Frihed og mangfoldighed i folkekirken

Efter en lang og heftig debat i Folketinget er der i dag blevet vedtaget en lov, der – med et biskoppeligt udarbejdet ritual, som vil være klar på mandag – gør det muligt for to af samme køn at blive viet i folkekirken. Det er sjældent, at kirkelig spørgsmål får en så fremtrædende plads i folketingets arbejde, som det er sket her.

Det er imidlertid ikke noget nyt, at kirkelig spørgsmål kan bringe sindene i kog i folketinget. Efter den grundtvigske sognepræst Vilhelm Birkedals afskedigelse, som ikke blev anerkendt af hans menighed i Ryslinge, gjorde konseilspræsident (statsminister) Frijs det til et kabinetsspørgsmål – på trods af stærk modstand fra næsten alle biskopperne, der var bange for, at det ville føre til folkekirkens opløsning – at få vedtaget et valgmenighedslov, der bl.a.  gjorde det muligt for menigheden i Ryslinge at fortsætte som valgmenighed inden for folkekirken med Birkedal som præst. Det var biskop P. C. Kierkegaard, der som sognepræst i 1842 havde nægtet at gennemføre tvangsdåb af baptister, som af Frijs blevet udnævnt til kirkeminister, og som i 1868 fik lovforslaget gennemført. Det var første og eneste gang et kirkeligt spørgsmål blev gjort til kabinetsspørgsmål.

Folkekirken har lige siden sin tilblivelse været en statskirke med folketinget som synode og med kirkeministeren som øverste chef, og dermed som en centralt styret kirke. Men ser man på folkekirkens udviklingen gennem dens 163 års levetid, så kan man identificere én rød tråd gennem udviklingen. Junigrundloven af 5. Juni 1849, der fastlægger folkekirkens status, var med indførelsen af religionsfrihed et udtryk for anerkendelsen af en voksende religiøs mangfoldighed. I de følgende år blev der også ved lov anerkendt en større kristelig mangfoldighed inden for folkekirken.  Allerede i 1855 kom loven om sognebåndsløsning, der gav medlemmer af folkekirken mulighed for at knytte sig til en præst (i et andet sogn), hvis teologi eller kirkelige retning de sympatiserede med. I 1868 blev valgmenigheder en vigtig del af den folkekirkelige mangfoldighed, som især grundtvigske vækkelseskredse benyttede sig af. Siden er der kommet andre frihedsrettigheder til, som fx bestemmelserne om tilkaldegudstjenester.

Indførelsen af menighedsråd indebar – især efter at større og større kompetence er blevet givet til menighedsrådene – også en større mangfoldighed i folkekirken, fx ved at menighedsråd kan vælge den præst, som de kirkeligt kan identificere sig med. Siden har præster fået tilkendt en række frihedsrettigheder. Fx kan en præst af samvittigheds-/teologiske grunde nægte at vie et par, hvor den ene eller begge er blevet skilt. Mandlige præster kan nægte at stå at anerkende kvindelige præster. Og indførelsen af et kønsneutralt vielsesritual kobles sammen med præsters ret til at afvise at vie to af samme køn.

Også på en række andre områder kan man konstatere accepten af en stadig større grad af frihed og deraf følgende større mangfoldighed i kirken. Det gælder på det liturgiske område, hvor biskopperne i dag i praksis tillader langt mere ”kreativitet” end tidligere. Og det gælder også på det teologiske eller læremæssige område, hvor det i dag er meget vanskeligt at forestille sig, hvad der skal til,  for at en præst får en læresag på halsen. Der er endda dem, der vil hævde, at folkekirken er den bredeste økumeniske bevægelse i Danmark, da den i sig rummer hele spekteret af teologisk holdninger fra den katolske kirke til pinsekirken, plus en holdninger, som ligger udenfor disse kirkers horisont.

Den udvikling i retning af større frihed og dermed også større mangfoldighed, som vi har kunnet spore i folkekirkens udvikling lige fra starten og frem til i dag, vil efter al sandsynlighed fortsætte. Spørgsmålet er imidlertid, om denne mangfoldighed i folkekirken er et problem, eller om denne udvikling dybest set er forudsætningen for at bevare en folkekirke med næsten 80 %  af befolkningen som medlemmer.

Hvis man betragter kirken først og fremmest som en servicekirke, så kunne man argumentere for, at det er vigtigt, at det er den samme serviceydelse, der bliver leveret i alle kirkens godt 2000 afdelinger til kunderne (medlemmerne), og det kunne tale imod mangfoldigheden. Men hvis tager udgangspunkt i, at hver lokal kirke er et udtryk for evangeliets inkarnationsproces i enhver lokal kontekst, så må mangfoldigheden hilses velkommen som noget værdifuldt.

I stedet for at frygte for, at de eksisterende frihedsrettigheder underminerer folkekirken, skulle vi måske overveje, hvilke nye frihedsrettigheder der er brug for i den nuværende situation, ikke kun for præster (og andre medarbejdere), men også for menighedsråd og for medlemmer.

I toget mellem København og Kolding, torsdag, den 7. juni 2012
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Animeindo on 29. august 2017 - 22:29

    Hi to every body, it’s my first pay a quick visit of this web site; this blog contains
    remarkable and truly fine data in favor of visitors.

  1. Homepage

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: