Sådan var det ikke i 90'erne. Dekadernes sang

Det er ikke bare 2009, der går på held, det er også 00’erne. Hvad vil 10’erne bringe? Og hvordan var de forudgående dekader egentlig?

Skal man sætte én overskrift over 00’erne, så kunne det være, at det blev religionens årti. Efter en ubønhørligt fremadskridende sekularisering, der fik mange til at tro, at tro definitivt var på retur, oplevede vi religionernes genkomst. Det begyndte for alvor med 9-11, de islamistiske terroristers angreb på World Trade Center i USA, og det fortsatte med Muhammed-krisen i 2006. Hovedemnet var islam, men religion dukkede op i mange andre former og kom til at spille en vigtig rolle både i den nationale politik og i storpolitikken. Personligt oplevede jeg det bl.a. derved, at jeg var med til at i 2001 etablere det folkekirkelige projekt, som netop kom til at hedde ”Folkekirke og religionsmøde”.

Sådan var det ikke i 90’erne. I det årti var der i Danmark fokus på, at Danmark var ved at blive et meget mere mangfoldigt samfund, men det var etniciteten, der var i centrum, de forskellige kulturer, som indvandrerne bragte til Danmark, og som var en udfordring for integrationen. Karakteristisk nok hed det kirkelige center, som jeg var med til at etablere i starten af 90’erne, da også ”Tværkulturelt Center”. Et center, hvis opgave var at inspirere kirker og kirkelige organisationer til at engagere sig i mødet med mennesker med en anden kulturel baggrund end den danske. I en europæisk sammenhæng var det nationale, som fik en renæssance. Efter murens fald fik en lang række europæiske nationer deres selvstændighed tilbage, og på Balkan endte de nationale bevægelser i blodige krige. 90’erne blev kulturernes eller det nationales årti.

80’erne var det sidste årti, hvor verden stadig var opdelt i øst og vest, kommunisme og kapitalisme. Der var stort set ingen, som havde forudset, at muren ville falde i 1989. Konfliktet mellem Sovjet og Warshawa-pagten på den ene side og USA og NATO på den anden side var blevet en del af globale arkitektur, som vi tog for givet, og vi havde vænnet os til at leve i frygt for en global atom-krig mellem øst og vest. Jeg var i 80’erne på lang af stand af kampen mellem øst og vest, da jeg var missionær i Afrika, hvor kampen for mange i stedet handlede om at skaffe sig det daglige brød.

I 1970 begyndte jeg at studere historie på Århus Universitet, og en af de første dage i semestret besatte studenteraktivister administrationsbygningen Mens Schlüter i 80’erne kunne hævde, at ideologierne var døde, så var de sprællevende i 70’erne, især på universiteterne. En stor del af min ”uddannelse” foregik i Stakladen og på diverse kaffestuer med diskussioner om ideologi og politik . Mit første foredrag holdt jeg i en kristen studenterforening, og emnet var det spørgsmålet, ”Har marxisten altid uret?” Omvkædet politisk bevidsthed, og derfor var 70’erne for mig ideologiernes årti.

Jeg behøver ikke at slå op i økonomiske værker for at finde ud af at 60’erne var det økonomiske opsvings år. Jeg er opvokset ude på landet, og det var et stort fremskridt, da i løbet af 60’erne kunne skifte hestene ud med en traktor. Den lille Renault 4CW blev udskiftet med en meget større bil. Vi fik køleskab og fjernsyn, og jeg var blandt de efterhånden mange heldige, der fik lov at gå i realskole og senere komme på gymnasiet. Hverken Berlin-muren eller Cuba-krisen kunne kvæle 60’ernes optimisme.

Der er nogen, som har talt om fattig-firserne, men den betegnelse passer nu meget bedre på 50’erne. Danmark slap langt lettere gennem 2. Verdenskrig end de fleste andre lande i Europa, men min barndoms 50’erne blev alligevel levet i den alvorlige skygge, som besættelsestiden kastede over os, og uden den rigdom, vi kender i dag. Vi overtog brugt tøj fra andre og lærte i skolen at købe sparemærker. Omkvædet var sparsommelighed og nøjsomhed.

At ”det er svært at spå”, som Storm P så viseligt har sagt det, ”især om fremtiden”, fremgår af, at man stort set aldrig har kunnet forudsige, hvordan det næste årti ville forme sig, og hvad der ville blive dets hovedtemaer.  Med stor sandsynlighed for at tage fejl skal mit bud på 10’erne være, at det bliver det årti, hvor det for alvor går op for os, at magtbalancen i international politik  og tyngdepunktet i kristenheden i har forskubbet sig mod syd.

Kierkegaard har mindet os om, at “livet leves forlæns men forstås baglæns”. Når vi nu vender os om mod det nye årti, som vi ikke nu kan forstå, kan Ingemann måske give os en sang med på vejen, som vi kan nynne på og hente håb fra.

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Godt nytår!

Christiansfeld, tirsdag, den 29. December 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk

Advertisements

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: