Ægteskab og kulturkamp – nationalt og globalt

I går blev rapporten udarbejdet af et udvalg nedsat af kirkeministeriet, ”Folkekirken og registreret partnerskab”,  offentliggjort, og dermed er debatten for alvor skudt i gang. Med sans for aktualiteten sætter DR2 i aften samtidig fokus på den mangfoldighed af samlivsformer, som praktiseres i Danmark i dag, og bidrager dermed til at perspektivere debatten.

Der er flere lag i den problemstilling. For det første er der spørgsmålet om, hvordan folk i praksis indretter sig mht. samlivsformer. Nogle lever sammen som mand og kvinde, andre lever i åbne forhold, andre lever i homoseksuelle relationer, andre i biseksuelle relationer osv.

For det andet er der spørgsmålet om, hvilke samlivsformer, samfundet tillader gennemlovgivningen. Tidligere var utugt og homoseksualitet forbudt, mens det i dag er tilladt.

For det tredje er der spørgsmålet om, hvilke samlivsformer der anerkendes af samfundet gennem en særlig lovgivning. Tidligere anerkendte samfundet kun ægteskabet mellem en mand og en kvinde og etablerede en lovgivning omkring det. I dag er der en lovgivning omkring registrerede partnerskaber mellem to kvinder eller to mænd.

For det fjerde er der spørgsmålet om, hvilke samlivsformer folkekirken anerkender, en anerkendelse som giver sig udtryk i et ritualer. Tidligere anerkendte folkekirken kun ægteskabet mellem en mand og en kvinde, men er nu på vej til at anerkende et kønsneutralt ægteskab mellem to af samme køn.

Disse fire spørgsmål påvirker naturligvis hinanden på mange forskellige måder i det danske samfund og indebærer en række konfliktmuligheder mellem forskellige sociale, kulturelle og kirkelige traditioner. Samtidig fører globaliseringen til, at udviklingen i Danmark interagerer med udviklingen i resten af verden, hvilket også indebærer en række konfliktmuligheder.

Samlivsforhold håndteres meget forskelligt i forskellige kulturer. I næsten alle kulturer anerkendes og understøttes med lov det monogame ægteskab mellem en mand og én kvinde.  Men derudover er der mindst tre forskellige traditioner for håndtering af samlivsspørgsmål.

For det første er der nogle kulturer, der kun anerkender kun det traditionelle monogame ægteskab. Det gælder det store flertal af traditionelle kristne kulturer, men også en række samfund, som ikke vedkender sig en kristen kulturarv, som fx Kina og Japan.

For det andet er der kulturer, der udover dette traditionelle monogame ægteskab også anerkender polygame ægteskaber. I muslimske samfund anerkendes ægteskaber mellem én mand og op til fire kvinder, mens en række afrikanske samfund anerkender ægteskaber mellem én mand og et ubegrænset antal kvinder.

For det tredje er kulturer, som ud over det traditionelle monogame ægteskab, også er på vej til at anerkende homofile parforhold som ægteskaber. Det gælder en række samfund i Amerika og Europa, som har en kristen kulturbaggrund, men i øvrigt er stærkt sekulariserede. Man kunne også forestille sig, at disse samfund efterhånden ville liberalisere lovgivningen yderligere, så også andre samlivsmønstre ville blive anerkendt (Se også M. K. Zeitzen, “Flerkoneri på dagsordenen“, Politiken 4. maj 2008).

Der er meget, der tyder på, at vi er på vej ind i en kulturkamp på dette område -med konflikter til følge på en række felter. Her og nu oplever vi i Danmark en konflikt mellem dem, der kun vil anerkende det traditionelle monogame ægteskab, og dem, der vil have det kønsneutrale homofile ægteskab anerkendt. På længere sigt må vi imidlertid forberede os på, at der også kan opstå krav om anerkendelse af andre ægteskabsformer, fx det polygame. Det kan ske, enten fordi de gammeldanskere, som praktiserer denne form for samliv, vil have den anerkendt. Eller fordi nydanskere, hvis religion eller kulturelle tradition anerkender polygame ægteskaber, vil arbejde for anerkendelse af polygame ægteskaber.

Konflikterne viser sig imidlertid også på det internationale plan. Det kommer bl.a. frem i en række konflikter mellem kirker i forskellige dele af verden. Tydeligst er det kommet frem i de alvorlige spændinger, som er opstået i den anglikanske kirke, hvor kirkerne i syd protesterer voldsomt mod, at kirker i nord anerkender homofilt samliv. Konflikten har imidlertid også ramt den lutherske kirkefamilie, Det Lutherske Verdensforbund, som folkekirken er medlem af. To af verdens største lutherske kirker, Mekane Yesus Kirken i Etiopien (“EECMY reaffirms rejection to same sex marriage“) og Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Tanzania (“Dodoma Statement“), truer med at afbryde samarbejdet med lutherske kirker i nord, som anerkender den homofile samlivsform.

I international politik – også international kirkepolitik – er det i praksis ofte magten, der sætter retten. I de seneste århundreder har vi i vesten som den selvfølgeligste ting i verden vænnet os til, at vi – som verdens mægtigste – også skulle sætte normerne for resten af verden. Både på det økonomisk-politiske og på det kirkelige område vil magtforholdene i dette århundrede ændre sig. Det vil naturligvis også komme til at påvirke den kulturkamp, som foregår på dette område, og også den konflikt, som udvikler sig mellem verdens kirker på dette område. Fx udgør kirkerne i den tredje verden i dag omkring to tredjedele af alle verdens kristne. Kristendommen er ikke længere (blot) den hvide mands religion.

Uanset hvilken holdning vi her i Vesten måtte have til spørgsmålet om en kristen forståelse af ægteskabet, så kan vi som kristne lige så godt først som sidst indstille os på, at vi i det mindste må begynde at lytte seriøst til de synspunkter og argumenter, som kirkerne i syd har. Samtidig må vi her i Vesten begynde at vænne os til som kristne, at kirken flere og flere steder kommer til at udgøre et mindretal af befolkningen, og at der ikke nødvendigvis altid fremover vil være overensstemmelse mellem samfundets og kirkens normer.

Århus, lørdag, den 18. september 2010
Mogens S. Mogensen