Dansk religionspolitik – udrensning, privatisering eller rummelighed?

Vi har i Danmark været vant til at diskutere kirkepolitik, og der kender vi udmærket de forskellige politiske partiers og kirkelige grupperingers holdninger. I disse år skal vi imidlertid vænne os til i højre grad også at skulle diskutere religionspolitik. Religionspolitik handler om, hvordan vi som samfund forholder os til religion og religioner.

I næsten 1000 år var Danmark – med få afgrænsede undtagelser – et monoreligiøst samfund. Alle borgere tilhørte den samme kirke, og en forudsætning for fuldt borgerskab var netop medlemskab af denne kirke. Dette forhold blev der først ændret grundlæggende på med indførelsen af grundloven i 1849, der for første gang indførte religionsfrihed i Danmark. I de næste godt 100 år var den religiøse pluralisme dog meget begrænset, ved siden af den dominerende evangelist-lutherske folkekirke, var der nogle få procent, som tilhørte andre kristne trossamfund. Det var i praksis indvandringen af muslimer fra slutningen af 1960’erme og senere også indvandringen af hinduer, buddhister mv., som gjorde Danmark til et egentligt multireligiøst samfund –

Denne situation har nødvendiggjort en debat om religionspolitik. Dog er det vel ofte sådan, at debatten i praksis kommer til at handle om islams plads i samfundet – ofte med udgangspunkt i en angst for islam.

Der er vel ingen, som i dag kan få sig til at argumentere for det religionspolitiske synspunkt, som Mogens Glistrup anlagde, da han plæderede for et muhammedanerfrit Danmark – altså en eller anden form for ”udrensning” af muslimer (og andre ikke-kristne religiøse grupper).

En anden måde at få islam ud af det offentlige rum på er ved på sekularistisk vis at insistere på, at religion (læs: islam) udelukkende hører til i privatlivet. Derfor argumenteres der for, at der ikke skal tages hensyn til muslimer i det offentlige rum (fx mht. halal-kød, eller separate badefaciliteter), lige som muslimske symboler søges forbudt i det offentlige rum, som fx burka, slør og minareter. Problemet med denne privatiseringsmodel er, at den i et retssamfund må gælde alle religioner. Det betyder, at fx kristne religiøse symboler sandsynligvis også efterhånden vil blive presset ud af det offentlige rum, lige som det kan være svært at argumentere for, at folkeskolerne skal tage hensyn til konfirmandundervisningen.

For nogle vil spørgsmålet være, hvilken religionspolitik der bedst sikrer den evangelisk-lutherske folkekirke den plads i samfundet, som den har i dag. Den sekularistiske privatiseringsmodel vil på langt sigt også underminere folkekirkens plads i det offentlige rum. Hvis man derimod valgte at føre en rummelig religionspolitik, hvor der også gives plads til de andre religioner i det offentlige rum, så vil det ikke blive problematisk, at vi har en folkekirke og en evangelisk luthersk kristendom, som gennemsyrer det offentlige rum og tilmed har en nær forbindelse med statsmagten.

Den udrensende religionspolitik hører hjemme i totalitære regimer som fx Maos Kina. Vi har heller ikke i Danmark tradition for en sekularistisk privatiseringsmodel, som vi kender den fra Frankrig. Derimod svarer den rummelig religionspolitiske model til vore stærke frihedstraditioner i Danmark med frihed for Loke såvel som for Thor.

Christiansfeld, torsdag, den 20. maj 2010
Mogens S. Mogensen

Reklamer

  1. #1 by disciple on 21. maj 2010 - 00:02

    Mogens S.Mogensen

    Citat :
    Problemet med denne privatiseringsmodel er, at den i et retssamfund må gælde alle religioner. Det betyder, at fx kristne religiøse symboler sandsynligvis også efterhånden vil blive presset ud af det offentlige rum, lige som det kan være svært at argumentere for, at folkeskolerne skal tage hensyn til konfirmandundervisningen.
    Citat slut.

    Kommentar:
    Jamen, der er da ingen kristne som forlanger særregler i det offentlige rum sådan som muslimer gør. Heller ikke jøderne forlanger specielle hensyn i det offentlige rum og heller ikke katolikker eller andre.
    Det er også kun muslimer, som kræver hensyntagen i det offentlige rum omkring deres udøvelse eller beklædning.
    Det er kun muslimer, som stiller krav til samfundet, hvor de egentlig kom som gæster i 1 omgang, men som efterhånden blev fast inventar:

    Det er jo slet ikke normalt, at Folkekirken er synlig i det offentlige rum, udover kirkebygningerne og klokkeringning ser man ikke meget til Folkekirken.

    Og vi andre, som ikke er medlemmer i Folkekirken, forlanger ikke særhensyn eller får vore omkostninger betalt af staten, dem sørger vi selv for at indsamle samtidig med at vi lønner missionærer over hele jorden.

    Vi kræver ikke andet end normal respekt som alle andre dødelige mennesker og vore gerninger bliver udført i stilhed, men alligevel med stor styrke, fordi Kristus har gjort sit værk i os, da vi kom til tro.

    Og lad mig så lige korrigere dig: DK er IKKE et multireligiøst samfund

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 21. maj 2010 - 07:55

    @For det første har vi jo endnu ikke indført den sekularistiske privatiseringsmodel, som man har I Frankrig (vi følger heldigvis fortsat hovedsageligt den danske rummelighedsmodel). Det vil sige, at de fleste skoler tager hensyn til konfirmandundervisningen, og at vi må bære kors, og muslimer må bære slør – og at vi i det hele taget forsøger at vise hensyn til hinandens religion, så vidt det lader sig gøre uden at begrænse andres frihed.
    For det andet: Folkekirkens synlighed i det offentlige rum. Her er jeg helt uenig med dig. Jeg oplever Folkekirken som endda meget synlig i det offentlige rum og er meget glad for denne synlighed. Ikke blot igennem kirkebygninger og klokkeringning, men også gennem statsopkrævet medlemsbidrag, brug af folkekirken i forbindelse med offentlige begivenheder (fx efter tsunamien), feltpræster, hospitalspræster, kirke-skolesamarbejde og mege mere godt.
    For det tredje er der spørgsmålet, om DK er et multireligiøst samfund. Det er et faktum, at Danmark har været et monoreligiøst samfund tidligere. Det er også et faktum, at der optræder en mangfoldighed af ikke-kristne religioner i Danmark i dag i modsætning til vor 50 år siden. Ikke bare jøder, men også hinduer, buddhister, asa-troende, muslimer osv. Hvor mange religioner eller procent af befolkningen der skal til, før vi må bruge ordet multireligiøst kan naturligvis diskutteres. Jeg hører meget gerne på din definition.
    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by keh on 21. maj 2010 - 18:07

    Kære Mogens Mogensen!
    Du skriver: “ofte med udgangspunkt i en angst for islam”
    Med ordet angst er der så lagt den underforståede præmis ind, at det er en uoplyst, usikker frygt. Man (danske politikere, dansk offentlighed – alm. gammeldanskere?) véd ikke nok om islam. Derfor er det angst – den frygt, som er uden grund.
    Men efterhånden er der en del, som ikke er helt uvidende, og en del, som har erfaringer med islam i det offentlige rum. Derfor er der sine steder en velbegrundet frygt for situationen: dansk tradition for religiøs rummelighed og åndsfrihed over for muslimsk tradition hos vore indvandrere, og under pres fra den voksende islamisering.
    Eks.: Rummeligheden giver selvfølgeligt plads for en shiamuslimsk stormoske i København. Den skal så finansieres via iranske midler, og kan dermed blive en bastion for politisk propaganda for et totalitært styre.
    Den naturlige opmærksomhed – og modsigelse, et frit samfund ville udøve over for den slags propaganda, kan vanskeliggøres, fordi den kan dække sig ind under religiøs “krænkethed” og påstanden om, at det danske samfund lider af “angst” for islam.
    Rummeligheden må forsvares ikke bare mod traditionel smålighed og den påståede frygt for “noget, der bare er fremmed” – den må forsvares over for en religiøs-politisk ideologi, som ikke mindst intimiderer muslimer, og som vist ser den danske tradition for rummelighed som et tegn på svaghed.
    Det er en ny situation.
    Med brug for mere end påstanden om, at skepsis over for islamismens krav om “religiøs respekt” bare skyldes “angst for islam”

    Vh
    Karen

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 21. maj 2010 - 21:43

    @Karen: Jeg har ikke haft til hensigt at skrive, at angsten var ubegrundet, blot at der i befolkningen er en angst eller frygt for islam. Om angsten/frygten er begrundet eller ej, er ikke emnet her. Jeg forsøger at forholde mig principielt til, hvilke religionspolitiske modeller man kan tage udgangspunkt i, og ser her den sekularistiske privatiseringsmodel som den ene mulighed og rummelighedsmodellen som den anden. Og så mener jeg, at rummelighedsmodellen er mest i overensstemmelse med dansk tradition. Derefter følger naturligvis spørgsmålet om grænser for rummeligheden, som jeg ikke i denne blog har taget op.
    Vh Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: