Mod til at sige undskyld

Hvis et af formålene med ytringsfriheden er helt bevidst at krænke, håne og spotte andre mennesker og deres religion, så har Politiken med sit forlig med profeten Muhammeds efterkommere angående Politikens trykning af Muhammed-tegningerne svigtet i kampen for ytringsfrihed.

Men det har aldrig været formålet med ytringsfriheden bevidst at krænke, håne og spotte andre mennesker, som fx et religiøst mindretal. Med visse begrænsninger – pålagt af lovgivningen bl.a. omkring injurier, racisme og blasfemi – er det det lovligt at krænke, håne og spotte andre mennesker, og sådan skal det være, men at gøre det til en lakmus-test på ytringsfrihed er helt malplaceret.

Hvis Politiken har undskyldt, at de havde bragt tegningerne og forpligtet sig til ikke igen at optrykke Muhammed-tegningerne eller andre karikaturtegninger om islam, så har Politiken begået et trist knæfald for islamister. Men Politiken har ikke undskyldt, at de har bragt tegningerne, og har selvfølgelig heller ikke forpligtet sig til ikke igen at optrykke karikaturtegninger om islam.

Hvad Politiken derimod har gjort er at sige undskyld for, at man utilsigtet har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden ved at genoptrykke karikaturtegningerne. Var det en god ide, at Politiken sagde ”Undskyld” til disse muslimer? I det politiske liv sker det ekstremt sjældent, at politikere siger undskyld for noget som helst. For det allerfleste politikere gælder det, at der aldrig hos dem ”er noget at komme efter.” I almindelige mellemmenneskelige relationer, derimod, ville tilværelsen bryde sammen, hvis vi ikke en gang imellem fik ordet ”undskyld” over vore læber.

Undertiden har vi gjort noget decideret ondt, som vi aldrig skulle have gjort, og derfor må vi naturligvis sige undskyld og søge at rette op på skaden. I andre tilfælde har vi gjort eller sagt noget, som ikke i sig selv var forkert, men som i situationen blev opfattet som en krænkelse, hån eller spot. I den situation kan man naturligvis nøjes med at holde fast i, at der ikke er noget at komme efter, fordi det ikke var min hensigt at såre nogen. Og så kan man forberede sig på en langvarig og måske eskalerende konflikt. Man kunne også sige undskyld, ikke for selve det man havde gjort, men for at det utilsigtet kom til at krænke den anden.

Det kræver mod at sige undskyld for utilsigtet at have såret eller krænket et andet menneske, for den, der siger undskyld, vil ofte af omverdenen blive betragtet som svag. Men forsoning mellem mennesker er ikke mulig, hvis vi ikke vil lytte til hinanden og prøve at forstå, hvordan modparten opfatter tingene, og om nødvendigt sige undskyld.

Et dagblad som fx Politiken har brug for stort mod til at udnytte ytringsfriheden til at sige alle magthavere – både politiske, økonomiske og religiøse – imod og præsentere et så sandt billede af virkeligheden som muligt. Men det kræver også mod for et dagblad som fx Politiken at sige undskyld, når man utilsigtet har såret eller krænket menneskers følelser.

Christiansfeld, fredag, den 26. Februar 2010
Mogens S. Mogensen

Se ordlyden af Politikens erklæring her.
Se også ordlyden af Jyllands-Postens undskyldning i 2006  her.

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk

Advertisements

,

  1. #1 by Christina Philipstatt on 26. februar 2010 - 12:21

    Sikke et dejligt indlæg!

    Kærligst
    Christina Philipstatt
    Dialogcentret

  2. #2 by bondeskoven on 26. februar 2010 - 15:15

    ja jeg ka ik la vær at juble..med…

    er egl. ude af eftertanke.dk

    men endnu engang
    varmer det sån..
    når debat blir til
    mer end ord.
    et kik ind i hjertet.
    hvor ingen
    vil gøre hinanden
    ondt.

    tak.

    .

  3. #3 by Jakob Brønnum on 26. februar 2010 - 15:45

    Smukt!

  4. #4 by Jakob Brønnum on 26. februar 2010 - 15:46

    Smukt

  5. #5 by Karen E. Hansen on 26. februar 2010 - 22:27

    Ja, det er et fint forsøg på at forstå det positivt – men denne skelnen er nu meget subtil. Tøger Seidenfaden forsøger, så vidt jeg hører det, at gøre det til en særlig intellektuelt avanceret handling “at indgå forlig med de krænkede”. Men selve begrebet “krænkelse”, navnlig i forbindelse med religiøse følelser og æresfornemmelser er i den grad dobbeltsidig.
    Det kan være den uskyldigt forurettedes følelse af “at være trådt på” eller nedværdiget (så er der grund til at undskylde) – men det kan også være magthaverens eller fanatikerens mere eller mindre automatiske reaktion på enhver modsigelse eller uenighed. (Hvordan skelne i store grupper – som f.eks. en hel religion. Og magthaverene vil notere undskyldning som underordning)
    Og hvem af de to parter råber mon højest?
    I forbindelse med filmen “Submission” blev det den “krænkedes” reaktion på at nogen “rørte ved Koranen”, mordet på Teo van Gogh, der stjal billedet – medfølelsen med de kvinder, hvis skæbne den skildrede, forsvandt i tavsheden, skønt der havde været grund til at tale om, at de blev krænkede.
    Det lyder usandsynligt, at Politiken ved sin undskyldning ikke uvægerligt har lovet at undlade dybdeborende kritik af islam. Nu har man jo erkendt at reaktionen meget let er “krænkelse” – og så kan man ikke sige, at “det var ikke hensigten”.

    Den, der erklærer sig “krænket”, har således magten til at definere, hvor grænsen går, og styrer dermed, hvad der må tales om.

    Hvor meget hører så ind under det, som det er “krænkende” at røre ved ?
    Terrorismens religiøse forbindelser ?
    Kvinders urimelige forhold i mange muslimske stater og miljøer?
    Blasfemilovene og deres håndhævelse?
    Dødsstraf for “frafald” – manglende religionsfrihed?
    Hvordan kan disse emner overhovedet behandles “uden at have til hensigt at krænke”,
    når krænkelsen ligger i at tage spørgsmålene op? Og det kan de, der iscenesatte Muhammed-krisen i Mellemøsten, meget vel mene.
    Politiken har lang tradition for at levere betingelsesløs kritik af kristendom – nu er der af en politisk grund, jeg ikke helt kan gennemskue, lagt op til en særbehandling af islam.

    Konklusionen – hvis Politiken mener noget med undskyldningen – må være, at det er et løfte om en grundlæggende ukritisk tilgang til islam og den dermed forbundne islamisme.
    Kristendom kan der naturligvis fortsat hegles ned på.

    Måske hænger det ligefrem sammen.

    Vh
    Karen

  6. #6 by bondeskoven on 27. februar 2010 - 00:50

    jeg er ikke så vidende og heller ikke vant
    til at komme med mine tanker i et åbent forum.før nu i år…her….men…for mig er det så enkelt..
    at alle de grusomme ting, som kan ske..
    og sker ud fra hensyn til noget fanatisk…
    og det behøver ikke være en for mig fremmed religion…det kan sørme li så godt være mig selv, som er den fanatiske..og jeg ved,
    at det kommer der ikke noget godt ud af.
    men derfra og til at ku nænne at håne det,
    som for et andet menneske er helligt..
    ja vi gør det..osse uden at vide det..
    men vi kan da ikke trøste os med..at
    vi ytrer os…hvis vi samtidig sårer nogen,
    er det egl. lige meget..om det er for
    at forsvare os selv..altså i afmagt..eller
    for at nedgøre en anden..egl. det samme,
    bare maskeret mer eller mindre elegant,
    ik….så uanset hvorhen vi vender os..mod mekka eller langbortistan..oppe i det blå…
    eller indad mod os selv eller udad mod hinanden…må det vel gælde om at se
    .det der egl. vil forliges.
    og derfor syns jeg, at en stor eller lille
    avis med en hang til og pligt til at
    være den avis, som godt kan finde grovfilen
    frem.hvis det skal være..kan osse
    finde …et undskyld..vi vidste det ikke..
    men vi kom vist til at træde over tæerne.
    det var ikke meningen..
    det kan jeg ikke se gør nogen avis..
    eller noget menneske mindre frit..
    i mine øjne er den frihed at gi sig selv lov
    at sjofle en anden..eller en andens tro..
    ikke megen frihed at ha..
    det var dejligt, at der endelig var nogen
    med indflydelse, som ville få det sagt.
    være voksen nok til at gi barnet i sig selv
    lov..til tilliden..den tillid, som så let kan
    forsvinde..og trænger så meget til at
    blive brugt. når vi tør.

  7. #7 by Mogens S. Mogensen on 27. februar 2010 - 11:19

    @Karen E. Hansen: Du kan have ret i, at det kan være svært at vide, hvilke “krænkelser”, man skal forholde sig til, da folks grænser for,hvornår og for hvad de føler sig krænkede, er meget forskellige. Jeg ved jo heller ikke, hvordan Politiken / Tøger Seidenfaden har tænkt omkring dette. Men det jeg kunne forestille mig var, at de anerkendte, at muslimer kunne føle deres religion under et stemplet som en terroristisk religion i og med at Muhammed fremstilles med en bombe i kalotten. Jeg kunne forestille mig, men ved det naturligvis ikke, at Politiken med deres erklæring ønsker at sige undskyld for dette utilsigtede budskab fra Politikens side. Jeg kunne også forestille mig en hel række andre krænkelser hos muslimer, som Politiken ikke ville anerkende som krænkelser (fx hvis muslimer føler sig krænket over, at Politiken viser et billede af en nøgen kvinde, eller af at Politiken kritiserer kvindesynet i visse muslimske lande og grupper. Her ville Politikken sikkert sige, at det var helt tilsigtet at fremstille sådanne kvindesyn som kvindeundertrykkende, da Politikken er af den opfattelse, at det er kvindeundertrykkende. Jeg håber, du kan følge min (spekulative) tankegang.
    Endelig vil jeg godt minde dig om, at Jyllands-Posten i januar 2006 i en udtalelse stort set gav udtryk for det samme som Politiken nu gør, nemlig at det ikke var tilsigtet at krænke muslimer http://nyhederne.tv2.dk/article/3565172/
    Og husker jeg ikke forkert, så var vor ex-statsminister Fogh inde på de samme tanker, da han udtalte, at selvfølgelig har vi ytringsfrihed, men han ville aldrig selv have tegnet sådanne Muhammed-karikaturer. Både i tilfældet Politiken, JP og Fogh er tanken vel den samme: Vi vil ikke give køb på ytringsfriheden, men vi vil beklage, hvis man utilsigtet er kommet til at krænke muslimer.

    Venlig hilsen
    Mogens

  8. #8 by Claes on 27. februar 2010 - 22:42

    Ja der findes noget som hedder høflighed og god opførsel, – – men det betyder ikke at vi skal lade den ene eller anden religion rulle dominerende hen over vort folk. Vi skal undskylde når vi har generet eller krænket nogen, men andre skal vide, at vi bor altså her, og vi bestemmer på demokratisk vis, hvordan ordensreglementet skal være her hos os.

  9. #9 by Mogens S. Mogensen on 27. februar 2010 - 23:19

    @Claes. Jeg er enig med dig, også I at vi ikke skal lade den ene eller ander religion rulle dominerende hen over vort folk. I et blog-indlæg om “Religiøse særhensyn” skriver jeg netop, at det drejser sig om, “at værne om et dansk demokrati præget af respekt for mindretal og præget af dansk pragmatisme og en vilje til at vise hensyn også til religiøse mindretal, så længe disse hensyn ikke begrænser hensynet til andres frihed.”
    Venlig hilsen
    Mogens

  10. #10 by Aisha on 2. marts 2010 - 14:06

    Hej Mogens.
    Meget velskrevet og det er lige mine ord. Jeg har det fint med ytringsfriheden. Men der er også noget der hedder Moral og etik. Som måske i mange tilfælde skal laves om til ytringsfrihed “Under ansvar” man kan ikke tillade sig bare at nedgøre, provokere og “Svine” folk til bare fordi man ikke er enig i deres tro eller overbevisninger. Danmark er et land, hvor der normalt var plads til alle uanset tro eller race. Det syntes jeg er ved at være på retur. Og at folk er skøre og laver skøre ting, skal jo ikke gå ud over en hel religion, der findes også skøre og tossede fanatiske kristne som laver en masse sindsyge ting, det er jo ikke ALLE kristne som laver problemerne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: