Islam og demokrati – tolkninger af opstanden i Egypten

Næsten minut for minut kan man følge udviklingen i Egypten på Al-Jazeeras websites Live Blog og fornemme historiens vingesus. Men da der endnu vil gå lang tid inden historien om disse ugers begivenheder vil blive skrevet, står det åbent for alle interessenter og observatører at tolke begivenhederne, som de ser dem, eller som det er i deres interesse at se dem.

Mange forskellige perspektiver er i spil: betydningen af de sociale medier, den økonomiske krise, wiki-leaks afsløring, tilfældigheder osv., men to synsvinkler skiller sig ud, nemlig spørgsmålet om islam og demokrati.

Den saudiske konge er ikke i tvivl: opstanden i Egypten er et anslag mod islam, foranstaltet af islam-fjendtlige agenter for ytringsfrihed, som har invaderet landet. For kongen over det vigtigste land i den islamiske verden, det land, som rummer Islam hellige byer Mekka (med Kaba’en) og Medina, gælder det, at der er en modsætning mellem på den ene side islam og det arabiske og på den anden side frihed. Sådan set forstår man udmærket den gode konge – og med ham mange andre arabiske herskere – for hvis islam kan forbindes med folkelig frihed, så vakler tronerne under dem.

De shi’a-muslimske ledere i Iran er anderledes positive over for opstanden i Egypten. De ser opstanden som en islamisk opstand mod en hersker, som har allieret sig USA og Israel, som alle muslimer burde stå samme imod. Tolkningsnøglen er her Khomeinis opstand mod Shahen i Iran i 1979, der resulterede i indførelse af en islamisk stat med shari’a lov, og Det Muslimske Broderskab spiller her rollen som revolutionens fortrop. For de iranske ayatollaer og præsident Ahmedinejad er det vigtigt, at opstanden i Egypten ikke på nogen måde kan parallelliseres med den iranske opstand, der begyndte i 2009, med kravet om demokrti og frihed.

Israels politiske ledere er nok tilbøjelige til at følge de iranske politkere et stykke af vejen i deres tolkning af udviklingen i Egypten, nemlig at den vil føre til et islamisk styre under ledelse Det Islamiske Broderskab. Medens Iran vil hilse en sådan udvikling velkommen, vil det være et mareridt for Israel at få udskiftet et venskab med Mubaraks Egypten med en fjendskab med et mere islamisk domineret Egypten.

Herhjemme har Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen er også tilbøjelig til at frygte, at opstanden i Egypten vil føre til et islamistisk styre (præget af Det Muslimske Broderskab), og ud fra hans vurdering af islam og Det Muslimske Broderskab vil demokratiet ikke have nogen chance i et sådan situation. Og derfor vil han hellere have Mubarak end islamisterne.

Søren Espersen og med ham mange andre politikere i Europa og USA går naturligvis ind for demokrati, også i Egypten, men som de realpolitikere de er, er værdier som demokrati og ytringsfrihed naturligvis underordnet deres egne landes sikkerhed. Hvis et demokrati indebærer, at der vælges et flertal af politikere, som vil gå imod europæiske og amerikansk interesser, så må demokratiet vige for den stabilitet som en venligsindet diktator kan præstere. Man kunne således sige om Mubarak, ”He is a rascal, but he is our rascal!”

Et yderligere problem for mange i vesten er dogmet om, at islam og demokrati er uforenelige. Hvis det skulle vise sig, at opstanden ender med et islamistisk styre, der afskaffer demokratiet, så vil disse dogmatikere få ret. Hvis det derimod viser sig, at der gennem opstanden bliver sat en udvikling i gang, der fører i retning af demokrati – i et af islams kernelande, så vil det blive vanskeligere at holde fast i dogmet om islams og demokratiets uforenelighed. Udviklingen i Egypten foregår ikke i et tomrum, men i et internationalt politisk system med mange aktører, og her vil fx de europæiske og amerikanske aktørers forventninger og medspil og modspil være med til at bestemme udkommet.

USA og dets allieredes krig i Irak blev ført bl.a. i demokratiets navn, og noget lignende er blevet sagt om krigen i Afghanistan. Der er blevet indført en form for demokrati i disse to lande og også afholdt en række valg. Nogle af de amerikanske fortalere for disse to krige argumenterer i denne tid for, at det netop er denne kamp for demokratiet, som bærer frugt i form af et folkeligt oprør til fordel for demokrati i en række arabiske stater. Hvis denne tolkning holder, så indebærer den en form for politiske legitimering af disse to krige, som flere og flere har haft svært ved at se meningen med.

Man kunne måske have forventet, at vestlige demokratiske regeringer gennem årene havde støttet de spirende demokratiske bevægelser i Egypten og de andre arabiske lande, og så kunne disse regeringer i dag have rejst sig og klappet i deres små hænder over, at en undertryk befolkning nu havde rejst sig og krævet demokrati – og dermed var ved at komme på niveau med europæiske og amerikanske lande. Men årsagerne til opstanden i Egypten til fordel for demokrati skal ikke findes i Europa og USA, for det var disse demokratiske landes regeringer, som i høj grad bidrag til at holde Mubarak og andre undertrykkere ved magten. Og så alligevel: Den demokratiske samfundsmodel, som vi kender fra Europa og Amerika, har helt sikkert – gennem de moderne medier – inspireret mange især unge mennesker i den arabiske verden til deres kamp for frihed.

Mubarak og hans støtter (også i vesten) forsøger at gøre det til et valg mellem ham og kaos, altså mellem den stabilitet han repræsenterer og så et uforudsigeligt islamistisk styre under ledelse af Det islamiske Broderskab. For demonstranterne på Tahrir-pladsen (frihedspladsen) synes valget imidlertid at stå mellem Mubarak og frihed, altså mellem den vestligt understøttede undertrykkelse, som Mubarak har stået for i 30 år, og så de demokratiske værdier, som de kender fra vesten, og som de nu ikke vil vente længere på at nyde gavn af i deres samfund.

Christiansfeld, mandag, den 7. februar 2011
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk

Reklamer

, ,

  1. #1 by Torben Snarup Hansen on 7. februar 2011 - 20:17

    Er et islamistisk styre i Ægypten ganske uforudsigeligt? Sidste år opfordrede det Muslimske Broderskabs øverste leder Mohammed Badie til religionskrig – helt i fundamentalisten Sayyid Qutbs ånd: “Waging jihad is mandatory”. Læs mere på: http://www.humanevents.com/article.php?id=41625

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 7. februar 2011 - 20:50

    @Torben Snarup Hansen: Jeg skrev: “Mubarak og hans støtter (også i vesten) forsøger at gøre det til et valg mellem ham og kaos, altså mellem den stabilitet han repræsenterer og så et uforudsigeligt islamistisk styre under ledelse af Det islamiske Broderskab.” I denne kontekst udfolder “uforudsigeligt”, hvad der ligger i “kaos”. Måske skulle jeg have valgt et andet ord, som fx “upålideligt”, altså kaotisk, fordi man if. Mubarak ikke ville kunne stole på dets demokratiske pålidelighed.
    Vh Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: