Lad os kippe med flaget – for åndsfriheden!

Mens vi i går kunne fejre Valdemarsdagen og kippe med vort flag, som ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland for snart 800 år siden, blev idyllen anfægtet af advarsler fra juridiske professorer, som stiller spørgsmålstegn ved, om vi egentlig fortsat kan have et kors i vort flag. En menneskerettighedsdomstols dom om forbud mod kors i offentlige skoler i Italien, kan måske betyde, at officiel flagning med et korsbanner vil kunne tolkes som en utilstedelig religiøs manifestation.

Da Anders Fogh Rasmussen, mens han endnu var statsminister, udtalte, at ”det ville tjene mange gode formål i det danske samfund, hvis det offentlige rum var befriet for religiøse manifestationer”, havde han nok ikke det danske flag i tankerne.  Når Dansk Folkeparti igen og igen forsøger at få religiøse beklædningsgenstande som burka, niqab og hijab forbudt i en række offentlige sammenhænge, har man sikkert heller ikke tænkt på, at flaget kunne opfattes som et religiøst symbol. Når politikere har talt for at forbyde minareter, der som religiøse symboler rager op i bybilledet, har de sikkert ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at nogen kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved betimeligheden i fra officielle flagstænger at flage med vort korsbanner.

Disse og mange lignende udtalelser og forslag fra politikere er på den ene side udtryk for den værdipolitiske holdning, at islams indflydelse skal begrænses i det kristne danske samfund. Men set i et mere overordnet perspektiv er de udtryk for en hårdere og hårdere sekularisme, der har til formål at få religion ud af det offentlige rum. Da der ikke må diskrimineres i et demokratisk retssamfund som det danske, vil en sådan sekularistisk holdning til religion naturligvis også ramme kristendommen, uanset hvor meget kristendommen kan siges at have vundet hævd som en del af Danmarks kultur. I praksis vil det i længde være umuligt – som nogle politikere forsøger at praktisere det – at anlægge en strengt sekularistisk holdning i forhold til islams tilstedeværelse i samfundet og en traditionel holdning til kirke og kristendom, hvor kirke og kristendom – efter den konstantinske kristenhedsmodel – dominerer det offentlige rum.

Det er muligt at ovennævnte værdipolitikere ville slå syv kors for sig, ifald de læste dette blog-indlæg – men måske skulle de i sekularismens hellige navn finde en mindre religiøs måde at udtrykke deres afstandtagen på. Det lyder helt absurd i disse værdipolitikeres ører – og også i mine ører – at der skulle være problemer med korset i dannebrog, eller korset i passet, eller korset om halsen på en lærer i folkeskolen, men hvis man med sekualristiske argumenter går meget langt fra at udelukke andre religioners symboler i det offentlige rum, så åbner vi os selv for en kritik af kristne symboler i det offentlige rum.

Ifølge kristendommens selvforståelse hører kirke og kristendom imidertid hjemme i det offentlige rum, og en kirke, som trækker sig tilbage fra det offentlige rum for udelukkende at udfolde sig i privatsfæren, forråder evangeliet. Når kristendommen må have plads i det offentlige rum, så må vi naturligvis også give plads for andre religioner, og i begge tilfælde inden for lovens grænser. Der må være frihed for Loke såvel som for Thor. Derfor er der i dag al mulig grund til at kippe med flaget – vort korsbanner, vi må være stolte over – for åndsfriheden i det danske samfund.

Århus, onsdag, den 16. juni 2010
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Ricardt Riis on 16. juni 2010 - 15:31

    Så vidt jeg kan se, mangler du en skelnen mellem “det offentlige rum” og “det offentlige”. Så snart man er opmærksom på, at enhver i det offentlige rum må bære sine religiøse symboler frit og uden indskrænkning, men at det offentlige udadtil altid må fremtræde religiøst neutralt, falder tingene på plads.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 16. juni 2010 - 19:07

    @Ricardt Riis: Du har ret i, at der er to problemstillinger involveret her, nemlig religion relateret til det offentlige og religion relateret til det offentlige rum, men i sekularismens optik hænger de to dog sammen. For sekularister skal religion både ud af det offentlige rum og det skal skilles helt fra det offentlige. Først det offentlige rum, hvor du siger, at “at enhver i det offentlige rum må bære sine religiøse symboler frit og uden indskrænkning”. Det kan jeg være helt enig med dig i, men fra sekularistisk hold er denne holdning under voldsomt angreb i disse år, i første omgang retter angrebene sig mod muslimer, men i anden omgang rammer det også kristne – naturligvis. Så det offentlige, hvor du siger, at “det offentlige udadtil altid må fremtræde religiøst neutralt”. Hvad det vil sige, er et meget stort og kompliceret spørgsmål. For sekularister vil målet altid være, at det offentlige, offentlige repræsentanter, offentlige institutioner skal renses for det religiøse, og det var vel derfor denne moder i Italien insisterede på at få kors fjernet fra skolen. Men det standser naturligvis ikke her. Skal man fortsætte denne logik så må fadervor ud af skolen, det samme salmesang. Og her hjælper argumentet, at fadervor og salmesang ikke er religion, men kultur ikke. Fadervor er en bøn til vor og vor Herre Jesu far. Salmer er ofte også udformet som bønner til Gud. Kristendom og kirke er (naturligvis) vævet ind i det offentlige på talrige andre måder, der gør det umuligt at hævde, at det offentlige er religiøst neutralt, og langt mindre, at det offentlige ikke er bundet op på kristendommen. I begge tilfælde – både mht. det offentlige rum og det offentlige bliver resultatet det samme, hvis vi følger sekularisternes logik (og dem der tankeløst forsøger at fjerne islam fra det offentlige rum og fra det offentlige): kristendom (og anden religion) bliver renset ud. – For god ordens skyld skal jeg understrege, at jeg ikke er tilhænger af sekularismens syn på religion og religionens plads i det offentlige rum eller tilknytning til det offentlige (se min holdning til religionspolitik i dette blog-indlæg: http://mogensen.eftertanke.dk/2010/05/20/dansk-religionspolitik/).
    Vh Mogens

  3. #3 by keh on 23. juni 2010 - 16:23

    Lige hjemkommen fra et solrigt land, der også har et kors i sit nationalsymbol (GR) læser jeg igen med interesse dit forsvar for religionens plads i det offentlige rum. Og igen er din argumentation, at hvis ikke vi i Danmark “gør plads for” islamiske symboler (og vel også manifestationer?), så er vi logisk på vej til at acceptere en (religiøs!) sekularisme, som vil betyde at vi ikke kan forsvare symboler med halvandet årtusinds hævd i Danmark. Dannebrog vil så kunne bandlyses, og helt klart ville hun stå til afsked, hende den omsorgsfulde stewardesse i flyet hjem, der bar sit dåbskors helt åbenlyst sammen med uniformen. Det virkede naturligt efter badestrandene i Grækenland, hvor de fleste græske mænd, viser deres dåbskors frem:-)
    Men din argumentation halter, som jeg ser det.
    Viser stewardessen med et lille guldkors, at hun er kristen – så skal en muslimsk stewardesse også have ret til at skjule både mund og øjne for dem, hun skal vise omsorg for?
    Eller: Hvis landets kirkeklokker fortsat skal kunne ringe stilfærdigt søndag morgen – så skal vi acceptere råb fra minareterne fem gange i døgnet med en lydstyrke, der vil være til evig diskussion.
    At noget holdes “inden for lovens grænser” kræver at alle respekterer love vedtaget af mennesker på demokratisk vis. Der findes religion, som foragter sådanne love.
    For mig at se halter argumentationen, fordi netop åndsfriheden og den utvungne, demokratiske samtale om lovene har deres baggrund i kristendommens opfattelse af ånd og menneskeværd.
    Den totale ligestilling af religiøse symboler og manifestationer ville afskaffe den åndsfrihed, som du tager udgangspunkt i. Skal den forsvares, bliver det nødvendig at tillade nogle symboler i offentlig sammenhæng og forbyde andre – f.eks. burka.
    Altså, modsætningen til den totale sekularisme er åndsfrihed; men vil vi beholde den, kan vil ikke i dens navn stille alle religiøse manifestationer lige. Så alternativet til sekularisme er ikke ligestilling af ethvert symbol – og det er risikabelt at stille det op som et nødvendigt alternativ.
    Vh
    Karen

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 23. juni 2010 - 22:25

    @Karen: Jeg vil gerne prøve at forstå din tankegang og må derfor spørge, hvilke religiøse symboler der skal forbydes med den begrundelse at de symboliserer religioner, som foragter lovene i samfundet? Du foreslår at forbyde det religiøse symbol, som burkaen er. Jeg kan forestille mig mange gode grunde til i forskellige offentlige sammenhænge at forbyde den form for næsten total tildækning, som burkaen er et eksempel på, men den legitime begrundelse (set fra mit synspunkt) vil ikke være, at det er et religiøst symbol ( fx at den er set symbol på en religion, som ikke anerkender vore love), men at vi som samfund (fx af sikkerhedsmæssige grunde, eller fordi det forhindrer identifikation) ikke kan anerkende en næsten total tildækning i visse offentlige sammenhænge. Skulle man forbyde alle de organisationers symboler, som ikke anerkender vore love og vort demokrati, så skulle man også forbyde alle det danske nazistpartis symboler. Og Hells Angels karakter kunne også retfærdiggøre, at man forbød HA symboler, ud fra samme tankegang.
    Venlig hilsen
    Mogens

  5. #5 by keh on 23. juni 2010 - 23:28

    Hvad angår burkaen, så er den, så vidt jeg ser det, et religiøst symbol, der postulerer en form for apartheid: Enten tvungen eller frivillig markering af en værdimæssig afstand: Det ikke at ville/måtte vise sit ansigt over for den, man taler med eller har at gøre med – begrundet i, at Allah’s lov står over samfundets lov om ligestilling. Mellem mænd og kvinder og – ikke mindst- mellem muslimer og ikke-muslimer.
    Hvad angår nazi-symboler og HA-symboler er de også på kanten (andre lande forbyder nazi-partier).
    Åndsfriheden ville også komme på en hård prøve, hvis hagekors-symboler optrådte mange steder, og ind imellem kombineredes med forsøg på at kvæle andres ret til at modsige dem.
    Men ingen vil nu fortænke mig i at afvise et hagekors – afviser jeg burkaen, mistænkes jeg for at støtte DF, mangle respekt for islam o.s.v.
    Åndsfriheden er værd at kippe med flaget for, så længe den også strækker til at forsvare islam-kritikere, men det kræver mere mod.
    I fodboldsammenhæng blev der påpeget en dobbeltmoral i, at kristne symboler skal forbydes på banen – men muslimske kvinder kan spille med tørklæde. (KD 22.06)
    Et tankevækkende argument fra Lars Berendt var i den sammenhæng: “Tænk hvilket ramaskrig, der ville blive, hvis vi forbød tørklæderne!”
    Det, jeg frygter, er at ramaskriget kvæler åndsfriheden.
    Derfor tror jeg ikke, du har ret i, at vi som kristne er nødt til at acceptere alt, hvad vi får at vide, at islam kræver, hvis vi fortsat vil kunne være kristne, også offentligt, i Danmark. Det er nu, at åndsfriheden skal forsvares ved ikke blindt at “give plads for islam”.
    Vh
    Karen

  6. #6 by Mogens S. Mogensen on 24. juni 2010 - 07:46

    @Karen: Nej, jeg mener ikke, at vi som kristne er nødet til at acceptere alt, hvad vi får at vide, at islam kræver, hvis vi fortsat vil kunne være kristne, også offentligt.
    Nej, jeg mener ikke, at der er ok i fodbold at tillade islamiske symboler og så forbyde kristne symboler.
    Nej, jeg mener ikke, at muslimer skal have lov til at TVINGE børn eller voksne til at gå med burka.
    Nej, jeg er ikke imod islamkritikeres ret til at angribe islam.
    Ja, jeg mener, at vi i åndsfrihedens navn må acceptere religiøse SYMBOLER i det offentlige rum, med mindre disse symboler indebærer lovovertrædelser eller opfordringer til samme.
    Sådan er min forståelse af åndsfrihed.
    Vh Mogens

  7. #7 by keh on 24. juni 2010 - 10:36

    Det er ikke fordi, jeg ikke kan høre, når en meningsudveksling er afsluttet – men alligevel er jeg skuffet. Fordi jeg har tillid til din erfaring og dømmekraft.
    Du forholder dig ikke til det, jeg ser som problemet.
    Du skriver: Giv plads for islam i det offentlige rum… ellers vil vi selv miste retten til kristen tilstedeværelse i dette rum (efter 1500år!). Dette er åndsfrihed – og værd at være stolte over.
    Forstår jeg dig ret?
    Min indvending: Den logik, som vil fratage os retten er ikke åndsfrihed, men frygtsom vigen for “ramaskriget” og dets krav om tolerance – også over for intolerancen. Dermed også manglende støtte til muslimer, som ønsker at leve uden tvang og overvågen.
    Er det kun loven, der (indtil den underkendes af EU-instanser), evt. kan forsvare åndsfrihedens fortsatte eksistens?
    Så er vi efter min mening hjælpeløse over for islamismens taktik i Europa.
    Du har i rigtig mange blogs forsvaret muslimer, smukt – men du forsvarer de facto også islam som sådan.
    Det tror jeg bekymrer mange, som ser islams stærke magt over muslimer og ser islam som en voksende (voldelig) ideologi, der trives under Europas tradition for religionsfrihed – og dets postkoloniale traumer.
    Har du skrevet en blog, der forsvarer kristendom mod islams trang til dominans??
    Venlig hilsen
    Karen
    (som skriver på en prædiken om at elske sine fjender!!)

  8. #8 by Mogens S. Mogensen on 24. juni 2010 - 13:01

    @Karen: OK, så lad mig prøve at forholde mig til dit konkrete spørgsmål. Ja, du forstår mig ret. Hvis vi som kristne på sekularistisk vis forsøger at lukke islam ude af det offentlige rum (ved fx at forbyde tørklæder eller burkaer specifikt fordi de er religiøse symboler på islam), så vil denne holdning ramme os (kristne) selv i nakken som en boomerang. Se blot, hvordan ateisterne forsøger at fortrænge religion fra det offentlige rum, og altså også kristendom). Hvis vi ikke giver rimelig plads til anderledes troende, så underminerer vi vor egen basis for at være til stede som kristne i det offentlige rum. Hvis vi fx giver sekularisterne ret i, at vi skal have islamiske symboler ud af det offentlige rum, så bliver det svært for os at argumentere effektivt for, at vor religions godt må være i det offentlige rum. At jeg ønsker at give islam plads i det offentlige rum, betyder ikke at jeg vil støtte det, islam står for. Men jeg vil forkynde kristendom for muslimer og kritisere muslimer, når de opfører sig på en måde, som undertrykker andre muslimers friheder og rettigheder (fx til at konvertere) og ikke-muslimers rettigheder. Og jeg vil insistere på, at også muslimer skal overholde dette samfunds love. Jvf. det kendte demokratiske udsagn: Jeg er ikke enig med dig, men jeg vil kæmpe for din ret til at udtrykke dit synspunkt.
    Nej, det er ikke kun loven, der kan forsvare åndsfrihedens fortsatte eksistens, men for mig som kristen at se – forkyndelsen af det evangeliske budskab som sætter mennesker i frihed og som indebærer ikke tvang men åndsfrihed. Åndsfriheden værnes desuden ved at udvikle og værne om en demokratisk kultur, som ganske rigtigt trues af ekstreme islamister. Når ekstreme islamister bryder loven, skal de straffes efter loven, og hvis islamistiske foreninger kvalificerer sig dertil, så skal naturligvis forbydes, og ellers skal de bekæmpes på god demokratisk vis med oplysning og argumenter, men ikke med tvang. Men vi styrker ikke demokratiet ved at bruge udemokatiske metoder i forsvaret af det.

    Om jeg har skrevet en blog, der forsvarer kristendom mod islams trang til dominans? Ja, selvfølgelig har jeg også i mine blogs givet udtryk for forsvar for kristendom mod islams trang til dominans. Jeg har fx gået i rette med muslimers manglende anderkendelse af retten til konversion, jeg har gået i rette med kristnes ret til at bygge kirker i Saudiarabien. Jeg har været missionær blandt muslimer i mange år i Nigeria og skrevet en PhD afhandling om muslimers konversion til kristendommen og den forfølgelse, som de i den forbindelse er blevet udsat for.

    Du er blevet skuffet, og det er jeg også. Hvad der skuffer mig, er at opleve, at et forsvar for muslimers rettigheder undertiden tolkes som om man tager islams parti mod kristendommen. For mig er kristendommen sandheden og ikke islam. Det er netop fordi jeg er kristen og ønsker at dele evangeliet med muslimer, at jeg ønsker at værne om muslimers legitime rettigheder og friheder i vort demokratiske retssamfund, så vi med god samvititighed og uden nogen tvang kan forkynde evangeliet for dem. Evangeliet kan som du ved kun modtages i frihed. Det er netop fordi jeg er kristen, at jeg mener, at vi må elske muslimer, også selvom nogle af dem opfører sig som fjender af os. Det er netop fordi jeg er kristen, at jeg ønsker at vi skal behandle muslimer, sådan som vi ønsker andre mennesker skal behandle os, og som vi ønsker at muslimer i muslimske lande skal behandle kristne.
    Venlig hilsen – og held og lykke med din prædiken om at elske vore fjender
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: