”Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerdsgange” (Etniske og kulturelle konflikter – og kristendom – 6)

I bogen ”Exclusion & Embrace” fremlægger den kroatiske teolog Miroslav Volf ideen om ”embrace”, omfavnelse, som en teologisk respons på problemet ”exclusion”, når det gælder om at nå frem til forsoning. For Volf er den måde, Gud tager imod den fjendtlige menneskehed og inviterer ham ind i fællesskab med sig, en model for, hvordan mennesker skal relatere til hinanden. Han peger på fire trin eller dimensioner i denne forsoningsbevægelse fra udelukkelse til omfavnelse: omvendelse, tilgivelse, skabe rum i en selv for den anden og heling af minderne.

I det forrige blogindlæg er omvendelsen blevet behandlet. Her vil vi se lidt nærmere på tilgivelse. Den instinktive reaktion, når en anden gør en ondt eller begår et overgreb mod en, er ikke tilgivelse men hævn. Problemet med hævn er imidlertid, at det ikke løser problemet, men tværtimod sætter en ond hævnspiral i gang.

Lemek i 1 Mos 4 er et godt eksempel på vor instinktive hævnreaktion. ”Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.” Jesu bud på en løsning er radikal. Han vender Lemeks logik på hovedet og kræver af sine disciple, at de skal give afkald på hævn og i stedet tilgive lige så mange gange som Lemek ville hævne sig (Matt 18,21). ”Undertrykkelsens uretfærdighed må bekæmpes med tilgivelsens ’kreative’ uretfærdighed, ikke ved at efterabe hævnens uretfærdighed”, skriver Volf.

Mens Jesus hang på korset, efter at være blevet dømt af en uretfærdig dommer, gav han selv det ultimative eksempel på sin undervisning om tilgivelse, idet han bad, ”Far, tilgiv dem …” (Luk 23,34). I en kommentar til den bøn skriver den tyske lutherske teolog Jürgen Moltmann:

”Med den bøn af Jesus er den universelle hævn-religion overvundet og gengældelsens universelle lov er annulleret. I den korsfæstedes navn er det fra nu af kun tilgivelsen, som skal herske. … At tilgive dem, som har gjort én uret, er en handling, som er et udtryk for den højeste suverænitet og indre frihed. Ved at tilgive og forsone sig, viser ofrene sig deres gerningsmænd overlegne og befrier sig selv fra den stærke trangen til at udføre onde handlinger.”

Men hvad med retfærdigheden, vil nogen indvende? I stedet for hævn, der betaler overtræderen mere tilbage, end han eller hun forbrød, eller tilgivelse, der intet kræver af overtræderen, hvorfor ikke praktisere det retfærdige princip med et øje for et øje, og en tand for en tand? I den virkelige verden er det imidlertid oftest helt umuligt at gennemføre en sådan form for genoprettende retfærdighed, især fordi der findes ugerninger, som der ikke på denne måde kan kompenseres for. Men i selve tilgivelsen ligger der en anerkendelse af retfærdighed. Når en person tilgiver en anden, løftes retfærdigheden op, fordi opmærksomheden rettes mod den retfærdighed, der er blevet krænket, netop ved at man giver afkald på retfærdighedens krav. Det samme sker, når vi i fadervor beder, ”Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldner”, hvor præmissen er, at retfærdigheden er blevet krænket, således at der vitterligt er tale om en skyld.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan vi finder styrken til at tilgive, når vore følelser råber på hævn? Her peger Volf på Det Gamle Testamentes hævnsalmer, hvor strømme af raseri får lov til at flyde, kanaliseret som rituel bøn. Disse salmers budskab er, at vort raseri og vort had og vor hævntørst høre hjemme foran Gud, og kun foran ham. Ved at komme til Gud med vor vrede placerer vi både vor uretfærdige fjende og vor eget hævntørstige selv ansigt til ansigt med en Gud, som er kærlig og retfærdig. Vi var i fare for at udelukke fjenden fra menneskenes samfund og for at udelukke os selv fra syndernes samfund. Men i lyset af Guds retfærdighed og kærlighed må vort hade vige, og et frø er plantet, som fører til det mirakel som tilgivelse er. Vi kan ikke i længden være i den korsfæstede Messias’ Guds nærvær uden at overvinde denne dobbelte udelukkelse. Uden at flytte fjenden fra den monstrøse inhumanitets sfære over til den fælles humanitets sfære, og uden at flytte os selv fra den stolte uskyldigheds sfære til den fælles syndigheds sfære.

I Guds nærvær må vort raseri over uretfærdighed give plads for den tilgivelse, som derefter vil gøre en søgen efter retfærdighed for alle mulig. Hvis tilgivelsen virkelig finder sted, så må vi opfatte det som et ekko af den tilgivelse, som vor retfærdige og kærlige Gud har givet os, skriver Volf, og det er den eneste tilgivelse, som i den sidste ende betyder noget, fordi – selvom vi også må tilgive – ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” (Mark 2,7).

Christiansfeld, torsdag, den 4. august 2011
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Mark Pedersen on 5. august 2011 - 02:03

    Enig, så længe vi er enige om at dette gælder på det mellemmenneskelige plan, og at der altså ikke er tale om at samfundet skal “tilgive”, og undlade at straffe en der forbryder sig mod loven.
    Kort sagt: Skriften kalder de af Breiviks ofre der stadig lever (for nu at tage et aktuelt eksempel) til at tilgive ham. Men den kalder IKKE den norske stat til at undlade at straffe ham.
    Det er der nu ikke megen chance for alligevel, btw…han er snart ude igen…”fængsel på livstid” findes ikke i Norden. Her er det synd for forbrydere, og ofrene kan bare klappe i.

    Es 10:1

  2. #2 by joen on 5. august 2011 - 10:40

    Skriften giver ikke noget entydigt svar på hvordan kristne skal håndtere sværdet. Luther kom med en nem løsning, lidt for nem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: