Religiøse bygninger og religion i det offentlige rum

Islamiske trossamfunds planer om at bygge egentlige moskeer og folkekirkens planer om at bygge kirker har i den senere tid ført til en offentlig debat om religiøse bygninger og religion i det offentlige rum.

Umiddelbart kunne man fristes til at spørge: Ja, men hvad er problemet? Vi bygger hoteller, banker, butikker, boligblokke osv. i det offentlige rum. Disse bygninger skal naturligvis leve op til byplaner og bygningsregulativer, og det skal moskéer, templer, synagoger og templer også.

Men så enkelt er det ikke, når det gælder religiøse bygninger i det offentlige rum i dag.  Det er ikke kun et spørgsmål om love, lovene udgør kun toppen af isbjerget. Lovenes udformning, fortolkning og administration udspringer af den kultur vi lever i.

Hvilken plads giver vi religion, og de forskellige religioner og deres bygninger i det offentlige rum i vores kultur? Det har at gøre med vore kulturelle værdier, som ikke bare kan sættes på en lov-formel. Det har at gøre med vore følelser. Og det enkelte lands kultur er i høj grad bestemt af den religion, som har været dominerende i mange århundreder.

Hvilken selvforståelse har religionen, når det gælder dens tilstedeværelse i det offentlige rum fx i form af religiøse bygninger? Historien viser, at næsten alle religioner har lagt stor vægt på at være meget synligt til stede i det offentlige rum med deres kirker, moskéer, templer, synagoger osv.

En religiøs bygning har mange formål. Det er et forsamlingshus, hvor religionens tilhængere kan samles og dyrke deres religion. Men det er ikke kun et forsamlingshus, for så kunne man lige så godt benytte sekulare mødelokaler. Nej, det er også et helligsted, ”a sacred space”, et område, der er skilt ud fra den sekulære ikke-religiøse verden. Men religiøse bygninger er samtidig også noget helt andet, enten de er tænkt sådan, eller de blot i praksis bliver opfattet sådan af omverdenen. Religiøse bygninger er symbolske bygninger, der markerer religionens plads i samfundet og i folks bevidsthed, de er en slags religiøse statements.

Historisk set har der i hvert samfund næsten altid været én og kun én dominerende religion, som har været samfundets eller folkets religion, den officielle religion. I den før-moderne tid har den religiøse arkitektur spillet en afgørende rolle i det offentlige rum. Templer, moskeer, kirker var helt centralt placeret i byerne og i landskabet, og de var ofte de største og de højeste og de dyreste og de smukkeste bygninger.

Samfundet lagde i praksis så store begrænsninger på andre religioner og deres bygningsmæssige tilstedeværelse, at de andre religioner og deres bygninger blev dømt helt forbudt, eller deres bygninger blev holdt ude af det offentlige rum, eller at der blev pålagt de andre religioners bygninger en lang række restriktioner i det offentlige rum, som et symbolsk udtryk for deres kun tålte tilstedeværelse i samfundet.

Det var således først med indførelsen af grundloven og dermed religionsfriheden og forsamlingsfriheden i 1849, at fx andre protestantiske kirkeretninger og katolikkerne i princippet frit kunne bygge deres kirker, for slet ikke at tale om ikke-kristne religiøse grupper. Undtagelsen var dog de fristæder, som af økonomiske grunde blev etableret  fra slutningen af 1600-tallet, nemlig i Fredericia, Altona, Glückstadt og Christiansfeld. Den første katolske kirke  i kongeriget Danmark efter reformationen blev således bygget i Fredericia i 1674 og i 1719 blev der samme sted bygget en reformet/huguento-kirke og en synagoge. For almindelige danskere blev det imidlertid så sent som i 1683 i Danske Lov slået fast, at man ikke måtte skifte til ikke-lutherske
religioner, og langt mindre bygge kirker og andre religiøse bygninger.

I de fleste lande i verden, og det gælder også i Danmark, lever vi i disse årtier stadig i en overgangsperiode, med forskellige strømninger, der krydser hinanden:
•    Oplysningstidens ideer indebar et stærkt pres i retning af religionsfrihed og dermed også frihed til at bygge de religiøse bygninger, som man ønskede.
•    Globaliseringen har medført at flere og flere samfund bliver multireligiøse, og dermed opstår presset for tilladelse til at bygge religiøse bygninger for de religiøse mindretal.
•    Globaliseringen har imidlertid også bragt en nationalistisk modbevægelse, som ud fra en forståelse af den dominerende religion som garant for den nationale kultur, søger at begrænse de fremmede religioners og dermed også deres religiøse bygningers plads i det offentlige rum.
•    Sekularisering indebærer et pres både mod samfundets dominerende religion og samfundets minoritetsreligioner i retning af, at religiøse bygninger ikke skal fylde så meget i det offentlige rum.

Et er hvad loven siger mht. religiøse bygninger, noget andet er, hvordan religiøse bygninger opfattes af myndigheder og almindelige mennesker i den konkrete kultur. Her har de religiøse trossamfund en vigtig opgave selv at besinde sig på og derefter også gå i dialog med omverdenen fx  kirkens og moskéens formål, funktion, dens bidrag til det omgivne samfund og dens symbolske betydning i sekulariseret, postmoderne multireligiøst samfund.

Samtidig er det også vigtigt at myndigheder og befolkning husker på, at religionsfrihed ikke kun indebærer retten til i sit hjerte at tro, hvad man vil, og at forrette sin gudsdyrkelse under private former, men også til offentligt at praktisere sin religion, og derfor også til at bygge helligsteder, hvor man kan dyrke sin religion.

På en åben studiedag fredag den 20. oktober  i forbindelse med Kristent Muslimsk Samtaleforums lederkonference i København blev der taget hul på denne debat med udgangspunkt i planerne om byggeri af moskeer på Amager og på Nørrebro og kirkebyggeri i Sydhavnen. Fælles for alle tre byggeprojekter var, at man ønskede, at de religiøse bygninger og aktiviteter i dem skulle være præget af åbenhed og gennemsigtighed, og at de skulle bidrage positivt til udviklingen i det omgivende samfund. Det bliver spændende at se, hvordan disse byggeprojekter realiseres, og hvordan de bliver modtaget i deres lokalsamfund.

Christiansfeld, søndag den 31. oktober 2010
Mogens S. Mogensen

Advertisements

  1. #1 by Mark Pedersen on 1. november 2010 - 16:43

    Personligt mener jeg da også at man godt kan bygge moskeer i DK (naturligvis stadig under hensyntagen til lokalplanen, som altid), men jeg nægter at hidse mig op og råbe og skrige om menneskerettighedskrænkelser, racisme, osv, så længe kristne forfølges på den måde de gør i de muslimske lande.

    Hvad er bedst? At være kristen i “Arabien”, eller muslim i Danmark? Jeg stoler på at du har nok indsigt, trods alt, til at kende svaret.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 1. november 2010 - 23:49

    @Mark Pedersen: “Hvad er bedst? At være kristen i “Arabien”, eller muslim i Danmark?” – Svaret er: muslim i Danmark. – Men vi skulle i Danmark nødigt synke helt ned på det niveau, som man er på fx i Saudi Arabien, når det gælder behandlingen af kristne minoriteter.
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: