Mod til at sige imod

”For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet”, fortæller H. C. Andersen i et eventyr. En dag lod kejseren sig lokke til at ansætte et par ”eksperter”, som hævdede, ”at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.”

Så dygtige var disse to ”eksperter” til at manipulere med kejserens, hans politiske rådgivere og hele folkets bevidsthed, at de alle sagde
”’Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!’ Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum.” Der var absolut ingen, som havde mod til at sige ”eksperterne”, kejseren, de politiske rådgivere eller hele folket imod. Men af børn (og fulde folk) skal man høre sandheden, så der var et lille  barn som sagde om kejseren, ”Men han har jo ikke noget på!”

Det er altid mest uproblematisk at synge med på de omdelte sange, for hvis man begynder at synge noget andet, vil man få at vide, at man synger falsk. Og det er da også rigtigt, at det lyder smukkest, hvis alle synger med på den samme melodi og den samme tekst.

I et demokrati har flertallet altid magten, og sådan skal det være, men det ligger snublende nær, at forstå flertallets betydning sådan, at flertallet også altid har ret. Det har flertallet sikkert ofte, men som H. C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder” forsøger at fortælle os, så er det ikke altid tilfældet.

I den aktuelle debat om Politikens undskyldning over for en række muslimske foreninger for at have genoptrykt Muhammed-tegningerne er næsten alle enige om, at Politiken har handlet helt forkasteligt. Det var et knæfald for muslimske mørkemænd, et landsforræderi eller i det mindste et skud i ryggen på dansk udenrigspolitik, og det var først og sidst et svigt i forhold til den absolutte ytringsfrihed. Der er ingen tvivl om, at Politiken naturligvis var klar over, hvad flertallet mente, før avisen udsendte sin undskyldning, og derfor kan de voldsomme reaktioner heller ikke være kommet som nogen overraskelse. Den udbredte konsensus er, at ytringsfriheden i den moderne vestlige verden er absolut, og at muslimer må lære at finde sig i at få deres religion forhånet, latterliggjort og krænket uden at kny.

Måske kunne vi suspendere spørgsmålet om, hvem der har ret, et øjeblik. Eller vi kunne standse H. C. Andersens eventyr i flugten og et øjeblik lade spørgsmålet stå åbent, om de to beklædningseksperter virkelig havde designet smukke klæder til kejseren eller ej. Efterhånden havde der udviklet sig en stærk konsensus – fra den magtfulde kejser i toppen og ud til folkeflertallet – at det måtte være sandt, at kejseren havde fået smukke nye klæder. Der var ingen, som havde lyst eller mod til at sige magten og flertallet imod. Da der endelig var et lille barn, som uforvarende kom til at sige imod, blev der sat en refleksionsproces igang, der førte til at folket fik en ny erkendelse. Modsigelsen fik folk til at tænke sig om, og i dette tilfælde førte det til, at folk indså at de havde taget fejl. Jeg siger ikke her, at flertallet i spørgsmålet om, hvordan man bedst værner om ytringsfriheden i dag, har uret, men vil blot antyde, at enhver veletableret konsensus kan have gavn af at blive modsagt.

Det lille barn i eventyret kom uforvarende til at sige magten og flertallet imod, det samme kan man ikke sige om Politiken, som sandsynligvis har truffet en meget velovervejet beslutning, da de valgte at genoptrykke Muhammed-tegningerne. Det ville have været langt mindre omkostningskrævende sammen med alle andre danske aviser at risikere en retssag rejst af muslimske foreninger end offentligt at sige undskyld for at have krænket muslimers religiøse følelser. Om Politikens handling var klog eller ej, kan og skal diskuteres, men Politiken viste mod til at sige magten og flertallet imod, og det er vel egentlig det, som ytringsfriheden skal give os mod til.

Christiansfeld, tirsdag, den 2. marts 2010
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk

Advertisements

,

  1. #1 by Ricardt Riis on 2. marts 2010 - 15:18

    Du skriver: “Det ville have været langt mindre omkostningskrævende sammen med alle andre danske aviser at risikere en retssag rejst af muslimske foreninger end offentligt at sige undskyld for at have krænket muslimers religiøse følelser.”
    Jeg véd ikke, om du véd noget, jeg ikke véd. Men i 2006 skrev Ekstrabladet noget negativt om den islandske bank Kaupthing. Banken anlagde sag ved en engelsk domstol, og Ekstrabladet måtte indgå forlig i 2008 og betale et betragteligt beløb. (ifølge Notat, marts 2010).
    Engelske domstole tager sig af mange injuriesager, fordi de ofte giver anmelderen ret: der er penge i det. EU-lovgivningen spreder engelsk ret ud over hele EU. Så hvis de andre aviser bliver idømt en betragtelig bod, kan det godt gå hen og blive en fed fidus, Politiken har lavet.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 2. marts 2010 - 15:36

    @Ricardt Riis: Det ville have været interessant, hvis jeg havde vidst noget, du ikke ved. Det gør jeg nok ikke i denne sammenhæng, på det faktuelle eller måske snarere kontante område. Når jeg skriver, som jeg gør, er det ud fra flg. vurdering: Jeg tror ikke, der er stor risiko for, at de danske aviser bliver dømt, og jeg mener heller ikke, de de burde kunne dømmes (jeg går ikke ind for en begrænsning i ytringsfriheden, men for at vi alle anvender ytringsfriheden i overensstemmelse med dens hensigt og ikke til at håne og spotte mindretal). Ville Politiken blive dømt – sammen med de andre aviser – så måtte de, som de har prøvet det før, naturligvis til lommerne. Men det vil i brede kredse måske ligefrem højne avisens omdømme. Omkostningerne ved at stå alene med en undskyldning – som det nu er sket – tror jeg kan blive langt større, i form af almindelig fordømmelse (hvad jeg altså ikke istemmer!) og måske tab af annoncører og abonnenter. Men det er ikke raket-videnskab, men vi uvidenskabelige skøn.
    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Claes on 2. marts 2010 - 16:35

    Det er svært at vide, hvilken kurs der havde været den klogeste for Politiken. Men et ord fra Bjergprædikenen siger: “Søg forlig med din modpart mens du er med ham på vejen”
    Eventyret om Kejserens nye klæder handler ikke så meget om demokrati, men om at turde tro sine egne øjne og sige højte, hvad man ser. Det er aktuelt i mange sammenhænge – malerkunst, musik, mode, rødvinssmagning etc. Tør man sige sin mening, eller retter man ind efter det, der er trendy.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: