Venstre- og højrekulturalisme

I debatten om det multikulturelle samfund kom Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt i deres bog ”Adskillelsens politik. Multikulturalisme – ideologi og virkelighed” (2008) med et spændende indspil.

Forfatterne tager udgangspunkt i et begreb, som de kalder kulturalisme. Kulturalister lægger stor vægt på de kulturelle forskelle og deres betydning for dem, der tilhører disse kulturer. Ligesom racismen gjorde biologien til skæbne, sådan gør kulturalismen kulturen til skæbne, og individet bliver derfor et viljesløst produkt af sin kultur, som han eller hun ikke kan undslippe. De forskellige kulturer opfattes som afgrænsede helheder, og organiske størrelser, hvor det enkelte kulturelle træk kun kan forstås ud fra helheden.

Det interessante ved forfatternes analyse er, at kulturalismen efter deres opfattelse optræder både som en venstre- og højrekulturalisme. Begge former for kulturalisme er fælles om, at betragte kulturer som øer, som er helt adskilte fra hinanden, og som må holdes adskilt. Forskellen er, at højrekulturalismen satser på en geografisk adskillelse, mens venstrekulturalismen vil værne om de forskellige kulturers egenart inden for samme samfund. Venstrekulturalismen optræder således som multikulturalisme, mens højrekulturalismen optræder som monokulturalisme – også kaldet nationalisme. Begge former for kulturalisme betoner fællesskabets rettigheder over for individet. Multikulturalistisk politik tilstræber at integrere indvandrere ved at vise en meget udstrakt hensyntagen til indvandrernes medbragte kultur, ud fra den opfattelse, at kulturel mangfoldighed er en stor værdi. Monokulturalistisk politik vil have assimilation af indvandrerne som mål, ud fra den forståelse, at størst mulig kulturel homogenitet er bedst for samfundets sammenhængskraft.

For Eriksen og Stjernfelt er dagens politiske hovedmodsætning således ikke multikulturalisme og nationalisme. Hovedmodsætningen er derimod mellem oplysning og kulturalisme. Dvs. ”mellem demokrati, politisk liberalisme, menneskerettigheder, universalisme, oplysning på den ene side og den mørke hævdelse af kultur, tradition, autencitet, den konservative anerkendelse af det særegne, individets skæbnebinding til kulturen på den anden side” (s. 276).

Derfor mener forfatterne også at kunne identificere en mærkværdig, men overset enighed mellem fx Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup, der begge er modstandere af oplysningstidens idealer, men ikke er åbne omkring deres endegyldige mål og hvor omfattende en politiske rolle deres to kulturer skal ende med at spille. Var det ikke fordi de tilhørte to forskellige kulturer, så kunne de udmærket gå sammen i et ”Kulturalistisk Folkeparti”! Såvidt Eriksen og Stjernfelt.

I virkeligheden er der imidlertid overhovedet ingen gensidig forståelse mellem multi- og monokulturalister i Danmark i dag. Som debatten efter terrorangrebet i Norge har vist, så ser opfattes multikulturalismen af dens modstandere som en stor fare for Danmarks fremtid, mens nationalkonservatismens modstandere ser farlige tendenser i ekstreme udgaver af denne. Eriksen og Stjernfelt ville sikkert forklare det med, at frænde er frænde værst.

Spørgsmålet er imidlertid, om Eriksens og Stjernfelts analyse af debatten om det multikulturelle samfund på holder vand, og om de har et godt på et alternativ er til venstre- og højrekulturalismen?

Christiansfeld, onsdag, den 24. august 2011
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 24. august 2011 - 21:27

    En rigtig interessant synsvinkel – der, synes jeg – retter fokus mod et meget relevant og udebatteret spørgsmål i tværkulturelle værdidebatter: Hvad er menneskesynet?

    Hvad er mennesket for en størrelse?

    Viljeløse kulturslaver?

    Eller reflekterende individer, der kan erkende og tage ved lære at sin kulturelle ballast – og tage det med sig videre i livet – i en foranderlig verden?

    Den diskussion kunne det jo være meget interessant, at få op at vende i de tværkulturelle værdidebatter.

    Bedste hilsner Ulla

  2. #2 by Karen E. Hansen on 24. august 2011 - 22:37

    Dit sidste spørgsmål tror jeg , at Eriksen og Stjernfelt prøver at svare på med bogens sidste sætning: “Ned med kulturen!”
    De har interessante analyser af kulturalismen og dens sammenhæng med kulturrelativismen, som de betegner som en “bevidstløs forudsætning” for megen snak om multikultur i dag.
    Spørgsmålet er så om multikulturalismen indeholder en påstand om, at enhver kultur er etisk suveræn, eller der kan hævdes visse fælles regler (menneskerettigheder), som kan gøres gældende over for dem i et fælles samfund.
    En prøvesten er spørgsmålet om religionsfrihed.
    Kan en kulturl/religiøs gruppe hævde ret til at sanktionere egne medlemmer for apostasi, eller for at en kvinde gifter sig med en uden for gruppen? Kan religionen kritiseres?
    Eksemplet Malaysia viser et multikulturalistisk samfund, hvor menneskerettighederne ikke kan respekteres i praksis (s. 49). I hvert fald ikke over for islam (repræsenteret af ledere med magt både indadtil og (måske derfor) også udadtil).
    Multikultur med kulturrelativisme som “bevidstløs forudsætning” må være at betragte som ideologi.
    Ideologier kendes på at de forsøger at stigmatisere deres kritikere.
    Så når der tales multikulturelt samfund, var det så ikke en god idé, at vi bad om at få en definition?
    Af og til lyder det i debatten, at vi allerede har et multikulturelt samfund – det er så forhåbentlig ikke i den ideologiske betydning. Og er det, så var det godt med en modsigelse i tide.
    Som en sådan opfatter jeg Eriksens og Stjernfelts bog.

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 25. august 2011 - 09:34

    @Karen E. Hansen: Jeg er helt enig med dig i, at der findes en multikulturalistisk ideologi (med kulturrelativisme som fortegn), og samtidig mener jeg, at Eriksen og Stjernfelt har ret i, at der også findes en monokulturalistisk ideologi i form af nationalisme.

    Jeg kan også kun give dig ret i, at man i debatten ofte(st) taler forbi hinanden, når talen falder på det multikulturelle samfund. Nogle bruger ordet rent deskriptivt om et samfund, hvor der er forskellige kulturer eller kulturtraditioner, mens andre bruger ordet normativt i (multikuluralistisk) ideologisk betydning.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: