Breiviks verdensbillede og argumentation for terrorhandling

I går fik Anders Breivik lejlighed til i retten i løbet af halvanden time at præsentere sin 13 sider lang forklaring på, hvorfor han den 22. juli2011 dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya. Af gode grunde havde retten besluttet, at Breiviks propagandatale ikke skulle transmitteres i medierne, men den fortjener ikke desto mindre at blive analyseret og diskuteret (tale en tilgængelig på Aftenpostens hjemmeside)

Det er Breiviks opfattelse, at det norske folk (lige som andre europæiske folk) i disse år fratages  ”vore etniske urfolksrettigheheter, våre kulturelle og territoriale rettigheder”. Norge er blevet ”transformert om til en multietnisk og multikulturel stat”, hvor nordmændene ”i fremtiden risikerer å bli gjort til en minoritet i egen hovedstat og eget land”. Det er sket gennem en indvandring fra Afrika og Asien, som nordmændene ikke gennem en folkeafstemning har vedtaget. Et multikulturelt samfund bliver et uharmonisk samfund, med mangel på tillid mellem indbyggerne, og den nationale sammenhængskraft bliver svækket. Et resultat af den multikulturalisme, som kulturmarxister mfl. har promoveret,  er, at Norge i dag lige som mange andre europæiske lande lider af kulturel selvforagt.

Hovedproblemet er muslimerne. If. Breivik ”føres i  dag en islamisk demokrafisk krigsføring gjennem massmuslimsk innvandring kombinert med eksplosive muslimske fødselsrater”. Det vil føre til en islamisering af samfundet med krav om indførelse af sharia på flere og flere områder. Der foregår således en civilisationskrig mellem den islamiske  freden og det kristne Europa. Baggrunden er at der ”ikke fins sekulære muslimer. Det fins kun muslimer og frafalne”. Man kan aldrig stole på muslimer, fordi de praktiserer ”al-taqiyya, religiøs og ideologisk bedrag”.  Dertil kommer if. Breivik, at siden 1960 er 90.000 kvinder blevet voldtaget af muslimer i Norge.

De norske (og europæiske) muslimer ønsker hverken inkludering, integration eller assimilering, da de foragter den norske (og europæiske) kulture. I stedet ønsker de autonomi, altså selvstyre med sharia. ”Der finnes ikke et land i verden der muslimer har assimilert eller levt i harmoni med vertslandet”.

De skyldige i denne udvikling, som er pågået siden anden verdenskrig, er kulturmarxisterne, som har infiltreret medie- og skoleverdenen. Disse multikulturalister har indirekte samarbejdet med liberale politikere, akademikere og journalister om at dekonstruere norsk (og europæisk) kultur og derigennem muliggjort islamiseringen. De hovedskyldige, som også var målet for Breiviks aktion, var det norske arbejderparti, og deres hjernevaskede ungdomsbevægelse.

Det er tankevækkende, at de fleste af elementerne i Breiviks forståelse af virkeligheden kan genfindes i forskellige ikke-voldelige anti-muslimsk miljøer i Europa. Derfor er det afgørende spørgsmål naturligvis, hvordan Breivik på basis af sin forståelse af virkeligheden forsøger at retfærdiggøre det, han selv kalder ”det mest sofistikerte, spektakulære, og det mest brutale attentat begået af en militant nasjonalist i Europa siden andre verdenskrig”?

Breiviks hovedargument er, at demokratiet ikke fungerer i Norge, og at afgørende beslutning fx om indvandring er blevet truffet uden befolkningens accept. Ytringsfriheden har været begrænset, så nationalister og kulturkonservative som fx Breivik ikke er kunnet komme til orde med deres kritik af multikulturalismen. Derfor: ”Når fredelig revolusjon umuliggjøres, så bli voldelig revolusjon den eneste løsningen”. Altså en antikommunistisk og anitislamistisk revolution for national genfødsel, hvis mål er en etnisk norsk og kristen nation. De unge fra arbejderpartiet måtte lade livet for at få Arbejderpartiet til at ændre indvandringspolitik og dermed redde hele nationen fra en meget blodig borgerkrig. ”Angrepene den 22.7 var preventive angreb til forsvar for Norges urfolk, etniske nordmenn, vår kultur”. Og derfor hævder Breivik, at han ”handlet med nødrett på vegn av mit folk, min kultur, min religion, min by og mit land”.

Spørgsmålet er, hvilken sammenhæng der er mellem Breiviks verdensbillede, som i større eller mindre grad deler med mange andre, der frygter for en islamisering af Europa, og hans revolutionære og/eller terroristiske handlinger? På den ene side er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem disse to størrelser, og de allerfleste anti-muslimistiske bevægelser og personer i Europa holder sig på lovens grund og bruger demokratiske metoder til at fremme deres synspunkter.

På den anden side kan Breiviks argumentation også vanskeligt affærdiges som et udslag af sindssyge. Det er muligt og måske endda sandsynligt, at han har en psykiske sygdom, men hans tale er trods alt et forsøg på ud fra den forståelse af verden, han har, at argumentere for, hvorfor han har ”gjennemført det mest sofistikeret, spektakulære, og det mest brutale politiske attentat begått av [en] militant nasjonalist i Europa siden andre verdenskrig”.

Breiviks argumenter skal ikke bare affærdiges som et udslag af sindssyge og derefter glemmes. Breiviks argumenter må frem i lyset og modsiges med størst mulig kraft, for at ikke også andre svage sjæle lader sig forføre af disse dødsensfarlige tanker.

København, onsdag, den 18. april 2012
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Johann M Thorvaldsson on 18. april 2012 - 12:30

    Mogens S Mogensens indlæg om Breiviks verdensbillede sammen med brudstykker jeg hørte gennem bilradioen i går fra en islandsk radiostation har fremprovokeret en tilnærmelse til en revurdering af det virkelige verdensbillede vi står overfor i dagens verden. Den for mig endnu ukendte islandske provokatør begrundede sine overvejelser netop på Breiviks verdensbillede, hvorifra han udfordrede tænkende mennesker til at genkende problematikken både i de nordiske demokratiske kulturer så vel som i lande styret af fundamentalistisk tyrani. Han udfordrede os til at se ikke kun forskellene i kulturene men også lighedstegnene på magter som stræber efter financiel globalisering som bygger på menneskelig frygt. Hans udfordrende tanke i denne situation ligger i at han mener de demokrisk valgte politikere udnytter folkets vrede og frygt som er skabt af Breiviks handlinger.
    Provokatøren henviste også til hvorledes landenes hemmelige overvågningstjenster skaffer statsministrene oplysninger om de rådende financielle strømninger. Jeg forstod det således at de får adgang til specielle centre for viden, også om den frygt som bestemmer almugens tankegang.

    Mange vil sikkert huske de programmer i dansk TV for 10-12 år siden som afslørede den magt medicinalindustrien har over læger i Danmark. Nu er der henvist til lignende tilstande i hele verden, hvor sygdomme som kræft er givet som et eksempel. Han påstod at kræft er slet ikke den dødelige sygdom som folk tror den er. Dels udøver medicinalindustrien sin magt over lægerne til kun at anvende den medicin som blot delvis nedsætter sygdommen, men ellers holder den ved lige for derved også at vedligeholde folks frygt for sygdommen. Han mente lignende frygtilstande hos befolkningen delvis styrer mange politikeres beslutninger.

    Denne provokatør gjorde så stort indtryk på den ansvarshavende programleder, at han indbød ham til at fortsætte med sine indlæg i hver uge. Har det nogen indvirkning på vor vurdering af Breiviks verdensbillede?

  2. #2 by Karen E. Hansen on 19. april 2012 - 13:00

    Breiviks “argumenter” modsiges med størst mulig kraft, når den norske stat fastholder demokratiets og retsstatens regler. Så den retssag, der må være en lidelse for mange pårørende, alligevel gennemføres efter reglerne.
    Sådan også at retssystemet holdes fri af politiske agendaer.
    Og retssystemet ikke misbruges til at lægge fredeligt argumenterende religions- og ideologikritikere for had…. Heller ikke, hvis det er islamistisk ideologi eller muslimske dogmer der kritiseres.
    Hege Storhaug skal kunne forsvare muslimske kvinders rettigheder på sin blog.
    Document.no skal ikke gøres medskyldig i terrorisme – hvad enten dommerne vælger at kalde A.B.B. for sindssyg eller ej.
    (Lige så vel som man vel heller ikke har i sinde at stemple W.Churchill som utilladelig at læse, trods B. sympati for ham).

    Det må være meget vigtigt for det norske arbeiderpartiet, at denne retssag ikke kan udlægges som et forsøg på at bringe kritik af deres indvandrings- og integrationspolitik til tavshed.
    Uanset smerten!

    • #3 by Mogens S. Mogensen on 19. april 2012 - 13:22

      @Karen E. Hansen: Jeg er enig i, at Breiviks argumenter skal modsiges bl.a. på den måde, som du her skitserer.
      Vh Mogens

  3. #4 by Maria on 19. april 2012 - 16:55

    Jeg tror, du overvurderer gennemslagskraften af Breiviks “argumentation”. For de fleste mennesker er det umiddelbart indlysende, at man – ikke engang ud fra sine egne proklamerede kriterier – kan påstå at kæmpe for “det etnisk norske folks sag” ved at dræbe – etnisk norske børn … Allerede her viser bristet i hans sind sig da tydeligt. Og folk er forlængst stået af.

  4. #5 by Mogens S. Mogensen on 19. april 2012 - 19:53

    @Maria: Jeg er overbevist om, at du har ret, at det “for DE FLESTE mennesker er … umiddelbart indlysende, at man – ikke engang ud fra sine egne proklamerede kriterier – kan påstå at kæmpe for “det etniske norske folks sag” ved at dræbe – etnisk norske børn”. På samme måde er det umiddelbart indlysende for de fleste muslimer, at selvmordsbomberes angreb på deres egen befolkning er forkert, uanset hvilket mål dette middel bruges til. Men der er måske nogle svage sjæle, som kan vildledes. Når man læser om nazisters udryddelse af jøder, skulle man tro, at alle for længst ville være stået af, men der var altså nogen som deltog aktivt i udryddelsen af 6 mio jøder i Tyskland.
    Vh Mogens

  5. #6 by joen on 22. april 2012 - 10:31

    og lad os lige huske de små 50 millioner øvrige mennesker, der døde i samme årrække.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: