Tre religionspolitiske scenarier

Efter råd fra Dansk Folkeparti har regeringen besluttet at afvise Den Katolske Kirkes anmodning om at få staten til at opkræve ”kirkeskat” til den katolske kirke. Skatteministerens begrundelse er, at det vil være i modstrid med folkekirkens grundlovssikrede særstatus.

På spørgsmålet, om folkekirkens særstatus skulle betyde at andre trossamfund ingen privilegier skal have, svarer Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti: ”Hvis man begynder på det, hvad så med andre private foreninger? Her er der så tale om en forening med et religiøst formål. Det kunne jo lige så godt være en håndboldklub” (Bente Clausen, “DF stoppede katolsk kirkeskat”.Kristeligt Dagblad 17/2/2010 ). I vor sekulariserede tid er det et besnærende svar, som sikkert vinder genklang i store dele af befolkningen. Problemet er imidlertid, at samme Langballe henviser til grundloven for at værne om folkekirkens særstatus, mens han overser samme grundlovs løfteparagraf om, at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov. Det vil altså sige, at grundlovsfædrene anerkendte, at der er en principiel forskel på et trossamfund og så en håndboldklub.

Som mange andre allerede har påvist, er der absolut ingen holdbar juridisk begrundelse at hente i grundloven for at afvise at opkræve ”kirkeskat” for den katolske kirke. Afvisningen er altså ikke ”juridisk”, men som en politisk afgørelse. Spørgsmålet er derfor, hvilken religionspolitik er det så, regeringen – og dens støtteparti – lægger op til? Så vidt jeg kan se, er der mindst tre mulige religionspolitiske scenarier.

Hvis de sidste årtiers udvikling fortsætter nærmer vi os mere og mere en sekularistisk model. Skolen er allerede blevet skilt kirken, og flere og flere politikere taler om at få religion (og dermed folkekirken og de øvrige trossamfund) ud af det offentlige rum. Religion bliver en privatsag, og trossamfundene bliver at betragte på niveau med holdboldklubber. Kirkens adskillelse fra staten er en del af denne proces.

Der er imidlertid også helt andre tendenser, som peger i retning af et nationalt-kristeligt scenarie. Udgangspunktet er her, at folkekirken har og vedblivende skal have en særstatus i samfundet, som Danmarks og danskernes kirke. Her bliver kristendommen i almindelighed og folkekirken i særdeleshed indskrevet i en værdipolitisk kamp, og kristendom og folkekirke gøres til konstituerende elementer i en dansk identitet.

Andre europæiske samfund har imidlertid bevæget sig i retning af en religionspolitisk model, der indebærer en statslig anerkendelse af alle religiøse trossamfund og en regulering af deres forhold til staten gennem lovgivning. Udgangspunktet er, at trossamfund har en helt anden status i samfundet en fx håndboldklubber og at det vil være ikke bare i trossamfundenes men dybest set hele samfundets interesse, at der etableres ordnede samarbejdsforhold mellem staten og trossamfundene. En sådan model indebærer ikke nødvendigvis en adskillelse af stat og kirke og en afskaffelse af folkekirkens privilegier, men en regulering af trossamfundenes rettigheder og pligter i forhold til staten, og her ville en statslig opkrævning af ”kirkeskat” eller ”trossamfundsskat” være et naturligt element.

Det er på høje tid vi får en saglig debat om, hvordan vi vil opfylde grundlovens løfteparagraf om regulering af forholdet mellem trossamfund og staten.
Tranum Strand, onsdag, den 17. februar 2010
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk

Reklamer

, ,

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: