Trosbekendelsen og forsagelsen – og civil ulydighed

Jeg må bekende, at jeg har et problem med folkekirkens højmesse. Når vi ved gudstjenesten synger trosbekendelsen, får jeg en stærk oplevelse af, at trosbekendelsen er en lovprisning af den treenige Gud. Men det forstyrrer virkelig min lovprisning, at vi forud for trosbekendelsen skal om ikke lovprise – for det kan der jo her ikke være tale om – så dog synge om ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Helt galt bliver det, når præsten står og kigger på os i menigheden, mens han fremsiger eller synger forsagelsen, og så vender ryggen til os, når han fremsiger selve trosbekendelsen. Det kan jeg ikke rigtig vænne mig til.

Mit problem med forsagelsen bunder ikke i en opfattelse af , at den onde eller det onde ikke er en realitet i vor verden, for det kan enhver forvisse sig om ved se aftenens TV avis og ved at se lidt ind i sig selv. Når vi møder den onde eller det onde som en fristelse, så må vi i Jesu navn ”forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” og sige med Jesus: ”Vig bag mig Satan” og måske også slå korsets tegn. Og når vi på mange andre måder konfronteres med ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, der ødelægger alt det gode, som Gud har skabt og gør, ja, så må vi i Jesu navn og med alt den kraft, han giver os, bekæmpe det.

Det kan også give mening at bruge forsagelsen i forbindelse med dåben, som det sker i dag, i form af en tilspørgelse: ”Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?” Den historiske baggrund her for er, at dåben opfattes som en overgang fra Djævelens Rige til Guds Rige, og at man i dåben opsiger huldskab og troskab mod Djævelen for at overgive sig til den treenige Gud. Men forsagelse og trosbekendelse er egentlig to forskellige ting.

Et alvorligt problem ved, at menigheden søndag efter søndag indleder sin (tros)bekendelse til Gud og dermed sin lovprisning af Gud med at fokusere på Djævelen er, at han dermed får en alt for central og alt for stor plads. Jeg tror, at det var C. S. Lewis der engang sagde, at det er lige så farligt at give Djævelen for megen opmærksomhed,  som det er at lade som om, han ikke findes. Vor kristne tro har ikke sit udgangspunkt eller sin basis i min forsagelse af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, men i hvem Gud er og hvad Gud har gjort, kort sagt i Guds nåde.

I hver gudstjeneste beder vi også fadervor. Her nævnes Djævelen ikke ved navn, men vi beder ”led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde”. Vi indleder imidlertid ikke vor bøn til Gud med at tale med Gud om Djævelen/det onde, men vi fokuserer på, hvem Gud er og hvad Gud gør. Vi påkalder i Jesu navn Gud som vor himmelske far og beder om, at hans navn må blive helliget, at hans rige må komme, og hans vilje må ske. Derefter går vi over til at tale med Gud om vort behov for dagligt brød, for tilgivelse af vore synder og styrke til at tilgive andre, der synder mod os, – og for hjælp i fristelse og befrielse fra det onde. Og så slutter vi med en lovprisning af Gud for hans rige, magt og ære. Det ville virkelig forstyrre min bøn, både i højmessen og privat, hvis jeg skulle indlede min samtale med Gud i Fadervor med en indledende samtale med Djævelen om, at ham bryder jeg mig ikke om!

Jeg ved godt, at der står bag i salmebogen, at højmesseordningen er autoriseret ved kgl. Resolution af 12. juni 1992, og at forsagelsen her indgår i trosbekendelsen, men jeg vil gerne opfordre til lidt civil ulydighed i folkekirken på dette område. Når præsten siger, ”Lad os bekende den kristne tro”, så lad os gøre netop det, altså fremsige eller synge selve trosbekendelsen: ”Vi tror på Gud Fader ….”. Skulle vi blive grebet på fersk gerning, ja, så må vi bekende vor synd, at vi ikke som en del af vor lovprisning har givet Djævelen nogen opmærksomhed, men kun har bekendt vor tro på Gud.

Christiansfeld, tirsdag, den 31. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Gudmund on 31. maj 2011 - 12:13

    Lige til det med præstevenderiet ved alteret – når præsten efter forsagelsen vender sig mod alteret er det ikke for at vende sig bort fra menigheden , men for sammen med menigheden at vende sig mod Gud – det er ikke så tosset.

  2. #2 by Mark Pedersen, stud.theol on 31. maj 2011 - 13:06

    For en gangs skyld har Pastor Pedersen fat i det rigtige: Det er menighedens vending mod Gud der er pointen.
    I øvrigt er forsagelsen af djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen noget grundlæggende for livet som kristen – kampen mod synden og fristelserne.

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 31. maj 2011 - 14:18

    @Gudmund: Jeg er godt klar over, at præsten ikke har til hensigt at vende ryggen til menigheden, men at vende sig mod Gud. Problemet er bare, at menigheden ikke har del i den bevægelse. Her tilslutter jeg mig analysen i “Højmessen i Den Danske Folkekirke. En liturgisk hånbdbog”, hvor der s. 91, at “Den (nyere) skik, at præsten vender sig mod menigheden (mod vest) ved forsagelsen og mod alteret (mod øst) ved trosbekendelsen, kan ikke anbefales. De forskellig forklaringsforsøg: at vest er “Djævelen hjørne”, og øst er lystes hjem, har ikke tilstrækkelig dogmatisk eller historisk belæg, for så vidt angår liturgien”. Forfatterne fastholder imidlertid den symbolske værdi i, “at præst og menighed i l – med ansigtet vendt i samme retning – bekender troen”.
    Vh Mogens

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 31. maj 2011 - 14:25

    @Mark Pedersen: Jeg er helt enig med dig i – som det også fremgår af mit indlæg – at forsagelsen af djævelen… er noget grundlæggende for livet som kristen osv, men det er ikke en del af vor trosbekendelse, og for mig at se så forstyrrer det betydningen af trosbekendelsen som en lovprisning af Gud. Samnmenkoblingen af forsagelsen og trosbekendelsen (apostolicum) i liturgien er, som du sikkert ved, et særkende for den danske folkekirkes liturgi, som først offielt blev optaget i liturgien med biskoppernes Vejledning af 1949.
    Venlig hilsen
    Mogens

  5. #5 by sprint on 31. maj 2011 - 17:59

    Selvfølgelig kan ingen kristen være imod at skulle forsage djævelen 🙂 – men jeg synes, Mogens har en vigtig pointe: at når vi reagerer på opfordringen: “Lad os bekende vor kristne tro” så skal der være fokus på den Gud, vi tror på! Alle kristne går også ind for et liv i praktisk kærlighed, et stort behov for dagligt brød osv – emneområder, der fx er dækket godt ind i Fadervor. Men jeg kunne også godt tænke mig en “ren” trosbekendelse. Eventuelt kunne man forestille sig en kombination, som fx at præsten sagde: “Idet vi dermed vender os bort fra alle andre såkaldte magter og guder, vil vi nu bekende vores kristne tro:”
    Mvh Sprint

  6. #6 by Berit Schelde Christensen on 31. maj 2011 - 18:49

    Her i Norge hersker faktisk præcis det scenarie du ønsker dig! Det er kun i forbindelse med dåb at forsakelsen siges. Syndsbekendelsen – selvransagelsen – finder sted på sin seperate plads i gudstjenesten enten i begyndelsen eller i forbindelse med forbønnen. Ja – det er godt at begynde bekendelsen med et fælles “vi tror!” Venlig hilsen Berit

  7. #7 by Bjørgit on 31. maj 2011 - 19:21

    Det er da rigtigt- hvorfor egentlig blande djævlen ind i en lovprisning af Gud- godt nok sært- når jeg tænker over det.:-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: