Endnu et afslag til en afghansk konvertit

Den afghanske konvertit Mohammed Houssein Ayoubi fik i tirsdags den 14. februar afslag på sin asylansøgning med en begrundelse, som giver grund til fornyet bekymring.

Indrømmet: Det er ikke nogen let opgave, som Flygtningenævnet har, når det skal tage stilling til, om konvertitter fra islam til kristendom fra fx Afghanistan har krav på asyl i Danmark eller ej.

Først må flygtningenævnet forholde sig til, om der er tale om en genuin konvertering eller blot en pragmatisk proforma-konvertering. Er konverteringen fundet sted i hjemlandet, kan det være endog meget vanskeligt for asylansøgeren at skaffe de beviser, som kan overbevise nævnet om, at vedkommende rent faktisk konverterede eller i det mindste påbegyndte en konverteringsproces i sit hjemland. Det er straks betydeligt lettere for asylansøgeren at løfte bevisbyrden, når det gælder en konvertering her i landet. I Mohammeds sag lader nævnet sig ikke overbevise af oplysningerne om konverteringsprocessen i Afghanistan – på trods af endog mange konkrete oplysninger, men accepterer hans konversion i Danmark.  Sagen anerkendes altså som en reel konvertitsag.

Dernæst må flygtningenævnet forholde sig til, om han ved hjemsendelse til Afghanistan risikerer at blive udsat for personlig forfølgelse. Det fremgår indirekte af Flygtningsnævnets udtalelse, at det udmærket er klar over, at konvertitter – hvilket altså i islamisk terminologi er apostater, frafaldne – er i alvorlig fare for at blive forfulgt, hvis altså det er eller bliver kendt i samfundet, at vedkommende er konverteret fra islam til kristendommen. Dette fremgår af et af de dokumenter som står anført på Nævnets hjemmeside som baggrundsmateriale, ” UK Border Agency, ’Operational Guidance Note. Afghanistan’ March 2011”. Her hedder det, at ”kristne konvertitter fra islam generelt risikerer forfølgelse i Afghanistan. Pga. den afghanske stats holdning til apostasi, vil kristne konvertitter ikke have mulighed for at få  tilstrækkelig beskyttelse nogetsteds i Afghanistan og man kan heller ikke stole på intern omflytning. Genuine kristne konvertitter burde derfor tildeles asyl medmindre der undtagelsesvis er klare beviser for, hvorfor en konkret person ikke ville være i fare”.

I tilfældet Mohammed Houssein Ayoubi mener Flygtningenævnet, for det første, at det ikke er sandsynligt, at man i lokalsamfundet i Afghanistan har fået kendskab til, at han er blevet kristen (til trods for at Mohammed angiver navne på to hjemsendte afghanske asylansøgere, som havde truet ham pga. hans konvertering). Men dernæst giver Nævnet udtryk for den opfattelse, at det er Mohammeds ansvar at sørge for, at man i lokalsamfundet aldrig bliver klar over, at han er blevet kristen, således at han kan undgå de forfølgelser, som ellers er gængse for konvertitter.

”Flygtningenævnet skal i øvrigt bemærke, at det for en person som ansøgeren, som er født og opvokset som muslim i et udpræget muslimsk land, ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af hans fremtidige liv som kristen, at han offentligt demonstrerer sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet finder, at det må være muligt for ansøgeren, hvis han undgår at udstille sig selv offentligt som kristen, at leve i fred i Afghanistan med sin kristne overbevisning.”

Flygtningenævnet anlægger her en meget dansk synsvinkel på religion. Det store flertal af danske kristne vil sikkert give nævnet ret i, at det for dem ”ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af [deres] liv som kristen, at [de] offentligt demonstrerer [deres] religiøse tilhørsforhold.” Problemet er bare, at den kristne konvertit Mohammed ikke skal leve sit kristenliv i Danmark, men i et land, hvor religion spiller en helt anden rolle i den enkeltes liv og i samfundslivet. Skal Mohammed leve op til Flygtningenævnets forventninger til ham, så må det indebære at han er villig til i et vist omfang at deltage i islamiske ritualer, han skulle ved forespørgsel fornægte sin kristne tro, han skulle afstå fra at forsamles med andre kristne, og også afstå fra at læse i Bibelen i andres påsyn, han skulle afstå fra at vidne om sin tro osv.

Hvad bliver konsekvenserne af den praksis, som Flygtningenævnet følger i Mohammeds sag? Det stiller afviste konvertit-asylansøgere, som sendes hjem til Afghanistan, i det umenneskelige valg, enten i praksis at fornægte deres nye kristne tro eller at udsætte sig for alvorlig forfølgelse.

Det er ikke nogen let opgave, som Flygtningenævnet har, når det skal tage stilling til, om konvertitter fra islam til kristendom fra fx Afghanistan har krav på asyl i Danmark eller ej. Men i et demokratisk og humanistisk samfund må Flygtningenævnet kunne gøre det bedre, meget bedre.

 

Christiansfeld, torsdag, den 16. februar 2012
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Nikolaj Christensen on 16. februar 2012 - 20:12

    Det er virkelig tankevækkende og skræmmende. Der er et eller andet helt galt med vores forståelse af religionsfrihed, som jeg skrev på min blog for et stykke tid siden:
    ‘Religion bliver identificeret med tro eller overbevisning snarere end med manifestationer og handlinger. Derfor har et menneske reelt ikke nogen ret til at agere i overensstemmelse med sin religion. … Så religion bliver trængt ud af det offentlige rum og ind i et tænkt ukrænkeligt rum inde i det enkelte menneske – en ”indre a-social sfære” for at bruge Stanley Hauerwas’ udtryk.’

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: