Langballe-sagen – generaliseringer og stigmatiseringer

I dag er Jesper Langballe, MF for Dansk Folkeparti, blevet idømt en bøde på 5.000 kr. for at have overtrådt racismeparagraffen. Sagen rejser en lang række principielle spørgsmål og vil sikkert føre til en fornyet debat om racismeparagraffen med krav fra Dansk Folkeparti om afskaffelse af denne begrænsning i ytringsfriheden. Langballe-sagen er imidlertid også interessant set ud fra et sprogligt perspektiv.

Langballe beskylder muslimske fædre for ”at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab” og for, at de ”vender det blinde øje til onklers voldtægt.” Langballe har ret så langt, at det i Danmark er forekommet, at en muslimsk far har været med til at slå sin datter ihjel under omstændigheder, der berettiger til at tale om æresdrab, og – selvom jeg ikke er bekendt med det – er det sikkert også sket, at muslimer har vendt det blinde øje til onklers voldtægt (ligesom det sikkert også er sket, at kristne har vendt det blinde øje til onklers voldtægt). Problemet er imidlertid, at Langballe udtrykker sig på en måde, så læseren får det indtryk, at han overfører enkelte muslimers forbrydelser til muslimer i almindelighed. Langballe foretager altså en generalisering, som stigmatiserer en hel gruppe mennesker.

Vi kan rent sprogligt ikke undgå at betjene os af generaliseringer, og pga. verdens mangfoldighed vil generaliseringer næsten aldrig være helt sande. Langballes brug af generaliseringer over for muslimske fædre og andre muslimer er imidlertid behæftet med to alvorlige problemer. For det første har han ikke på nogen måde sandsynliggjort (og kan heller ikke sandsynliggøre), at det helt store flertal eller blot et lille flertal af muslimske fædre og andre muslimer opfører sig på den måde, som han har beskrevet. For det andet er generaliseringen ikke blot i modstrid med fakta, men den er også af en sådan karakter, at den er ærekrænkende. Hvis han havde hævdet at muslimske fædre er stærke tilhængere af DF eller FCK, så ville det sandsynligvis nok være en forkert generalisering, men den ville ikke være ærekrænkende.

Når Langballe nu er blevet dømt efter racismeparagraffen, så kan man – så vidt jeg forstår – uden at overtræde landets lov kalde ham for racist. Sådan er det rent sproglig, at en person, som har begået racisme er racist, lige som en person som har stjålet er en tyv, og i det hele taget en person, som er dømt for en kriminel handling er kriminel. Men egentlig afslører det en alvorlig svaghed i vort sprog, hvor vi ikke skelner mellem vandeforbrydere (eller mennesker for hvem en bestem forbrydelse er deres levevej) og mennesker, som én gang træder ved siden af.

At begynde at kalde Langballe racist er behæftet med to alvorlige problemer. For det første er han kun én gang blevet dømt for overtrædelse af racismeparagraffen, og det er muligt – og vi må da bestemt håbe – at han aldrig vil gentage denne forbrydelse, og det kan endda være, at han engang ligefrem angrer den måde han har krænket en gruppe muslimske medmennesker og medborgere på. I så fald ville det være uretfærdigt at holde ham fast på, at han er racist. For det andet er Langballe også meget andet end hans racistiske udtalelse. At reducere ham i folks bevidsthed til alene eller først og fremmest at være racist ville derfor være en misrepræsentation af ham. Også her er problemet, at vi står i fare for at foretage en generalisering, i dette tilfælde af et menneskes personlighed eller liv, som ikke er dækkende, samtidig med at denne generalisering indebærer en stigmatisering af ham.

I vort sekulære sprog har vi svært ved at komme fri af generaliseringer, som let fører til stigmatiseringer. Derfor har vi brug for det kristne evangelium og det evangeliske sprog, der giver os et nyt og befriende perspektiv. For det første mindes vi i evangeliet om, at vi alle er om ikke forbrydere så dog syndere, hvilket sætter os i en solidarisk position med alle andre syndere (inkl. forbrydere). For det andet lyder evangeliet til os alle, om at Gud lader nåde gå for ret; han tilgiver os for Jesu Kristi skyld og giver os en ny begyndelse. I hans perspektiv kommer vi derfor til at stå som pletfri og med en ren straffeattest.

Ved siden af det sekulære sprog har vi brug for at lære evangeliske sprog. I søndags gik vi ind i et nyt kirkeår, og der begyndte et nyt og evangelisk sprogkursus i alle landets kirker, et sprogkursus som er åbent for alle og tilmed gratis. Godt nyt(kirke)år!

Christiansfeld, fredag, den 3. december 2010
Mogens S. Mogensen

Reklamer

  1. #1 by Ulla Jensen on 3. december 2010 - 13:21

    Som Jesper Langballe selv erkender, så var det noget vrøvl, han sagde om muslimerne. Det svarer til, at man sagde, at alle katolske præster voldtager små drenge.

    Men er det racisme? Næh, det er det ikke. For hverken muslimer eller katolikker er en race, men en religion. Og det er noget ganske andet.

  2. #2 by dcv2 on 3. december 2010 - 13:26

    Jeg tror faktisk de har fået vedtaget i Sverige, at al kritisk/negativ omtale af befolkningsgrupper er racisme. Men det er jo nogen gummibegreber, for idag er jo politisk ukorrekt overhovedet at tænke i menneskeracer, så det er diffust hvad et politisk korrekt mennneske forstår ved race. Desuden så vil selv svenskere vel ikke omtale negativ omtale af pædofile som racisme, selvom de jo altså også er en minoritet (må man da håbe!) i befolkningen.

  3. #3 by keh on 3. december 2010 - 13:29

    Tak, dette er smukt og rigtigt skrevet – og tænkt.
    Men en tilføjelse, som hører med til sagen, er at generaliseringer kan være med til at vanskeliggøre tilgangen til problemer.
    Filmen “Submission” havde et ærinde. P.g.a. mordet på Theo van Gogh blev denne smukke film skyndsomst holdt uden for debatten, til skade for de piger og kvinder, hvis sag den skulle tale. Fokus blev rettet mod den påståede blasfemi, på morderens helt anderledes tankegang (pligten til at dræbe de, der rører er tabu) – og om Theo van Gogh var for provokerende, om Ayaan Hirsi Ali skulle beskyttes eller ej o.s.v. Filmens nødråb blev kvalt. Som kunstværk var den ikke generaliserende, men skulle være øjenåbner for et problem, som angiveligt ifølge folk med indgående kendskab til lukkede storfamilie-miljøer med stærke æresbegreber og meget snævre grænser for kvinders liv – er alvorligt.
    Tavsheden, æren og henvisningen til “koranens ord” gør ifølge dem udsigten til at kunne hjælpe vanskelig.
    Men Langballes sproglige bommert (som du er så næstekærlig at regne den for), gør så sagen endnu vanskeligere for dem, der vil bryde tabuerne om problemet.
    Desværre!
    Venlig hilsen
    Karen E.

  4. #4 by keh on 3. december 2010 - 13:32

    Rettelse: …. dem, der rører et tabu…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: