Urbs Aeterna – Det tager en evighed

Hvorfor kaldes Rom ”urbs aeterna”, den evige stad? Jeg ved det ikke, men navnet giver for mig god mening, når jeg tænker på at det næsten kan tage en evighed at stå i kø for at komme ind og se nogle af byens herligheder.

Men det kunne også være, fordi byen er så gammel, at man fristes til at tro, at den altid har været der – og altid vil være der. Ifølge legenden blev Rom grundlagt allerede i år 753 f. Kr. af ”ulveungerne” Romulus og Remus, og nu knap 3000 år senere står byen her stadig.

Når man graver i Rom, og det gør man hele tiden, så dukker der hele tiden nye ting  op fra byens historie, jo dybere man graver, jo ældre bygninger. I dag har vi besøgt San Clemente-kirken. Først går vi lige fra gaden ind i en kirken, som ”kun” er 8-900 år gammel, altså det tidspunkt nogle af vore ældste landsbykirker i Danmark blev bygget. Derfra gik vi ned i kælderen under kirken, og her havde man udgravet en kirke fra 300-tallet, altså det århundrede hvor kejser Konstantin blev kristen. Endelig gik vi et niveau længere ned og kom der ind i et hus fra det 1. Århundrede: Huset har tilhørt en kristen romersk senator, og måske har apostlen Peter her mødtes med menigheden i Rom. Og dør om dør med denne ”kirke” lå et Mitras-tempel med en skole for Mitras-dyrkere. Vi fornemmede historiens vingesus.

Det ville også give mening at kalde Rom for den evige stad på basis af dens 1500 kirker, som hver for sig giver et glimt af evigheden, hvis man har øjnene med sig. Et perspektiv på evigheden, som jeg imidlertid synes er mere problematisk, er at mange af kirkerne på deres facader reklamere med, at der her er mulighed for at skaffe aflad, så menneskers ophold i skærsilden ikke skal vare en hel evighed. For skeptikere og tvivlere som mig er der ligefrem et lille museum i sakristiet i en kirke ikke så langt fra Engelsborgen, hvor der fremlægges ”beviser” for skærsildens virkelighed. Her (i museet, forstås!) kan man komme og gå helt gratis.

Da vi sidst på dagen sad på Café på Campo dei Fiore (Blomstertorvet) og spiste aftensmad, faldt mit blik på statuen midt på torvet, hvor musikanterne var i fuld gang med at spille. Statuen forestillede Giordano Bruno, en dominikansk munk, som var blevet overbevist om, at Copernicus havde ret i sit opgør med det (af den katolske kirke anerkendte) ptolomæiske verdensbillede. Det var ikke solen, som drejede om jorden, men jorden som drejede om solen. Trods seks års betænkningstid i en celle i Engelsborgen, nægtede Bruno at afsværge sin overbevisning og i år 1600 fik paven ham brændt på bål, netop på dette torv.

Imens jorden dag efter dag ufortrødent fortsatte med at dreje om solen, var det først i 1997, at paven – som nu hed Johs. Paul den anden – fik taget sig sammen til at rehabilitere Bruno. Men hvad er 397 år i den evige stad?

Campo dei Fiore, Rom, torsdag, den 1. April 2010
Mogens S. Mogensen

Advertisements

,

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: