Ned med kulturen!

”Ned med kulturen!” er den sidste sætning i Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts bog ”Adskillelsens politik. Multikulturalisme og virkelighed” fra 2008. Bogen er et langt og grundigt opgøre med, hvad de kalder ”kulturalisme” – dyrkelse af den kulturelle forskel og ideen om at kulturen er vigtigere end individet –  både i form af multikulturalismens værnen om de forskellige kulturer i det danske samfund, og i form af nationalismens insisteren på et monokulturelt samfund med fælles danske værdier for alle.

Når forfatterne udråber et ”Ned med kulturen!”, er det et opgør med vor tids stærke betoning af kulturens betydning og forskellene mellem kulturer. For få årtier siden var fokus ofte på økonomi og politik – især men ikke kun marxistisk inspirerede kredse, og marxister så kulturen som et overfladefænomen. I dag er tingene vendt på hovedet i manges bevidsthed: Nu gøres kultur til noget fundamentalt og økonomi og politik er i fare for at blive sekundært.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Eriksen og Stjernfelt i deres opgør med den stærke vægtlægning på kultur selv kommer til tillægge kultur større betydning, end den rent faktisk har i samfundet i dag. Principielt retter  forfatterne deres angreb både mod, hvad de kalder højrekulturalismen, altså nationalismen, og venstrekulturalismen, altså den multikulturelle ideologi, men i praksis koncentrerer de deres angreb mod multikulturalismen, og her spiller debatten om Muhammed-krisen en helt central rolle.

De debattører, som var modstandere af Jyllands-Postens optrykning af Muhammed-karikaturer og af avisens holdning til hån, spot og latterliggørelse af muslimer, forstås som multikulturalister, altså at de var drevet af respekt for en kultur, som de mente krævede en særlig beskyttelse, og dermed kom på kollisionskurs med ytringsfriheden. For det første var der stort set ingen af disse debattører, som krævede ændringer i dansk lov, men holdt fast ved ytringsfriheden. For det andet er det sandsynligt at mange af debattørerne var motiveret af alt muligt andet end kultur, måske af etiske hensyn.

I det hele taget er det påfaldende, at eksemplerne på multikulturalisme i praksis især hentes fra andre dele af verden, fx Malaysia og Canada, og ikke fra Danmark. Især i Malaysia er der talrige eksempler på, at hensynet til kultur overtrumfer universelle menneskerettigheder, men det er meget vanskeligt at finde eksempler fra Danmark på, at de såkaldte  multikulturalister sætter spørgsmålstegn ved menneskerettighederne.

Når forfatterne råber ”Ned med kulturen!”, hvad er det så de råber ”Op med …”?  Alternativet til kulturalisme er oplysning. Oplysning forstået som universelle værdier, som demokrati og menneskerettigheder. I stedet for ”identitet”, ”kultur” og ”religion”, som de meningsgivende kilder i samfundet, peger de på kunst og videnskab.

Når det gælder Eriksens og Stjernfelts fokus på demokrati og menneskerettigheder, som det der skal binde et samfund sammen på tværs af kulturelle forskelle, så har de måske fat i noget vigtigt. Altså “Ned med kulturen” og “Op med demokrati og menneskerettigheder”, når vi taler om sammenhængskraften i det danske samfund?

Christiansfeld, torsdag, den 25. august 2011
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Karen E. Hansen on 25. august 2011 - 10:36

    Det, Eriksen og Stjernfelt ser tegningekrisen som tegn på, er vel, at vi kan bevæge os enten i retning af Malaysia eller Canada – og det, de frygter er en de facto suspendering af ytringsfriheden. jf. deres omfattende appendix: Ytringsfrihed – MEN. Det refererer den internationale bevægelse imod indskrænkning af ytringsfrihed (OIC og Kina vil forsvare mono-kultur, den stiltiende accept i FN og blandt journalister er vel frygten for ufred el. personlig stigmatisering (som blev f.eks. Fl.Roses lod).
    Begrænses ytringsfriheden af religiøse grunde, er religionsfriheden truet, og den personlige religionsfrihed må være uopgivelig.
    Etisk hensynsfuldhed er noget andet end international frygtsomhed.
    Men menneskerettigheder og oplysning – eller formelt demokrati – er ikke sammenhængskraft nok, det tror jeg ikke.
    Nordmændene forsøger sig nu med en opfordring til sammenhold, uanset hvad – for hvad risikerer vi ellers!
    Signalerne, de gør det med, taler om nationalfølelse og kristen etik!!
    Men sammenhæng i samfundet forudsætter vel, at vi er fælles om at se samfundets problemer som vore, altså ikke adskillelsens løsninger på problemerne.
    At handle sammen og tale sammen – men den samtale må være fri for at kunne være bæredygtig.
    Min kære mormor, som var af “den gamle skole”, afviste en del problemer med ordene: “Det taler vi ikke om!” Det udtryk gemmer jeg på en dyb uvilje imod. Ordet må være frit.
    Hvis ikke vi kan fastholde det, er det multikulturelle projekt særdeles farligt… Det tror jeg, Eriksen og Stjernfelt har ret i – ikke i at kulturernes udtryk skal nedtones mest muligt.
    Karen E. Hansen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: