Vi skylder de homoseksuelle, som ønsker at få ret til at blive viet i folkekirken, stor tak for at de dermed har været med til at rejse en vigtig debat om ægteskabet. Vi har i Danmark levet i et snart 1000-årig kristenhedssamfund. Her har stat og kirke kørt et tæt parløb, der til tider har haft karakter af en symbiose. Indtil for få årtier siden var alle kristne, og næsten alle kristne tilhørte til og med den samme retning inden for kristendommen. I mange hundrede år var præsten statens embedsmand, der ofte var den vigtigste repræsentanter for statsmagten i lokalsamfundet. I den situation var det helt naturligt og uproblematisk, at det præsten og dermed kirken, som tog sig af indstiftelse af ægteskaber. Spørgsmålet er imidlertid, om det er hensigtsmæssigt, at kirken fortsat forestår indstiftelse af ægteskaber – når kulturen har ændret sig radikalt, og vi ikke længere har noget homogent kristent samfund, og kirken ikke længere spiller den centrale rolle, som den gjorde tidligere?
Hvad ville der gå tabt ved at fratage kirken vielsesmyndigheden, så alle ægteskaber fremover skulle indgås på rådhuset?
Det ville være et brud på en meget gammel tradition, men vi opgiver i forvejen løbende traditioner, som er ude af trit med den virkelighed, vi lever i nu. Fx har vi for længst opgivet trolovelsestraditionen.
Det er ikke så romantisk for et par at sige ja til hinanden på rådhuset som i en kirke, men kirkens hovedopgave er vel ikke at levere romantik, og der vil fortsat være mulighed for at komme i kirken og bede om Guds velsignelse.
Kirken vil miste et af sine mest populære produkter, nemlig kirkebrylluppet, og vil derved måske mister medlemmer og opbakning i befolkningen. Nu er kirken kirken jo ikke en forretning, der sælger populære produkter, men har til formål at forkynde evangeliet om Jesus Kristus for dem, som vil høre det. Og ethvert par, der er blevet gift på rådhuset har alle muligheder for at høre evangeliet tilsagt dem ved en festlig gudstjeneste.
Hvad ville vi derimod vinde ved at flytte den formelle vielse over på rådhuset?
For Folkekirken vil det være med til at understrege vor lutherske lære, der fastslår, at ægteskabet ikke er et sakramente, men en borgerlig indretning.
I et samfund, som på en og samme tid bliver mere og mere sekulariseret og mere og mere kulturelt og religiøst mangfoldigt, vil det skabe langt større lighed. Som det er i dag, er der nogle religiøse grupper, som har vielsesret, andre har ikke, nu stilles alle lige. Med en voksende mangfoldighed med hensyn til samlivsmodeller kan man ikke længere gå ud fra, at der vil være overensstemmelse mellem, hvilke former for ægteskaber/parforhold, staten i frihedens navn vil anerkende og lovgive for, og de ægteskaber/parforhold, som forskellige kirker og religiøse grupper vil vie i deres kirke, moske, tempel e.l.
Endelig vil en adskillelse af den borgerlige indstiftelse af ægteskabet og den kirkelige velsignelse af det være med til at løse op for den hårdknude, som er blevet knyttet i folkekirken omkring spørgsmålet om homoseksuelles evt. vielse i kirken. Hvis derimod indstiftelsen af et registreret parforhold eller et ægteskab mellem to mænd eller to kvinder blev en realitet i folkekirken – med de dertil hørende ritualer, som der ikke vil være enighed om i folkekirken – ville der være en fare for, at der opstod splittelser eller i det mindste alvorlige stridigheder i folkekirken.
Når jeg derfor vejer fordele og ulemper ved at flytte ægteskabet fra kirken og ind på rådhuset op imod hinanden, er der for mig at se al mulig grund til, at vi nu hugger den gordiske knude og dermed sætter kirken fri fra ægteskabsindstiftelsen til at varetage dens hovedopgave, som er evangeliets forkyndelse. For heteroseksuelle, homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle, aseksuelle, monogame, polygame, ja, for os alle sammen.
Christiansfeld, fredag, den 16. april 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Mogens S. Mogensen 