance for at flere og flere mennesker får den opfattelse af denne minoritet. Det næste skridt i udviklingen er, at de begynder at forholde sig til disse mennesker på samme måde som man behandler skadedyr, kriminelle og fjender. Og det er naturligvis også propagandaens formål.

Med sådanne venner af vor ytringsfrihed rinder det gamle ord i hu: ”Gud bevare mig for mine venner; mine fjender skal jeg nok selv få bugt med.” Der er al mulig grund til at tage truslerne mod ytringsfriheden alvorligt, også dem, der kommer fra ekstremistiske islamister. Men selv om vi ikke kan tage Hedegaard og Co alvorligt som seriøse debattører vedr. ytringsfriheden, så er der al mulig grund til at tage dem alvorligt som farlige demagoger og propagandister, der lægger en hel minoritet for had.

Christiansfeld, lillejuleaftensdag, 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.

Advertisements

,

  1. #1 by Flemming Falkenberg on 23. december 2009 - 18:13

    Trykkefrihedsselskabet burde i sin nuværende funktion med rette kaldes islamistisk Undertrykkelsesselskab.

    Der er for så vidt tale om en alvorlig fordrejning af ytrings- og trykke- frihed, da det aldrig har ligget i Grundlovens forudsætninger at en frihed skulle kunne bruges til undertrykkelse.

    Der er også et alvorligt assymetrisk forhold mellem totalitær og demokratisk kritik. Totalitære opfattelser forholder sig ikke til mangfoldighed og forhandling, uanset om der ideologisk er tale om politiske, religiøse eller for den sags skyld ateistiske opfattelser.

    Det betyder, at der er forskel på hvordan man opnår indflydelse under demokratiske forhold og i forhold til totalitære institutioner.

    Både processen og målet opnås gennem diplomatisk forhandling, når man opnår indflydelse og får magt under demokratiske forhold. Både tilhængere, modstandere og uafklarede anerkender at den demokratiske proces ender med en delegeret magt, som nyder gensidig anerkendelse.

    Både proces og mål er på forhånd valgt af den totalitære organisation, der søger indflydelse og magt. I stedet for diplomatisk forhandling opererer man med indoktrinering, der i forhold til uafklarede befolkningsgrupper er ren reklamevirksomhed, en udstilling af det totalitære verdensbillede, der svarer til den strategiske information, som en hær i krig bruger som propaganda. Modstanderen svines til i hate speech, og man søger aktivt at undertrykke, fordreje og udelukke afvigende og kritiske synspunkter.

    Af samme grund vil totalitære organisationer efterhånden gøre mere udtalt brug af voldelig fremfærd. Demonstranter slås ned hårdhændet, fængslinger sker efterhånden på et løsere grundlag, og det juridiske system forfalder til at eksekvere rene ideologiske kendelser uden retssikkerhed.

    Set i dette lys passer Pressefrihedsselskabet meget godt til den politiske situation i Danmark, hvor minoritetsgrupper og andre lægges vilkårligt for had. At man overhovedet giver foretagenet et så misvisende navn viser i hvor høj grad der er tale om sekteriske forhold.

    Tongil-bevægelsen, Scientology, Nazister og andre – i øvrigt ganske indbyrdes forskellige grupperinger – har længe været kendt for at lave det, som kritikere har kaldt “pebbermint-organizations” – små bolsje-butikker, der uddeler ideologisk candy, ofte til kendte personer, der til gengæld giver foretagenet et falsk udseende af agtværdighed.

  2. #2 by Ricardt Riis on 23. december 2009 - 22:02

    Var det ikke en ide at læse, hvad manden selv siger, inden man løber ud efter løsrevne citater? I hvert fald, hvis han har bare lidt ret i det, han siger, så har vi et problem. Vi troede jo heller ikke, at der var noget, der hed ‘æresdrab’, før vi fik beviser for det. Men hvis man læser én af hans henvisninger, Crimes of the Community, http://www.socialcohesion.co.uk/files/1229624550_1.pdf så finder man ud af, at der ikke står noget om familievoldtægt i indholdsfortegnelsen. Så det er måske ikke så slemt, som Lars Hedegaard vil gøre det til. Men lad os dog forholde os til sagen og ikke til personen!

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 23. december 2009 - 22:11

    @ Ricardt Riis: Jeg har både set interviewet og læst udskrifter fra interviewet, og det der det, jeg forholder mig til. Citaterne i deres sammenhæng er for mig at se og høre og læse groft krænkende for muslimer, der stemples på en helt uhørt måde. Hvis han havde fremsat sådanne generaliserende udtalelser om jøder, eller sorte, eller sigøjnere ville det have været omfattet af loven om racisme. Det er en meget alvorlig sag. Og det er vel også derfor, at nogle af hans selsksabs rådgivere har valgt at forlade det selskab, som han er formand for.
    Venlig hilsen Mogens

  4. #4 by Dana Hansen on 24. december 2009 - 08:23

    @ Ricardt Riis:

    Nej, jeg synes ikke man skal forholde sig til hvad Hedegaard siger med andet end den afsky, demagogi fortjener.
    Voldtægt, incest og kvindeforagt optræder blandt afstumpede individer over hele kloden, uanset religiøst tilhørsforhold, hudfarve eller øvrige dårlige undskyldninger.

    Man kunne med lige så stor ret henvise til The Ryan Report http://www.rirb.ie/towardsredressandrecovery.asp, og påstå at irske katolikker med vilje og i ond tro anbragte (og anbringer) socialt udsatte børn i hænderne på pædofile og voldsudøvere.

  5. #5 by Anne on 29. december 2009 - 17:45

    Det virker som om Lars Hedegaard ønsker at provokere.

    Det undrer mig meget, at Vartov lægger lokaler til Lars Hedegaards/Trykkefrihedsselskabets møder. Hvorfor?

    Oldeforældrene i familien har berettet om, hvordan de i Vartov græd under Grundtvigs 5 timer lange prædikener. De ville nok have grædt i længere tid, hvis de havde vidst, hvem Vartov lægger lokaler til nu: bl.a. det fremmedfjendske flamske/belgiske parti, Vlams Belang, der var inviteret til møde af Trykkefrihedsselskabet. http://www.sappho.dk/en-ojenabner.htm

    Søren Krarup støtter Lars Hedegaard i dagens Kristeligt Dagblad. Samme Søren Krarup fik i 70‘erne tildelt megen spalteplads i Jyllands-Posten. Her gik det ud over lærerne.

    Nu er det så muslimerne.

    Venlig hilsen,

    Anne

  6. #6 by Mogens S. Mogensen on 29. december 2009 - 23:26

    @Anne: Jeg deler helt din undren over, at Vartov som en grundtvigsk institution vil give stadeplads til en forening, der har en så muslim-fjendsk person Lars Hedegaard som formand. Derimod undrer det mig ikke, at Søren Krarup støtter Lars Hedegaard, da de vel langt hen ad vejen er to alen ud af et og samme stykke.
    Venlig hilsen
    Mogens

  7. #7 by Anne on 30. december 2009 - 10:46

    Hej Mogens,
    Helt enig. Jeg udtrykte mig ikke klart nok. 😉
    Det jeg ville sige var, at Søren Krarup fylder og har fyldt meget med sine aversioner, først mod lærerne, så muslimerne.
    Venlig hilsen,
    Anne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: