"The Talk of the Town" – i Indien

Forleden fulgte vi ”Lonely Planets” råd og drak vor eftermiddagskaffe i Fort Kochi på caféen ”The Talk of the Town”. Med udsigt fra første sal ud over en travl gade kunne vi konstatere, at ”the talk of the town” i høj grad foregik gennem mobiltelefoner.  Det var slående så udbredt mobiltelefonien er blevet i et forholdsvist fattigt land som Indien. Selv chaufføren for vor tuk-tuk, den trehjulede motoriserede rickshaw, talte i mobiltelefon, mens han kørte os rundt i byen.

Men hvad taler men så om i dag i de store byer i Indien? På ”Café Coffee Day”, der er en indisk pendant til “Starbuck-coffee”, faldt vi i snak med et par moderne unge. Det viste sig at de arbejdede i IT-industrien i Bangalores ”Silicon Valley”, og de talte om, hvordan de kunne fremme deres karriere og om muligheden for at købe en nano-TATA-bil til 4.000 dollars.

Vi har nu været så længe af sted, at håret skal klippes. I Garuda-shopping-mallen, der i størrelse og udbud kan måle sig med de største, jeg har besøgt i Los Angeles, blev jeg klippet på en uni-sex salon, hvor jeg var den eneste mandlige kunde. Her var ”the talk of the town” udseendet, ikke mit, forstår sig, men kvinders og indiske Bollywood-skuespilleres udseende.

Ellers er det helt store samtaleemne det verdensmesterskab, som netop i går er åbnet i Dhaka, Bangladesh, med det indiske team som en af favoritterne. Nogen vil måske spørge, om ikke verdensmesterskabet – altså det i fodbold – blev afviklet i Sydafrika sidste år. Jo, men her drejer alt sig ikke om fodbold, men om rundbold, eller – som de ynder at kalde det – cricket. Da jeg som barn svingede battet, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne leve af at spille rundbold, endsige blive en feteret verdensstjerne gennem dette spil.

Tager man udgangspunkt i dagens udgave af ”The Times of India”, så viser forsiden, at ”the talk of the town”, bortset fra cricket-verdensmesterskabet, er en indenrigspolitisk føljeton. En af ministrene i den føderale regering i Delhi er blevet taget med fingrene nede i klejnedåsen, men det helt store spørgsmål er, om premiereminister Singh, der leder den siddende koalitionsregering, også selv er korrupt, eller det kun er en eller flere af hans ministre, der er det. Hans undskyldninger for ikke at have grebet ind tidligere er dels, at han havde stor tillid til den korrupte minister, dels, at han er leder af en koalitionsregering, hvor man må gå stille med dørene for ikke at ødelægge sammenholdet.

Den tredje store forsidehistorie er også en føljeton, hvis afslutning ingen i skrivende kan forudsige enden på. Det er naturligvis det folkelige oprør mod korrupte og undertrykkende regeringer i Mellemøsten, som begyndte i Tunis med, at en frustreret gadehandler satte ild til sig selv, og som indtil videre har kostet diktatorerne i Tunis og Egypten deres job og flere hundrede demonstranter livet. Her i Indien er de lige så optaget af den udvikling, som vi er i Danmark.

”The talk of the town” i Indien minder meget om ”the talk of the town” i Danmark, måske fordi verden er ved at blive én stor by eller landsby.

Bangalore, Indien, fredag, den 18. februar 2011
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk

Reklamer

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: