2011 – de folkelige protesters og revolutioners år

Lige nu flyver vi i ti kilometers højde hen over Libyen og Egypten. Det er muligt at se omridsene af små landsbyer omgivet af ørken, men på denne afstand kan man ikke få øje på de mennesker, som bor der i udkanten af Sahara. Når man kommer fra den vestlige verden, kan det i det hele taget være svært at få øje på ganske almindelige egyptere og libyere. Men måske ændrede 2011 på det forhold.

Spørgsmålet er nemlig, hvad vi mon på længere sigt vil husket året 2011 for? Sandsynligvis tog årets mest historisk vigtige begivenheder deres begyndelse i Tunesien, da Mohammed Bouazizi – en 26-årig gadesælger i en lille landsby 124 km syd byen Tunis– tog sit eget liv som en reaktion på mange års chikanerier fra politi og andre myndigheder. En bureaukrat havde konfiskeret hans vægt, og han tog ind til provinshovedstaden for at klage, men fik ikke noget svar. Lige der på gadehjørnet overhældte han sig med en væske til at fortynde maling og stak ild til sig selv. Hans familie forklarede, at han tog sit eget liv, fordi myndighederne havde taget hans værdighed fra ham. ”I Tunesien er værdigheden vigtigere end brød!”

Ingen havde forudset konsekvenserne, men få dage efter måtte den tunesiske diktator gå af. Gadehandlerens skæbne var dråben, der for mange fik bægeret til at flyde over, et bæger af ydmygelser, vrede og frustrationer, som magthaverne i deres arrogance havde fyldt op gennem mange år. Gennem de moderne sociale medier som fx FaceBook og Twitter spredtes protesten som en bølge, myndighederne ikke kunne dæmme op for.

Den folkelige protest i Tunesien inspirerede unge i Egypten til en lignende bevægelse. De fik hurtigt deres egen martyr, den 28-årige Khalid Said, der var blevet banket til døde af politiet. I løbet af dette arabiske forår måtte Egyptens diktator Hosni Moubarak også afgive magten. Siden har oprøret til manges overraskelse og med forskellig grad af succes spredt sig til lande som bl.a. Bahrain, Marokko, Yemen, Syrien og Libanon. Det endnu mere overraskende er imidlertid, at protesten spredte sig fra disse arabiske lande til andre verdensdele.

Den 15. maj  begyndte tusinder af især unge at marchere på  Puerta del Sol pladsen i Madrid under sloganet ”Vier ikke varer i politikeres og bankfolks hænder” og kaldte sig selv ”Los Indignados”, de indignerede. Ti dage efter spredte protestbevægelsen sig til Grækenland med kravet om social retfærdighed. I løbet af sommeren nåede bølgen USA med bevægelsen ”Occupy Wall Street”. Under sloganet ”We are the 99%” protesterede de mod den ene procent af befolkningen, bl.a. Wall Streets bankfolk, som blev rigere og rigere, mens almindelige mennesker blev ramt hårdt af den økonomiske krise.

Ringene fra den sten, der blev kastet i søen i Tunis for et år siden, har niu bredt sig mod alle verdenshjørner. I Tel Aviv har der været en demonstration med 300.000 deltagere mod social uretfærdighed, den største demonstrations i Israels historie. Der har været markante protestbevægelser i Kina for demokrati. I Indien protesteres der mod korruption, i Mexico mod den narkotikarelaterede vold osv. Og i denne måned oplever Rusland de største demonstrationer siden kommunismens fald: tusinder gå på gaden for at protestere mod præsidents Putins valgsvindel.

Det, der er fælles for alle disse folkelige protester, er, at der er tale om en social og politisk protest mod magthavernes arrogance og den politiske og sociale uretfærdighed. For det andet er det nye og brede grupper, ofte veluddannede folk fra middelklassen, der har fået nok, og nu med livet som indsats kæmper for forandringer. De gamle partier og organisationer er blevet taget på sengen og har ikke spillet nogen rolle i bevægelsernes indledende faser. Der er tale om folkelige bevægelser med tag i brede kredse. I artiklen ”The Protester” i The Times 26. December 2011 skriver Kurt Andersen således, at da demonstrationerne var på deres højeste i Egypten deltog omkring 8% af befolkningen (over 14 år), og i Spanien har omkring 6 mio. ud af landets 46 millioner indbygger deltaget i demonstrationer.

Endelig har de protesterende haft stor succes med at engagere folk gennem brug af den moderne teknologi, som fx mobiltelefonen, og de sociale medier, som fx Facebook og Twitter. Man kan påvise, hvordan protestbevægelserne har været i kontakt med hinanden eller i det mindste inspireret hinanden, og i den forstand kan man med god ret tale om, at vi her oplever en ny side af globaliseringen.

Lige som med alle tidligere revolutioner og folkelige protestbevægelser er det uforudsigeligt, hvordan de vil udvikle sig, og hvilke sociale og politiske konsekvenser, de vil få. Men under alle omstændigheder er der grund til at kalde 2011 for om ikke revolutionernes så i hvert fald de folkelige protesters år.

Lige nu, hvor solen er ved at gå ned over ørkenen, nærmer vi os Etiopien og dermed Afrikas Horn. Et område, som i år er blevet ramt af den værste hungerkatastrofe i de sidste 50 år. De mange millioner, som har mistet hus og hjem og er ved at dø af sult, har imidlertid ikke kræfter til at protestere over verdens uretfærdighed, eller til som en hungerhær at marchere for at få om ikke et værdigt liv, så dog i det mindst et liv.

I et Lufthansa-fly mellem Frankfurt am Main og Addis Ababa, onsdag, den 28. december 2011
Mogens S. Mogensen.

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: