Salmesangens prædiken

Til gudstjenesten her til morgen mindede præsten om, at det i dag var salmesangens søndag. Vi skulle dog ikke synge flere salmer, end vi plejer, for en gudstjeneste i folkekirken er – i modsætning til gudstjenester i mange andre kirker i udlandet – i høj grad en salmesangsgudstjeneste. Men det slog mig, at hun mindede om, at det ofte sker, at vi ligefrem hører en prædiken i vore salmer.

Det er så sandt, som det er sagt. Blomsterhandlerne reklame lyder: ”Sig det med blomster!”, måske det, du ellers har svært ved at få sat ord på. I kirken og i kristenlivet i det hele taget her til lands gælder sentensen: ”Sig det med salmer!” I folkekirkelige sammenhænge er vi ofte præget af stor forlegenhed over for de store ord; vi taler lige frem med afstandtagen om ”de store ords teologi”. Vi har svært ved at tale om det højeste og det dybeste og om det yderste dag og det inderste følelser; det skulle jo nødigt ende i føleri og naivitet. Men ét sted løsnes vore tungebånd, og vi får frimodighed til at sætte ord på troen, og det er i salmesangen.

Den første salme, vi sang til gudstjenesten i dag, var Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets”. Allerede i præludiet blev melodien til denne salme slået an, og en lang række personlige minder – og følelser – blev vakt. Til daglig går vi ikke og udtrykker vor taknemlighed mod Gud over for hinanden, uanset om vi virkelig i hjertet føler os taknemlige for det liv, vi har fået. Men nu udtrykker vi højlydt sammen, at vi vil ”takke ham, at morgen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død”. Ja, vi har hvert vort at slås med, både synd og død, men alligevel vil vi ”Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjæleve”, og vi forkynder for hinanden, ”blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”

Det kan være svært at tale om døden og også at sætte ord på det håb, som rækker ud over døden. Men nu synger vi sammen, med hinanden og for hinanden, ”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.” Og vi minder hinanden om, at ”Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evigt fly”. Og den ”sejersjubel, for salig lyst”, er vi sammen om, og også med dem, som er gået forud for os, og som denne salme måske minder os om. “Lyset stander stille på livets kyst!”.

En af vore gode sognepræster har efter mange års tjeneste her fået et andet embede, og vi er gået i gang med at søge efter en ny præst. I præsentationen af vort sogn skrev vi, at vor vision er at være kirke ”med hjerte, mund og hænder”, og at det er en kirke ”med en syngende menighed”.  Som luthersk kirke tror vi på ”det almindelige præstedømme”, hvor menigheden deltager også i forkyndelse og prædiken. Vi forventer naturligvis, at præsten prædiker for os, men præsten kan med god ret også forvente, at vi som menighed prædiker for hinanden og for alle, der vil lytte og synge med, når vi prædiker gennem salmesangen.

Christiansfeld, søndag, den 13. november 2011
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: