Det besværlige demokrati – og Porvoo

Demokrati kan være en meget besværlig ordning, især når man oplever, at de demokratiske beslutninger går én imod. Det kan da på godt nordjysk være ualmindeligt ”træls”, hvis man sidder i en demokratisk valgt bestyrelse, som træffer en beslutning, som man selv er inderligt imod. Enten må man finde sig i beslutningen, eller også må man argumentere for at få bestyrelsens medlemmer til at ændre deres beslutning, og lykkes det ikke, så man altså leve med beslutningen.

På samme måde kan det være ”træls” at skulle leve med love, vedtaget af folketinget, som er én inderligt imod. Et flertal i folketinget vedtager en lov og på basis heraf udarbejdes der en bekendtgørelse og efter det haver alle sig at rette, sågar ministre og folketingsmedlemmer. Hvis man af en eller anden grund er utilfreds med de demokratisk vedtagne love, så må altså man gå den tunge gang og forsøge at lave lovene om. Ellers må man på god demokratisk vis acceptere lovene, som de er.

Folketinget vedtog i 1989 en lov, på baggrund af hvilken der blev udarbejdet en bekendtgørelse om etableringen af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Heri gives dette demokratisk valgte råd med repræsentanter for alle folkekirkens ti stifter bemyndigelse til at ” tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer”. Sidste år vedtog rådet så at melde folkekirken ind i Porvoo-fællesskabet. Et af medlemmerne af det nyvalgt råd var imod denne beslutning og forsøgte på god demokratisk vis at få rådet til at omgøre sin beslutning, hvilket ikke lykkedes. Så skulle den historie ikke være længere. Men det er den desværre.

Peder Nørgaard-Højen, som indtil valget af et nyt råd i år var medlem af rådets teologiske arbejdsgruppe, har henvendt sig til Folketingets Kirkeudvalg med spørgsmålet om, hvorvidt Folkekirkens Mellemkirkelige Råd kan indmelde Folkekirken i Porvoo-fællesskabet ”uden inddragelse af lovgivningsmagten”. Man skal imidlertid ikke være jurist – men blot kunne læse indenad – for at vide, at det har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd selvfølgelig bemyndigelse til!

I den dokumentation, Nørgaard-Højen har vedlagt sit brev til formanden for kirkeudvalget, Britta Schall Holberg, argumenter han bl.a. for, at en indmeldelse i Porvoo-fællesskabet er i modstrid med folkekirkens lutherske læregrundlag. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at rådet inden beslutningen om indmeldelse i Porvoo-fællesskabet forespurgte folkekirkens øverste teologiske tilsynsmyndighed, nemlig folkekirkens biskopper, om en indmeldelse ville bringe folkekirken på kant med sit læregrundlag. Biskopperne svarede enstemmigt, at der ikke var læremæssige problemer ved en tilslutning til Porvoo-fællesskabet.

Ud fra dagsordenen for kirkeudvalgets møde forleden får man det indtryk, at kirkeudvalget ønsker at afholde et møde om folkekirkens tilslutning til Porvoo-fællesskabet. Da der sikkert er medlemmer af kirkeudvalget, som har brug for at blive oplyst om, hvad Porvoo-fællesskabet drejer sig om, kan det give god mening at holde et oplysende møde om dette emne.

Men inden politikerne fristes til at gå videre end dertil, så kunne det være betimeligt også at oplyse dem om, at de faktisk på god demokratisk vis har givet Folkekirkens Mellemkirkelig Råd bemyndigelse til at melde Folkekirken ind og ud af internationale organisationer. Politikere kan naturligvis  forsøge at ændre lov og bekendtgørelse og fx overføre bemyndigelsen til at melde folkekirken ind i og ud af internationale organisationer til folketinget eller ministeren. Det ville imidlertid for det første være en markant statskirkelig markering, og for det andet ville det ikke se kønt ud, hvis man blot ændrede lov og bekendtgørelse, fordi et demokratisk valgt organ havde truffet en beslutning, som man ikke syntes om.

Det ville måske også være betimeligt at minde politikerne om, at det ifl. det folkekirkelige ordning er biskopperne og ikke politikerne, som er teologisk tilsynsmyndighed. Hvis det utænkelige skulle ske, og politikerne underkendte biskoppernes læremæssige afgørelse, så kunne man befrygte, at biskopperne ville agere lige som biskop Hvas sagde, at han ville have gjort, hvis retten havde underkendt hans teologiske tilsynsvurdering i forhold til Snedsted-præsten. I så tilfælde ville han have nedlagt sit bispeembede.

Uanset hvor besværligt demokratiet kan være, så er det nok stadig den mindst ringe styreform, vi kan forestille os, også i de situationer, hvor de demokratiske beslutninger går nogen af os imod.

Christiansfeld, tirsdag, den 8. juni 2010
Mogens S. Mogensen

Reklamer

,

  1. #1 by Ulla Jensen on 8. juni 2010 - 20:51

    Jeg tror, at Mogens Mogensen har misforstået noget. Folkekirken er en del af det danske demokrati, og derfor er vores Folketing naturligvis højeste instans for Folkekirken. Folketinget har så overladt den daglige administration til kirkeministeren, men det ændrer ikke ved, at – som Hørup sagde – at ingen er over eller ved siden af Folketinget. På det lokale plan er det naturligvis menighedsrådene, der har magten, men de deler den med de lokale kommunalbestyrelser, som fastsætter kirkeskatterne. Biskopperne? De fører opsyn med præsterne, og intet andet.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 8. juni 2010 - 22:03

    @Ulla Jensen: Du har naturligvis ret i, at som den statskirke folkekirken i praksis er, så er fungerer folketinget som synode for folkekirken og giver derfor love for folkekirken. Og du har naturligvis også ret i, at den daglige administration varetages af kirkeminister og ministerium. Så vidt så godt.

    Folketinget kan naturligvis vedtage nye love (som jeg også skriver i indlægget) fx. om folkekirkens mellemkirkelige forhold, men gør de ikke det, er selv politikerne nødt til at følge de gamle love, som de selv har vedtaget, og det vil i dette tilfælde sige, at respektere, at bemyndigelsen til at melde folkekirken ind i og ud af internationale organisationer er overdraget til Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Det er jo heldigvis ikke en bananrepublik, vi lever i, men en demokratisk retsstat, hvor alle skal følge landets love.

    For øvrigt er det en sandhed med modifikationer, at der ikke er nogen over folketinget. Grundloven er over folketinget, og en lov vedtaget af folketinget kan endda kendes ugyldig af højesteret, hvis den strider mod grundloven.

    Og så en misforståelse angående fastsættelse af kirkeskatten. Kommunalbestyrelsen har if. loven absolut ingen indflydelse på fastsættelsen af kirkeskatten, selvom mange borgmestre tror det forholder sig sådan.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: