Ledelse af tro

Erling Andersen og Mogens Lindhardt, der begge underviser på Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse, har udgivet en bog, som fylder et tomrum, der længe har været i folkekirken. Tomrummet er ikke, som nogen sikkert ville mene, ledelse i folkekirken, der er aldrig i en organisation fravær af ledelse. Hvis der ikke er formelle ledere er der uformelle ledere. Hvis der ikke er god ledelse er der dårlig ledelse. Det tomrum, som bogen “Ledelse af tro. Folkekirken som virksomhed og netværk” (2010) udfylder, er en kvalificeret analyse af ledelsesopgaven i folkekirken og præmisserne for denne ledelsesopgave.

På prisværdig vis lægger forfatterne deres egne grundsynspunkter frem. Folkekirken er en offentlig organisation og en virksomhed, dvs. en organisation, der udfører et bestemt virke i en bestemt omverden. Lige som det offentlige sundhedsvæsen leder sundhed, og det offentlige skolevæsen leder læring, så er det folkekirkens opgave at lede tro. Ledelsestænkningen i folkekirke må p.d.e.s. præges af det, der skal ledes, nemlig tro, og p.d.a.s. præges af, at folkekirken også er en organisation som andre organisationer, og derfor må tage ved lære af almindelige organisationsteorier.

I de første to kapitler viser forfatterne, hvorfor der er så meget fokus på ledelse i folkekirken i disse år, og hvilke ledelsesteorier udviklet i den samfundsmæssige kontekst, som også folkekirken indgår i, der kan informere ledelsestænkningen i folkekirken. Mens folkekirken tidligere var en given størrelse, er den nu en anfægtet størrelse, hvorfor folkekirken nu må affinde sig med at være kirke på markedets vilkår. Forfatterne definerer ledelse således, at ”ledelse
•    er forandring, bevægelse, og derfor forbundet med formål og målsætning.
•    Ikke er noget , man gør alene.
•    Er en proces med identificerebare elementer
•    Etableres i rum: konkrete og virtuelle.
•    Ikke foregår altid, men en gang imellem og når som helst” (s. 51).

I de næste fire kapitler analyserer forfatterne folkekirken som virksomhed og offentlig organisation, folkekirkens brugere og ydelser. Ledelse af tro, som er folkekirkens virksomhed, udfoldes som ”at give og formidle et sprog, som troen kan udtrykke sig i”, ”at formidler former, som troen kan genkende sig ved” og ”at vedligeholde adfærdsmønstre, som troen  kan bevæge sig i” (s. 66). Folkekirken har medlemmer, som har rettigheder og medindflydelse, men forfatterne vælger alligevel i det følgende især at karakterisere forholdet mellem kirken og den enkelte, som forholdet mellem en institution og dens brugere. Det hænger sammen med en forståelse af at statens rolle igennem tiden har ændret sit fra den hierakiske, over den autonome og den forhandlende stat til den responsive stat, hvor borgernes forhold til staten er blevet markedsgjort til brugere. Folkekirken producerer ydelser, som fx gudstjenester og undervisning, og det sprogbrug åbner op for en drøftelse af ressourcer og økonomi og af kernydelser og kvalitet.

I bogens sidste fire kapitler sætter forfatterne fokus på de organisations- og ledelsesformer, som de mener, der er brug for i folkekirken i dag. Folkekirken er et statsligt forvaltningsapparat, og er som sådan skruet sammen stort set lige som andre statslige forvaltninger. Men det er magtpåliggende for forfatterne at få slået fast, at folkekirken er meget mere end det: Folkekirken er også og først og fremmest en offentlig netværksorganisation. Målet er hverken at folkekirken skal være et centraliseret eller et distribueret netværk, men et decentraliseret netværk, hvor de vigtigste netværkspunkter er sognene, provstierne, stifterne og kirkeministeriet. Den organisationsmodel, forfatterne stiler mod, er et samspil mellem et  decentalt netværk (der udvides uden dog at ende som et distribueret netværk) og et sikkerhedsnet (der består af statsforvaltningsapparatet).

I en klassisk hierakisk organisation er der brug for ”government” – styring gennem love og regler. I en netværksorganisation er der derimod brug for ”governance” – ”styring af selvstyring i et netværk”. Denne form for ”metastyring” kan udfolde sig som
•    Rammestyring
•    Menings- og identitetsskabelse
•    Etablering og understøttelse af selvstyrende organisationer og netværk
•    Direkte institutions- og netværksdeltagelse

Også i en netværksorganisation er der, som sagt, brug for ledelse, men ledelse hviler ikke her på formel autoritet eller en bestemt normativ organisatorisk orden, men ”ledelsen er relationel, og relationerne tager ikke udgangspunkt i formel autoritetsfordeling og et over/underordningsforhold” (s. 213).

Folkekirkens formål eller mission er, som det er beskrevet i Kirkeministeriets betænkning 1477 fra 2006 ”at forkynde Kristus som hele verdens frelser”.  Men folkekirken må også på alle niveauer fra sogn til nationalt niveau udvikle en vision (et ønskeligt fremtidsbillede) eller en målformulering af styre efter. Visioner må udvikles i relationer: På alle niveauer må der etableres fora (inkl. et nationalt kirkeråd) for drøftelse af folkekirkens visioner, så brugerne inddrages i beslutningsprocessen, og de enkelte enheder i folkekirken må se sig selv i en større regionale og national enhed. Visioner og relationer må ses sammen med koalitioner. Tiden kalder på samarbejde mellem de forskellige enheder i folkekirken og også med enheder uden for kirken.

Denne bog indeholder så mange grundige analyser og relevante perspektiver, at den hermed anbefales til alle, som bekymrer sig om folkekirkens fremtid. Som enhver anden god bog må også denne bog give anledning til et nogle i ordets bedste betydning kritiske kommentarer.

Som læser får jeg det indtryk, at forfatterne ikke bare tager udgangspunkt i den virkelighed, at folkekirken er en offentlig (læs statslig) virksomhed, men også forudsætter, at den ordning vil fortsætte. Kirkevæsenet sammenlignes derfor også med sundhedsvæsenet og skolevæsenet. Udviklingen i vore nabolande, sekulariseringen og den religiøse pluralisering af samfundet burde måske have givet anledning til, at forfatterne i langt højere grad havde overvejet ledelsesudfordringen i lyset af, at folkekirken sandsynligvis i de kommende år skal til at lære at være kirke på nye vilkår.

Folkekirken beskrives som et statsligt forvaltningsvæsen og en offentlig netværksorganisation. Men ved siden denne empiriske analyse, som jeg er enig i, ville det have været hensigtsmæssigt med en normativ analyse af, hvad vi overhovedet skal forstå ved det teologiske begreb kirke. Når forfatterne vælger at tale om kirkens brugere, indføres der i praksis en skelnen mellem kirken og de brugere, som efter mine begreber netop udgør kirken. Også i folkekirken må der være plads til at give den kultur, som markedsgør alting, et modspil.

”Ledelse af tro” er bogens titel, da forfatterne mener, at ledelsesopgaven i folkekirken bedst beskrives sådan. Lige som opgaven i sundhedsvæsenet er at lede mht. sundhed og i skolevæsenet at lede mht læring, sådan er det opgaven i folkekirken at lede mht. tro. Jeg vil medgive, at tro her udfoldes i sprog, musik, handlinger osv. Men efter min mening ville det være mere hensigtsmæssigt at sige, at ledelsesopgaven i folkekirken handler om mission.. Lige sundhedsvæsenet er sat i verden for at fremme sundhed, og skolevæsenet for at fremme læring, er kirken sat i verden for at deltage i Guds mission i verden

Andersen og Lindhardt slutter bogen af med (s. 249) at udtrykke deres tro på folkekirkens potentialer, en tro, som jeg helt og fuldt deler. ”Muligheden er der. Det kræver ledelse, som tænker i ledelse.”

Christiansfeld, tirsdag, den 28. december 2010
Mogens S. Mogensen

Reklamer

, ,

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: