En forklaring på det folkekirkelige paradoks?

For mange udlændinge – og vel egentlig også for os danskere – er det svært at forstå, at folkekirken måske har to verdensrekorder samtidigt, nemlig omkring 82% af befolkningen som medlemmer, men kun ca. 2 % af befolkningen som kirkegængere på en given søndag. Jeg vil ikke hævde at have nogen plausibel forklaring på dette folkekirkelige paradoks, men en af de bedste forklaringer har jeg fået, mens jeg har læst Ina Rosens afhandling med den meget tankevækkende titel, ”I’m a believer – but I’ll be damned if I’m religious” (Lunds Universitet 2009).

Bogens undertitel afslører, hvad det drejer sig om, nemlig ”Belief and religion in the Greater Copenhagen Area – A Focus group study”. Ina Rosen har gennemført 12 fokusgruppe samtaler med ganske almindelige mennesker i Københavns-området. Det er der kommet en meget spændende bog ud af, en bog, der giver nye indsigter i danskeres forhold til religion og tro. En række undersøgelser har vist, at ¾ af danskerne siger, at de har en tro, men hvad tror de på, og hvordan tror de?

Ina Rosens undersøgelse afdækker fem forskellige kategorier af ”religion” i folks daglige tale. (1) Tro forstået som personlige følelser og refleksioner i folks indre bearbejdet kongnitivt på basis af livserfaringer. (2) Rutiniseret religion, som refererer til det, der er knyttet til kirken eller andre religiøse institutioner. (3) Praksisser, som er knyttet til rutiniseret religion, som fx altergang, som er fjernt fra de fleste, eller bøn og meditation, som er mere udbredt. (4) Traditioner er praksisser, som egentlig har deres oprindelse i religiøse institutioner, men som forstås og bruges på en måde,d er er tømt for religiøst indhold, for dem, der følger dem. Traditionernes funktion er ikke religiøs, men at beekræfte det sociale liv og den fælles arv. (5) religion som arv har ikke noget religiøst indhold men er et udtryk for en fælles religio-kulturel hos et folk, hvis arv er en bestemt kirke eller religiøs tradition.

Ina Rosen skelner mellem ”packed religion” (hvor man køber hele pakken) og ”unpacket religion” (hvor man forholder sig selektivt til pakkens indhold). ”Packed religion”, der  indebærer at religionens værdier, normer, dogmer, praksisser, traditioner og institutioner hænger sammen omkring en bestemt kerne og har stor indflydelse på folks individuelle liv, findes i samfund, hvor der er et stort overlap mellem fx kirke og folk og samfund. Altså et typisk kristendhedssamfund. I et samfund, hvor religion er blevet privatiseret og trosforestillinger personlige, forsvinder religionen ikke, men den bliver diffus og individualiseret. Altså fx et et post-kristenhedssamfund, som det danske samfund i dag. De fleste menneskers religiøsitet er altså i endnu højere grad flyttet fra den offentlige sfære, hvor de religiøse institutioner med deres rutinerede religion og dertil hørende religiøse praksisser hører hjemme, ind i den individuelle privatsfære.

Danskere har en personligt udformet tro, hvor de låner de elementer fra kirken eller andre religiøse institutioner, som de så bruger på deres måde, i overensstemmelse med deres tolkning og behov. Men den autoriserede rutiniserede religion med dens dertil hørende praksisser (fx Folkekirken og dens ritualer) spiller kun en marginal rolle for dem. De tror ikke på, hvad kirken prædiker, men bruger kirken som et symbolsk rum til at reproducere bestemte traditioner, som sammen med religion-som-arv giver dem et socialt tilhørsforhold. Traditionerne har imidlertid ikke længer nogen relgiøs værdi, hvorimod de har stor social værdi.

Ina Rosens studie antyder altså, at danskerne stadig er religiøse, men deres tro er meget individualiseret og personlig, hvor man låner elementer alle steder fra inkl. fra folkekirken (”unpacked religion”), mens Folkekirkens forkyndelse og ritualer og menighedsfællesskab (”packed religion”) ikke spiller ikke nogen væsentlig rolle her. Når danskere så alligevel bliver i folkekirken hænger det altså sammen med, at danskere bruger folkekirkelige traditioner (fx jul og dåb) og de fælles værdier, der ligger i kulturkristendommen (”religion-som-arv”) til at styrke sociale og kulturelle bånd og holdninger, uden at det egentligt forstås som noget religiøst eller spiller en rolle for deres personlige tro.

Når 82 % af den danske befolkning holder fast i deres medlemskab af folkekirken, betyder det ikke, at luthersk kristendom står stærkt i den brede danske befolkning, men at folkekirken har en stor social og kulturel betydning for danskere. Når kun 2 % af befolkningen sidder i kirken på en given søndag, betyder det på den anden side heller ikke, at danskerne er blevet meget lidt religiøse, men at deres religion har ændret karakter. At have en personlig tro, og at tro på en personlig Gud, betyder i dag noget helt andet, end det tidligere gjorde.

Christiansfeld, onsdag, den 3. november 2010
Mogens S. Mogensen

Advertisements

,

  1. #1 by Karen M. Larsen on 4. november 2010 - 21:03

    Spørgsmålet er imidlertid hvor stor en rolle dogmatisk korrekt kristendom spillede i almindelige menneskers liv i tidligere tider. At flere folk gik i kirke betyder jo ikke, at deres kristendomsforståelse ikke i høj grad kunne være præget af folkereligiøsitet og idiosynkresier.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 5. november 2010 - 10:45

    @Det kan du have ret i. Ina Rosen dokumenterer kun, hvordan nogle danskere forholder sig til religion og tro i dag, og ikke hvordan det forholdt sig tidligere.
    vh Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: