Hvorfor skal båndene mellem stat og kirke løsnes?

I mange hundrede år har stat og kirke i Danmark været vævet sådan ind i hinanden, at det var svært at se, hvad der var stat, og hvad der var kirke. Denne statskirke- eller kirkestatsmodel har sin oprindelse helt tilbage i det 4. århundrede i Romerriget, da kristendommen først blev en tilladt religion og hurtigt den eneste tilladte religion. Dette konstantinske system overlevede reformationen, ja, forholdet mellem stat og kirke blev endda endnu tættere, da kongen gennemførte reformationen og blev kirkens leder. Alle svagheder til trods har dette kristenhedssystem sikkert fungeret godt i mange henseender, under alle omstændigheder har det været oplevet som den naturlige måde at organisere sig på. Så hvorfor ændre ved dette system nu? Efter min mening er der mindst seks gode grunde til – om ikke at skille stat og kirke, så dog i det mindste – for alvor at begynde at løsne båndene mellem stat og kirke.

1. Allerede i junigrundloven fra 1849 lovede grundlovsfædrene, som vi kan takke for, at enevælden blev afløst af folkestyre, i deres visdom, at folkekirkens forhold skulle ordnes ved lov. Kirken havde været kongens kirke, nu skulle den være en folkekirke, og dertil hørte, at kirken ikke længere skulle styres af kongen eller staten, men at folkekirken skulle have sin egen forfatning, så den kunne styre sig selv. Der er nu gået snart 163 år, så det var vel på tide at løftet blev indfriet. Så meget desto mere, som de grunde, grundlovsfædrene havde til at nedfælde løftet, er blevet endnu mere tungtvejende siden da.

2. Et af kritikpunkterne mod islam har i de senere års debat været, at der i islam sker en sammenblanding af religion og politik. I åndelige spørgsmål skal der herske frihed, og derfor må politiske magthaveres magt begrænses, så de ikke begår overgreb i åndelige spørgsmål. Ligesom der heller ikke må ske overgreb fra religiøs side mod det politiske liv. I den nuværende statskirkelignende ordning er religion og politik imidlertid også blandet godt og grundigt sammen. Det er politikerne, der træffer alle vigtige beslutning vedrørende folkekirken, både når det gælder de såkaldte ydre og indre anliggender, og folkekirkens øverste chef er en politiker. Politik handler om magt, og derfor er det på en måde forståeligt nok, at politikerne aldrig har været interesseret i at sætte folkekirken fri, for så ville de miste noget af deres magt. Men det er vel lige så usundt at blande religion og politik i Danmark som i muslimske lande.

3. Demokratiseringen af folkekirken begyndte så småt i starten af det 20. Århundrede med indførelsen af menighedsråd,  senere kom provstiudvalg til og for få år stiftsråd. Nu må tiden snart være inde til, at folkekirken ikke bare på lokalt og regionalt plan styrer sig selv, men også på nationalt plan. Først når vi får en forfatning for kirken, der indfører et nationalt organ (et nationalt kirkeråd, eller en synode), vil det blive muligt for kirken selv at gennemføre en seriøs og forpligtende drøftelse af, hvordan kirken skal møde nutidens udfordringer, og træffe de nødvendige beslutninger om kirkens indretning, prioritering af ressourcer osv.

4. Det har tidligere været god latin at hævde, at folkekirkens nære tilknytning til staten har været garanten for kirkens enhed. For det første et det imidlertid dybt problematisk, hvis kirkens enhed skal bygge på statens magt og ikke på Guds ånds virke i kirkens medlemmer. For det andet er det et stort spørgsmål, om det er sandt. Meget tyder på, at det netop i denne tid er folkekirkens statskirkekarakter – hvor folketinget fx i et hug lovgiver både om samfunds- og kirkeforhold – som truer med at skabe splittelse i folkekirken.

5. I Kirkeministeriets Blå Betænkning (1477) om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fra 2006 blev der for første gang formuleret en slags formålsparagraf for folkekirken. ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.” Folkekirkens hovedopgave er altså den mission, som er at forkynde Kristus for alle mennesker. Og andet steds siges det, at folkekirkens fire hovedopgaver er gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Når det altså er folkekirkens opgave at være i mission, så rejser der sig det spørgsmål, om en kirke, der i mange henseender er en statskirke, kan tillade sig at drive mission over for landets egne borgere – og nogle ville tilføje – og det endda for statens penge? Dertil kommer, at det altid vil være problematisk at drive mission ud fra en magtposition. Kristen mission vil altid være mest i overensstemmelse med Kristi eksempel, når den er i mission ud fra en sårbar position.

6. Hvis vi ser os omkring blandt vore nabolande og andre lande, der har haft det samme konstantinske system som os her i Danmark, så kan ingen være i tvivl om, at udviklingen går entydigt i én retning, nemlig i retning af adskillelse mellem stat og kirke. Da sammenknytningen mellem stat og kirke i Danmark har været så tæt, som det er tilfældet, så vil adskillelsen blive en meget længere og vanskeligere proces end i mange andre lande. Så derfor kan vi lige så godt begynde at øve os på i folkekirken at stå på egne ben og tage ansvar for egne forhold – ved snarest muligt at begynde at løsne båndene mellem stat og kirke.

Da det altså handler om, hvordan folkekirkens forhold skal indrettes er det vigtigt, at ordningen udtænkes ud fra kirkelige forudsætninger i et folkekirkeligt regi og ikke blot gøres til en kastebold i den partipolitiske kamp. Det ville derfor være ønskeligt, om kirkeministeren og folketinget i første omgang trådte et skridt tilbage og overlod det til repræsentanter for folkekirken at udarbejde et forslag til, hvordan kirkens forfatning skulle være. I en bredt sammensat kommission må ikke bare være repræsentanter for den såkaldt officielle folkekirke (stifter, provstier og sogne mv.) og for de kirkelige interesseorganisationer (landsforeningen af menighedsråd, præsteforening mv.), men også repræsentanter for alle de frie folkekirkelige organisationer, som i praksis er dem, der udfører en stor del af folkekirkens undervisning, diakoni og mission. Når en sådan kommission – efter at have inddraget den faglige bistand, som er nødvendig for at udrede trådene – har udarbejdet et forslag til en forfatning for folkekirken, må folketinget naturligvis på banen. At dette arbejde vil tage tid, siger sig selv, men her gælder det i høj grad, at hastværk er lastværk.

Løser man på denne måde båndene mellem stat og kirke, løser man ikke dermed alle folkekirkens problemer, ikke en gang de største problemer i folkekirken. Men det kan være med til at skabe mere hensigtsmæssige rammer for at tage fat på de langt vigtigere udfordringer for kirken og dens mission.

Christiansfeld, mandag, den 19. marts 2012
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Nikolaj Christensen on 19. marts 2012 - 21:33

    Enig, enig, enig.
    “Da det altså handler om, hvordan folkekirkens forhold skal indrettes er det vigtigt, at ordningen udtænkes ud fra kirkelige forudsætninger i et folkekirkeligt regi og ikke blot gøres til en kastebold i den partipolitiske kamp.”
    Ja, vi skulle jo nødig få svenske tilstande.
    Du har helt ret i, at det er på tide at gå i gang med det tålmodighedskrævende arbejde som det vil blive at adskille kirke og stat – spørgsmålet er om det allerede er for sent.

  2. #2 by Karen E. Hansen on 20. marts 2012 - 13:22

    Enig!
    Forhåbentlig er det ikke for sent, men det haster stærkt..
    Men hvorfor gik den “frie” svenske kirke hen og blev politisk?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: