Det multiseksuelle samfund

I lørdags, da jeg læste Kristeligt Dagblads artikel, ”Jeg vil være tro mod mig selv”, lærte jeg et nyt ord, nemlig polyamori. Ordet betyder, at man samtidig har flere kærlighedsforhold, som alle involverede er bekendt og indforstået med, og det forbindes ofte med det såkaldt “åbne ægteskab”. Det er et symptom på, at Danmark er ved at udvikle sig til et multiseksuelt samfund i den forstand, at der nu i det åbne tales om og praktiseres en mangfoldighed af seksuelle orienteringer og relationer, som måske tidligere i større eller mindre grad foregik i det skjulte.

Uden på forhånd at foretage nogen juridisk eller moralsk vurdering, kan man fænomenologisk konstatere, at der er en meget bred vifte af seksuelle alternativer til det monogame heteroseksuelle (par)forhold mellem en mand og en kvinde. Polygami, polyandri, homofili, biseksualitet, zoofili, pædofili og nu også polyamori. Dertil kommer cølibat, blodskam og forskellige former for prostitution, og så er der helt sikkert en række orienteringer og relationer, som jeg ikke har hørt om – endnu.

I ethvert samfund regulerer statsmagten seksualiteten ved lovgivning. Dels sættes der grænser for, hvilke former for seksuel praksis der er tilladte, fx er pædofili jo forbudt i det danske samfund. Samtidig giver staten særlige relationer en institutionel status i samfundet, fx gælder det for tiden ægteskabet og det registrerede partnerskab. I et demokratisk samfund reguleres seksualiteten i overensstemmelse med flertallets ønsker, således at når seksuelle orienteringer og praksisser og seksuelle relationer bliver alment tolereret eller accepteret i befolkningen, så fører det til en demokratisk debat, der munder ud i at lovene justeres i overensstemmelse med flertallets ønsker. Et eksempel er, at mens førægteskabelige seksuelle relationer og ægteskabsbrud helt frem til begyndelsen af det 19. Århundrede blev straffet, er det i dag tilladt, og derfor er polyamori da også tilladt i Danmark.

Men hvilken rolle spiller kirke og kristendom og i det hele taget religion, når det gælder seksualitet? Historisk set har der været en forbindelse mellem bestemte religioner og bestemte forståelser af seksuelle relationer. I islam har der været en skriftbaseret anerkendelse af polygami ved siden af monogami, mens det monogame heteroseksuelle ægteskab har været normen i kristendommen. 

Og religionerne har især tidligere i høj grad været med til at præge lovgivningen vedr. seksualitet.

I dag er spørgsmålet imidlertid, hvilken etisk vejledning på det seksuelle område der kan gives ud fra den kristne tro? ”Jeg vil være tro mod mig selv?” var overskriften over artiklen om polyamorøse forhold. Er det det, det handler om, at være tro mod sig selv, at realisere sig selv? Handler det om at prøve af og mærke efter, når det gælder om at orientere sig i det multiseksuelle samfund? Eller handler det  ikke netop om at være tro mod sin ægtefælle. Som sexologen og parterapeuten Cecilie Lolk Tommerup skriver: ”At leve i parforhold betyder, at man skal give afkald. Man kan ikke bare gøre, hvad man har lyst til, og for mange er det en stor udfordring.”

Har sognepræst Mads Davidsen ret, når han – i en anden sammenhæng –  i artiklen ”Kun for mig. Sådan lyder omkvædet på et moderne syndsbegreb” peger på faren for, at vi ”velsigner og retfærdiggør den narcissistiske tidsånd”? Davidsen minder om, at synd oprindeligt betyder at ramme ved siden af målet. Spørgsmålet er, om vi ud fra kristendommen i dag – uden at forfalde til fordømmelse – kan (og om vi har frimodigheden til at) pege på et ”mål” i kirkens etiske vejledning og livsoplysning på dette område, og holde fast i, at ikke alt er lige godt.

I dagens multikulturelle samfund udfordres vi til at besinde os på, hvad der er dansk kultur. I det multireligiøse samfund udfordrer mødet med andre religioner os til som kristne at besinde os på vor kristne tro. I det multiseksuelle samfund udfordres vi som kirke og som kristne til at besinde os på, hvilken vejledning vi kan finde i kristendommen, når det gælder menneskelivets seksuelle dimensioner.

Christiansfeld, fredag, den 30. september 2011
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Claes on 1. oktober 2011 - 10:09

    I de ti Bud lyder det hele så enkelt:” Du må ikke bedrive hor “. Den kristne Kirke har altid holdt fast ved de ti Guds bud som rettesnor for ret handlen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: