Sognebåndsløsning og andre løsninger

Et sogn i Kolding har ansat tre præster, hvoraf ingen vil vie fraskilte. Præsterne er alle blevet ansat efter alle de gældende demokratiske spilleregler og i overensstemmelse med alle love og paragraffer. Men denne situation skaber det problem, at folkekirkemedlemmer i dette sogn, som er blevet skilt, ikke kan blive viet af en af deres sognepræster i deres egen sognekirke.

Der er ingen tvivl om, at menighedsrådet ikke er repræsentativt for sognets folkekirkemedlemmer. Årsagen til denne manglende repræsentativitet, som er gængs for mange (eller måske de allerfleste) sogne, er naturligvis først og fremmest den, at interessen for menighedsrådsvalg i dag er såre beskeden, hvilket betyder, at det i praksis er de mest kirkeaktive, som er villige til at stille op, og som ulejliger sig med at gå hen at stemme, hvis der da ikke er fredsvalg. I dette sogn i Kolding er der tilsyneladende også en anden årsag, nemlig at der er mange sognebåndsløsere, som er meget aktive i menigheden og også i forbindelse med menighedsrådsvalg.

Hvad er løsningen på problemet? Man kunne selvfølgelig håbe, at valgdeltagelsen og villigheden til at stille op til menighedsrådsvalg ville blive større, men der er på landsplan ikke tegn i sol og måne på, at det forhold vil ændre sig til det bedre, snarere tværtimod. Derfor er der fra både politisk og kirkeligt hold fremsat forslag om, at sognebåndsløsere fremover hverken skal have valgret eller opstillingsret til det sogn (som den præst arbejder i), som de har løst sognebånd til. Det vil ikke løse hele problemet, da det stadig ikke er nogen garanti for, at et menighedsråd vil være repræsentativt i forhold til sognets sammensætning.

Derimod vil en sådan ændring af sognebåndsløser-ordningen skabe andre problemer og i det hele taget være et tilbageskridt mht. folkekirkens tilpasning til den folkelige virkelighed. For det første vil en lang række menighedsrådsmedlemmer, inklusive en hel del menighedsrådsformænd, ikke kunne genvælges til næste menighedsrådsvalg, og det vil derfor gøre det endnu vanskeligere at få besat alle posterne i menighedsrådene fremover. For det andet vil det være med til at fastfryse de sognegrænser, som engang i Arilds tid svarede til den folkelige virkelighed, men som mange steder, især i de større byer, virker helt tilfældige. I de større byger fungerer mange sognekirker allerede i dag i praksis som en slags valgmenigheder, fordi dem, der kommer til gudstjeneste der og er aktive i kirkens arbejde, ikke nødvendigvis bor i dette sogn, men har valgt at slutte sig til denne kirke af en hel række andre grunde. Hvis man nu vil sige til disse mennesker, at de må da gerne deltage, men ikke tage medansvar gennem valg og opstilling til menighedsråd, så lægger man en dæmper på deres mulighed for at engagere sig.

I stedet vil jeg foreslå, at i de sogne (eller pastorater), hvor der er mere end to præster, får biskoppen ret til, efter konsultation med menighedsrådet, at bestemme, hvem den ene præst skal være. Havde denne ordning været gældende i Kolding, så kunne biskoppen have sikret sig, at den tredje præst blev en, som var villig til at vie fraskilte. Samtidig ville denne ordning kunne bidrage til at løse to andre problemer. I nogle store sogne med tre eller flere præster er det undertiden sådan, at et (fx indremissionsk) mindretal ikke har nogen præst, som hører til deres retning. Denne ordning ville give biskoppen mulighed for at råde bod på dette problem til gavn for kirkelivet i sognet, og måske forebygge at der dannes valgmenighed, eller at nogen føler det nødvendigt at løse sognebånd. Endelig er der desværre af og til samarbejdsproblemer mellem præst og menighed i nogle sogne, som med de nugældende ordninger er meget svære at løse, til stor skade for kirkelivet i sognet. Hvis biskoppen havde mulighed for selv at afgøre, hvem der skal være en af præsterne i store sogne, ville biskoppen have en mulighed for at løse dette problem.

Jeg ved godt, at en række menighedsrådsmedlemmer vil sige, at det er et brud på demokratiets sædvanlige spilleregler, men ingen løsninger er perfekte, det gælder også denne løsning – og så er biskoppen trods alt demokratisk valg. Men lige som sognebåndsløsning så kunne også denne løsning fungere som en sikkerhedsventil i folkekirkeordningen. Skal folkekirkeordningen overleve, har vi brug for sådanne sikkerhedsventiler.

Christiansfeld, lørdag, den 13. august 2011
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Jonas Berg on 13. august 2011 - 20:57

    Skulle biskoppen så ikke også sikre en ligelig fordeling mht. alder, køn, politisk overbevisning etc? Det bliver et skridt tilbage til gamle dage, hvor kongen udpegede præsterne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: