Skrabelodsmuslimer – mangfoldighed og enfoldighed i og omkring islam

Mange danskere har den opfattelse, at alle muslimer er en slags skrabelodsmuslimer. Men i modsætning til andre skrabelodder er der her gevinst hver gang. Hvis man skraber længe nok i alle muslimer, så dukker der før eller siden det samme billede frem, nemlig billedet af en muslim, der er modstander af demokrati og menneskerettigheder og tilhænger af afhugning af tyves hænder og stening af frafaldne mv.. Hvis dette entydige billede ikke dukker frem, så må det være, fordi man var kommet til at skrabe i overfladen af en person, som enten slet ikke var muslim, eller som helt havde misforstået islam.

Safet Bektovic, der for nogle år siden blev ph.d. på Københavns teologiske universitet på en afhandling om Søren Kierkegaard og sufisme, har netop udgivet en bog, der giver interesserede danskere mulighed for at få et nuanceret billede af den islamiske filosofiske tradition. I bogen ”Islamisk filosofi. Baggrund, problemstillinger og moderne udformninger”, der er udkommet på forlaget Anis, gennemgår han på 250 sider udviklingen inden for islamisk filosofi fra Muhammeds tid og frem til i dag. Bektovic viser, hvordan systematiske betragtninger om teologiske og filosofiske spørgsmål først finder sted i muslimernes møde med andre religioner og kulturer fra 700-tallet og fremefter.

Især i de første århundreder efter Muhammed og så igen i de sidste 200 år har den islamiske filosofiske tradition været præget af en stor mangfoldighed, hvilket naturligvis også har ført til filosofiske og teologiske debatter, skænderier og konflikter. Mange af de spørgsmål, som har været debatteret i den kristne tradition, har også stået på dagsordenen hos muslimske filosoffer og teologer, fx spørgsmålet om den frie vilje og forholdet mellem fornuft og åbenbaring. I bestemte perioder og områder er bestemte filosofiske tilgange blevet bakket op af regenterne og divergerende tilgange undertrykt. Fx var den mutazilitiske lære, der bl.a. hævdede, at Koranen ikke var evig men skabt, i en længere periode fra 800-tallet islams officielle lære i kalifatet, men blev siden fortrængt af andre traditioner.

Særligt interessant er Bektovic introduktion til moderne islamiske filosoffer som Fazlur Rahman (Pakistan) , Sayyed Hussein (Iran) , Mohammed Arkoun (Algeriet), Abdol Karim Soroush (Iran), Majid Nurcholish (Indonesien) og den kvindelige filosof Amina Wadud. Flere af disse filosoffer argumenterer for en hermeneutisk tilgang til og en kontekstuel tolkning af koranen, demokrati, religionsfrihed, kvinders lighed med mænd osv. Flere af disse moderne islamiske filosoffer har med deres synspunkter bragt sig på kollisionskurs med deres regeringer og religiøse myndigheder og har måttet fortsætte deres filosofiske virksomhed i vesten.

Safet Bektovic’s bog om ”Islamisk filosofi” er et stærkt vidnesbyrd om mangfoldigheden i den islamiske filosofiske tradition. Denne islamiske mangfoldighed bliver imidlertid afvist af danske islamkritikere, som belærer disse islamiske filosoffer om, at de tolker islam på en utilladelig måde og anklager dem for en utilstedelig fortolkningsrelativisme. Det gælder fx den kristne filosof Kai Sørlander, der i et debatindlæg om bogen, skriver således, at ” har vi forstået dette og gjort os fri af fortolkningsteoriernes relativisme, så kan vi også se, at den mest naturlige fortolkning af islam, er den, som faktisk har haft størst historisk gennemslagskraft. Den tager Muhammeds liv og forkyndelse direkte på ordet, og den gør derfor ikke nogen adskillelse mellem religion og politik, men mener, at lovgivningen i sam- fundet bør fastlægges på islamisk grund”. At Sørlander anvender den samme forsnævrede og essentialistiske tolkning af kristendommen, der i praksis udelukker en stor del af verdens kristne, fra det gode kristne selvskab, gør ikke sagen bedre (“Det Muhammed mener….”. Weekendavisen 3. Feb. 2012).

Afvisningen af at anerkende den filosofiske og teologiske mangfoldighed i den islamiske tradition fører desværre ofte til en farlig enfoldighed hos dem, der forsøger at påtvinge andre en entydig og ofte ekstrem tolkning af islam. Denne enfoldighed kan mand møde bade hos muslimer og ikke-muslimer, og desværre opstår der en uhellig alliance mellem ekstremistiske muslimer og radikale islamkritikere, som er enige om, at skraber man længe nok i enhver sand muslims overflade, så  kommer et entydigt billede frem af en ekstrem form for islam. Måske er det en gevinst for ekstremistiske muslimers og radikale islamkritikeres sag, men det er under ingen omstændigheder en gevinst for noget mulitreligiøst samfund.

Flensborg, lørdag, den 11. februar 2012
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 11. februar 2012 - 21:30

    Er det nu en fair måde at karakterisere Kai Sørlander på?
    Du skriver, at han “anvender den samme forsnævrede og essentialistiske tolkning af kristendommen, der i praksis udelukker en stor del af verdens kristne, fra det gode kristne selskab?? Forsnævrede..? At henvise til reformationens betydning for demokratiets fremvækst?
    Sørlanders pointe, at en tilbagevenden til kristendommens rødder og Jesu eksempel vil give et andet resultat i forhold til politik end det at vende tilbage til islams første tid og Muhammeds eksempel, gør den ham til radikal islamkritiker?
    Og altså, at de filosoffer, Bekovic henviser til, efter hans mening ikke vil have let ved at få gennemslagskraft.
    Hvorfor også kalde en anmeldelse i Weekendavisens bog-tillæg for et debatindlæg? Det bliver en anmeldelse vel ikke, fordi anmelderen har en kritisk holdning.
    Citat fra anmeldelsen: “Det indebærer ikke, at man ikke kan forsøge at opbygge åbne demokratiske samfund i den islamiske verden. Men det betyder, at man står over for en helt anden reformatorisk dynamik end den, som har virket i den kristne verden.” Hvori det radikalt islamkritiske i det synspunkt?
    Sørlander mener i øvrigt, at en filosofisk bestræbelse bør være rationel i udgangspunktet og ikke være kvalificeret religiøst.
    Enig eller uenig; men gør det ham til en farlig person, sammenlignelig med ekstremistiske muslimer ?
    Kan man ikke også være fordomsfuld og entydig i sin opfattelse af islamkritikere?

  2. #2 by Ricardt Riis on 12. februar 2012 - 11:24

    Godt brølt, løvinde!

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 12. februar 2012 - 11:41

    @Karen E. Hansen

    1. Den reformatorisk kristendom udgør kun en del af verdens kristendom. Altså er der også en stor mangfoldighed i kristendommen.

    2. Det, der i mine øjne gør Sørlander til en radikal islamkritiker, er, at han ikke anerkender mangfoldigheden i islam, men anlægger en forsnævret essentialistisk tolkning af islam som den eneste legitime tolkning.
    3. Når jeg kalder Sørlanders tekst for et debatindlæg i stedet for en anmeldelse, er det ikke fordi han forholder sig kritisk, hvilket man må forvente af enhver anmeldelse, men fordi han ikke seriøst forholder sig til bogens tema, som er en gennemgang af forholder sig til bogens tema, som en en gennemgang islamiske filosoffer fra islams første tid og frem til i dag, men blot dømmer dem og bogen ude, fordi han ikke ser, at den aktuelle islam er i overensstemmelse med filosoffernes tænkning. I stedet for at forholde sig til filosoffernes tænkning, udøver han kritik mod den form for islam, som han ser omkring sig.

    3. Safet Bektovic gør i bogen rede for, hvordan han bruger begrebet filosofi, og der er bestemt både på kristen og muslimsk side eksempler på filosoffer, som forholder sig til hhv. den kristne og den muslimske tradition.

    4. Det efter min mening farlige (eller problematiske) ved Sørlander er, at han ved principielt at udelukke muligheden for (at udvikle) former for islam, der accepterer demokrati mv., giver de ekstreme muslimer ret i, at demokrati mv. og islam er uforenelige. Det dybt problematiske er, at Sørlander m.fl. ikke vil anerkender, at der også i den islamiske filosofiske tradition er en mangfoldighed, og at en del af denne mangfoldighed er en tolkning af islam, der gør det muligt at forene islam og demokrati.

    Venlig hilsen Mogens

  4. #4 by Karen E. Hansen on 12. februar 2012 - 12:25

    Men, som citatet viser, udelukker Sørlander ikke, og da slet ikke principielt, at demokrati og åbenhed er en mulighed i et muslimsk samfund, han mener blot, at det kan blive svært med islam som med/modspiller, nok så svært end det har været med kristendommen.
    At denne mening, fremført i al fredsommelighed og åben for modsigelse, skal udpeges som farlig og jævnføres med prædikanter, der opfordrer til drab for med terror at indføre et sharia-baseret styre, det forstår jeg ikke helt.
    Har kritik ikke været sundt for kristendommen?
    Megen kritik af islam er mødt med vold og forfølgelse, det har filosofferne også mærket. Vesten skulle være et frirum for dem og de spørgsmål de stiller. Men her stigmatiseres kritikere af islam.
    Hvordan er udvikling af demokrati og menneskeret mulig uden kritik? Eller med kritik, som ikke må forholde sig til væsentlige dele af den muslimske arv.
    F.eks. profetens eksempel. (Måden at møde kritik på)

  5. #5 by Mogens S. Mogensen on 12. februar 2012 - 15:20

    @Karen E. Hansen: Ja, kritik er helt grundlæggende. Men det useriøse i Sørlanders kritik, kommer frem, når han fx hævder at kende “den mest naturlige fortolkning af islam”, og derud fra blot afviser islamiske filosoffers tanker om demokrati.

    Vh Mogens

  6. #6 by Lars Hougaard Clausen on 12. februar 2012 - 18:50

    Mangfoldigheden indenfor islam er alligevel ikke større, end at alle muslimer har en så stor hengivenhed for Muhammed, at det minder om Frida Kahlos kærlighed til Stalin. Den er heller ikke større end, at alle muslimer er uforholdsmæssigt optaget af, hvad der er halal. Så meget at det dræner for en imødekommende oplevelse af den verden, Gud har skabt.

    Sådan ser det i hvert fald ud ifølge mine fordomme. Men lad mig præsentere en synsvinkel, som ikke er min egen, men som jeg kender til: Der findes nemlig muslimske lande, som har indrettet sig med en vis distance til den religiøse arv f. eks. Irak og Libyen, før disse lande blev invaderet af vesten. Syrien har også stået for en vis pluralisme, som nu nok er en saga blot. – Eller måske holder det syriske regime netop stand, fordi det kun er kynisk og ikke excentrisk som det libyske eller på international kollisionskurs som det irakiske. Men så barske midler skal der åbenbart til for at sikre et vist spillerum.

    Men i Iran har religionen bahais opståen ud fra en shiamuslimsk sekt i 1800-tallet måske banet vej for nytolkninger af islam i stil med dem du henviser til i omtalte bog. Men bahai henviser også til en ny åbenbaring i stedet for koranen. Den anfægter Muhammeds status, og jeg kan ikke se, der er nogen vej uden om netop at gøre det.

    Den russiske filosof Vladimir Soloviev (1853-1900) sammenligner i henseende til religiøs statskunst Muhammed med Konstantin den Store (272-337) og Karl den Store (742-814) og fremhæver den Muhammed i moralsk henseende. Jeg synes selv en sammenligning ned Platon er oplagt, for man kan godt anerkende Platons storhed uden at gøre ham til forbillede.

    Når man skraber lidt i en muslim, kommer Muhammed frem. Han er ikke noget dårligt bekendtskab. Men Gud har skabt os andre også, og han har sendt sin søn for at kalde os ud af busken. Måske er mangfoldigheden stor i islam – men til en helt bestemt grænse, som har med profetens person at gøre. Derfor er mulighederne ikke store.

  7. #7 by Mogens S. Mogensen on 12. februar 2012 - 19:16

    @Lars Hougaard Clausen: Hvis man siger, at når man skraber lidt i en muslim, kommer Muhammed frem, så ville man for at blive i samme billede opleve, at når man skraber lidt i en kristen, så kommer Kristus frem. Men ligesom der på godt og ondt er stor mangfoldighed i tolkningen af Kristus, må vi vel også give rum for muligheden af mangfoldighed i tolkningen af Muhammed.
    Vh Mogens

  8. #8 by Svend Jespersen on 14. februar 2012 - 12:22

    @Mogens S. Mogensen.

    Du og mange andre omtaler ofte den “oversete muslimske mangfoldighed”. Tit bruges ordene i en direkte sammenligning med den kristne verdens forskellige sekter og trosretninger for at overbevise andre om, at den muslimske virkelighed i grunden ikke afviger fra vores danske hverdag.

    I 2008 udgav John L. Esposito og Dalia Mogahed en bog med titlen ”Who Speaks for Islam” med undertitlen ”What a Billion Muslims Really Think”. Bogen blev skrevet på grundlag af en gallupundersøgelse i den muslimske verden for at finde frem til muslimers holdninger til f.eks. religion, frihed, demokrati, samfundsværdier, familien, ytringsfrihed, o.m.a. Forfatternes konklusionen var, at muslimer i grunden synes akkurat det samme som en gennemsnitsamerikaner eller –dansker.

    Konklusionen glemte (bevidst?) bare at tage højde for den kendsgerning, at langt den væsentligste del af muslimer (og i særdeleshed ikke de adspurgte) ikke deler den frie, vestlige verdens opfattelse af de begreber, det, som du med forfatteren Knud Sørensens ord i et andet indlæg beskriver som ”det fælles underforståede.” Den tidligere VS’er, Ejvind Riisgård, kalder det ”Det kollektivt ubevidste” på sin hjemmeside, jernesalt.dk.

    I dit forsvar for den muslimske mangfoldighed af i dag nævner du nogle navne. Hvor mange af dem har nogen nævneværdig indflydelse på nutidens accepterede tolkninger af islam, både i de muslimske lande og udenfor? Hvor mange af dem har haft en indflydelse på nutidens muslimer, der bare nærmer sig den fra f.eks. Al-Azhars lærde, Hasan al-Banna, Ali Husaini Sistani, Abul A’ala Maududi, Hasan Nasrallah, Mohammed Hussein Fadlallah, Yusuf al-Qaradawi, og ja, Osama bin Laden?

    Og ja, vores del af kloden har også haft filosoffer, skribenter og prædikanter af mangfoldige observanser. Forskellen i dag mellem den muslimske verden og os er, hvem vi hver især har valgt at tage til os som en del af vores accepterede ”fælles underforståede” hverdag.

    For muslimer kunne man ønske, triumfalismen ville blive erstattet af mere spillerum til tvivlens nådegave. Jesus kunne tillade sig at tvivle på korset, og den katolske kirke kunne tillade offentliggørelsen af Moder Teresas breve om hendes følelse af Guds og Jesu fravær gennem mange år. Vores kollektive underbevidsthed er præget af denne tvivl, den muslimske kollektive underbevidsthed er præget af tanken om Koranens og profetens ufejlbarlighed og glorværdige ord og eksempler til efterfølgelse for alle mennesker til alle tider.

    Og nej, selvfølgelig kan man ikke skrabe sig frem til en farlig ekstremist hos enhver muslim, men islams dogmatik om egen ufejlbarlighed og universalisme indeholder nogle af de kim, som alle farlige -ismer spirer frem af.

  9. #10 by Mogens S. Mogensen on 14. februar 2012 - 20:49

    @Svend Jespersen:
    1. Jeg kender udmærket bogen “Who speaks for Islam?”, men dit forsøg på at bortforklare bogens konklusioner holder ikke. Det er en solid videnskabelig undersøgelse, som du ikke bare kan afvise.
    2. Safet Bektovic’s bog handler om islamisk filosofi, og det er et faktum, at der er en stor mangfoldighed i islamisk filosofi, som bogen viser. Det er så et andet spørgsmål, hvor stor gennemslagskraft de forskellige filosoffer har haft i de de sidste 1300 år.
    Venlig hilsen
    Mogens

  10. #11 by Naveed on 26. februar 2012 - 20:43

    Kære alle (undtagen Mogens)

    I må da begynde at læse Safet Bektovic’s bog snart!
    Vh
    Naveed

  1. Kristendom, islam og demokrati « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: