Glemte sager

Lige nu sidder jeg i Ethiopian Airlines fly ET 122 fra Addis Ababa til Gondar, med rejseselskabet Abba. Når jeg kigger ud af vinduet på det øde bjerglandskab, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Gondor i Tolkiens bog ”Ringenes herre”, og kan næsten identificere mig med Frodo og hans rejseselskab.

Hvorfor sidder jeg her? Det begyndte for nogle uger siden, da en af mine venner, der er højt placeret i det folkekirkelige hierarki, stak mig en gammel slidt bog, som jeg absolut måtte læse. Graham Hancock, ”The Sign and the Seal” fra 1993, en bog på 600 sider. Da jeg begyndte at læse bogen, blev jeg straks klar over, at jeg – og med mig sikkert mange andre – havde glemt noget, som reflekteres i bogens undertitel: ”A Quest for the Lost Ark of the Covenant”.

If. Det Gamle Testamente fik Moses de to stentavler, hvorpå Guds selv havde skrevet de 10 bud, og han fik besked på, hvordan han skulle lave en boks, en ark, til dem, og placere dem i tabernaklet. Pagtens ark repræsenterede Guds nærvær i Israel. Senere, da Salomon i det 10. Århundrede før Kristus byggede et tempel, var formålet nemlig at bygge et hus til pagtens ark. Men kort efter ophører Det Gamle Testamentes skrifter med at omtale pagtens arks tilstedeværelse i det tempel, som i det 6. århundrede blev ødelagt, og heller ikke i det andet tempel, som blev bygget efter israelitternes eksil, omtales pagtens ark. Det spørgsmål, som jeg aldrig før havde tænkt på at stille, var naturligvis: Hvad var der blevet af pagtens ark?

Hancocks teori er, at pagtens ark i dag findes i Etiopien. Intet mindre. Og måske har han ret, for allerede den første ortodokse kirke, vi besøgte i Addis Ababa, hævdede, at den havde pagtens ark. Ganske vist kunne jeg ikke få den at se, da den var gemt af vejen i den allerhelligste del af kirken, men alligevel. Det viste sig imidlertid, at alle de andre ortodokse kirker i Addis Ababa, ja i hele Etiopien, også havde pagtens ark, men i alle tilfælde var der tale om en langt senere kopi eller måske snarere symbolsk fremstilling af pagtens ark, som alle disse mange tusinde kirker hver havde. Ja, det er tilmed sådan, at uden pagtens ark (på det gamle kirkesprog ge’ez, ”tabot”) ville der ikke være tale om nogen egentlig kirke, og derfor får hver ortodoks kirke da også sin egen ”pagtens ark” ved indvielsen.

En anden af mine venner, der lige som Graham Hancock er journalist, er meget optaget af at finde ”Noahs ark”, som skulle være strandet på Ararats bjerg. Andre jager efter det guld, som efter sigende skulle ligge ved foden af ”the arch of the rainbow”, regnbuen. Nu er jeg også blevet ark-jæger, men det er altså pagtens ark, jeg leder efter. Jeg er ikke motiveret af muligheden for at få en mindetavle på grædemuren eller bare at få en lille gyde i det gamle Jerusalem opkaldt efter mig. Nej, men jeg har det sådan med glemte sager, at jeg synes, at de for en ordens skyld må findes og lægges på plads igen. Og derfor er jeg i dag – i al beskedenhed – taget til Gondar, der er en hurtigt voksende universitetsby med 300.000 indbyggere, men engang var den etiopiske kejsers residensby.

Lige som hobbitten Frodo var draget af ringen, er jeg blevet tiltrukket af pagtens ark.

 

I luften over Gondars bjerge, mandag, den 2. januar 2012
Mogens S. Mogensen