Tyrker, papister, jøder og gendøbere – luthersk teologi og retorik

Det har altid fristet mig at kigge på andre folks reoler for at se, hvilke bøger de henter deres inspiration fra. I kirkehistorikeren Martin Schwarz Laustens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat. Islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark” (Anis, 2010) får vi mulighed for at kigge indenfor hos præster i Vendsyssel i reformationstiden og  se, hvilke bøger de havde stående på deres reoler.

I 1550’erne foretog biskop Oluf Chrysostomus i Vendsyssel stift nemlig en registrering af de bøger, som 68 af stiftets præster havde i deres samlinger. Det var nu en ganske overkommeligt opgave at skaffe sig et overblik over, hvor præsterne fik deres boglige inspiration fra, for præsterne havde i snit kun 10-15 bøger hver. Mange af bøgerne – også prædikensamlinger – havde lange passager om tyrkerne.

Blandt andet udgangspunkt i disse bøger tegner Schwarz Lausten et billede af den tyrkerfrygt – som han karakteriserer som islamofobi – der var meget udbredt i lutherske kredse i 1500-tallet – både i Danmark og andre dele af Europa. Baggrunden for tyrkerfrygten i Europa var meget konkret. Det osmanniske rige var på dette tidspunkt stadig så mægtigt, at det truede Europa, fx blev Wien belejret i 1529.

Udfaldene  mod tyrkerne (muslimerne) kobles meget ofte sammen med udfald mod papisterne (katolikkerne), jøderne og kætterne (gendøberne), nærmest som en remse, der gentages igen og igen. Teologien er utvetydig: Især nær det gælder tyrkerne og papisterne sker der bogstaveligt talt en dæmonisering. I begge tilfælde er det antikrist, som er på spil. ”Der er ingen tvivl om, at den lede rasende djævel er oprindelsen og ophavet til det tyrkiske rige og væsen”, og tyrken fremstilles som djævelens værktøj. Samtidig er tyrkerne dog også Guds redskab, som han bruger til at straffe kristenheden for dens manglende fromhed. Retorikken mht. alle anderledestroende, både gendøbere, katolikker, jøder og muslimer  er imidlertid undertiden så barsk, at det ville være problematisk at genoptrykke den i dag.

Hvordan skal vi forholde os til denne del af den lutherske tradition, som vedrører forholdet til andre kristne kirkesamfund og til andre religioner? Heldigvis står (næsten) ingen af disse bøger på præsternes eller andre kristnes hylder i Danmark i dag. Men spørgsmålet er, om denne tradition fra Den Lutherske Kirkes formative år stadig øver en eller anden indflydelse på vor måde at tænke, tale og handle på som lutheranere?

Igennem det 20. århundrede er Den Lutherske Kirke indgået i et økumenisk samarbejde med dem, som lutheranere i det 16. Århundrede kaldte gendøbere (frikirkerne), og sågar også med Den Katolske Kirke. Forholdet til jøderne har også ændret sig markant i positiv retning, især efter holocaust. Retorikken har ændret sig radikalt, og religionsteologien er heller ikke den sammen i dag mht. frikirker, den katolske kirke og jødedommen. Men det er som der ind imellem stadig hentes inspiration fra 1500-tallets bøger, når det gælder tyrkerne/muslimerne. Jeg fristes til at kigge efter på reolerne, om der stadig skulle gemme sig en prædikensamling eller en postil fra reformationstiden her og der.

Smidstrup Strand, onsdag, den 5. Maj 2010
Mogens S. Mogensen

Reklamer

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: