Frihed til at tro, tænke og tale

”Ordet er frit”, sagde repræsentanten for Grundtvigsk Forum som afslutning på sin velkomst til de godt 50 deltagere ved den konference på Vartov, som var arrangeret i samarbejde med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. I denne kontekst fik det en særlig betydning, for konferencens tema var ”Frihed til at tro, tænke og tale – om trosfrihedens vilkår i verden og den europæiske respons”. Og den frihed skorter det desværre meget på rundt om i verden.

Folkekirken er medlem af Konferencen af Europæiske Kirker (KEK), der består af 125 protestantiske og ortodokse kirker i Europa. Gennem KEK er Folkekirken engageret i at advokere for religionsfrihed for alle religioner, både i og uden for Europa. KEKs menneskerettighedssekretær Elizabeta Kitanovic orienterede om, at KEK i Europa bl.a. har forholdt sig til forbud mod minareter i Schweiz og diskrimination af små kirker i Ungarn, og uden for Europa har der i år bl.a. været fokus på selvmordsangreb på koptiske kristne i Alexanria, drabet af to kristen i Irak.

Fra første januar overtager Danmark formandskabet i EU. Derfor var det meget relevant at blive mindet om, at religionsfrihed som en vigtig del af hele menneskerettighedskomplekset ikke blot er et FN anliggende, men også et EU anliggende. Mens politikere i Danmark kan have svært ved at forholde sig konstruktivt til religion, er det lige frem indskrevet i Lissabon- -traktaten, at der skal føres regelmæssige konsultationer mellem religionssamfundene og EU-institutioner, og hvert år mødes KEK’s ledelse med EU’s ledelse.

Sidste år vedtog Europa-parlamentet endog en resolution, som opfordrer regeringer og myndigheder i alle lande til at arbejde på at beskytte sårbare religiøse samfund, inklusive kristne minoriteter, mod voldelige angreb og at sørge for at overtrædelser på dette område bliver straffet. Spørgsmålet, som Kitanovic rejste er, om spørgsmålet om religionsfrihed og især manglen på samme skal inddrages i EUs forhandlinger om handelsaftaler? At vedtage resolutioner koster ikke så meget, men er vi parate til på det økonomiske område at ofre noget for vore menneskerettighedsprincipper?

Peter Krömer, som i en årrække har beskæftiget sig med juridiske spørgsmål om religionsfrihed, og er medlem af den protestantiske kirkes synode i Østrig, mindede om, at vi i Europa har forpligtet os på at beskytte ikke kun den indre religionsfrihed – altså retten til at have eller ikke have en religion og til at skifte religion – men også den ydre religionsfrihed – altså retten til ikke blot privat men også offentlig religionsudøvelse, alene eller sammen med andre. Mens den indre religionsfrihed ikke kan begrænses, kan den ydre religionsfrihed under bestemte forudsætninger begrænses ved lov.

I lyset af den danske diskussion om asyl, var det tankevækkende, at Krömer mindede om, at religiøs forfølgelse ifølge gældende konventioner anerkendes som asylgrund. Hvis fx en konvertit fra islam til kristendommen udsættes for forfølgelse, hvis han udøver sin religion i offentlighed, så har han eller hun altså ret til asyl. I mange danskeres bevidsthed er religion en privatsag, men hverken i en klassisk kristen selvforståelse eller i konventionernes forståelse kan religionsudøvelse altså henvises til blot at foregå i privatsfæren.

Pater Joe Vella Gauci, der er rådgiver vedr. internationale anliggender og religionsfrihed hos den katolske kirkes Konference af Biskopper i EU slog fast, at det er enhver kirkes opgave ikke bare at varetage sine egne interesser, men også andre kirkers og andre religioners religionsfrihed. Det er ikke blot kristne minoriteter, men også mange andre religiøse minoriteter, som udsættes for forfølgelse. Og dog gælder det, at 75% af forfulgte i dag er kristne, og forfølgelsen af kristne minoriteter er tilsyneladende stigende.

Hvad kan og skal man så gøre ved den situation? Nogle har bragt gensidighedsprincippet (reciprocity) på banen. Hvis det betyder, at fx muslimers religiøse frihedsrettigheder i Europa skal være afhængige af, at kristne tilkendes de samme rettigheder i Mellemøsten, ville Gauci tage stærkt afstand fra princippet. Derimod ville det give god mening at udtrykke en forventning til muslimske lande om, at de ville følge Europas eksempel mht. religionsfrihed også for muslimer og behandle kristne i deres lande på samme måde.

Naser Khader, som indtil valget var udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti, gav sit bud på, hvad vi i Danmark kunne gøre. Spørgsmålet om religionsfrihed skal gøres til en central del af vor udenrigspolitik og bringes op, når vi forhandler med andre lande. Det er ikke nogen løsning blot at åbne op for asyl for kristne for Mellemøsten, i stedet må man gøre en indsats for at sikre deres rettigheder i deres hjemlande og i den forbindelse have modet til at konfrontere diktatorer med brud på menneskerettighederne. Endelig mente Khader også, at det var vigtigt at de mennesker, som med fare for deres liv, kæmper for religionsfrihed, bliver kendt i hele verden (lige som tidligere dissidenter i Østeuropa under kommunismen), så regeringerne vil være forsigtige med at begå overgreb mod dem.

Ordet er frit, her i Danmark, og det kan vi bruge til at minde vore politikere om det ansvar, som de også har for at arbejde for at religiøse minoriteter rundt om i verden også får frihed til at tro, tænke og tale. Specielt med henblik på, at det fra nytår er danske politikere, som i EU skal føre ordet.

København, fredag, den 25. november 2011
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Karen E. Hansen on 25. november 2011 - 20:21

    Det er bemærkelsesværdigt, at forbuddet mod – flere indtil videre – minareter i Schweitz anses som brud på religionsfriheden… Kræver den ret til at bygge et ubegrænset antal minareter? Byggevedtægter og støjbegrænsning ufortalt.
    Der fornemmes en særlig følsomhed over for islamiske tiltag til fremme af offentlig synlighed (og hørlighed) – i et skævt forhold til ikke- muslimers situation i Arabien, også, eller måske især, efter de “arabiske forår”. Det er ikke kun diktatorer, der har en dagsorden uden religionsfrihed!
    At give kristne flygtninge asyl i Europa er helt selvfølgeligt rigtigt – men det giver også islamister i f.eks. Egypten udsigt til at kunne “tømme” landet for koptere ved at tvinge dem til flugt.
    Det vil virke mindre iøjnefaldende end f.eks. folkemordet på armenerne.
    “At udtrykke forventning” i forhold til muslimske lande og menneskerettigheder, hvilken virkning har det, så længe den toneangivende politik i Europa er, at det ikke er tilrådeligt at udsætte islam for egentlig kritik (jf. FN-vedtagelsen om defamation of religion som racisme)?
    Kan man kun udtrykke en forsigtig forventning om, at religionsfrihed er en del af sharia??
    Hvad skal vi opfordre vore politikere til at sige?

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 26. november 2011 - 10:56

    @Karen: Du skriver: “Hvad skal vi opfordre vore politikere til at sige?” Jeg synes faktisk, Naser Khader gave nogle gode bud på det, lige som også Peter Krömer.
    Vh Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: