10 år efter 9/11 – hvad har vi lært om religion?

Indbyderne var ingen ringere end udenrigsministeriets Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Ole Wævers Center for Avanceret Sikkerheds Teori (CAST), og temaet for denne internationale todageskonference, som jeg lige nu deltager  i, er ”Ten years after 9/11.What did we learn about religion?”.  Da Al-Qaeda gennemførte sit terrorangreb på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2011, var der kun få, som vidste ret meget om islamisme og terrorisme. Siden da er der, som en de amerikanske oplægsholdere udtrykte det, opstået en hel vidensindustri om islamisme og terrorisme, og et dusin af de dygtigste i denne industri var indskrevet for at gøre status over, hvad vi har lært de sidste 10 år.

En anden amerikansk forsker konstaterede, at der i dag nogle steder var en langt større villighed til at forsøge at forstå den religiøse kompleksitet og de religiøse nuancer omkring islamisme og  terrorisme, men at der stadig var en farlig tendens til oversimplificering af religion. Religionens komplekse rolle blev illustreret af en vittighed om en mand, der en aften blev standset i Nordirland af en IRA-terrorist og med en pistol mod tindingen blev spurgt: ”Er du katolik eller protestant?” ”Jeg er ateist”, udbrød han, hvortil terroristen svarede, ”Det er vi alle, men er du katolsk eller protestantisk ateist?”.

En pakistansk forsker konkluderede, at erfaringen har vist, at terrorisme i Pakistan ikke kan bekæmpes med militær magt, men med en effektiv politimæssig indsats, hvor alle kan se, at de skyldige bliver dømt ved en retfærdig rettergang. Måske, tænkte jeg, er det et grundlæggende problem ved bekæmpelsen af terror, at man har alt for ofte har betragtet det som en militær ”krig mod terror”, i stedet for at se det som en politiindsats mod kriminalitet.

En norsk forsker kæmpede for at forsøge at forstå, hvorfor nogle overbevises af den islamistiske terrorismes ideologi og andre ikke. ”Rational choice” teorier synes ikke at kunne kaste lys over problemet. Hans forslag var at undersøge hvad jihadister foretog sig sammen, når de ikke kæmpede, idet han mente, at måske kunne en bredere afdækning af jihadistiske fællesskabers kulturer bidrage til en forklaring af, hvordan unge overtales til at blive selvmordsterrorister.

En tredje amerikansk forsker, der  var kommet direkte fra Pakistan, hvor han var i gang med et forskningsprojekt om Taliban, fortalte, at Taliban er et brand, som mange meget forskellige grupper i Pakistan og Afghanistan benytter sig af. Fælles for alle Taliban-grupper er imidlertid, at de er sunni-muslimer, der tilhører Hanafi-lovskolen og forstår sig selv som en del af den oprindeligt indiske vækkelsesbevægelse, deobandi. Det er muligt, at al-Qaeda måske er på vej til at lukke og slukke, men flere andre internationale islamistiske terroristbevægelser er allerede på banen, inklusive den pakistanske del af Taliban.

Mest spændende var (for mig) en fransk forskers indsigter på basis af forskning i islamisme i Egypten og Saudiarabien. Islams store korpus af tekster kan generere kan generere mange forskellige religiøse og politiske positioner, og den voldelig islamisme er blot en af dem. Islamisterne og islams lærde, ulama, repræsenterer to meget forskellige udgaver af islam, som lever i et spændingsforhold til hinanden. Mens ”ulama” står i den over 1000 årige fortolkningstradition, som de føler sig forpliget på at forholde sig til, så springer islamisterne over denne tradition – fordi ulama efter deres mening ikke har forsvaret islam godt nok fx mod vestlig indflydelse – og går direkte tilbage til de oprindelige tekster og foretager deres egen tolkning af dem. Derfor ledes de islamistiske bevægelser typisk af ingeniører, læger og andre lægfolk, og ikke af de lærdi ”ulama”, som ikke respekterer denne islamistiske tolkning af religionen.

Hvad har forskerne så lært, i de sidst 10 år efter 9-11? Konferencen gav smagsprøver på forskernes nye indsigter, men jeg sad alligevel tilbage med indtrykket af  om ikke en Piet Heinsk ”alvidenhed”- ”At vide at man intet ved, er og en slags alvidenhed” – så dog en ydmyg erkendelse af, at man hverken blandt videnskabsmænd, i efterretningstjenester eller i militære kredse havde udviklet den indsigt, der måske kunne bidrage til en effektiv
bekæmpelse eller forebyggelse af  islamistisk terrorisme.

København, torsdag, den 22. september 2011
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: